Vort folk til orlogs 1801—14

| | | |

Radering af Eckersberg -2. april 1801Radering af Eckersberg -2. april 1801  Søhelten Peter WillemoesSøhelten Peter WillemoesEn skildring af Wm. Carstensen. [Vort Folk i det nittende Aarhundrede. Kbh. 1897]

 Læs også om engelske kapere i Lillebælt

Man spørge overalt i Danmark, nu da århundredet lakker ad ende, om hvilken begivenhed det er, som i århundredets begyndelse på den mest lysende måde har vidnet om, at vor folkeånd endnu var i sin fulde kraft — og overalt vil man uden betænkning svare: “Slaget på Rheden!

Dette svar er så naturligt og ligger så nær, at mangfoldige endog betragte hin skærtorsdags-kamp som århundredets indvielse, skønt den først fandt sted fem fjerdingår efter dets fødsel. — Det er for øvrigt let at forstå, at denne opfattelse har gennemtrængt hele folket. Vi havde jo den gang haft fred i 8o år; velstand og velvære havde især i den sidste del af dette tidsforløb udbredt sig over tvillingeriget, Danmark-Norge, og skønt de af den franske revolution og af dens afløser Napoleon fremkaldte blodige kampe havde raset i den største del af Europa, tænkte man sig hos os kun krigen som en meget tvivlsom og i alt fald meget fjern mulighed. Da kom den efter manges opfattelse helt pludselig, næsten uventet og i ethvert tilfælde uden nogen forudgående bestemt krigserklæring; men trods velstand, vellevnet og den blødagtighed, de pleje at fremkalde, grebes det hele folk af den trang til at give sig hen for fædrelandet, som i tidligere både onde og gode dage havde kastet lys over dets færd.

Heltene 2. april 1801Heltene 2. april 1801Den store mængde ventede, som sagt, ikke krig, hverken i Norge eller i Danmark, og dog var der faldet skarpe varselsskud både i de vestindiske og europæiske farvande. Årsagen til disse sammenstød var med få ord: englændernes fordring om eneherredømmet på verdenshavene. Denne fordring havde allerede i 1780 under den amerikanske frihedskrig fremkaldt neutralitets-overenskomsten imellem Danmark-Norge, Sverige, Rusland og Holland. England, som den gang stærkt måtte sprede sine kræfter, havde tiet til den så meget omstridte sætning: "frit skib gjør frit gods", der hævdedes af de neutrale, og som gik, ja, fremdeles går ud- på, at det neutrale skibs flag er et fripas for den ladning, skibet indeholder, når denne ladning ikke indeholder krigskontrabande, altså våben, krudt og andre genstande, som benyttes til at føre krig med.

Men under krigen med Frankrig i slutningen af århundredet havde England udviklet sin sømagt så stærkt og, takket være sine dygtige søfolk og erfarne officerer, erhvervet sig en så bydende stilling på havet, at det optrådte med en bestandig stigende hensynsløshed og med et utåleligt hovmod overfor de neutrale handelsskibe, hvilket bevægede Danmark-Norge og Sverige til i marts 1794 at afslutte en konvention til neutralitetens forsvar, men dog med en udtrykkelig bestemmelse om, at deres handelsskibe ikke skulde "konvojeres", hvorved forstås, at de ikke skulde ledsages af orlogsmænd, da der heri lå en stor fare for at fremkalde forviklinger.

Orlogsmændene, der udsendtes, skulde kun i al almindelighed beskytte handelsskibene, men ikke slutte sig til bestemte skibe og således indestå for dem og deres ladning. Imidlertid steg englændernes hovmod end yderligere efter sejren ved Kap St. Vincent i februar 1797; de erklærede, at korn, mel og andre fødevarer skulde betragtes som krigskontrabande, og opbragte i henhold hertil en mængde neutrale handelsskibe, medens de samtidig krævede ret til at visitere handelsskibe, som måtte blive ledsagede af orlogsmænd.

Den yngre Bernstorff, der som udenrigsminister havde afløst sin omsigtsfulde og besindige fader, lod sig herved forlede til at indføre det farlige konvojsystem, og det var denne forholdsregel, som fremkaldte de skarpe skud, der udveksledes imellem England og Danmark både i europæiske og vestindiske farvande i overgangsårene imellem det gamle og det nye århundrede, — Iblandt sammenstødene i Vestindien er der ét, der bør nævnes for sin ejendommeligheds skyld, skønt det forefaldt i 1799. Den engelske kaper "Eksperiment" på 18 kanoner, der var bleven jaget på flugt af en dansk orlogsskonnert "Den Årvågne", premierløjtnant Middelboe, traf kort efter den danske orlogsskonnert "Iresine", premierløjtnant Lillienskjold, som kækt gik den på livet, skønt han kun var halvt så stærkt armeret som modstanderen. Da de havde beskudt hinanden i seks timer, indså vor løjtnant, at han ikke var stærk nok til at kue englænderen med sine kanoner, og greb da til den udvej at hejse parlamentærflag og sende et fartøj med sin styrmand ombord til Britten med den besked, at han ikke havde krudt nok til at fortsætte artillerikampen i det uendelige, men at det skulde være ham en fornøjelse, om englænderen vilde prøve på at entre ham. Modstanderen erklærede sig villig dertil, beholdt styrmanden og bådens besætning, lagde sig på siden af "Iresine" og stormede løs med sit mandskab men de blev kastede tilbage med brådne pander, og deres kaptajn blev tagen til fange. Så enedes man om at forhandle, og enden blev, at englænderne fik deres kaptajn tilbage, imod at Lillienskjold fik sin styrmand og sine folk, hvorpå man skilte ad i al venskabelighed.

De første skud, der faldt i året 1801, genlød fra indsejlingen til den engelske kanal den 25de juli. Den danske fregat "Freja", kaptajn Peter Krabbe, som konvojerede seks handelsskibe, der skulde til Middelhavet, traf ud for Dover en engelsk eskadre, bestående af tre fregatter, en korvet, en brig og en lugger. Dens øverstbefalende, Sir Thomas Baker, sendte en officer ombord til Krabbe med fordring om at visitere hans konvoj. Krabbe afviste bestemt fordringen, men tilbød at forevise handelsskibenes papirer — en imødekommen, som måtte tilfredsstille enhver, der ikke forsætlig vilde fremkalde et brud. Englænderne holdt fast ved deres fordring, og da erklærede Krabbe, at han vilde skyde på ethvert fartøj, der forsøgte på at visitere. Da stod den engelske eskadrechef med sin fregat tæt op ved siden af "Freja" og gentog sin fordring, men fik atter et afslag, som Sir Thomas besvarede ved at lade en båd ro hen mod det nærmeste af de konvojerede skibe. Krabbe stod ved sit ord og sendte et skarpt skud efter båden, hvorpå englænderne svarede med at sende "Freja" det glatte lag, som øjeblikkelig blev gengældt, og dermed indlededes en hård kamp, under hvilken Krabbe hævdede tvillingerigets ære ved i en hel time at holde stand imod en mere end tredobbelt styrke. Til sidst var han synkefærdig og måtte overgive sig tillige med sin konvoj.

Dette angreb på en neutral orlogsmand lige ud for Englands kyst fremkaldte de alvorligste indsigelser fra dansk side. En overordentlig gesandt blev sendt til København, og under en ivrig medvirken fra russisk side sluttedes der endelig den 29de august en foreløbig overenskomst med England, hvori Danmark-Norge forpligtede sig til ikke at lade handelsskibe konvojere, så længe konvojeringsspørgsmålet ikke var endelig afgjort imellem magterne. Fregatten "Freja" blev repareret af englænderne og udleveret tillige med handelsskibene. Denne overenskomst blev dog ikke sluttet uden en temmelig åbenbar trussel, idet en engelsk flådeafdeling på hen ved en snes større og mindre skibe under admiral Dickson lagde sig i sundet under forhandlingerne. Overenskomsten var nu imidlertid sluttet, og man burde have holdt fast ved den; men i vankelmodighed og kortsynethed gjorde man det ikke og gav derved atter den i hine tider så stærkt fremtrædende engelske hensynsløshed lejlighed til på ny at gøre sig gældende.

I Rusland, som tidligere havde stået på en god fod med England, havde nemlig stemningen under den sindssvage kejser Paul fuldstændig forandret sig. Han var bleven rasende på England, fordi det ikke vilde overlevere ham Malta, som han gjorde fordring på i sin egenskab af malteserriddernes stormester. Napoleon benyttede sig af hans vrede, blev hans gode ven, udvekslede fortrolige breve med ham og drev ham så vidt, at han formåede Sveriges også skørhovedede regent til at forny den væbnede neutralitet af 1780.

Begge opfordrede Danmark Norge til at slutte sig til dem. Rusland sparede endog ikke på alvorlige trusler, medens England meget stærkt mindede os om den trufne overenskomst. Bernstorff manglede desværre overlegenhed og evne til at beherske den vanskelige stilling og bøjede sig for Rusland ved den 16de december at give sin tilslutning til en traktat, som blandt andet hævdede konvojeringsprincippet. Ved denne dobbelthed gav han England en gunstig lejlighed til at drage ham til regnskab for brud på trufne overenskomster, medens det sendte Rusland en advarsel ved at lægge beslag på de af dets skibe, som fandtes i engelske havne. Rusland svarede herpå ved at beslaglægge alle engelske skibe i russiske havne, og England riposterede ved at gøre det samme overfor dansk. norske skibe i engelske havne.

Bernstorff søgte ved uklare diplomatiske noter at fjerne uklarheden overfor England, men endte med den 27de februar 18o1, under et heftigt tryk fra Ruslands side, at stadfæste neutralitetsakten, der tillige var tiltrådt af Preussen. Trods alt dette nærede man hos os fremdeles håb om at kunne bevare freden med England, der endnu ikke havde kævet den diplomatiske forbindelse med Danmark. — Det var i sandhed et højst besynderligt forhold. Englænderne rustede sig til et angreb i Østersøen og afsendte en ekspedition for at bemægtige sig De vestindiske Øer. Danmark-Norge begyndte udrustningen af 10 linieskibe, Sverige af 11 og Rusland af 12, og dog håbede man på freden, skønt England bestemt nægtede at udlevere de beslaglagte dansk-norske handelsskibe.

Briggen "Lougen" ved De vestindiske Øer 1801Briggen "Lougen" ved De vestindiske Øer 1801De sidste skarpe skud, der indledede den 2den april, faldt i Vestindien; men efterretningen derom var ikke nået os, da afgørelsesdagen kom. I marts 1801 var nemlig et rygte om, at England rustede en eskadre til at bemægtige sig De vestindiske Øer, nået derover. Guvernøren, som opholdt sig på St. Croix, sendte da briggen "Lougen", kaptajnløjtnant C. V. Jessen, og skonnerten "Den årvågne" over til St. Thomas for at få disse rygter nærmere belyste. På vejen over opdagede de to engelske krigsskibe, og Jessen pålagde da "Den Årvågne" at holde sig i nogen afstand, for at den kunde være i stand til at løbe tilbage til St. Croix og afgive melding, hvis englænderne optrådte fjendtligt. Rygtet bekræftede sig: samtidig med at Jessen nærmede sig Fugleklippen udfor St. Thomas, kom de to engelske fuldriggere tæt op til ham. Den ene var "The Arab" på 26 kanoner, den anden kaperen "Experiment", hvis bekendtskab vi allerede have gjort. "The Arab" sendte uden nogen som helst indledning tre skarpe skud. Jessen viste ham, at han var forberedt, ved at sende ham et skarpt skud og fik straks det glatte lag fra englænderen. Han blev naturligvis ikke svar skyldig, og, skønt han kun havde 18 kanoner, viste han dog ikke den ringeste lyst til hurtigere at nærme sig St. Thomas, idet han tværtimod mindskede sejl, for at tvekampen kunde vare længere. Da han til sidst var så nær ved indløbet til St. Thomas, at pyntbatteriet ved indløbet til havnen forberedte sig på at tage del i kampen, rev et skud ankeret løs for bougen på "The Arab"; det faldt i det dybe vand, trækkende ankertovet efter sig, og forhindrede den allerede ilde tilredte englænder i at følge ham videre. Kaperen "Experiment" havde straks givet sig til at forfølge »Den Årvågne", der var vendt for at bringe efterretningen om fredsbrudet til St. Croix, som han nåede i god behold, medens Jessen, der året før havde erobret en engelsk kaper, blev modtaget med jubel på St. Thomas, hvorfra man havde været vidne til hans uforsagte frejdighed. Han skulde senere under langt alvorligere forhold bekræfte det smukke ry, han havde erhvervet sig i vestindien.

Englænderne havde håbet ved beslaglæggelsen af de danske handelsskibe og ved erklæringen om at ville bemægtige sig De vestindiske Øer at kyse Danmark. Den store flåde, der udrustedes i Yarmouth, havde nærmest det samme mål, da man nødig vilde, at Danmark-Norge i forening med Sverige skulde stå Rusland bi i en kommende kamp. Når man skyndte sig i England, kunde man nå Danmark og sprænge neutralitetsforbundet ad diplomatiets og truslernes vej, før Rusland, der var bundet af frosten, kunde slippe ud med sine skibe og slutte sig til sine bundsforvandte. Al kraft blev derfor sat på udrustningerne i Yarmouth. Til flådens øverstbefalende havde man udnævnt Sir Hyde Parker, og at den alt den gang så berømte Lord Nelson var ham underlagt og ikke selv skulde føre flåden, forklarer englænderne ved, at man virkelig ønskede at undgå en kamp med Danmark-Norge, og at Parker egnede sig langt bedre til at underhandle under kanonernes trussel end Nelson, der altid havde en brændende lyst til at lade kanonerne spille. Denne tilbøjelighed gav han straks udtryk, da han mødte hos Parker i Yarmouth. Denne sidste lod nemlig falde nogle ord om de af is belemrede farvande, og hertil bemærkede Nelson: "Vi må stramme os op — tiden passer ikke til nervøse fornemmelser. Jeg håber, vi skal give vore fjender i Norden en af de haglbyger af kugler, som have skænket vort kære land herredømmet på havene. Det herredømme have vi, og alle Nordens djævle skulle ikke berøve os det, så længe vore trævolde have frit spil".

Lord NelsonLord NelsonFlåden afsejlede fra Yarmouth den 3ote marts, og den engelske udsending Vansittart fulgte med den for at gøre et sidste forsøg på en fredelig løsning. Ved dens ankomst til det første samlingssted, udfor Skagen, havde Nelson endnu ikke fået nogen meddelelse om den plan, der var lagt for den store styrkes optræden, og han udtalte sig meget misbilligende om, hvad han tilfældigvis havde hørt: "Man fortæller", sagde han, "at vi skulle ankre op ved Kronborg og ikke ved København, hvilket sidste vilde give vore underhandlinger vægt. Enhver dansk minister vilde betænke sig to gange på at optage kampen med England, når han sandsynligvis øjeblikkelig derefter vilde se sin herres flåde i flammer og hans hovedstad i ruiner". Hvor betegnende ere ikke disse ord! Hvor tydeligt vise de ikke den ringe vægt, som Nelson tillagde vor modstands evne.

Vansittart forlod med fregatten "Blanche" den engelske flåde ved Skagen og begav sig til København for at underhandle. Den 20de marts indberettede han, at den danske regering var meget fjendtlig stemt, og at Danmark ved efterretningen om flådens ankomst havde arbejdet så ivrigt på at sætte sig i forsvarsstand, at dets modstand langt vilde overgå, hvad man havde tænkt sig. Nelson havde da en lang samtale med Parker og tilskrev ham den næste dag et brev, hvori han hævdede, at ikke et øjeblik måtte spildes, da hver dag og hver time vilde forøge de dansk-norskes styrke, og endvidere udtalte han, at det vilde afhænge af flådens optræden, om England skulde nedværdiges i Europas øjne eller hæve sit hoved højere end nogensinde før.

Den engelske flåde passerer Kronborg 1801Den engelske flåde passerer Kronborg 1801Den engelske flåde var nu samlet imellem Nakkehoved og Kullen, og Parker besluttede at rykke frem; men ingen uden han selv vidste, om han vilde stå sundet ind eller gå igennem Store Bælt og nærme sig København sydfra. Lodserne eller rettere de bekendte mænd, som englænderne førte med sig hjemme fra, var stærkt påvirkede af de skildringer, underhandlerne havde givet af batterierne ved Kronborg, og de havde formået admiralen til at foretrække vejen igennem bæltet. Han lettede da også for at gå vest om Sjælland; men da hans flagkaptajn Dowett så, at dette var hans hensigt, forestillede han ham, hvor farligt et forehavende det var, hvilken tidsspilde det vilde medføre, og påviste, at de største skibe ikke vilde kunne komme op til København igennem Drogden. Parker bøjede sig for indsigelsen, da Nelson, som han havde tilkaldt, fuldstændig sluttede sig til Dowett, og flåden gik igen til ankers udfor sundet.

Næste dag sendtes en parlamentær ind til befalingsmanden på Kronborg, oberst Stricker, med forespørgsel, om han havde fået ordre til at skyde på flåden, hvis den stod ind i sundet. Han svarede, at den engelske gesandt ikke var bleven afvist fra København, men kun på eget forlangende havde fået sit pas, og han tilføjede, at han som militær ikke gav sig af med politik; men, at han ikke kunde tillade en flåde, hvis formål var ukendt, uhindret at nærme sig fæstningens kanoner. Hvis den engelske admiral fandt det passende at henvende forslag til den dansk-norske konge, udbad han sig meddelelse derom, før flåden kom nærmere.

Under denne parlamenteren kom en dansk mand ombord i det engelske skib, som ventede på den officer, der var sendt ind til Kronborg. Manden skulde underskrive nogle formelle meddelelser, og man rakte ham en pen, der var meget stump. Han holdt den op imod lyset og ytrede med et ironisk smil: "Hvis deres kanoner ikke ere bedre end denne pen, ville, de ikke gjøre noget synderligt indtryk paa kjøbenhavn".

Da svaret fra Kronborg var modtaget, blev det meddelt flåden, at den skulde stå sundet ind, så snart vinden blev gunstig. Efter et par dages stille kom vinden fra det for flåden heldigste hjørne. Med mærssejlskuling af nordvest lettede den ved daggry den 30te marts og stævnede sundet ind midt i farvandet. Kronborg åbnede ilden, så snart den nærmede sig; men da englænderne straks bemærkede, at der ikke blev skudt fra sundets anden side, holdt de tæt ind under den svenske kyst og kom således udenfor skudvidde af Kronborgs kanoner. Det eneste mandefald, de havde, skyldte de en af deres egne kanoner, som sprang. Deres bombardérskibe sendte nogle bomber ind over Helsingør, men uden synderlig virkning.

At der ikke havde lydt et eneste skud fra Skånes kyst, skyldte vi udelukkende os selv. Allerede et par måneder tidligere havde Sveriges konge under en sammenkomst med kronprins Frederik tilbudt denne at anlægge batterier overfor Kronborg; men tilbudet var blevet modtaget med afvisende kølighed, da kronprinsen var hildet i den gammeldags opfattelse, at alene Danmark skulde være herre over indsejlingen til sundet.

Ved middagstid gik hele flåden til ankers imellem Hveen og København. Straks derefter gik Parker med sine to admiraler, Nelson og Graves, ledsaget af cheferne på de større skibe og for infanteriet og artilleriet ombord i en letsejlende, mindre orlogsmand for at undersøge den danske forsvarsstilling, der af en bekendt engelsk forfatter skildres som en "formidabel linie af skibe, pramme, flådebatterier, brandere og kanonbåde, flankeret og støttet på fløjene. af udstrakte batterier".

Københavns bombardement 1807Københavns bombardement 1807Den engelske flåde bestod af 52 skibe, hvoraf de 20 vare linieskibe. Et linieskib på 74 kanoner var strandet ved udløbet fra Yarmouth, og 400 mand af besætningen var druknede. Hvis de 33 linieskibe, som var under udrustning i Danmark, Sverige og Rusland, havde været rede og samlede, vilde altså Parker have haft en i linieskibene langt overlegen styrke at kæmpe med, og det var, som anført, netop dette hensyn, der bragte Nelson til uden ophør at skynde på Parker.

Efter tilendebragt rekognoscering blev der holdt krigsråd. Nogle af cheferne advarede imod at udsætte flåden for meget, da man måtte være forberedt på at optage kampen med svenskerne og russerne; Nelson, der altid gik op og ned ad gulvet i Parkers kahyt, når der blev holdt råd, gentog, hver gang der fremkom en betænkelighed: "Jo flere modstandere, jo bedre! — jeg vilde ønske, at de var dobbelt så mange — desto lettere blev sejren, det kan De være vis på".

Man enedes endelig om at angribe nord fra, når vinden blev gunstig. Men efter en påfølgende rekognoscering holdtes der atter krigsråd, og her sluttede man sig til Nelsons tidligere tilbud om at angribe syd fra, når han fik 10 linieskibe og alle de mindre orlogsmænd til sin rådighed, idet han påtog sig med den nævnte styrke at gøre det af med vor forsvarslinie på en time. Parker forøgede linieskibenes antal til 12, og nu tog Nelson fat på at overvinde de hindringer, som fremkaldtes af selve farvandet, hvorfra allé sømærker var fjernede.

Slaget på Rheden 2. april 1801Slaget på Rheden 2. april 1801Man må nemlig erindre, at den flydende defension — de skibe, der var udlagte for at skærme Rheden og byen — havde draget den størst mulige nytte af farvandsforholdene. På den østlige side af Indrerheden strækker Revshalegrunden sig fra Amagers nordende ud til Trekroner. Øst og nordøst for Revshalen ligger middelgrunden, og løbet imellem disse to grunde kaldes Kongedybet, medens løbet østen for Middelgrunden, altså imellem denne og Saltholmsflakket, kaldes Hollænderdybet.

Vor forsvarslinie var lagt tæt op til Revshalegrunden, altså langs den vestlige side af Kongedybet. Hvis man vilde angribe den fra nord og nordøst, måtte man begynde med at udsætte sig for ilden fra Trekroner, hvorimod man ved at angribe fra syd efterhånden kunde udstrække angrebet nord efter, langs linien uden at komme i lag med Trekroner, før man nærmede sig liniens nordlige ende. Men for at angribe syd fra måtte man have føjelige vinde; thi først skulde de angribende skibe gå syd efter, igennem Hollænderdybet, derefter mod vest, rundt om Middelgrundens sydende, og så nord efter til angreb i Kongedybet. Denne fra sejladsens side så vanskelige opgave i et fremmed farvand kunde kun løses af folk med overlegen sømandsdygtighed.

Her hjemme havde man, som sagt, taget sagen med en besynderlig ligegyldighed, indtil man fik nys om, at den engelske flåde var på vej til Østersøen. Først da indså man, hvad det kunde gælde, og søgte, så vidt muligt, at dække byen mod et bombardement fra søsiden. Forsvarslinien, som tillagdes, bestod af følgende fartøjer:

Slaget på Rheden 2. april 1801Slaget på Rheden 2. april 1801Sydligst i linien, omtrent sydost for batteriet Christianus Quintus, lå blokskibet "Prøvestenen", kaptajn Lassen, med 58 kanoner; derefter fulgte i retning af Grunden nord efter blokskibet "Wagrien", kaptajn Risbrich, 62 kanoner, kavalleriprammen "Rendsborg", kaptajnløjtnant Egede, 20 kanoner, kavalleriprammen "Nyborg", kaptajn løjtnant Rothe, 20 kanoner, blokskibet "Jylland", kaptajn Branth, 54 kanoner, stykprammen "Sværdfisken", sekondløjtnant Sommerfeldt, 18 kanoner, blokskibet "Kronborg", premierløjtnant Hauch, 22 kanoner, derefter østligst, stykprammen "Hayen", sekondløjtnant Møller, i8 kanoner, og indenfor den kavalleriprammen "Elven", kaptajnløjtnant Holsteen, 10 kanoner, dernæst østligst: blokskibet "Dannebrog", kaptajn Braun, 60 kanoner, og indenfor den kavalleriprammen "Aggerhus", premierløjtnant Fasting, 20 kanoner; endvidere flådebatteriet uden navn, der førtes af sekondløjtnant Willemoes, dernæst linieskibet "Sjælland", kaptajn Harboe, 74 kanoner, blokskibet "Charlotte Amalia", kaptajn Koefod, 26 kanoner, stykprammen "Søhesten", premierløjtnant Middelboe, i8 kanoner, linieskibet "Holsten", kaptajn Arenfeldt, 60 kanoner, som lå ret øst for Trekroners sydpynt, blokskibet "Indfødsretten", kaptajn Thurah, 64 kanoner; nordvestlig for denne og i nordøstlig retning for batteriet Trekroner defensionsfartøjet "Hjælperen", premierløjtnant Lillienskjold, 16 kanoner, og dermed sluttede den østlige defensionslinie, som kom i kamp med Nelson.

Nordnordvest for Trekroner lå desuden blokskibet "E1ephanten", kaptajn Thun, 74 kanoner, og blokskibet "Mars", kaptajn Gyldenfeldt, 64 kanoner, og i løbet vest for Trekroner lå to brigger af Billes eskadre, begge på 18 kanoner, noget sydligere Billes flagskib "Danmark" med 74 kanoner, hans andet linieskib af samme størrelse "Trekroner" og endelig udfor Kastelspynten hans fregat "Iris" på 40 kanoner.

Den østlige forsvarslinie havde mangler, som er så iøjnefaldende, at det er forunderligt, at man ikke trods al travlheden undgik dem. Det sydligste skib i linien lå i en sådan afstand fra Grunden, at en dristig modstander kunde lægge sig udfor bougen af det og bestryge det langskibs, medens de nordligste skibe, der burde have knyttet hele linien til Trekroner, var lagte - så langt ud, at de lå i vejen for batteriets ild. Desuden burde de to svære blokskibe, der lå udfor indløbet til Indrerheden, have været anvendte til at forstærke den temmelig spredte og noget svage østlige forsvarslinie, medens Billes eskadre burde have indtaget de to blokskibes plads. Alle disse mangler blev imidlertid dækkede af besætningernes vidunderlige udholdenhed og dødsforagt.

Fra IndrerhedenFra IndrerhedenFor fuldstændighedens skyld bør det tilføjes, at der på Indrerheden, indenfor den østlige forsvarslinie, var opankret 12 kanonbåde, som var til admiral
Billes rådighed og skulde have besætning fra hans skibe, idet der kun var en chef og en regnskabsfører ombord i hver af dem. Da de lå til ingen verdens
nytte, blev de trukne tilbage kort efter kampens begyndelse.

Den gang skuddene fra Kronborg havde meldt, at nu var det alvor, vågnede ikke blot hele byen, men hele landet til nyt liv. Forsvarsliniens sidste skibe blev udlagte, og da deres besætninger var langtfra fuldtallige, medens der af søfolk ikke var ret mange at få, måtte man ty til frivillige og pressede folk. En stor del af Holmens håndværkere var af egen god vilje gåede med, og tilsammen med underofficerer og matroser udgjorde de 2,739 mænd af skibenes besætninger; men det var langtfra nok.

Næsten hver eneste dansk eller norsk sømand lige fra kaptajnerne til jungmændene, som opholdt sig i byen, meldte sig frivillig, og i forening med de pressede folk, der fik 15 rigsdaler kurant i håndpenge og derfor kaldtes 15 rigsdalerkarle, udgjorde de 1,373, altså omtrent en tredjedel af selve mandskabet i forsvarslinien. Iberegnet officerer, underofficerer, betjente o. s. v. talte den hele styrke 5,234 mand, medens kanonernes antal var 630. Men med mandskabets fuldtallighed var sagen ikke afgjort: folkene skulde dog have en smule begreb om at bruge deres våben og udføre de særlige hverv, som kampen medfører. Dag og nat måtte der i forsvarslinien slides og slæbes for at give folkene den mest uundværlige øvelse.

Officer og livjægerOfficer og livjægerInde i byen havde man ikke mindre travlt. Studenterne havde dannet et korps under navn af Kronprinsens Livkorps, andre borgere sluttede sig ligeledes sammen og dannede Kongens Livjægerkorps. Øvelserne gik slag i slag, og overalt myldrede det med mennesker, der kun havde den tanke og det mål at række den truede hovedstad en hjælpsom hånd.
 
Under alle disse forberedelser arbejdede englænderne under ledelse af Nelson og kaptajnerne Riou, Brisbane og Hardy på at oplodde og afmærke farvandet. Brigger blev som vejvisere opankrede på de vigtigste steder, bøjer blev udlagte, og da dette var gjort, benyttede Nelson den 1ste april en let nordlig brise til med sine 12 linieskibe, fregatter, 7 bombarderskibe og en del mindre orlogsmænd at stævne ned igennem Hollænderdybet. De af disse skibe, der kom til at deltage i slaget, førte 1200 kanoner foruden kanonader og morterer og havde 9,000 mands besætning, medens de skibe, der var blevne tilbage hos Parker, havde 800 kanoner og 6,000 mand. -

Nogle bomber, der udkastedes fra Strickers Batteri på Amager, vakte ikke ringe uro iblandt Nelsons skibe, da de faldt tæt ved dem, og englænderne vare naturligvis "himmelglade", da skydningen snart ophørte. De kunde kun forklare det ved, at morterernes underlag var bristet, så at deres anvendelse var bleven umulig. Grunden var desværre en anden: den officer, som kommanderede batteriet, havde sat sig i hovedet, at hans bomber ikke kunde nå fjenden, og så hørte han op med at skyde.

Da natten faldt på, gik Nelsons flagkaptajn, Hardy, ind med en jolle og oploddede farvandet langs den sydligste del af vor linie, ja! selv tæt rundt om det sydligste skib "Prøvestenen". Alene denne kendsgerning viser, at man på dansk side var så optagen af at ordne alt til den forestående kamp, at man forsømte den vigtige årvågenhedstjeneste.

Vinden føjede atter. Denne gang nelson; den gik næste morgen om til sydsydost med let brise, og kl. 9.30 lettede hans skibe for at stå om sydenden af Middelgrunden og lægge sig på de pladser udfor vor forsvarslinie, som i løbet af natten var blevne dem anviste. I spidsen for linieskibene gik "Edgar" og tog plads udfor "Sværdfisken" og "Kronborg". Derefter fulgte Nelsons tidligere flagskib "Agamemnon"; men det kunde ikke klare sydenden af Middelgrunden og løb fast på dens sydøstlige side. De to efterfølgende linieskibe indtog deres plads i slagordenen; men de to, der fulgte efter dem, holdt for østlig og løb fast på syd- vestsiden af Middelgrunden, hvor de dog kom til at ligge således, at de på lidt længere hold end deres kammerater med fuld virkning kunde benytte alle deres kanoner. Nelson, der fulgte lige efter dem med sit flagskib "Elephant", befalede tværtimod lodsens anvisning at holde vestenom sin grundstødte formand og undgik således at løbe på grund; de øvrige skibe fulgte ham, og efter en halv times forløb havde alle linieskibene, med undtagelse af de strandede, lagt sig overfor de dem anviste modstandere.

Nelson selv havde lagt sig med sit flagskib udfor "Dannebrog", som førte "Olfert Fischers" kommandoflag, medens tre andre linieskibe, der ligesom "Elephant" førte 74 kanoner, løb forbi ham og stoppede op udfor vor linie, således at det nordligste kom til at ligge udfor "lndfødsretten". Alle lå de hen ved 300 alen fra deres danske modstandere. Derefter fulgte fregatterne og de øvrige skibe, hvoraf dog flere ikke nåede at krydse sig frem om Middelgrundens sydende, da strømmen satte stærkt nordefter.

Slaget på Rheden 2. april 1801Slaget på Rheden 2. april 1801Bortset fra de uheld, som det kun overfladiske kendskab til farvandet medførte, blev kampen indledet med en så overlegen sikkerhed og koldblodighed af de i otte års søkrige udviklede befalingsmænd og matroser, at alle de, der blev vidne dertil, indtil deres dødsdag omtalte englændernes indtrængen i Kongedybet som det mest beundringsværdige, de nogensinde havde oplevet.

Så snart det første engelske skib nærmede sig, gav Olfert Fischer, kl. 10, ordre til at åbne ilden; med tordnende hurraråb sendte "Prøvestenen" sit første glatte lag mod "Edgar", og efterhånden udbredte kampen sig til de nordligere skibe. — Parker, som var lettet med den tilbageblevne styrke for at angribe Trekroner og den nordlige forsvarslinie, kunde kun meget langsomt arbejde sig op imod strøm og vind; men han var dog omsider kommen nær nok til at se, hvorledes det gik Nelson, og da vor modstand endnu kl. 1 forekom ham ligeså kraftig som tidligere, gav han Nelson signal til at trække sig tilbage: "Jeg gør det for Nelsons skyld", ytrede han. "Hvis han kan stå sig, tager han ikke hensyn til mit signal; men i modsat fald har han en undskyldning for sit tilbagetog, og ingen vil kunne dadle ham." Den gang signalet skulde hejses hos Parker, var Nelson betaget af sin kamprus. En kugle slog igennem skibets stormast og strøede en sky af splinter og smuld til alle sider. Han sagde da med et smil til en af officererne: "Det går varmt til, og i et nu kan denne dag blive den sidste for enhver iblandt os — men, mærk mine ord!" tilføjede han bevæget, "jeg vilde ikke for alt i verden være noget andet sted end netop her!" Et øjeblik efter meldtes det ham, at der var signal fra Parker om at trække sig tilbage; men han vedblev at gå op og ned ad skansen, som om han intet havde hørt, og meldingen blev gentaget. Han gav signalofficeren det svar, at han skulde lade hans signal til kamp på nært hold blive vajende. "Afbryde kampen! Jèg vil være fordømt, om jeg gør det," tilføjede han, og henvendt til sin skibschef sagde han: "De ved, at jeg kun har ét øje, jeg har lov til en gang imellem at være blind". Han holdt kikkerten op for det blinde øje og sagde med et bittert smil: "Jeg kan virkelig ikke se det signal!" hvorpå han heftig udbrød: "Gid fanden havde det signal!. -. . Lad mit blive ved at vaje! ... Sådan svarer jeg på den slags signaler! . -. . Nagi mit fast til masten!" — og kampen fortsattes.

Blandt de skibe, der var ståede ind i Kongedybet efter linieskibene, var der en let eskadre på adskillige fregatter og nogle mindre fartøjer, ført af kaptajn Riou, der under beskydning af vor forsvarslinie var stået nordpå udenom dens stærkere kammerater, for særlig at angribe Trekroner. Denne kamp, hvori vistnok et par af de strandede linieskibe skulde have taget del, lå langt over eskadrens evner, og da den befandt sig nærmere ved Parker end ved Nelson, fulgte den signalet fra den øverstkommanderende, hvem den således skyldte sin frelse. "Hvad vil Nelson tænke om os"! sagde Riou, da han trak sig tilbage under en morderisk ild, som aftvang ham det udbrud til folkene: "Lad os dø sammen, mine gutter!" — en kugle skar ham midt over i samme øjeblik.

Kampen fortsattes altså, og det ifølge englændernes ord "med usvækket iver fra engelsk side og med den yderste bestemthed fra dansk side". Men vore flåde batterier og pramme var såre svage og ubeskyttede, medens vore blokskibe var med tagne af alder og trøske, så at kun de to linieskibe, hvoraf tilmed det ene var meget gammelt, havde en modstandsevne, der nogenlunde nærmede sig de stærkt fortømrede og gennemgaaende meget svære engelske linieskibes.

Det er derfor næsten ufatteligt, hvordan vi kunde holde stand så længe, som vi gjorde. Efter 3 til 4 timers kamp var de syv sydligste skibe i vor linie ødelagte. Det sydligste af dem, "Prøvestenen", havde under den djærve Lassen i forening med "Wagrien" under hans værdige kampfælle Risbrich forsvaret sig mod 2 svære linieskibe, medens han blev beskudt langskibs af en fregat og en brig, der havde lagt sig lige ud for bougen på ham. Tre gange var der ild i blokskibet, og først da det var sammenskudt og kun havde to brugelige kanoner tilbage, fornaglede han disse, kastede krudtet overbord og forlod vraget.

Risbrich stod næsten på højde med ham; han havde kun 3 kanoner igen, da han forlod skibet "Jylland". "Sværdfisken" og "Kronborg" havde samme skæbne, "Rendsborg" kom i begyndelsen af kampen ind på grunden, men vedblev at slå, indtil den var ukampdygtig. "Nyborg", der var bleven meget udsat, da "Rendsborg" drev bort, var synkefærdig og havde kun én brugelig kanon igen efter tre en halv times kamp. Rothe kappede da sine fortøjninger og søgte ind på Indrerheden under sejl. På vejen traf han prammen "Aggershus", der var uge så ilde tilredt som han selv og tilmed ingen sejl havde; han slæbte den ind på Indrerheden, hvorfra den drev hen på Stubbegrunden og sank, medens han selv fik "Nyborg" bjerget ind til Toldboden ved Bomløbet, hvor også den sank, så den kun havde dækket over vandet. Den ødelæggelsens jammer, som dette sønderflængede dæk med sin last af døende, døde og lemlæstede mennesker bar til skue, vakte både beundring og rædsel blandt de tæt sammenstimlede mennesker på Toldboden.

Holmens kirkegårdHolmens kirkegårdMidten af linien, hvor "Dannebrog" lå med Nelson selv til modstander, holdt sig vel endnu; men den var hårdt medtagen. "Aggershus", der havde støttet den, var sønderskudt drevet bort, og allerede kl. 11.30 var der udbrudt ild i "Dannebrog", hvorfor Olfert Fischer havde flyttet sit flag til "Holsten" ; men det fortsatte ufortrødent kampen, indtil hen ved en tredjedel af dets besætning var falden eller såret, og først da fornaglede det sine 3 sidste kanoner, medens mandskabet forlod skibet, der drev nordpå og lidt efter sprang i luften. Willemoes, der havde vakt Nelsons beundring ved den "kjækhed", hvormed han støttede »dannebrog’, havde da kappet sine fortøjninger for under fortsat skydning at varpe ind på Indrerheden; men han drev ombord i »sjæl1and’, der længe var bleven voldsomt beskudt, og tvang denne, hvis skydning han forhindrede, til at kappe sine fortøjninger for at blive fri af ham.

"Sjælland" ankrede op i nærheden af Trekroner under fortsat kamp. Senere kom Willemoes velbeholden ind til batteriet. "Elven" havde fulgt Willemoes’ eksempel, hvorimod "Hayen", der førtes af den tapre nordmand Møller, holdt så længe ud, at han måtte overgive sig og blev ført ombord i "Elephant", hvor Nelson modtog ham med de mest smigrende ord.

Efterhånden som modstanden fra sydenden af linien til centrum blev brudt, kunde englænderne samle den kraft, de endnu rådede over, mod liniens nordlige ende, hvis skibe omtrent lå ud for Trekroner og således hindrede batteriet i at beskyde englænderne med størsteparten af sine 66 kanoner. Dog kunde kanonerne på nordenden af Nyholm nu begynde at gribe ind. Trods den store overmagt kæmpede skibene her med det samme opofrende heltemod, som havde lyst frem fra slagets begyndelse, og de blev først forladte, når deres modstandsevne var fuldstændig knækket. "Sjælland" holdt i sin nye stilling tæt ved Trekroner længst ud af dem alle, medens det lykkedes Lillienskjold, som vi kende fra Vestindien, at slippe ind på Rheden med sit forskudte defensionsfartøj "Hjælperen", det nordligste af de skibe, som havde kæmpet.

Inden englænderne havde betvunget den nordlige ende af linien, havde de dog for længst måttet erkende, at det ikke var nogen let sag at bides med danske og nordmænd. Næsten alle deres skibe var hårdt medtagne: master, stænger og tougværk var så gennemskudte, at rejsningen på nogle af dem var faldefærdig, mandefaldet havde været så stort, at Nelsons skib mod slutningen kun skød med nogle få kanoner, og såvel skibsskrog som sejl havde taget så megen skade, at flere af skibene næsten ikke kunde styres. Alt dette så Nelson godt, og han vidste tillige, at hvis han vilde ud af Kongedybet, måtte han stå nordi, forbi Trekroners kanoner — sydefter, imod vind og strøm, var det umuligt at komme. Skønt han unægtelig, om end med umådeligt tab, havde besejret den østlige forsvarslinie, var han så ilde stedt, at kun en mand med hans hurtige snilde kunde rede sig ud af den sejr, der let kunde være bleven indledningen til et nederlag. Han gik "med den åndsnærværelse, der var ham egen, og som aldrig trådte skarpere frem end i dette tilfælde" — som hans beundrer, den engelske forfatter Southey skriver — ind i skibets agterkahyt og skrev følgende brev til vor kronprins:

"Viceadmiral Lord Nelson har fået befaling til at skåne Danmark, når det ikke længere gør modstand. Forsvarslinien, som dækkede dets kyster, har strøget for det engelske flag; men hvis skydningen fortsættes fra dansk side, må han stikke ild på alle de priser, han har taget, uden at det står i hans magt at frelse de mennesker, som så ædelt have forsvaret dem. De tapre danske ere englændernes brødre og burde aldrig være deres fjender".


Slaget på Rheden 2. april 1801Slaget på Rheden 2. april 1801Man rakte ham en oblat til at forsejle med; men han forlangte lys og lak, og idet han benyttede et større signet end sædvanlig, sagde han: "I et øjeblik som dette må man ikke give sig udseende af at have hastværk eller at forsømme formerne". — Kaptajn Sir Frederic Thesiger blev sendt ind med brevet. Han lagde til ved blokskibet "Elephanten" og bad om at blive ført til kronprinsen. Skibets chef burde naturligvis have henvist ham til Olfert Fischer; men da denne netop havde forladt linieskibet "Holsten", som kort efter måtte stryge, og endnu ikke havde hejst sit kommandoflag på Trekroner, vidste chefen ikke, hvor han var, og lod sig derved forlede til at sende en månedsløjtnant ind med parlamentæren, der, for at undgå opsigt, førtes ind til Langelinie, ved hvis port han traf kronprinsen. Denne havde mere hjerte end skarpsyn og lod sig hyppigere lede af følelsen end forstanden; men ved siden deraf havde han en stor tilbøjelighed til at følge sin egen opfattelse og tog uvilligt imod indsigelser fra sine omgivelser, især når de var militære. Ingen vovede derfor at minde om, at Fischer burde træffe afgørelsen, da han gav generaladjudanten, kaptajn Lindholm, en anerkendt dygtig søofficerer, ordre til at forhøre Nelson om hans hensigt med brevet. Heller ikke Lindholm turde modsige ham og gik ombord til Nelson.

At denne fuldt ud følte det truede i sin stilling, gav han efter parlamentærens afsendelse de tydeligste beviser på. Han, der i afgørende øjeblikke altid plejede at følge sin egen indskydelse, sammenkaldte et krigsråd og forelagde det spørgsmålet, om man med de mindst beskadigede af skibene skulde prøve på at angribe Trekroner og den nordlige forsvarslinie. De to chefer, som han havde mest tillid til, og som havde været udsete til at gøre et senere opgivet forsøg på at storme Trekroner, erklærede bestemt, at det bedste, man kunde gøre, var snarest muligt, medens vinden endnu var gunstig, at trække sig ud af det vanskelige farvand. Et par af de mest medtagne skibe gik straks i værk dermed, kappede deres touge og mere drev end sejlede nordefter, men kom straks efter på grund og blev beskudte af Trekroner. Til held for dem og for Nelson kom nu Lindholm ombord til ham, og næppe havde han betrådt dækket, før Nelson hejste parlamentærflag. Slaget var altså endt, og man kunde give det udseende af, at Lindholm var sendt af kronprinsen for at bede om fred.

Nelson sendte straks et brev til kronprinsen, hvori han udtalte, at han af lutter menneskekærlighed samtykkede i fjendtlighedernes ophør, hvorhos han erklærede, at den endelige afgørelse måtte træffes af Parker. Lindholm bragte brevet til kronprinsen og fik af denne ordre til at begive sig til Parker, som lå over en mil ude i sundet! Nelson havde således nået sit mål, og ikke så snart var Lindholm gået fraborde, før han, "idet han ikke spildte et eneste af de kritiske øjeblikke, han således havde vundet" — som hans beundrer skriver — gav sine skibe ordre til at stå ud af Kongedybet: de kappede deres touge og drev udefter; men både admiralskibet og dets formand løb på grund. De fire grundstødte skibe lå alle indenfor Trekroners skudvidde og var kampen ikke ophørt, vilde det, så forskudte, som de alt vare, og i den uheldige stilling, hvori de lå, have været let for Trekroner at skyde dem sønder og sammen. Men ikke nok hermed: de to tidligere i Kongedybet grundstødte linieskibe såvel som det, der var løbet på sydøstenden af Middelgrunden, sad endnu fast, og fregatten "Désiré", soni vilde komme dem til hjælp henimod slutningen af slaget, var ligeledes løben på grund.

Kobberstik af N. TruslewKobberstik af N. TruslewDen foreløbige våbenhvile på 24 timer, som afsluttedes med Parker, benyttedes af yderste evne af englænderne til at tage deres skibe af grunden og føre deres priser udenfor skudvidde af Trekroners kanoner. Skønt "Sjælland"'s flag var blevet nedskudt, vajede dens vimpel; dens besætning var endnu ombord, og den lå fremdeles opankret nær ved Trekroner — men Nelson opnåede dog ved sin anmassende og truende holdning at slæbe bort med den. Englænderne brændte den imidlertid senere tillige med alle de priser, der var alt for sønderslåede til at hjemføres. Ikkun linieskibet "Holsten" flikkede de sammen og benyttede det, efter at kanonerne var udtagne, tillige med et par af deres mest medtagne linieskibe til hjemførsel af sårede og syge. Et til lazaret forvandlet linieskib var altså det eneste vidnesbyrd om Nelsons "sejr" i Kongedybet, som nåede England.

Men jo tvivlsommere sejren havde været, jo mere gjaldt det om at gøre den til en stordåd, og derfor indberettede Nelson, at vort tab af faldne, sårede og fangne var hen ved 6,000 mand, medens han angav sit eget til 953. I en senere officiel engelsk beretning opgaves det dog til 1200. Hvad vort tab angår, er det indlysende, at når den hele kæmpende linie havde en besætning af 5,234 mand, kunde der umuligt være bortryddet eller fanget hen ved 6,000. Nej! vort tab af døde, sårede og kvæstede var 1,035, af forsvundne 205, altså i alt 1240, og hvad angår fangerne, hvoraf størstedelen blev tagne med priserne efter kampen, da englænderne under denne kun undtagelsesvis besatte de overvundne skibe, beløb de sig til 1,779, som tilbagegaves, da den endelige våbenstilstand blev sluttet. Vort hele tab var altså 2,814. Men nu englændernes? I den mellem Parker og Nelson senere opkomne strid erklærede Parker, at englændernes tab havde udgjort 2,237 mand, hvilket også stemmer bedre med antallet af faldne officerer, som af Nelson var nogenlunde nøjagtigt opgivet. Det overmåde store tab på engelsk side forklares ved, at englænderne var meget stærkt bemandede, idet Parker før slaget havde forøget Nelsons besætninger med folk fra sine skibe.

Kobberstik af N. TruslewKobberstik af N. TruslewDagen efter slaget gik Nelson i land, ledsaget af admiral Bille, for ifølge kronprinsens indbydelse at forhandle om en endelig våbenstilstand. Befolkningen i København viste sin ro og selvbeherskelse ved ikke på nogen måde at demonstrere imod ham. Under sammenkomsten med kronprinsen udtalte han sig med stor beundring om den modstand, han havde mødt, og sagde blandt andet, at franskmændene vel sloges tappert; men at de ikke i én time vilde have holdt ud i den kamp, som vi fortsatte i hele fire. Han tilføjede, at han havde deltaget i 105 kampe og træfninger, men dog aldrig været i et så blodigt slag som det sidste. Også talte han om "Willemoes’ kjække færd", bad om at se ham og sagde til kronprinsen, at han burde være admiral, hvortil denne svarede: “Dersom jeg skulde gøre alle mine tapre officerer til admiraler, vilde der ingen løjtnanter og kaptajner blive tilbage.«

Under forhandlingen med englænderne forlangte disse, at vi skulde alliere os med dem; men derpå vilde man naturligvis ikke indlade sig. Underhandlingen fortsattes i flere dage ombord hos Parker, hvor Nelson bestandig førte ordet. Han var ikke nogen behagelig mand at have at gøre med, da han var ligeså selvtillidsfuld som påståelig, ikke lagde nogen vægt på logik og bestandig trumfede på med sine trusler om at bombardere København. På den anden side længtes han efter at få sine skibe i kampdygtig stand for at gå løs på svenskerne og russerne, og, hvor lidet det end lå i hans natur, viste han sig mod slutningen mere medgørlig. Også på vor side opgav man, trods befolkningens glimrende stemning, tanken om at genoptage kampen, da der den 8de april indløb budskab om, at kejser Paul af Rusland var bleven myrdet og afløst af den mod englænderne venligere stemte Alexander I. Den 9de april sluttedes der en våbenstilstand på 14 uger. Danmark lovede ikke at tage aktiv del i neutralitetsforbundet, og de med priserne tagne fanger blev udleverede.

Medalje fra 1801Medalje fra 1801Det første indtryk af kampens ophør havde fremkaldt en almindelig skuffelse i København: man ventede så sikkert, efter de beretninger, man havde fået af de under kampen indkomne fartøjer, at Nelson skulde blive slagen, at man betragtede parlamentærflaget, han hejste, som en indledning til overgivelse. Det var derfor med harme og bitterhed, at alle de, som fra ethvert udsigtspunkt i og om staden havde fulgt kampen, hørte, at han udgav sig for sejrherre, og at hoffet og dets omgivelser viste ængstelse og vankelmod. Denne mangel på dådskraft hos de styrende skærpede kun det almindelige misnøje; de fra slaget hjemvendte folk svarede, da de blev adspurgte, at de jo før jo hellere vilde i lag med fjenden igen, og efterretningen om den lange våbenstilstand vakte derfor kun mishag, og det så meget mere, som den indeholdt den bestemmelse, at vi ikke måtte udvikle vore forsvarsforanstaltninger, så længe den stod på.

Medalje fra 1801Medalje fra 1801I England var man for øvrigt ligeså misfornøjet som i Danmark. Der havde meddelelsen om Nelsons glimrende sejr fremkaldt den opfattelse, at Danmark-Norge var et villieløst offer overfor den store flådefører. Alle de opfattelser, alle de indtryk og sindsbevægelser, som kampen i Kongedybet havde fremkaldt hos dem, der havde været så nær ved kamppladsen, at de havde fulgt de kæmpende og deres dåd, smeltede dog hen i den sejrsjubel, der genlød fra hver en vrå i tvillingerigerne, da budskabet foer fra kyst til kyst, henad Danmarks dale og henover Norges fjelde.

Enhver var straks på det rene med, at datidens største søhelt trods sin langt overlegne styrke havde måttet ty til sin snarrådige opfindsomhed for at give sit nederlag udseende af en sejr. Overalt, både i Holsten og på halvøen, både på de danske øer og i Norge, fejrede man de gæve brødre, der havde udvist "nordisk kraft og heltemod". Taler holdtes til deres ære, og skjaldene slog harpen til deres pris. Man havde fået syn for sagn for, at fortidens folkeånd og dens bevingende kraft ikke var uddød; man var bleven tryg i bevidstheden om, at der kunde bygges på den i fremtiden, og derfor virkede slaget på Rheden som tordenvejret, der renser luften og giver en frodig grøde, om det end har lagt gårde i aske på sin vej. Bygen var nu trukken over, og beundret af omverdenen fortsatte tvillingeriget sin lykkelige tilværelse.

Det var den neutrale handel i slutningen af det foregående århundrede, som havde skabt denne gunstige stilling for de to nordiske riger. Vel havde den nogle gange været rystet af de ved overspekulation fremkaldte kriser, og ingen at disse havde voldt så megen forstyrrelse som krisen i Hamburg i 1799, hvis efterveer endnu føltes i 1801 ; men denne storm var nu klaret, og ved våbenstilstanden med England tog handelsvirksomheden igen sin gamle fart, hvorhos denne stilstand fjernede den frygt, man havde næret for, at Norge ikke skulde kunne få alt det korn, som den gang tilførtes det fra Danmark.

Det ejendommelige ved hele vort forhold den gang var, at hverken Danmark eller Norge var blevne påvirkede af frihedsbevægelsen, som udgik fra Frankrig. Man var tilfreds med det faderlige enevoldsherredømme, og selv i Norge havde kun enkelte forsvindende røster hævet sig mod det formynderskab, som regeringen i København udøvede overfor broderriget. Dette formynderskab stod i den nøjeste forbindelse med den opfattelse, at alt måtte udgå fra residensstaden, København, hvis indbyggertal var omtrent fem gange større end Christianias og næsten tre gange så stort som Stokholms. København havde derfor privilegier i hobetal. Den havde store handelskompagnier og endog nogle kongelige fabrikker. Den var midtpunktet for Nordens handel med ostindiske kolonialvarer og med vestindisk sukker, og det var især herved, at den erhvervede sig store rigdomme, så længe krigstilstanden i de øvrige lande bragte en betydelig del af den oversøiske skibsfart over på danske og norske hænder. Men trods hovedstadens fremtrædende stilling, og i enkelte retninger takket være denne, var der gode penge at tjene både i Norge og i Danmark, så at den korte stilstand i virksomheden, som freden i Amiens truede med at hidføre i 1802, afløstes af en glimrende tid, idet den europæiske krig atter udbrød i 1803 og først sluttede med 1806; men da gik vi også ind i det mest skæbnesvangre år, vi i lange tider havde oplevet.

København havde, da århundredet begyndte, i mange retninger præget af sin høje værdighed. Nogle af stadens ældste og mest forkrøblede gader og gyder var slikkede bort af flammerne fra den store ildebrand i 1795, der rensede ud fra Gammelholm til forbi Gammeltorv, og i de forløbne år var adskillige nye bygninger blevne opførte; Højbroplads var bleven skabt, Nytorv var bleven ryddet ved rådhusets brand, og det gamle Waisenhus havde måttet vige sin plads til det nye rådhus.

Men Nikolaj kirke var forsvunden, og rundt om lå endnu øde tomter. Byen var jo fast omsluttet af sine volde, udenfor disse var der kun på Vesterbro en del landlige boliger med store gårdspladser og haver, medens nogle landsteder fandtes ud ad Strandvejen til og kun nogle ganske enkelte huse udenfor Nørreport. Men ligesom voldene gav byen et militært præg, således var det militære element stærkt indblandet i befolkningen, af hvis l01.000 indbyggere de 26,000 hørte til hæren eller flåden. Beboerne levede mere på gaden end i vor tid, skønt man ikke kunde slæbe sig hen ad flisebelagte fortove. Mange store forretningslokaler fandtes i kælderne på de gennemgående lave huse med stor gårdsplads. Enhver velstående høker eller handlende havde sin karosse, hvori han kørte til kirke, og lakajer i fint livré ledsagede madammen, når hun kom agende. Laugene med deres særlige dragter og gaderne med deres store kælderhalse, som ofte var besatte af husets folk, frembød derfor, så snart der var noget på færde, et broget og livligt skue.

Vagt havende matros 1801Vagt havende matros 1801Blandt alle byens indbyggere havde Nybodersfolkene, eller "den faste stok", som dannede kærnen af vore orlogsskibes besætninger, et eget præg, der ved samlivet i en afsondret del af byen og med fælles i en afsondret del af byen og med fælles interesser havde udviklet sig i tidernes løb. Dette præg bevarede slægten næsten ganske uforandret indtil århundredets midte, og enkelte af dets grundtræk kunne hist og her spores endnu den dag i dag. Det var ikke "fine folk", man traf i Nyboder. Endnu henimod fyrrerne klagede en brav mand af matroskorpset til sin foresatte over, at naboens kone havde "skældt ham ud for et dannet menneske" — han fandt, at det var det værste, man nogensinde havde budt ham. Ved "dannet menneske" forstod han nemlig, at han blev beskyldt for at være "fin på det", for at "skabe sig", for at bilde sig ind, at han var "bedre end som vi andre"; med andre ord, at han var "en skidt kammerat", og det kunde han ikke "lade sidde på sig". Nej, fine og dannede var Nybodersfolkene sandelig ikke, og man gør dem vel heller ikke uret ved at sige, at de ikke udmærkede sig ved deres ædruelighed; men til gengæld må det indrømmes, at de "bar en rus med anstand".

Fortidens råhed, som i begyndelsen at århundredet endnu kunde spores i befolkningens højere lag, trådte vel stærkere frem iblandt dem end iblandt andre; men den var parret med så megen djærv godmodighed og med et så smittende, om end noget grovkornet lune, at den kun yderst sjældent vakte forargelse. Ved siden af sine fejl og svagheder havde Nyboders befolkning til gengæld egenskaber, der stillede den højt. Den var stålsat i sin trofasthed mod konge og fædreland, den var lige så hårdfør, som den var tarvelig i sine fordringer til livet, og den var bekendt for den dristighed og det mod, hvormed den optrådte under ildebrande. Det var tillige en flittig befolkning, som bødede på de ringe kår ved i sin fritid at påtage sig de forskelligste arbejder og alt, hvad den påtog sig, "klarede den nydelig fra sig" det var altid "propert arbejde", den leverede. Dens sprog havde en egen betoning, hvorved det adskilte sig fra almue- sproget og fik en fyldigere klang, et kraftigere anstrøg, der øgedes ved adskillige ord og vendinger, hentede fra sølivet og omgangen med egne og fremmede søfolk.

Hvad angår søfolkene i almindelighed, da havde de det ægte sejlskibspræg, som mere og mere forsvinder. Det var "tjærede gutter med barkede næver", som med en beundringsværdig sejhed udholdt sejladsen på ofre slet indrettede skibe med i reglen kummerlig kost og udrikkeligt vand, og som trods rå og grov talemåde og ofte hård behandling bevarede en egen jævn godmodighed og en troskyldighed, der næsten kunde være barnlig.

Som alt bemærket, var det nogle lykkelige år for det dansk-norske folk, som fulgte efter slaget på Rheden — men statens velstand svarede ikke til befolkningens. Den store europæiske krig, hvorunder vi var neutrale, rasede så nær ved vore grænser, at man for at beskytte vor neutralitet uafbrudt holdt en efter vore forhold meget betydelig hær i det sydlige Holsten og samtidig udviklede flådemateriellet i ikke ringe grad, så at staten havde udgifter, der fra 1800 til 1807 mere end fordoblede dens gæld. At man søgte at hævde neutraliteten ved at opstille tropper på den sydlige grænse, er forklarligt nok; men at man umiddelbart efter 1801 så aldeles kunde glemme, at København var nøglen til de forenede riger, og fuldstændig forsømte at ruste en større del af de prægtige skibe, som lå i flådens leje, samtidig med, at man næsten fuldstændig blottede hovedstaden og hele Sjælland for tropper, det er rent ud ubegribeligt. — Freden i Tilsit den 9de juli 1807 blev indledningen til det drama, som skulde vise os, hvor uklogt vi havde handlet.

I fredstraktaten fandtes der nemlig nogle hemmelige bestemmelser, ifølge hvilke Rusland i forening med Frankrig påtog sig at "bevæge" Danmark, Sverige, Østerrige og Portugal til at slutte sig til "fastlandssystemet", hvis mål var at udelukke England fra alle europæiske havne. England blev ad skjulte veje bekendt med denne aftale, og da det vidste, at Frankrig vilde bøde på sin ved nederlagene på havet næsten tilintetgjorte sømagt ved at benytte sig af den dansk-norske flåde, besluttede man i England at komme Napoleon i forkøbet.

I al hemmelighed tilendebragtes forberedelserne til en stor ekspedition, der havde været bestemt til at understøtte Preussen i krigen mod Frankrig. Den afsendtes med hemmelige ordrer til Østersøen, og samtidig med dens ankomst til vore farvande indfandt en overordentlig engelsk gesandt sig hos kronprins Frederik i Kiel med opfordring til at udlevere vor flåde, som da talte 20 linieskibe foruden en hel del fregatter og mindre fartøjer. Gesandten erklærede, at hans regering vilde levere den uskadt tilbage, når den ikke længer kunde være til fare for England. Kronprinsen henviste gesandten til den i København boende konge og rejste i al hemmelighed dertil for at bringe underretning om dette uventede skridt. Her overgav han kommandoen til den gamle general Peymann med generalmajor Bielefeldt og kommandør Steen bille til næstkommanderende og rejste bort igen om natten, medtagende sin sindssyge fader, statsrådets medlemmer, kronregalierne og andre kostbarheder.

General Peymann og admiral BilleGeneral Peymann og admiral BilleStillingen var unægtelig vanskelig: på grænsen stod et fransk armékorps, der kunde rykke ind i Holsten med nogle timers varsel, - og i sundet lå den engelske flåde, hvis hensigt det åbenbart måtte være at tvinge Danmark, hvis det ikke godvilligt gav efter. At denne flåde ved sin ankomst til sundet den 5te august havde udvekslet den fredeligste salut med Kronborg, beviste jo kun, at den foreløbig holdt fred. Og midt under alt dette bearbejdedes den dansk-norske regering i modsatte retninger af to engelske udsendinge på den ene side og af den franske og russiske gesandt på den anden side. Alt burde have været sat ind på ved fint spil at vinde tid, hvis man ikke ubetinget og uforbeholdent vilde kaste sig i armene på England. Men kronprinsen troede ikke rigtig på faren og tilintetgjorde fuldstændig den stemning, der begyndte at vågne hos befolkningen, ved at trække sig ud af det hele under en falsk forestilling om, at han kunde overføre hæren fra Holsten til Sjælland, skønt englænderne havde besat Store Bælt. Det sidste fik han at mærke under sin flugt, da smakken, der førte ham over til Fyn, blev visiteret af fartøjet fra en engelsk orlogsmand, og han kun slap for at blive tagen til fange ved Lindholms koldblodighed. Skønt det i statsrådet, som han havde holdt under sit korte ophold i byen, fra alle sider var blevet erklæret, at byen ikke var i en sådan forsvarsstand, at den kunde modstå et alvorligt angreb, gav han de tre nysnævnte ulykkelige officerer det hverv at forsvare den og kårede således den øverstbefalende Peymann til sonoffer for, hvad der måtte ske.

General CathcartGeneral CathcartMan gjorde da, hvad man kunde, for så vidt muligt at sikre byen. De ældre og et enkelt nyt batteri mod søsiden blev besatte af Holmens folk, nogle blokskibe blev udlagte på Rheden tillige med et større antal kanonbåde og nogle bombarderskibe, medens man samtidig søgte at bringe lidt orden i voldenes bestykning. Englænderne vilde dog ikke gentage forsøget fra 1801, hvorimod de næsten uhindrede gjorde landgang ved Vedbæk den i 6de august. Deres styrke, som var hidført af 25 linieskibe, 40 fregatter og mindre orlogsmænd foruden 377 transportskibe, talte 30,000 mand af alle våbenarter, blandt hvilke omtrent 7,000 mand af den hanoveranske legion, som var blevne overførte fra Rügen og efter den let vundne sejr over det ulykkelige landeværn ved Køge sluttede sig til hovedstyrken.

Københavns brandkorps 1807Københavns brandkorps 1807Allerede den 17de var byen omspændt af fjenden, og til at modstå angrebet havde man kun en 5000 mand af hæren, mellem 7 og 8,000 mand borgervæbning og endelig livjægerne, studenterne og nogle herregårdskytter. Den overvejende del af vor styrke bestod således af uøvede folk; men værst af alt var det, at der var stor mangel på erfarne befalingsmænd til at føre folkene i ilden, og at der ikke var spor af fast og samlet ledelse. På søsiden afviste kanonbådene de engelske skibes forsøg på at nærme sig byen, og på landsiden kæmpede både de faste og de frivillige korps tappert for at forhindre englændernes anlæg af skanser til byens beskydning; men desuagtet var det engelske belejringsskyts på plads den 1ste september, og den kommanderende engelske general, Cathcart, sendte da Peymann en sidste opfordring til at udlevere flåden, dog kun som et pant, der skulde gives tilbage. Peymann turde ikke handle på egen hånd og bad om henstand for at indhente kronprinsens samtykke. Englænderne betragtede dette som et middel til at vinde tid, afviste Peymanns anmodning, og i de tre følgende døgn beskød de byen med stor voldsomhed, særlig om natten.

København natten 4. og 5. september 1807København natten 4. og 5. september 1807Da bombardementet den 5te september om formiddagen kl. 11 ophørte, havde ilden fat så mange steder, at de utrættelige brandfolk ikke længere kunde få magt over den. Spiret på Fruekirke var brændende styrtet sammen, ilden bredte sig mere og mere, de skrækslagne indbyggere var i mængde flygtede ud på Amager, Nyboders kvinder og børn havde søgt ly på Bodenhoffs Plads, som nogle år tidligere var købt af marinen, og af byens forsvarere var der dræbt 188 og såret 346, medens 1,600 af dens indbyggere var dræbte og omtrent 1,000 sårede. På sine officerers og ansete borgeres tilskyndelse besluttede da Peymann sig til den 6te at sende en parlamentær til englænderne, og den 7de overgav byen sig.

Englænderne i København 1807Englænderne i København 1807Englænderne skulde have hele flåden med tilbehør udleveret. Overfaldet havde, som englænderne selv både den gang og senere erkendte, været af en så brutal beskaffenhed, at det kastede en skamplet over det land, hvorfra det udgik, og måden, hvorpå englænderne optrådte ved flådens udlevering, satte kronen på deres afskyelige hærværk. De undså sig endog ikke for at vælte et linieskib, som stod halvt færdig på stablen, og sønderhugge dets tømmer i overværelse af en udvalgt kreds af befalingsmænd, som var indbudne til at overvære den smukke forestilling. Dette gav yderligere næring til det had, deres voldsdåd havde vakt, og det var derfor meget naturligt, skønt såre uforstandigt, at Danmark kastede sig i armene på Napoleon, der havde fået et af sine mest fnysende vredesanfald, da man bragte ham budskab om, at englænderne havde ranet den danske flåde. At hans værste fjender var komne ham i forkøbet og derved havde forhindret ham i selv at komme i besiddelse af de dansk-norske skibe, var dog sikkert den væsentligste grund til hans vrede.

Blottede, som vi nu var, for det eneste, der gav os nogen virkelig betydning i Napoleons øjne, afskårne fra handelen, der havde skabt vor velstand, og betyngede af en stor statsgæld, blev vor krigserklæring til England indledningen til de syv påfølgende magre år, der ikke blot endte med tvillingerigernes adskillelse, men desuden efterhånden udviklede en stemning blandt nordmændene, som forvandlede adskillige af vore trofaste stamfæller til uvenner, der med stigende længsel så hen til adskillelsen fra Danmark.

Engelsk konvoj i Storebælt 1809Engelsk konvoj i Storebælt 1809Denne stemning er det let at forklare sig. Enevoldsmagten havde i mangt og meget øvet for stort et formynderskab over Norge og på den anden side ikke haft den samme omhu for det som for den danske del af fællesriget. Gode tider og den omtalte faderlige optræden havde vel dækket over manglerne; men da de onde tider kom, og da disse i flere retninger faldt nok så tungt på Norge som på Danmark, hvis fremskudte politiske stilling de dog særlig skyldtes, voksede misnøjet op i Norge, der ikke havde spor af interesse for Napoleon og hans gerninger, men derimod følte sig knyttet til England med den udbredte handel, det havde drevet på dets kyster, og ved personlige bånd, fremkaldte ved, at unge nordmænd ofre søgte deres uddannelse i England. Men til trods for den hensygnende frændskabsfølelse for Danmark kæmpede nordmændene ærligt, trofast og tappert for den fælles sag, indtil adskillelsens time var kommen.

Briggen "Lougen" ved Christianssand 1808Briggen "Lougen" ved Christianssand 1808Denne kamp, der, bortset fra krigen med Sverige, udelukkende førtes på havet, er meget betegnende bleven kaldet kanonbådskrigen, da den — når man undtager nogle enkelte større fartøjer, særlig brigger — hovedsagelig førtes af de kanonbåde og joller, som særlig i de første krigsår byggedes både i Norge og i Danmark, og hvis antal beløb sig til hen ved 300, som færdedes i Norges skærgårde og langs Danmarks kyster og havde station i tilflugtssteder, der ofte forsvaredes af et mindre landbatteri. Mangen en lysende dåd og mangt et dristigt udfald knytter sig til kanonbådstræfningerne i begge rigerne. Flere engelske brigger blev erobrede, store skibe blev mere end én gang så forskudte, at de kun frelste sig ved, at vinden kom dem til hjælp; thi i vindstille kunde kanonbådene med ødelæggende virkning angribe de store skibe ved at beskyde dem langskibs; men kom der vind nok til at fylde det store skibs sejl, genvandt dette sin bevægelighed, vendte bredsiden med de mange ildsvælg mod sin sårbare fjende og tog en blodig hævn. Alle disse, dværgenes anfald på kæmperne, var i en overordentlig grad rige på spænding i deres indledning, udvikling og afslutning; de var undergivne mangfoldige tilfældigheder, og der stilledes store fordringer til de ofte ganske unge føreres sømandsblik, åndsnærværelse og tapperhed. Det vilde være uret at drage enkelte af dem frem og derved ligesom stille de andre i skygge, — men mindes skal det, at ånden fra 1801 kastede sin straaleglans over dem, både i Norge og i Danmark.

Krigen med Sverige, der udbrød i begyndelsen af 1808, og, afbrudt af en våbenstilstand, sluttede det følgende år, gav nordmændene lejlighed til også på landjorden at vise, hvad de var værd, ved den kækhed og dygtighed, hvormed de værgede sig mod overmagten, trods mangelfuld udrustning og kun ringe øvelse. Kronprinsens håb om ved franske og spanske soldaters hjælp at erobre Skåne blev til intet, da engelske orlogsmænd forhindrede styrken i at samle sig på Sjælland, og da englænderne tilmed bortførte de spaniere, som ikke var nåede derover. Det var en fuldstændig aftalt bortførelse, snedig forberedt og lagt til rette af en katolsk præst, der havde vundet den spanske general ved at overbevise ham om, at folket i Spanien ikkun længtes efter at afkaste Napoleons åg. I forbigående kan her mindes om, at da Bernadotte rykkede ind i Holsten med de franske tropper for i forening med spanierne at slutte sig til den danske hær på Sjælland, blev Christian VII så "altereret" ved synet af de fremmede soldater, som han troede vilde erobre landet, at han faldt i afmagt og kort efter døde.

Kaptajn C.W. JessenKaptajn C.W. JessenEnglændernes afspærring af bæltet fører os nu tilbage til de få af vore større skibe, som englænderne ikke fik fat i, da de drog bort med vor flåde. I Norge havde vi nemlig to linieskibe, en brig og nogle kanonbåde og desuden i danske farvande tre brigger og nogle småfartøjer. det ene af linieskibene, »Louise Augusta", var næsten ubrugeligt af ælde, det andet, "Prins Christian Frederik" på 66 kanoner, var derimod nyt. Begge disse skibe blev hjemkaldte, da englænderne havde forladt os med deres bytte; men "Louise Augusta" viste sig så brøstfældigt, at det kort efter forandredes til blokskib, hvorimod "Prins Christian Frederik" under kommando af C. V. Jessen, der er os bekendt fra Vestindien, brugtes vinteren over til at konvojere handelsskibe til Norge.

I marts 1808 blev det igen kaldt ned til Danmark, og Jessen fik i Helsingør ordre til at afgå til store bælt for at forjage engelske skibe, som forhindrede den begyndende overførsel af tropper. Linieskibets besætning, der var meget medtaget af sygdom, blev kompletteret, men med uøvede folk, og så stod Jessen den 2rde marts om morgenen vesterpaa. Ved sin indsejling til sundet var han imidlertid bleven set af tre engelske linieskibe, som lå indefrosne i Vinga. De lod sig ise ud og ankrede op ved indgangen til sundet. Her erfarede de, at Jessen var gået vesterpå; det stærkeste af dem blev efterladt udfor sundet, medens de to andre begav sig på jagt efter Jessen, der intet anede om, at så kraftige modstandere fandtes i farvandet. Kl. 1 fik han øje på to engelske fregatter, som udfor Hjelmen styrede sydpå ned imod bæltet.

Søhelten Peter VillemoesSøhelten Peter VillemoesVed nattens frembrud gik både fregatterne og han selv til ankers imellem Sejrø og Refsnæs. Næste morgen lettede han og stod nordpå for at lokke fregatterne bort fra bæltet. De fulgte efter ham vistnok i den tro, at han var en af deres egne. Op ad formiddagen viste der sig en engelsk korvet, som sluttede sig til fregatterne, der sandsynligvis nu opdagede, at det var et fjendtligt skib, de fulgte. Netop som Jessen tænkte på at vende sig imod dem og åbne kampen, fik han øje på de to førnævnte linieskibe, der nordfra stævnede ned imod ham med den gunstige nordlige vind. Overmagten var så stor, at han for at frelse vort eneste linieskib måtte forsøge på at undgå kamp, og han besluttede efter samråd med sine officerer at stå inden om Sejrø, hvor fjenden næppe turde følge ham, men dog foreløbig blev trukken bort fra bæltet.

Da det kom til stykket, blev imidlertid den bekendte mand angst og vægrede sig ved at tage skibet igennem løbet, og han bestemte sig da til at gå østen for at nå sundet, hvor han troede, at indsejlingen var fri. Han nåede udenom Sjællands Rev; men vinden blev nu svagere, og fjenden, der lå nordligere, og for hvem vinden altså var gunstigst, nærmede sig så stærkt, at kampen ikke længere kunde undgås. Han fattede da det forsæt at sælge sit skib så dyrt som muligt ved at løbe ned langs østsiden af revet og så nær ved dette, at han kunde løbe skibet på grund, når det ikke længere kunde kæmpe. Tillige var der håb om, at fjenden kunde løbe sig fast. Det var hen på eftermiddagen, da kampen begyndte med de to linieskibe. Efter halvanden times forløb holdt de sig lidt tilbage for at istandsætte deres forskudte takkelads; men kort efter nærmede de sig igen i forening med de to fregatter og korvetten. Tæt omringet slog han fra sig som den helt, han var, og forbavsede sine modstandere ved at svare "nej", da de opfordrede ham til at overgive sig. Først efter tre timers kamp satte han sit sønderskudte skib på grund en kabellængde fra land, midt ud for Sjællands Odde, og strøg sit flag. Af hans besætning på 576 mand var hen ved 200 faldne eller sårede, og blandt disse var Willemoes og to andre officerer faldne, medens Jessen selv og 4 af officererne var sårede. Englændernes forsøg på den næste dag at tage skibe af grunden mislykkedes, og de stak da ild på det. Kort efter genlød et drøn henover Nordsjælland — vort sidste linieskib var sprængt i luften.

"Phønix" - krigsskuespil 1811"Phønix" - krigsskuespil 1811De få af vore større skibe, som havde unddraget sig det engelske rov, var således forsvundne; men trods trange kår arbejdedes der videre på Holmen, skønt en stor del af tømmermændene var sendte til forskellige skibsværfter landet rundt for at medvirke ved bygningen af kanonbåde. Et nyt linieskib, "Phønix", blev sat under bygning, men kom aldrig ud, hvorimod fregatten "Najaden" var færdig 1812 og blev under kaptajn P. Holm stationeret ved Norges kyst. Den 5te juli var den sammen med briggerne "Laaland", "Samsø" og "Kiel" gået til ankers indenfor yderskærene ikke langt fra Arendal. Ankerpladsen var så dækket af klipper og skær, at skibene troede sig ubemærkede; men om eftermiddagen den 6te så flere officerer, der var gåede i land, fra toppen af et skær et engelsk linieskib og tre brigger, som for fulde sejl stævnede henimod indløbet. De gik straks ombord, samlede deres folk, og da lodsen erklærede, at de i Lyngør havn, som lå længere indenskærs, vilde være sikre imod ethvert angreb, eftersom ingen fremmed og allermindst et linie- skib kunde finde derind, lettede de og stod gennem det lange, - bugtede og meget snævre løb ind til havnen.

Det engelske linieskib "Dictator", på 68 kanoner, var imidlertid med sine tre brigger kommet ind igennem ydreløbet og fulgte dristigt efter dem. Tre løb, et sydvestligt, et nordvestligt og et nordøstligt førte ind til selve havnen, der kun er 150 alen bred. "Najaden" og briggerne ankrede om aftenen i den smalle havn, som de bedst kunde, fregatten og de to brigger tæt ved hinanden og den tredje brig "Samsø" indenfor dem i nærheden af det nordøstlige løb. En halv time efter kom "Dictator" ligesom de ind ad det midterste løb, satte forstævnen ind på land ved havnens sydlige side, støttede agterskibet med et varp over til landet nordenfor og vendte således sin hele bredside imod de danske skibe, der, sammenpakkede som de lå, ikke kunde rette mere end en halv snes kanoner imod linieskibet og en af briggerne, som var fulgt ind med det. — I en hel time holdt de dansk-norske søfolk stand imod det overvældende angreb; men da fik fregatten et lag, der overskar dens tre master, som styrtede ned på det øverste dæk, der, kun svagt støttet af de gennemskudte sider, faldt ned over batteridækket og forvandlede skibet til et vrag. Nu først forlod den djærve Holm fregatten for at søge forstærkning, idet, han gav sin næstkommanderende ordre til at bjærge mandskabet i land.

Briggerne syntes nu at være voldgivne fjenden; men kaptajn Krieger på "Laaland" stak ild i sin brig og gik i land med mandskabet, "Samsø" slap ud igennem det nordøstlige løb, og ikkun "Kiel" måtte stryge. Men nu vendte bladet sig: Holm kom tilbage med fem kanonjoller, som skydningen havde hidkaldt fra nærliggende stationer, og skulde til at angribe "Dictator", da denne hejste parlamentærflag og tilbød at udlevere fangerne, når man vilde lade ham trække sig tilbage, medtagende de to danske brigger, idet han havde slukket ilden på "Laaland". Derpå vilde Holm ikke indlade sig og gav sig til at beskyde linieskibet og den engelske brig langskibs. Til held for dem begge fik de henad morgenstunden gunstig vind og skyndte sig at komme bort, kun medtagende fire fanger, som de havde ombord — men vor eneste fregat var tilintetgjort!

Odden kirkegårdOdden kirkegårdDa henimod slutningen af det påfølgende år Napoleons magt blev brudt i folkeslaget ved Leipzig, kunde vi med Einar Tambeskælver sige: "Der slap Norges rige ud af din hånd, min konning!" Knap tre måneder derefter fik vi ved freden i Kiel at føle, hvad det vil sige at være den lille blandt de store, og den dybeste sorg greb det hele land. Men de, der ifølge forholdenes natur havde taget den virksomste del i den lange krig, altså søfolkene, var iblandt dem, som med mindst bekymring så tilbage på den tunge tid. Kanonbådenes kampe og kapernes strejftog bredte æventyrets brogede glans over de for borger og bonde så trange år, og man kunde endnu lange tider derefter høre sømænd med begejstring fortælle om alt det, de den gang havde oplevet.

Læs en "bekymret" Frederik Juel om situationen i 1815 og