En dramatisk begivenhed på Gudme herredsting 1543

| | | | |

Den sidste katolske biskop på FynDen sidste katolske biskop på FynSvendborgs byhistoriker, arkivar Bro-Jørgensen giver et enestående eksempel på, hvor bitter stemningen var i årene lige efter Grevens Fejde 1534-36 i den sydfynske hovedstad. I dombogen for Kongens Retterting af 9. juni 1543 hedder det meget konkret, at borger i Svendborg Søren Bager havde indfundet sig på Gudme herredsting "met 40 mændt, flere oc icke fære, met halffhager, røer oc tænde lunther, spydt, hællebarder, arbust oc andre werriger oc hagde bøddelen oc reeb met thennom oc wilde ther met true oc formene forne Hans Olsen sin ræt fra".

Om selve sagen skriver Bro Jørgensen: Et slående eksempel er en sag, som netop i 1543 indbragtes for rettertinget i Odense. I sit udspring synes den at have drejet sig om en beskyldning mod en svendborger, Søren Bager, for tyveri fra en af kronens fæstere i Oure.

Sagen var i første omgang blevet behandlet af bytinget i Svendborg og her afgjort til fordel for Søren Bager. Måske fordi byfogden, Per Skåning, havde undladt at indstævne den pågældende fæster, blev der derefter rejst sag for Gudme herredsting. Her skete nu det, at Søren Bager mødte op med 40 af sine bysbørn, rustet med hagebøsser og geværer med tændte lunter foruden spyd, hellebarder, armbrøst og andre våben samt medbringende bøddelen og nogle reb.

Det siger sig selv, at denne forestilling, som tydeligvis tog sigte på at true tinget til eftergivenhed, måtte opfattes som en uhyrlig krænkelse af tingfreden. Der kan da heller ikke herske tvivl om, at både byfogden og borgmester og råd, som indstævnedes til at møde i Odense, her har fået læst og påskrevet. Skønt de fralagde sig ethvert medansvar og forsikrede, at opløbet var sket mod deres vilje, blev det betydet rådets medlemmer, at de inden 14 dage skulle stævne deltagerne for sig og dømme og straffe dem. I modsat fald skulle det regnes for deres gerning og de selv stå til rette. Samtidig blev byfogdens dom underkendt.

Det kan næppe være andet, end at det omtalte optrin hos de mødende på Gudme herredsting har fremkaldt mindet om svendborgernes huseren i de hektiske julidage 1534. Det afspejler en sindstilstand, som kun kan forklares på baggrund af borgerkrigens forråelse. Medvirkende til dens vedligeholdelse har formodentlig været trykket af tidsforholdene, de trange vilkår for næringslivet og presset af skatterne og indkvarteringsbyrden. Tilsammen har disse forhold kunnet fremkalde en stemning grænsende til desperation, som stadig kunne samle dem til enig optræden.

Kongens retterting. Odense 09.06.1543 Dombog 2-3, Fol. 56V-57R (RA)

Om baggrunden hedder det malerisk omend ikke korrekt i alle detaljer i "Om Svendborg" fra ca 1903:

Det var i Sommeren 1534, at Adelen hyldede Hertug Christian (Christian d. 3.) som Konge i Danmark, og da udbrød den Borgerkrig, som kaldes Grevens Fejde, og som bl.a. blev så skæbnesvanger for Svendborg, fordi Omstændighederne medførte, at Byen kom til at tage en så fremtrædende Del i den.
 
Årsagerne til denne ulykkelige Ufred er velkendte, og det skal her kun fremhæves, at når Svendborg Borgere tog så ivrigt Parti for den gangne Konge, Christian den 2den, da har Grunden hertil ikke alene været af politisk Natur, men må - som det fremgår af, hvad foran er fortalt - også, og måske hovedsageligt, søges i Byens rent materielle Interesse, og navnlig er det formentlig utvivlsomt, at Ønsket om at komme det så inderlig forhadte Ørkild grundig til Livs har spillet en afgørende Rolle.
 
Det var da også mod Ørkild By og Slot, at det første Stød blev rettet. - Det kan vel være tvivlsomt, om Borgerne som Helhed fra første Færd har været stemt for en aktiv Deltagelse i Striden, men det Parti, som ønskede dette, fik i alt Fald Overhånd. Til dette hørte af ansete Mænd Borgmesteren, Hans Skriver, og et Par af Byens Præster, og hertil kom yderligere, at Grev Christoffer havde sendt et Par af sine Høvedsmænd hertil for at påvirke Stemningen.
 
En Sommernat - det var i juli 1534 - drog så Svendborgerne til Ørkild. Hvem, der har været Biskoppens Foged på Slottet, kendes ikke, og sandsynligvis har der ingen Besætning været. Overfaldet kom vel ret uventet, og det ser nærmest ud, som om der ikke er gjort noget Forsøg på Forsvar. Under alle Omstændigheder faldt Slottet hurtigt og let i Borgernes Hænder. Det blev straks afbrændt, (ved denne Lejlighed brændte tillige hele Stiftets Arkiv, som opbevaredes på Slottet), og Gårdene i Ørkild By måtte dele Skæbne med det Slot, hvorunder de hørte.
 
Hermed forsvinder såvel Ørkild By som Ørkild Slot af Sagaen. Af dette sidste stod i mange År betydelige Ruiner af de svære Mure, men da Borgerne i lange Tider hentede Sten derfra til deres Nybygninger i Svendborg, svandt de mere og mere, og da Herregården "Bjørnemose" opførtes 1745 og hovedsagelig byggedes af Sten, hentede fra Ørkild, så gik de sidste Rester.
Forinden de foran omtalte Udgravninger 1885 var hele Slottets Plads Pløjeland, og kun et ganske ubetydeligt Stykke af Ringmuren tæt henne under Skoven ledede Tanken hen på, at her en Gang havde stået et Slot.
 
Efter det vellykkede Overfald på Ørkild havde Svendborgerne fået Blod på Tanden, og det gik nu løs på Herregårdene i Nabolaget. Først gik det ud over Rygaard, der tilhørte Høvedsmanden på Københavns Slot, Johan Urne. Den blev fuldstændig udplyndret, og Gården så ødelagt, at den måtte ombygges.
Derefter kom Turen til Nakkebølle, hvis Ejer hed Clavs Eriksen Ravensborg; han kaldtes Clavs Slippeslot, fordi han som Christian den 2.s Lensmand på Kalundborg Slot uden Modstand og på ligefrem forræderisk Måde havde overgivet Slottet til Kong Frederik d. 1.s Mænd.
Denne Clavs Slippeslot var Svendborgerne særlig vrede på, vel nærmest af den foran angivne Grund, og han blev derfor ved Nattetide bogstavelig røget ud af Reden. Hans Gård blev plyndret og brændt, og han selv blev ført med til Svendborg. Her måtte han overfor Grev Christoffers Høvedsmænd skriftlig forpligte sig til, at han fremtidig vilde være den fangne Christian den 2den en tro mand, hvorefter han i øvrigt fik Lov til at løbe, hvilket egentlig var mere, end han havde fortjent.

Endelig tog Svendborgerne til Odense, hvor de bl.a. var behjælpelige med at plyndre og afbrænde Bispegården.
Alt dette tyder jo hen på en meget livlig Deltagelse i Urolighederne, og Grev Christoffer var da også helt tilfreds dermed. September 1534 skriver han til Byfoged, Råd og menige Almue, at han er kommen ind i Landet med et stort Antal Krigsfolk, som han ikke kan lade gå fra hinanden, "førend han har hjulpet Kong Christian ud af sit umilde Fængsel og dertil har gjort sig til Herre over hele Riget", men skriver han meget rigtigt - alle disse Krigsfolk koster svært mange Penge, og dem har han ingen af. Han vil derfor gerne, at Svendborgerne af Hensyn til deres eget og alles Gavn som sædvanlig yder den årlige Byskat og dertil en Ekstra Skat og sender det hele til Magister Glob i København, der modtager Pengene på Grev Christoffers Vegne.

Til Gengæld er denne villig til at lade Borgerne beholde det Skyts, Krudt og andet Krigsmateriel, som de havde taget omkring på de plyndrede Herregårde, medmindre Greven selv skulde trænge til det i denne hårde Krigstid, thi i så Fald vil han have Lov til at låne det mod Tilbagelevering efter endt Afbenyttelse.
 
Hvad angår den første Del af dette Brev, om Kong Christian og hans umilde Fængsel, da skriver Grev Christoffer åbenbart stik imod hans bedre vidende, thi Lybækkerne kendte Kong Christian d. 2 alt for godt til, at de næste Øjeblik skulde ønske på ny at se ham beklæde Danmarks Kongetrone. Derimod har de mulig nok kunnet ønske, at Kongen ombyttede sit Fængsel i Sønderborg med et i Lybæk, men dette har han næppe ønsket; han havde det overmåde godt på Sønderborg, blev stedse behandlet med alt det Hensyn, der skyldtes hans høje Stand, og alt, hvad der fortaltes om hans "umilde" Fængsel er ved senere historiske Undersøgelser godtgjort at være ganske urigtigt.
 
Hvad den anden Del af Brevet angår, om Indsendelse af Byskatterne til Magister Anders Glob, da fik Borgerne snart helt andre Ting at tænke på, som bragte dem til at glemme både Skat og Skyts.

Medens de foran omtalte Begivenheder foregik på Fyen, var Hertug Christians Hær under Johan Rantzau optagen af Kampen med Bønderne i Jylland, og Grev Christoffers Hær, som hovedsagelig bestod af lybske og andre tyske Lejetropper, lå på Sjælland. I Forsommeren 1535 kom begge Parter til Fyen, hver fra sin Side. Det var midt i april, at den grevelige Hær landede i Nyborg. Ved Ankomsten var der imidlertid udbrudt en stor Ildebrand i Byen, hvorfor Hæren ikke kunde blive der. Den største Del, deriblandt alle Rytterne, drog derfor straks videre ad Svendborg til, hvor de ankom samme Dag. De blev liggende her godt og vel en Måned, og det har utvivlsomt været en hård Svøbe for Borgerne. Under sådanne Forhold, og navnlig i hine Tider, er Vennerne ikke synderlig bedre end Fjenderne, og Borgerne havde fået en besk Forsmag på den sure Svie, som nu nærmede sig oven på den søde Ørkild-Kløe. Da Hæren endelig midt i Maj drog ad Faaborg og Assens til, har sikkert såvel Byen som Omegnen været hårdt medtagne, og - Stemningen havde vendt sig.
 
Svanninge-præsten Hans Madsen møder Johan RantzauSvanninge-præsten Hans Madsen møder Johan RantzauEn Måned efter led den grevelige Hær et aldeles afgørende Nederlag i Slaget ved Øxnebjerg. Det er ikke godt at blive ganske klar over, hvorledes Sagerne egentlig har stået i Svendborg på dette Tidspunkt, men det må dog betragtes som sikkert, at den grevelige Hærs Optræden under sit Ophold i Byen selvfølgelig stærkt havde afsvalet Stemningen for den fangne Kong Christian (d. 2den) eller rettere Lybækkernes Sag, og det er ligeledes selvfølgeligt, at Efterretningen om Nederlaget ganske har berøvet Borgerne alt Håb om et heldigt Udfald af Kampen. Nu stod kun Straffen tilbage, og det kunde forudses at denne vilde blive drøj.

Borgmesteren, Hans Skriver, og andre af de fornemste Ledere for det grevelige Parti forlod uopholdeligt Byen og drog til København, og samtidig er det, at Prioren i Gråbrødreklosteret, Adelsmanden Hans Gaas, der var en ivrig Tilhænger af Christian den 3dies Sag, skal have bevæget Svendborgerne til at bortvise og beskyde nogle flygtende lybske Skibe. Disse ønskede efter Nederlaget ved Øxnebjerg at søge Ly i Svendborg, idet de formente, at Byen stadig var den grevelige Sag tro; men ved Indsejlingen til Byen blev de beskudt fra Skattertårnet og derved tvungne til at vende om. Som Belønning for denne Dåd skal Hans Gaas senere være blevet Biskop i Trondhjem. At han blev Biskop i Trondhjem er nu rigtig nok, men det behøver jo ikke at være sket netop af den Grund.
Samtidige Kilder kender ikke noget til den her omtalte Kamp mellem Svendborgerne og de lybske Skibe, og det er derfor temmelig tvivlsomt, om den virkelig er sand.

Sejrherren Johan RantzauSejrherren Johan RantzauI ethvert Fald hjalp den ikke Svendborg det ringeste.
Rimeligvis har Christian den 3dies Øverstbefalende, Johan Rantzau, meget vel vidst, at Stemningen i Byen havde vendt sig; men han var en hård Hals og tog intet Hensyn til Byens "sildige Anger". Umiddelbart efter Slaget var en Deling Landsknægte draget ad Svendborg til, og den havde intet Forbud modtaget mod at plyndre, hvad Rantzau også vanskeligt kunde give den efter hele den Tids Krigsbrug. Svendborg var at betragte som en oprørsk By, og det var derfor ganske i sin Orden, at den blev afstraffet; den fynske Adel måtte have Hævn for de plyndrede og afbrændte Herregårde, og endelig - og det var måske det væsentligste - kunde man ikke uden videre tage de lejede tyske Landsknægte ved Næsen. Udsigten til en rask til Plyndring i sådanne Tilfælde, hvor Forholdene og Omstændighederne tillader det, var den største Adspredelse i det ikke altid helt behagelige Krigerliv, og det var den væsentligste Del af en Landsknægts uvisse Indtægter.
Byen gjorde ingen Modstand, men synes ikke desto mindre at være tagen ved Storm, og den blev derefter i samfulde 3 Dage på det ubarmhjertigste plyndret efter alle Kunstens Regler.

Som foran meddelt var en Del af de fornemste Ledere rejst bort, og disse havde vel nok forinden sørget for at salvere deres vigtigste Ejendele, og da Plyndringen næppe kom uventet, havde de tilbageblevne Borgere vel også frelst, hvad frelses kunde, men ikke desto mindre må Byen have lidt frygteligt. 
Hertil kom så yderligere de hårde Skatter, som Byen måtte udrede, og at den kongelige Unåde i fuldt Mål hvilede over den.

Straks efter Indtagelsen måtte den sende 12 Bådsmænd til Flåden og i 1536, altså Året efter Plyndringen, måtte der udredes i Skat til Kronen 4000 Gylden - Gud skal vide, hvor de fik dem fra, men betalt blev de; der hjalp ingen "kære Mo`r".
For at afvende Kongens Unåde havde nogle af Borgerne - rimeligvis de samme, som havde forladt Byen under Plyndringen - været hos ham i hans Lejr foran København. Der havde de gjort Bod og Afbigt og på alles Vegne lovet ham fremtidig Troskab som deres rette Herre og Konge. Så kom der endelig i 1536 et åbent Brev, hvorved Kongen optog alle Borgerne i Svendborg blandt sine "kære Undersåtter", og alt hvad der i denne Fejde er gjort mod ham skal være tilgivet.

Så kunde de ulykkelige Borgere da påny trække Vejret frit og atter begynde den daglige Dont, rigtignok så temmelig på bar Bund. Hårde Tider må det have været at arbejde under, og Sejhed og Udholdenhed har der måttet til for på ny at komme frem. Byen var udplyndret og aldeles forarmet, de store Skatter til Kronen, hvortil yderligere kom hyppige Ekstraskatter, og så endelig den elendige Tilstand, hvori hele Landet befandt sig ovenpå den ødelæggende Borgerkrig. Ikke desto mindre gik det, og det endda med en Hurtighed, som næsten er forbavsende. Reformationen bragte ikke Byen nogen pekuniær Fordel, idet de Jorder, som havde tilhørt Klosteret og Ørkild Slot, inddroges under Kronen. Slottets Jorder blev senere under Frederik den 4de købt af Byen. Det er nuværende Hømarken, Øxenbjerg, Pløjeholm og Græsholmene.