Fanny skubbede til præstens snobberi

| | |

4.oktober 1.søndag efter Mikkelsdag 1885, blev der afholdt konfirmation i Lindelse kirke.

I alt 18 børn skulle bekræfte deres dåb - 8 piger og 10 drenge. På den store dag var børnenes og forældrenes pladser i kirken ikke bestemt ud fra børnenes alder eller dygtighed, pladserne burde heller ikke længere, som det havde været almindeligt i tidligere tider, være bestemt ud fra forældrenes økonomiske status i sognet. De fleste af børnenes fædre var småhåndværkere, husmænd og en enkelt af drengene var anbragt på fattiggården; men der var et par undtagelser, og de sad ved de øverste bænke.

Den øverste pige
Ud for den øverste bænk i "kvindesiden" sad en køn pige. Det lange kraftige mørke hår var samlet i nakken, hendes udtryksfulde ansigt var domineret af et par smilende øjne under de noget kraftige øjenbryn. Hendes navn var Fanny Lefeldt, hun var datter af proprietær Christian Hubert og Ane Marie Lefeldt, Polleholm i Illebølle.

Christian Hubert med det halvadelige efternavn stammede fra Tranekær, hvor han var født udenfor ægteskab i 1839. En mystisk herre ved navn Christian Johan Frederik Jensen med tilnavnet Lefeldt havde dengang vedgået faderskabet. Christian Hubert var siden blevet gift med Ane Marie, og han havde tilbage i 1861 købt Polleholm med tilhørende teglværk for 35.000 rigsdaler. Ægteparret havde haft en god tid i Illebølle. De havde fået seks børn, fem døtre og en søn. Teglværket var blevet udvidet, og gårdens jorder var blevet forbedret. En anden endnu større proprietærgård nemlig Bogøgård i nabokommunen Humble, hvis jorder var en inddæmmet del af Lindelse Nor, blev tillige erhvervet.

Fanny var den næstyngste i børneflokken, som blev undervist i hjemmet af en privatlærerinde. Af tjenestefolk var der tillige en husjomfru, 3 piger og 3 karle.

Hans velærværdighed
Sognepræsten hed Ludvig Peter Bertelsen. Han havde tre år tidligere overtaget embedet i Lindelse i en alder af 62 år. Lokalhistorikeren Carlin Klæsøe, der selv blev konfirmeret af Bertelsen nogle år senere, huskede præsten som et venligt menneske; "men han var ikke, hvad man kalder veltalende". Dette forhold må jo nok siges, at være lidt uheldigt, når det drejede sig om en præst. I Bertelsens tid tog fremmødet i kirken kendeligt af, og der måtte efterhånden flere degne til at synge den store kirke op. Bertelsen gik på pension i 1898, men hvis nu menigheden havde regnet med bedre tider, så havde den grundigt forregnet sig. Den nye præst hed Jürgens og var orienteret mod Indre Mission og havde tidligere beklædt et embede i det jyske. Så frem til 1912 var det udpenslede fremstillinger af helvedes flammer og kødets opstandelse de fortrinsvis grundtvigianske langelændere fik at høre, hvis de en søndag forvildede sig ind i Lindelse kirke.

I kirken
Lindelse KirkeLindelse KirkeLindelse kirke knæfaldet: Det indre af Lindelse kirke ser i dag lidt anderledes ud. Gammelt postkort på Langelands Museum.Lindelse kirke knæfaldet: Det indre af Lindelse kirke ser i dag lidt anderledes ud. Gammelt postkort på Langelands Museum.Tilbage til den 4.oktober 1885. Den kirkelige handling startede klokken 10. Alle var på deres pladser, og undtagelsesvis var der fyldt godt op i kirken. Efter en forkortet udgave af den almindelige gudstjeneste kom præsten ned ad kirkegangen, hvor konfirmanderne var placeret på stole ligesom i dag, og overhøringen kunne begynde. Hvad hed evangelisterne? apostlene? profeterne? - og lignende opbyggelige spørgsmål. Samtlige børn svarede godt for sig, det var jo også det, konfirmationsforberedelsen havde handlet om i et halvt år, og i den forbindelse havde alle klaret sig godt. Derefter gik børnene på to rækker op mod alteret, hvor de tog opstilling omkring knæfaldet.


 

Stolen i koret
Det var en omstændig proces, der nu skulle begynde. Hvert barn blev først stillet tre spørgsmål,

som hvert især skulle besvares med et ja: Om barnet forsagede djævlen, al hans væsen og alle hans gerninger? Om det af sit ganske hjerte troede på Gud Fader, Sønnen og Helligånden? Om det ville blive udi sin dåbspagt indtil sin sidste salige ende? Disse løfter blev beseglet ved at præst og konfirmand "gav hinanden hånd derpå". Dernæst lagde præsten hånden på det knælende barns hoved og fremsagde en kort bøn. Først var det drengenes tur.

I koret havde præsten stillet en stol, og han prøvede to gange at få proprietærdatteren til at sætte sig. De øvrige børn skulle stå op, mens konfirmationen blev afviklet. Fanny var dog i besiddelse af mere takt end præsten og skød stolen fra sig begge gange og blev stående ved siden af de andre piger. Præsten opgav, og da han var nået hele raden rundt, læste han den afsluttende konfirmationsbøn. Menigheden fremsagde "Fader Vor", hvorefter præsten lyste velsignelsen. Efter endnu en salme var det hele overstået. I menigheden var Bertelsens klodsede forskelsbehandling blevet bemærket, og et par dage senere kunne man læse om episoden i "Langelands Avis".

 

. Moden har skiftet. I slutningen af 1800-tallet skulle konfirmationskjolerne være sorte – maleri af Erik Henningsen.. Moden har skiftet. I slutningen af 1800-tallet skulle konfirmationskjolerne være sorte – maleri af Erik Henningsen.

Fest og gaver
Efter den kirkelige handling skulle børnene og deres familier hjem. Proprietærfamilien blev kørt hjem i stadsvognen. Hjemme var der gaver, Fanny fik sikkert smykker og fine klædningsstykker, måske et ur og "Hjortens flugt" af Christian Winther, og mon ikke der også var en skindindbunden bibel med guldtryk fra pastor Bertelsen? Afstanden til fattiggården på Herslev Mark lidt nord for byen var ikke større, end at den fattige dreng, Christian Henriksen og hans følge sagtens kunne gå. Der var sikkert også et par gaver til Christian – nogle gode og nyttige ting nu han skulle ud at tjene. Forhåbentlig havde man en god fest såvel på proprietær- som på fattiggården. På Polleholm har man nok spist middag med flere retter mad og en del indbudte gæster. På fattiggården har man i hvert fald fået kaffe, men måske også en middag, der var bedre og mere rigelig end til daglig.

Den efterfølgende søndag var der altergang for de 18 børn.

Livet videre
Livet gik videre. I 1889 forpagtede Lefeldts søn Polleholm. Sønnen hed også Christian, han var nu blevet voksen og gift. Lefeldt senior flyttede med kone og de tre yngste døtre ind på Bogøgård.

Driften af denne gård, hvor dræning og diger skulle holdes ved lige, gav betydelige tab. Det gik så galt, at Lefeldt til sidst blev begæret konkurs, hvorefter der skulle afholdes tvangsauktion over gårdene. I første omgang var det dog den store långiver Langelands Bank, der kom til at hænge på ejerskabet.

Familien flyttede til Rudkøbing. Døtrene købte "Den Gamle Borgmestergård" i Nørregade, hvor der blev drevet et pensionat af frøknerne også efter forældrenes død. Som den eneste af de tre søstre arbejdede Fanny udenfor hjemmet, idet hun i en årrække var på kontoret på en nærliggende maskinfabrik. Hun døde i en alder af 90 år 12.april 1960. Ingeborg den yngste af de tre søstre døde fem år senere.

1885
For andre end Fanny blev 1885 et begivenhedsrigt år.

I september samlede den danske konge Christian d.9. sin store familie, der blandt andet bestod af flere af Europas kronede hoveder. Zaren og zarinaen, hertugen og hertuginden af Wales og mange andre fine folk mødte op på Fredensborg slot med deres hundredevis af tjenestefolk for at gå på klapjagt, holde tafler og teselskaber.

1.april havde højreregeringen under ledelse af konseilspræsident Estrup gennemført dén provisoriske finanslov, der skulle indlede de ni år, der siden er blevet kaldt provisorietiden, hvor det parlamentariske demokrati var sat ud af kraft. Den 21.oktober forsøgte den 19-årige typograf Julius Rasmussen at myrde Estrup ved et mislykket pistolattentat. Den unge mand blev idømt 14 års tugthus, men efter nogen tid begik han selvmord i fængslet.

Den 7.juni havde Erik Rasmussen, som var fattiglem på Humble fattiggård, forsøgt at kvæle sin åndsvage, blinde og døvstumme værelseskammerat Iver Hansen i desperation over sit liv på fattiggården. Han blev idømt 4 år i Horsens tugthus.

Verdens ondskab
Efter min mening har meget af verdens ondskab sin forudsætning i medløberi og følgagtighed overfor de, som har magten - det være sig såvel i en politisk som i en mere dagligdags sammenhæng. Så måske var Fannys svar på præstens første spørgsmål lidt mere reelt end de andre børns?

En bonde, der som Christian Hubert Lefeldt ejede to proprietærgårde med et jordtilliggende på flere hundrede tønder land, er i dag næppe det mest oplagte mål for vor tids øjentjenere og snobber.

I vor tid har den parasit, der i 1885 tog ophold i den ellers venlige sognepræst, fundet helt andre værtsorganismer.