Præsten Hans Gaas - Et blad af Svendborgs Historie

| | | | | |

Provst Rohmann var den første med kritik af Hans Gaas mytenProvst Rohmann var den første med kritik af Hans Gaas mytenAf museumsleder Johs. Olsen i Sv. Avis 7.10. 1929

I vor bys historie er der et punkt, som synes uklart, nemlig beretningen om præsten Hans Gaas, som skal have deltaget i en kamp med lybske skibe udfor Skattertårnet 1535, hvor han skal have ledet kampen, eller i det mindste ved kanonild have afvist lybækkerne. Dette synes nu ikke at have været tilfældet, og må vist nok hidrøre fra en senere fri digtning, hvad følgende vil kunne forklare.(*)

(*) I Tegnelser o.a. Lande, nr. 1 (1535), folio 27a hedder:"Desligeste haver kl. Majestæts, Kongen af Sverrigs og de preussiske Skibe været efter de Skibe, som de Lybske havde liggende for Assens og trængte dem derfra ind for Svendborg"(*1), hvor de blev besejret. Bladrer vi dernæst frem til folio 29b hedder det: "Fik Hr Hans Gaas et Bref paa hans Jordegods". Det fremgår ikke direkte, at Hans Gaas har været involveret i søslaget ved Svendborg, men kongens "lycke" over at var lykkedes at overvinde hans "Fiender wdi Fÿen" og kongens hurtige efterfølgende honorering af Hans Gaas, må nok ses i en sammenhæng. Så måske har eftertiden alligevel gjort Hans Gaas uret?

(*1) Læs også kansler Johan Friis' brev om restaureringen af et af de beslaglagte krigsskibe. Brevet er dateret 14.6. 1538 http://fynhistorie.dis-danmark.dk/node/27020

Læs også om skibshøvedsmand Markvard Tidemand til Søbo og Holm http://fynhistorie.dis-danmark.dk/node/27478

"Item Her Hans Gaass aff hans egett oc hans Moders Gotz 1 gerust Hest mett gla(vind):" [Tegnelser o.a. Lande 1537-45, folio 77b. (RA)](*2).

(*2) Læs også om den tidlige adel i Svendborg  http://fynhistorie.dis-danmark.dk/node/13949

Svendborg by var som bekendt den første danske by, der rejste sig til oprør mod hertug Christian, den senere kong Chr. III, i juli 1534. På det tidspunkt var situationen den, at kong Christian II var ført til Sønderborg som fange, og under de urolige forhold i Danmark besluttede den lybske borgmester Jørgen Wullenwever at angribe Danmark for at øge Hansaforbundets magt og anseelse, og han formåede da grev Christoffer af Oldenborg til i forbindelse med Lybæk og flere vendiske byer at påføre Danmark krig under påskud af at støtte den fangne konge. Lybæk gjorde da indfald i Holsten, og sendte i det mindste tvende kommissærer til Svendborg for på grevens vegne at få byen til at slutte sig til dem.

Reformationens ledende skikkelserReformationens ledende skikkelserDet var to af grevens hærførere, Just Berris og Albrecht Flegge; de kom over Langeland hertil og opnåede, at byens øvrighed rejste oprøret, eller da sluttede sig til det grevelige parti, og de forhandlede med øvrigheden i Svendborg, som den gang bestod af borgmesteren Hans Skriver og rådmændene Markvard og Lars Bang, Peder Mogensen samt de to sognepræster, hr. Anders Ingvarsen ved Sct. Nikolaj kirke og hr. Jørgen Rasmussen ved Vor Frue kirke. (*) Det må være en fejl, Ingvarsen var ved Vor Frue og Jørgen Rasmussen ved St. Nicolai)

Allerede den 11. eller 12. juli indtog man Ørkild og brændte denne og byen af samme navn, og fortsatte så videre med at belejre og ødelægge, hvad man kunne overkomme af borge i egnen. Om Hans Gaas på den tid var præst i Svendborg er ikke helt sikkert, har han været det, var han måske kun skråpræst ved Sct. Knudsgildets alter i Vor Frue. Medlem af gildet var han i alt fald, han var af adelig stand, så der er jo den mulighed, at han kan have været imod oprøret.

Grev Christoffer 26.8. 1534Grev Christoffer 26.8. 1534Få dage før belejringen af Ørkild begyndte, havde den fynske adel kåret hertug Christian til konge og anmodet om hjælp mod det truende oprør og uro i befolkningen. I slutningen af juli kom greven med sin hær fra Sjælland til Fyn. Overførselen foregik ved Kerteminde under anførsel af Everhard Overlacker og Aksel Gjø, den sidste førte rytteriet. De drog i begyndelsen af august til Svendborg og Odense, hvor de satte sig fast, og alle steder lod greven sig hylde på kong Christian II’s vegne. Han besatte alle faste punkter på Fyn, selv en ny biskop fik stiftet, nemlig den tidligere svenske biskop Gustav Trolle, som havde hjulpet Christian II under blodbadet i Stokholm.

Greven tillod svendborgerne at beholde alle de våben og al ammunition, som de havde taget omkring på de hærgede borge; men den 6. september befalede han dog, at byen skulle betale sin byskat og en ekstraordinær skat, og en gang i det mindste afleverede man 600 mark til ham. Nu var byen altså grevelig og vedblev at være det, til bladet vendte sig.

Sejrherren Johan RantzauSejrherren Johan RantzauI maj 1535 viste det sig, at en af de grevelige hovedanførere, greven af Hoya opholdt sig i Svendborg, og samtidig var her også junker Bastian v. Jessen, som den 21. maj blev stukket ihjel her af sine egne folk, vistnok under et mytteri, begge var de nærmest et par tyske eventyrere. Sidst i maj forlod den lybske armé Svendborg for at drage til Vestfyn, hvor den mødte sin skæbne i slaget ved Øksnebjerg, hvor dens tilværelse som hær den 11. juni gik fuldstændig til, idet kongens feltherre Johan Rantzau slog den komplet.

På dette tidspunkt lå i Lillebælt en større samling lybske orlogsskibe, og flygtninge Øksnebjergslaget tyede dels om bord i disse, dels til Assens og Sjælland. Efter kampen besatte Johan Rantzau byerne Fåborg, Assens og Svendborg. Datoerne opgives meget forskelligt; men ret mange dage kan Johan Rantzau næppe have været om at nå Svendborg.

Ved Svendborgs besættelse anvistes der et af hans regimenter byen til plyndring eller brandskatning i følge tidens skik og brug. Den 16. juni jog rigsadmiral Peder Skram den lybske flåde ind i Svendborgsund, og da disse skibe forsøgte at undslippe øster ud, viste det sig, at Peder Skram havde spærret dem vejen, hvorpå besætningerne stak ild på deres skibe og flygtede i land. Det lykkedes admiralen at slukke ilden, kun en jagt brændte op. Resten, 3 større skibe med 3 mers i rigningen samt 5 mindre, erobredes, deriblandt et, deriblandt et, som hed "løven", som Skram senere en tid brugte til sit admiralskib. Denne korte kamp menes at være foregået mellem St. Jørgensgård og Skansen, og det synes at passe.

Det viser sig nu, at ingen samtidige beretninger har noget som helst om Hans Gaas' bedrift, hverken i danske eller tyske findes det omtalt, kun i et tysk står, at mandskabet efter at have stukket ild på flåden flygtede i land; men alle tyske beretninger er enige om, at den dag gik borgmester Jürgen Wullenwevers drøm om Lybæks herredømme over Østersøen for evigt tabt.

Hvis nu Hans Gaas havde formået at omvende svendborgerne og afvise lybækkerne, forstår man ikke, at Johan Rantzau lod byen plyndre, en sådan handling havde han nok respekteret, og har nogen afvist den lybske flåde, har det nok været Johan Rantzaus tropper, det er højst rimeligt; thi her i byen fundne hanseatiske kanonkugler tyder på en kort kamp.

Historien om Hans Gaas er vist opstået ca 200 år senere, Pontoppidan har den, og fortæller, at 1740 fandtes i Skårup præstegård en stor sølvkande med Hans Gaas's våben på, og at denne var en gave fra kong Christian III, så måtte der hertil knytte sig en begivenhed, og da man vidste, at Hans Gaas var fra egnen, og at der i hans tid havde stået en søkamp, er rimeligvis historien opfundet, det falder sammen med det 18. århundredes ånd og tankegang.

Det fortælles også, at Hans Gaas adledes, men han var jo adelig, så kunne han da ikke atter adles; men kanden kan været givet ham for hans troskab mod kongen, blandt andet fordi han, mens han senere var biskop i Trondhjem, under krigen med Sverige nægtede at støtte svenskerne.

Efter at Svendborg var blevet besat af de kongelige tropper, straffedes oprørerne selvfølgeligt. Således ejede borgmesteren en gård i Vejstrup (Vejstrupgård), den fik Jacob Brockenhuus som erstatning for Tislot, det nuværende Tidselholt; Claus Bangs gård i Svendborg fik Johan Rantzau, Peder Mogensen havde to gårde på Ærø, dem fik Ditlev Brockenhuus, mens Peder Bangs gård i Svendborg og desuden en til konfiskeredes af kronen.

En gammel beretning siger, at "Bode Assens og Swineborge bleffue wunden med weldig handt".

Hvad der så end er sket i 1535, må det have været en kort kamp lige udenfor byen, og intet tyder på, at Hans Gaas har forsvaret, endsige afvist Lybækkerne; men derfor kan han udmærket godt have optrådt i kongens favør, både før og senere og derved vundet kongens gunst med mere.