Vindeby-færgen 1811 til 1926

| | | | | |

Færgebroen i SvendborgFærgebroen i SvendborgDagen før indsættelsen af den nye motorfærge "Taasinge" den 18. juli 1926 skrev overretssagfører J. Vinther Jensen, Svendborg en historisk artikel om Tåsinge-Svendborg færgefarten.

Når den nye Vindeby-færge "Taasinge" i morgen sættes i fart mellem Svendborg og Vindeby, kunne det måske have nogen interesse at kaste et blik tilbage på det gamle færgested, navnlig med hensyn til befordringens art, færgeriets ejendomsforhold og bestyrelse af driften, indtil vi nu står ved de resultater, der er skabt af vore dages forhold og personer.

Ved kongelig anordning af 16. november 1811 angående færgefarten mellem Svendborg i Fyn og Vindeby på Thorseng blev det på forestilling af Generalpostdirektionen bestemt, at ejeren af Svendborg og Vindeby færgesteder skulle være forpligtet til at holde i god og forsvarlig stand følgende fartøjer til færgefartens bestridelse.

1811

"Ved Vindebye: en stor færge til afbenyttelse som hidtil fra begge sider af færgeløbet, hvilken skal kunne medtage 2 store vogne, hver med 2 heste og tilbehør, desuden en sejlbåd til 10 à 12 personer, og letroende jolle, og ved Svendborg færgested: en såkaldet mellembåd af den størrelse, at den kan medtage 30 personer, en mindre båd til 10 à 12 personer, og en letroende jolle; samtlige disse fartøjer skulle, forsåvidt rejsende med dem overføres, være forsynede med anstændige og bekvemme sæder. Ved ethvert af færgestederne skal i det mindste holdes 2 faste færgekarle".

I samme anordning findes bestemmelser om, hvorledes overfarten af færgemændene ville være at besørge, om takster, om bøder, hvis færgemændene måtte befindes at kræve højere betaling end nu eller i tiden måtte vorde fastsat, om belysningen af færgebroerne, idet der skulle forefindes gode lygter, som mod særlig betaling i hvert enkelt tilfælde skulle tændes og blive ved at brænde, indtil fartøjet var kommet over sundet, såvel som, og når det erfaredes, at et færgefartøj i mørkt vejr kom fra den anden side.

I den allerhøjeste anordning bestemtes det endog, at færgemændene bør være høflige imod de rejsende, og ved hvert færgested var der en autoriseret dagbog, hvor de rejsende kunne nedskrive eventuelle klager.

Fritz Juel i 1872

Dampfærgen "Fritz Juel"Dampfærgen "Fritz Juel"Disse forhold var i hovedsagen de rådende indtil den 19. august 1871, da der blev afholdt et møde i Vindeby færgegård til forhandling angående tilvejebringelsen af en dampfærgeforbindelse mellem Vindeby og Svendborg.

Til stede ved dette møde var amtmanden, kammerherre Juel-Brockdorff til Stamhuset Thorseng, postinspektør Petersen og delegerede fra Svendborg amtsråd og Svendborg byråd.

Kammerherre Juel-Brockdorff påtog sig på dette møde pligt til for egen regning at anlægge og vedligeholde de til en dampfærge nødvendige færgehavne, samt til i fremtiden at vedligeholde en dampfærgeforbindelse mellem Svendborg og Vindeby på den betingelse, at der af finansministeriet, Svendborg amtsråd og Svendborg byråd ydedes et pengetilskud til dampfærgens anskaffelse.

Kammerherren fik det ønskede tilskud, og herefter blev i efteråret 1872 dampfærgen "Fritz Juel" indsat i farten.

På det foranførte møde bestemtes det, at færgen skulle være indrettet således, at passagererne kunne køre med heste og vogn umiddelbart fra broerne om bord og omvendt, og at dampfærgen på en gang skulle kunne tage 4 med hver 2 heste forspændte vogne, samt at dampfærgen burde afgå hver fulde time fra den ene færgehavn, hver halve time fra den anden, dog således, at når der i mellemtiden kom vogne, skulle afgå straks.

1872-1926

Dampfærgen "Fritz Juel" har indtil dagen i morgen i de siden 1872 forløbne 54 år trofast gjort sit arbejde i driften, men de ændrede samfundsforhold, navnlig i den sidste snes år, har bevirket, at den ikke kunne holde trit med de stadigt øgede krav til en hurtig, og bekvem befordring mellem Vindeby og Svendborg, som navnlig befolkningen på Tåsinge har måttet stille.

Landbrugets ændrede driftsformer medførte, at øens beboere langt oftere end tidligere fik ærinde til Svendborg - f.eks. til mejeri og slagteri.

En for Tåsinges beboere betydningsfuld og dybtgående ændring i deres livsforhold blev også fæstegodsets overgang til selveje, der navnlig har taget fart i de sidste 20 år. De enkelte styrkedes derved til udfoldelse af et rigere initiativ med hensyn til forbedringer af deres ejendomme, hvilket atter har givet sig udslag i en større og større varetransport til og fra øen.

Og endelig er der jo også foregået en mægtig udvikling af selve befordringsmidlerne som har gjort en radikal forbedring af færgeforholdene påtrængende nødvendig.

Der har fra Tåsinge-beboernes side været rettet adskillige henvendelser til administrationskommissionen for Stamhuset Thorseng og færgefæsterne ved overfarten om at få forbedringer gennemført. Adskillige af beboerne nedsatte udvalg har beskæftiget sig med sagen gennem en årrække, ligesom der også har været ført forhandlinger om færgeprivilegiets overgang til befolkningens eget eje, men alle disse bestræbelser havde hidtil ikke ført til noget resultat, før kommunalrådene på Tåsinge besluttede sig til at tage sagen op.

Kommunerne på Tåsinge og Svendborg byråd i samarbejde om nye færgeforhold

Der blev nedsat et færgeudvalg, der fik til opgave at foretage en række indledende skridt til forhandling overfor de personer, der havde med færgeriets forhold at gøre, og på et møde i Bregninge kro den 30. april 1925 besluttede sognerådene at rette en henvendelse til Svendborg byråd om et samarbejde til opnåelse af en forbedret ordning af færgeforholdene.

Svendborg byråd stillede sig imødekommende overfor denne henvendelse og udpegede som repræsentanter til at tiltræde det af Tåsinge sognerådene nedsatte udvalg d'hrr. borgmester Lacoppidan-Petersen og landstingsmand Albert Jensen. Tåsinge sognerådenes repræsentanter var sognerådsformand Jacob Pelle, Gesinge, sognerådsformand Hans Knudsen Nielsen, Landet og gårdejer Herluf Lolk, Troense.

Fra stamhuset til befolkningens eje.

Disse 5 mænd, der senere er indtrådte som repræsentanter for de respektive kommunalbestyrelser i det af kommunerne dannede interessentskab til færgeriets drift - med Herluf Lolk som formand, - har nu løst den opgave ved deres forhandlinger at føre færgeprivilegiet, der fra gammel tid har tilhørt Stamhuset Thorseng, over i befolkningens eje, og således, at interessentskabet, skønt færgeriet er bortfæstet, allerede nu deltager i færgeriets indtægter med en trediedel.

Den nye færge - et moderne og komfortabelt skib.

Motorfærgen "Taasinge"Motorfærgen "Taasinge"Interessentskabets indsats i driften bliver den nye motorfærge "Taasinge", der altså skulle være vore dages løsning af spørgsmålet om det mest hensigtsmæssige befordringsmiddel mellem Tåsinge og Fyn.

Færgen er bygget på skibsbygmester Johannes Ring Andersens træskibsværft i Svendborg.

Den nye færge vil kunne medføre 10 à 12 motorvogne og hestekøretøjer foruden passagerer, til hvem der er taget hensyn ved indretningen af en komfortabel kahyt og ved overdækning af dæksplads.

Færgen er forsynet med en af "Holeby Dieselmotorfabrik" leveret og installeret dieselmotor, således at færgen kan sættes i fart på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet, hvilket navnlig skulle have betydning i tilfælde af, at der på øen skulle forefalde ildebrande, ulykkestilfælde eller farlige og pludselige sygdomstilfælde udenfor den tid af døgnet, da færgen normalt er i fart.

Firmaet Due-Petersen & Kryger, Svendborg har besørget installationen af elektrisk lys på færgen, således at færdselen til og fra færgen på alle tider af døgnet kan foregå i fuld og klar belysning.

Der er af tømrermester Jørgensen, Svendborg, efter projekt af ingeniør Øllgaard, Hellerup og under mevirkning af ingeniør Hansen, Fåborg, anbragt 2 nye færgehavne, en på hver side af sundet, hvori den nye færge skal have anløbsplads, men de gamle færgelejer bibeholdes, således at "Fritz Juel" endnu forhåbentlig gennem en årrække kan fungere som hjælpefærge - når den nye færge er til eftersyn eller på særlig travle dage.

100 års fremskridt

En sammenligning mellem forholdene i 1811 og i 1872 vil formentlig overbevise om, at den nye færge betyder et meget væsentligt fremskridt.

Medens man i 1811 kunne føle sig tilfreds med en færge, der kunne befordre 2 køretøjer, og i 1872 en dampfærge, der kunne befordre 4, har man i 1926 ikke følt sig tilfreds, før man nåede tallet 10 à 12, hvortil kommer, at man har fået et fartøj, der er mobilt til alle tider af døgnet - og færgen og færgelejerne vil altid være klart belyste af det elektriske lys, uden at der derfor vil blive krævet ekstra betaling af de rejsende, som i anno 1811.

Endvidere bør bemærkes, at eneretten til færgeriet, der siden Niels Juels dage har tilhørt Stamhuset Thorseng, nu er blevet befolkningens, således at færgeriets indtægter, for tiden delvis og i løbet af nogle år helt, atter vil komme befolkningen, der benytter færgen til gode, idet indtægten indgår i de respektive kommuners kasser.

Befolkningen har det nu også selv i sin egen hånd, hvorledes den fremtidige udvikling skal forme sig.

Svendborg amtsråd har vist interesse for sagne ved at give tilsagn til sognekommunerne på Tåsinge om støtte, hvis det skulle vise sig, at driften ikke kan bære sig.

Når denne sag nu endelig er blevet løst, som det forhåbentlig vil vise sig, på en for alle tilfredsstillende måde, skyldes det ikke alene den handlekraft, der har været udfoldet af interessentskabets bestyrelse, men også den forståelse af tidens krav, som er vist af fru Ada Kiær, der som værge for baron Carl Juel-Brockdorff har ført forhandlingerne for denne.