Oksehandlen - Danmarks vigtigste eksporterhverv i århundreder

| | | | | | | |
Fynske registre 1596-1632, folio 339f (RA)

Stude drives til indskibningStude drives til indskibningKvæghandel var almindelig gennem adskillige århundreder af central betydning for dansk økonomi. Den findes i middelalderen omtalt i nederlandske og nordtyske kilder, og i hjemligt kildestof kan den påvises fra begyndelsen af 1400-tallet. Der var dels tale om kvæghandel fra danske havne og dels (og hovedsageligt) kvægtransport ad Hærvejen.

Indtil begyndelsen af 1500-årene var det fortrinsvis græsøksne, dvs. sommerfedet kvæg, der eksporteredes. Det ældst bevarede toldregnskab fra handelen ad Hærvejen ned gennem den jyske halvø, regnskabet fra Gottorp 1484/85 viser, at 103.000 stk kvæg er fortoldet i sept-oktbr., mens forårsdrivningen i marts-april kun udgjorde 2,500 stk, og det har antagelig været staldfedet kvæg /staldøksne/. Toldregnskaber fra Ribe og Kolding fra det første årti af 1500-årene giver samme billede mht. omfang og fordeling. Over Ribe leveredes fra 5000 og op til 9000 dyr, mens leverancerne over Kolding var på 3-4000 øksne (også kaldet stude eller okser). Dertil bør lægges et par tusinde stude fra Fyn, og det giver i dette årti en samlet studeeksport på 12-15,000 stk., altså nogenlunde svarende til eksporttallet fra Gottorp 1484/85. Hovedparten af disse dyr, især alle græsøksne, er formentlig blevet afsat i Kiel, Lübeck og andre Østersøbyer, samt i Hamburg og Lüneburg.

Dansk kvæghandel har kun været en del af en almindelig europæisk handel med levende dyr, der ad landruter er gået fra tyndtbefolkede opdrætningsområder til centre med større befolkningskoncentration. Omlægningen i senmiddelalderens landbrug fra et arbejdskrævende agerbrug til et mere ekstensivt kvæghold har formentlig øget kødforbruget. Siden 1519 har opkøbet af kvæg været størst i det tidlige forår. Kvæget kunne derved føres frem til aftagere i Nordvesttyskland og i Nederlandene, hvor der forud for efterårsslagtningen blev tid tilovers til en sommerfedning i disse landes græsrige marskområder.

Regeringen søgte i 1500-årene med gentagne forbud mod eksport af græsøksne at fremme udførslen af staldøksne. Også den indenlandske kvæghandel blev underkastet mange forordninger. Formålet var at komme bøndernes staldning for egen regning til livs. En reces 1547 pålagde kronens og adelens fæstere at stalde stude for herskabet, og i 1639 blev bøndernes egen staldning forbudt. Så godt som alle eksporterede okser stammede derfor fra kronens og adelens godser i kongeriget. Disse forbud gjaldt ikke i hertugdømmerne. Her have bønderne uden for godsdistrikterne ret til selv at stald kvæg med salg for øje, hvilket lagde grunden til bondestandens relative selvstændighed og velstand i det meste af Nordslesvig, i de frisiske egne, i Ditmarsken og andre steder.

Udtalelser fra samtiden og foretagne beretninger viser, at indtægterne af kvæghandelen var større end af kornhandel. Stude indkøbt for 25 rdl pr par solgtes i 1640 på afsætningsmarkedet i Wedel ved Elbens munding for 38 rdl. Studeeksporten har derfor bragt mange penge hjem, alt afhængigt af dens størrelse fra år til år. Adelen havde fortjenesten af produktionen, men den risikofyldte øksnedrivning ud af landet var overladt borgerlige.

Fra bevarede toldregnskaber er det muligt at danne sig et overblik over svingningerne inden for kvæghandelen, samt over, hvem der forestod eksporten. Studedrivningen ad Hærvejen lader sig bedst belyse, mens regnskaber fra den søværts eksport er mere tilfældigt overleverede og derfor ikke så sammenlignelige. Hovedtoldstederne for kongerigets kvæghandel ad landevejen var siden en forordning 1475 Ribe, Kolding og Assens. Fra de to sidstnævnte toldsteder mødtes øksneflokkene ved toldstedet i Haderslev, mens drivningen fra Ribe samledes med de sidstnævnte ved et toldopkrævningssted ved Hærvejen vest for Åbenrå, der som stednavn hedder Toldsted. Længere syd på var opkrævningsstederne først Bov ved Flensborg og derefter længere mod syd Gottorp og Rendsburg. Kvæget førtes videre gennem Holsten til det store kvægmarked i Wedel, hvorfra det efter salget færgedes over Elb-mundingen og blev drevet videre til slagtning i Nordvesttyskland og Nederlandene.

Kødet fra det eksporterede kvæg var på grund af saftighed og trådenes finhed velegnet til nedsaltning, og en del endte derfor som proviant på de nederlandske ost- og vestindienfarere.

De bevarede toldregnskaber viser, at kvæghandelen øgedes siden midten af 1500-årene, da tilførslen af ædelmetal fra Amerika medførte pengerigelighed med deraf følgende støre efterspørgsel. Årlige svingninger forekom naturligvis, f.eks. en klar tilbagegang i eksporten i 1580erne som følge af Nederlandenes oprør mod Spanien og 1599 på grund af misvækst. 1564 og 1565 nåedes ved Gottorp et eksporttal på over 45,000 dyr, men ellers var kvæghandelens helt store tid den snes år, der gik forud for Danmarks indtræden i Trediveårskrigen 1624. Det højeste tal på fortoldede stude, der kendes, er fra Gottorp 1611/12: 52,350 dyr. Krigsperioderne fra 1624 til 1660 hæmmede selvsagt kvæghandelen, og 1627, 1642-44 og 1658-60 var den helt indstillet. I årene mellem krigene lå studeeksporten i regelen omkring 15,000 dyr, i årene efter 1660 kun omkring 10 000 stk kvæg. Et alvorligt afbræk i kvæghandelen betød Nederlandenes krig mod Frankrig i 1670erne. Først sidst i århundredet var eksporten oppe på over 20,000 dyr om året. Krigene i 1700-årenes første årtier og en usædvanlig høj indførselstold i Nederlandene i 1724 gjorde ende på kvæghandelens klassiske periode i dansk økonomisk historie.

Karakteristisk for denne tid havde været de store studedrifter, som borgerlige købmænd førte ud af landet. I det ældste toldregnskab 1484/85 nævnes kun få flokke på 200 dyr, men siden midten af 1500-årene var flokke på 800 i en enkelt studedrift ikke noget særsyn. Samtidig tegnede enkelte matadorer sig inden for kvæghandelen, ikke sjældent mænd af tysk eller nederlandsk herkomst, der havde taget borgerskab i en af de danske byer. Allerede 1539 nævnes Herman Vale /Wale/ fra Odense ved Haderslev tolden med sammenlagt 2,320 øksne, og i 1565 førte Matz Lampe, født i Lübeck, borger i København, i alt 3,352 stude (i tre flokke på 1,367, 1,829 og 156) forbi Gottorp. En af de største studehandlere omkring 1620 var Andreas Olufsen fra Flensborg. Inden krigen kom, havde hans svigersøn, lübeckeren Steffen Rode, overtaget forretningen, som han videreførte fra København. Andre store københavnske studehandlere var på den tid Johan de Villem, Claus Kondewin og Martin Wesling. De mange penge, der kunne tjenes i kvæghandelen, gjorde, at studehandlerne tilhørte købstadspatriciatet. Ofte var de borgmestre eller rådmænd i deres hjemby.

Toldregnskab Assens 1635-36Toldregnskab Assens 1635-36Indtil Trediveårskrigen 1618-1648 var det overvejende købmænd med borgerskab i danske byer, der forestod kvæghandelen, og de betydeligste var hjemmehørende på øerne (København og Odense), i de østjyske byer, samt i Ribe og Ålborg. Men de store krige i 1600-årene ramte hårdt. Den andel af kvæghandelen, som danske købmænd havde haft, sank i 1670erne til 1/5 og sidst i århundredet til 1/10 af den samlede eksport. Tyske studehandlere, der i begyndelsen af 1500-årene havde haft en andel af kvæghandelen på godt 1/10, havde efter Trediveårskrigen heller ikke mere kapital til at deltage med i kvæghandelen. Nederlandske studehandlere foretog derfor nu selv opkøb af kvæg i Danmark, og i 1700 ejede de over 2/3 af eksportkvæget, som førtes ud af landet i store flokke. Toldregnskaber fra Toftlund viser, at 2/3 af kvæget på den tid kom fra Vestjylland. I det østlige Danmark var studeopdræt stort set ophørt efter krigene. Ind i 1700-årene ændrede kvæghandelen karakter, idet slesvigske og holstenske bondekøbmænd overtog en væsentlig del, til fortrydelse for jyske bønder, som lovgivningen hindrede i noget lignende. I 1708 var disse bondekøbmænds samlede andel af kvæghandelen på højde med nederlændernes, men de enkelte studedrifter var langt mindre, i regelen på 20-50 dyr. Bondekøbmændene kom hovedsageligt fra landsbyerne syd for Kongeåen, fra det nordlige og østlige Nordslesvig, samt fra Nordfrisland, Stapelholm og Ditmarsken. Opkøbene i Nørrejylland fandt ofte sted på markeder, i Sønderjylland var Kliplev marked siden senmiddelalderen det betydeligste. Kvægpesten midt i 1700-årene gav et alvorligt afbræk i kvæghandelen, men først i slutningen blev dens betydning mindre. Reformtiden gav nørrejyske bønder mulighed for at tage del i kvæghandelen, og efter at der var lagt broer over de vestlige egnes åløb sigtede en stor del af kvæghandelen mod kvægmarkederne i Husum. I slutningen af 1800-årene gjorde jernbanebyggeriet ende på de store drivninger ad oksevejene, idet kvæget solgtes ved nærmestliggende jernbanestation. Også efter landbrugets omlægning havde kvæghandelen betydning. Eksporten gik især til Tyskland og England.

(Efter Dansk kulturhistorisk opslagsværk)

Brev 29.3. 1623Brev 29.3. 1623 Brev 29.3. 1623 (2)Brev 29.3. 1623 (2)Beuilling at maa vdschibis Stald öxen fra Nÿborgh

.... at Vi naadigst haffuer beuilget och tillat och nu med dette Vort obne breff beuilger och tillader at her efter mue alleuegne for Vore kiöbsteder her vdj Vort rige Danmarkch skibes och vdföris Stald Öxen, dog at deraf erleggis til Os och Cronen den sedvanlig Told och rettighed som paa di store Toldsteder, Ribbe och Colding af Øxen der igiennem driffuis pleier at giffuis och erleggis, och paa det vnder det skiel(?) iche vdföris schal vnge fæ, andet end di Öxen som haffuer verit staldet vinteren tilforn och for Staldöxen kand passere, och intet andet qveg, daa schulle Borgemester, Raad, Bÿfougden och Tolderen alleuegne haffue heel flittig Jndseende at hermed icke handlis saafremt de iche sielff ville derfore stande til rette.

Cronborg 29 Martij 1623

Item fick Borgerschabit af Nÿborg nu strax beuilling at mue til Skibs lade vdföre Stald Öxen der for bÿen.