Erik Bendixens dagbøger 1953 - 1957 - Forord

| | | |
Forord til dagbøger 1953 - 1957

af Erik Bendixen

Indledende bemærkninger:

Min familie

som denne dagbog berører: Mor og far, bedstefar (Gudrun og Charlo Rasmussen, William Bendixen). Søskende: Bodil, Gunhild, Erik (mig selv), Børge, Viggo, Gunnar. Se beskrivelser af disse familiemedlemmer i personlisten, hvor jeg også omtaler mig selv.

DagbogsbladDagbogsbladErik BendixenErik BendixenStedet hvor dagbøgerne er ført:
Nedergård og Bukkensbjerg, Humble.
På Nedergård brugtes firmanavnet GARTNERIET NEDERGÅRD hos Charlo.

Ordlister

Ved hjælp af ordlister (i kategorierne ¹ = Personer, ² = Steder, ³ = Diverse emner) er det muligt at orientere sig i dagbøgerne om emner, der ellers kunne bringe læseren i tvivl.

Nedgang for landbruget i almindelighed

1950’erne var en nedgangstid for mange små landbrug og små gartnerier. Det var end anden tidsalder, og mine dagbøger er derfor blevet historiske. Det er derfor jeg har ønsket at bringe dem på disse sider. Et husmandssted med 7 td. land jord var hvad jordbrugere havde at leve af i en del tilfælde – dog ofte suppleret med arbejde som almindelig landarbejder.

Nedgang for landbrug og gartneri i mit barndomshjem

Til mit barndomshjem Nedergård (beliggende i det vestlige Humble) var der 25 td. land, og jorden blev dyrket dels som kvægløst landbrug, dels som gartneri. Selv om gården var større end de steder man kaldte husmandsbrug, var det trods et stort rødstens stuehus og 2 ret store stråtækte udlænger (udhuse) ingen stor gård. Men i flere år var det rammen om et godt liv.
Nedgangen var en følge af tidens ugunst og af familiære forhold (kautionsforpligtelser) og fejlslagen høst, ikke mindst i ulykkesåret for landmænd, året 1954, da vedholdende regn gjorde høsten næsten umulig. Der var ikke ret mange mejetærskere dengang, så høsten kunne ikke overstås i en fart på de få tørvejrsdage der var.
1954 blev skæbneåret for min familie. Høsten blev bjærget i våd tilstand og sat ind i loen, hvor den skabte fare for selvantændelse (det skete dog ikke) og nærmest rådnede op. Store arealer med raps (50 procent af den dyrkede jord) blev angrebet af biller, så indtægten ikke kunne dække udgiften til den gødning der var kørt på i foråret. De dårlige resultater førte til, at det blev tvingende nødvendigt at sælge gården i 1955. Det skete dog ved almindeligt salg og ikke ved tvangsauktion i ordets egentlige betydning.
Bukkensbjerg bliver redningen
At det var skæbnesvanger udvikling havde ikke kun økonomiske årsager. Begrebet ”slægtsgård” – det forhold, at samme slægt bliver på gården den ene generation efter den anden, havde en særlig betydning, fordi afholdsbevægelsen lige fra min oldefars tid var blevet et altdominerende anliggende på dette sted. Kristoffer fik en mindesten ikke så langt fra landevejen i 1907. Det var på en skovdækket bakke, Bukkensbjerg, skråt over for gården på modsatte side af landevejen. Bukkensbjergs areal var 4.886 kvadratmeter - dog kun vor del, for der var en lille naboskov på omtrent samme størrelse, der tilhørte en nærliggende landejendom, Bukkensbjerggård. I mine dagbøger bruger jeg sjældent noget andet navn om vor del af Bukkensbjerg end ”Skoven” – sådan sagde vi altid.
Bukkensbjerg (Skoven) fulgte ikke med, da gården solgtes i 1955. I stedet for blev den familiens nye hjemsted. Der blev bygget en lille butik nær landevejen, og et træhus, der i forvejen lå øverst på bakken, blev ombygget, så det blev større. Min bedstefar lod dette hus bygge som sin sommerbolig mange år tidligere. De to store drivhuse bag Nedergård blev flyttet til Bukkensbjerg, dog rakte materialerne kun til ét stort drivhus og et lille ved butikken.
Ved at beholde Bukkensbjerg var det stadig et hjem præget af afholdsbevægelsen, mindesmærket var stadig i slægten. Men kampen for tilværelsen blev hård. Det hjalp ikke at rydde en del af skoven og skabe jorden om til havebrug eller at leje fremmed jord. Det blev også nødvendigt af skaffe sig indtægt ved arbejde for fremmede. Det fremgår alt sammen tydeligt af dagbogen.
Tiden vendte op og ned på meget, børnene fløj fra reden, så kun noget af familien boede på Bukkensbjerg. Efter min fars død i 1973 boede kun min mor og min bror Viggo i huset på Bukkensbjerg. Jeg flyttede hjem i 1979 og har boet i huset siden – fra 1990 efter min mors død alene. Butikshandelen sluttede omkring 1970, og bygningen (med lille drivhus) blev revet ned i 1976, da også det store drivhus forsvandt. Enhver dyrkelse af jorden til havesager er også for længst hørt op, og nye vækster har overtaget pladsen – dog ikke i oprindelig skikkelse.

Jeg vil være digter

I 1952 blev jeg konfirmeret, og da jeg ikke vidste, hvad jeg ville være, blev jeg medhjælper hos mine forældre ved landbrug og gartneri – og afløser for den/de tjenestekarle, der tidligere havde været på gården. (I en periode var der 2 på én gang, ligesom der også var en tjenestepige). Med min spinkle bygning og mit ”stuelærde” væsen var det ellers ikke den rette håndtering, men der skulle gå meget lang tid, før jeg fandt på noget andet. Min drøm i disse år var at blive digter, men det måtte ingen få at vide, for det var jo ikke noget almindeligt. Derfor er der i dagbøgerne lidt hemmelighedskræmmeri om digtningen, men jeg har [i kantet parentes] tilføjet det jeg dengang ville fortie. Det blev snart en almindelig opfattelse af mig, at jeg var én der ikke kunne noget, og jeg fik mange skældud af min far, som gang på gang gjorde mig opmærksom på hvor tumpet jeg var.

Lidt om 1952, da der ingen dagbog er for det år

Som det ses har jeg ingen dagbog fra 1952, men havde jeg haft, ville den have lignet dagbøgerne fra 1953 og 1954. En afgørende forskel var der dog: Indtil midt på sommren var trækkraften ved markarbejde 2 dejlige heste (den ene døde, så vi fik en ny, som uventet viste sig at være med føl). Af 2 grunde: dels for at følge med udviklingen, og dels for at stimulere min interesse for landbruget købte far en traktor i sommeren 1952. Det var en helt ny orangefarvet Alice Chalmers, som var høj under bugen, så der var plads til en radrenser. Jeg fik aldrig lært at lægge seletøj på hestene, når jeg skulle bruge dem. Enten gjorde min far det, eller også gjorde min noget yngre gode barndomsven Bent det. Bent ville også gerne køre traktoren, så det gjorde han tit – til min store fortrydelse, for jeg ville også gerne. Men vi fik da begge to lov til at køre, undtagen på vanskeligt terræn, stejle bakker for eksempel, hvor ingen andre en far kørte.


Jeg tjener penge ved høstarbejde hos fremmede

De mange udførlige og saglige beskrivelse af mit arbejde kan let give indtryk at, at jeg følte mig stærkt engageret og kunne lide mit arbejde. Det er langt fra altid tilfældet, for der var meget arbejde, som krævede muskelkraft, og det havde jeg ikke særlig meget af. Men som gartner eller landmand levede man dengang i samklang med naturen, og det var meget værd. Men det kunne ikke opveje følelsen af dyb håbløshed og frygt for fremtiden. Lønnen var kost og logi, ikke andet, heller ikke lommepenge, men fra og med 1955 fik jeg dog friheden til at tjene nogle penge for fremmede ved høstarbejde, havearbejde og lignende – og jeg spiste gratis hjemme. mens det stod på. Men da det var sæsonarbejde, var det på årsbasis en dårlig indtjening. Min bedstefar prøvede at hjælpe mig lidt ved at give mig en lille stak gamle bøger, som jeg skulle prøve at få lidt for i en antikvarboghandel, men enten kunne jeg ikke sælge bøgerne, eller også gav de alt for lidt. Bedstefar havde ingen penge på sine gamle dage. Dem havde han ved sit godt hjerte ladet andre få ved kautionsforpligtelser eller andet
Jeg gennemgår 2 uddannelser – med uheld og held

I efteråret 1957 fløj jeg endelig fra reden. De sidste år hos mine forældre led jeg af depression og betroede mig meget til andre – i første omgang dog ikke til mine forældre. Jeg var tilmeldt et brevkursus for vordende skribenter, og lederen af dette kursus tilrådede mig at søge ind på et seminarium for at bliver lærer, og så senere dyrke skriveriet ved siden af. I mangel af eksamen blev jeg elev på Køng Folkehøjskole, hvor der hvert år var elever, der forberedte sig til optagelse i præparandklassen på et Skårup seminarium (nogle få elever kom også på andre seminarier). Det blev bare aldrig til noget. Jeg kunne ikke følge med, men efter rådgivning fra højskolens forstander blev jeg elev på Det fynske Musikkonservatorium med violin som hovedfag. Der var jeg i flere år, men så måtte det også opgives af helbredsmæssige grunde, for jeg blev nemlig revalidend og fik støtte til at gennemgå en ny uddannelse, denne gang på handelsskole eller handelshøjskole. Jeg blev tysk/engelsk korrespondent og lærte også merkonome fag. Jeg blev jo lidt til års efterhånden og der var ikke den store efterspørgsel efter min arbejdskraft, så jeg kom til at kende meget til at gå ledig. Men jeg nåede da at blive berettiget til efterløn, og nu (2006) er jeg pensionist.