Min barndoms by - Oure - en sydfynsk landsby

| | | | |

Birthe Dinesen, g. Vang KruuseBirthe Dinesen, g. Vang KruuseAf Birthe Dinesen, gift Vang Kruuse

 Oure kirkeOure kirke 

       

  Oure by set fra ovenOure by set fra oven

 

 

 

 

Lægeboligen i OureLægeboligen i OureJeg vil her lave en lille byvandring i landsbyen Oure omkring det tidspunkt, hvor jeg sammen med min familie flyttede ind i 'Lægeboligen' - Landevejen 150 - 1. august 1941.
Samtidig ser jeg på, hvad der skete i årene før og efter.

Landsbyen Oure ligger 10 km. nordøst for Svendborg i et bakket terræn, der skråner mod øst. Det højeste punkt ved Albjerg er 77 m. højt.


Jeg har undersøgt, at der i følge folketællingen i 1941 var 302 indbyggere i Oure by og 626 i oplandet.
Allerede i 1436 ved man, at Oure eksisterede under navnet Øræ/Oræ, det ændrede sig senere til Ore, som efterhånden blev til Oure. Allerede i 1536 havde Oure by Vejstrup som anneks. Det betyder, at Oure var den vigtigste by, fordi præsten boede her.
Historisk set har der langt tilbage været stor aktivitet på denne egn.


Guldbrakteaterne fra BroholmGuldbrakteaterne fra BroholmDer kendes kun få stenalder stengrave omkring Oure. Derimod har man omkring Elsehoved fundet et stort antal gravhøje. De fleste er desværre blev pløjet over gennem tiden. På Broholms marker har man fundet store gravpladser fra romersk jernalder og fra folkevandringstiden. Det hele er blevet udgravet og undersøgt af N.F.B. Sehested i 1875. Man har på Møllemarken ved Broholm fundet over 2000 grave, men ikke alt er udgravet.


I 1833 fandt man efter pløjning den betydeligste samling guldsager i ét fund fra Danmarks oldtid. Fundet, der er fra ca. år 500 består af 3 store halsringe, 4 armringe, 13 afhuggede stykker fra ringe, 1 spænde, 7 brakteater og flere barrer i alt 52 guldstykker af en værdi på 7150 kr. i 1930.

Broholm er en af landets ældste herregårde.
I mere end 15.000 år har der boet mennesker på Sydøstfyn, her har hver generation efterlad sig spor af den tid, de nu levede i. På Broholms jorde har man fundet potteskår og flinteredskaber. I 1878 havde bønderne samlet 70.000 flintredskaber sammen til Sehested. Han fik så den ide at bygge et lille museum i Broholms have til alle disse fund.
Til at opføre museet blev der kun brugt de gamle redskaber bl.a. flintøkser.

Oure - kirken, kroen og gadekæretOure - kirken, kroen og gadekæretOure er en kirkeby. Den smukke, hvide kirke, som blev bygget i middelalderen 1050 - 1530, ligger lige midt i byen på en høj bakke omkranset af høje elmetræer, desværre blev man for nogle år siden nødt til at fælde træerne på grund af elmesygen.
Kirken blev i sin tid indviet til Sct. Michael.
Kirken har 2 gamle klokker fra 1624 og 1735, som betjenes manuelt indefra.

Lundeborg kirke - bedehusLundeborg kirke - bedehus Vejstrup kirkeVejstrup kirkeSognets kirker var Oure Kirke og Lundeborg Kirke. Sidstnævnte blev bygget 1884 som filialkirke på Broholms jord. De 2 kirker, hvortil kom annekskirken i Vejstrup, havde samme præst. Ud fra de gamle papirer har der aldrig boet en præst i Vejstrup Præstegård.

 

 

 

Vejstrup ValgmenighedVejstrup Valgmenighed Lægprædikant Johan Nielsen og hustruLægprædikant Johan Nielsen og hustru Lægprædikant Johan Nielsens hus i ÅbyskovLægprædikant Johan Nielsens hus i ÅbyskovI Vejstrup lå Valgmenighedskirken, som blev opført 1874-75 som en korskirke i granit. Her havde man sin egen præst. Kirken her har vi haft en vis tilknytning til. Ikke fordi vi var grundtvigianere, men fordi min tip- tipoldefar, den  missionske prædikant og spillemand Johan Nielsen 1789 -1867, har haft en vis betydning for valgmenighedsbevægelsen. Han boede i det gamle hus, som man stadig kan se nede ved stranden på hjørnet af Skibsvej i Åbyskov. Han ligger begravet på Skårup Kirkegård, hvor man stadig kan se hans gravsten.

Før 1939 var pastor Stub præst i Oure. I 1939 fik pastor Dag Monrad Møller embedet. Kirkens kordegne var Lærer Erling Brahm og senere lærer Svend Åge Philipsen. Lærerinde Katrine Rasmussen spillede orgel i Oure Kirke, og Valborg Haugsted Hansen spillede orgel i kirkerne i Vejstrup og Lundeborg. Ejnar Haugsted Hansen arbejdede som graver og klokker (ringer). Siden 1987 har min søster, Karen Dinesen været kirkesanger i Oure.

Et gammelt sagn fortæller om, hvordan Oure Kirke blev bygget.

Høj mellem Elsehoved og Lundeborg - bolig for troldfolkHøj mellem Elsehoved og Lundeborg - bolig for troldfolkBygmesteren skulle have kirken færdig til en bestemt tid, men han var i tidnød og kunne ikke overholde sin forpligtelse. Så kom der en fremmed og tilbød bygmesteren sin hjælp, så kirken kunne stå færdig rettidigt. Den fremmede forlangte kun, at bygmesteren skulle nævne hans navn, inden kirken var færdig, men kunne bygmesteren ikke det, skulle kirken tilhøre den fremmede.
Bygmesteren tog mod tilbudet, og arbejdet skred derefter rask frem. Bygmesteren lagde imidlertid mærke til, at den fremmede hver aften gik mod øst og forsvandt ved en høj i nærheden af Lundeborg, og det var blandt folk den almindelige mening, at der boede trolde eller bjergfolk i den høj.
En aften, da kirken var omtrent færdig, listede bygmesteren sig efter den fremmede hen til højen. Da den fremmede forsvandt ind i højen, lagde bygmesteren sig ned og lyttede. Inde fra højen hørte han en stemme, der sagde: ’I morgen, når Jesper Fing, Fader din, kommer hjem, da skal du få kristenkød at æde og kristenblod at drikke’.
Da næste dag kom, og kirken skulle være færdig, sagde bygmesteren til den fremmede: ’Nu er vi snart færdige, Jesper Fing’. I det samme forsvandt den fremmede op gennem taget og lod sig ikke se mere. Men på det sted har taget aldrig, når det regner eller sner, kunne holde tæt, og i uvejr blæser tagsten af.

(Fra Anders Uhrskov:
’Fynske Sagn’)

Oure - banken, kommunekontoret, kirken og forskolenOure - banken, kommunekontoret, kirken og forskolen Oure - kommunekontoret - "Lille Christiansborg"Oure - kommunekontoret - "Lille Christiansborg"Mellem kroen, kommuneskolen og kirken lå et stort, flot rødstenshus. Det var banken og kommunekontoret. Det blev i folkemunde kaldt 'Lille Christiansborg'. Huset lå som en ø midt i byen, med veje rundt omkring. I samme bygning lå sognerådssalen. Sognerådsformanden hed Ejner Freltofte og sognefogeden hed Helleskov. En sognerådsformand svarer til en borgmester, og sognefogeden til politiets forlængede arm. Han havde også bemyndigelse til at foretage vielser.
I banken var Jens Jensen bankbestyrer fra 1922 - 1961. Han var en mand med hjertet på rette sted og hjalp mange, som uforskyldt var kommet i klemme.


I mange år var Anton Mikkelsen en god medhjælper for ham. Senere blev Johanne Jakobsen medhjælper i banken.
Biblioteket blev i begyndelsen passet af kommunekasserer Helge Rasmussen og senere af Houmann. Helge Rasmussen boede sammen med sin kone, forskolelærerinde Katrine Rasmussen i den store lejlighed ovenpå Kommunekontoret Tidligere havde Hans Christiansen, som var gift med jordemoderen Anna været kommunekasserer.
Det var bl.a. her, at ældre kunne få udbetalt en lille aldersrente. Men den almindelige holdning var, at det var en skam at modtage almisse, fordi det også blev kaldt fattighjælp. Mange gamle ville hellere undvære end at tigge om noget. Man ville helst klare sig selv. Først senere blev det lovbefalet, at folk skulle have ret til folkepension. Det er helt givet, at mange koner var glade for at få lidt penge på lommen. Jeg kan huske, hvor spændende det var for min farmor på Mosegård i Rårud, da hun pludselig for første gang i sit liv fik sine egne penge, som hun kunne bruge, som hun ville.
 
Hammesbrovej 2. (Som barn sagde jeg altid Hammelsbrovej).

Bag Hvidtfelts forretning gik der en vej ned til Anders Bærholms gård. Han var gift med Nanny, som var et lille energibundt. De havde to sønner Poul og Ole. Jeg kan huske, at Bærholm havde en motorcykel, som han altid var ude at køre på. Bærholm var en farverig og festlig mand. Han var spontan og inviterede gerne vildt fremmede mennesker indenfor og beværtede dem flot, eller delt gaver ud, til hvem han fik lyst til på gaden i Svendborg. Bærholm var en ener. Når han havde sin gamle far, Hans på besøg, nød de to at trave ud over markerne i de flade træsko eller sidde ved langbordet i stuen. Men først havde de været henne ved pibebrættet og vælge dagens pibe. Under pibebrættet stod der et lille bord med to zinkforede skuffer. Her kradsede de deres piber ud. Det gjorde man ved at skrue hovedet af piben og rensede hulningen for pibesovs. Dette pibekrads blev samlet og sendt op til Hjortedal Mejeri ved Svinkløv. Her blev det brugt til snus til mælkekuskene. Ole har sagt, at hans far ikke var ret flittig. Han ejede en ejendom, og bare han fik sået markerne til og fik høstet, så var han tilfreds. Bønderne klarede sig godt under krigen, først op i 1950erne blev konkurrencen hård.
Hos Bærholm var vagabonderne også velkomne, de måtte gerne overnatte oppe på høloftet. På gårdene rundt omkring var det normalt, at vagabonderne skulle aflevere deres tænd-stikker, og rygning var strengt forbudt, når de sov på høloftet. Men ikke hos Bærholm. Her måtte de gerne ryge, inden de lagde sig til at sove oppe i høet. I stalden stod der også en tønde med gammelt øl, som var blevet for stærkt til almindeligt brug, her måtte vagabonderne fylde deres flasker op. Alle disse goder gjorde, at de elskede at være på gården. I dagens løb kunne man se dem sidde og hygge sig på nogle kasser ved Hvidtfelts forretning eller henne hos smeden. Jo, de vidste godt, hvor der var flinke folk, og hvor de var velkomne.
Ole har fortalt, at han som 6 årig sammen med sin bror Poul begyndte at ryge. Han sagde, at det blev en hel sport for dem at stjæle tobak, uden at deres far kunne se det. De huggede snus fra fars vestlommer, cigarer fra æskerne, ja selv aflusningspulveret til hønsehusene kunne bruges. Dette pulver var lavet af affald fra tobaksindustrien, det lignede næsten savsmuld. Dette pulver lagde de oven på lidt tobak i bunden af piben, derefter kom de en blanding af halm og smuldrede cigarer ovenpå. Al den stjålne tobak gemte de ude i hønserederne.
Under krigen kørte Bærholm jordemoderen ud til fødsler, først i jumbe eller kane. Senere fik han lov til at køre på sin motorcykel med jordemoderen i sidevognen.
I december 1944 måtte Bærholm finde sig i tysk indkvartering på gården.
Nanna var en lille, meget sød kone, som nok ikke havde det så nemt. I 1950erne. blev hun og Anders skilt. Nanny var nær veninde med jordemoderen Anna Christiansen. De to rejste meget sammen til udlandet, da de blev ældre. De var bl.a. både på Nordkap og i Rom. Fra Napoli i Italien sejlede de et år i en hylende storm til Ægypten. Her var jordemoderen en dag kommer op at ride på en kamel, da turen var færdig, steg hun af kamelen, som så pludselig stak af langt ud i ørkenen, hun var vist lettet over at hun var kommet af i tide. En aften ville rejselederen have hende og Nanny med til mavedans, men det gad hun ikke. ’Jeg har set mavedans nok i min tid, ’ sagde hun. Nanny kørte i 1950 med sin søn Ole til festspillene i Oberammergau i Tyskland i en Montgomery motorcykel med en jap motor. Senere kørte de til Rom og videre til Sicilien på en gammel Rudge motorcykel. Det var noget af et vovestykke. Senere købte Nanny et hus på Bentzons Allé i Odense, her lavede hun et hvilehjem. Bærholm, hvis jord stødte op til vores have, holdt en masse høns, som Lisbeth, min lillesøster desværre var allergisk overfor. Det kostede hende flere sygehusophold.
Povl Bærholm blev gift med Stanni og var i mange år forsikringsmand.
Ole Bærholms højeste ønske var på den tid at komme i lære hos smeden, men desværre var Ole lille og spinkel af natur, fordi han som barn havde haft engelsksyge. Smeden morede sig meget over Oles ønske og frarådede ham at få et erhverv, der normalt krævede store, stærke mænd. Ole tog senere ud at sejle. I 1958 lærte jeg både Ole og hans søde kone Inge bedre at kende, fordi jeg i 3 måneder boede hos hans mor på hvilehjemmet, mens jeg fra seminariet i Skårup var sendt 'på græs' på Dalum Skole i Odense.
Bærholms gård blev i 1950erne solgt til Laurits Andersen, som fortalte, at der næsten ingen gæld var i den. Folk i byen havde vist haft en forestilling om, at gården var forgældet til langt op over skorstenen.

Hammesbrovej 6.
Her lå der et højt bindingsværkshus, som var bygget af restmaterialer fra Lergården, da den brændte. En overgang boede mejeribestyrerens Kirsten og hendes mand mejeristen Charles Petersen i huset. De havde to børn Hanne og Mogens. De flyttede senere til Hesselager, hvor han overtog Hesselager Ismejeri. Da de flyttede, købte Thomas Larsen huset. Han havde flere døtre, den ene Hansigne blev gift med Hans Spillemose. Jeg husker, at Thomas solgte honning.
Oven på boede Martha Struve - kaldet Martha Sypige, hun havde været gift med Axel Struve.

Hammesbrovej 7.
Oure Skole lå lige neden for kirken. Til venstre lå forskolen, der nu er revet ned. Hovedskolen lå til højre. I forskolen underviste Katrine Rasmussen de to mindste klasser. Hun var født omkring 1897. I hovedskolen underviste lærer Erling Brahm og hans kone Asta Brahm op til 7. klasse. Brahm blev senere afløst i førstelærerembedet af Svend Åge Philipsen. Han havde været ved militæret og var sekundløjtnant. Efter krigen hørte vi, at han havde været kompagnichef i modstandsbevægelsen.
Da Philipsens sin første kone, Ella Honnings døde giftede han sig med Karen Kroun, som var murerdatter fra Hesselager. Ester Pedersen var ung pige i huset hos Sv. Å. Philipsen inden hun påbegyndte Skårup Statsseminarium. Svend Åge og Karen var et herligt par, han elskede at lave mad og ordne inde i huset, og hun arbejdede med al det praktiske udenfor. Da han flyttede til Ullerslev i 1953, blev han afløst af Poul Krammer, som var gift med Ilse Krammer.
Oure Kommuneskole havde 3 klasser. Man gik 2 år i 1. klasse, 3 år i 2. klasse og 2 år i 3. klasse, så der blev undervist på flere niveauer i samme klasselokale. Når man havde gået i skole i 7 år, blev man konfirmeret. Nu var man 'voksen' og parat til at komme ud at tjene.
Smedens Bitten - Ellen har fortalt, at hun gik i skole hver anden dag. Skulle de en dag hjælpe til derhjemme, så fik de bare fri. I første klasse fik et par frække drenge smedens Bitte og blikkenslagerens Esther til at gå rundt på skolebordene i frikvarteret. Desværre havde lærerinden set det fra lejligheden overfor. Det kostede en eftersidning til pigerne. Det var de ikke stolte af, da de kom hjem.
Bitten har fortalt, at når eleverne skulle på udflugt til Elsehoved, gik de derned på deres små ben. De gik klokken 13 - lige i den varmeste tid. Både store og små elever var med, så den ca. 3 km. lange tur varede længe. Nede ved stranden med det lave, lune vand legede og badede alle ungerne, derefter legede lærerinden sanglege med dem. De kunne købe is til 10 øre stykket hos Maren 'Fisker', som boede i det hvide hus. Ved 18 tiden kom forældrene kørende i jumber og charabancer med aftensmaden. Bitten kan huske, at der var to, der havde biler - nemlig Eskild Thomsen og præstegårdsforpagteren. Madkurvene blev nu pakket ud. Under de krogede fyrretræer - med den smukke udsigt til Langeland - nød man den lækre mad med en øl eller en rød sodavand til.

Bitten kan huske, at andre udflugter gik med toget til Christiansminde i Svendborg. Et år sejlede alle fra Svendborg til Drejø.
Da jeg (Birthe Dinesen) startede min skolegang hos fru Rasmussen april 1942, gik vi i skole hver dag.
Undervisningslokalerne var malet i gulbrune farver. Bag det tunge kateder hang der en stor, sort tavle. I hjørnet stod der et træstativ, hvorpå der hang et nedrullet Danmarkskort. Rundt omkring på væggene hang der anskuelsesbilleder. Det var næsten skønmalerier, der forestillede Danmark som et landbrugsland med fx en bonde med en le over skulderen. Der var aldrig fabriksarbejdere på billederne. Et billede, jeg elskede, forestillede to børn, der begraver en død fugl i haven, det var malet af Frits Syberg. I håndgerningstimerne broderede pigerne syposer med korsstingbroderier. De timer kunne jeg godt lide. Jeg fik særlig ros over min fladsyning. Bitten har fortalt, at de i godt vejr fik de lov at sidde i kommune-kontorets have og brodere.

Vi begyndte dagen med morgensang og fadervor. Derefter var der navneopråb. Her skulle eleverne rejse sig op, når deres navn blev råbt op.
De næste to lektioner á 50 min. kunne indeholde stave og læseøvelser. Jeg husker, at vi skrev små diktater og genfortællinger. I læsebogen stavede og læste vi i kor. Her kunne man let sidde og putte sig, hvis det var lidt for svært.

I klassen sad vi ved pulte, i skolepulten var der et hul til et lille firkantet blækhus, for vi skrev nemlig skriveøvelser med pen og blæk i et fint skrivehæfte, her skrev vi skønskrift i takt og i kor - 'op og ned og rundt og op og op og ned'. Det var svært at styre pennen, så der ikke kom klatter. Engang havde Gunhild fint skrevet sit navn på en tom plads i slutningen af linien. Da fru Rasmussen så det, måtte Gunhild lægge de små fingre på bordet, hvorefter fru Rasmussen hamrede linealen ned over dem. Det gjorde lige så stort et indtryk på mig - som på Gunhild.
Så havde vi regning. Det var jeg ikke så glad for. Jeg husker, at far havde lært mig tabellerne hjemmefra, så jeg kunne dem. Men jeg var lammet af skræk, når jeg næste dag skulle fremsige dem - altså måtte jeg sidde efter. I religion havde vi salmevers for flere gange om ugen. Læreren bad eleverne om at rejse sig ved bordet og en efter en fremsige de vers, som de
skulle kunne udenad. Jeg forstod ikke ret tit, hvad det var, jeg sagde. Men versene og rytmen i dem var jeg gode til at huske. Jeg husker dem i øvrigt stadig.
Bagefter havde vi samtale om anskuelsesbillederne på væggen.
Eleverne blev ud over tabellerne og salmeversene også heglet igennem geografiske navne og kongerækken.
Man kan måske sige, at skolen den gang var en slags påfyldningsanstalt. Vi udviklede ikke vore evner til at producere noget selv eller til at tænke selv. Kundskaberne var måske heller ikke så nyttige! Vi lærte i hvert fald ikke at blive selvstændige og tage ansvar for egen læring.

Disciplinen var hård. Man fik også svedetimer / eftersidning, hvis man havde glemt noget. De stakkels unger kunne risikere at blive hevet op til tavlen i håret, eller de fik smæk med spanskrøret, Det skete, at de fik hovedet hamret ind i tavlen eller to frække drenge fik slået hovederne sammen med et brag. Jeg har desværre i mit skoleforløb - både i Oure og på Ida Holsts Realskole i Svendborg, set det hele. - Jeg tror egentlig. at læreren mente, at det var godt med kontant afregning, og vi unger troede, at sådan skulle det være. Lærerens ’revselsesret’ var endnu ikke afskaffet.
I frikvartererne legede fru Rasmussen næsten altid sanglege med os. Vi piger fandt også på at plukke uldtotter af vore uldne trøjer og bluser, hvorefter vi byttede farver. Vi lavede de fineste kniplingstynde mønstre, som vi lagde i læsebogen. Mor var godt gal over den leg, for trøjerne blev ikke pæne af det plukkeri.
Hvert år arrangerede skolen en udflugt med DSB for alle eleverne. Et år tog vi toget til Nyborg. Fra stationen gik vi i en lang række helt ud til det folkelige badehotel Hesselhuset, mens vi sang: 'Vi er børn af sol og sommer'. Hesselhuset var en gammel, lidt forfalden bindingsværksbygning med borde og stole udenfor. Her kunne folk sidde og spise deres medbragte mad. Der kunne købes en kop kaffe eller en øl til maden. Vi legede ved vandet og i skoven hele dagen, til vi trætte skulle gå tilbage til stationen, Nyborg Syd. Et år opdagede læreren, at der trods optællingen manglede en dreng, Han løbe tilbage og fandt ham inde i skoven. De nåede at indhente os, og alle kom med toget til Oure.

Lejligheden over på Forskolen.
Oven på forskolen i en lillebitte, mørk lejlighed boede fra midten af 1930erne Valborg og Ejnar Haugsted Hansen. De fik i 1939 en datter, Karen. Han kørte i begyndelsen 'lillebil' og gjorde sammen med Valborg rent på skolerne. Det var hårde tider. Det var nogle søde mennesker, der begge havde kendt bedre dage. Hun spillede godt på både klaver og orgel, og han spillede violin.
Valborgs bror var lærer Erling Brahm. De stammede fra en tandlægefamilie i Odense, og det fortælles, at deres aner grundlagde Odense Seminarium. Asta Brahm var søster til Ejnar Haugsted Hansen. De stammede fra en stor gård ved Bogense, som han skulle have overtage, men under krisen i 1930erne mistede de alt.
Den skole, der i dag ligger i Oure, hedder Sct. Michael Skolen. Den blev først bygget i 1955. Forskolen blev revet ned i 1995-96. Børnene kommer nu til skolen fra hele oplandet Oure, Vejstrup og Lundeborg. Her var pastor Dag Monrad Møller primus motor og fandt på skolens navn.

Hammesbrovej 10.
Her drev Hans Jensen et lille gartneri sammen med sin søster og datteren Kitty. Han gik også rundt hos folk for at kræve sygekassepenge op. De blev den gang ikke betalt gennem skatterne. Huset er i dag fjernet.

Hammesbrovej 11.
Oure Vejstrup Børnehave ligger her i dag.

Hammesbrovej 12. 
Her boede Niels Ørskov Christensen. Han kørte rundt til folk og samlede frugt ind, eller folk kom til ham med mindre portioner frugt og grøntsager, som han med sin lille kassevogn med to små islænderheste foran kørte på torvet. Husmødrene var glade for på den måde at tjene en ekstra skilling til husholdningen. Lige som mor gik de fleste kvinder hjemme og passede mand og børn. Der var den gang ingen medhjælpende hustruer. Efterhånden fik Ørskov udbygget sin forretning, som i dag er Oures største virksomhed. Den drives nu af hans søn.
 
Inde bag ved på marken til venstre lå håndboldbanen. Her kom vi med skolen for at spille langbold og rundbold. Jeg kan huske, at de store piger somme tider dannede et 'tæppe' ved at holde hinanden i hænderne. På den måde gav de os små en ordentlig flyvetur. Det var sjovt og lidt farligt, syntes vi!
Hammesbrovej 15.
Her boede Jørgen 'Sjællænder', som på et tidspunkt var vejmand. Familien her havde ikke elektrisk lys, men brugte kun petroleumslamper i huset.

Hammesbro 17.
'Store' Aksel og Viggo boede her. Axel arbejdede på Tiselholt.
 
Hvis man kørte længere ud ad Hammesbrovej kom man ud til bækken.
Her boede Marius og Kirstine Nielsen, deres datter hed Anny.
Fragtmand Ludvig Rasmussen, som var bror til Rasmus boede på den anden side af bækken, hans datter hed Else, som senere udvandrede til USA.
Jeg gik i skole med begge pigerne.
Jeg elskede at lege ved Hammesbro Bæk. Den var så smuk med sine naturlige slyngninger. Jeg elskede at sidde i græsset og høre en svag summen fra alle insekterne, og når man gik ude i åen føltes bunden blød mellem tæerne. Duften af alle de vilde blomster langs bredden føltes helt bedøvende. Jeg kan stadig genkalde mig den følelse. Langs bækken stod der gamle piletræer, som var hule indeni, det var sjovt at prøve at kravle ned i dem, - men svært at komme op igen. Jeg syntes altid, at det var sjovt at se de mange svaler dykke ned over bækken for at fange insekter. Den var et eventyr for os børn, vi elskede at lege her.

En gang om ugen kom fisker Jens Helmer Christensen cyklende fra havnen i Lundeborg. Han havde bl.a. røget makrel i tasker, som han havde hængende på hver side af baghjulet og i kasser bag på cyklen.
Fra Porthusvej i Svendborg kom der af og til en meget rar måleraflæser Hans Sejer Beck. Han arbejdede for el-selskabet SOAE. Han skulle aflæse folks målere og kræve penge op for det, der var blevet brugt. Under krigen kom han cyklende rundt til folk, senere blev cyklen udskiftet med en flot motorcykel, og endnu senere kom han i bil.

Tanghavevej 1.
På den store gård, 'Albjerggård', som lå på hjørnet overfor kirken, boede Eskild Thomsen, som blev gift med Ingrid,. Hun var enke efter en politimand, der døde under 2. verdenskrig. De fik sammen 2 børn. Eskild var en meget livlig og fornøjelig mand,
I haven ud mod vejen stod der et kæmpe stort valnøddetræ. Smedens Bitten var 'ung pige' på gården fra 1944 - 45. På det tidspunkt blev den taget af tyskerne til indkvartering. Bitten fortæller, at de fik travlt med at rydde karlekamrene til tyskerne. Karlene blev flyttet over i stuehuset for at bo i gæsteværelserne. Det var en vanskelig situation, fordi Eskild Thomsen var med i modstandsbevægelsen. Det var ikke problemfrit, når han om natten skulle snige sig ud og samle våben i skovene. Det viste sig senere, at der var gemt våben oppe på høloftet. Den jul holdt soldaterne fest på kroen. De blev rigtig fulde, sloges og skød vildt om sig med deres pistoler. Det var en aften familien sent glemte! Næste morgen blev alle soldaterne straffet. Straffen bestod i, at de skulle fylde deres trækvogne med brænde, køre gennem hele byen for at læsse det af og på igen. Bitten havde, som 'ung pige' i huset, den blandede fornøjelse at skulle skure gulvene på soldaternes værelser. Det var drøjt, for her havde de gået rundt med deres store, snavsede, sømbelagte støvler. En dag fik Eskild Thomsen en ny tredjekarl ved navn Karl Otto Meyer. En dag spurgte Bitten ham, hvor han kom fra. 'Jeg kommer fra Glamsbjerg', sagde han. Bitten kunne godt nok høre, at han ikke var fynbo. Men hun kunne ikke rigtig finde ud af, hvor han så kom fra. Det viste sig senere, at han havde været elev på Duborgskolen i Sydslesvig. Da han blev indkaldt til soldatertjeneste i den tyske hær, var han - som dansksindet flygtet over på den anden side af grænsen. Han blev senere landagsmand i Kiel. Pludselig en dag under frokosten så familien og tjenestefolkene, at der kørte nogle tyske biler ind ved gården. Det var gestapo, - som var nazisternes hemmelige politi. De gik frem og tilbage nede ved det store træ, som lå ude ved landevejen. Det kan nok være, at der var nogen ved bordet, der blev blege. Heldigvis kørte gestapo igen.
I dag bor skovrider Velling her.

Tanghavevej 3.
Her boede forpagteren til Eskilds gård. Her mødtes de unge tit til et slag kort.

Tanghavevej 6.
Oure Friskole. Her var lærer Kr. Elkjær og hans kone Marie ene om at undervise. De havde også en gang om ugen hyggeaftner med oplæsning og sang for egnens unge karle og piger, der kom cyklende fra nær og fjern.
Efter Elkjær kom Hans Larsen og Marie til Friskolen. Han havde været frisør, før han blev lærer. Han var voldsomt interesseret i historie bl.a. om Sønderjylland og Sydslesvig. De fleste børn i Friskolen kom ude fra gårdene. Vi børn, der gik i kommuneskolen, havde ikke noget varmt forhold til børnene i friskolen. Vi kaldte dem for 'friskiderne', og de sagde til gengæld: 'Vi skal heldigvis ikke spørge kommunen om noget'. Nogle børn fra kommuneskolen lå efter skoletid på lur bag en hæk for at tæve dem. Mærkeligt var det, at vi ikke kunne enes.

Tanghavevej 7.
Her bor Inger Madsen, som tidligere havde boet på Fuglehavegård.

Tanghavevej 8.
Her boede Marie og Ejnar Storm, som en periode var værtspar i forsamlingshuset

Tanghavegård 10.

Else og Hans Tømrer.  I dag bor Hermandsen her.

Tanghavevej  11.
Det gamle forsamlingshus lå her.Forsamlingshuset blev under krigen taget af de tyske soldater. Før den tid blev det brugt flittigt af sognets beboere, som på cykel kom til de forskellige arrangementer. Værtsparret hed Marie og Ejner Storm. De blev senere afløst af Karen og Oskar Jensen. Den store sal blev opvarmet af to store, runde kakkelovne, Ovenpå lå den lille sal ud mod balkonen. Her oppe kunne man købe kaffe og sodavand. Man kunne ikke købe øl og spiritus.
 
I forsamlingshuset var der gymnastik for de unge karle og piger, også skolens drenge havde gymnastik 1 time om ugen uden varme i kakkelovnen om vinteren. Man var på egnen stærkt påvirket af Niels Buchs Ollerupgymnastik. Når der blev afholdt gymnastikopvisninger, mødte byens befolkning gerne op for at nyde det. Når mændene skulle til at springe over bukken eller lave kraftspring, så blev fløjdørene åbnet ud til gangen og videre ud til det fri. På den måde kunne gymnasterne få et ordentligt tilløb. Karen Pilipsen sagde engang i sjov til fru Bærholm, at hun havde lagt mærke til, at når de unge mænd startede tilløbet helt ude i marken, så var de så trætte af det lange tilløb, at de næsten ikke kunne komme over bukken.
I Forsamlingshuset blev der danset folkedans, holdt foredrag, møder og høstfester. Disse startede altid med et stort kaffebord med wienerbrød og flødekager. Der blev også holdt private fester, her nød Oskar at føre sig frem som skaffer i den hvide jakke - en skaffer var en person, der stod for at arrangere festen, han sørgede for borddækningen, dirigerede med serveringsdamerne og holdt orden på taler og sange. Hans kone Karen sled i det med maden ude i det store køkken.
 
Af stor betydning var alsangstævnerne under krigen, hvor den halve by mødte op. Det gav folk et fantastisk sammenhold, at synge alle fædrelandssangene fx 'Det haver så nyeligen regnet', 'Jeg elsker de grønne lunde', 'I Danmark er jeg født' og 'Altid frejdig når du går'. Folk blev altid rørte og fik tårer i øjnene, når de hørte disse linjer: 'Kæmp for alt hvad du har kær, dø om så det gælder, da er livet ej så svært, døden ikke heller'. Disse stævner styrkede folks moral og gav dem mod.
Ved juletid blev der i forsamlingshuset holdt store fester, hvor der i juledagene blev danset omkring et stort, fint pyntet træ. De uddelte slikposer indeholdt et æble og lidt kedeligt slik.
2. juledag var det Skytte- og Gymnastikforeningen der festede. 3. juledag kl. 16 havde Friskolen juletræ for elever, søskende og forældre. 4. juledag var der fest for kommune-skolens elever, søskende og forældre. Ved disse fester, var det drengenes store fornøjelse at glide hen over det glatte gulv, Oscar havde nemlig i forvejen strøet sæbespåner og stearin ud på gulvet for at gøre det glat til dansen. Endelig 5. juledag var der juletræsfest for husmandsforeningen.
Det var et hårdt program for værtsparret. I dag ligger Oure smede- og maskinforretning her,
ejeren bor i skomagerens gamle hus i Oure.

Tanghavevej 14.
Her boede Jens Jensen, som var sparekassebestyrer i Oure, hanssøn Halvor var gift med Else. Deres søn, Torkil er i dag præst i V. Åby.

Tanghavevej 20.
Marie og Emanuel Johansen, som var baptister, boede her, de bor nu oppe i Oure by.

Tanghavevej  22.
Her boede træskomanden fra Vejstrup. Hans døtre hed Lis og Sonja.

Tanghavevej 23.
Niels Jacobsen og Erna Torbensen boede her, deres børn var Keld og Anne Marie.
 
Tanghavevej 24.
 'Hjørnebo' her bor Karen Balmann.

Tanghavevej 26.
Hjørnegård. Her boede Karen og Folke Balmann, deres børn var Margit og Jørgen.
 
Albjergvej 4.
Baptistkirken i Oure er Danmarks ældste. Den lille røde kirke er opført 1857. Her blev der holdt gudstjenester og søndagsskole. Jeg kan huske, at jeg så gerne ville gå i søndagsskole ligesom Gunhild, men det måtte jeg ikke.

Albjergvej 5.
Efter gadekæret lå sprøjtehuset. Den flotte, gamle sprøjte er i dag opbevaret på Egeskov Slot.

Albjergvej 6.
Over for gadekæret boede Henrik 'Æghandler' Nielsen og hans kone Line. De havde en søn, Niels Peter. Æghandleren kørte rundt til folk med to små, lyse heste med strittende manker og samlede æg ind. Han havde også fjerkræ - ænder, gæs, kyllinger og duer, som han solgte til både private og på torvet. I forhaven havde han et stort firkantet bassin med guldfisk. Han havde støbt bassinet med flotte sten og muslingeskaller hele vejen rundt i kanten, der lå smukke åkander og flød i vandet, Bag ved bassinet var der en stenhøj lavet af store kampesten. Her havde han en masse forskellige stenhøjsplanter. Gunhild og jeg meget optaget af at stå og se ind over hegnet på de flotte guldfisk. Vi kendte ikke andre, der havde sådan et flot bassin.
 
Albjergvej 7.
Her blev mange år senere opført et posthus, som styredes af fru Thiesen. Hun var en meget bestemt og kontant dame. Da det lukkede kom Ellen Hvidtfeldt Hansen, kaldet Bitten til at bo her. Hun var datter af den gamle smed. I mange år havde hun sammen med sin mand, Svend Børge Hvidtfeldts købmandsforretning, der lå over for kroen.
 
Albjergvej 8.
Her boede Gunhild, som jeg sad ved siden af i skolen, sammen med sine forældre snedkermester Kristian Brinkmann og Marie. Det var rare mennesker, som min mor lavede mange sjove ting sammen med. I det store, firkantede hus havde Kristian sit snedkerværksted nedenunder og privatbolig ovenpå.
De fik senere 3 dreng Holger -44, Helge-46 og Gregers -49.
Kristian Brinkmann fremstillede i 1950erne møbler for Kolds Møbelfabrik i Kerteminde. I den periode havde han ansat 8 - 9 mand fra Oure, som skulle hjælpe til med at lave stole og andre møbler. Svend Børge Hansen var ansat på værkstedet til at sprøjte de færdige møbler. Desværre snød Kolds Møbelfabrik Brinkmann, så han var ved at gå helt ned med sit snedkeri.
Da mor, Agnete Dinesen hørte det, handlede hun spontant ved sammen med Brinkmann at få en fabrikation af trævarer sat i gang. Hun tegnede forskellige modeller til smørebrætter. Der var en isbjørn, en firkantet fisk, en rund fisk, en elefant og et mexicaner-hoved. Hun tegnede skærebrætter, som forestillede store fisk og elefanter, pølsebrætter i form som en stor pølse, ostebrætter som en mus med store ører, forskærerbrætter og bægre til cigarer, - alt i teaktræ med effekter i andre træsorter, teak var tidens trend. Brinkmann gik derefter i gang med at fremstille tingene.
Det hele gik som varmt brød i brugskunstforretninger og blev eksporteret til bl.a. Tyskland. Hun fik også Brinkmann til at lave serveringsbakker og glasbakker, som hun malede med fx fugle og blomster. De blev solgt til isenkramforretninger overalt. På den måde reddede Brinkmann sin snedkerforretning.
Jeg har alle modellerne, og selv om de har været i brug i mange år, er de stadig smukke.
Mor, Agnete Dinesen, som var uddannet på Tegne og Kunstindustriskolen i København fra 1927 - 1934, var sammen med Kristian primus motor, da Oure Husflidsskole nogle år efter kom op at stå. Undervisningen kom til at foregå i snedkeriet, hvor de begge underviste en hel masse mennesker. Jeg gik også på skolen flere år og fik lært både at høvle og dreje. Mor underviste i at flette store og små kurve af peddigrør og vidjer. Bunden var tit lavet af træ, som eleverne malede almuemotiver eller blomster på. Samtidig underviste hun i mange år i stoftryk, batik og stofmaling på Oure Skole og i Svendborg under AOF´s aftenskole. Hun gjorde også et stort arbejde for Husmoderforeningen, som hun senere blev formand for.

Albjergvej 9.
Her boede Laura, som var søster til Hans Jørgensen. Hun flyttede sammen med murer Johannes 'Lif' Petersen, som var enkemand. Han havde i flere år arbejdet som snedker hos Brinkmann. De havde en stor, gammel rødbøg stående i deres have. Senere flyttede Rudolf Petersen og hans kone Tove ind i huset. Det er meget behagelige mennesker. Her har 'Rudi' og Tove anlagt en meget flot have, hvor den gamle rødbøg stadig har hæderspladsen. De fik 4 børn, Jane, Keld, Ib og Jannik. Tove blev en elsket dagplejemor for mange af byens børn. Karen Dinesen og John Volkmanns børn, Camilla og Jens blev også passet her.

Albjergvej 10.
Jens Hansen var maskinsnedker. Efter ham blev huset overtaget af købmand Mickleit og hans kone. De havde en søn Svend, som kom på Haahrs Skole i Svendborg. Fru Mickleit havde en systue, hvor folk kunne få syet nyt tøj. Hun syede også om og reparerede tøj. Forretningen blev senere overtaget af købmand A. Myhre og hans kone Laura. Han stammede fra Bornholm, så han var lidt svær at forstå. Myhre var den sidste sygekassekasserer i Oure.

Albjergvej 11.
På hjørnet ved Strædet havde to søstre Cecilie og Marie Rasmussen deres lille kolonial- og trikotageforretning. Det var en helt vidunderlig, gammeldags butik, hvor Cecilie stod bag disken. Her kunne man købe madvarer, sæbe, tøj, garn, slik, glansbilleder og nips. Hun solgte også de små, lette 'balletsko' med elastik hele vejen rundt, disse skulle både drenge og piger have på, når de gik til dans på kroen. Man måtte jo ikke ødelægge de fine lakerede gulve. Cecilie havde de lækreste Pinocchiokugler, negerboller, chokoladecigarer, lakridspiber med kulørt krymmel på hovedet og salmiakstænger til 10 øre stykket. Det var skønt at snuse rundt i butikken, der duftede svagt af kaffe.

Albjergvej 12.
Her lå vandværket, som blev bygget efter krigen. Far sad i en periode som suppleant i Vandværkets bestyrelse.

Albjergvej 14.
Her byggede Laura og Johannes hus, da de flyttede fra Albjergvej 9.

Albjergvej 15.
På  hjørnet i 'Solvang' boede Karl og Karen Højte i en pæn, velholdt gård. Jeg gik i skole med deres søn Otto. Karen Haugsted fortæller, at hun og Otto Højte gik i danseskole i Oure. Et år til afdansningsballet var de to prinsessen og soldaten fra 'Fyrtøjet', da de skulle fotograferes, lånte de lærerens hund, som kom med på kisten.

Albjergvej 17.
Her boede Carl Johansens mor. Omkring 1990 flyttede Paul og Ilse Krammer ind i huset. Han var førstelærer på Sct. Michael Skolen fra 1953 - 84. De fik to sønner Stig og Jon.
Ilse dirigerede sangkoret i Oure i mange år. Hun underviste også i violin på Skårup Statsseminarium.
Fra den tid er der en sød historie om Ilse. I midten af 1950erne sad hun sammen med et nyt violinhold og småsludrede. En af de unge seminarister småflirtede lidt med den mørkhårede, kønne pige. Pludselig sagde han:' Hvornår kommer mon vores violinlærer'? 'Ja, det er altså mig, der er læreren', sagde Ilse. Det blev der meget grin af.

Albjergvej 19.
Murerarbejdsmand Thorvald Storm Hansen boede her. Han var bror til snedker Johs. Hansen.

Albjergvej 20.
Her lå der på et tidspunkt Nørregårds radioforretning.

Albjergvej 21. 
Her boede først Hans Hansen og derefter Karl Johansen. Efter ham købte Ejnar Ravn og hjemmesygeplejerske Else Ravn huset.

Albjergvej 22.
Huset blev bygget af Mikkelsen. Her var en periode en damefrisørsalon.

Albjergvej 23.
I 1960. lod maler Christian Faurby huset bygge. Han var en spinkel mand, som var rigtig rar.

Albjergvej 24.
Her boede fabrikant Laurits Hovmand og hans kone Bertha. De havde en datter, Erna. Han var skosværtefabrikant og fremstillede også hønsefoder. Her var der bibliotek, som Hovmand styrede. Han var en rigtig rar mand. Han var både vis og tovli`, sagde folk om ham.
Gerda og Hans Otto Rasmussen boede her fra 1966 - 72.

Albjergvej 25.
Fra midt i 1950. bor lærer P.O. Nielsen i huset, som han har bygget.

Albjergvej 26.
Fra 1936 boede tømrer Niels A. Nielsen i huset. I 1945 overtog Hansigne Nielsen det. I 1950 flyttede Ejnar Larsen ind i huset.

Albjergvej 27.
Her blev Oure Sportsplads bygget i 1949. Åge Mortensen, kaldet 'Morten' stod for hele beplantningen omkring sportspladsen.
Den jord, hvor sportspladsen er bygget, tilhørte Hans Stokkehave Hansen, som boede i nr. 21. Hans med 'klokken', sagde man. Han havde fået sit tilnavn, fordi han ikke kendte klokken. Hvis ungerne sagde: 'Hvad er klokken, Hans', så svarede han: 'Vil du bare se, den er lige der oppe ved'.

Albjergvej 28.
Her lå præsteforpagter-gården, som nu er fjernet. I mange år stod forpagter Christiansen for bedriften. Den sidste forpagter var forvalter Elvinius Knudsen. Han var en flink mand.
I mange år var han forvalter for frk. Sehested, der ejede Bjerreskovgård og Tangegård.  Familien Knudsen boede på Tangegård, her dyrkede man under krigen tobak, for at kunne tørre tobaksbladene, blev der bygget to store lader i træ.
Knudsen startede en idrætsforening i Lundeborg.
 
Albjergvej  29.
Huset blev bygget i 1950. Det blev kaldt 'Hytten'. Her boede gårdejer Jens Jensen og Klara, som var lærerinde på Byhaveskolen i Svendborg.

Albjergvej 30. 
Den store, hvide præstegård.  Her boede pastor Møller sammen med sin gamle mor. Hun underholdt altid med, at hun engang havde siddet på skødet af Grundtvig. Hver dag gik hun i fast rutefart rundt mellem alle sognebørnene. Det var ikke altid hendes besøg passede folk, så det skete, at man ikke åbnede, når hun ringede på. For var hun først kommet ind, - ja, så blev hun i timevis. Selv om vinteren, når det var glat, skulle hun ud. Hun klarede det ved at tage præstens lange underbukser på. Hun trak de lange ben ud over støvlerne og bandt en knude for enden, så var hun klar. Dag Monrad Møller var præst, både i Oure, Vejstrup og Lundeborg kirker. Han var meget interesseret i kirkens historie, ofte stod han - med et lommetørklæde over issen, oppe i kirken og forsøgte at banke kalk af, så de gamle kalkmalerier kunne komme frem. Der kom dog en rigtig konservator til senere. Efter krigen kunne man tit se ham på knallert, også kaldet en røvskubber, - på vej til gudstjeneste i sin flagrende, sorte præstekjole. Præsten blev senere gift med en yngre sygeplejerske efter et ophold på Løgumkloster. Han nåede at få 3 børn - Birgitte, Ole og Torsten.
Han gik af i 1976 og blev afløst af Yrsa Ludvigsen. Det valg passede ham ikke, for han ville ikke vide af kvindelige præster, selvom det i 1947 var blevet bestemt, at kvinder kunne være præster. Han nægtede simpelthen at hilse på den nye præst.
Dag Monrad Møller nåede at blive over 9o år.
 
Albjergvej  31.
Her boede Ejner og Signe Jørgensen. Han stod for fagforeningens arbejdsløskasse. Her kunne folk komme og få udbetalt penge, hvis de ikke havde noget arbejde.

Rønnevej 4.
Andelsfrysehuset blev bygget i 1948. I begyndelsen var det Hovmand, der passede det. Han havde bestemte åbningstider på bestemte ugedage, hvor man kunne komme og hente varer. Her havde folk mulighed for at leje en eller flere aflåste bokse. Disse bokse var adskilt af nogle tværgående brædder, så det skete at en pakke faldt ind i naboboksen. I disse bokse kunne man nedfryse havens frugter og de hjemmeslagtede grise, kalve, høns, ænder. Alle madvarerne var pakket ind i brunt papir, der var lukket med klæbestrimler, uden på var der skrevet, hvad der var i pakken, og hvem den tilhørte. Det var selvfølgelig et stort fremskridt, men lidt besværligt at skulle ud af huset for at hente sine madvarer.
I dag er det lavet om til privatbolig.

Rønnevej 6.
Her boede amtsvejmand Rasmus Rasmussen og hans kone Dagmar Eleonora Christine. De havde 7 børn: Hans, Edith, Kurt, Willy, Bent, - som arbejdede hos smeden og Ove, - som jeg gik i skole med.
Rasmus og Dagmar var også ringer og graver ved Oure Kirke, mens Stub var præst før 1939. Hvis Rasmus havde opgaver som vejmand, var det Oskar Jensen der hjalp med grave-arbejdet. I snestorm måtte Rasmus ud med sneploven. Den sad foran på en lastbil med en stor gasgenerator på siden På markerne satte man på særligt udsatte steder store snehegn, og vejen blev afmærket med koste, så ikke sneploven endte ude på marken eller i grøften. Under krigen var det drøjt, fordi vi havde meget lange, kolde vintre med masser af sne. Her spændte Rasmus en træsneplov foran en arbejdsvogn, der blev trukket af fire heste.
Far havde et godt samarbejde med Rasmus. Som læge kunne han have brug for at få banet vejen, hvis der pludselig kom et livsvigtigt sygebesøg.

Strædet 6.
Her boede Inger og Kaj Nielsen. Han var mejerist, og hun vaskede mælkeflasker på Oure Mejeri i mange år. I 1957 blev de ansat som pedelpar på Sct. Michael Skole, her var de i 25 år.

Strædet  8.
Her boede Tominerne, de tre søskende hed Laurits, Marius og Alfrida. De fik deres navn Tominerne, fordi deres mor hed Tomine. Alfrida, som havde holdt hus for brødrene, døde først. Nu skulle de to brødre så selv klare husholdningen. Det gjorde de godt, og folk sagde rosende, at de havde det så rent og pænt, ja, - 'så rydtligt'. Men de havde et problem, hver gang de fik et brev, måtte de ind til Kristine Hansen, for at få det læst højt. De kunne nemlig ikke selv læse. Da frysehuset kom, var de meget fornærmede over alle de biler, der kørte på vejen, fordi beboerne selv skulle holde den vejstrækning. De fandt på at stille en stor huggeblok lige midt på vejen, men det fik de ikke love til ret længe!

Strædet 10.
Her boede Hans Hansen og Kristine, det var købmand Svend Børges far og mor. Han kørte brød for Oure Bageri og Kristine var en meget dygtig syerske. Hun kunne være ret så kritisk og kom ofte i klammeri med folk.
 
Hun kom på et tidspunkt i klammeri med Hans Otto Rasmussen, fordi hun havde hævdsret over nogle solbærbuske, og de stod nemlig lige der, hvor han ville bygge en hal til sit autoværksted

Rønnevej 15.
Her boede Rasmus Skaarup Rasmussens mor og far, murer Chr, Rasmussen. Kirsten Andersen, ældste barn af Amerika Andersen bor her i dag.

Rønnevej 16.
Husmand Rasmus Skårup Rasmussen og Marie boede her. Huset er i dag overtaget af deres søn revisor Per Skårup Rasmussen

Rønnevej 17.
Helt ude for enden af vejen boede murer Thorvald Møllegård og Petrea i et gammelt bindingsværkshus. De var søskende
 
Månevænget 10.
Her lå Oure Jernbane- og telegrafstation. Den åbnede 18. maj 1897.
Den spæde tanke om at anlægge en jernbane mellem Svendborg og Nyborg stammer tilbage til begyndelsen af 1830.
I 1881 blev der holdt et møde på Oure Kro hvor nogle magtfulde visionære mænd tog initiativ til at få bygget en jernbane. Til stede var godsejer Dons Hesselagergård, godsejer Jørgensen, Tiselholt, gårdejer Lars Nielsen, Langå, gårdejer Anders Petersen, Gudme og skoleinspektør Hørluck. Udgifterne blev fordelt mellem kommunerne og amtet.
 Det var den dyreste jernbane i Danmark pr. kvadratmeter, fordi den gik igennem meget kuperet terræn, så der var omfattende jord- og anlægsarbejde, og der var dyre ekspropriationer af jord. Ingeniør Ammenstorp blev tilsynsførende med anlægget, og arkitekt H. Wench skulle tegne og opføre stationsbygningerne.
Man havde til banens åbning købt 4 Jung damp-lokomotiver, 9 to-akslede personvogne, 2 postvogne, 2 rejsegodsvogne, 13 lukkede, 13 lavsidede og 4 højsidede godsvogne.
Den 18. maj 1897 åbnede så banen.
Første tog gik fra Svendborgs flotte lokalbanegård kl. 10 med pressefolk og honoratiores. Under turen blev det fortalt, at banestrækningen gik gennem den næsttætteste befolkede egn. Den tættest befolkede egn var Klampenborg. Passagererne havde mange lovord om den smukke strækning, hvor man fra Holmdrup kunne se ud over Sundet til Thurø, Tåsinge og  Langeland. Man roste også det gode materiel. Flere tusind folk stod hele vejen langs banestrækningen og vinkede til toget, der snoede sig gennem det smukke sydøstfynske landskab. Kl. 11 kørte det nypudsede, fint blomster- og flagsmykkede tog ind på lokalstationen i Nyborg. Vel ankommet tilbage til Svendborg blev der budt på en flot frokost på Wandalls Hotel.
De første år kørte der dagligt 4 tog i hver sin retning, og der var mange rejsende. Overskuddet var det første år på 32.861 kr. På den tid tjente en voksen arbejder 1000 kr. om året. Landmændene fandt hurtigt ud af at benytte banen til specialtransporter med heste,
svin, kvæg, roer, foderstoffer og maskiner. Mange håndværkere flyttede nu fra købstæderne ud til stationsbyerne og etablerede sig der. Det var en lovændring fra 1862, der gjorde det muligt. I det hele taget skete der en eksplosiv udvikling i de små landsbyer langs banen, som nu blev lagt sammen med de mange stationsbyer. Udviklingen i Oure skyldtes mest, at byen lå på landevejen Svendborg-Nyborg. Banen kom til at ligge ca. 300 m. bag ved byen. I Oure var det Amstrup, der var stationsforstander. Han boede sammen med sin kone Marie oven på stationsbygningen i en lille lejlighed. De havde to børn Kaj, som blev lærer på Byskolen i Svendborg, og Grete som var damefrisør.
På stationen kom man først ind i en mørk ventesal med mørke træbænke langs væggen. I hjørnet stod der en stor, rund kakkelovn. Lige indenfor til højre stod der på gulvet en spytbakke af porcelæn, det var nærmest en lav, lille potte med lidt sand i bunden, her spyttede mændene, når de kom ind i ventesalen. I samme rum var der billetluge og
postekspedition. Herfra kørte posten ud med breve og pakker to gange daglig. Når det var dårligt vejr, søgte folk ly i ventesalen, mens de ventede på toget, der ofte var meget forsinket. Om vinteren lugtede der rigtig surt af al det våde overtøj.
Det var meget flot, når man som lille barn stod og så de store hvæsende damplokomotiver, der lukkede røg og ild ud. Vi fik altid besked på at holde os på afstand af toget, når det kom brusende ind på perronen..
Efter lokomotivet var der en tender, hvor man havde tørv. Der var mange vogne bagefter, nogle til pakker og gods og andre til passagerer. Man steg op på toget på en åben endeperron og gik derefter ind i en åben togvogn, hvor man sad på hårde træsæder, der var vendt mod hinanden. Ovenover var der 'hæklede' net til kufferter. På væggene hang det fotografier af fremmedartede landskaber.
Senere kom der vogne, hvor man steg ind i gang, der gik hele vejen gennem vognen. Der var hele vejen små lukkede kupéer, hvor der kunne sidde 6 personer, her var sæderne af læder.
Senere overtog Thiesen stillingen som stationsforstander. Hans kone sad i posthuset og i billetlugen. Under krigen gik der hele tiden tog fra Svendborg til Nyborg
Det var ikke en økonomisk - men en politisk beslutning, at man lukkede banen. Man gjorde det, fordi der kom flere og flere biler. Det sidste tog kørte 30.maj 1964. Da banen blev nedlagt flyttede Thiesen med til det nye posthus, der kom til at ligge ved siden af gadekæret.

Månevænget 14.
Foderstoffen og Andelsgrovvarer. Her var Finn Rasmussen uddeler.

Albjergvej.
På en sti langs banen lå Teglværkshuset. Her boede Dagmar og Kristian 'Sløjfe' sammen med deres datter Inger, da hun var lille.
I samme hus boede Marie og Åge Rasmussen, de var forældre til barber Bent Erland, som nu bor Landevejen 137. Ham gik jeg i skole med.

Albjergvej - ned mod Tyvekrogen.
Her boede Karen og Lars Torbensen.

Albjergvej.
Amanda og Edith boede i det lille stræde over for Jarlgårds planteskole.

Albjergvej.
Her boede ærboen, som var børstenbinder. Han kørte rundt på sin sofacykel og solgte sine børster.

Albjergvej.
Her boede Stannislau med sin kone, de kom fra Polen. I 1960 blev konen påkørt og dræbt af toget. Hans datter Stanni blev gift med Povl Bærholm.

Albjergvej
Her boede Gerda. Hun var mor til Doris, Erik og Niels. Niels blev senere gift med Misse fra Tatol,.

På hjørnet af Landevejen  og Albjergvej.  Her boede Agnete Mikkelsen.

Som en sidevej til Albjergvej er der i 1970erne bygget et nyt kvarter Solvænget og
Stjernevænget.

Stjernevænget 5.
Her bor gamle Holger Ullerup, han er god til både at huske og synge lange gamle viser. Han nåede at blive 95 år inden han døde i 2005 på Plejehjemmet i Gudme.

Stjernevænget .
Her boede Kirstine Petersen fra Rubenlund til sin død i 1990erne. 

Stjernevænget 10.
Her byggede min søster lærer Karen Dinesen og hendes mand lærer John Volkmann hus  i 1970erne. De fik to børn Camilla f. 1973 og Jens f. 1975. Camilla, der er psykolog, bor sammen med sin mand Jakob Ravn i Svendborg. Jens er uddannet i Perugia i Italien, han er cand. polit. og operasanger. Han bor i København med sin japanske kone Rika, og arbejder i dag som fuldmægtig på Københavns Rådhus. Karen har i 40 år undervist åndssvage børn og unge på Byhaveskolen i Svendborg, hun er også kirkesanger i Oure Kirke. I 2005 døde John Volkmann.
 

Landevejen.
 
Midt mellem Hesselager og Oure drejer vejen ned mod Gudme. Her ligger det 700 år gamle Broholm Gods. Her boede Jørgen Sehested. Han havde før krigen haft store besiddelser i Rusland, som kommunisterne under revolutionen havde frataget ham. Derfor afskyede han alt, hvad der havde med kommunismen at gøre. Måske var det årsagen til, at han tilsluttede sig nazisterne, der også var imod kommunismen. Efter krigen fik han en fængselsstraf, fordi han havde været nazist.
Jeg husker ham som en rar, gammel mand, der havde en utrolig stor viden om arkæologi.
Jeg har fra hans ansatte hørt, at han var en meget omsorgsfuld og retfærdig arbejdsgiver, som var uhyre vellidt.
 
Landevejen 185. 
Her boede slagter Larsen, Han havde en datter Inge Lykke, som blev gift med Monsen fra banken. Inge Lykke bor i Jylland og er bogholder ved kriminalforsorgen.

Landevejen 183.

Landevejen 177 og 179. Her lå et par statshuse, der var udstykket fra den gamle præstegård.

Landevejen 179.
Jens Christian og Helga Petersen boede her på en mindre gård overfor mejeriet. Hun handlede med æg.  De havde to børn. Datteren hed Else


Landevejen 177.
Her boede Ejnar Nielsen, som var far til Børge 'Post'. Han og Henny flyttede senere ind i huset. Ejnar var bror til Bertha 'Blik'.
 
Landevejen 176.
I udkanten af byen mod Nyborg lå andelsmejeriet, der blev opført 1903. Her var Johannes Vinther mejeribestyrer fra 1920 - 1967. Fra gårdene blev mælken hver dag i hestevogn kørte i junger ud til mejeriet, der var 5 ruter. Tidligt hver morgen kørte mælkemanden Hans Peter 'Kærlighed' ud fra mejeriet med sin hestevogn til de forskellige husstande. På lang afstand kunne man om formiddagen høre lyden af hestehovene og klokken, som han ringede med for at fortælle konerne, at han var på vej. De kom så løbende ud med deres blå emaljespande, som blev fyldt op. Sødmælk, skummetmælk, fløde og kærnemælk blev tappet af messinghaner fra store mælkejunger, som han havde i en kasse bag på vognen. Efter krigen blev mælken bragt ud med en mælkebil, her stod de store mælkejunger på bilens lad. Senere leverede mejeriet deres produkter på glasflasker, der blev taget retur. I 1960erne blev mælken solgt i tilsvejsede plasticposer. Det opgav man dog hurtigt og gik over til papkartoner.
 
Johannes Vinther var gift med Dagny. De havde tre døtre Kirsten, Sanne og Bodil ’Basse’. 
De var rigtig gode venner med mine forældre, Keld og Agnete Dinesen, der boede i LÆgeboligen. Jeg tror, det var musikken, der bragte dem sammen. De cyklede alle fire en gang om ugen til de dejlige sangaftner på Seminariet i Skårup hos komponisten Oluf Ring.
 
På mejeriet kom der af og til en ældre dame, Signe Per Løkke, og hjalp Dagny med at stryge. Hun kom til fods fra Ellerup, hvor hun boede på en gård hos sin søster, man sagde, at hun led af ulykkelig kærlighed. Hun var en rigtig nobel dame, når hun kom med sin fine hat og blankpudsede sorte træsko.

Under 2. verdenskrig fik vi lov til en gang om ugen at komme ned på mejeriet, her fik vi et karbad i det varme vand, der kom fra mejeriet Det var herligt, fordi vi endnu ikke havde installeret badeværelse i Lægeboligen, det skete først omkring 1953.
Under krigen havde folk rationeringskort til bl.a. smør. Det var ikke de store portioner, man fik tildelt, så mor var glad, når hun efter den ugentlige badedag kom med Johs. Vinther ud i mejeriet, for her fik hun klasket en stor portion smør op på et stykke pergamentpapir. Det kom lige fra smørdritlen. Nej, hvor smagte det godt, Vi fik også tit et stykke god ost med hjem eller en spand tyk og lækker kærnemælk. Det var virkelig en vennetjeneste.

Det var en stor sorg, da Dagny døde alt for tidligt af den uhelbredelige sygdom, tuberkulose. Ganske få år efter Dagnys død, opdagede man streptomycin, som kunne helbrede tuberkulose. Jeg kan huske, at jeg tænkte meget over, at det var mærkeligt, at man havde været så tæt på at kunne redde hendes liv. Tidligere slog tuberkulosen utrolig mange mennesker ihjel. Man byggede sanatorier, hvor de smittede blev indlagt, her blev de behandlet med frisk luft og sol på store åbne terrasser. Men med antibiotika, bedre hygiejne, sundere kost og calmettevaccination af hele befolkningen fik man stort set udryddet tuberkulosen i Danmark.
Efter Dagnys alt for tidlige død fik Johs. en yngre husbestyrerinde, Bodil, som tog sig kærligt af hele familien.  Johs. og Bodil giftede sig nogle år efter og fik sammen en datter, Lone. Vi kom til at holde meget af Bodil.
Jeg husker stadig deres store, flotte fester nytårsaften efter krigen, Alle vennerne med deres børn var inviteret, og hele huset summede af glade mennesker. Vi børn legede så hele aftenen, mens de voksne dansede. Den aften fik vi torsk i mayonnaise med rejer og kaviar, lækkert. Jeg kan huske den træthed, der bredte sig i hele kroppen hen på natten, når vi børn sad eller lå inde på kontoret, mens de voksne festede til den lyse morgen. På en eller anden måde gav det en vis tryghed, at vi gennem den halvåbne dør kunne høre de voksne danse og more sig i stuerne ved siden af, imens lå vi og fulgte de bløde bevægelser i en stor norsk halmuro, der hang ned fra loftet.
Oure mejeri blev lukket 1967.
Desværre døde Johannes kun 3 uger efter, at de var flyttet op på Landevejen 123.
I mejeriet blev der lavet en antikvitetsforretning (Brambæk Gård). Derefter kom der et hjem 'Kærnehuset' for unge mennesker, der havde svært ved at finde sig tilrette. I dag er det omdannet til et behandlingshjem 'Phønix House' for narkomaner, der er blevet stoffrie.
 
Landevejen 166.
Her boede Marie og 'Spe' Hans, som var bror til kommunekasserer Helge Rasmussen. Han fik sit tilnavn, fordi han sagde 'spe' i alle sine sætninger. De havde under krigen mange modstandsfolk 'skjult' på deres gård. De gik bare ude på markerne og arbejdede, så tyskerne troede, at de var daglejere. Karl Otto Meyer gemte sig i en lang periode hos dem. Ole Bærholm tjente hos Hans som nykonfirmeret, han fik 40 kr. om måneden.
Familien Grotte bor her i dag.

Landevejen 164.
Bag gården boede Rasmus Skovfoged og senere  Heldine, en sød, gammel, fin dame, der altid gik med hat. Hun blev over 90 år gammel. Hun kom af og til på besøg. På et tidspunkt forærede hun mor et manglebræt med stok. Det havde hendes mand skåret til hende, da hun var ung. Det forestillede helt usædvanligt to heste, der sad som håndtag på brættet.
 
Landevejen 161.
Kirkelygård, som lå over for kirken, var en gammelbindingsværksgård. Her var Hans Pedersen gårdejer,han var gift med Margrethe, der stammede fra Tyskland. De havde to døtre - Anna og Maren. Hans Pedersen var en meget flittig mand. Han havde ikke noget nemt landbrug, for hans marker lå meget spredt fra gården. Han måtte hver dag drive køerne over
Landevejen for at få dem på græs helt ude på markerne på Hammesbro. Det var drøjt, selvom der ikke var så mange biler som i dag. Pigerne på gården legede med smedens piger. De kom daglig hos hinanden. Det varnæsten deres andet hjem. Bitten har fortalt, at hvis de
kunne lide det, de skulle have at spise på Kirkelygård, ja, så blev de der. Hans Pedersen fortalte engang en historie fra sin barndom. To af hans kammerater havde fundet på at kravle heltøverst op i kirketårnet. Her kunne de ved at lægge et brætud gennem gluggerne nå at kravle ud og samle dueæg og dueunger, som de solgte til konerne rundt omkring i byen En dag krævede drengen, der stod ind i tårnet og holdt
brættet, en større del af 'kagen'. Det ville den anden, der hang ude på brættet, ikke være med til: ' Hvis du ikke siger ja, så slipper jeg brættet', sagde den første. Den anden ville, selvom han hang ude i luften, ikke give sig. Pludselig gav den første slip. Kammeraten styrtede hele vejen ned. Heldigvis faldt han ned i et buskads. Det eneste, der skete, var, at han flækkede sin ene træsko. Hvor heldig kan man være!
I dag bor Johnny Sunesen her.

Landevejen 159.
I den ene ende af det hus, hvor Oskar og Karens Grønbeck Jensen boede til leje, havde Karen og Hans Åge Andersen en lille slagterforretning. De havde 4 børn. Karen var søster til Ellen 'Bitten' og Johanne. Hans Åge havde været landmand.

Landevejen 158.
Gamle Hans Jørgen Hvidtfeldt var graver og ringer ved Oure Kirke. Han havde ved siden af et lille gartneri. Han døde som kun 40årig og efterlod sin kone Karen med 6 små børn. Det var en hård tid, men heldigvis havde Karen Hvidtfeldt sin købmandsforretning. Hun tjente også lidt ekstra ved at have små mistbænke, hvor hun priklede kålplanter ud. Disse blev solgt hen på foråret. Forretningen passede hun sammen med sin søn Henrik. Han havde en bil med en lukket kasse bagpå. I den kørte han vareture ud til kunderne. Varerne lagde han omme i den lukkede kasse. Smedekonen Kirstine og Ingeborg var søstre til Henrik. Ingeborg blev gift med manden på Tanghavegård.
Jeg har fået fortalt, at når gårdejer H.C. Andersen - ude fra Oure Mark - skulle op på Oure Mølle, så kørte han først ind til købmanden. Her blev han siddende ude på vognen, så Karen Hvidtfeldt måtte ud og hente kurven og en seddel. Nu skulle hun finde det hele frem og pakke det ned i kurven, til han kom tilbage igen. Han var af den gammeldags type, der krævede respekt. Han kaldte altid på smedens piger, - der hjalp til i forretningen. De skulle så gå ud til vognen og give hånd og neje pænt for ham. Det syntes pigerne var lidt mærkeligt.
Smedens 'Bitten' har fortalt, at familien om søndagen kørte ned til moster og onkel på Tanghavegård. Alle fem sad under turen i varekassen. Det var spændende, fordi der ikke var ret mange, der havde bil i 1930erne. Det var nogle dejlige ture. Da 'Bitten' - under krigen blev konfirmeret, blev hun ansat som 'ung pige' hos sin mormor Karen Hvidtfeldt. Hun skulle hjælpe til både i privaten og i forretningen. Det var hårde tider under krigen, hvor næsten alle varer var rationeret. Der var rationeringsmærker på salt, mel, sukker, sæbe, rugbrød, kaffe, smør, tobaksvarer og tekstilvarer. Et par silkestrømper kostede 12,85 kroner. Det var rigtig mange penge, og så skulle man endda være heldig i det hele taget at få nogle. 'Bitten' tjente lidt ekstra ved at maske strømper op for flere af byens damer. Det var jo næsten en katastrofe, når der løb en maske på de dyre strømper. Alle varerne i forretningen vejede købmanden af selv. Noget af det værste var, når de skulle veje blød sæbe af. Om sommeren var sæbemassen nemlig rigtig lind og blød, og om vinteren var den meget hård. Forretningen havde en Esso-benzintank - den første mellem Svendborg og Nyborg.
En gang om året skaffede Hvidtfeldts alterlys til kirkerne fra Odense.
Under krigen fik de en særlig tilladelse til at købe altervin, - en meget dyr, fin, gammel portvin. Denne vin var der ikke andre, der kunne købe.
Da 'Bitten' blev gift med Svend Børge, sagde han:’ Fra nu af hedder du Ellen, det 'Bittenpjat' vil jeg ikke have mere’.
I 1957 købte Ellen 'Bitten' Hvidtfeldt og Svend Børge Hansen forretningen af morbror - Henrik Hvidtfeldt. Han blev boende hos dem og hjalp lidt til. De første par år arbejdede Svend Børge i Svendborg med at sprøjte biler. Det var nødvendigt, for der skulle bruges mange penge til nye varer. 'Bitten' havde 'ung pige' til at hjælpe sig, for der var jo to små børn, der skulle passes. I forretningen havde de også 'lånetøj' - tallerkner, glas og bestik, der kunne lejes til borddækning til de store fester. Der var fade, spisestel, glas og bestik til 120 personer. Det var et stort arbejde, for det hele skulle tælles, inden det blev sendt ud, og igen når det kom hjem. Det skete, at folk snød ved at bytte de fine glas om med gamle. Men det kom de til at betale for. 'Bitten' har fortalt, at de også handlede med kul, cement og tjære i løs vægt.
Far, dr. Dinesen havde også her en bog, hvor vore daglige indkøb blev skrevet ned. Vi betalte hver lørdag og fik samtidig et kræmmerhus bolcher. Far fordelte sine indkøb mellem de forskellige handlende, der var hans patienter. Forretningen havde åbent fra klokken 7 - 18 hver dag. 'Bitten' har fortalt, at det var en lettelse, da man begyndte at lukke klokken 14 om lørdagen. Selv påske- og pinselørdag havde man åbent til kl. 21. En hel uge inden jul var der åbent til klokken 20. 'Bitten' var altid en meget sød og slagfærdig kone, hun havde altid en frisk bemærkning og et smil på læben, når man kom ned i forretningen.
Da kommunen købte Laurits Andersens gård, ville Bitten og Hans Børge købe et lille stykke jord, der lå op til deres have. Der var et lille stykke jord i deres have, der ikke var tinglyst. Det havde tilhørt Rasmus Møller, som havde været død i mange år. Det var en meget besværlig sag. Det skulle sættes både i Statstidende og i flere aviser, for at man skulle sikre sig, at der ikke var arvinger. Jorden havde Henrik Hvidtfeldt fået af Anders Bærholm for en kasse Gammel Carlsberg øl. Det kom så vidt, at Svend Børge og Bærholm, - der den gang var 78 år, måtte i retten.  Her kunne Bærholm rigtig fortælle, så dommeren højlydt morede sig over ham. Enden på det hele blev, at Bitten og Svend Børge fik jorden. Men det var en dyr fornøjelse..
I dag bor Hjarnvig her.

Landevejen 157.
Det lange hus var Hans Jørgen Hvidtfeldts. Det lejede han ud til Oskar og Karen Grønbæk Jensen, som havde 6 børn: Kristine Edith, Jens, Astrid, Ella, Kaj, Hans og Else. Jens tog sammen med Povl Bærholm til Canada, siden hørte ingen noget til ham. Et af børnene, Kaj, gik jeg i skole med. Oskar og Karen var værtspar i Forsamlingshuset. Her følte Oscar sig godt tilpas, når han som 'skaffer' i sin hvide jakke kostede rundt med serveringsdamerne, mens hans kone, Karen svedte over kødgryderne i køkkenet.
Da kroladen blev revet ned, flyttede Søren 'Krokarl' ind på 1. sal. Her boede han til leje i mange år. Han var en gemytlig og fredelig fyr.
Oskar, som var noget af en strik, var en dygtig mand, der kunne lave lidt af hvert. Han lavede alle stengærderne omkring både gadekæret, kirken og skolen. Han var også træskomager. Han hjalp til med forskelligt murerarbejde rundt omkring. Da mor skulle lave vores kostald om til atelier, var det naturligt, at Oskar kom og hjalp.
Karen havde et stort ishus. Isen kom fra Hesselager Ismejeri. Her kunne man købe forskellige slags is fx 'Tophatte', som var isvafler. De var pakket ind i fint farvet sølvpapir. Man kunne også få firkantede vanilje-, cocktail- og nougatispinde. De var ligeledes pakket ind i hver sit farvede sølvpapir og kostede 15 og 25 øre stykket. Man kunne købe vaniljeis i pakker med 1 liter,½ liter og en kvart liter.


Landevejen 156.
I det lange røde hus boede smedemester Hans Christensen og Kirstine f. Hvidtfeldt. De havde tre døtre: Johanne, Karen og Ellen 'Bitten', som har fortalt mig, at de havde en god og tryg barndom. Der var altid liv i huset. Ud over familien var der ansat to smedesvende og to lærlinge. Det betød, at der skulle sættes meget mad på bordet hver dag. Først var der morgenmad klokken syv. Her fik de øllebrød. Klokken 9 blev der serveret frokost, som bestod af stegt flæsk med brasede kartofler og ostemad. Klokken tolv var der middag med to retter mad. Klokken tre blev der serveret kaffe, og klokken 6 var der aftensmad. 'Bitten' kan huske, at en lærling en gang spiste otte meget store, tykke skiver rugbrød. Den gamle smed, Niels sad altid for bordenden. Når der kom nye lærlinge, sagde han til dem: 'I må spise al den mad, I kan få ned, bare I er færdige samtidig med mig!'
Med alle disse mennesker, der var ansat i smedjen, var der meget vasketøj. Da man den gang ikke skiftede tøj så tit som i dag, så det var virkelig snavset. Når smedekonen holdt storvask, blev al tøjet sat i blød den første dag. Næste dag blev det først kogt og derefter skyllet. Derpå blev det renkogt og skyllet igen. I sidste hold skyllevand kom man blånelse. Alle tre piger hjalp til. De skulle på skift pumpe al vandet op ude ved brønden. For at det skulle gå retfærdigt til, talte pigerne, hvor mange slag de tog med pumpen. Man havde ingen vridemaskine, så det var hårdt at vride de tykke lærredslagner, inden de blev hængt op på tørresnoren ude i haven. På loftet havde smedekonen en stor rulle, hvorpå der lå store marksten. Den var tung at trække. Strygejernene var lavet af jern, og håndtaget foroven var af træ. Der var gerne 6 strygejern i brug. De blev opvarmet på komfuret på en rund jernplade. Når et jern var koldt, blev det udskiftet med et jern, der var varmt.
Øl var en utrolig vigtig drik på landet i gamle dage. Nogle koner var særlig gode til at brygge, smedekonen var en af dem. ’Bitten’ har fortalt, at selve brygningen foregik i bryggerset. Til ca. 80 l. øl brugte hun 30 kg. malt, 500 g. humle og 800 g. gær. Hun hældte 30 l kogende vand op i et kar, her skulle det stå en times tid, før malten kom i. Nu skulle der røre, til det blev til en tyk vælling. Efter en time blev der tilsat humle og kogende vand. Dette udtræk kaldte hun for urten, den blev nu tappet over i gærkarret. Gæringen varede i ca. et døgn, og i den periode blev urten omdannet til øl. Gæren blev skummet af, og øllet blev hældt på tønder nede i kælderen. Her lå der tre øltønder på nogle bænke. Var man heldig at få fat i en tønde, der havde været rom i, så smagte øllet særlig godt, og det blev gemt til høsten. Den gærede masse blev hældt ud til hønsene, de blev lidt fulde og dansede rundt på de tynde ben, når de havde spist det, - der var god næring i det og de kunne godt lide det.
Bagefter skulle der gøres rent, det hele var godt fedtet ind både køkkengulvet og kældertrappen.
I kælderen havde smedekonen også et stort saltkar, med en masse gode kødvarer i.
Når man kom ud i smedjen, virkede det meget mørkt. Det eneste, der lyste op, var ilden fra essen. Her i smedjen fik bønderne skoet deres heste og repareret landbrugsmaskiner. Jeg kan
huske, når smeden stod inde i den mørke smedje og hamrede i essen. Man hørte de skærende lyde og så de skarpe lysglimt, når han svejsede. Hvis en bonde i omegnen havde en særlig vild og vanskelig hest, så tog han gerne turen til smeden i Oure, for han havde ry for at kunne styre sådan en hest. Han tog gerne hesten med udenfor. Så var det kun kassen med værktøj, den kunne sparke til. Heldigvis skete der aldrig smeden noget. Når landmændene skulle have hjul til deres fjedervogne, så blev de bestilt hos karetmageren i Vejstrup, det var derefter smeden arbejde at lave hjulringene i jern. Ude bag smedjen var der en 'rende' med vand, den havde lige hjulets størrelse. Når jernringen var glødende, skulle det gå stærkt med at få den lagt på hjulet og derefter ud i vandet, - det var noget der dampede.
Hvis det gik for langsomt, stod den gamle smed, Niels i baggrunden og skældte ud.
Smeden var altid med på lidt sjov. En nytårsaften listede byens frække drenge ind ad folks bagdøre, mens de spiste deres nytårsmiddag. Her huggede de kaffekanderne og løb ned og hejste dem op i smedens flagstang. Der var mange folk, der ikke kunne få kaffe den aften. Vi havde heldigvis låst bagdøren, så vores kaffe var sikret.
Smeden havde 3 døtre Johanne g.m. sognerådsformand Axel Helleskov, Karen g.m. Hans Åge Andersen og Ellen 'Bitten' g.m. Svend Børge Hansen.
Smeden, Bærholm, Hans Petersen fra Kirkelygård og jordemoderen mødtes tit med koner og mænd for at spille kort. De havde også julefester, hvor børnene altid syntes, at de bedste fester var hos jordemoderen, som altid havde dejlige overraskelser til ungerne.
I dag bor Holger Greve her. Smedjen har været lejet ud.
 
En person man den gang så i bybilledet hver dag var Peter Antonius, som tidligere havde været snedker. Han kom travende i en stor, tyk frakke, der gik helt ned til jorden, inden under var han helt nøgen. Han gik ned altid ned til Tanghavegård, hvor han sprang ud i bølgerne uden en trevl.

Landevejen 155.
På hjørnet af Albjergvej og Landevejen lige over for kirken lå den kongelig privilegerede kro fra 1761 - Oure Kro. - Helt tilbage var det et sted, hvor rejsende kunne overnatte. Ud mod vejen lå der en lade, hvor folk kunne få deres heste ind, mens de besøgte kroen. Over laden lå 'bisseværelserne', hvor vagabonderne kunne overnatte. I begyndelsen lå der et ishus, hvor man kunne købe 'Premier is'. Her var det Antofte, der var krofatter. Han var vældig flink, når han var ædru.
Jeg husker, at der i skænkestuen altid var en del mænd, som sad og drak sig fulde, til de om aftenen slingrende og højtråbende gik hjem til konen. Efter Antofte blev Elinor og fru Jespersen ejere af kroen. I fru Jespersens tid kunne det gå voldsomt til på kroen. En mand, der var ansat på møllen, blev tit brugt som udsmider, det fik han gratis øl for. Når en krogæst blev for voldsom, tog møllersvenden ham med udenfor, fiskede lidt peber op af vestelommen og puttede det op i mandens næse, hvorefter han klappede ham en på hovedet. Nu var han uskadeliggjort.
 
Når mændene havde været ude og få deres ugeløn, smed de ofte pengene på disken og sagde:' Og så skal der være penge til en bil hjem'. Det har været forfærdeligt for konerne at sidde hjemme og vente på manden, men sådan var det.
Kroen havde ikke været brugt så meget til arrangementer som Forsamlingshuset nede på Tanghavevej, men da det blev taget af tyskerne, blev den store sal på kroen pludselig rammen om mange aktiviteter. Nu blev der holdt selskaber, og folk overnatte på kroen. Ja, selveste Raquel Rastenni fik Åge Mortensen 'Morten' engang til at optræde ved et arrangement for 750 kr. Salen var stuvende fuld af folk, der gerne ville høre de kendte slagere, og danse hele natten. 'Morten' arrangerede engang blomsterfest, hvor hele salen var overdådigt pyntet med blomster. Ved indgangen kunne man for 25 øre købe en brystbuket til sin dame, og i aftenens løb var der afholdt en konkurrence om hvilken dame, der havde modtaget flest buketter.
Man afholdt andespil, - der blev holdt foredrag og ikke mindst baller. Vi børn gik til dans i den store sal hos Grete Petersen fra Svendborg en gang om ugen, hun havde pianist Hansen med, som spillede på det ikke særlig velstemte klaver. For at få lov til at danse i den store sal skulle vi have små bløde sko, der blev holdt på plads af en elastik i kanten. De kunne købes hos Cecilie. Når drengene skulle vælge en dansepartner, for de over det glatte gulv og bukkede dybt for den udvalgte pige. Jeg kan huske, at mor sagde, at jeg skulle neje for en meget tyk dreng, Mogens, det var smedens søn fra Vejstrup, når det var pigernes tur til at vælge dansepartner. Det havde jeg ikke lyst til, jeg ville hellere danse med murerens Leif, men jeg turde ikke andet, for mor sad ligesom de andre mødre og så på. På et tidspunkt overtog Kirsten og Gustav Petersen kroen. Han var oprindelig udlært bager. De havde 3 børn: Finn, Bruno og Gurli. Gurli legede Gunhild og jeg meget med.
Da de rejste blev Holm og 'Lillemor' ejerne af kroen, derefter kom 'Ingeniørerne'. De havde en søn, Ernst, som var meget musikalsk, han gik gerne op i kirken for at spille på orglet. I 1965 kom Frismann til Oure. Han fandt på at modernisere kroen, og den fik nu navnet 'Majorgården'. Under ham havde kroen et godt ry. Han var rigtig god til at få reklame. Der blev lavet smarte fotoserier i ugebladene, og det bevirkede, at mange kendte fra København kom til byen for at spise og overnatte på kroen. Han havde ansat 2 kokke. Det gik virkelig godt for ham. Inger Mortensen var ansat i køkkenet i 1½ år. Efter Frismann var der flere ejere, som ikke gjorde sig så heldigt bemærket. Derefter kom Lone og Egon fra Langeland. De havde sejlet på
Bagenkop/Kielruten. Det var et dygtigt kropar, som serverede rigtig god og lækker mad. Desværre havde de den store sorg at miste en lille dreng. Han druknede i gadekæret.
 
Svend Friborg stå nu for Majorgården. Der foreligger en interessant liste over skøderne fra tidligere ejere og inventarlister, som er meget morsom læsning.
Smedens 'Bitten' kan huske 16 forskellige kroejere på Oure Kro.
Ved siden af kroen lå et velholdt gadekær eller branddam, som man også sagde. Det havde Oskar Jensen lavet rigtig pænt med et meget fint stengærde i hele kanten. I dammen svømmede ænderne rundt om den lille ø ude i midten. Her havde de et lille hus.
Vi måtte ikke lege ved gadekæret. Mor var bange for, at vi skulle drukne. Om vinteren løb vi og alle byens unger på skøjter her.

Landevejen 154.
Skræddermester Jacob Jacobsen og hans kone Nielsigne Frederikke boede her. Jeg kunne godt lide at gå ind og sludre med de to rare, gamle mennesker. Jeg syntes, det var sjovt at se ham sidde i skrædderstilling oven på sit arbejdsbord, mens han syede.
Skrædderen havde 3 børn, - Dagmar som var gift med Christian 'Sløjfe', Johanne, som arbejdede i banken og Rasmus, som blev psykolog i København.
Jeg husker tydeligt, da englænderne 21. marts 1945 bombede 'Shellhuset' i København. Ved en fejltagelse tabte de en bombe i Den franske Skole. Her var Rasmus´ kone lærer. Det var en forfærdelig ulykke, der kostede mange liv. Det var mig, der tog telefonen, da der blev ringet fra København. Her bad man os sige til skrædderen, at svigerdatteren var i live. Skrædderen havde ikke selv telefon.

Dagmar havde det svært efter sin mands død, så hun kom tit op i ’Lægeboligen’ og hjalp til. Hun var mor til Inger, der som 18årig blev gift med Åge Mortensen. Han var gartner i Vejstrup, og blev kun kaldt 'Morten'. De fik tre børn Ib, Hanne og Jytte. Da de overtog huset i 1954, blev der lavt en grønthandlerbutik i den ene ende. Inger passede butikken, mens Morten på lejet jord rundt omkring dyrkede grøntsager og blomster til salg i butikken. Han fik lov til at fælde et stykke jord med æbletræer i 'Lægeboligen', jorden lånte han, så han kunne dyrke kartofler, som de solgte i forretningen. Butikken havde de i ca. 10 år. I mange år havde Inger og Morten indlevering af post og pakker fra rutebilen. Inger havde arbejde på Oure Skole og på SID´s kontor i Gudme. Hun arbejdede også i køkkenet under Friesmann på 'Majorgården'.
'Morten' har altid været et meget aktivt og levende menneske. Han var med i hjemmeværnet og spillede også fodbold. I klubben her lavede han sammen med bestyrelsen store arrangementer. Han var med i Oure sangkor, og har været med i et utal dilettantkomedier. Han har altid gerne stillet op til arrangementer med sin harmonika. Et dejligt, levende, positivt menneske, der stadig - sammen med sin Inger danner et hyggeligt par.
Da Inger døde fortsatte ’Morten’ heldigvis med sit udadvendte liv., og nu fik han statistroller i flere danske spillefilm.

Landevejen 149, 151 og 153
Husene her er bygget på den jord, der tilhørte den gamle Niels Smed. Han var farfar til 'Bitten'. Her havde han have med mange æbletræer. Han dyrkede også kartofler, grøntsager og jordbær. Det var let for smedens små piger at besøge deres farfar. De skulle godt nok over vejen, men det var ikke så farligt, for der var ikke så mange biler den gang.

Landevejen153.
I et højt, rødt hus boede dameskrædderinde Martha Dinesen Hansen. Hun var gift med Rasmus Dinesen Hansen. Han kørte lillebil/hyrevogn med en stor gasgenerator på siden. Han hjalp også til hos slagter Madsen i Vejstrup. Jeg kan huske, at Rasmus næsten altid havde en 'Cecil' cigaret hængende i munden.
På et tidspunkt købte Niels Dahl Salmine-huset, de boede tidligere i Albjerg og havde en søn Hans Emil. Nu bor Jan Rasmussen her.

Landevejen 152.
I et gammelt bindingsværkshus boede Henriette Nielsen, der havde været gift med husejer Anders Nielsen. De havde en søn, Axel Nielsen, som boede hjemme. Henriette elskede at gå op og ned ad vejen og samtidig strikke, garnnøglet havde hun i forklædelommen. Før Henriettes tid boede Niels Hansen i huset, han hjalp til hos vognmanden. En overgang boede Finn og Henny Rasmussen her. Han var ansat på ’Foderstoffen’. De bor nu i Solvænget 20. Senere boede skoleinspektør på Skt. Michaels Skole, Hans Lund i huset. Herefter kom Bodil og Bent Dyhr til at bo i huset, efterfulgt af politibetjent Arne Sebbelin.
 
Landevejen 151.
Det første 'Tatol' blev bygget i 1936 af Faurby. Da det blev bygget fik familien indlagt 'træk og slip'. Det var der ikke mange, der havde i Oure. Dette 'træk og slip' var lidt specielt, for der var ingen kloak. Det klarede man ved at grave en dyb grøft ved huset. Al afføringen løb så direkte ned i den åbne grøft. 'Bitten' har fortalt, at skomager Sørensen engang kom slingrende på sin cykel. Han var fuld som sædvanlig. Pludselig væltede han ned i den ulækre grøft til stor fornøjelse for alle ungerne. Marie Fauerby, som stod for forretningen, var meget dygtig. 'Bitten' hjalp til, da de skulle flytte ind. Hun husker, at hun bar alle glassene med henkogte frugter. Hun syntes det var meget spændende at se, hvad der var i glassene. Fauerby var journalist på Svendborg Avis. Efter Marie Fauerby kom frk. Pedersen, som igen blev afløst af 'Misse' og Niels, som var postbud. Under 'Misse' blev 'Tatol' mere moderne og tidssvarende. Man kunne nu købe kosmetik, sæbe, tandpasta og tandbørste, fikst undertøj, brystholdere og smarte bluser, hun havde også solbriller, hårnet, nipsting og dameunderbukser med og uden lodden vrang. Niels var en flot fyr, som var meget interesseret i håndbold. Senere gjorde han en stor indsats for foreningen GOG.
I dag bor Diana Hansen og Frank Skov her.

Landevejen 150.
'Lægeboligen'. Læge Keld Dinesen kom i august 1941 til Oure. Han var gift med Agnete, som var malerinde, de havde tre døtre Birthe (1936) og Karen (1941), ’Fredsbarnet’ Lisbeth, der blev født i 1946. Dinesen købte huset af sognefoged Madsen. Han havde haft et lille landbrug, hvor der var plads til et par heste, køer, grise og høns. Der var 1 td. land jord til ejendommen. Den var plantet til med frugttræer og frugtbuske. Gamle Kristian Rasmussen fra Vejstrup var i mange år ansat til at passe den 1 tdr. land store have.
Familien ankom til byen i buldrende tordenvejr. Da de kom kørende fra Nyborg, var den hvide kirke mod den mørke uvejrshimmel, det første de fik øje på. Den 900 år gamle kirke lå højt på bakken på venstre side af vejen omgivet af store elmetræer. Det var et imponerende syn. Det første indtryk, de fik af den lille by, var de mange små forretninger, huse med fine haver og velholdte gårde med bindingsværk og stråtag. Der var mødt 3 herrer op for at byde velkommen. De havde i forvejen sendt en stor buket nelliker, vin og kransekage.
 
Nu skulle Dinesen være praktiserende læge. Mange mennesker har fortalt mig, at han var en afholdt, dygtig, ansvarsfuld og tillidsvækkende læge med et glimt i øjet. Han havde et godt tag på landbobefolkningen, - nok fordi han selv kom fra landet.
Konsultationstiderne var i begyndelsen hver dag fra 8 - 9 og 13 - 14. Onsdag kun 17 - 18 og lørdag kun 8 - 9. Man bestilte ikke tid, man mødte bare op og ventede, til det blev ens tur.
I 1941 blev der lagt vand ind i køkkenet og i konsultationsstuen. Kakkelovne i alle rum sørgede for varme i huset. Da vi overtog ’gården’, var der et lokum ude i garagen, hvor også bilen stod. Udbygningerne blev brugt til brænde, cykler og haveredskaber
Først efter krigen blev der indlagt centralvarme. Der blev samtidig installeret et patienttoilet med træk og slip, og der blev indlagt vand i hele huset. I 1954 blev der bygget en stue og entre på husets nordside. Samtidig blev der på 1. sal lavet et moderne badeværelse og to værelser med kviste ud mod haven, herfra var der en smuk udsigt ned over bæltet med Langeland ude i horisonten. Altanen på husets nordside blev lagt ind i huset. I kostalden fik Agnete, der var uddannet på kunstindustriskolen, lavet et atelier. Oscar Grønbæk Jensen kalkede væggene og lavede et nyt murstensgulv. Halvdørene blev bevaret, og i krybberne satte hun blomster.
I 1972 solgte Keld Dinesen - efter nogen tids sygdom, sin praksis til Lis og Henning Heide Jørgensen, som i 2004 solgte huset til et ungt par fra København.
Huset havde været lægebolig i 63 år.

Landevejen 149.
I 1959 fik Hans Otto Rasmussen gift med Gerda en Shell - tank og et autoværksted her. De boede på tankstationen fra 1959-66 og igen fra 1972-76 - de flyttede i 1985 til Lundeborg. De fik to søde piger - Lone og Anne - som kom meget i Lægeboligen, fra de var helt små.
I dag ligger der en grillbar på stedet. Gerda var i 5 år ung pige i 'Lægeboligen'. Hende holdt vi rigtig meget af alle sammen. Senere boede Povl Christiansen og Karin og Kaj Jørgensen i huset. I dag ligger der en Pitza Bar, som ejes af Mehmet Karakaplan.

Landevejen 148.
Trine Thomsen var en sød og rar gammel kone. Hun havde en søn, som hed Kresten, han var en meget dygtig maler. Han flyttede senere til Vejstrup, hvor han blev gift med Johanne Åkermann. Karen og jeg løb tit ind og besøgte Trine. Vi syntes, det var spændende, at hun havde en strikket uldklokke på. En uldklokke var en slags underkjole. I den fine stue hang der en fin lampe, som var lavet af bitte små perler. Den var jeg betaget af. Karen elskede rugbrødsskorper, så Trine, der ikke tyggede så godt mere, gemte sine til hende. Det gik godt, indtil Karen opdagede, at de altid var mugne. Så skulle hun ikke have flere skorper. Trine havde været gift to gange og talte med mor om, at hun var nervøs for, hvad der skulle ske, når hun skulle møde sine to afdøde mænd i himlen. Mor beroligede hende og sagde, at hun var sikker på, at hendes første mand nok skulle tilgive hende, at hun havde giftet sig igen. Trines mand havde været murer. Da Trine døde blev huset købt af murer Jens Skårup Rasmussen, som var kæreste med Helene. Hun fik lavet en stor trikotageforretning - 'Hos Helene'. Jeg kan huske, at hendes varer lugtede voldsomt af cigaretrøg. Henny og Finn boede i en periode ovenpå. Lotte Storm bor i huset i dag.
 
Landevejen 147.
Her havde stationsforstander Amstrups datter Grete en damefrisørsalon. Hun var gift med Peter Klausholm, som var banearbejder. De havde to døtre Joan og Dorthe.
I en periode boede den halte skomageren i kælderen.
Dagmar og Bille Rasmussen købte senere huset. Revisor Degn flyttede ind i huset efter Billes død. Nu bor Lars Green og C. Jarlgård her. Hun har 'Quist Blomster' i Svendborg..

Landevejen 146.
Da vi kom til Oure boede gamle Ludvig Schauman her i det høje hvide hus. Han havde etableret en fabrik  'Høng  Camembert Ost' på Sjælland i 1907. Han var en rigtig sjov, humoristisk mand. Han gik altid i fin habit med kravetøj. Om sommeren kom han i hvid habit. Han havde et stykke jord bag Baks forretning. Her dyrkede han blomster og grøntsager. På grunden lå  et lille kolonihavehus, det var lidt hævet over jorden. Her sov han til middag hver dag. Han havde to døtre, som var meget forskellige. Elisabeth 'Bitten' var en lille, spinkel dame. Hun var født med en skavank i sine ben, som gjorde, at hun haltede. Derfor var hun temmelig forkælet og vant til at få sin vilje, fordi der altid var blevet taget hensyn. Thyra var en meget høj, kraftig dame - fuld af humor. På 1. sal boede Thyra sammen med sin mand Hans. Han var en rar, høj, tynd mand med et stort, sort overskæg, der hang ned på begge sider af munden.  De havde begge to været ansat hos hendes far, der ejede Schaumanns ostefabrik i Høng. Hans og Thyra var en stor daglig hjælpe  for hendes søster Elisabeth  - Bitten, som boede i nr. 142. I dag bor Kristine Hansen her.
Rudolf Rasmussen og hans kone boede i det høje hvide hus. Han var ostemand og havde ostelager i kælderen. Hver lørdag kørte han til Svendborg, hvor han solgte ost på torvet. Han havde tidligere haft en købmandsforretning i Albjerg. Det blev fortalt, at hans kone havde for vane, når folk købte elastik, at hun trak i den, når hun skulle måle et stykke af, så man gik hjem med ½ m. i stedet for 1 m., men betalte for 1 m. Det var ikke for at snyde, men hun kunne bare ikke finde ud af det. Når vi besøgte dem i det hvide hus, så var der lagt aviser på gulvene over alt i huset. Hun fortalte også, at hun lavede mad i kælderen for ikke at svine køkkenet til.
Efter Rudolfs død solgte hun huset til kontrolassistent Henning Hansen. Derefter flyttede hun ned i jordemoderens hus i nr. 145. Her holdt hun store, glade fester med venner og naboer. Det fortælles, at der blev danset på bordene!
 
Landevejen 145.
Overfor 'Lægeboligen' boede vores dejlige, hjertevarme, lattermilde distriktsjordemoder Anna Christiansen og hendes rare mand Hans, som havde arbejdet som kommunekasserer i Oure i mange år. Karen, Lisbeth og jeg løb tit over til hende og hyggede os. Hvis vi skulle have noget at spise til middag hjemme, som vi ikke kunne lide, så løb vi lige over for at se, hvad de skulle have, og spiste måske der. Fødslerne fandt den gang sted ude i hjemmene under assistance af distriktsjordemoderen. Lægen, min far, blev først tilkaldt, når presseveerne begyndte, eller hvis der opstod komplikationer. Far kunne godt lide at komme ud til fødsler, for stemningen var altid så varm og positiv, hvilket ikke mindst skyldtes jordemoderens smittende humør. Den gang måtte faderen ikke være med under fødslen, kikkede han alligevel ind til ’lillemor’, sagde jordemoderen: ’Du har gjort dit arbejde, så nu må du godt gå!’ Efter fødslen hyggede man sig lidt med en stærk kop ’jordemoderkaffe’, inden turen gik hjem.
Under hele krigen blev hun i hestevogn kørt ud til fødsler på alle tider af døgnet af vores nabo gårdejer Anders Bærholm.
Karoline 'Kogekone' boede til leje på 1. sal. Når folk skulle holde fest, blev der sendt bud efter Karoline. I flere dage baksede hun og pigerne med de store gryder over brændekomfuret for at tilberede middagen. Karoline havde stor magt. Alle i byen og på gårdene var lidt bange for hende. Man turde ikke sige hende imod, for så kunne hun finde på at gå hjem midt i det hele. Jeg kan huske, at hun lavede en lækker flødeis til dessert, når der var fest. Flødemassen blev hældt op i en stor metalform, som blev sat ned i en rygende tøris, som efter nogen tid forvandlede flødemassen til is. Mor havde et rigtig godt forhold til hende. Mange år senere gav hun mor sin store, gamle kogebog, hvor hun havde tilføjet alle de gode opskrifter, hun havde fået rundt omkring, hvor hun arbejdede.
Da Karoline døde flyttede tykke Olga ind i hendes lejlighed Efter Annas død flyttede købmandskonen fra Albjerg, som var enke efter ostehandler Rudolf, ind i huset. Der har senere boet forskellige bl.a. Købmand Kim Brandt og Lars Meier.
 
Landevejen 144.
På sine gamle dage flyttede Ludvig Schaumann ind hos datteren Elisabeth - Bitten.
Efter faderens død lejede hun i en årrække værelser ud til seminarieelever .Fra 1955 lejede Inger og Morten, der boede i nr. 154, jorden bag ved købmandsforretningen. Niels Henrik Brinkmann bor nu i huset.

Landevejen 143.
Kurvemagerværksted. Her boede den blinde kurvemager Jakobsen og hans kone Karen. Trods sit handicap gik han rask gennem byen, han kendte hvert skridt på vejen. De havde en søn som altid blev kaldt Harald 'Kurvemager'. Harald var noget af en vild dreng, det fortælles, at han fik bryst, til han var 10 år. Det var vist ret almindeligt den gang. Når han kom hjem fra skole, sagde han til sin mor: 'Smid dig på sofaen, for satan. Jeg ska´ ha´ noget pat'. Harald blev senere gift med Rigmor, som havde været husbestyrerinde hos Eskild Thomsen. Deres lille søn blev kaldt Finn 'Kurvemager'. Han kom af og til rendende over vejen for at besøge os. Jeg kan huske, at han bandede temmelig kraftigt. En dag mødte pastor Møller lille Finn på gaden. Han stoppede op og sagde belærende: 'Du må ikke bande, lille Finn, for så kommer du ikke i Himlen'. Til det svarede Finn: 'Jeg ska´ fand´me heller ikke i Himlen, jeg ska´ sku over til dovter Dinesen og hente min far'. Derpå hilste Finn med en finger og skred over vejen.
Når vi i Lægeboligen varme somre ikke havde vand nok i brønden, så hentede vi det på den anden side af vejen hos Rigmor. Hun havde en dybere brønd.
Hans Otto havde en periode værksted her. I dag bor Jørgen og Birthe Madsen her.

Landevejen 142.
Gamle skolelærer Krammer og hans kone Marie byggede hus her på deres gamle dage. I dag bor Lars Nielsen i huset.

Landevejen 141.
Her boede Hansigne Hansen, hun var moster til 'smedemor' Kirstine. Hansigne og Karen Hvidtfeldt var halvsøstre fra Stensgård. Hansigne virkede sart. Hun havde en hofteskade og gik ved to krykkestokke. Hansigne ville ikke modtage aldersrente, selvom hun ikke havde noget at leve af. Heldigvis sørgede smeden for, at hun alligevel modtog et beløb. Det var 'Bitten', der hver gang hentede pengene på Kommunekontoret. Det fik hun to kroner for. Hansigne var meget bange for, at nabokonerne - Trine Thomsen og Karen Jacobsen - skulle se, at hun fik 'fattighjælp'. Hun syntes, det var så flovt. Hun blev rigtig gammel. Vognmandens drenge var slemme til at drille hende. De kastede sig ind i hendes fine hæk! Nej, hvor blev hun gal. Hun råbte op og truede med sine krykkestokke. Engang sagde hun til sin mor: 'Der skulle aldrig være født drenge', hvorefter moderen sagde:' Jamen Hansigne dog, så var det hele jo gået i stå'. Det forstod Hansigne, som var jomfru, ikke rigtigt dybden af. De artige børn fik lov at komme ind og se en fin porcelænsko, hun havde, der kunne komme 'mælk' ud af yveret, når man trykkede på en knap. Hun havde også en lille, sjov neger, der sad på en potte. Figuren var lavet i porcelæn. Når hun stak en slags røgelsespind ind i ham, så kom asken ud af numsen på ham som pølser. Den var sjov. Min søster Karen og jeg fik lov at se begge dele, så vi må jo ikke have været så slemme.
Da Hansigne døde købte damefrisør Margit Andersen og hendes mand huset. De fik en lille dreng som hed Bjarne. Han er i dag gift med Gunhild Brinkman, gift Federsens datter, Anette.
Efter dem flyttede baptistmenighedens præst ind i huset. I dag bor Lone og Finn Sørensen her.

Landevejen 140.
Her lå købmand Baks store forretning, hvor man kunne købe alt muligt. Jeg husker Bak som en høj, kraftig bulderbasse med et flot, sort overskæg. Han bar en stor bred guldring med ciseleringer på den ene hånd. Det var imponerende og bestemt ikke almindeligt. Man sagde, at han var meget velhavende. Hans dygtige kommis Poulsen kom fra Svendborg.
Når gårdejer Veilbæk kom for at handle, holdt han med sin hestevogn lige neden for trappen. Når han slog et knald med pisken på døren, kom Bak hurtigt ud på trappen for at modtage ordre. Det samme skete, lige efter at Veilbæks kone var død, - der skulle bestilles varer til begravelsen. Veilbæk bad bl.a. om nogle cigarer. Bak mente, at der skulle en hel kasse til, hvorefter Veilbæk sagde: 'Nej, giv mig ti stykker. Der må være måde med lystigheden'.
Far - dr. Dinesen havde en sort bog, hvor alle ugens indkøb blev skrevet ned. Hver lørdag betalte den unge pige regningen og fik et rigtig stort kræmmerhus bolcher med hjem til Karen og mig. I en periode syntes far, at ugeregningen var lidt vel stor. Så for at spare på ugeindkøbene lovede far den unge pige en kop til det stel, hun samlede på, hvis ugeindkøbene på en måned ikke oversteg 200 kroner. Den aftale kunne godt betale sig. Da Baks kone Hanne døde, flyttede naboen Elisabet 'Bitten' Schaumann ind til ham. De blev senere gift, - det var en stor mand og en lille bitte kone. Det siges, at hun gerne ville blande sig i folks indkøb i forretningen. Hun pressede dem faktisk til at købe noget mere. Men det blev kommis Povlsen så gal over, at han jog hende ud af butikken.
 
Landevejen 139.
Vognmand Hans Rasmussen og hans kone Martha boede her. De fik 6 børn: Hans Otto, Bille, Finn, Bente, Margit og Ulla. Dem legede vi gerne med. I den ene ende af deres hus havde den gamle, søde bedstemor Thea Larsen en lille butik, Thea var mor til Martha. Hun havde været gift med Hans Peder Larsen og havde før sognefoged Madsen boet i 'Lægeboligen'.
For at komme ind i den lille butik, der lå højt hævet over gaden, måtte man op ad en høj stentrappe. Hos Thea kunne man bl.a. købe garn, nåle, undertøj, bluser, legetøj, glansbilleder og slik. Jeg elskede at smutte over til hende for at købe for 2 øre slik.
Martha havde - som en af de få i byen - en støvsuger. Den lejede mor af hende en gang om ugen under hele krigen. Hun havde også på et tidspunkt en vaskemaskine, som hun lejede ud, men den har vi aldrig lånt.
Hans Rasmussen inviterede spontant den halve by på strandtur ved Elsehoved hver sommer. Han kørte først hen i forsamlingshuset i Oure, hvor han lånte lange træbænke. Disse blev sat op på ladet af hans store lastbiler. Her sad byens børn og voksne som sild i en tønde, mens de forsigtigt blev transporteret ned til Elsehoved Strand. Det var der ingen, der syntes, at der var noget farligt i. Sådan en transport havde man ikke fået lov til i dag.
Lastbilen kørte ikke på benzin, men med en gasgenerator, der sad som en stor kakkelovn på siden af bilen Alle vi unger legede og badede i det lave vand. Nogle af de voksne fik sig en dukkert, andre strøg rejer, som blev kogt over bål. Konerne havde medbragt madkurve og øl.
 
Der blev dækkede op under de gamle fyrretræer, og her sad vi så alle og hyggede os og nød den lyse, lune aften, det blev sent inden turen gik hjem til Oure.
Jeg kan huske, at deres søn, Hans Otto havde en harmonika, den fik jeg af og til lov til at spille på, det var rigtig sjovt, efter gehør lærte jeg at spille: ’En lille rød tulipan… ’.
Senere flyttede tømrer Hans George Hansen og damefrisør Merete Hansen ind i huset.

Landevejen 138.
Fra 1945 menes handelsmand Niels Chr. Hansen at have boet her. Han havde en fedevareforretning. Datteren hed Johanne 'Fedevarer', hun talte meget utydeligt. Hun var født med 'hareskår'. Den gang gjorde man ikke noget ved det. I dag opererer man for den medfødte skavank. I forretningen kunne man købe lakridscigaretter - noget ungerne elskede. Så når børn kom ind for at handle, sagde hun altid:' Nu skal I fanden fis´me have en lakridscigaret'. Derfor blev hun aldrig kaldt andet end: 'Fanden fis´me'. Johannes mor virkede meget gammel. Hun havde meget krogede gigtfingre og var altid lidt snavset. Hendes arbejde var at skære pålæg på en maskine for bagefter at lægge det på pergamentpapir og glatte det ud, så det lå pænt. Smedens 'Bitten' kunne ikke rigtig lide, at hun rørte så meget ved pålægget med de krogede fingre. Engang var Johanne faldet ned af et bord, så hun sad lige midt på gulvet på bagdelen, da hun ikke kunne komme op selv råbte hun på Peter Marcussen, da han kom for at hjælpe, sagde hun i sin afmagt: ’Og det skulle times mig at falde, og jeg sad ellers så kønt og tænkte på julegaver’.
Anne Marcussen, der blev gift med gårdejer Søren Rasmussens Vormark, havde en bror, Peter Marcussen, han lejede Johanne ’Fedevares’  butik i 1941. Han var her, til han købte sadelmagerens hus.
Fra 1950 boede uddeler Niels Nielsen i huset. Ingemand Christiansen bor her nu.

Landevejen 137.
Her havde Keld 'Barber' Larsen en barbersalon, han var gift med Emmy. I salonen kom mændene daglig for at få skægget raget af. Det var meget almindeligt på den tid. Hans datter blev kaldt Birte 'Barber'. Hende legede jeg lidt med. Efter Keld overtog barber Alfred Rasmussen forretningen. Bent Erland Rasmussen, som havde været lærling hos Alfred, købte i 1959 forretningen, han var gift med Ina Holmberg. Bent havde ry for at være meget musikalsk og spillede violin. De fik 3 børn, datteren Marianne, som er musikpædagog i København, Flemming, som er postbud i Oure og den yngste søn Preben, som er musikpædagog på Otterup Musikskole

Landevejen 136.
Her havde mekaniker Jørgen Sørensen sit værksted og en B.P. benzintank. Han kørte også hyrebil / lillebil. Det blev sagt, at han blandede petroleum i benzinen, - hans bil osede slemt. Det var ikke altid bilen ville starte. Det problem klarede han let med et stykke ståltråd. Under krigen skar han gamle bildæk til cykeldæk, der kunne af et dæk blive 2 cykeldæk.
Senere havde Poul Johansen værkstedet her en overgang, og derefter flyttede mekaniker Børge Jensen ind. Indtil for nylig boede Birthe og Ole Skræp her.

Landevejen135.
Peder Pedersen og Bertha 'Blik' havde blikkenslagerforretning her. De havde 11 børn. Det var en stor flok, der skulle mættes hver dag. 'Bitten' har fortalt, at det var meget billigt at få repareret sin ting hos Peder. Det kun kostede 35 øre at få loddet en varmedunk. En af børnene hed Gunner 'Blik', han blev gift med Rita. Han var en meget dygtig og billige blikkenslager og cykelsmed. Jeg kan huske, at de havde en masse gamle biler stående omme bagved. Her fik vi unger lov til at lege. Vi sad inde i bilen og legede i fantasien, at vi kørte verden rundt. Der var en særlig lugt i de gamle biler af både olie og benzin og læder. Sønnen Gunner og Rita Pedersen overtog forretningen efter den gamle blikkenslager. I dag bor Hans Henningsen og K. Pind her.

Landevejen 134.
I 'Luna' boede kakkelovnshandler Pedersen, - også kaldet ' Røde Pedersen'. Hvorfor han havde fået det tilnavn - vides ikke. Måske havde det noget med politik at gøre. Derefter købte tidligere gårdejer Jensen huset. På et tidspunkt lå sygekassekontoret her, det blev drevet af agent Petersen. Henrik æghandlers søn malersvend Niels Peter Nielsen og Inge Gylling flyttede senere ind her. Da Hans Otto og Gerda Rasmussen blev gift i 1956 flyttede de ind ovenpå, Hans Otto fik et mindre autoværk-sted her fra 1956 - 59. I dag bor Henrik æghandlers barnebarn Bjarne i huset.

Landevejen 133.
I 1964 byggede Elna Hedegaard huset på en grund, der var udstykket fra kreaturhandler Hans Jørgensens jord. Elna var mor til Søren Hedegaard, som jeg gik i skole sammen med.
Efter hendes død i 1979 blev huset solgt til Emanuel Johansen

Landevejen 132.
Her boede i et meget mørkt, lidt uhyggeligt hus den fine, gamle skrædder, - Hans Peter Petersen, hans kone og en søster. Begge damerne gik i lange, sorte kjoler med et sort tørklæde hen over skuldrene.
Her bor nu arbejdsmand Aage Clausen og Irene, han var kasserer i SID i Svendborg.

Landevejen 131.
Udhus til 129. Huset er indrettet til beboelse, Annette Jensen bor her i dag. Helge 'Gartner' havde her en blomsterforretning i en ladebygning i en periode. Her havde han god hjælp af Elna. Der har også været en pølsebar.


Landevejen 130.
Her lå Oure Andelsmølle. Det var i min barndom en meget smuk mølle, der lå et lille stykke væk fra vejen. Vi kunne let se møllen fra enden af vor have. Møller Karl Pedersen sørgede for, at møllen var i fuld sving. Om efteråret var der en vældig trafik, når landmændene fra hele omegnen kom kørende med al deres korn i sække for at få det malet. Møllen ejedes af Stine og Karl Petersen, de havde 3 sønner Verner, Svend og Arne. Sønnen Verner Petersen overtog møllen.
Jeg har fået fortalt, at når mændene under deres besøg på møllen skulle af med afføringen, så gik de ikke på das (wc). De satte sig simpelt hen i markskellet ude bag møllen og sked, bag efter tørrede de sig med lidt halm eller græs. Der skulle have været en forfærdelig stank. Det var den gang meget almindeligt ude på gårdene, at man satte sig uden for eller ude bag køerne i stalden. Ikke ret mange mænd havde underbukser på den gang, de gik simpelthen med bar røv i bukserne.
Michael Thomasen bor her i dag.

Landevejen 129.
Her boede hestehandler Hans Jørgensen i en stor hvid gård. Han var en høj, tyk mand, der kom i habit og vest. Vi var langt ude i familie med ham. Madsen, som var karl på gården, boede hos dem. Store, tykke Olga var pige på gården i mange år. Da Karoline 'Kogekone' døde, fik Olga hendes lejlighed oven på i nr. 145 hos jordemoderen. Efter krigen fik Hans Jørgensen tilladelse til at køre for jordemoderen i stedet for Bærholm. Han købte en lille bil, hvorpå der blev sat en lille plade med et kors. Han var nu forpligtet til at transportere jordemoderen ud til fødsler. Det fungerede vist ikke så godt.
Jette og Karl Kjær bor her i dag.

Landevejen 128.
Her boede Erik og Anna Albjerg. De solgte til Anna og Harry Andersen, tidl. Vanggård. I dag bor Søren Mosel her.
 
Landevejen 127.
Her ligger Oure - Vejstrup Andelskasses. Grunden er udstykning fra nr. 129. Her var Ejnar Monsen bestyrer. Han blev gift med Inge Lykke Larsen. I dag hedder bestyreren Therkildsen.

Landevejen 126. 
Her boede smedens søster - faster Kristine og Jens 'Maler'. De havde boet fire steder i Oure, tre steder i Gudme, to steder i Hesselager og fire steder i Skårup. Han havde ikke ro på sig til at være et sted i længere tid. Han fortrød næsten altid, når han havde solgt deres hus. Faster Kristine fulgte troligt med ham, - hun turde ikke andet. Efter dem flyttede postbud Søren Nielsen ind og senere boede posten Harry Petersen og Henny i huset.

Landevejen. 125.
Hus opført i 1960. Jorden er udstykning fra nr. 129.

Landevejen 124.
Posten Hans Stuhr Christensen og Kristine boede her. Deres plejesøn hed ’Poul Post’. Hans Stuhr havde ry for at være lidt sur og tvær, men vi syntes, han var både rar og hyggelig, når han kom med breve og pakker til far. ’Hans Post’ gik ud med post og aviser både om formiddagen og om eftermiddagen. Han bragte post ud ude på marken på sin cykel, mens hans kone gik post i byen. Smedens døtre Karen og 'Bitten' hjalp hende. De gjorde det nærmest af nysgerrighed. Det var sjovt at se, hvad folk lavede, og hvordan de boede.
Elly og Egon Knudsen flyttede senere ind i huset. De havde tidligere haft bagerforretningen i nr. 122.
I dag har Røde Kors en genbrugsforretning her.

Landevejen  123.
Før 1945 boede sadelmager Tygesen her. Han reparerede bøndernes sejl til deres selvbindere.
Senere fik slagtermester Peter Marcussen en fedevarerforretning i huset. Han gik altid med en sort bowlerhat. Jeg kan huske, at hans kone Henny altid sang med høj, klar stemme på ordene: 'Hvad sku´ det være i dag'. Det lød imponerende. De havde en stor elektrisk pålægsmaskine. De tynde skiver blev på et stykke smørrebrødspapir og blev vejet på den store vægt. Slagteren selv kørte ud til folk med kød. Han havde en anhænger bag på cyklen. På den havde han en kasse, hvor han opbevarede kødet. Midt i 1950. flytter slagtermester Olaf Olsen ind.
Bodil Vinther der er enke efter mejeribestyrer Johs. Vinther, har boet her siden 1968.  Hendes datter Lone, der er hjemmesygeplejerske, bor nu i huset med sin familie. De har i baghaven bygget et hus til Bodil, der nu er 91 år.
 
Landevejen 122.
Her lå bagermester Groths bageri. Hans kone, Lovise var født Lønberg og kom fra Gudme. Ole Bærholm har fortalt, at hun var en fiks, lille københavner. Hun rejste tit til København, og når hun kom hjem, talte hun lidt fint. Børnene var altid lidt spændte på, hvilken hårfarve hun nu havde fået i  'storbyen'. Det var ikke almindeligt at få farvet hår på landet.
Udvalget hos bageren var ikke så stort den gang. Man kunne købe franskbrød, mørkt og lyst rugbrød, sigtebrød, tvebakker og wienerbrød.
Inde i bageriets gård lå der den gang et lille hus. Her boede bagerens søn Fergo og den smukke Lydia, som var datter af blikkenslager Peter Petersen og Bertha. Fergo fik senere et bageri i Vindeby. I travle perioder lånte de hest af Bærholm. Bagefter var det næsten umuligt for Bærholm at køre med hesten, for den ville dreje ind alle steder, som den havde været vant til under brødturen. Som tak fik Bærholm daggammelt brød til dyrene.
Fergos søn, John ville ikke være bager.
Hans Hansen overtog senere forretningen. Brødkusken, som var Svend Børges far, kørte ud til folk med brød en gang om ugen. Forretningen blev senere overtaget af bager Egon og Elly Knudsen, som lavede en cafe ved siden af.
 
Landevejen 121.
I 1945 boede snedker Richard Sørensen i det høje hvide hus. Hjemmesygeplejersken boede ovenpå. I 1950 boede Rasmus Lindegård og søstrene Lindegård her. Det blev senere købt af Karen og Helge 'Gartner' fra Vejstrup.

Landevejen 120.
I det rødt bindingsværkshus boede Åge 'Døvstum'. Han fik sit tilnavn, fordi hans mormor Louise og hendes datter, Åges mor Kristine, var døvstumme. Åge mor Kirstine døde temmelig tidligt, herefter gik det ikke så godt for Åge. Han var gift med en rigtig flot pige, men så selv lidt sølle ud, fordi han ikke havde en eneste tand i munden. Ole Bærholm kan huske, at han havde en sød datter. Åges mormor Louise var søster til Ludvig Schaumann og til maler/ostehandler Laurits Schaumann.
Hos Åge 'Døvstum' mødtes byens unge, for her måtte de gerne ryge og fortælle sjofle vittigheder. De unge havde fundet på en leg, som de kaldte: 'Tag chancen'. Legen bestod i, at de yngste skulle tage et kraftigt sug af en af de ældres pibe. Man kunne nu risikere, at de ældre havde spyttet kraftigt ind i pibespidsen. Så 'tag et kraftigt sug - tag chancen', kunne ende med at være ret ulækkert.
Senere flyttede tømrer Johs. Jørgensen ind i huset sammen med sin kone. Efter ham flyttede Arne og Dagny Andersen ind i huset. De havde to børn. I dag bor Kurt Myrhøj i huset.

Landevejen 119.
Her lå et langt, rødt bindingsværkshus lidt tilbage for vejen. Grunden tilhørte Johs. Rosager i nr. 117.
I 1960 blev Oure Autoværksted opført her af Børge Jensen. I dag bor Ruth og Knud Erik Nielsen her. Hans kone havde en kiosk ved siden af. Da den blev lukket, fik Fyns Amts Avis et kontor i bygningen. Det er nu lukket.

Landevejen 118.
Her boede Laurits Schaumann og hans kone. Det var ikke ret mange, der lærte hende at kende, fordi hun var lidt menneskesky. Deres datter Edel gik ud og gjorde rent hos folk. Hun var altid med til at spille dilettant nede i forsamlingshuset. Laurits havde i sine unge dage været maler, men senere fik han et ostelager. Han kørte selv ud og solgte ost, som han havde i en kasse foran på sin 3 hjulede cykel. Han morede sig altid med at sige til konerne: 'Vil du have lidt af min den gamle'! Han var en lun karl. Når kornkværnen var sløv skulle den blides, dvs. sporene skulle hugges dybere ned i stenen. Det var svært at lave præcist, men det var Laurits god til. Helge gartner og hans kone købte senere huset.

Landevejen 117.
Her boede Marie og Johannes Rosager i et husmandssted. Der hørte to gamle forsømte huse til husmandsstedet, de blev brugt til høns. Senere flyttede Helene og Hans Rosager ind. I dag ligger Kim Larsens forretning 'Kims transport' her.

Landevejen 116.
Her boede Ingrid, som var enke efter fragtmand Pedersen. De havde en søn, der hed Kristian. Fragtmandens rute til Svendborg blev kørt med en vogn med en gammel hest foran. Da det var under krigen, var det eneste lys på vognen to små lygter, der hang bagpå. Det blev mange gange sent, inden han kom hjem fra turen - gerne hen ad 21 - derfor faldt han ofte i søvn, men det gjorde ikke noget for den gamle hest kendte vejen hjem. Ingrid gik rundt en gang om ugen og samlede ind til 'Julens Glæde'. Folk kunne så vælge at sætte 5 eller 10 kr. ind, - måske mere, hvis de havde råd til det. Til jul fik folk så udbetalt de penge, de havde sat ind. Det var et kærkomment beløb at få i den dyre december måned. Hun tjente vist ikke meget på det arbejde.
Da fragtmand Pedersen døde, flyttede skomager Sørensen ind i huset. Han havde et værelse, som både var værksted, opholdsstue og soveværelse. Der var selvfølgelig et forfærdeligt roderi. Han var dygtig til sit arbejde. Tingene var i orden, når han forsålede, bagflikkede og syede fodtøjet. Det var altid lavet pænt. Han havde et handicap. Hans ene ben var meget kortere end det andet, så han haltede slemt. Han var rigtig hård ved sig selv. Jeg gemte mig, når jeg hørte fuldemandssnak og hans haltende gang ned ad fortovet. Når han var rigtig fuld, råbte han: 'Jeg skal hjem til min søster'! Når han så kom hjem, trak han rullegardinet for vinduet, mens han sov rusen ud. På rullegardinets yderside havde en spøgefugl skrevet: 'Skomageren er død'. Han sagde engang, at han ville tage sit liv, men tilføjede så: 'Men jeg ku´ sku ikke få vejret, og så opgav jeg det'. Ingrids søn Kristian flyttede senere ind i huset. I dag bor Jens Fogh Larsen her.

Landevejen  115.
Nede ad markvejen boede Anne Markussen, senere gift Rasmussen, hun blev som den yngste født her i 1929. Familien havde i forvejen 5 drenge. Familien Marcussen stammede fra Oure Løkkegård, der lå i Vejstrup. De gik alle på Oure Friskole. Da flyttede fra gården, flyttede de ind i et lille hus, der lå lidt fra vejen. Anne kom som 14årig ud at tjene i 1942. Hun har fortalt, at hun tydelig husker, da den nye læge kom til byen i 1941. Hun havde Dinesen til læge, men hendes mor ville ikke have ham, for hun have tjent som ung pige på Mosegård i Kirkeby, her havde hun skiftet bukser på ham, da han var lille, og så skulle hun ikke risikere, at han  skulle komme til at se hendes bare mave. Altså blev Dinesen ikke hendes læge. Anne var søster til slagter Peter Marcussen.
På den tid boede Karen ’Væver’ – hendes far var væver – i huset, hun havde 2 børn, som stod faddere til Anne. Desværre døde datteren 4 år efter og sønnen 10 år efter. Der boede også en plejesøn, som hed Peder Andersen, han blev smed i Holmdrup, men kom senere hjem og overtog gården. Harry Andersen var hans søn. Harry Andersen 'Amerika'  var gift med Anna

Andersen. Han havde fået sit tilnavn, fordi han havde været i USA. De havde en kyllingefarm. I dag bor Torben Andersen her og hører til Annes slægt.
Anne har fortalt om Peter Antonius, der som yngre kom meget nede hos hendes forældre. Han var en dygtig snedker, som bl.a. lavede forældrenes spisestuemøbler. En gang var han hos dem 1 år og en anden gang 9 måneder, men bedst som det gik godt kom trangen efter landevejene. I flere år holdt han juleaften hos dem, men lugten blev efterhånden for stram til, at de kunne holde det ud. Han kom meget nede hos den gamle Mads sognefoged mens Karen var levende (Lægeboligen). Ellers var det Johannes Rosager, der tog sig af ham, her blev han vasket og klippet.

Landevejen 114.
Her lå villa 'Lif'. Johs. 'Lif' Petersen boede her sammen med sin kone, Marie også kaldet 'fru Lif'. De fik deres kælenavn, fordi huset hed 'Lif'. De havde fire børn – Ingeborg, Erland, Ruth og Jytte. Det fortælles, at mens familien byggede huset, boede de alle sammen i hønsehuset, derfor blev Erland kaldt for ’ Erland kok’.
Familien havde både omegnens fine fruer og' letlevende' piger boende. Disse piger havde det til fælles, at de var blevet gravide. Derfor havde deres familier sendt dem væk - de skulle gemmes ude på landet for at føde i dølgsmål - i hemmelighed. Når tiden for fødslen nærmede sig, blev de enten flyttet til jordemoderen i Gislev, eller man sendte bud efter jordemoder Anna Christiansen, som så kom med tasken for at hjælpe til med fødslen. Anne har fortalt, at mange af disse  kvinder, der var blevet gravide var kommet i ’ulykke’, fordi de havde moret sig lidt for meget, mens manden var ude at sejle. Hun husker tydeligt, når fru ’Lif’ med rank ryg kom gående med et nyfødt barn svøbt ind i stof. Det var hendes opgave at sørge for at få bortadopteret de nyfødte og det skulle ske lige efter fødslen. 'Bitten' har fortalt, at pigerne var smarte og meget malede. Det var ikke almindeligt i Oure i 'Bittens' barndom. Hr. og fru 'Lif' blev skilt. Efter skilsmissen flyttede han ned på Albjergvej sammen med Laura Jørgensen. Senere blev fru 'Lif' gift med Axel Struve.
Lærerinde Katrine og kommunekasserer Helge Rasmussen flyttede ind i det høje hvide hus, da de holdt op med at arbejde. I dag bor Michael Sørensen her.

Oppe bag villa ’Lifs’ hønsehus byggede brøndgraveren sig et hus. Han havde en datter, som  hed Viola, og mange voksne sønner, som altid kom i slagsmål.
Faurby, som byggede Tatol, boede her sammen med sin kone Marie i en periode. Han arbejdede lidt som journalist og gik i øvrigt altid rundt i slippers.

På samme side nede på Bærholms jord ligger i dag Oure Efterskole og Idrætsskolen, der blev indviet i 1990.
Inde bagved er der bygget nyt kvarter i Østervangen.

Landevejen 113.
Her i ’Bankhuset’ boede Kresten og Karen, som levede helt utrolig gammeldags med deres 3 køer. Selvom de havde fået rigtig mange penge ved ombytningen under 1. verdenskrig, var de så nærrige, at de levede af grød og stegt flæsk hver dag. Folk talte om, at de havde mange ’Rigsdalere’ liggende i huset. De havde en plejesøn, der arvede alt efter dem, men kom til at ødelægge det hele.
'Bankhuset', indeholdt to lejligheder. Johannes Rosager lejede den store lejlighed ud til Marie og Åge Rasmussen. Den kostede 25 kroner pr. måned. Åge Mortensen, kaldet 'Morten' og Inger flyttede, da de blev gift, ind i den lille lejlighed, Den bestod af et værelse og et køkken, de havde das i gården. De betalte 12 kroner i husleje om måneden. Senere overtog Inger og 'Morten' hele huset. Huslejen var nu 37 kroner om måneden. De flyttede senere op i nr. 154. I dag bor Birger Marcher her.

Landevejen 111.
Her boede Margrethe og Marius Degn. Efter dem flyttede Jan Erik Gitz ind i huset.

Landevejen 109.
Her bor Thea og Karl Johansen.
 
Landevejen 106.
Fra 1933 og til ca. 1940 boede Hilda Nørreballe her, hun havde et hønseri. På et tidspunkt havde hunmistet sin venstre arm og brugte en klo, men når hun var på ferie, brugte hun en kunstig hånd med en hvid handske på.
Senere boede H.M. Pedersen her, derefter boede arbejdsmand Alex Petersen og hans kone Agnes i huset.
Under krigen boede Kristine og Hans Ærboe her, de havde et rigtig stort hønsehold, som de imidlertid afhændede under krigen. Det kunne bedre betale sig at dyrke tobak på jorden. De høstede tobaksblade blev hængt til tørre på lange snore inde i det store hønsehus.

Landevejen. 104.
I 1938 boede et ældre ægtepar her, nemlig vognmand Hans Storkehave og hans kone Stine. De havde et barnebarn som i 11-12 års alderen væltede på sin cykel og desværre døde kort tid efter af indre blødninger.
Senere flyttede Dagmar, som var gift med Kristian 'Sløjfe' Hansen, ind i huset. Han var vognmand og kørte med gasgenerator, derfor var han tit helt sort af røgen. De havde et gammelt bindingsværkshus, som lå meget tæt på vejen. Dagmar kom tit op og hjalp til i 'Lægeboligen'. Kristian havde fået sit tilnavn, fordi han i sine unge dage gik til bal i fint tøj med en sløjfe i halsen. Han var en lun mand.
Da han under krigen skulle køre med de ustabile gasgeneratorer, sagde han engang: 'Bilen kører lige så fint som en symaskine, nemlig 'kør og stop'. I øvrigt var han billigere end flere andre vognmænd, så han havde en god forretning. I dag bor Michael Timling her.
 
Landevejen 102.
Her boede to gamle mennesker. Han blev kaldt 'den gamle jyde'. Han morede sig meget med at lave vin af hyben. Når der kom gæster, bød han gerne på et glas af sit hjemmebryg. Så kunne man høre ham sige:' Det er satan jenneme ikke uden saftevand'. Gæsterne blev altid lidt berusede, for de drak af ølglas og 'den gamle jyde* kom gerne et skvat rom i vinen.
Ellen 'Bitten' og Svend Børge Hansen købte huset i 1950. De blev nødt til at høvle gulvene af, fordi de gamle havde slidt dem i bakke og dal med deres træsko. Der blev også malede flot over det hele. De blev gift og flyttede ind i 1951. Desværre blev Svend Børge arbejdsløs, lige da de havde købt huset. Malerfirmaet, han arbejdede i, gik konkurs. Nu skulle der virkelig spares. 'Bitten' købte fedtegrever til 75 øre i Svendborg, kartoflerne havde de selv i haven og æg fik de af smedekonen, 'Bittens' mor. Så havde de mad i 2 dage. På det tidspunkt havde de ikke fået børn. I 1957 flyttede de ned i Henrik Hvidtfeldts købmandsforretning. Derefter solgte de huset til amtsvejmand Georg Hansen og Ester. Arne 'Post' har også boet her.

Landevejen 99.
I huset på den anden side af Hammesbro Bæk boede arbejdsmand Viggo Nielsen og hans kone Henny. De havde 4 drenge. Han flyttede i 1956 til Australien med hele familien.

Landevejen 89.
På den anden side af bækken boede 'den tavse dansker'. Han havde en datter, der hed Inge, hun blev gift med blikkenslager Poul Petersen. Her lejede vores havemand 'Gamle' Kristian Rasmussen i en periode et værelse. Her havde han et utroligt roderi. Inden for døren stod der en spand, som han hele tiden spyttede i. Det var ret ulækkert. Senere flyttede han til Vejstrup.
Posten Asger Nørreballe boede ude på hjørnet. Han havde kun en arm, i stedet for en hånd havde han en krog.

Landevejen 96.
Mellem Oure og Vejstrup lå i den tidligere fattiggård et pigehjem, et statsungdomshjem, som blev købt i 1906. Forstanderinden hed frk. Schneekloth. Senere overtog Nanna Jensen posten. Det var et hjem for unge letfærdige og løsagtige piger fra 16 års alderen, som man havde samlet op i Nyhavn eller på Halmtorvet i København.
Diagnosen på disse unge piger var: 'moralsk åndssvag'. Hvis en læge i journalen havde stillet den diagnose, fulgte den pigen igen og igen. Disse piger kom tit fra fattige familier med en masse børn. Nogle var seksuelt misbrugte, men holdningen var dengang, at det var pigen, der havde forført manden. Pigerne var næsten altid smittede med kønssygdomme, når de blev hentet. Derfor skulle de behandles med det samme hos pigehjemmets faste læge, nemlig min far K.E. Dinesen. Jeg kan huske, at far gav udtryk for, at det ikke så meget var pigerne, som var patienter, men samfundet - som mente, at man skulle beskyttes for de værste 'skadevoldere'. Man ønskede at vise de 'pæne piger', at det ikke var noget, de skulle efterligne.
Ind imellem stak pigerne af til København, men de blev hver gang troligt fanget og ledsaget tilbage til hjemmet af en betjent. De rigtig slemme piger anbragte man på Sprogø. Hvis de var gravide, tvang man dem til abort, og ved samme lejlighed steriliserede man dem, man sagde, at de ikke skulle sætte børn i verden af ringe art. Loven forbød faktisk tvangs- sterilisation, men det var pigernes eneste mulighed for at komme væk fra øen. Først når de havde forbedret sig, kom de tilbage til Pigehjemmet i Vejstrup.
Der var ansat nogle skrappe frøkner, som skulle hjælpe med at styre pigerne, - nemlig frk. Sørensen og frk. Sejrø.
I en periode under krigen havde pigehjemmet tysk indkvartering. I den periode blev pigerne sendt ud for at arbejde på gårdene. Gårdejer Bærholm fik bl. a. en pige fra Pigehjemmet, som skulle hjælpe med den daglige husholdning. Om aftenen fik familien gerne besøg af byens unge mænd, der med sultne blikke fulgte den flotte pige!
Pigerne arbejdede med ude i marken og lærte også at sy, gøre rent, vaske, stryge og lave mad. De blev låst inde om natten og måtte ikke få besøg hjemmefra. To gange om året, - til sct. hans og til jul, - blev far, mor og vi børn inviteret til spisning på hjemmet sammen med pigerne. Her fik far altid gaver, fint broderede servietter eller småduge, som pigerne havde broderet. Nanna Jensen, som ville pigerne det bedste, fandt sammen med mor på at sende nogle af dem op til mor, for at styrke deres kreative sider. Her lærte de at male på både papir og stof. De fik også lov til at gå på Husflidsskolen hos snedker Brinkmann. Det var en virkelig stor succes.
 
Det landbrug, der hørte under Pigehjemmet, blev bestyret af Helleskov Nielsen og hans kone Katrine. De havde tre børn: Arne, Svend og Peter. Svend blev senere gift med Niels Tatol´s søster Doris. Peter, som var en høj, mørk, køn dreng var meget uheldig. En nytårsdag løb han og legede på det isbelagte gadekær bag kroen sammen med nogle drenge. Pludselig kastede vognmandens Finn et kanonslag på isen. Det fik ved et uheld et isstykke til at fare op i Peters ene øje, så han mistede synet. Det gjorde et stort indtryk på os.
Senere blev stedet lavet om til drengehjem under forstander Houlberg. På skolen havde man drenge, som var kommet ud i noget skidt.
I dag ligger Oure Idrætsgymnasium her, det blev indviet i 2002.

Telefoncentralen i Vejstrup.
Fra 1896 - 1937 lå telefoncentralen på Landevejen i Vejstrup. Det var urmager og cykelhandler Lars Hansen Jørgensen, der 30 år gammel startede centralen 1/7 1896.
Den havde åbent fra 8 - 21 på hverdage og havde i begyndelsen 6 abonnementer. Hvem var så de 6 abonnenter?
Nr. 1 var urmageren selv, han fik en offentlig talestation.
Der kom hurtigt en forespørgelse fra godsejer, jægermester Jørgensen, Tiselholt Gods om køb af Tiselholtlinien, han fik nr. 2.
Vejstrup Andelsmejeri fik nr. 3.
Nr. 4 gik til Skårup. Det var også en offentlig talestation, de abonnerede for 150 kr. årlig.
Forpagter S. Schwensen på Vejstrupgård abonnerede for 85 kr. årlig og  fik nr. 5.
Købmand H. Larsen, Gudme fik nr. 6A og købmand R. Larsen Langå fik nr. 6B, de abonnerede for 125 kr. årlig.
Som nr. 7 abonnerede Thomsen, Oure Kro for 150 kr. årlig.

Der var ingen lovgivning på telefonområdet, så der var ikke leveringspligt.
Jeg har i pensionsprotokollen set hvor meget løn centralbestyreren fik i kvartalet.
I 1905 fik han 90 kr., i 1910 fik han 210 kr., i 1915 fik han 270 kr. på grund af nattevagt, og i 1919 fik han 420 kr., fordi han nu havde søndagsvagt.

Fra 1937 - 1965 lå centralen på Højskolevej 5 i Vejstrup. Her var Bertha Rasmussen bestyrerinde. I dens storhedstid var der ansat 7 telefondamer, og der var døgnbemandet.

Det var meget vigtigt for far, at det fungerede, fordi det kunne være et spørgsmål om liv og død, hvis der var noget, der gik galt. Telefondamerne var meget positive og gjorde her et fint arbejde.

De første telefoner hang på væggen. Der var et håndsving på siden og klokke foroven. Både min farfar og morfar havde på et tidspunkt sådan en telefon.
Vi havde i begyndelsen en sort bordtelefon med en gaffel til røret øverst. Når man skulle ringe op, skulle man dreje på håndsvinget, hvorefter tog man røret af. Nu kunne man hos centraldamen bestille et nummer eller bare nævne navnet på den, man ønskede at tale med. Så satte hun propperne i, så samtalen kunne føres. Hvis der var optaget, så meddelte hun det.
Hvis far var optaget, så kunne patienterne få lagt en besked på centralen, som så kontaktede far, når linien var ledig. Det hele foregik manuelt.
Jeg blev trænet op i at tage imod besked om sygebesøg, før jeg kunne skrive. Jeg skulle kunne huske navn og adresse, så jeg kunne ringe far op og med centralens hjælp give ham besked om at ringe tilbage ude på ruten. Far sagde: 'Du skal selv kunne finde vejen til patienten, inden du lægger røret på'. Det var et stort ansvar at lægge på mine skuldre, men jeg klarede det meget godt, det var ikke tit, det smuttede, for jeg turde ikke andet.
Af og til gav patienterne en meget mangelfuld besked. De kunne fx sige: 'Det er fra vos nede bagve´ i Momleby i Lundeborg, ha´ kender vos godt, han ska´ komme i dav', eller' Det er galt mæ Hans Pedersen, ka´ han komme nu?' Bang. Røret blev lagt på. Så måtte vi ringe centralen op for at spørge om, hvem det var, der havde ringet. Det kunne somme tider være svært at finde ud af.
Telefondamerne fulgte godt med i, hvad der foregik i byen. De måtte gerne lytte, men havde tavshedspligt, - brød de den, så var det fyring. Mange år efter fortalte forstanderinden Bertha på telefoncentralen, at vi tre piger altid lød så høflige i telefonen, når vi talte med patienterne og tog imod besked. I det hele taget forlangte far, at vi piger skulle være høflige og velopdragne. Vi skulle altid neje, når der kom nogen forbi os på gaden, for det kunne være en patient. Opdragelsen blev på den måde en del af vores dagligdag, så vi slet ikke tænkte nærmere over det.
Senere fik man sorte og grå telefoner med drejeskive. På det tidspunkt blev de fleste telefoncentraler nedlagt på grund af automatisering, så man nu kunne dreje opkaldet direkte.
Herefter kom trykknaptelefonen, som kunne fås i flere flotte farver. I dag har næsten alle en mobiltelefon eller en computer, hvorfra man lynhurtigt kan sende en mail og få svar med det samme.
Vejstrup Central blev automatiseret 22/6 1965 og digitaliseret 9/9 1995.

Oure Sangforening.
Nanny Bærholm har nedskrevet historien bag Oure Sangforening.
Oure Sangforening stiftedes i året 1918. Den egentlige stifter var Henrik Møller, Knarreborg Mølle. Han blev senere gårdejer i Ørritslev. Sammen med korets første dirigent, lærer Larsen Oure Skole, gjorde han et stort arbejde for koret. Henrik Møller fik den gode ide, at lave et blandet kor, - så kunne man få damerne med. I Vejstrup holdt man stadig fast på at have et herrekor. Ved Henrik Møllers bortrejse i 1927, blev koret dirigeret et år af cykelhandler Andersen, Gudme. Herefter overtog førstelærer Erling Brahm dirigenthvervet. I 11 år var han dirigent for koret. Det blev nogle gode, lærerige og fornøjelige år. I hans tid drog koret på mange herlige koncertture i rutebil. Den første store begivenhed for koret var turen til Frøbjerg Baunehøj. Senere gik turen til Nr. Lyndelse, her sang koret til en mindestens-afsløring for Carl Nielsen. Andre år gik turen til Middelfart, Snoghøj Gymnastikhøjskole og Ryslinge Højskole.
Nævnes skal også korets sangstævner og kirkekoncerterne i Nyborg, Fåborg og Odense.
I 1936 kom Reformationsfesterne. Man fejrede, at det var 400 år siden reformationen blev indført. Her blev der sunget i kirkerne rundt omkring med efterfølgende kaffesammenkomst i præstegårdene. Under anden verdenskrig mødtes folk til alsangen. I 1941 rejste lærer Brahm til Tønder. Han blev skoleinspektør for Tønder Statsseminariums Øvelsesskole, - han var iøvrigt medstifter af Sanglærerforeningen.


Derefter fortsatte den unge lærer Gilkær i 1½ år som korleder. Ham var koret glad for. Desværre var han kun 23 år, så han var for ung til at blive ansat som førstelærere og korleder. Det kunne man først blive, når man var 25 år. Pastor Møller gjorde en stor indsats for at beholde ham. Gilkær blev senere lærer i Langå. Lærer Svend Åge Philipsen blev nu førstelærer ved Oure Skole. I de tunge, mørke år under krigen - med mangel på brændsel de lange hårde vintre - var det svært at samle koret. Under krigen havde Svend Åge Philipsen, som var sekundløjtnant, meget at gøre i modstandsbevægelsen. Det viste sig, at det var svært at tage arven op efter lærer Brahm. Der var på den tid også mangel på tenorstemmer i koret,  derfor blev herrer fra mandskoret i Vejstrup indlemmet i Oure Sangkor i 1948. Nu var der kun en forening i sognet under ledelse af lærer Philipsen. Der kom nu igen fart over koret. Med en masse humor og godt kammeratskab mødte alle op til sangaftnerne. Landsangsstævnet i Sønderborg i 1949 blev en stor oplevelse.
Koret begyndte nu at lave brogede aftener med dilettantkomedier, syngestykker og Weekendhytter. Weekendhytterne kendte man fra radioen. Her underholdt man med musik og sang. Der blev fortalt harmløse, morsomme vitser, - der var ingen platheder. Det var en dejlig tid, hvor Philipsens kone, Karen gjorde en god indsats både i det daglige arbejde og i slidt med at indøve stemmerne. Det var spændende at tilrettelægge de store fester. Der blev til mange hyggelige aftener, når man sammen med Karen skulle indøve de forskellige numre på programmet. Alle sled i det, når sangene skulle indøves ved klaveret. Efter 10 gode år måtte vi tage afsked med Philipsen, som rejste til Ullerslev. Så trådte lærer Hansen fra Lundeborg velvilligt til som korleder. Det år opførtes dilettantkomedien 'Kloge Ellen'. Nu kom der igen et lærerpar til Oure - nemlig Ilse og Povl Krammer. Fru Ilse Krammer lovede, at hun ville fortsætte korarbejdet. Fru Krammer viste sig at være et ualmindeligt engageret og meget musikalsk menneske, der med godt humør ledte koret. En ting alle var glade for, var de mange salmesangsaftener og adventsaftnerne i Oure gamle kirke. Dog var ikke alle kormedlemmerne så glade for de gregorianske tidsbønner, - men dem ville pastor Møller gerne have. Derfor startede koret med dem. Bagefter kunne kormedlemmerne selv være med til at bestemme resten af programmet. Disse salmesangsaftener har man holdt under alle dirigenterne. Det blev til gode minder, som vi også kunne takke pastor Møller for.
Nanny Bærholm var dybt engageret i sangforeningen, og den viden vi i dag har om disse ting, skyldes hende.
 
Oure Kirke, der var rammen om mange af disse arrangementer, er som tidligere fortalt en middelalderkirke. Selve kirken er en langhusbygning, og skibet, som stammer fra romansk tid, er bygget af rå kampesten med tilhuggede granit-hjørnekvadre. Kvadre er tilhuggede kampesten.
Af den oprindelige kirke ser man midt for på begge af skibets flankemure et lille kvadresat romansk sydvindue. Den oprindelige syddør, der også er kvadresat, står som en udvendig niche i muren.
Romansk stil fra ca. 1050 - 1250 har typisk rundbuer og krydshvælvinger, det man normalt ser anvendt i danske landsbykirker. Gotisk stil fra ca. 1250 - 1530 har typisk spidsbuer.
I sen-gotisk tid blev det kraftige klokketårn mod vest bygget af munkesten med kampesten i nederste stokværk. Koret, som har stjernehvælv, blev også i gotisk tid udvidet med munkesten til hele skibets bredde. Begge dele med takkede og blændingssmykkede gavle.
Indvendig havde skibet tidligere et fladt, pudset loft. I dag er der et smukt træloft.
Koret og tårnrummet har krydshvælv. Begge hvælv er bygget i 1589.
 
Tårnrummet, som er fra 1600, har fladt ribbehvælv, her står orglet, som har 9 stemmer, det er fra 1979. I 1882 nedbrød man våbenhuset mod syd. I dag har man ved en spærremur givet plads til et våbenhus i den vestlige del af tårnet.
I 1882 restaurerede man i koret nogle kalkmalerier fra slutningen af det 16. århundrede, de forestillede scener fra Kristi liv. I skibets vestvæg er der et kalkmaleri fra 1500, det forestiller ærkeenglen Skt. Michael som dragedræber. Der har været bibelske kalkmalerier hele vejen rundt i kirken, men de er kalket over i 1941, fordi det var for dyrt at restaurere dem. I skibets nordvæg har man fundet et maleri som gengiver titelbladet fra Chr. III's bibel fra 1550 og et skibsmotiv.
Den gamle altertavle, der forestiller Kristus med brødet og vinen, er malet i 1747 af C.A. Zehngraf, denne er dog arkiveret på tårnloftet. I 1941 fik man en ny altertavle skåret af Hans Rasmussen, den er opbygget omkring en sen-gotisk nådestolsmotiv, der betyder et billede på Guds kærlighed og tilgivelse, der gives os gennem Kristus. Disse tanker udtrykker Søren Kir
kegård godt, da han skriver: 'Vi skal være ubekymrede som himlens fugle og markens liljer.
Den romanske døbefond er skåret ud af granit med akantusranker og hoveder på kummen. Prædikestolen fra 1577 fremstår som et naivt udskæringsarbejde. I østgavlen hænger der et lille sen-gotisk krucifiks
 
Når man ser tilbage, er det utrolig, at der var så mange forretninger i så lille en by med opland. Håndværkere behøvede man ikke hente udefra. Al daglig handel og tøj kunne også købes i Oure. Man var faktisk dækket godt ind. Det var stadig besværligt, hvis man skulle til Svendborg med toget for at handle, for det tog lang tid. Derfor foretrak folk at handle lokalt.
Efter krigen kom der også rutebil mellem Svendborg og Nyborg. Senere blev jernbanen nedlagt i 1964.

Det Oure vi kender i dag har forandret sig meget, siden den dag i 1941 vi flyttede til byen. Går man gennem byen, ser det ud som om husene i det store hele er de samme - pæne og velholdte, men på nær en købmand er alle butikkerne lukkede, og husene har skiftet ejere. Et enkelt hus mangler, nemlig det flotte kommunekontor. Det måtte falde for udviklingen.
Sct. Michael skolen er blevet bygget til glæde for hele kommunen. Selv de gamle elmetræer, der så stolte stod og værnede om kirken, er blevet fældet, fordi de blev angrebet af elmesyge, som man desværre ser overalt.
Nye kvarterer med fine parcelhuse er skudt op.
Jo, Oure er forandret.
Måske kan man sige, at byen mistede sit liv og sin sjæl - men den har fået et andet liv i kraft af den store idrætsskole, som både har højskole, efterskole og gymnasium. Der er nu konstant ca. 800 elever og ansatte på idrætsskolen.


Forfatter: Birthe Dinesen gift Vang Kruuse - lærer.
Jeg boede fra 1941-1959 i Lægeboligen, Landevejen 150 i Oure.


Stor tak til alle de mange gode, gamle venner fra Oure, som gjorde det muligt for mig ikke kun at kunne fortælle historier fra min egen tid i Oure, men også at kunne fortælle om hændelser tilbage i tiden. Derfor har jeg også valgt at sætte postkort og billeder ind fra forskellige årstal.

En særlig tak til
Inger og Åge Mortensen  ’Morten’, Ellen Hvidtfeldt Hansen 'Bitten',
Ole Bærholm, Gunhild Brinkmann g.  Feddersen, Karen Haugsted g. Fuglsang, Søren Hedegaard, Anne Marcussen g. Rasmussen, Klara Jensen, Ulla Rasmussen g. Hein, Gerda Rasmussen og min søster Karen Dinesen – som alle har været med til at inspirere mig til at skrive om byen.
Rigtig mange er kommet med fotografier og postkort.

Tak til Arne Norsk Nielsen Gudme Lokalhistoriske Arkiv for gamle postkort, billeder og mange hyggelige samtaler.

Kilder:
Trap Danmark Svendborg Amt 1930.
Arnold Andersen: På sporet af Svendborg- Nyborgbanen 1987.
Oure Kirke, menighedsrådet 2002.
Anders Uhrskov: Fynske Sagn.
Telefonmuseet.
Nanny Bærholms materiale om Oure Sangforening, udlånt af Ole Bærholm.