Eiler Brockenhuus til Søndergaarde

| | | | |

Kong Frederik II's begæring af undersøgelse mod Eiler Brockenhuus 1582Kong Frederik II's begæring af undersøgelse mod Eiler Brockenhuus 1582 Kong Frederik II's begæring af undersøgelse mod Eiler Brockenhuus 1582 (2)Kong Frederik II's begæring af undersøgelse mod Eiler Brockenhuus 1582 (2) Kgl Resolution 1590 - isætning af vindue i E. Brockenhuus' celle på DragsholmKgl Resolution 1590 - isætning af vindue i E. Brockenhuus' celle på DragsholmAf pastor A. Crone

Lasciate ogni speranza voi che entrate! (Dantes Indskrift over Helvede)

Paris's Bastille, Londons Tower, Venedigs Blykamer, Roms Engelsborg, Neapels St. Elmo, Ruslands Schlüsselburg og Sibirien, Preussens Spandau, Østrigs Spielberg og Munkatsch, Sverrigs Gripsholm, Norges Munkholm, Konstantinopels Syv Taarne, Chillon ved Genfersøen og St. Helena - hvormange Rædselsbilleder fremmane ikke disse Navne!

Ogsaa vort Fædreland har til alle Tider havt sin Bastille: Bisp Valdemar og Erkebisp Johannes Grand paa Søborg, Erkebisp Jakob Erlandsen paa Hagenskov, Torben Oxe, Bisp Joachim Rønnow, Eleonora Christine o.m.Fl. paa Kjøbenhavns Slot (i Blaataarn), Korfits Ulfeld paa Hammershuus, Kong Christian 2 paa Sønderborg Slot, Malmø og Kallundborg Slotte og i den senere Tid vort St. Helena: Christiansø; men det Slot, der i den længste Aarrække i 122 Aar (fra 1536 - 1658), til Stadighed har gjemt Statsfanger inden sine skumle Mure, er Dragsholm.

Dette ældgamle Slot, det nuværende Adelersborg, ligger i Ods Herred, Holbek Amt, i Sjelland, paa den Landtunge, der forbinder dette Herred med den øvrige Ø; det er anlagt paa Toppen af en eneliggende Bakke, der er omgiven af Grave, og har fordum efter Datidens Vilkaar været en meget fast Borg. Slottet tilhørte i de katolske Tider Roskilde Bispestol; i Grevefeiden blev det i Begyndelsen af 1535 beleiret af Greven af Høya og flere Gange stormet af ham og Lauge Herman; men forgjeves: De i Slottet indesluttede Adelsmænd afsloge under Lehnsmandens, Eiler Hardenbergs Anførsel, kjækt alle Angreb; indtil Kong Christian 3s Landgang paa Sjelland i Juli ophævede Beleiringen 14/8 1536 paa Bisp Joachim Rønnow fra sit Fængsel paa Krogen Slot nødtvungen Befaling til at overgive Dragsholm til Kongen, som derefter lod det overtage 19/8.

Fra nu af blev Dragsholm et kongeligt Lehn, og Slottet brugtes til Statsfængsel; indtil Svenskerne 1658 indtoge og afbrændte det. Nogle Aar derefter blev det, som Erstatning for under Krigen udlagte Penge, med tilliggende Amter overdraget Rentemester Etatsraad Henrik Müller.

De mærkeligste Statsfanger, der have været indsatte paa Dragsholm, ere:

Bisperne Ove Bilde. (Han blev indsat 10/9 1536, men var allerede 22/1 1537 paa Nyborg Slot (Reg. dipl. II, I Nr.3)
og Joachim Rønnow begge kun for en kort tid;

Erik Munk til Hjørne, Lehnsmand i Nedenæs i Norge (indsat 6/8 1586 paa Livstid for Mishandlinger imod Lehnets Bønder)

Dr. Hieronymus Thenner, tydsk Kantsler. (indsat ca 1567-1571 paa Grund af formodet Landsforræderi)

den skotske Kapitain John Clark. (indsat 8/8 1570 paa Grund af Forræderi; + 14/4 1575 i Fængsel.)

Maria Stuarts bekjendte Gemal, Grev Bothwell. (indsat 16/6 1573 af politiske Grunde; + 14/4 1578)

Eiler Brockenhuus til Søndergaarde i Fyen.

Sigvart, Friherre v. Reinschott [Rindscheidt].(indsat 26/1 1609 i Erik Munks Kammer paa Grund af Mishandlinger)

[Fussing: Den berygtede og ofte omtalte bondeplager Sivert Rindskat på Herningsholm falder som utvivlsomt sindssyg ganske udenfor almindelig bedømmelse. (Fussing: Herremand og Fæstebonde, genoptrykt 1973, bl.a. 395)]

Steen Bille til Billesholm, Lehnsmand i Throndhjem. (afsat 1613 for Feighed og s. A. indsat)

Isak Pedersen Maaneskjold, Lehnsmand i Bahuus. (indsat 1613 for Forræderi og Mytteri)

Hans Lindenov til Ørslevkloster. (indsat 1615 paa Livstid for Sørøveri, men 1618 sendt med Ove Gjedde til Ostindien).

Mag. Niels Svendsen Krønike. (indsat 1655 for Forsyndelse imod Ordinants og Reces og religiøse Vildfarelser. Han blev befriet af Svenskerne 1658, gik til Kjøbenhavn og derfra til Holland, hvor han døde i Amsterdam.)

Hvorledes disse Statsfangers Behandling har været paa Dragsholm, er ikke godt at sige; den har sagtens især været afhængig deels af Fangernes Personligheder og deres Forbrydelser, deels af Slottets Lehnsmænd. Medens f.Ex. Bisp Ove Bildes Fangenskab der vel har været et Slags "adeligt Fængsel", gaaer der Sagn om, at Bothwell i sit Fængsel (Bothwells Kjelder) skal have været bunden med lange Lænker til to Jernbøiler i Muren; ligesom der ogsaa i Udlandet fortælles, at Kongen havde ladt ham kaste i et afskyeligt Fængsel, hvor Ingen havde Adgang til ham uden de, der bragte ham den Mad og Drikke, som var ham tilstaaet, og som raktes ham igjennem et lille Vindue. Deri kan der nu maaske gjerne være nogen Overdrivelse; men troligt nok er det, at somme af disse ulykkelige Fanger have maattet døie en haard Behandling. Flere af dem hensukkede der mange lange Aar af deres Liv, indtil Døden gjorde Ende paa deres sørgelige Tilværelse.

Det er med en af disse Statsfanger, jeg nu vil beskjæftige mig, idet jeg vil fortælle, hvad jeg har kunnet samle angaaende Eiler Brockenhuus til Søndergaarde. Det er vel ikke noget skjønt Billede, jeg faaer at fremstille for Læseren; men han hører dog Fyen til; og selv med sine Laster og Vildfarelser leverer han et Bidrag til sin Tids, sidste Halvdeel af 16 Aarhundredes, Kultur- og Sædelighedstilstand.

Stamtavle o. Claus Rantzau til Aagaard (Hårslev sogn)Stamtavle o. Claus Rantzau til Aagaard (Hårslev sogn)I Rørup sogn, Vends Herred, ligge der to Herregaarde, Erholm og Søndergaarde, saa nær hinanden som neppe to andre i hele Landet, med Undtagelse af Hverringe og Brolykke paa Hindsholm. Disse to Herregaarde udgjøre nutildags et Stamgods; men ogsaa i langt ældre Tider har der været Slægtskabsforbindelse imellem deres Eiere. Naar man betragter vedføiede Stamtavle, ledes man til den Formodning, at Klaus Rantzau til Aagaard har eiet betydeligt Jordegods i Vends Herred, og at deraf ere disse tvende Herregaarde oprettede vel omtrent ved 1500.

Som det vil sees, er Henrik Brockenhuus den første, der udtrykkeligt skrev sig til Søndergaarde. Hans Fader kaldes paa Stamtavlen Johan; men herved maa dog bemærkes, at han i Liigprædikenen over Fru Sophia Brockenhuus, Jens Bjelkes til Østerraad (af Henning Stokfleth, Biskop i Aggershuus Stift), kaldes Klaus. Hvorledes han er i Slægt med den omtrent samtidige Peder Brockenhuus til Leerbek, Landsdommer i Nørre Jylland og Rigsraad, der var gift med Gese Reventlow (en Datter af Knud Reventlow til Søbo og Margrethe Urne), veed jeg ikke.

Ligeledes er det mig ubekjendt, hvor hans Frue, Mette Rønnow, der ogsaa nævnes i ovenanførte Liigprædiken, hører hen; hun findes ikke paa Rønnowernes Stamtavle i H. Knudsens Joachim Rønnow; men man træffer saaofte paa Udløbere fra denne Familie, som man ei veed, hvor man skal føre hen.

Deres Søn, Henrik Brockenhuus, som vi alt have nævnt, skal have været gift med Margrethe Bild, en Datter af Evert Bild, Rigens Admiral i Norge, og Kirstine Sehested; saaledes hedder det i hiin Liigprædiken. Ved denne Evert Bild menes nu vistnok ham til Ravnholt, som skal have levet endnu 1518, og som ellers ialmindelighed siges at være gift med Fru Karen Skinkel, en Datter af Hr. Bernike Skinkel til Frøbjerg (Orte S.), Lehnsmand paa Rugaard; han døde ifølge Indskriften paa hans Liigsten i St. Hans Kirke i Odense 1408.

Men herved er Mere end een Ting at bemærke: først vil det strax være iøjnefaldende, at Afstanden imellem de nævnte Aarstal er altfor betydelig til, at Hr. Bernikes Datter kan have været Evert Bilds Frue; dernæst benævnes hun paa forskjellig Maade i Liigprædikenen og som nysanført; hvorved dog maa bemærkes, at Søblade-Skinklernes og Sehestedernes Vaaben er det samme; og endelig er det vistnok kun ved en Forvexling med den langt senere Rigsraad og Admiral Evert Bild, som døde 1/8 1567 i Kastrup paa Amager, at vor Evert Bild kaldes Rigens Admiral i Norge; idetmindste har jeg aldrig hørt ham saaledes tituleret før.

Forresten vil jeg blot tilføie, hvad der endvidere forøger Forvirringen, at det, ifølge en mig af Prof. Kall-Rasmussen meddeelt Stamtavle over Bilderne til Ravnholt, ikke var Evert, men Jep(Jakob) Bild (som var død 1489), der var gift med Kirstine Skinkel.

Indskr. gravsten i Rørup kirke o. Claus Brockenhuus og Marine FriisIndskr. gravsten i Rørup kirke o. Claus Brockenhuus og Marine FriisDet næste Ægtepar er Claus Brockenhuus til Søndergaard og Marine Friis, hvilke efter Stamtavlen maae have være sødskendebørn. Han nævnes oftere som nærværende paa Kongens Retterthing [sidste gang 18/10 1562 i Odense] og døde 1576; hun døde 15/6.

Biografi Eiler Brockenhuus til NakkebølleBiografi Eiler Brockenhuus til NakkebølleDeres Søn er nu vor Eiler Brockenhuus til Søndergaarde, som ei maa forvexles med hans Samtidige, Eiler Brockenhuus til Damsbo, Nakkebølle, Hellerup og Hagestedgaard. Da han ene og alene har vundet en Plads i Historien formedelst sit ryggesløse Levnet og sit tragiske Endeligt, tør vi eiheller vente at finde Bidrag til hans tidligere Livshistorie opbevarede.

Vi feile vist neppe meget, naar vi ansætte hans Fødsel til henved 1540. Han er kommen i Besiddelse af sin Fædrenegaard engang imellem 1562 og 1573. Om hans Ungdomshistorie vide vi ikke Andet, end hvad vi kunne gjætte os til af en enkelt Antydning og af den Tids Adels sædvanlige Leveviis.

Vi erfare nemlig af et Kongebrev til Hans Mule, Borger i Odense, at denne Mand maa have staaet i fortroligt Venskabsforhold til Eiler Brockenhuus; men det skal virkelig ikke tjene ham til Anbefaling; thi denne Hans Mule, som eiede Nislefgaard og henimod Aarhundredets Ende blev Borgmester i Odense (+ 25/9 1602), var rigtignok af Adel, men forøvrigt en høist raa og trættekjær Person, der hverken forstod at lægge Baand paa sin Tunge eller sin Haand; ja endog en gang 1569 skulde have været set paa Kjøbenhavns Slot, fordi han havde overfaldet Eiler Bryske (til Dallund) og saaret ham med en Daggert.

 Resumé af sagen mod Eiler BrockenhuusResumé af sagen mod Eiler Brockenhuus Resumé af sagen mod Eiler Brockenhuus (2)Resumé af sagen mod Eiler Brockenhuus (2)Kong Frederik II brev om mordet på Otte Podebusk 1560Kong Frederik II brev om mordet på Otte Podebusk 1560Vi tør vel deraf slutte, at Eiler Brockenhuus har været en stadig Gjæst i den rige Hans Mules Huus i Odense, hvor der sagtens er bleven slaaet mangen en god Sviir af imellem dem og deres Kammerater. At det endog ved slige Leiligheder kunde gaae til den største Yderlighed, see vi deraf, at Adelsmanden Otte Podebusk til Kjørup 1560 blev slagen i Odense. Det er nu rimeligt nok, at dette Drab kan være skeet af Borgere, i hvis Lag han vel har blandet sig og formodentlig har liret dem med sit Hovmod; thi de lavere Samfundsklasser undlode ikke isaafald at tage sig selv tilrette og gjøre kort proces.

Saaledes blev Hans Stangenette 9/9 1598, da han vendte hjem (maaskee til Hindema) fra Landsthing, hvor han havde vundet en Sag imod sine Bønder ved Aasum indkredset af dem og ihjelhugget med Høleer.

Især ere der tre Familier, som udmærkede sig med deres Raahed og Hovmod, og hvem derfor Gjengjældelsesretten frygteligt ramte. Den ene er Norbyerne. Hans Norby til Uggerslevgaard havde 1560 først tillukt Uggerslev Kirkedør 6 Søndage for Præsten, Hr. Hans Jensen, og derefter med Vold og Uret fortrængt ham fra sit Kald, saa han maatte flytte til Odense og blev forarmet. Bisp Niels Jespersen skaffede den forurettede Mand sit Kald igjen og Erstatning for den lidte Skade ved Kongens Retterthings Dom (Kjøbenhavn 30/11 1562).

Samme Dag fik Bispen selv Dom over Hans Norby, der havde paaført ham Trætte til Thinge ved et falsk Paasagn, saa han maatte give ham Kost og Tæring for hans Thingreise. Dette kunde Hans Norby ikke glemme Bispen; og 9/2 1564, midt under Bispens Prædiken i St. Knuds Kirke i Odense, reiste hans Frue, Ane Oldeland, sig op og gav sig til at skjælde ham ud, fordi hun meente, at han stiklede paa hende og hendes Mand.

At hun ogsaa i sin Enkestand var en ligesaa stor Fjende af Præstestanden, som hendes Mand, sees af Kongens Retterthings Dom (Kjøbh. Slot 8/4 1567), hvoraf man erfarer, at hun havde ladt Lysene slukke i Kirken, udtrængt Præstens, Hr. Baltzars Hustru af hendes Stol og forstyrret Gudstjenesten ved at skikke sine Børn og Folk hen i Kirken med Sække og Skjæppe forat udmaale Meel af en Bing, hun der havde staaende.

Samme Dag blev hun dømt for Hærværk, fordi hun havde ladt sine Tjenere borttage en Bondekones Korn, Vogn og Heste. Men Hævnen udeblev ikke længe: hendes Søn, Jakob Norby, blev engang paa sin Hjemreise fra Odense dræbt af to af sine Bønder; han har vel været en lignende Bondeplager, som hans Forældre.

En Farbrodersøn til denne Jakob Norby, Erik Norby den Onde til Lindskov, var tidligere bleven ihjelskudt paa Svendborgveien af sin egen Tjener.

En Peder Norby stak eller skød sin sovende Karl ihjel i Odense (19/4 1595); hvorefter han paa Herredagen i Kjøbenhavn s.A. blev dømt fra Livet.

Den anden Familie er Emmicksennerne. Deres Stamtavle er ikke let at hitte Rede i; men vist er det, at Anders Emmicksen til Steensgaard (Høvedsmand paa Næsbyhoved 1540) døde 18/1 1566 og hans Frue, Agnete Reventlou af Søbo, 27/3 1568. Af deres Børn kjende vi Otte Emmicksen til Steensgaard (f. 31/12 1531), Mette (gift med Jørgen Timand til Hageløse, Landsdommer i Skaane, + 1578), Margrethe (+ paa Grøftebjerg 8/3 1585) og Magdalene til Millinge (+ 3/4 1598).

[Fussing: En bonde var uberettiget blevet udvist (1539) af sit bol af Anders Emmiksen til Stensgaard, og som forgæves havde søgt at få stedsmålet igen, ved rettertinget 1539 fik Anders Emmiksen dømt til at gengive ham den leverede oxe) Fussing: Herremand og Fæstebonde, genoptrykt 1973, s. 77 og 78].

Denne Otte Emmicksen havde ogsaa Tilnavnet "den Onde"; Han blev ved Kongens Retterthings Dom (Koldinghus Slot 31/7 1590) dømt, fordi han paa alfar Vei havde overfaldet og skudt paa Fru Karen Bryskes (til Østrupgaard, Haastrup S.) Foged.

Han skal have været 3 Gange gift; den ene Frues Navn kjender jeg ikke; Fru Dorthe Povisk døde 29/9 1586 og blev begraven 9/11 i Svanninge Kirke; hans sidste Frue, til hvem han blev viet 6/9 1593 af Provsten i Espe, Hr. Laurits Jespersen, var Dorthe Hesten, født i Holsteen, Anders Rantzaus Enke, et Skarns Fruentimmer, paa hvis Anslag han Fredagen 5/7 1594 imellem Klokken 4 og 5 blev slagen i Hovedet med 3 Øxeslag, som han laa og sov, af sin egen Kok, der strax rømte, og sin egen Dreng, som var med i Raad og Gjerning. Dagen efter døde han om Aftenen imellem 11 og 12; og 8/8 blev han begraven i Svanninge Kirke, hvor Bisp Jak. Madsen holdt Liigprædikenen over ham.

Den tredje Familie er Kruckowerne. De eiede Aarslevgaard, hvilken tidligere maa have tilhørt Friserne. Axel Nielsen Kruckow var 1540 Kongens Hofsinde og eiede Gaarden endeel Aar; han synes at have været gift med en Søster til Maren Friis, der ovenfor er nævnt som Claus Brockenhuus's Frue.

Deres Børn vare: Jens Axelsen til Aarslevgaard, som 10/10 1585 blev gift paa Rødkilde med Dorthe Eggertsdatter (Ulfeld); Eiler Axelsen til Aarslevgaard og Bellinge (paa Falster), som 4/7 1596 blev gift med Margrethe Falster (Datter af Jens Falster til Korselitze); Ane, gift med Aage Lauritsen (som vil blive omtalt i en Retssag nedenfor); Mette, som henved 1591 blev gift med Bendix Pettersen af S. Jylland, der 1589 boede i Svendborg; og Christence; de tvende Sidstnævnte udgjør et værdigt Søsterpar. Christence forsøgte sine Trolddomskunster og Koglerier først paa Eiler Brockenhuus's (til Nakkebølle) anden Frue, Ane Bilde, og siden i Aalborg, indtil det tog en Ende med Forskrækkelse, og hun ifølge en Herredagsdom blev henrettet (1621).

Mette havde 14/12 1588 to stygge Sager med Eiler Brockenhuus til Søndergaardes Hustru, Fru Thale Emmicksdatter; i den ene sagsøgte denne hende, fordi hun ved Vendsherreds Thing havde ladt udæske af Fru Thale, at denne skulde bevise sin og sine Børns Ret til Søndergaarde, "efterdi hun ikke er kommen i Ægteseng, som en ærlig Adelsjomfru burde at gjøre"; hun paastod, at Fruen havde været med sit Slegfredbarn, baade i Hendes Søsters Huus i Fangel og i andre Godtfolks Huse. Sagen henvistes som en Æressag til Paakjendelse af Kongen og Rigsraadet; men dens Udfald kjende vi ikke. I den anden Sag sagsøgte Fru Thale hende til at udlevere et Brev, som hun for nogle Aar siden havde taget af Fruens Skrin i hendes Herberge i Kjøbenhavn; hvilket Brev Aage Lauritsen havde givet Eiler Brockenhuus og deri bekjendt, at han var Fader til det Barn, som var hos Jens Hansens i Aastrup (formodentlig Fru Thales ovennævnte Slegfredbarn).

Ogsaa denne sag afvistes som en Æressag og henvistes til Kongens og Rigsraadets Afgjørelse; men vi kjende ejheller dens Udfald. - 24/4 1592 faldt der Kongens Retterthings Dom i Kjøbenhavn, da hendes Broder, Jens Axelsen sagsøgte hende for en Sum Penge, hvilken han som hendes Værge havde udlagt for hende til Peder Thott til Boltinggaard. Hendes Indsigelser afvistes, og Sagen henvistes til videre Forfølgning.

Endelig faldt der 15/12 1595 Kongens Retterthings Dom paa Tryggevælde i en Sag, hvori en Bonde, Christen Jørgensen i Fangel, sagsøgte hende, fordi hun havde tiltaget sig hans Gods og Qvæg og ladt ham fængsle to Gange. Dommen lød paa, at Forfølgningen imod hende skulde gives Fremme.

[Hans Fussing: En bonde tiltalte 1595 fru Mette Kruckow, Benedict von Dedens, fordi hun tidligere havde pantet og fængslet ham og nu ikke ville vedstå et derom i 1591 indgået forlig. Hun forsøgte ved forskellige udflugter at undgå hans tiltale, men rettertinget gav ham ret til at fortsætte sin forfølgning mod hende. Den oprindelige sags realiteter kunne rettertinget her ikke komme ind på, men der er ingen tvivl om, at fru Mette kun fremførte tomme udflugter, så afgørelsen naturligt måtte være til fordel for bonden. (Fussing: Herremand og Fæstebonde, genoptrykt 1973, s. 446)]

Jeg har just dvælet lidt længere ved disse tre Familier, fordi de stode Eiler Brockenhuus nær, som Slægtning eller Omgangsvenner. Og der er jo et gammelt Ord, som lyder: "Siig mig, hvem du omgaaes, saa skal jeg sige dig, hvem du er!"

Kong Frederik 2s Regjeringstid er den danske Adels Blomstringstid; men denne Adels ubestridelige Lyssider fordunkledes dog især af en Last, der var saare almindelig, endog hos dens Bedstemænd, og, saa at sige, laa i den Luft, de indaandede, nemlig Yppighed og Overdaadighed.

Den Kallundborgske Reces af 21/11 1576 (9-11) vidner noksom herom. At denne Last ganske naturligt for de Svagere udartede til Løsagtighed, er en Selvfølge. Kongen søgte at standse dette tiltagende Uvæsen ved strenge Straffebestemmelser i Gaardsretten (Frederiksborg 9/5 1562), hvis § 16 siger, at "beligger nogen Adelsmand nogen Frue eller Jomfru, som og af Adel er, og det ham skjelligt overbevises kan, da skal han være æreløs og saa foragtet, som hun er, der sig har ladt beligge. Og hvilken Frue eller Jomfru, som af Adel er, der lader sig beligge, skal have forbrudt alt hendes Arvegods til hendes rette Værge; og han skal det strax annamme osv".

(Strengere var naturligviis Straffen for den Uadelige, der dristede sig til at beligge en adelig Dame: "End beligger nogen fattig Karl, som ikke er af Adelen, nogen Frue eller Jomfru, som af Adelen er, da skal han straffes paa sin Hals. Endrømmer han, da være æreløs". - At Naturen alligevel tit gik over Optugtelsen, viser Fru Lisbet Bryskes Slægtsbog hyppige Vedtegning til de adelige Jomfruer: "Lokket".)

Det maa imidlertid ikke have frugtet stort, siden Kongen saae sig beføiet til 11/6 1580 fra Kolding at lade udgaae en Befaling til Superintendenterne, at de skulde indskærpe Provsterne og Præsterne at have tilbørligt Indseende med, at hverken Adel eller Uadel holder Bolskab eller løse Qvindfolk hos sig, og formane dem til at skille sig ved dem; i Tilfælde af Modstridighed da advare dem derom trende Søndage efter hinanden fra Prædikestolen; og, om de ikke inden den Tid have skilt sig ved dem, offentligt at bandsætte dem.

Men, da Kongen nu formærkede, "at en Part vore Undersaatter af Adelen, siden Vi samme vort Brev ham ladt udgaae, skulle have agtet at lade give dem ved hvilke Bolskaber og løse Qvinder, som de have havt og holdt hos dem; og, efterat Os er tilsinde at være formodendes, at Andre sligt Exempel kunde efterfølge, begive dem udi Ægteskab med ufrie Folk, og de udi Fremtiden vilde give stor Irring og Uskikkelighed iblandt Adelen, om de, som isaamaade med ufrie Qvinder vare avlede, skulde regnes og holdes for Adels Børn osv.": saa udstedte han paa Herredagen i Kjøbenhavn 19/6 1582 en Forordning, hvori han paalægger Adelen i Riget at overgive deres Bolskab, samt forordner, at de Børn, som Adelspersoner maatte avle med ufrie Qvinder, ikke skulle være eller holdes for Adelsbørn eller frie Folk eller komme til Arv i Jordegods efter Fader eller fædrene Frænder, dog skal hermed ikke være Faderen formeent at maatte give slige Børn af hans Penge og Løsøre, hvad hans Villie tilsiger.

Samme Dag udgik Kongens Ordinants om Ægteskabssager. Dog formaaede eiheller dette Kongebud heelt at standse Adelens Udsvævelser. Bisp Jakob Madsen maattte have flere fyenske Adelsmænd for i denne Anledning. Saaledes havde han 20/6 1598 Henning Jørgensen (Brand, født paa Falster, til Mullerupgaard, i Flødstrup S.; gift med Fru Ane, Hans Urnes Søster til Dreibygaard, i Munkebo s.) for om hans uskikkelige Levnet med en Qvinde fra Langeland, han hentede til sig, og som fik et Barn hos ham, til hvilket en Kræmmer blev udlagt som Barnefader. Henning Brand undskyldte sig med, at Ingen skulde bevise ham Noget over: han vilde leve for Gud uskyldig.

Laurits Oldeland (til Veilegaard) holdt 1589 en Qvinde og havde smukke Børn med hende, hvilke han holdt en Skolemester til. Han lovede Provsten (Hr. laurits Jespersen i Espe), at han ei vilde have med hende at gjøre.

Jakob Norby (til Gyrup, i Hjadstrup S.), Oluf Urne og Hans Eriksen (hvilke 26/3 1589 boede i Svendborg) havde Bolskaber hos sig.