Borgmestre i Svendborg

| | | | | | |

Ørkild - Vedel Simonsen 1803Ørkild - Vedel Simonsen 1803 Ørkild 1823Ørkild 1823 Efter reformationen i 1536 blev Ørkild slots grund og tilliggende jorder som bekendt inddraget under kronen, hvorefter kongen i 1549 besluttede at overdrage brugen af den agerjord og de enge, der tidligere havde hørt til landsbyen Ørkild til Svendborg købstad. Overdragelsen omfattede derimod ikke selve slotsgrunden, skoven og de engstykker, som havde været brugt til slottet, idet alt dette foreløbig forblev hos kongen.

 

 

 

Svendborgs bymarker med Stevningshus og mae midt i billedet - ca 1748Svendborgs bymarker med Stevningshus og mae midt i billedet - ca 1748Pladsen omkring slotsruinen kaldtes i 1563 Ørkildshave, Den var da bortfæstet til Rasmus Kaabeløs i Svendborg. Senere blev den overladt til Gese Brockenhuus, enke efter den fynske lensmand Erik Bille. Ørkilds Støvning, et engstykke liggende ved slottet i nærheden af  vejen til Bjørnemose, blev i 1558 overladt til den senere rådmand Hans Michelsen i Svendborg mod en årlig afgift af 1 fjerding smør og forpligtelse til at lade den indhegne. I 1588 tilhørte engen vedblivende kongen, og biskop Jacob Madsen oplyser i sin visitatsbog, at Svendborgs borgmester havde brugsretten, hvor han årligt kunne avle 14 læs hø. På det tidspunkt var den daværende borgmester Rasmus Henriksen Skriver imidlertid allerede fratrådt eller på vej til det, fordi han ikke kunne tilsvare sine økonomiske forpligtelser. Og det var formentlig årsagen til, at biskoppen øjnede den mulighed, at engen fremover kunne komme til sognepræsterne ved de 2 Svendborg kirker som en væsentlig forbedring af deres underhold. Begge præster havde over for biskoppen givet tilsagn om, at de i så fald var villige til at svare den sædvanlige årlige fjerding smør til Nyborg Slot.

 

Kongebrev 7.6. 1594Kongebrev 7.6. 1594  Kongebrev 7.6. 1594 (2)Kongebrev 7.6. 1594 (2)Ørkilds Støvning kom i spil i 1588, fordi præsten i Kirkeby og Lunde sogne, Hans Lauritsen havde klaget sin nød til biskoppen over den afgift, kongen havde pålagt ham at yde til sognepræsten ved St. Nicolai kirke i Svendborg. Heller ikke Svendborg-præsten var glad ved ordningen, eftersom han selv skulle bekoste bjergningen og hjemtransporten af sit tilgodehavende i de 2 landsogne.

 

 

 

Svendborg ca 1907Svendborg ca 1907Hvad der kom ud af biskoppens løsningsforslag er ikke klart, men næppe realiseret. En af borgmesterens store kreditorer - Øster Skerninge kirke blev således "tilvunden" et vænge "uden for Suenborig". Det fik lensmandens slotsskriver Poul Pedersen til gengæld overdraget indtægten af, da han i 1594-95 påtog sig "paa Rasmus Schriffrs vegne" at betale "thend gield hand var kircken sköllig, och skall igien thil sig annamme betalling vdj thet Venge Kircken var thilvunden vden for Suenborig".

 

 

 Prædikestol i Vor Frue kirke i SvendborgPrædikestol i Vor Frue kirke i SvendborgØster Skerninge kirke m. prædikestol fra 1594Øster Skerninge kirke m. prædikestol fra 1594Kirkeregnskabet for Øster Skerninge viser, at Poul Pedersen i stedet for rede kontanter lod bekoste den prædikestol, der endnu er i Øster Skerninge kirke. Rasmus Skriver var i øvrigt endnu mens han var aktiv i borgmesterstolen med til at træffe beslutning om anskaffelsen af en ny prædikestol i Vor Frue kirke i Svendborg. Det hedder således i kirkeregnskabet 8. juni 1588: "Item Bekiende Rasmus Schriffuer vdj dannemendtz pahörelsse som var Hans Erickssen guldsmed oc Jörgen Bomgordt, Att Erlig och velbiurdig mand Detleff Sested haffuer giffuen Kircken thill hiælp thill en Predickestoell x Daller. Ther aff haffde forne Rasmus Schriffuer Bekomett som hannd igien vil och skall betalle Kircken naar pa kreffuis IX Daller". Det taler vist for sig selv, at man først i 1601 kunne skrive. "At Erlig och velbiurdige Mandt Dettleff Sested haffuer giffuet oc Bekostid en Predickestoell vdj Kircken".

 

 

Lensmand Laurids Brockenhuus og Karen SkramLensmand Laurids Brockenhuus og Karen SkramOg Laurids Brockenhuus havde på det tidspunkt på kronens vegne "ladet sig Jndwordere ÿ den gaard vdi Suinborigh som Rasmus Schriffuer thilhörde, for huis hand oss paa regenschab er bleffuen skÿldig". Kongen bad derfor Brockenhuus om i 1596, at få gården solgt, hvis det da ikke allerede var sket, til højest mulig pris. Det er tænkeligt, at gården er afhændet til samme Poul Pedersen, Brockenhuus' "Handschriffuer", som ifølge Jacob Madsen den 10. juni samme år blev viet i Sankt Nicolai kirke i Svendborg til salig Jesper Schriffuers hustru Marine.

 

 

 

Slotsskriver Rasmus Henriksens kvittering 1563Slotsskriver Rasmus Henriksens kvittering 1563Umiddelbart må det formodes, at borgmesteren har ejet en ejendom i selve Svendborg by, ved siden af "den eÿendom for ... Suinborg, kaldet Stöffningen", som Rasmus Henriksen (Skriver) fik kongens brev på i 1566, efter Hans Michelsen. Iblandt kongens breve i magistratsarkivet på Landsarkivet i Odense til bystyret i Svendborg, er en kvittering, dateret 1. november 1563 fra slotsskriveren på Nyborg Slot, Rasmus Henriksen til borgmesteren i Svendborg Jens Clausen for græspenge af Ørkild og Holmene. Borgmester Jens Clausen må være identisk med den borgmester Jens Skriver, som medbesegler et tingsvidne udstedt på Tåsinge birketing i 1560.

Som det oftest var tilfældet i danske købstæder var der også i Svendborg 2 borgmestre. Museumsleder Johs. Olsen henviser her til kong Hans's stadsret, men først efter reformationen er det muligt at påvise, når begge borgmestre optræder i samme dokument. En borgmester var almindeligvis valgt på livstid. I Svendborg ser det ud til, at den ene borgmester var "hjemmefødning", mens den anden borgmester kom ude fra, indsat af kongen via sin lensmand på Nyborg Slot. Det gælder muligvis også Jens Clausen Skriver. Vi har i det mindste bevaret et brev fra 1549, hvor en slotsskriver på Nyborg Jens Clavssen fik brev på kongetienden til Magleby sogn på Langeland. Sognepræst L. P. Næraae omtaler i sine optegnelser fra 1771 en rådmand "Jens Schriffuer" i Svendborg 1558.

Den ude fra kommende borgmester i Svendborg har muligvis, i det mindste i perioder, haft flere kasketter på. Ifølge L.P. Næraae, så optræder Rasmus Schriffuer som borgmester i Svendborg fra 1569, altså 3 år efter at han havde fået brev på Ørkild Støvning. I 1572 omtales han som stedfortrædende borgmester, og får samme år en ny kasket, da Frederik II den 10. september udnævner "Rasmus Henrichsen, Borgemester vdj Svineborg" til "sisemester". Sise er en forkortelse for accise, dvs. en afgift på indført vin og øl fra de nordtyske byer, og en afgift på udskænkning af øl eller vin og på brygning af øl. Fra Svendborg er der jo bevaret et sådant acciseregnskab fra 1521-22. Rasmus Henrichsen skulle på kongens vegne "udj Suinborg ..oppebere och jndkreffue . Told Siise och anden renthe och rettighed som Os och kronen tilkommer aff Tÿdstöll, Prÿtzuin, Viin och anden frembet drick, eller andre Varer, som ther indföris for Bÿen, Opschibes, Selgis och igien vdschibes, Och ther for giöre Os aarligenn gode rede och Regenschab, Thj  bede Vij och bÿede alle Jndlendiske och Vdlendiske Kiöpmend och andre som Vor Kiöpsted Suinborg besöger med nogenn Vare, Attj rette etther effter och fortholde och for siisse, och paa Vor vegne fornöige forne Rasmus Henrichsen, huis Told Siisse Rettighed som Oss med rette theraff tilkommer ....".

Rasmus Skrivers og Oluf Bangs  m.fl.s segl 1577Rasmus Skrivers og Oluf Bangs m.fl.s segl 1577I 1580 og 1581 hed Svendborgs 2 borgmestre, Rasmus Schriffuer og Oluf Bang. Oluf Bang ses tidligere i rollen som byfoged, f.eks. dømte han i sagen fra 1563 om Bjørnemoses kirkelige tilhørsforhold, han nævnes som borgmester i 1572. Bang slægten havde rødder langt tilbage i Svendborg, bedst kendt er nok rådmændene Claus og Peder Bang, der sammen med borgmester Hans Skriver og Peder Mogensen pådrog sig kongens vrede efter borgerkrigen 1534-36, men siden taget til nåde igen. Peder Mogensen blev endda indsat som borgmester, en post han endnu bestred i 1556.

Rasmus Skriver havde efterhånden mange jern i ilden, i 1583 ses således, at han havde forpagtet korntienden i Skårup, og 1584 fik han nedsat forpagtningsafgiften af kronens tiende af Strynø, fordi som det hedder, han på grund af toldertjenesten måtte "forsømme sin næring meget". Og i Øster Skerninge er han med på Laurids Brockenhuus' vegne for første gang den 23. april 1584 ved revisionen af kirkens regnskab. Det virker nærmest, som om man har sat ræven til at vogte gæs, for samtidig med ser det ud til, at den gode Svendborg borgmester har forpagtet korntienden til Øster Skerninge kirke,  og det ansvar har han altså ikke kunnet forvalte.

NyborgNyborgMen Rasmus Skriver havde endnu flere funktioner. Det fremgår således af et herredstingsvidne omhandlende skellet mellem Holmdrup grund og Ørkild Fang, udstedt ved Sunds herred den 29. januar 1584. Her optræder "Erlig och forstandig Mand, Rassmus Schriiffuer, Riidefougiid vdj Sundtz Heriid, paa Erlig och Velbÿrdig Mand, Laurids Brockennhuusis Konng Maïtts, Leennsmand, paa Nÿborigh, hans vegne". Nu kan Rasmus Skriver jo normalt være en fuldstændig tilfældig, men i det her tilfælde får vi yderligere den oplysning på dokumentet, "Sannde mendz Breff - Rassmus Schriffuer paa menninge Suinborgis Jndbÿgers Vegne". Så det synes at være en rimelig antagelse, at Svendborgs borgmester og sise- eller toldmester, også har kunnet kalde sig "ridefoged i Sunds herred".

 

Nyborg SlotNyborg SlotHåndbog for danske lokalhistorikere (1952-56), s. 411 definerer en ridefoged, som leder af et godses administration på vegne af proprietæren. Rasmus Skriver har altså også, må vi formode, haft til opgave at føre tilsyn med kronens bøndergods i Sunds herred, opkræve skatter og afgifter til kronen, organisere bøndernes hoveri til Nyborg Slot, lede forvaltningen af kronens skove så som udvisning af gavntømmer, og foretage de årlige oldensyn til vurdering af, hvor mange svin, det var forsvarligt at lukke ud i den enkelte skov. m.v. - At en korrekt fortolkning imidlertid er vanskelig, forstår sig, når vi samtidig møder borgmesteren som ganske almindelig svendborgenser i lensregnskaberne som køber af "vindfælder" til ildebrændsel og som bidragyder af oldengæld i forhold til det antal svin, han selv havde "på olden".

I 1588 var Rasmus Skriver på fallittens rand, så han som nævnt i indledningen, måtte nedlægge sine poster som borgmester og tolder. Foruden at skylde kronen penge, og formentlig også en række lokale kirker som f.eks. Øster Skerninge kirke, så var han også i stor gæld til Almindeligt Hospital i Odense og til Mogens Podebusk på Kørup. I 1593 måtte Christian IV give ordre til at taksere hans gård og gods. Gården blev som allerede nævnt solgt 1596, muligvis til Poul Pedersen Skriver, der siden overtog det ene af de 2 borgmesterembeder i Svendborg.

For Rasmus Skriver var nedturen total, i 1595 blev der truffet anstalt til, at han på grund af sin lange tjeneste samt armod og sygdom kunne indtages i hospitalet i Odense og få underhold som andre lemmer for resten af sin levetid. I Vor Frue kirkeregnskab for 17. marts 1598 hører vi en sidste gang om ham: "Rasmus Schriffuers gield [lakune] och ther aff skall findes huad paa [.] borgemester som hand bekom [...] Rasmus kom jnd ÿ hospital [..].

I årene omkring 1600 hed byens 2 borgmestre Peder Star Lauridsen og Mads Eriksen. Da Rasmus Skriver nedlagde sit mandat i 1588, var Peder Star Lauridsen ifølge biskop Jacob Madsen den ene af byens borgmestre, og da selvsamme biskop i 1604 visiterede byens latinskole var Peder Star og Poul Pedersen Skriver tilstede. Peder Steer var i en årrække kirkeværge ved Vor Frue kirke og rådmand 1587 og 23. oktober 1588 fik Peder Starcke kongeligt brev på at være Svendborgs ny "Thold och Siissemester". Men heller ikke han var åbenbart i stand til at aflevere et punktligt regnskab til tiden. I oktober 1599 blev han i det mindste bedt om at forklare de manglende regnskaber for årene 1596-99. Men da var posten som tolder og sisemester i Svendborg allerede overgået til Poul Pedersen Skriver. Det skete den 18. marts 1599, Peder Star eller Stær beholdt dog borgmesterposten. Og at dømme efter Vor Frue kirkeregnskab fandt han sit sidste hvilested her, i 1598 betalte han således for sin afdøde hustrus lejersted.

Som mulig afløser for Rasmus Skriver kommer museumsleder Johs. Olsen med et bud, idet han som borgmester i 1590 anfører en Søren Rasmussen. Han kunne tænkes at være identisk med byfoged Søren Skriver, der omtales i et arveafkald 1575? Ifølge registret til Jacob Madsens visitatsbog hedder den ene af byens 2 borgmestre i 1597 nu Mads Eriksen.

Mads Eriksen nævnes som kirkeværge ved Sankt Nicolai kirke fra 1580. Biskop Jacob Madsen skriver i sin visitatsbog, at da pesten ramte Svendborg, hvilket skete i 1602 og 1603, talte han med borgmester Matz Erikszen og Poul Schriffer, der forklarede bispen, at mange i byen led en hurtig død. Måske blev Mads Eriksens familie selv hårdt ramt af pesten, for i 1602 omtales et lejersted "paa gulffuidt neden for prædicke Stoelen", "salige Börn" og borgmester Mads Eriksen?

Den 18. april 1611 hed borgmestrene i Svendborg Poul Skriver og Hagen Hansen. Først i 1609 ser det altså ud til, at Poul Pedersen fik den ene af de 2 borgmesterposter. Inden da havde han dog, at dømme efter bl.a. bevarede kirkeregnskaber, gjort sig stærkt gældende som tolder, kirkeværge mv.. Samme år som han overtog posten som told- og sisemester, 1599 fortsatte han således udsmykningen af Øster Skerninge kirke, idet han bekostede en ny altertavle, som dog ikke eksisterer mere, og samme år som han tiltrådte som borgmester lod han opsætte et epitafium over sig selv i Vor Frue kirke - "i dend store Gang i den Norden side paa muuren strax ved Prediche stoelen". Det hang i Vor Frue kirke endnu i 1707.

Kongebrev 12.7. 1609Kongebrev 12.7. 1609Det må antages, at byens borgmestre overvejende kom fra byens førende købmandsfamilier, idet håndværkere ikke ifølge lovgivningen kunne vælges til rådmand eller borgmester. I Øster Skerninge kirkeregnskab findes et citat fra 1609, der meget vel illustrerer formodningen om, at Poul Skriver havde eget skib i søen, der fragtede varer til og fra Svendborg og de andre havne langs kysten. "Pouell Schriffuer leverett vdj hans skude oc förde thil Kircken (700) Mursten". Poul Skriver fik ikke mange år i borgmesterstolen, allerede 1614 er han afgået ved døden, men det ser ud til, at enken Maren Nielsdatter drev forretningen videre efter mandens død. Som ny tolder og sisemester i Svendborg indsattes den 5. marts 1614 Svend Storm, "borger" udi byen.

Den anden borgmester Hagen Hansen omtales som rådmand og kirkeværge til Sankt Nicolai kirke i 1602. Og ifølge Fynbo Landstings dombog fra 1610-1613, var han i 1612 involveret i en sag om et bytingsvidne fra 1610 omhandlende "en mölle och möllebeck". Udfaldet af sagen blev at landsdommeren Eiler Quitzow til Lykkesholm kendte de vidneudsagn, der var fremsat mod Hagen Hansen for "magtesløse at være, og ikke at komme Hagen Hansen til hinder eller skade i nogen måde".

Da man i 1619 vedtog den gamle, men reviderede bylov for Svendborg fra 1572, blev den blandt andet underskrevet af byens 2 borgmestre på det tidspunkt Mikkel Enevoldsen og Hans Richartsen.

Mikkel Enevoldsen har formentlig afløst Poul Skriver, for han omtales første gang som borgmester i 1614 og sad lige til sin død i 1629. I 1627 blev Mikkel Enevoldsens udsat for et særdeles groft overfald. Og det foregik endda i borgmesterens eget hjem i Svendborg, hvor en officer på flugt havde indlogeret sig i 2 nætter. Han inviterede mange gæster og de åd og drak uden at betale. Mikkel Enevoldsen blev  oven i købet slået, trukket i skægget for til sidst at blive jaget ud af sit eget hus.
Efter mandens død fortsatte Mikkel Enevoldsens enke Margrethe forretningen. Det fremgår bl.a. af kirkeregnskabet for Vejstrup. Som eksempel skal citeres fra regnskabsåret 1635-36. "Thill Juullefest sidst forleden gaff Vij Margrethe Michell EnVoldssöns i Suenborig for 2 Kirckeliuss XXVI (26 Mark)".

Svendborgs bystyre 1634Svendborgs bystyre 1634I 1617 skænkede rådmand i Svendborg Hans Richardsön med sin hustru Abel Jespersdatter en " en kalk og disk af sølv" til Vor Frue kirke. Hans Richartsen omtales som borgmester fra 1619 og frem til sin død den 24. maj 1635. I 1631 ejede han Svendborgs største fartøj, en skude på 16 læster. Han optrådte bl.a. som leverandør af mursten til Christian IV's byggearbejder i København. I 1620 oversendte han således 246.550 sten til København.
Familien må have stået sig godt med kongen, for i 1622 gav denne ordre til at optage deres sønner på Sorø Akademi, "når der blev plads". Mindre positivt var det, at Hans Richartsen ligesom Mikkel Enevoldsen blev udsat for et overfald. Det skete i 1628 på åben gade i Svendborg, hvor borgmesteren blev trakteret med hug og slag af en løjtnant.

I 1640 hed byens 2 borgmestre Hans Hansen og Jørgen Hock. Hans Hansen "blef sat til Borgemester den 7. December 1636, oc til Raadmand sammetid", så han har altså afløst Hans Richartsen, der døde i 1635. Svendborgs byhistoriker Bro-Jørgensen er i tvivl, om borgmesteren er identisk med den købmand Hans Hansen, der optræder i et bevaret toldregnskab fra 1628-29. Vi kan i hvert fald fastslå ved at kigge i førnævnte kirkeregnskab fra Vejstrup, at borgmester Hans Hansen i Svendborg i regnskabsåret 1637-38 leverede tømmer til kirken. Foruden Mikkel Enevoldsens enke og Hans Hansen, ses kirken også at have gjort indkøb hos byens anden borgmester Hans Richartsen.
Hans Hansen underskrev kirkeregnskabet for Sankt Nicolai kirke den 4. marts 1654, men ved den næste regnskabsaflæggelse i februar 1656 omtales Hans Hansens arvinger, så han må være død i den mellemliggende periode.

Jørgen Hock efterfulgte i 1629 Mikkel Enevoldsen i borgmesterstolen. Han blev "forordnet" til borgmester af lensmanden i Nyborg, dvs. af Jacob Ulfeldt og ikke som Bro-Jørgensen skriver, af Mogens Kaas.
Jørgen Hock var i øvrigt efter Bro-Jørgensens opfattelse en foretagsom svendborger, der gennem en længere årrække leverede mursten til kongens "bygnings behov", ligesom han i 1621 forpagtede tolden og accisen af Fåborg og Svendborg for 3 år. Efter udløbet af denne periode fortsatte han som tolder i Svendborg, for i 1629 tillige at blive en af byens 2 borgmestre.
Det gik ikke Jørgen Hock stort bedre end Rasmus Skriver. I 1640 blev han af lensmanden, som nu hed Mogens Kaas, anklaget for forsømmelighed med indbetalingen af tolden. Det blev forsøgt at gøre udlæg i hans gård. Men den viste sig at være takseret så højt, at der måtte træffes særlige foranstaltninger for at få beløbet inddrevet. Så den 3. april 1642 måtte Jørgen Hock fratræde borgmesterembedet. Han døde den 28. maj 1644.


Borgmester Jørgen Hock