Kirketugten

| | | |

"Forbrudt gods" 1632 på Drejø"Forbrudt gods" 1632 på DrejøDet havde ganske voldsomme konsekvenser for de, der af deres sognepræst blev lyst i band. I Nyborg lens regnskaber findes fra 1632, et sådant eksempel anført i et bilag over "forbrudt gods".

Rasmus Thommesen på Drejø var død, og blev ikke begravet i "indviet jord", eftersom han "var bandsatt", angiveligt p.g.a. "lejermål", altså sex før ægteskabet. Så alle hans efterladenskaber tilfaldt altså lensmanden på Nyborg Slot (kongen).

Ifølge Håndbog for danske lokalhistorikere (1952-56), s. 148, så sondrede man i den middelalderlige kirke mellem 2 former for bandlysning, det lille band, udelukkelse fra sakramenterne, og det store band, der helt fjernede den pågældende fra kirkesamfundet.

Efter reformationen bevaredes i nogle lutherske kirker de 2 former for bandlysning i let omdannet skikkelse. Den danske kirkeordinans (1537) indeholder således bestemmelser om bandlysning som form for den kirketugt, man ønskede gennemført. Denne skærpedes især ved forordning af 27.3. 1629, senere ved Danske Lov (1683) og ritualet af 1685.

I almindelighed blev man stående ved det lille band. I løbet af 1700-årene forsvandt bandlysning som den øvrige kirketugt som ikke tidssvarende.

Kirketugt: Straffemidler var især udelukkelse fra nadveren, i alvorligere tilfælde fra det kirkelige og sociale fællesskab.