Jul og nytår i Lægeboligen i Oure fra 1941.

| |

Birthe Dinesen, g. Vang KruuseBirthe Dinesen, g. Vang KruuseAf Birthe Dinesen gift Vang Kruuse

Julen var dejlig. Under krigen blev det almindeligt, at man 1. søndag i advent hængte en stor adventskrans op. Den var bundet af gran over et mindre vognhjul af træ og var pyntet med små blanke røde pigeonæbler, der var sat fire tykke, hvide lys i, som blev tændt søndag eftermiddag. Hos os tændte vi alle fire på en gang.

 

 

 

Læge Dinesens i OureLæge Dinesens i Oure Læge Dinesens pigerLæge Dinesens pigerMor gjorde altid en hel masse ud af december måned. I november måned købte hun en tredimensional julekalender i karton, disse kalendere begyndte man at fremstille lige inden 2. verdenskrig. Traditioner tro, skulle far samle den. Han sad ved spisebordet, som flød med alle de mange smådele, som skulle limes sammen, han bandede slemt, for han var ikke så fingernem som mor. Men det var altså hans opgave. Det kunne være et juleskib, et nisseværksted, en stor kane med rensdyr foran, et snelandskab eller en kirke. Hvert år lavede mor et stort landskab i gips med skibakker, huler og spejlsøer. Der blev sat masser af nisser og små dyr rundt omkring i landskabet. Inde i hulen lagde mor en lille lommelygte, der lyste op, det var vildt spændende. Omkring 1942 begyndte Asp og Holmblad at fremstille kalenderlys. Hos os blev det tændt, når vi hyggede os med te om eftermiddagen.

 

 

Dengang da julen altid var hvidDengang da julen altid var hvidDet var altid mor der skrev mange indholdsrigt julekort til familie og venner. Det var faktisk en skik, der opstod i England i 1843, men først omkring 1880 nåede den til Danmark. Far og mor talte om, at det under besættelsen blev almindeligt, at både private firmaer og offentlige kontorer arrangerede julefrokoster for de ansatte, disse foregik midt på dagen. Det var altid en hyggelig og fredelig middag. Først engang i 1950erne blev der tradition for, at arbejdspladser lavede en regulær fest med masser af mad, drikkevarer og dans, Nogen steder udviklede det sig til ret voldsomme fester. De flade julekalendere med små luger var kommet frem omkring 1935 og først i 1947 blev kravlenisser almindelige.  Efter krigen var vi altid en søndag inden juleaften med far og mor på juleindkøb i Svendborg. Gaderne, som var ret mørke, blev lidt oplyst af små lamper, der hang hen over gaden. Vi gik rundt og så på ’julius-udstilling’, som far sagde.

 

 

Birthe DinesenBirthe DinesenPå det ret mørke torv stod herrer og damer fra Frelsens Hær og sang under et stort
juletræ, de var i uniform og havde en stor gryde, som folk lagde penge i. ’Hold gryden i kog’ stod der på et skilt. Til sidst endte vi meget forfrosne på restaurant ’Klostergården’, hvor vi fik kaffe, cacao og lækre kager, inden vi kørte hjem igen.
Efter krigen begyndte gavekalendere så småt at vinde frem. Engang havde mor lavet et stort flot skib med sejl af forgyldt kyllingetrådnet, hun havde fyldt det med små pakker. Der var en pakke til os børn og til den unge pige - hver dag i december.

 

 

 

Julepynt af Agnete Dinesen, Oure ca 1941Julepynt af Agnete Dinesen, Oure ca 1941 Julepynt af Agnete Dinesen, Oure ca 1941Julepynt af Agnete Dinesen, Oure ca 1941 Julepynt af Agnete Dinesen, Oure ca 1941Julepynt af Agnete Dinesen, Oure ca 1941 Julepynt af Agnete Dinesen, Oure ca 1941Julepynt af Agnete Dinesen, Oure ca 1941Mor syede patchwork, broderede, tegnede og klippede julepynt til vores bøger, til døre og vinduer rundt om i huset

Den første tv-julekalender blev sendt i 1962 under titlen ’Historier fra hele verden’. Da jeg ikke havde tv i Svendborg, så jeg kun disse udsendelser, når jeg var på besøg i Oure.

 

 

 

 

Julekort af Agnete DinesenJulekort af Agnete Dinesen Julekort af Agnete DinesenJulekort af Agnete DinesenMor skar både træsnit og linoleumssnit, som hun brugte til julekort.

 


I hele december havde mor, den unge pige og Karoline ’Kogekone’ travlt med at slagte og forberede julemaden. Der blev bagt 4 forskellige slags formkager: brun krydderkage, chokoladekage, plumkage med en masse fyld og marmorkage. Der blev bagt mange slags småkager vaniljekranse, brunkager, aristokrater, finskbrød og klejner. Det hele blev opbevaret i kagedåser af metal. Disse blev lukket med brune klisterstrimler, og blev ikke rørt, før det var jul.  Vi lavede også havregrynskonfekt, som blev rullet i fine kugler. Man måtte bruge, hvad man havde, for man kunne ikke få chokolade og marcipan. Efter krigen kom vi cornflakes ned i smeltet chokolade. Når massen var stiv, både smagte og knasede det dejligt.

 

Lisbeth DinesenLisbeth Dinesen Vi gjorde rigtig meget ud af at pakke julegaverne ind i smukt papir med store kunstfærdige sløjfer og hjemmelavede pakkekort, måske var det en reaktion på, at man under krigen næsten ikke kunne få papir og bånd. Lillejuleaften skulle alle gaver være pakket ind, - ingen måtte arbejde efter klokken 18. For efter aftensmaden samledes vi alle i stuen for at spille kinaskak, stjernespil kaldte vi børn det. Et år havde mor købt et lille 30 cm. højt juletræ med mange små grene, det var lavet af hård plastic. På de små, grønne grene blev der hængt chokoladekringler, abrikoskonfekt, lakridskonfekt og vaniljekranse, som vi kunne vinde i aftenens løb. Vi legede også en leg, der handlede om at tage godter, der lå på et fad. På forhånd havde mor bestemt, at et stykke slik skulle være ’musen’. Det gjorde stor lykke, når mor råbte ’mus’, for så gik turen videre til den næste.  Senere på aftenen blev der serveret æbleskiver og te.  Lillejuleaften hængte vi børn en strømpe op i benenden af vores seng. Vi var sikre på, at julenissen ville putte noget i den om natten, - julenissen var selvfølgelig mor. Næste morgen var den fyldt til bristepunktet med lidt slik, frugt, en lille dukke, en malebog og farver, så vi havde noget at lave juleaftensformiddag. Var der kommet gaver fra tanterne i København, så lagde mor dem i strømpen. For der var jo så rigeligt med gaver under træet juleaften.

 

 

Keld Dinesen med violinenKeld Dinesen med violinenJuleaften klokken 15 var der hyggeligt kaffe- og tebord, hvor der blev serveret en lækker, lun, sprød julekage fra den fine bager Brydegård i Svendborg, og nu blev der taget hul på småkagerne. Der var en dejlig julestemning overalt. Huset duftede af de mange blomster i sammenplantningerne, som var blevet sendt fra patienter. Der var også kommet enten vin eller blomster fra banken, alderdomshjemmet, ungdomsskolen og Pigehjemmet i Vejstrup.  Juleaften var vi alle klædt fint på. Far var i smoking og damerne var i fine, lette selskabskjoler. De havde lagt en let makeup, de duftede dejligt, og deres hår var sat op i flotte frisurer. Vi børn var i fine kjoler med smocksyning og flæser forneden. Den aften havde den unge pige ikke fri. Julemiddagen begyndte med en meget lille portion risengrød med en mandel eller nød i. Under krigen kunne man ikke få ris, derfor brugte man store, hele byggryn. Vi spiste grøden med en stor smørklat i, kanel og sukker oven på og en tår sødt nisseøl til. Den, der fik nødden, fik en gave. Derefter fik vi flæskesteg og medisterpølse med brunede kartofler og rødkål. Til sidst fik vi lækker æblekage med flødeskum. Herefter slog vi børn mave, mens de voksne hjalp den unge pige med at vaske op.  Så slog far dobbeltdørene op ind til konsultationsstuen, hvor træet stod. Det var smukt at se alle de små blafrende lys på det fint pyntede juletræ, der altid nåede loftet.

 

 

Birthe Dinesen på indkøb med mormor Valborg og moster EvaBirthe Dinesen på indkøb med mormor Valborg og moster EvaTræet var blandt andet pyntet med fine flettede halmting, som moster Eva 1915-51 havde haft med fra Vanførerhjemmet i København, flettede hjerter, kræmmerhuse og fine tynde glaskugler og fugle, som stammede fra mormors barndom. Vi dansede omkring træet, mens vi sang de gamle julesalmer, vi endte altid med ’Højt fra træets grønne top’, som vi sang af fuld hals. Bagefter var der uddeling af gaver. Det var mor, der stod for det. Hver fik en gave, som man gav sig god tid til at pakke ud og beundre, så fik alle igen en pakke, sådan fortsatte vi, til der ikke var flere pakker under træet. Hvert år mindedes de voksne under stor latter den jul, hvor jeg som 1½årig tullede rundt i min mormor Valborgs store hus i Herlev, mens de voksne havde travlt med forberedelserne. Da træet skulle tændes, opdagede min far, at jeg havde revet alle til og fra kortene af gaverne. Kortene lå spredt over hele gulvet. Panik! Hvem var pakkerne til, og hvem var de fra. Der var mange pakker, der var kommet forskellige steder fra. Hvem skulle man takke? Det var pinligt. 

 


Valborg Dinesen med døtrene Eva og AgneteValborg Dinesen med døtrene Eva og Agnete

Juledagsmorgen elskede jeg at komme op til et varmt hus. Den unge pige havde været tidligt oppe for at tænde op i alle kakkelovnene. Vi hyggede os alle med sen morgenmad og frokost. Mormor Valborg satte sig senere sammen med Karen og mig inde i spisestuen og fortalte om det lille Jesusbarn og om sin barndoms jul. Hun var en helt fantastisk fortæller.

Uanset vejret gik vi lange ture med hende i hånden. På de ture digtede hun juleeventyr om nisser og trolde. Min dejlige mormor var en temperamentsfuld og farverig kvinde, som jeg elskede højt.

 


 Birthe Dinesens oldemor Dorthea læser op for mormor ValborgBirthe Dinesens oldemor Dorthea læser op for mormor Valborg Birthe Dinesen hos farmor og farfar på MosegårdBirthe Dinesen hos farmor og farfar på MosegårdEt år til jul fik jeg af mormor et 50 x 50 cm. stort dukketeater med forskellige bagtæpper, kulisser og personer til flere stykker, jeg elskede særlig at spille ’Elverhøj’. I flere år legede jeg meget med det. Jeg digtede selv stykker og lavede lys med en lommelygte, hvor jeg satte forskellig farvet cellofanpapir foran for at skabe stemning. Jeg elskede at digte stykker og brugte rigtig mange timer på det teater. 2. juledag kørte vi alle op til min farmor Margrethe og farfar Johannes på Mosegård i Rårud, hvor vi fik en overdådig middag. Vi startede med farmors vidunderlige suppe kogt på en høne, et stykke oksekød og en suppevisk, dertil drak vi en sød sauterne hvidvin. Derefter fik vi oksekød med en sur-sød sovs med peberrod og korender i, dertil drak vi rødvin, til sidst var der hjemmelavet is eller fromage med en god sherry. Bagefter var der kaffe med cognac til herrerne og cacaolikør til damerne oppe i den fine stue.

 


Holger og Keld Dinesen musicererHolger og Keld Dinesen musicererOnkel Holger underholdt gerne ved klaveret, og Keld tog violinen frem og så spillede de alle julens salmer og sange. Vi andre sang og dansede om juletræet,  og der var gaver til alle.

 

 

 

 

 

 Margrethe Dinesen fortæller for børnebørneneMargrethe Dinesen fortæller for børnebørneneBagefter fortalte farmor Margrethe os at både hendes bedstemor (mormor), Mette Katrine Hansdatter 1800 – 1886 og hendes mor Karen Rasmussen 1845-1923 var født på Mosegård, hvor farmor kom til at bo, da hun blev gift med Johannes Valentin Dinesen.
Bedstemoderen Mette havde fortalt sit barnebarn Margrethe om, hvordan hun og hendes mand Rasmus, som var født 1788, op til jul havde travlt med den store hovedrengøring, for der skulle være rent både ude og ind. Julegrisen skulle slagtes og saltes ned, og der skulle bages grove rugbrød og rugkager i den store ovn i bryggerset. Der blev også bagt store runde sigtebrød, som de kun fik til jul, den sidste kage, man bagte i ovnen, var en pråsekage. Farmor fortalte, at man stillede en tælleprås (et dårligt tællelys) ind i ovnen for at se, hvornår kagen var bagt.
Da jeg var lille, bagte farmor pråsekage til jul, hun brugte stadig den gamle opskrift.
Det vigtigste var måske brygning af juleøl og gammelt øl.Der skulle støbes mange lys, så der var nok til de mørke måneder. Al kobbertøjet og malmstagerne blev gnedet med et pulver, som man fik ved at gnide to teglsten mod hinanden.  Alle borde og bænke blev hvidskurede, og lergulvene blev repareret, før man strøede nyt strandsand på. Det var også vigtigt, at de fik vasket storvask, fordi alle i huset skulle have rent tøj på i julen. Man måtte nemlig ikke vaske mellem jul og nytår. På sengene lagde de det fine, rene sengetøj i hørlærred og hængte hvide broderede håndklæder op. 

Hvis man havde lagt nogle bageredskaber i træ udenfor, så skulle de hentes ind, for ellers ville heksene fra Bloksbjerg ride på dem, og så ville al bagning mislykkes næste år.
MosegårdMosegårdUden for skulle mændene sørge for hovedrengøring i staldene og på gårdspladsen, harver og plove skulle hentes hjem fra marken, så de kunne komme ind i laden, for hvis der stod en glemt plov ude på marken, så ville Jerusalems skomager sætte sig på den, og så ville det give en dårlig høst næste år. Jeg troede helt bestemt på den historie, og jeg holdt i flere år øje med, om folk havde glemt et markredskab udenfor. Hun fortalte, at de havde meget overtro, derfor blev der hængt havreneg ud til fuglene, for det ville sikre en god høst, man holdt også øje med, at hesteskoen over døren var på sin plads, for den bragte lykke.


Julemiddagen bestod også den gang af risengrød og gåsesteg. Alle tjenestefolkene var altid hos husbond juleaften og fik så lov til at gå hjem til familien i juledagene. Juleaften samledes alle stille og roligt inde i storstuen, her blev der sunget salmer, og husbond læste Juleevangeliet højt. I de mørke dage mellem jul og nytår måtte kvinderne hverken spinde eller sy, og mændene måtte kun lige muge ud hos dyrene og give dem foder. I den uge spillede man spil om pebernødder og legede julelege.
Margrethe DinesenMargrethe DinesenFarmor fortalte, at de den gang ikke kendte til at give julegaver, der var ingen julepynt og heller ingen juletræ, for det kom først til København ca. 1880.
Jeg tænkte meget over, hvor mærkeligt det var, at alle disse ting var foregået på Mosegård - på den gård, hvor jeg sad og hørte farmor fortælle. Hun fortalte også, at stuehuset den gang så anderledes ud, det var i bindingsværk og havde stråtag, det blev senere revet ned, da man byggede det stuehus, som jeg kendte. Hun fortalte, at man kunne se en af de gamle bindingsværksvægge ude hestestalden.

 

 

 

 

Familien på Mosegård og Lindely i Kirkeby sognFamilien på Mosegård og Lindely i Kirkeby sognEfter krigen kom hele familien fra Mosegård ned til Lægeboligen i Oure en af de andre juledage til en god julemiddag, og ved kaffen blev juletræet tændt. Et år da vi sad og nød kaffen inde i stuen, væltede juletræet pludselig ned over farmor Margrethe, hunden var vist kommet til at skubbe til det, det så vanvittigt ud, da hun forsvandt i gran og kugler. Heldigvis havde vi lige slukket stearinlysene. Næste år købte mor elektriske pærer til træet, så vi kun juleaften havde levende lys.
Nytårsaften pyntede mor fint op med guirlander og lys. Juletræet stod stadig inde i stuen. Alle var igen trukket i det fine tøj, når vi satte os til bordet. Vi fik kogt torsk med kartofler og forskellige slags sovse og islagkage til dessert. Når vi havde spist, havde den unge pige fri.
Vi spillede bagefter forskellige spil, og vandt præmier. Midt på aftenen fik vi varme æbleskiver og te. Der var ingen fyrværkeri under krigen, men drengene løb ude på vejen og larmede ved at slå på nogle dåser. Klokken 24 skålede de voksne i vin, og vi børn fik saftevand i fine glas. Derefter skulle vi i seng.  Et år kom far med en muslingeskal, som han lagde ned i en skål vand. Efter et kvarter åbnede skallen sig og små blomster foldede sig ud og en lille frø hævede sig op i vandet. Han havde også købt en sort, høj hat, den satte han ild til, hvorefter en mindst 1½ meter lang sort 'snog' bugtede sig hen ad bordet mellem kagefadene - det blev ved og blev ved i lang tid. En nytårsaften havde nogle dreng moret sig med at sætte en tændstik fast i vores dørklokke, så den ringede hele tiden. Det gjorde, at folk ikke kunne komme i forbindelse med lægen, så det var ikke så smart. Senere hældte de en hel trillebør hestemøg ud på vores hovedtrappe. Så gik far, som var en myndig mand, ud og fik en snak med drengene. Han forklarede dem, at det kunne være én af dem, der var kommet til skade, og at det ville være farligt med alle de bakterier, der var i møget.  Alle gik nu i gang med at fjerne møget, og bagefter fik de vasket trappen ren, Det gentog sig aldrig mere. Jeg kan huske, at mor til sidst bød alle drengene ind på lune æbleskiver og en tår saftevand. Man kan godt sige, at der var flere grove løjer den gang.


Valborg DinesenValborg Dinesen Min mormor Valborg fortalte os bl.a. om de løjer, vores morfar Hans Peter og landsbydrengene lavede nytårsaften i Tved, da de var børn.

Engang sneg de sig i mørket hen til hjulmandens hus. Uden for værkstedet stod der nogle vogne, der skulle have repareret et par hjul. Pludselig fik de den ide, at skille en af vognene helt ad, hvorefter de fik alle stykkerne hejst op på hjulmandens stråtag, deroppe samlede de vognen igen, så den stod oppe over tagrygningen. Det var slemt for hjulmanden næste dag at få den ned.

 

 


Marie, Hans Peter og Johannes DinesenMarie, Hans Peter og Johannes DinesenEn anden nytårsaften luskede karlene og ungerne rundt i mørket omkring nogle gårde, da en af dem pludselig hvisker: ’Skal vi ikke gå ind på gården her og slæbe den store skovslæde ud og sætte den et eller andet sjovt sted’. Det var alle med på. De listede ind i vognskuret og kiggede efter skovslæden, som stod allerinderst. Nu gik de smågrinende i mørket i gang med at flytte en masse vogne og redskaber for at få slæden fri, de skulle være stille for ikke at blive hørt. Endelig var den store, tunge skovslæde ude på gårdspladsen og alt det andet sat tilbage på plads. Pludselig siger én af dem med høj klar stemme: ’Nu skal I have tak for hjælpen, folkens. Den skovslæde skulle jeg bruge i morgen, så det var godt I kom. Nu er der æbleskiver og punch inde i varmen hos mutter’. Det var gårdmanden selv, der i mørket var kommet med ideen, de unge havde ikke genkendt ham i det tætte mørke. De var først lidt flove, men tøede hurtigt op over de varme æbleskiver og punchen, så alle fik et godt grin.

 

 


Agnete DinesenAgnete Dinesen Valborg og Hans Dinesen i HerlevValborg og Hans Dinesen i HerlevMor fortæller i sin dagbog om en anden nytårsaften, hvor det kom det til at gå ud over hendes far Hans Peter.
Beretningen giver et billede af, hvordan forholdet var mellem arbejdsgiver og lærling den gang.  Mor skriver: ’På det tidspunkt var Hans Peter i smedelære i Holmdrup. Smedens kone lå syg, næsten døende af tuberkulose i den ene ende af den varme stue, hvor alle de andre spiste og opholdt sig. Da de havde spist den varme aftensmad, ville Hans Peter gå hjem til sin far og mor, fordi han havde fri næste dag. Men smeden bad ham så mindeligt om at blive lidt og synge nogle salmer for den syge kone. Hans Peter, som havde en ualmindelig smuk stemme, satte sig ned ved sengen og sang efter salmebogen alle de salmer, den syge holdt af. Udenfor var det begyndt at blæse op og det sneede kraftigt, så da Hans Peter så det, bad han efter et par timer om at måtte gå hjem, men nej, det kunne der ikke være tale om, nu skulle han have en ’dråve’ (dråbe/tår) kaffe og kage for sin ulejlighed. Han ville ikke være bekendt at sig nej, så han drak sin kaffe, men nu var den syge kommet i tanker om et par salmer, hun så gruelig (forfærdelig) gerne ville høre, så Hans Peter sang igen et stykke tid nogle salmer. Hen ad klokken 22 fik han endelig lov til at gå hjem. Himmel og jord stod i ét, han havde taget godt med tøj på og stred sig hjemefter Tved over Holmdrup Mose i det forfærdelige vejr. Pludselig mistede han stedsansen og flakkede fortvivlet rundt, til han opdagede, at han var gået i ring. På den måde tossede han rundt, til han endelig fandt Brudagervejen og fulgte den til Gl. Nyborgvej. Forkommen nåede han først hjem klokken 5 om morgenen. Da han endelig fik familien banket op, var hans mor, Dorthea helt forfærdet over at se den forfatning hendes 16årige søn var i, han var iskold, og hele hans ansigt var hævet. Hun fik ham af tøjet og lagde ham ind i sin egen varme seng og fik hældt masser af varm kaffe på ham. Her lå han hele dagen, til han om aftenen måtte gå turen tilbage til smeden. Da han kom tilbage til sit kolde værelse, som han delte med to smedesvende, klædte han sig af i mørket, lettede på dynen og krøb i seng, men røg ud igen med et højt hyl. Svendene havde sat et fyldt vandfad under lagenet, det var det iskolde vand, han var plumpet ned i. Svendene hujede og grinede af ham, fordi han resten af natten måtte ligge i det våde sengetøj. Han turde ikke sige det til smeden for ikke at få tæsk af svendene, som var misundelige over, at Hans Peter havde sunget salmer for smedekonen og havde fået kaffe.
Ja, Hans Peter overlevede heldigvis de kolde nætter. Det viste sig senere i livet, at han havde et knagende godt helbred.’

Nytårsaften blev en årrække efter krigen holdt på mejeriet hos mejeribestyrer Johs. Winther i Oure, der efter sin kone Dagnys død var blevet blev gift med sin husbestyrerinde Bodil. Ved disse store fester mødte alle vennerne op med deres børn. Vi børn legede så hele aftenen, mens de voksne dansede. Den aften fik vi torsk i mayonnaise med rejer og kaviar, det var min livret. Jeg kan huske den træthed, der bredte sig i hele kroppen hen på natten, når vi børn sad eller lå inde på kontoret, mens de voksne festede til den lyse morgen. På en eller anden måde gav det en vis tryghed, at vi gennem den halvåbne dør kunne høre dem danse og more sig i stuerne ved siden af, mens vi med øjnene lå og fulgte de bløde bevægelser i en stor norsk halmuro, der hang ned fra loftet..