Svendborg købstads segl 1524Af arkivar J.O. Bro-Jørgensen

"Fra vinterhalvåret 1521-22 er der fra Svendborg bevaret et regnskab over akcisen, en særlig, af Christian II pålagt, forbrugsskat på malt, anvendt til ølbrygning. Det opregner navnene på 158 borgere, som har betalt akcise, formodentlig de bedst stillede af indbyggerne, de folk, der sad med gårdene.

Beboerne af småhusene har vel næppe rådet over de nødvendige rum og redskaber til at give sig af med brygning. Og adel og gejstlighed optræder ikke i regnskabet. Eftersom gårdtallet i (Svendborg) i 1570erne beløb sig til 140, og vi, som senere vist, tør sætte indbyggertallet til mindst 1400, vil det næppe være for dristigt at regne med en befolkning på mellem 1500 og 2000 ved middelalderens slutning.

At tallet må have ligget højere før grevefejden og reformationen end efter turde være givet. Umiddelbart indlysende er det, at antallet af gejstlige, præsteskabet ved kirkerne og munkene i klostret, har været større. Desuden må vi regne med, at de nævnte institutioner har beskæftiget flere håndværkere og andre lægfolk. Og endelig har vel forskydningen i verdenshandelen, der flyttede tyngdepunktet i Nordens kommercielle liv fra Lübeck til Nederlandene bevirket et fald i antallet af sysselsatte indenfor handel og søfart. Herpå tyder det, at regeringen i 1578 gik med til at nedsætte byskatten af Svendborg fra 200 mark til 100, efter at borgerne havde klaget over, at de var sat for højt, og at andre mere formuende købstæder betalte mindre.

Navnestoffet i det omtalte akciseregnskab tyder på, at Svendborgs befolkning har rummet yderst få fremmedelementer. Af tyskprægede navne forekommer der mærkeligt nok ingen. En Per Svønske og en Hans Norske må derimod nok tages til indtægt for de to andre unionsriger.

Indvandringen fra andre danske landskaber er i det mindske repræsenteret ved 3 personer med tilnavnet Jyde, 2, der fører navnet Skonegh eller Skonengh (Skåning), og en Laures Strynbo (fra Strynø). Det store gros er bærerne af almindelige sen-navne, deriblandt rådmanden Niels Madsen, der betaler den højeste afgift. Blandt slægtsnavnene møder vi flere gengangere fra fortegnelsen over indehaverne af øvrighedsposterne, således Bang ( 3 personer), Friis, Guldsmed (2), Hay, Mand og Skriver (2), også gennemgående folk, som ligger i topklassen, hvad akcisen angår. Blandt de mindre skatteydere optræder den senere lutherske biskop Hans Gaas's moder Cerstyne Choses, som gennem sit andet ægteskab formodentlig var gledet ned i de borgerliges rækker (*). Og mellem de helt små Claus Skroc, sandsynligvis faderen til reformatoren Christiern Clausen Skrok, senere præst ved St. Nicolai.

En hel del må antages at være benævnt efter deres håndværkerprofession: 3 bagere, 4 skræddere, 1 bartskær (barber og kirurg), 1 tømmermand, 1 kedelsmed, 1 smed, 1 sværdfeger, 1 grydestøber og 1 maler.

Endvidere en række repræsentanter for forskellige skind- og læderprofessioner: 1 remmesnider, 1 sadelmager, 2 skindere (garvere) og 2 skomagere. Til denne navnegruppe skal muligvis også henregnes Per Byckere (bødker?). Af disse hører kun bartskæren og remmesnideren til de største skatteydere. Efter al sandsynlig drejer det sig kun om et fåtal af byens håndværkere, idet flertallet næppe har givet sig af med brygning.

At byen også har kendt andre håndværksfag, ses af 2 dokumenter fra 1525 og 1526, hvor der nævnes en Peder Kleynsmedt og en Tomes Skiffbyggere".

Kilde: Svendborg Købstads historie. Bd. 1, s. 39f