Pest i Svendborg 1654

| | | | |
Fynske tegnelser 1648-1660, folio 173 og 177 (RA)

Pesttjørn på Skamby kirkegårdPesttjørn på Skamby kirkegårdByfogden i Svendborg Lauridtz Clausen, fremlagde ved Fynbo landsting den 5. juli 1654 en skriftligt "Arff och gields frasigelse" fra lybækkeren Hans Roede (1620-senest 1662/63): "Eftersom Gud allermegtigst ved den timmelig död haffr heden kaldet min kiere hustrues Moder, Anne Sl: Jep Pouelsens, fra denne Elendige Verden

och den Sl: Quinde haffr efterladt sig en stoer gields besuering, Saa giffr ieg Hans Roede her for Retten tilkiende, Nu som tilforne, for mig och mine Arffuinger, At ieg slett och aldeliss jntet, vill mig med den Sl: Quindiss Goedtz och efterlatte formue befatte, Eig heller den Sl: Quindiss Creditorer betale, Mens dem haffr henviist till den Sl: Quindiss efterlatte goedtz och formue, der deriss betaling at söge, Att dett maa lesis paaschriffuiss och Jndföriss vdj tingbogen och mig et things vinde der efter Meddeliss, dette bekiender Jeg Hans Roede, Med Egen haand Vnderschrifft, Datum Svenborg den 3 Julij 1654. Hans Roede min Egen Haand."

Hvad Hans Roedes svigermor døde af, ved vi ikke, men på det tidspunkt var Svendborg ramt af "den grasserende smitsomme siugdomb" og den var ovenikøbet i tiltagende. For fem dage før mødet i Fynbo landsting havde kong Frederik III forbudt al "handel och offuerfart" mellem Svendborg og Langeland, "saalenge siugdommen" rasede i "Vor Kiöbsted Svenborg". Og for at opnå "dess större sicherhed" indskærpede kongen 3. juli ydermere, at forbudet også gjaldt "fra Vort land Tossing och offuer till .. Lauind" (Langeland).

Tidligere på året var København blevet ramt af den frygtede sygdom. Kongen havde ellers i længere tid været opmærksom på, at der var pestudbrud rundt om i Østersøområdet og havde fra 1650 ved handelsforbud med diverse Østersøbyer søgt at forhindre soten i at nå til København. Måske var det skæbnesvangert, at man i marts 1654 ophævede et handelsforbud med Danzig? for i løbet af få uger vandt sygdommen indpas i København, hvor i alt 8.000 personer omkom. Så sygdommen er muligvis også kommet til Svendborg over Østersøen med et eller andet skib?

Bortset fra disse 2 kongelige befalinger i Fynske tegnelser, dateret 30. juni og 3. juli 1654 er kilderne påfaldende tavse om dette pestangreb i Svendborg.

Hvor mange mennesker der døde i Svendborg, vides ikke, da kirkebøgerne fra Svendborgs 2 kirker ikke er bevaret så langt tilbage. Ej heller kan vi direkte ud af de bevarede kirkeregnskaber udlede noget om "en grasserende sygdom" i Svendborg. De 2 kirker Vor Frue og St. Nicolai havde revision af regnskabet 4. marts 1654 og først igen 29. februar 1656. Byfogedregnskabet i Svendborg hjælper os heller ikke. Sidste indførsel i 1653 er 17. oktober 1653, og den første i 1654 er den 20. juli, hvor byfogden afkrævede Sivert Sivertsen på Rygaard en bøde på 2 rigsdaler for vold. 

Urlev kirkebogUrlev kirkebogDa præsten hr. Søren Pedersen Prip beskyttede sin menighed mod pesten.

I året 1654 ankom til København et skib, som havde pesten om bord. Efter at den havde hærget der i byen, udbredte den sig til det øvrige Sjælland, Fyn og Skåne. I Jylland derimod holdt den kun til på enkelte steder, bl.a. i Højen og Urlev præstegårde i Vejle amt. Til sidstnævnte sted overførtes den med nogle klæder, som præsten fik tilsendte sammen med andre efterladenskaber fra en slægtning, der døde på Københavns Red på ovennævnte, pestbefængte skib. Da han, hr. Søren Pedersen Prip, blev klar over, at pesten var kommet ind i hans hus, var hans eneste tanke at forhindre, at denne forfærdelige ulykke også skulle ramme den ham betroede menighed. For at opnå sin hensigt forlangte han nu, at naboer og andre skulle afbryde alt samkvem med præstegården, ligesom han også selv forhindrede enhver i at komme derind.

Som tiden nu gik, døde alle der i gården, først karlen og pigen, derpå hr. Sørens trofaste hustru, og til sidst børnene, et efter et, så at han en dag var alene tilbage i Guds varetægt og kun havde den hjælp til sin rådighed, som han kunne skaffe sig selv.

Men før denne skrækkelige ulykke var kommet over ham og hans hus, og han havde lagt en strimmel land mellem sig og naboerne, havde han gjort en aftale med snedkeren i det nærliggende Ørum, hvorefter denne skulle give agt på en høj mellem Urlev og Ørum, Sommerbjerg kaldet, hvor hr. Søren havde ladet oprejse en flagstang. Hver gang præsten nu manglede en ligkiste, skulle snedkeren kende det på, at der var hejst en flag.

Som det ovenfor fortælles, var ulykken stor nok, mange gange bemærkede snedkeren, at flaget var hejst, og bragte så efter aftale en kiste, som han læssede af ved foden af højen. Her lod præsten kisten hente, hvorefter han begravede den døde. Men efterhånden som hans folk døde bort, havde han ingen at sende; da den sidste skulle jordes, tog hr. Søren derfor selv en hjulbør, hvormed han kørte til højen og hentede kisten.

Men da nogen tid var forløbet, og farsoten syntes at være nøjet med de ofre, den havde hentet i præstens hus, og da man dog ikke godt kunne undvære Guds ord, forsamlede hr. Søren sin menighed om sig på kirkegården, i kirken turde han ikke mødes med dem for mulig smittes skyld. Og her fra en ligsten, som endnu vises, talte han troens sande trøstens ord til sine forskræmte sognebørn. Endnu mange år efter levede hr. Søren i sin menighed, æret og elsket, og som minde om denne ædle mand ses i kirken, tæt ved opgangen til koret, en grav, der gemmer hans jordiske støv. Over graven findes lagt en træplade med en afbildning, der fremstiller hr. Søren i gejstlig dragt. Men medens de andre ligsten rundt omkring er blevet blanke og afslidte ved menighedens gang på dem, er denne træplade fuldt vel bevaret og afbildningen endnu synlig. Dette skyldes, at de kirkebesøgende, slægtled efter slægtled, ikke har villet træde på den, men af ærefrygt er gået uden om den. [Thieles Folkesagn (1843)]

Brev 30.6. 1654Brev 30.6. 1654Greffue Christian Rantzou och Hl: Mogens Kaas anl: ingen fart Jmellem Suenborg och Langeland at tilstedess

....Eftersom Vj erfarer den nu grasserende Smitsomme siugdomb i Vor Kiöbsted Suendborg, des Verre at schall tiltage, huor fore er at befrÿchte, at Vort Land Langeland dermed schall vorde befengt, med mindre i tide vorder forhindret eller forekommet(?); Thi bede Vj eder och underdanigst ville, at i giöre den andordning, at ingen handel eller offuerfart imellemb bemte LaffVind (Langeland) och Suendborg, saa lenge siugdommen der er, tilstedess, saa frembt at de som sig derimod fordrister, iche der fore ville straffis, som vedbör. Dalumb Closter d. 30. Junij 1654.

Ligesaadant breff fich Hl: Mogens Kaas, mutatis mutandis (?)

Brev 3.7. 1654Brev 3.7. 1654Greff Rantzou och Hl: Mogens Kaas fich breff omb ingen fart at vere imellem Tossing och Lauind (Tåsinge og Langeland)

... Eftersom i tilforn haffuer bekommet Voriss naadigste befaling anlangendiss den andordning at giöre at ingen handell eller offuerfart imellem Vort land Lauind och Vor Kiöbsted Svendborg tilstediss, Saa lenge den begÿnte smitsomb Siugdomb i bemte Svendborg grasserer, da ville Vj naadigst at for dess större sicherhed iligemaade lader forbiude, at ingen passerer eller offrkommer till eller fra Vort land Tossing och offuer til bemte Lauind, Saa lenge och samme Siugdomb i bemte Svendborg varer.
Dalum Closter d. 3. Julj 1654.

Lige saadant breff fich Hl: Mogens Kaas

Fynske tegnelser 1648-1660, folio 173 og 177 (RA)