Spanierne i Svendborg

| |

Træk af de fremmede troppers ophold på Fyn 1808


Af Johannes Olsen (S.A. 22.9. 1923)Spanske soldater typerSpanske soldater typer

Mens krigen med England stod på i årene 1807-14, var det bevægede tider, som også føltes i Svendborg; thi ikke alene modtog byens indbyggere indkvartering af landets egne soldater og marinere fra vore kanonbåde; men både franske og spanske tropper af alle våbenarter havde ophold i Svendborg i kortere eller længere tid ad gangen.

I den samtidige pjentemøller Morten Jørgensens dagbøger ser man alt det besvær, det forvoldte med ind- og udrykning af de mange tropper. Han var eligeret borger, og i lange tider måtte han næsten daglig møde på rådhuset for at deltage i ordningen af indkvarteringen.

Byen var til tider ganske overfyldt med soldater, deres heste og kanoner m.m. - Især var det galt i de dage, da spanierne begyndte at foretage troppeforskydninger for at påbegynde indskibningen over Tåsinge og Langeland til de engelske orlogsskibe, der førte dem hjem til Spanien.

Af levnedsmidlerne steg i pris, var ganske naturligt. Mølleren fortæller, at de vanskeligste var franskmændene, der ofte stillede urimelige fordringer, som borgerne havde svært ved at opfylde, hvorimod spanierne var mere medgørlige. Nogle af besværlighederne kom måske af, at franskmændene skulle have deres kost hos borgerne, mens spanierne selv tilberedte deres mad af de udleverede naturalier. Tillige må man huske på, at Svendborg den gang kun var en lille by, hvis indbyggernes antal var omkring et par tusinde, i 1801 kun 1942 og i 1818 2506.

Svendborg måtte stille vagtmandskab.

Besværlighederne øgedes ved, at borgerne omtrent under hele krigen idelig måtte afgive vagtmandskab til stranden, brandvagter samt vagter i byens porte og om natten på gaderne, ved de to anlagte strandbatterier ved færgebroen og i Gamle Hestehave, og næsten daglig holdt borgerkorpsene skyde- og andre øvelser i timevis. Man vil forstå, at det var en trang tid for befolkningen.

Den 11. februar 1808 begyndte man at ordne indkvarteringen af de fremmede og vore egne tropper, og den 15., en mandag, ankom en deling af landeværnet på 700 mand, og så fulgte det slag i slag. Den 20. marts beordredes alle byens heste til Nyborg til militærtransport. Den 28. samme måned aflagde prinsen af Pontocowo's gemalinde med følge Svendborg et besøg, og samme dag ankom de første franske soldater til byen; men allerede den 23. var de første spaniere rykket ind. Det var bataljonen "Barcelona"s tredje kompagni samt dens stab. Den kommanderedes af oberst Don Jose Borella. Uniformen var hvid med sorte gamacher.

Tappenstreg og aftenbøn

Der hørte et stort musikkorps til bataljonen, og hver aften marcherede dette fra kommandantens bolig (den gamle farvergård ved Mølledammen) op på torvet, fulgt af svendborgerne, som nød musikken og det sjældne skue. Ankommet til torvet afløstes vagten og nogle musiknumre spilledes, hvorpå bataljonens katolske præst holdt en kort bøn, før tropperne trådte af. Dette foregik ud for det gamle rådhus, der lå langs med Vor Frue kirkegård og med facade mod det nuværende Løveapotek.

At ikke alt gik helt roligt af, kan man se af følgende: Den 30. juni fandtes en spansk korporal dræbt ved Tved by i en mark. Spanierne troede, at præstens karle, som fandt ham, havde dræbt ham; der opstod et ubehageligt vrøvl; men det viste sig, at det var en af deres egne, som havde forgrebet sig på korporalen.

En henrettelse i Caroline Amalielund

En anden dag om aftenen kom 2 spanske soldater i Gerritsgade op at trættes om et pigebarn. Den ene stak den anden med en kniv i brystet, og den sårede døde få dage efter, og gerningsmanden blev efter en krigsretsdom skudt en nat i Caroline Amalielund og begravet i en hulning vest for Ørkilds tomt. Hans rester er vist for øvrigt senere fundet, ved at man bortgravede trærødder her, thi ifølge en mundtlig fortælling fandtes her en gang et skelet med vandstøvler på, og det har jo nok været ham, man ved den lejlighed er stødt på.

Troskabsed til kong Joseph Napoleon af Spanien

Den 2. august var der uro blandt spanierne på hele egnen, idet alle tropperne fra Svendborg og omliggende sogne blev samlet på deres eksercerplads i Græsholmene, der ifølge ordre fra prinsen af Pontecowo affordredes edsaflæggelse til Spaniens nye konge Joseph Napoleon, der var broder til selveste kejser Napoleon. Ved den lejlighed var der, så vidt man ved, ikke fuld tilfredshed; thi hele formiddagen spillede deres musikkorps kun melodien "la Melancholia", et musikstykke, som ellers aldrig blev anvendt, uden at der var tale om, at der forestod en henrettelse, og man ved også, at der vistnok har været en del vrøvl ved samme lejlighed.

32,870 fremmede soldater

Hele det spansk-fransk-hollandske korps, som i 1808 kom her til landet, bestod af 32,870 mand og 6191 heste. Det spanske korps' øverste befalingsmand var Marquis de la Romana, der igen stod under prinsen af Porte Corvo, der senere blev Sveriges konge under navn af Karl XIV Johan. Begge disse bekendte mænd har aflagt Svendborg korte besøg.

Svendborg havde omtrent stadig indkvartering af vore egne tropper og især af marinere og artillerister. Disse sidste holdt de 2 ovennævnte batterier besat. Marinerne var særlig jyder, hvorimod artilleristerne fortrinsvis var holstenere. I denne tid opstod i byen en del danseboder, hvor de menige ofte tilbragte aftenen med deres kvindelige bekendte, og det gik heller ikke helt stille af.

Artilleristens kæreste

Det hændte sig bl.a., at en orlogsmatros og en pigelil havde fundet hinanden et sådant sted; men desværre havde damen forud haft en artillerist til kæreste, og det førte så til, at der opstod et spændt forhold imellem de 2 våbenarter på pladsen.

Det begyndte på en af danseboderne, hvor artilleristen gjorde fordring på sin fordums kæreste, og her hentede han sig en aften nogle klø, men var dog ikke mere forknyt, end at han udfordrede sin modstander, matrosen, til at give møde næsten aften på torvet for at afgøre mellemværendet. De mødtes også, men hver medbringende en snes kammerater. De stillede sig alle op uden for den højstkommanderendes vinduer, hvor de skændtes efter alle kunstens regler en times tid.

Dette afbrødes, da spanierne trak op med musik for at afløse vagten, og da pladsen tillige fyldtes af publikum, gik forestillingen i vasken. Aftenen efter mødtes de stridende parter igen på torvet, men på begge sider i betydeligt større tal. Man skændtes og udfordrede hinanden, og da endelig en af matroserne langede en artillerist en lussing var kampsignalet givet, og man røg i totterne på hverandre og kæmpede drabeligt med de våben, man havde ved hånden.

Den spanske vagt lod trommerne røre, og soldaterne trådte under gevær og ryddede torvet med fældet bajonet i en håndevending. Mens dette gik for sig, lød et signalskud fra en af kanonbådene i havnen. Matroserne fik travlt med at komme om bord; også artilleristerne forsvandt, og kun nogle lettere sårede opsamledes som fanger af spanierne, og dermed var den potte ude.

Men fra da og et stykke frem i tiden lod dog øvrigheden torv og gader afpatruljere om aftenen og natten af byens borgerkorps for at hindre gentagelser.

"Varskomanden" og englænderne

I sin tid spøgede det stadig med rygter om landgang på Sydfyns kyster af "engelskmændene", samtidig boede i Svendborg en stakkels forhutlet person, der kaldte sig for "Varsko-manden".

Han var egentlig skrædder, men var blevet noget forskruet af politiske grublerier. I 1801 var han blandt de frivillige, der lod sig hverve til blokskibene, som deltog i slaget på Rheden den 2. april. Disse folk kaldtes for "Femten rigsdalers karle". Varsko-manden havde imidlertid haft det uheld at komme for sent og var kommet tilbage til byen, hvor han gik omkring på gaderne og råbte på gadehjørnerne: "Enhver mand, der ligger ved strandkanten, skylder mig en tønde krudt og en kanon. Engelskmanden vil have Svendborg om 6 år, så kommer jeg igen; jeg er varsko-mand".

Når han foretog en sådan vandring, mødte han i sine bedste klæder; til daglig var han meget rolig og passede sin dont. Han kaldtes også for den tåbelige skrædder. Når han optrådte, fulgtes han altid af ungdommen.

Englændernes "landgang" på Østfyn.

Ganske mærkeligt fik på en måde hans udråb i opfyldelse. Sindene var opskræmt, og der skulle ikke meget til, før folk blev ængstelige.

Onsdag den 18. maj om formiddagen kom et ridende bud fra Hesselager kanten og meldte, at englænderne var ved at gøre landgang på Østfyn; en time efter kom et ilbud til med samme melding. Den ganske by kom i bevægelse. Alarmtrommen gik. Varsko-manden begyndte sin vanlige vandring med sine kendte udråb og føjede til, at nu er timen kommen, da engelskmanden vil have Svendborg; jeg har længe nok varskoet det.

Hæren samles på torvet

Alle våbenføre mænd mødte på torvet. Kanonbåden i havnen gjordes klar til at lægge ud, artilleriet gjorde sig klar ved batterierne, og de spanske soldater marcherede op på torvet, hvor efterhånden alt militær tog opstilling sammen med grædende kvinder og børn.

Man måtte tro, at nu stod fjenden foran byens porte. Borgerkorpsene bestod den gang af ca. 4 à 500 mand; det skal have været et meget broget skue, de frembød. Man havde grebet til våben og mødte, som man gik og stod-

Særlig pragtfuld skal en kommandørsergeant have været. Han, der var pottemagermand, stillede med chakot og sabel i sin lersmurte dragt.

Uden mad og drikke -

Kl. 10 om formiddagen var opmarchen i orden. Varsko-manden råbte op. Uhyggen steg; men der skete intet. Man stod i flere timer under gevær. Så kom man i tanke om at få noget at spise, og konerne begyndte at hente mad til de sultende soldater. Det hjalp. Humøret steg. Sult og tørst stilledes, og endelig efter en langsommelig venten kom et ridende bud med melding om, at englænderne havde været i land og taget nogle køer og får og var gået om bord igen.

Blind alarm!

Noget senere opklaredes det imidlertid, at det hele havde været blind alarm. Ængstelsen fortog sig. Man marcherede hjem igen, dog ikke før en af de kommanderende officerer af de borgerlige korps havde udråbt: "Vel, vi skulle have taget imod dem som danske mænd". Herpå udbragtes et rungende hurra, og under klingende spil bragtes fanerne i hus igen. Onde tunger påstod bag efter, at byens værtshuse den aften gjorde store forretninger.

Spansk galanteri

Hen på efteråret, da spanierne havde forladt landet, fandtes mange herreløse heste både på Tåsinge og på Sydfyn, som var efterladte. Enkelte personer havde også fået heste foræret af de bortdragne spaniere. Således viste det sig, at de havde efterladt 1 hest i stalden i Svendborg, 1 stod på gaden, 15 var solgt til forskellige borgere og 8 havde de foræret bort, deraf 1 til præsten i Tved, Christian Bech, med den bestemmelse, at den skulle sælges til fordel for de fattige; 1 var foræret til en Svendborg-dame, frk. Jytte Meier, og en anden til en inspektør Bøjes datter.

Men glæden var kort

Denne glæde varede kun kort; thi en dag bekendtgjordes det ved trommen, at alle de efterladte heste på en bestemt dag skulle afleveres på pladsen mellem Skatterport og tårnpladsen til øvrigheden.

På den tid lå her fremdeles spanske tropper, og disse skulle modtage hestene.

På den berammede dag mødte så folk med hestene. Der var i alt ca. et par hundrede. Størsteparten kom fra Tåsinge, og det tog tid at overføre dem med færgebådene. Imens holdt en del tilsagte unge bønderkarle orden på dyrene. Karlene var tilsagte for at assistere med at ride de mange heste til Odense, ledsaget af franske officerer.

Dette var nu vanskeligt nok, for dyrene var urolige.

Den gamle feltpost

Blandt karlen var en gammel bonde, hvis søn også var mødt, men for at ride med feltposten. Far og søn byttede nu roller, og den gamle fik feltposttegnet på sin kasket og stod sammen med mange andre tilskuere og så på karlene, som tumlede med hestene. Det var en mørk dag med tåge og støvregn og vådt og fedtet føre, og der var lovlig få folk til at holde styr på de mange dyr.

En fransk officer så sig om blandt mængden for at se, om der ikke var flere folk, der kunne bruges. Han fik øje på bonden og tog fat i ham og kommanderede "Af sted - til hest". - Bonden rørte sig ikke af pletten; men pegede på sin søn.

Officeren rykkede i bonden og skældte ud, fik ham hales frem og stødte så hårdt til den gamle mand, at han faldt. I faldet greb han imidlertid fat i officeren, som faldt oven på bonden. Drengene råbte hurra, og folk lo; men da de atter var kommet på benene, trak officeren sin sabel og ville gå løs på bonden.

Postmesteren kalder franskmanden til orden.

I det kritiske øjeblik, da karlene truede franskmanden med deres knipler, kom hjælpen fra en uanet kant, idet selve Svendborgs postmester, Fr. Grebys, ankom til skuepladsen.

Postmesteren tog sig nu for at ordne sagen, kaldte franskmanden til orden på flydende fransk og foreholdt ham hans pligt som officer. Han pegede på bondens feltpostskilt og fordrede det respekteret, og han truede med at melde officeren til den kommanderende general. Det hjalp. Officeren samlede sine epauletter op, steg til hest og kort efter forlod hele kavalkaden med andalusiske heste med og uden ryttere byen.

Den modige postmesters eventyr.

Pastor Rohman fortæller, at han mange år efter en gang traf den gamle bondemand igen, der stadig var stolt af, at han kastede den franske løjtnant omkuld.

Postmesteren hed Heinrich Friederich Jan Carl Caspar Reinhardt Friherre von Syberg til Voerde i hertugdømmet Klive i Vestphalen.

Han var født der 1758, men han kom som ung mand som officer til polen, hvor han 1782 giftede sig i Bromberg med fyrstinde Johannes Magdalene Barbara Stanislowsky, som han havde bortført fra et kloster i Polen.

Kort efter kom han med sin hustru som flygtning til Danmark under navn af Grebys, det omvendte af Syberg. Her fik han ansættelse som underofficer ved rytteriet i Itzehoe, derefter ved rytteriet i Roskilde.

Fra 1806 blev han postmester i Svendborg og samtidig udnævnt til sekondløjtnant i det fynske landværns regiment med anciennitet fra 1805.

I 1814 fik han kgl. bevilling til at føre sit rette navn Syberg. Han døde den 29. april 1834 i embedet i Svendborg. Hans hustru døde først 1839. De havde i deres ægteskab 10 børn, blandt hvilke det ottende barn, en søn født 1799 i Roskilde ved navn Ludvig Theodor, døde 1844 som dyrlæge i Svendborg.

BilagStørrelse
meddelelseromde00schmgoog.pdf6.37 MB