Sprogø

| | | | | |

IV. Carl Conrad Bencke



Blev født den 11/2 1789. – Efter endt Skolegang gik han til Søs og blev i en Alder af 17 Aar Styrmand.
Historikeren Kay Larsen skriver om ham –

Den 18-aarige Styrmand søgte, nogle Maaneder efter Krigens Udbrud i 1807, at blive Maanedsløjtnant.
Han gennemgik saa den kortvarige Skole i Eksercits og Kanonbetjening og blev den 3’ Maj 1808 udnævnt.
Ung som han var (19 Aar), maatte han nøjes med Inspectionstjeneste og Tilsyn med Tiltakling og Udrustning af Kanonbaade, men viste sig saa habil, at han allerede 20’ Maj 1809 (20 Aar gl.) blev Chef for en Kanonjolle i Kalvebodstrand. – Den 24’ Maj overtog han Kommandoen paa Haubitzchalup Nr. 7, der sammen med Kommandør Kriegers øvrige Flotille havde Station paa Københavns Red.
Da Baadene blev oplagt for Vinteren fik han den 18’ November Tjeneste i Land paa Holmen.
Næste Foraar, den 11’ Marts 1810 beordredes han til Tjeneste ved Roflotillen ved Korsør og blev der Chef for en Kanonchalup. Trods sin Ungdom hævdede han sig godt og fik igen 9/4 1811 og 27/3 1812 sin Tjeneste ved Roflotillen i Korsør.
Om Vinteren plejede han at være i København, men efter endt Tjeneste søgte han 1812 Permission til Korsør, hvad enten det har været af personlige Grunde eller for at være rede i paakommende Tilfælde af Krigsrøre.
Ogsaa i 1813 gjorde han Tjeneste ved Korsør og efter Fredsslutningen i 1814 har han endnu nogen Tid virket ved Orlogsfartøjernes Desarmering og Oplægning.
Medens Carl Conrad laa i Korsør traf han der en ung Pige – Christiane Egholm – Datter af Skipper Hans Christophersen Egholm og Hustru født Marie Hansdotter Strandrider – med hvem han blev forlovet antagelig i 1811.

Den 17’ Maj 1814 tog han sin Afsked fra Marinen og 30’ Januar 1814 blev han viet til Christiane Egholm – og samme Aar blev han som Belønning for sin Indsats under Krigen udnævnt til Fyrinspektør på Lygtebanken ved Korsør, - en meget beskeden Stilling, som kun indbragte ham 800 Daler om Aaret.
Jeg formoder, at han samtidig har haft nogle andre Job i Korsør – f.eks. staar der en Replik i et Skuespil bygget over en Istransport fra hans Tid, som kunne tyde paa, at han har været Kæmner i Korsør.
Imidlertid kom der mange Børn i det Ægteskab, hvilket vel har været medvirkende Aarsag til, at han søgte Sprogø, som han fik i 1825.
Her herskede han enevældigt til sin Død i 1844, hvorefter hans ældste Søn – Jørgen Henrich (IV.A.) ovetog Embedet og havde det lige til sin Død i 1887.
Sprogø var saaledes Benckernes Domæne i 63 Aar, og derfor vil det være naturligt at se lidt paa dens Historie, Geografi og Topografi samt dens Anvendelse.

Sprogø hed i gamle dage – Sproøe – Navnet stammer fra Ordet ”spro” der betyder spejde, og da Øen beherskede Overfarten mellem Korsør og Nyborg har den ganske naturligt faaet Navnet Sproøe.
Det var paa Grund af dens Beliggenhed, at Marsk Stig Hvide byggede en Borg her, hvis Rester ses oppe ved Fyrbanken, - ogsaa Englænderne fandt det naturligt at besætte denne Ø under Krigen 1807 – 1814, - og endelig var det en Selvfølge, at denne Ø benyttedes som Mellemlandeplads, naar Storebælt lagde til og Istransporterne maatte tage fat.
Sprogø købtes i 1721 af Hans Ahlefeldt til Raschenberg – den nuværende Herregaard Juelsberg tæt ved Nyborg – og hørte ind under dennes Besiddelse lige til 1814, da den solgtes til Postvæsenet.
Der findes en Indberetning fra Amtmanden over Nyborg-Tranekær Amter – Theodor Lente af Adeler dateret 8/2 1744, som siger –
……… haver der paa Øen været holdt Quarantaine og er Huset, som dertil haver været brugt, - i Anno 1730 ved offentlig Auktion her i Amtsstuen solgt til Herr Justitsraad van der Maase, som Øens daværende Ejer, - samme Ø, hvorpaa er ikkun én Beboer, er situeret midt mellem Nyborg og Corsoer, den er ikkun liden og matriculeret for 3 Tdr. 5 Sk. 1 Fj. 1 Alb. Hartkorn.

Beboerne er befriet for at svare kongelige Skatter efter en kgl. Resolution af 20’ November 1691, dog med de Vilkaar, at Øens Ejere skulde give Beboerne billig Moderation i Landgilden, ej bebyrde ham med Hoveri, men derimod føje Anstalt, at der paa Øen kan være Forraad til de Rejsende og Posternes Fornødenhed imod billig Vederlag, naar de maatte blive foraarsagede der at lande, samt udi fornøden Tilfælde dennem paa alle mulige Maader at befordre ……… og om der ingen Skov er paa Øen, men Beboerne led Mangel paa Ildebrændsel, saa haver Hans Majestæt ved Resolution af 25’ November 1731 allernaadigst tillagt ham 5 Skovlæs Brændes Udvisning udi de reserverede Skove i Svendborg Amt.

Oprindelig maa Øens eneste Beboer have været Fæster – men 1807 boede Johan Henrich Møller der og han kaldtes Telegrafbestyrer på Sprogø, - i 1814 hed Telegrafbestyreren Petersen og han var Carl Conrads Forgænger. At Øen blev købt i 1814 af Postvæsenet og at der fra den Tid blev gjort noget mere for de eventuelle Gæster under Istransporter, hænger maaske sammen med, at Frederik den Sjette engang maatte overnatte der. Det hedder i Nyborg Kirkebog –

Kong Frederik de Sjette var i Nyborg den 20’ Januar 1814. Tirsdagen den 1’ Februar rejste Kongen, men maatte ligge over paa Sprogø til Torsdag den 3’ Februar, - kom til Korsør om Aftenen Kl. 5. –
De haver paa Sprogø haft et usselt Leje, ussel Kost og mange Ubehageligheder, men han var dog stedse fornøjet. Gud bevare ham vor Konge.

Herefter blev der i Carl Conrads Tid bygget om, saa man kunne huse 100 Mennesker.
Det blev til en firlænget Gaard – Hovedbygningen laa mod Syd med 2 Sale, som ved en Gang var skilt fra Soveværelserne. I Stueetagen var der ud mod Storebælt 5 Værelser og mod Gaarden 4 Værelser og en Trappenedgang til den firkantede Gaardsplads, hvor en Kastanie stod i Midten og bredte sin store Krone, og ved den ene Side nogle Asketræer.
I Sidelængen mod Øst – nærmest Hovedbygningen – var Køkken og Spisekammer, og bag ved disse den private Lejlighed.
Den vestlige Sidelænge indeholdt Stalden og Laden og i den Længe, der forbandt Øst- og Vestlængen, var der Opholdsstuer for Søfolkene.
Bespisningen af saa mange Mennesker var ogsaa en Opgave, der maatte løses, - og dertil hjalp Gaardens Drift, - der var 2 Heste, 12 Køer, 7 Svin, 16 – 18 Faar og som Regel nogle Kalve og anden Ungkvæg foruden Fjerkræ, - og hertil kom, at der var 36 Tdr. Land under Plov og 36 Tdr. Land Eng.
I December Maaned slagtedes der, saa Saltbaljerne var fulde og samtidig provianteredes der hos Urtekræmmerne, saa man var fuldt beredt til at modtage eventuelle Istransporter.
Betjeningen bestod af 2 Karle, 2 Piger samt en Husjomfru, og desuden var der i Reglen Husholdningselever samt under Istransporter extra Hjælp.
Paa Øens Nordside blev hver Sommer Stendæmningen istandsat af 6 – 8 Mand, - de saakaldte Stenfolk.
Geografisk ligger Sprogø mellem Korsør og Nyborg og er 2 Kilometer lang i Retning Øst-Vest. Længst mod Øst ligger den høje ”Fyrbanke” og ved dens vestlige Fod er Gaarden bygget, - saa kommer ”Havebanken”, den lave ”Blommebanke”, ”Sauerbjerg” og ude ved Vesterrev ”Vesterbjerg”. –
Man ser altsaa, Terrænet hæver sig i 5 Banker med jævne Flader imellem. Nedenfor ”Vesterbjerg” ud mod Storebælt ligger et lille Hus – Revhuset – der altid er tomt og ubeboet og kun anvendes til Opbevaring af Posten under Istransporternes Ophold på Øen. Naar man saa tænker sig store Skarer af Maager, som hvert Foraar tog Øen i Besiddelse, saa har man et Billede af Carl Conrads Ø.
Tante Augusta (IV.F.1.) skriver, at naar hun tænkte paa Sprogø, syntes hun altid, at hun saa den smukke hvide Fugl i Flugt over Øen og hørte dens hæse Skrig.

Carl Conrads Arbejde fordelte sig saaledes paa 3 Felter – Fyret paa Fyrbanken – Telegrafien – og Istransporternes Vejledning og Underhold. Om Fyrtjenesten er kun at sige, at Fyret var meget lille – men skulle dog passes – det blev først ombygget 15 Aar efter Carl Conrads Død. Telegrafen var den optiske Telegraf, som jo for længst er gaaet ud af Billedet, men studerer man billedet af Carl Conrad, vil man i Knapperne finde Billede af den ”optiske Telegraf”.
Istransporterne var en meget vigtig Faktor om Vinteren i Samkvemmet mellem Sjælland og den øvrige Del af Landet, og endnu den Dag i Dag finder der saadanne Transporter Sted, naar Isbryderne ikke kan klare Arbejdet – jeg har selv engang i 1940 – tror jeg det var – deltaget. Her skal jeg gengive et Avisudklip fra en Istransport i 1838 – altså i Carl Conrads Tid.

Nødhavn paa Sprogø.
Ved Nytaarstid 1838 blev et Rejseselskab, ved Vintervejrets Ugunst tvunget til at opholde sig 12 Dage paa Sprogø.
En af de Rejsende, der hørte hjemme i Aarhus, fandt Anledning til at prise den af Generaldirektionen vel indrettede ”Nødhavn” på den lille ø, da han fandt, at der i alle Maader var blevet sørget ypperligt for de Rejsendes Bekvemmeligheder.
Værten paa Sprogø’s Station var en Løjtnant Bencke, som gjorde sit bedste ved at yde en god og billig Betjening. Han raadede over 6 Værelser med enkelte Senge, og i et Værelse var der anbragt 7 Køjer. Naar større Besøg gjorde det fornødent, blev Konversationsværelset ogsaa taget i Brug. Da dette Værelse var opvarmet, kunde man have det rigtig hyggeligt og sove paa Madrasser godt indsvøbt i Tæpper. For Isbaadspersonalet var der et andet stort Lokale indrettet med Køjeplads for 60 – 70 Personer.
I alt var der under det nævnte Ophold anbragt 110 Mennesker paa Stationen eller ”Gæstgivergaarden”, som den kaldtes, og ingen havde Grund til Klage, hverken over Betjening eller Beværtning.
Overfarten havde været saa vanskelig, at det havde taget 18 Timer for at naa Sprogø fra Korsør, saa det er indlysende, at en Tur af denne Art var alt andet end behagelig, - saa meget mere er der Grund til at skønne paa, at øen er saaledes indrettet, at det er en Lettelse at komme under Tag og faa passende Forplejning.

Naar Vejret var taaget, og efter Mørkets Frembrud var det nødvendigt at vejlede Isbådstransporterne ved Signaler, - og til den Ende var der en Kanon paa Nordsiden og en paa Sydsiden, og med disse blev der skudt for at vejlede til Landingspladsen. Desuden havde man en meget stor Tromme, som erstattede Kanonerne, naar Transporten var kommet nærmere.

Som tidligere omtalt blev Carl Conrad gift i 1814 med Christiane Egholm, Datter af Skipper Hans Christophersen Egholm og Hustru Marie Hansdatter Strandrider. Hun var født i Korsør den 22/4 1792 – viet den 30/1 1814 og døde den 11/7 1855 i Nyborg.

Parrets ældste søn:

IV.A. Jørgen Henrich Bencke


Blev født i Korsør den 14’ August 1814.

Hans Sønnesøn Jørgen Gustav har fortalt om ham - :

1844 kom min Farfa’r altsaa til Sprogø, jeg antager, at han kom paa samme Betingelser, som der senere blev tilbudt min Fa’r ved Farfa’rs Død, - nemlig at overtage alt til Vurderingspris. – Min Fa’r modtog ikke Tilbudet, - det blev en Styrmand Buch – Svigersøn af Kaptajn Hansen, der førte et af Statsbanernes Skibe, - der fik Embedet. Buch var der en halv Snes Aar, hvorpaa han trak sig tilbage som en rig Mand, har jeg hørt, men ikke saa afholdt eller savnet som min Farfa’r.

Alle der kom til Øen holdt af ham – fra Søofficererne til Fiskerne -, disse sidste laa jo tidt derovre i ugevis om Vinteren (dengang var det jo smaa ofte aabne Baade de havde) og nar de saa kom for at betale for Opholdet, var Svaret altid, at det skulle de ikke betale for, men de kunne jo altid sejle en Tur for ham enten til Nyborg eller Korsør, - og forlangte ham det, skulle de af sted om saa Himmel og Hav stod i eet, det holdt han paa. –

I de første Aar mindes jeg, sejlede han med sin egen Baad, men havde saa et Tilfælde, hvor de under Halskov løb paa en brækket Bundgarnspæl, og baade han og hans Svoger var ved at drukne, men de blev bjergede af en anden Baad, - jeg tænker at min Farmo’r efter den Tid forbød ham at sejle. –

Farfa’r havde mistet det højre Øje, - men det var før min Tid. – Der var paa Øen 2 Kanoner, 1 paa Nord- og 1 paa Sydsiden af Sprogø, - naar det var taaget skød de for at Isbaadene – (de kom jo altid flere i Flok under Ledelse af en af Førerne fra Postvæsenets – senere Statsbanernes – Skibe) – kunne høre hvor de skulle lande. Ved en saadan Skydning brænder Kanonen for – det var jo Forladere, - og min Farfa’r tog saa Krudthornet for at forny Fængkrudtet, - men Skuddet gik af og Krudthornet eksploderede. – Han laa længe syg i Nyborg og gik i lang Tid med Klap for det højre Øje, - senere fik han Glasøje.

Alle som kom til Øen holdt af de to kære Mennesker, og hvad de betød for Familien kan slet ikke siges. Alle deres Søskende kom der, - de unge Søstre var der en Tid som Husjomfruer og da de senere blev gift – (ved Farmo’rs Bistand, der var jo mange dobbelt Svogerskaber, som jeg dog ikke skal komme ind paa) – kom de derover for at holde Sommerferie.

Undertiden var der op til 30 Sommergæster. – Ikke nok dermed, de fik ogsaa Ænder, Gæs og Saltmad, og om det saa var Præsterne i Korsør og Nyborg, saa var der ogsaa en Gaas eller Kalkun til dem i Sæsonen, så der har jo været mange, der savnede dem, da de døde.

Jeg savner endnu at berette om Farmo’r. Hun var en enstaaende Husmoder og hun forstod ogsaa at oplære de unge Piger, der kom til Sprogø, thi det var der Rift om, at komme til at lære Husholdning hos min Farmo’r.

At hun fulgte med i al Ting ses blandt andet ogsaa deraf, at naar der kom ny Stuepige eller Malkepige, maatte de ikke komme i Nærheden af den store Gynge førend Farmo’r havde undersøgt om de havde Benklæder iblandt deres Tøj og om de brugte dem, for det var jo ikke altid Fiskerpigerne fra Nyborg eller Korsør brugte den Slags Udrustningsgenstande til daglig. Havde de ikke, blev de øjeblikkelig sat til at sy dem, som oftest under Tante Janes (IV.F.) Opsyn, og først naar det var i Orden til Farmo’rs Tilfredshed, fik de Lov til at gynge i den store Gynge, som ogsaa var ualmindelig høj.

Efter Farmo’rs Ønske skulle alt Uldtøj skylles i Saltvand og endnu i de seneste Aar – mens hun var rask – førte hun an i Skylningen ved Stranden, selv om det var Frostvejr. – Det var jo en stor Husholdning og der skulle en fast Haand til at dirigere alt og den havde hun, der var ingen af Personalet der snød hende.

Min Fa’r har fortalt mig, at engang, der skulle lægges et Kabel ud til Als, ankom den tyske Generalpostdirektør Stephan hertil for sammen med den danske Generalpostdirektør Høncke at overvære Udlægningen, som min Fa’r skulle foretage i sin Egenskab af Telegrafingeniør. De skulle sejle med ”Fyen”, der var Isbryder og Telegrafbaad. – Stephan havde været paa Sprogø under en Isbaadstransport, hvor han havde truffet Farfa’r og da han ikke saa ham, sagde han til Høncke, at han ikke saa den gamle Assessor, - hvortil Høncke svarede, at han da heller ikke skulle med. Da S. saa spurgte hvorfor, svarede han, at det kostede for meget, - hvorefter Stephan bad ham telegrafere til den gamle Assessor, at de kom den næste Morgen for at hente ham og at han var Prøjsens Gæst, da Danmark ikke havde Raad til at invitere ham, - men han maatte have den store Tromme klar, (det var den Tromme der blev brugt, naar Isbaadene var saa nær Land, at man ikke brugte Kanonerne). Telegrammet blev afsendt og næste Morgen, da de kom til Sprogø, stod der en større Frokost parat.
Da nu Frokosten var paa det højeste sagde Stephan pludselig – saa var det den store Tromme – ja sagde Farfa’r, men Skindet er revnet i den ene Ende, - men Stephan vilde alligevel prøve at tromme. Altsaa blev Trommen hentet og afleveret til Stephan med den revnede Ende opad, og da han vendte den, faldt der 12 Flasker Champagne ud. – At Jubelen blev stor er forstaaelig, men om det just har været godt for Kabeludlægningen er vel tvivlsomt. Fa’r havde i mange Aar Takkebrev for Frokosten fra Stephan til Farfa’r med særlig Tak for den store Tromme med Indhold. Farfa’r var jo med paa hele Turen som Prøjsens Gæst, hvad han sikkert har nydt, selv om han ikke kunne lide Tyskerne. – ”

Om Istransporterne og Livet paa Sprogø under disse faar man et udmærket Begreb, naar man læser et Avisudklip dateret den 26/1 1893, hvor en Passager beskriver en Tur med Isbaade i 1881.

”Det var i Vinteren 1881. Jeg var dengang bosat i det vestlige Fyen, skulle nødvendig foretage en Rejse til Kjøbenhavn.
En skøn Aften kom jeg til Nyborg, og efter at have overnattet der, maatte vi tidlig i Mulm og Mørke begive os ud paa Bæltet, der den Dag – det var i Begyndelsen af Istransporten – var opfyldt af Sjapis. – Uden al for megen Besvær kunde vi nok sejle igjennem. Der sejlede vi 4 Baade. Jeg var kommet i Togførerens Baad, altsaa den forreste. Store Belts Bølger rullede – uagtet det blæste ret stærkt – underligt tunge, opfyldt af den Is, der lavede Vandet om til Vælling. Vintermorgenen kastede sit sparsomme Lys over Landskabet. – Jo længere vi sejlede, jo stærkere blev Isen, og et Stykke fra Sprogø kom vi til den faste Is, som det var umuligt at sejle igjennem. Den var ikke stærk nok til at bære alle Baadene med deres Indhold, - men igjennem skulde vi jo, saa den maatte altsaa brydes.- Nu blev alle Baadene bundet sammen. De kvikke Søfolk, - som vor Egn jo er bekendt for – sprang ud paa Isen, Passagererne – et Par Damer og et Dusin Herrer – fik Lov til at blive i Baadene, og nu skulde det gaa løs.-
Den forreste Baad blev halet halvt op paa Isen, saa mange Søfolk, der kunde komme til, hængte sig over Baadens Bugspryd, og ved forenede Kræfter lykkedes det at knække Isen. Baaden kom atter op paa Isen og saaledes fortsattes til Isen var stærk nok til at bære Alle.
Vi naaede det forjættede Sprogø
Da vi kom til Sprogø stod Øens elskværdige Vært, nu afdøde Assessor Bencke, parat til at tage imod sine ufrivillige Gæster.
Vi førtes op i en stor Sal, hvor der serveredes en delikat Middag bestaaende af Suppe og Vildandesteg. Det var en behagelig Fornemmelse at sidde i den lune Stue og nyde sin gode Mad med diverse Vine ovenpaa den kolde Tur. Vi udbragte saa mangen Toast, baade for Assessoren, for Frosten og for en snarlig Tø, - Stemningen blev snart behagelig livlig, men størst blev Jubelen, da Søfolkene, som jo ogsaa havde faaet plejet deres Legeme og Sjæl, kom ind i et stor Optog.- To af dem vare ved Hjælp af Køjetæpper omskabte til stolte Gangere.- En tredje Sømand tronede ovenpaa disse med en Brændevinsflaske under Armen. En fjerde Sømand agerede Krovært, og mellem ham og Centauren med Flasken udviklede sig nu en spøgefuld Scene, som vakte nærmest storartet Jubel. At der blev samlet sammen til en Bolle Punsch til de raske Søfolk, - som lige godt forstode at være i Humør i en varm Stue, som paa et gyngende Stykke Is, er naturligt.- Selvfølgelig skulde vi (Passagererne) ned at se Neptuni Sønner drikke Punschen, og der opvartede man med en djærv Sømandssang, sungen af kraftige Stemmer.-
Efter at have udhvilet os den Nat, fortsatte vi den næste Dag Rejsen til Korsør. Først et Stykke med Isbaad, og saa da vi kom til aabent Vand med Dampskib.- Det er nu 12 Aar siden, men ofte tænker jeg med Glæde paa min Isbaadstur, der som jeg tænkte, skulde blive saa slem, men som forløb i Fryd og Gammen.”

Jørgen Henrich omtales som Opsynsmand og Telegraphbestyrer på Sprogø. Han blev udnævnt til Dannebrogsmand og til Kammerassessor.

Jørgen Henrichs Hustru var Georgine Albrechtsine Jørgensen – født den 8/12 1809 i Nyborg.
Den 25/2 1886 døde Georgine – 77 Aar gammel og –
den 25/5 1887 døde Jørgen Henrich – 72 Aar gammel.
Han havde været ude paa sin sædvanlige Morgentur – Øen rundt – og der indhentede Døden ham, - og paa det sted, hvor han døde blev der rejst en Marmorsten med Datoen, som Statsbanerne har forpligtet sig til at holde Hævd over.




BilagStørrelse
Korrektur_Trap_DK_5.udgave_Nyborg.pdf672.21 kB

Kgl resolution - Sprogø 1754

Kgl. resolution 19. 10. 1754

Ang det paa Spraaøe udi store belt behøvende vaaningshuus, hvorudi posterne og andre reysende, naar de om vinteren foraarsages der, at lande kunde herbergeres, til hvis opbyggelse øens eyere cancellieraad Dreyers enke skienkes 400 rdl, samt til det opbyggelse forelægges en vis tid, med hosføyede vilkaar.