Da Svendborg stod i livlig handelsforbindelse med Hansestæderne

| | | | | |

Museums inspektør Johannes OlsenMuseums inspektør Johannes OlsenI 1919 skrev museumsinspektør Johs. Olsen sin Svendborg bys historie. I årene herefter fik han flere henvendelser med supplerende oplysninger til sin byhistorie. I 1926 publicerede han således i Svendborg Avis en artikel: Da Svendborg stod i livlig Handelsforbindelse med Hansastæderne". Heri medtager Johs. Olsen en række informationer, han siden 1919 havde fået bl.a. fra "Rådstuearkivet" i Lybæk.

"..... Havde Hansastæderne haft særlige forrettigheder i Svendborg eller ikke? - Men al eftersøgen var stadig forgæves, indtil toldforvalter Thaulow i Rudkøbing velvilligst meddelte mig, .. at på et kort i et moderne tysk historisk atlas var Svendborg angivet blandt de danske byer, hvori Hansastæderne havde særlige rettigheder, eller ret til at lade deres købmænd nedsætte sig og handle.

Gamle pakhuse i LybækGamle pakhuse i Lybæk Gammel HansafartøjGammel HansafartøjHerved fremkom så et holdepunkt, og det viste sig, at Svendborg ikke alene er anført blandt de danske byer, hvor de nævnte rettigheder indrømmedes Hansaen; men tillige på et andet kort i samme atlas opføres de middelalderlige handelsveje, hvor de samme byer atter nævnes, som de danske, hvormed Hansastæderne handlede, og det viste sig at være et begrænset antal af danske byer, nemlig kun Ålborg, Flensborg, Helsingør, København, Malmø, Skanør, Falsterbo, Roskilde, Kalundborg og Svendborg.

Hvori bestod så disse særlige betingelser?

Efter en møjsommelig søgen i arkiver, gamle dokumenter samt Hansaens historie på tysk og dansk, i især ved velvillig assistance fra Rådstuearkivet i Lybæk lykkedes det efterhånden at finde de væsentlige støttepunkter for de formentlige særrettigheder, som Hansastæderne havde i Svendborg;

......

De store fisketogter.

Og kom Svendborg ikke før i tiden i forbindelse med de nordtyske stæder, må en sådan dog være kommet i stand på den tid af middelalderen, hvor Svendborgerne og egnens fiskere begyndte at deltage i det store og rige sildefiskeri i Øresund og overalt ved vore kyster; thi byen fik ikke alene et "fed" men også et leje, det såkaldte "Svendborgleje" ved Falsterbo; på dette marked dreves tillige en betydelig handel med mangeartede varer.

Nogle få eksempler viser tydeligt, at folk herfra egnen har været til stede der; thi i den danske foged på Falsterbo's fortegnelser over indtægterne i 1494, for øvrigt en af de få eksisterende og bevarede protokoller fra hin tid, findes anført, at en mand ved navn "Per Tøsing" har måttet betale en bøde af 2 mark, fordi en af hans koner, som "gældede" sild, havde slået en anden i hovedet med et fad, og når manden nævnes som "Per Tøsing", er der næppe tvivl om, at han har været hjemmehørende ovre på Tåsinge. Samme år måtte to Svendborgere, Lasse Smed betale 9 sk. og Henrich Jænss 6 sk. i afgift som sildetold til kongens foged der.

Alt som nu tiden skred frem og skibenes størrelse, lasteevne og sødygtighed øgedes, tiltog selvfølgelig også handelen og omsætningen; thi fra omkring Valdemarernes tid kan man i hovedsagen regne med, at overordentlig mange danske byer voksede op, og her udviklede sig så et bysamfund med købmænd og håndværkere efter tysk mønster.

Vi erindrer, at Svendborg købmandsgilde "St. Annegilde" stiftedes 1444, men før denne tid og i alt fald indtil reformationen 1536 havde Hansastæderne fuldstændig overtaget over omsætningen handelsmæssigt set her i Norden, og selvfølgelig var Lybæk i denne henseende den væsentligste, desuden den største Hansastad ved Østersøen, .......

Efterhånden som Hansastæderne fik flere og flere rettigheder og indrømmelser i Danmark, måtte det tid efter anden komme til at genere vor egen opblomstrende handelsstand, og herpå mangler heller ikke beviser.

Tidligere har jeg omtalt de mange klager, som Svendborg indsendte til landets konger, over overgreb fra de hanseatiske købmænds side, de såkaldte pebersvende. Her skal jeg blot tage et tilfælde, hvor Svendborgerne gennem rigsmarsken Claus Rønnow på Hvidkilde forebragte kong Christian I en klage over, at en tysk købmand fra Kiel, Hans Pauls, var kommet til Fåborg i oktober 1470, og derfra havde begivet sig ind i Sallinge herred og handlede med bønderne trods det kongelige forbud herimod, og nu fordrede de Svendborg købmænd denne trafik standset og Hans Pauls varer konfiskeret i følge byens privilegier, der lød på, "at den, som gør landkøb, har forbrudt sit gods og sin købmandshandel samt retten til at handle".

At handelen med blandt andet Lybæk i første linje alt længe havde været en kendt sag, ved vi f.eks af det brev, som Svendborgerne i 1362 havde medgivet skipperen Peter Mathiesen til rådet i Lybæk og Wismar.

På denne tid var Fyn med borgene Hindsgavl og Ørkild pantsat til de holstenske grever, og da disse for det meste stod på en god fod med Hansastæderne, så er det jo ikke utænkeligt, at de holstenske grever på en eller anden måde kan have begunstiget eller støttet handelsforbindelsen mellem Svendborg og Lybæk.

Ridder Heine KabelRidder Heine Kabel Henning Kutelbergh - (Capitaneus regis in Ørkyl 1372)Henning Kutelbergh - (Capitaneus regis in Ørkyl 1372)Imidlertid erobrede kong Valdemar Atterdag i året 1361 Visby og dette førte til flerårig krig mellem kongen og Hansaen. Krigen sluttedes først ved freden 1369 i Stralsund, og da det danske rigsråd den 30. november bekendtgjorde freden, ser man af dette dokument, at kongen har sendt en betydelig repræsentation af danske mænd til fredsmødet i Stralsund, hvor de forhandlede med 36 Hansastæder. Der var da først og fremmest mødt Henning Podebusk som repræsentant for konge og land, endvidere 12 riddere og høvidsmænd fra Sjælland, 3 fra Jylland, en fra hver af følgende landsdele, Lolland, Samsø og Halland, samt fra Fyn de tvende riddere og høvidsmænd på Ørkild, Heino Kabel og Henning Køtelberg, endvidere høvidsmændene fra Nyborg og Tranekær og tvende væbnere fra Fyn.

Året forud, 1368, havde kongen fået Ørkild tilbage, og de tvende kongelige høvidsmænd fra Ørkild har vel sagtens ved freden i Stralsund også repræsenteret Svendborg bys interesser; de kunne da ikke være ukendt med den gamle forbindelse mellem Svendborg og Hansastæderne.

Allerede i årene 1362-64 og om efteråret 1368 havde Heino Kabel på kongens vegne deltaget i de før freden forudgående forhandlinger i Stralsund, og i maj 1370 ser vi atter de to høvidsmænd fra Ørkild deltage i ny forhandlinger om freden og dens virkninger i Stralsund på kongens vegne, og selv om man intet direkte har herom, må man næsten gå ud fra, at der også er forhandlet om sejlads og handel på Fyn, og da kan Svendborg og byens handel også have spillet en rolle.

De tyske historiske kort angiver, at Svendborg var den eneste by på Fyn, hvor Hansaen eller dens byer havde særlige rettigheder, og Rådstuearkivet i Lybæk henviste tillige til følgende: Den 18. maj 1510 erklærer nemlig Lybæk overfor kong Hans, at den ser sig nødsaget til at gøre indsigelser, fordi borger af Lybæk, Jost Jacobsen, har måttet gribe til nødværge overfor en dansk mand ved navn Martin Ghans (vel rigtigere Gaas?), og forgæves har forsøgt at få ret og erstatning for lidt skade, og da denne Jost Jacobsen var lovlig udligger fra Lybæk og ikke nogen sørøver, anmoder kongen Svendborg om at behandle ham ordentlig, når han besøger byens havn og ikke fordre andet af ham, end hvad lovligt er.

Den 29. juni samme år fik borgmesteren i Svendborg atter brev fra kongen, der opholdt sig på slottet i Nykøbing på Falster, om straks at lade udforske, hvilke fordringer byerne Lybæk, Wismar, Rostock og Stralsund havde til gode i Svendborg. Kongen indskærper tillige, at ingen måtte hemmeligholde disse oplysninger, da man agtede at lade fremstille en fortegnelse herover, og så inddrive det resterende og meddele kongen dette samt indsende de indkomne beløb til ham.

Samme konges stadsret bestemmer bl.a., at ingen fremmed købmand, som ikke var "ligger" i en by (ved "ligger" forstås kongelig sendebud, ekspresser eller kurerer, stundom også slotsfogederne), men udskibede sit gods med salg for øje, ikke måtte udføre noget af det, før det først havde været falbudt i 8 dage, hvorefter tolden skulle erlægges, og vedkommende kunne da rejse sin vej igen.

Ejheller måtte fremmede købmænd holde bod, hus eller gård, og ingen af "liggerne" måtte tage andre købmænd ind til sig.

Ingen gæst måtte sælge sine varer fra skib eller skibsbro, og heller ikke handle mere end i 3 dage i samme by. Kom en fremmed købmand til en by, skulle han udskibe sine varer op i sit herberge, lagre dem enten på loftet eller i gården, hænge sit tegn (skilt) ud, hvis han ville handle med borgerne, dog var dette forbudt ham på gaderne eller fra vinduer.

Den fremmede købmand skulle betale såkaldt gæsteskud, ca. 8 skilling, når han varedes af fogden. Ved ordet gæst forstås en udlænding.

Kong Christian II skriver i et åbent brev 1518 til Svendborg og befaler heri, at ingen gæst må købe med gæst uden på de offentlige markeder, at en gæst foruden gæsteskuddet årlig skulle give en skæppe til kongen og en til byen, ingen af borgerne måtte købe med en gæst's penge eller låne sit navn ud til fremmede, ejheller tillodes det nogen gæst eller anden udenbys mand at holde høkeri i Svendborg, men sælge og købe af borgerne; sluttelig måtte gæsten heller ikke drive handel i to miles omkreds fra Svendborg.

Efter reformationen tabte Hansastæderne efterhånden dette handelsherredømme, og vor egen handel og skibsfart tog til; men endnu i mange år efter klagedes stadig over de tyske pebersvendes generende handel.

Hvad der handledes med

Af de væsentligste udførselsvarer var først og fremmest silden, som gennem middelalderen optrådte i langt større mængder end senere; endvidere heste, hornkvæg, flæsk, smør samt huder og skind, medens de indførte varer væsentlig var øl, vin, stål, metalvarer, humle, salt, pottemagertøj, manufaktur og meget andet; også krydderier spillede for indførselen en vigtig rolle i de tider. ............. [se også Rudkøbing toldsted]

I Svendborgs gamle bylov af 1619 findes som en rest fra hine tider flere paragraffer, som repeterer adskillige i denne artikel nævnte forbud og bestemmelser vedrørende handel med fremmede, altså udenlandske købmænd.


Sct Anne gilde skrå 1444