Mit liv og levned gennem 85 år.

| | | | |
Skrevet rent af Ingemarie Larsen (tidligere Sørensen). Videregivet af barnebarn Klaus Strange Sandstrøm (tidligere Sørensen) …


Mit liv og levned gennem 85 år.
(af Folmer Strange Sørensen, Ebeltoft 1983)

Jeg er født d. 10. juni 1897 i Svendborg (på Fyn) nærmere betegnet Høje Bøgevej 31. Far (Mads Peter Sørensen) var på det tidspunkt malersvend (med ugeløn på 14 kr.) og stammede fra Sørup, hvor hans forældre Søren Madsen og Maren havde en gård. Oprindelig var farfar ”Ladefoged” på ”Hvidkilde”, arvede sin fars gård, drev den til han blev 79 år, solgte den, beholdt 1 tønde land, og byggede et rødstenshus, som de boede i til deres død. Farfar døde 15/4 1918, mæt af dage.

Mor var også født på en gård i Egense v. Svendborg. Forældrene hed Jens og Line Pedersen, og stammede fra Langeland. Morfar var en stor kraftig mand. Som barn var jeg ofte henne på gården. Han skød en flagermus, udstoppede den og gav mig den på min 4 års fødselsdag. Min søster Ragnhild og jeg kom i Gundersens ”Friskole”, hvor vi gik til familien flyttede til Assens, hvor far fik stillingen som redaktør ved ”Socialen” og søster og jeg fortsatte i kommuneskolen. Efterhånden blev vi flere, Gertrud, Kaj, Gunnar, Svend og Knud.

Da vi flyttede til Assens, var det pr. hestevogn. 1 vognmand kørte hele vores ”habengut” derop, for 35 kr. – 8 mil (= 56 km). Jeg fik lov at køre med på læsset, den øvrige familie med toget.

Så begyndte en ny tilværelse i Assens. Jeg faldt hurtigt til, havde en god barndom, sejlede, fiskede, samlede frimærker og insekter. Mor fortalte senere, at hun aldrig vidste, hvor jeg var henne. Jeg tilbragte den meste tid ved havnen, der var altid liv. Kom også meget på et savværk. Ejeren var sammen med far om en ”lystbåd”, hans kone havde en købmandsforretning i Ladegaardsgade, hvor jeg gjorde mig nyttig, fyldte skuffer og tappede petroleum.

Jeg var på sommerferie på Langeland, hvor mors familie stammede fra, også i Svendborg ferierede jeg hos onkel Jørgen, der var vognmand. Inden min konfirmation (1911) var jeg cyklende til Sdr. Hornaa hos onkel Jakob. Også ferie på onkel Jørgens fødegård, der lå ved Svendborg Sund, en stor god gård, af det bedste fynske muld, med 3 skorstene. Jeg mindes, der var så frodigt både på mark og i have. Da havde de folk på gårdene, 3 karle, fodermester, 2 piger. Manden bestilte ikke noget. Gik pænt klædt og røg lang pibe. Der var en ”hage” ved opholdet, jeg skulle ligge i pigekammeret, mellem to piger, deres egne døtre. Nu bagefter, tror jeg ikke, jeg mærkede dem, jeg sov sikkert, når de kom i seng, ligeledes når de stod op. Fra min barndom fortæller de, jeg kom ind en dag, de skulle ud og se, Vorherre stak det ene ”ben” ned fra himmelen, har formentlig været en skypumpe.

En dag fik vi grønkålssuppe, Gunnar og jeg ku’ ikke li’ den. Far var striks, sendte os op på værelset ovenpå, med ordre til at spise op. Vi troede, vi var snu, hældte grønkålen ud af tagvinduet. Desværre havde vi ikke taget højde for, at værelset lå lige over fars kontor. Da han så ”grønkålen” sejle forbi sit vindue, for han op på loftet, vi fik alle tiders endefuld.

Hjemme havde vi en kat, der blev aflægs. Far puttede den i en sæk, Gunnar og jeg skulle ned på havnen og drukne den. Vi græd hele vejen derned, så tog vi mod til os og kastede den langt ud over bolværket og skyndte os hjem. Der sad katten uden for døren, pjaskvåd og miavede, og far skældte ud, ”I er nogen kønne nogen til at drukne katte”. Den har formodentlig revet hul på sækken, redet sig op ad bolværket og overhalet os på vejen hjem.

I Damgade boede vi på 1. sal, retirader (lokummer) nede i gården, når mine søskende skulle ned om aftenen, måtte jeg som den ældste ledsage, der var ingen lys dernede. En aften skulle jeg følge Gunnar, han kravlede op på brættet, jeg stod udenfor, i det samme vrælede en hankat, der sad på taget, noget så fælt, Gunnar sprang lige i hovedet på mig, så vi faldt ud i gården, og han for op af trapperne i en fart..

I besøg på landet hos onkel Jørgen, havde de en gedebuk. Mine fætre var sure på den, den ville stange dem. I middagsstunden besluttede de, at den skulle druknes, de havde en mose uden for gården, vi trak den derned, løftede den op, én bar forbenene, én bagbenene, og jeg skulle holde den for øjnene, og så gik vi ud i vandet, da vandet nåede os til knæene, snublede jeg over en sten, da gedebuken så vandet, sprællede han, så vi tabte ham, han sprang i land og reddede livet.

Da vi nu er ved vandet, mindes jeg, da jeg var på vej til Amerika i en saltbalje. Smeden boede ved gadekæret, baljen var stavraslet og lagt i vandet, smedens datter spurgte, om jeg ville med til Amerika, ”ja”, sagde jeg, og vi gik ombord, hun stødte fra, og vi gled ud midt i kæret, og ku’ ikke komme ind igen, så gode råd var dyre. Smeden kom op af middagssøvnen, kikkede ud over kæret, og så os to forbaskede unger i karret. Han hentede et reb, og efter flere forsøg, fik vi hold i rebet, han trak os ind. Datteren fik en ordentlig endefuld, mens jeg gjorde mig usynlig.

Far var sejlsportsmand, vi havde mange dejlige ture i Lillebælt, når det var magvejr fik jeg overladt roret, mens de voksne spillede kort i kahytten. Mødte flere gange Kejser Wilhelm i hans store lystyacht. Var i Haderslev til sommermarked, desuden i Sønderborg, hvor der lå en tysk garnison med Pikkelhuer, som jeg var meget imponeret af, desuden besøgte vi Aaresund, Bågø, Brandsø, Torø og Wedellsborg m.m. Vi kom vidt om med en båd, et raskt liv for drenge. Gunnar og mig, en tur opad Haderslev Fjord 2 mil lang (14 km), var en oplevelse, heste, køer græssede på de grønne frodige enge.

Min barndoms gade hed Høje Bøgevej 31. Vi boede til leje hos et ældre ægtepar, Peter og Maren. Manden med et stort fuldskæg, var kusk på jernstøberiet i Svendborg, de havde en dejlig have med et lysthus overgroet med vedbend, hvor vi ofte sad om sommeren, ved petroleumslampens skær om aftenen, en egen hygge. Maren havde en gul kanariefugl i bur. De var ellers barnløse, så Ragnhild og jeg blev meget forkælet af dem. Ragnhild, mig, Gunnar og Kaj var født i det hus.

Morfars gård lå lidt længere ude ad Høje Bøgevej, hvor jeg tilbragte mange timer, det var der, jeg så Vorherre stikke et ben ned fra himmelen. Da morfar døde, var jeg med til begravelsen, og husker, der var én af hestene, der var meget urolig.

Efter hans død blev gården solgt. Hjemmet opløst, hvor mormor blev af, har jeg glemt. Mormors søster var gift med en savværksejer ”Christoffer” i Brændeskov, hvor vi ofte var på besøg. Kaj var fast feriedreng i Brændeskov i flere år. Datteren Christine drev en landhandel samme sted. Christoffer led af astma, når han havde ”anfald” hældte han et gult pulver i et bliklåg, satte en tændstik til, indåndede dampene, og anfaldet var ovre, en dreng på 5 år var imponeret.

Onkel Jørgen Juul boede i nærheden i noget, der hedder Pasop, et boelssted med 4-5 tønder land. Han var udlært tømrer og arbejdede hos en mester i Svendborg. I Pasop var jeg også tit og legede med mine jævnaldrende fætre. Onkel Jørgen skiftede tit opholdssted, har haft vognmandsforretning i flere ejendomme.

En ting jeg bed mærke i var en ”Hestegang”, jeg aldrig har set mage til, den var som en omvendt paraply i stor størrelse, rundt langs kanten, for oven, gik en kæde, der fortsatte ind i laden til et drev og så videre til en primitiv tærskemaskine. Et andet minde fra Høje Bøgevej, der boede en ølkone, en brødkone og en sennepkone, hvor vi kunne købe de ting, de handlede med. Vi skulle selv have emballage med. Når vi hentede sennep, satte konen sig ned, med et rødt lerfad på knæene, hældte frøene i samt en jernkugle, satte fadet i roterende bevægelse, og på et øjeblik var der en kop sennep, primitivt.

Vi flyttede fra Svendborg til Assens i 1906, da far blev ansat som redaktør. Han kom i Landstinget 1938 og sad der i 2 perioder.

Jeg blev konfirmeret 1911, kom i min første plads på Melby Mejerigård hos Mads og Johanne, hvor jeg var i 2 år. Inden havde jeg byplads i en manufakturforretning, hvor jeg løb ærinder, bl.a. til systuer med kjoler, der sku’ ændres, ryddede op i butik, gik tur med en Lassiehund, fruens, som ejede forretningen, fejede gaden m.m. Så plads på ”Dvudgård” i Ebberup i 2 år. En mønstergård i alt, solide bindingsværksbygninger, meget velholdt, grundmuret stuehus med glaseret tegltag. Her lærte jeg orden i alt arbejde. 5 spand arbejdsheste, 1 spand køreheste, 30 køer, ungkreaturer og svin. Dengang havde man ikke elektrisk hegn, alle dyrene stod tøjret på marken om sommeren. Fodermesteren måtte vande og malke køerne i marken. De kom ikke på stald før efteråret, den sidste måned med dækken på. Mandskab 3 karle, 2 piger og gift fodermester, desuden hørte 2 arbejderhuse til gården. Mændene skulle møde til arbejde på gårdene i roer og høst. De bagte brød, bryggede øl samt most til gårdens forbrug, vi fik 2 snapse til maden, formiddag og eftermiddag og holdt først fyraften kl. 7 (19).

Her var jeg, da 1. Verdenskrig udbrød i 1914. Da ændrede meget sig, bl.a. faldt den daglige snaps væk, der kom skat på, inden kostede en ”trepægler” 27 øre. Da jeg var 16 år, fik jeg et sæt tøj syet hos en skrædder på landet for 35 kr.

Så flyttede jeg til Kr. Hansen ”Vandledgård” i Sønderby, der var bl.a. 46 tønder land med sukkerroer, avledes 1200 tønder korn, mange grise og kreaturer, samt 3 spand heste. Kornet blev damptærsket på marken, et stort arbejde med alle de sukkerroer, det var jo håndarbejde. Desuden havde vi præstegårdsjorden i forpagtning, samt kørsel for provsten, der var ingen biler dengang.

Så til det historiske ”Øksneberg”, jeg kom til møller og gårdejer A.P. Andersen til november. Der kørtes mølletur. Møllekuskene kørte ud til gårdene og hentede kornet, møllesvenden malede det, og så gik det retur til gårdene, det var inden el og motorer dukkede op. Ellers blev der drevet et almindeligt landbrug. Ejeren var handelsuddannet, så det var en blandet landhandel, et rart sted at være.

Siden kom jeg til ”Fjeldsted Skovgaard” på Nordfyn hos Niels L. Jensen, hvor jeg var et år. Kom d. 1. marts (var lige permitteret fra militæret). Kørte derop med toget i et forrygende snevejr. Toget kørte fast i sneen, heldigvis var det omtrent ud for den landsby, jeg sku’ til, så jeg hoppede af og gik derover, og kastede sne de første 6 uger. Flinke folk, der var nygifte. Konen var datter af en godsforpagter. Manden havde været forvalter, nærmeste barn faderen havde købt gården til ham, så det gik stiligt til, med hvide servietter på bordet. Der var ikke meget landmand i ham, så det var faktisk mig, der drev gården, det blev påskønnet, jeg havde familiær status.

Senere flyttede jeg til Gudme på Sydfyn hos J. Jørgensen, flinke folk, jeg havde det godt. Jeg husker den sommer, som meget regnfuld, vi høstede det meste korn med le, lerjorden kunne ikke bære selvbinderen. En anden ting jeg husker derfra, vi fik brase-kartofler hver formiddag kl. 9, det ville Johanne have. Der var en tjenestedreng, hvis forældre boede ved en å, begge forældre arbejdede. Konen spurgte drengen, ”hvordan kan I da passe den lille, så han ikke falder i vandet?”. ”Det er let nok, vi sætter ham under et kar”, ”så kan jo ikke få luft”, ”jo vi lægger en mursten under karret”.

Så fik jeg plads som bestyrer hos Poul Johansens Enke ved Svendborg. Det kuriøse her var, at min far og mor havde tjent her som 14 årige, hvad der bevirkede, at jeg fik pladsen frem for 5-6 stykker, der var ældre end mig. Hun stak mig tegnebogen med 2.000 kr. og sagde, at nu måtte jeg sørge for økonomien og driften af gården. Når vi spiste, blev jeg sat for bordenden, med pude på stolen og skammel under, så hun gjorde stads af mig. Hun førte en del selskabelighed, jeg tror vi var til 4 pølsegilder, jeg måtte køre for hende, når hun skulle ud, og jeg spillede kort med de gamle knarke, jeg tabte, til jeg fik lidt øvelse, men ”det går på driften”, sagde hun, ”du skal ikke have tab af at køre med mig”. Hun var om ved de 50. Da Metty besøgte mig, blev tonen en tak køligere, gud ved om hun troede, jeg skulle blive evigt?

Siden var jeg på en gård i Norge hos Gustav Brandsvud, i Vittingfos, S…stad. Deltog i alt forefaldende arbejde, samt træfældning i hans store skove (60 tdr. land), der hørte sæter til, hvor vi var oppe hver 14. dag og save brænde til sæterhytten, det tog 1½ time at gå derop. Pigen passede køerne, malkede og lavede ost og smør og var mutters alene deroppe. Det skulle man byde en dansk pige! Køerne gik løse i skovene på fjeldet. Førerkoen havde en bjælde om halsen, så kujenten kunne høre, hvor flokken var, ved aftenstid gik hun op på en klippe og kaldte dem hjem ved at synge et vers, som de forstod, et kvarter efter kom hele flokken sindigt vandrende ned ad klippen og gik ind i stalden på deres plads, hvor der var lagt kraftfoder i krybben, salt og grutning, pigen klarede dem, malkningen ku’ begynde. Var med ejeren på elgjagt. Han skød en stor elg, så var der kød til hele vinteren.

Norge var en interessant oplevelse, en storslået natur, barsk men betagende. Man føler sig lille overfor de store fjelde, skove og brusende vandfald, landet er så rigt på. En kammerat og jeg rejste rundt deroppe i 8 dage, var i Oslo, Bergen, Tronhjem og det store saltpeterværk. Hen på efteråret da sneen kom, blev det mig for koldt, jeg vendte næsen mod syd og landede på Mols i Skovgårde hos Søren Hansen, hvor jeg forelskede mig i en af hans døtre, der hed Metty, blev et år. Min rejselyst var ikke ovre, en dag pakkede jeg randselen og tog til Sjælland som bestyrer hos en dyrlæge, Roerstorff i Kirke Hyllinge, Nordsjælland, hvor han havde en god fed gård med fuld besætning. Han var teoretiker og jeg praktiker, så vi var ikke altid enige. Han havde en åben Mercedes bil med karbid lygter, som næsten aldrig var i orden, når han skulle i praksis om natten, ville skidtet ikke lyse, så det endte med at jeg måtte spænde ”Frederiksborgerne” for og køre for ham. Gården lå på den ene side af vejen, villaen på den anden. Vi, folkene, boede i stuehuset, gift fodermester, 2 karle og mig, vi tre spiste ovre i villaen.

Hver 14. dag kørte jeg til Frederiksværk med Frederiksborgerne spændt for og én af dyrlægens pelsegrå for at proviantere, både til husholdningen og til gårdens forbrug, flot kørende med seletøj med messingbeslag. Det var en tur på 3 mil (= 21 km), jeg skulle spænde fra i købmandsgården, hestene skulle hvile i 1½ time inden hjemturen, jeg gik på hotel og spiste dagens middag, efter ordre, dyrlægen betalte.

Efteråret 1919 var jeg på Dalum Landbrugsskole, under Madsen Mygdal, det var interessant at sidde på skolebænken igen, i en moden alder, ku’ bedre forstå opgaverne. Kemi kneb det med, men min svoger Valdemar hjalp mig, så jeg kunne få det ind i knolden. De mere jordnære ting gik lettere med, regnskab, landmåling m.m. Jeg fik da også et pænt afgangsbevis. Et par nonner fra Belgien fulgte undervisningen, de ejede et gods. Forstanderen havde et gods på Sydfyn, hvor vi var nede af og til og se bedriften.

Efteråret 1916 blev jeg indkaldt til militæret i Odense ved 5. bataljon, som rekrut, så nu kom jeg i ”krigslære”, blev flyttet til Nyborg, Knudshoved, indkvarteret flere steder i landsbyerne.

Da jeg lå i Nyborg (Vester Voldgade 46), hvor militæret havde færgevagten, kom der af og til en sending guld 20 millioner fra Tyskland, vi solgte meget til dem under første Verdenskrig. De måtte ikke gå over Storebælt om natten. Banevognen blev rangeret ud på et sidespor, hvor soldater stod vagt, over den dengang store sum. Færgevagten om natten var en kold omgang, når vi gik langs færgerne, og der var lys i kabyssen, hang vi feltflasken på enden af bajonetten, stak den ind af koøjet og fik den ud fuld af varm kaffe, hvis det var en rar kok, der havde lidt tilovers for en soldat.
Knudshoved, nuværende færgehavn, dengang belagt med artilleri under kaptajn Bardenfleth, adelig militærtosset. Mit kompagni var forlagt der i 4 måneder under meget primitive former, træbarakker uden el og varme. Omtalte Bardenfleth degraderet, hans sabel fornaglet, sat uden for nummer, da 1. Verdenskrig kom, meldte han sig frivillig, og blev antaget uvis hvilken årsag, han havde nemlig i fuldskab hugget øret af sin oppasser. Kaptajnen boede på 1. sal. Oppasseren skulle hjælpe ham op ad trapperne, trække de lange støvler af ham. Under en sådan manøvre røg kaptajnen på gulvet. Han blev rasende, trak sabelen og huggede efter soldaten, og det ene øre røg af. Kaptajnen fik 3. ugers fæstningsarrest, men som sagt de tog ham igen, da krigen kom. Dyrlæge Schmidt i Ebeltoft havde ligget inde ved hans batteri, så vi fik tit en snak om ”Bardenfleth”, når han kom hos os på Øer.

Knudshoved lå 5 km fra Nyborg. Når vi om natten kom hjem fra orlov, måtte vi gå den lange vej. Kaptajnen tog ind til Nyborg om aftenen, og turede på hotellerne. Når han skulle hjem om natten, blev han hentet i en stor fjedervogn af militæret med heste for. En nat var vi en halv snes soldater på vej hjem, da hans befordring overhalede os, han kommanderede ”holdt! Artillerister stig op men ikke infanterister”, de blåbenede sataner ville han ikke ha’ i sin vogn. Infanteriet havde mørkeblå jakker og lyseblå benklæder. Ellers holdt han en tale til vort kompagni, da vi arriverede, remsede vagtordningen op, og sagde bl.a. ”Den kugle der kan ramme mig er ikke støbt endnu”. Han deltog i Boerkrigen uden at blive såret.

Efter 4 måneder på Knudshoved blev vi flyttet til Odense igen, her kom jeg i et ”skydekommando”, der skulle afgive salut over gravene, når en soldat var død. Den spanske syge var nået til Danmark. Jeg var med til 24 begravelser. En deling på 16 mand skød 3 salver over gravene, når præsten var færdig, det var militær honnør.

Senere fik jeg ordre til at møde på kontoret til en regne- og skriveprøve, som jeg bestod. Så blev jeg ordonnans og bataljonsskriver. Jeg cyklede rundt i Odense med Depechemappen (telegram- eller brevvekslingsmappen), og sad ellers på kontor og skrev. Den gang var kontorarbejde manuelt. Her sad jeg i 1½ år.

Inden da havde jeg været oppasser for tre tyske officerer. Vi havde 120 tyskere som fanger, fra tre torpedobåde, der blev drevet ind på Vestkysten af englænderne og forliste. De 120 mand var reddede herfra. Trods fanger havde officerer visse rettigheder, bl.a. en oppasser. Jeg holdt værelser, serverede maden, der kom op fra militærkøkkenet. Jeg tog et par gode lunser fra til mig selv, inden jeg bar ind til tyskerne. De var nu meget flinke. Om formiddagen gik de med skægbind på, a la Kejser Wilhelm, om eftermiddagen promenerede de på strøget. Efter først at have sat deres navn hos vagtkommandøren, så havde de afgivet ”æresord” om ikke at spæne.

I 1925 rejste jeg til Skovgårde igen, hvor jeg slog rod, blev gift, og købte gården ”Lærkelund” på Øer med tilliggende 74 tønder land, 4 tønder land skov, fuldt besat for 30.000 kr. Overtagelse 1. nov. 1925. Jeg havde 2.000 kr., det var et vovespil. Hvor turde vi, men håbet er som bekendt lysegrønt. Overretssagfører Eikens, som skrev papirerne, sagde ”den klarer De aldrig unge mand”. En køn trøst.

Der var 3 heste, 8 køer, 7 ungkreaturer, 10 grise, 1 hønseflot + redskaber. Drivkraft (hestegang) primitivt. Jeg såede alt korn, frø og kunstgødning med hånden de første år. Nå, vi tog fat Metty og jeg + 1 dreng og 1 pige, som fulgte med i handelen. Vi bjergede høsten, roerne og samlede 1½ land kartofler. Nu havde vi fået foden under eget bord, og skulle prøve kræfter med de store, lidet gunstige arealer, og der blev brug for dem. Der blev eksperimenteret med nye afgrøder, majs, solsikker, marvkål m.m. (Jeg havde vel nok været på Landbrugsskole). Men boniteten var for ringe, så vi vendte tilbage til det gængse, rug, lupiner, roer, spergel, sevadel på sandmarker, byg, havre, runkelroer på den gode jord. Skoven gav til gårdens forbrug af brændsel og gavntræ. Desuden solgte vi kævler, når vi manglede penge, som det kneb med i sidste halvdel af fyrrene. (Bistandskontorerne var ikke opfundet på den tid).

Men vi sled ud af karsken bælg og fik rettet skuden op. Det begyndte at gå fremad, så småt, særlig efter vi fik merglet og begyndte med kunstgødning, det satte liv i væksterne, vi avlede bedre, og den dyriske produktion steg, vi fik råd til at leve bedre.

Jeg var stærk (uden at prale) og følte ikke sliddet så stærkt, som Metty måske gjorde. Af de mange pladser jeg havde haft, tør man formode, at jeg havde tilegnet mig lidt hist og her, som kunne bruges i egen bedrift. Det lykkedes også, så vi gjorde ”Eikens” ord til skamme. Vi hang ved i 37 år..

Da børnene voksede til, hjalp de, hvor de kunne, altid villige, og med et glad sind. For mig at se havde vi det godt, trods slæbet. Vi var på en måde vor egen ”lykkes smed”, som det så kønt hedder. En meget økonomisk kone havde jeg, der var indstillet på at skabe et godt og hyggeligt hjem for familien, hjalp til over alt, kalke og male, passe haven og greje rollingerne, der kom uanmeldt.

Da jeg kom ind i det offentlige, var jeg ofte til møder, men Metty sørgede for at det hele fungerede.

Jeg blev valgt ind i forskellige bestyrelser, Vestensøen, Hegnsynet, Hesteforsikringerne, Brugsen, Mejeriet, Skolekommissionen i Ebeltoft, Socialudvalget, Sognerådet, hvor jeg sad i 20 år, sidst Hasnæs Vandværk. I Sogneråd og Vandværk var jeg kasserer. I Vandværket begyndte jeg med en gæld på 80.000 kr., sluttede med en formue på 484.000 kr.

Det gav en masse arbejde, men var interessant, gav indblik i meget, traf mange forskellige typer mennesker, spiste meget ude ”offentligt”. Mine evner i regning og skrivning, som jeg fik i Assens Borgerskole, fik opfrisket i 5. Bataljons kontorer som ”skriver”, videre på Dalum Landbrugsskole, hvor jeg bl.a. lærte dobbelt bogholderi, kom mig nu til nytte som kommunekasserer, jeg blev gerne valgt til ”skriftfører” i de bestyrelser, jeg sad i. Jeg husker Nicolius Horn sagde ”Du skriver som en hel prokurator”.

Da vi satte bo på Lærkelund 1. nov. 1925 og gik i gang med at drive 74 tønder land, så den ku’ gi’ til familiens eksistens, havde vi ikke meget bohave. Jeg fik 200 kr. i bryllupsgave af far, tog til Århus og købte brugte ting, bord m. 6 stole, skrivebord & stol, divan, 1 køkkenbord, 1 rulle, 1 saltkar arvede Metty efter fru Julius Rasmussen, 1 soveværelse (lyserødt) af svigerforældre, så var vi etableret. Selvfølgelig gjorde jeg enkelte fejl i bedriften, men så rettede jeg dem næste gang. Erfaringen er en god læremester, og der var jord nok at øve sig på. Morgenen efter brylluppet blev jeg banket op kl. 6 af ejeren, han ville vise mig rundt i marken, inden han rejste af. Vores bryllupsrejse gik ned i kartoffelmarken.

I 1948 fik vi elektricitet indlagt på Øer, for 1700 kr. Tænk, vi boede i Lærkelund i 23 år med petroleumslamper i stuer og stald, utroligt, samtidig fik vi vand indlagt, og telefon, første bil maj 1954, fjernsyn 1959. – Min første motorcykel 1920.


Solgte sydlige ende af matrikel nr. 1C til S.A. Jensen for 4.000 kr. 1959. I 1940’erne solgte vi engen til Grus & Sten via Pedersen for 3.000 kr., og sandmarken ved grusgraven, nordlige side til Aksel Møller for 6.500 kr. – sydlige ende til A. Holgaard for 1.500 kr.

Vi var de første på Øer, der fik radio, en af dem, hvor spolerne sad udvendigt, købt af lærer Hougaard. Jeg gravede en bundgarnspæl ned i busken til antennen. Øerboerne kikkede, se nu ham Fynboen, hvad fa’en er det nu , han laver, men de ville godt høre med.

Vi havde fået får, om efteråret, når det begyndte at sne, trak jeg dem ind, det var ikke skik, får var ikke mit speciale, men jeg lærte det.
Da vi købte gården, var der ”pap” på stuehuset og ”strå” på udbygningerne, i stormvejr lå jeg gerne på taget med harver og stiger for at holde taget på plads.

Da vi solgte gården i 1962, var der faste tage over alt. Vi kostede meget på gården, nye tage, 2 skorstene, værelse på loftet, nyt parketgulv og brændeovn i stuen, vand og el ind, garage da vi fik bil, telefon og TV. Spisestuen forlænget med 1 fag, nyt bryggers, det gamle var af bindingsværk, hønsehus op i haven. Købt nyt tærskeværk, kværn, Jumbe gummivogn og ponyvogn, gamle komfur skiftet ud med gaskomfur, merglet 80 tønder land, drænet skovlodden, nyt gulv i entreen, fliser i køkkenet, dæksel på ajlebeholderen, nye møbler og tæpper i stuen. Den sydlige side af hestestalden væltede, satte støtter under, mens Knud og jeg murede en ny op.

Den stærke november storm knækkede 6 kobbelspænder på kohuset (havde ingen forsikring), så vi måtte selv klare den. Jeg fik bror Knud op i hans ferie, han var udlært snedker, jeg kørte i Egedal efter granstammer, og vi gik i gang med at skære spænder til, og få dem rejst og tækket med blikplader på vestlige side, og det så helt hæderligt ud, de står der endnu, det var i 1937.

Ellers var det Poulin og Handlos, der lagde nye asbesttage på udbygningerne, 6-7 fag ad gangen, som vi havde penge til.

Under 2. Verdenskrig gravede vi et beskyttelsesrum udenfor gården, et dybt jordhul stivet af med faskiner, loft af bjælker, gran, grene, jord og atter grene, til sidst halmballer på, så var vi beskyttet. Vi fik da også brug for det, da englænderne bombede de tyske skibe ud for Samsø og Hjelm. Pludselig dukkede der en engelsk Flotille ned fra skyerne og sænkede de tyske skibe, der svarede igen med luftværnsild. Vi stod på bakken som tilskuere, da et ammunitionsskib sprang i luften. Lufttrykket var så stort, at Knud trillede ned ad bakken.

Tysklands store slagskib ”Deutschland”, der fik sin bekomst i Oslofjorden, kom to slæbebåde trækkende med ud for Hjelm, fulgt af engelske bombere, der forsøgte at sænke dem. Det skete først, da de kom igennem Lillebælt.

Der kom en bataljon tyske soldater til Ebeltoft og blev indkvarteret på egnen. Niels Karl havde 16, Kristian Stou 300 på marken i et telt, 20 på staldloftet. Befalingsmænd, Fru Bredstrups sommerhus 3 officerer, en del på de store gårde i Elsegårde, køkkenet residerede på Lykkestrup. Vi slap for indkvartering.
Der var et undervandsnet spændt ud fra Øer til Sjællands Odde, der skulle stoppe fjendens undervandsbåde, det blev afpatruljeret 2 gange om dagen af store fly, med grej under vingerne, der kunne registrere, hvis der var en båd i nettet, desuden lyttepost i et sommerhus. Lytte- og meldepost på Skelhøje. Der gik daglig ”trækvogn” fra Øer til Ebeltoft, efter post og øvrige fornødenheder. Når soldaterne havde fri om aftenen, gik de i Skovpavillonen. Vi hørte dem om natten trave hjem, syngende af fuld hals, at nu gænge de til England.

Vi var egentlig ikke generet ret meget af dem. Det skete et par stykker kom ind og forlangte kaffe. En gang stod Metty med Knud på armen, da et par arriverede, ”de satans tyskere” sagde Knud, Metty måtte skyndsomt fortrække med ham,, om de forstod, hvad han sagde, ved jeg ikke. Cykler og tobak tiggede de om. Cyklerne gemte vi i laden under halmen. Tyske skibe hentede alt det ”Ralværket” kunne producere, skulle fyldes i bombehuller i Tyskland, samt til de forsvarsværker, der blev bygget her i landet. Øer var i brændepunktet.

Vi var ikke værst stillet på landet, vi avlede jo fødevarer, på andre områder stod vi lige med byerne. Om natten hørte vi de engelske ”bombere" på vej til angreb på Tyskland, fra søsiden var det sværere at komme ind, derfor drejede de ind over Danmark og lige ned.

Her i Ebeltoft havde vi flere, der ”sympatiserede” med Nazisterne, efter freden og opgøret, sad de anholdt på Vigen, P. Møller, A. Møller, Hovmøller Vid på ”Søholt” med mange andre. Det tog tid for domstolene at rede trådene ud.

Bror Kaj blev taget af Gestapo og sad i arrest et stykke tid, han var medlem af Modstandsbevægelsen. Grane var ”sabotør” og sku’ ordne banerne på Fyn, han boede på fars gæsteværelse, uden fars vidende. Grane gik efter krigen ind i Flyvevåbenet. Under oversvømmelserne i Holland blev han sendt derned med en ”Catalina” som chef for et redningshold og blev senere dekoreret med en orden Oranje nassauordenens ”Ridderkors” for god indsats, nu er han luftkaptajn på Jumbojet.

I 1962 solgte vi gården til Knud Rønde for 160.000 kr. uden besætning og inventar. Han ville udstykke jorden til sommerhusgrunde. En betingelse var, at han fik vej-ret til stranden, hvad der ikke var, jeg måtte købe vej-ret over tre matrikel numre, svoger Ejnar og Peter var svære at blive enige med, de lugtede penge – ja, familien er bedst på væggen, som Tine siger. Nå det gik i orden, så vi kunne skrive skøde. Rønde havde kun 5.000 kr. til udbetaling, så jeg var lidt betænkelig. Desuden havde han et sommerhus og en bil, der skulle gå ind i handelen, Huset ville vi ikke ha’, heller ikke bilen, der var defekt, så vi løb risikoen og tog de 5.000 kr., han var reel og betalte prompte efter skødet.

Hestene købte Svendsen, kreaturerne forskellige handelsmænd, elektromotoren ”Grus & Sten”, gummivognen – Niels Bøgh, tærskeværket – P. Møller i Boeslum, kværnen, til dels ny, gik til Bilsøgård samt halmen fra 10 tønder land. Begge stiger, en lang og en kort, tog jeg med til Overgade. Markredskaberne hentede en jernhandler (Rønde ville ikke drive gården), så besætning og løsøre indbragte en god skilling.

Det var lidt vemodigt at skilles fra sin livsgerning gennem 37 år, og jeg var 65 år, så det var lidt tidlig at gå på ophold, men vi følte, tiden var inde, vi var trætte, prisen for gården var god efter tiden den gang, og skattevæsenet forlangte ikke en krone, vi havde også lidt på ”kistebunden”.

Så så vi os om efter et sted at bo, vi kunne foreløbig blive boende på gården, gik op til kommunaldirektøren og fik en grund på hånden i Nyvangene, så på ”Skovridderen” på Nedergade, der var til salg, ligeledes et hus over for sygehuset, og et to-etagers overfor parkeringspladsen tilhørende autoforhandler Johs. Pedersen, det købte jeg, vi skrev slutseddel, og på vejen hjem fortrød jeg handelen. Jeg spekulerede, jeg var i skoleudvalget i Ebeltoft, og erindrede en udtalelse fra formanden, at de kunne tænke sig at købe omtalte hus, jeg tog ind til Johs. Pedersen og fortalte ham min viden, at kommunen ville købe hans hus, og han kunne få mere for det, end af mig. ”Så annullerer vi handelen, hvis vi er enige” sagde han og rev slutseddelen midt over.

Så blev jeg opmærksom på, at Overgade 38 var til salg, af Erik og Lippe. Jeg ringede til læge Quist, og fik en snak om huset. Vi mødtes på ”Hotel Skansen” og enedes om en pris på 43.500 kr. Nu havde der for en del år siden været husbukke i taget, ”tag en konsulent og lad ham gå det igennem og få hans syn på sagen, jeg vil ikke høre noget bagefter” sagde Quist. Det var nemlig ikke forsikret, konsulenten kom og undersøgte tagkonstruktionen. Hvis vi smurte træværket med en bestemt væske, ville forsikringen overtage risikoen. Svend og jeg kørte ud til Quist en aften, jeg ville ha’ afslag i prisen for husbukken. Efter en tids parlamenteren, gik han ind på at slå 5.000 kr. af, så jeg fik det for 38.500 kr. Jeg vidste, han skulle bruge penge, han havde forbygget sig i Grenå, og jeg kunne betale kontant.

Vi gik så i gang med at smøre træværket med et giftstof, der lugtede fælt. Et stort arbejde, jeg smurte fra loftet, Metty i skunkene og Finn ovenfor hanebjælkerne, så nu må forsikringen tage risikoen, det holder da endnu.

En lærer Frandsen havde lejet huset, og ville ikke flytte, både han og lægen havde forlist lejekontrakten, så vi måtte bo på loftet et stykke tid. En dag jeg var hos sagfører Brath, fik jeg tilfældigt øje på Frandsens lejekontrakt, så måtte han rejse, der stod nemlig, ved salg af huset måtte han retirere.

Vi har boet her i 21 år, og i tidens løb forbedret huset, nyt tegltag, havde ellers købt skifer, men det kunne ikke tillades i den gamle bydel af Ebeltoft, nå kom af med det uden tab. Fjernvarme indlagt. Hulmurs isoleret, forsatsvinduer m.m. De første år lejede vi 5 værelser ud, der gik 2 år, inden jeg ku’ få pension (da fik jeg 320 kr. om måneden), Metty var for ung endnu. Så var der en dejlig have, der krævede meget arbejde (jeg var kun 65), så det passede mig, her var noget at muntre sig med. Frandsen havde forsømt den, vi fik den i gang igen med kartofler, urter og bær og mange skønne blomster, som det var en fryd at arbejde med, vi havde den glæde at se blomster og buske brede sig til Norge, København og Boeslum, jeg var blevet ”havemand”, nu klarer jeg ikke haven mere.

Vi er glade for at bo her, Marie fra Esbjerg sagde: ”Ku’ nok tænke, han sku ha’ det største hus i gaden”, fætter Simon; ”Du har da fået noget for pengene”. Min far gik ofte i hustanker, men det blev aldrig til noget, han var for forsigtig.

I 1980 solgte vi så huset til Finn. Vi klarede ikke haven længere og ville godt bevare det i familiens eje. Huset er stort og kræver megen vedligeholdelse og varme om vinteren.

I en plads på landet havde husbond præstegårdsjorden i forpagtning, det indeholdt befordring af præsten, jeg kørte præsten med heste, det gik tit på, da en nabopræst var død, og han skulle forrette tjeneste i det sogn også. Pastoren var som regel ikke til at få op om morgenen, så når jeg holdt for døren og slog knald med pisken (det lyder vel nok godt i nutidens øre) røg gardinet op i soveværelset, han kikkede ud, og kone og piger fik travlt med at rigge ham til, han vejede 200 pund og ku’ ikke selv tage sko og strømper på.
Han sku’ prædike i nabokirken, vi ankom i sidste øjeblik, menighedsrådet ventede med kaffebord til ham, han nåede som regel ikke at få noget. ”Folmer gå du ind og drik kaffe, imens jeg prædiker”. Der var en pige, der lavede kaffe, og jeg tog for mig af retterne, så jeg var ved at revne. Jeg kørte ham til begravelse i begge sogne, og det var skik, at præsten blev budt til gilde, og jeg i Folkestuen, hvor kuskene blev beværtet. Præsten var storforbruger i mad og drikke, han sagde: ”1 and er lige rigeligt til 1, men sandelig for lidt til 2”. Han havde før været ansat på Grønland, men de tog ham ret hurtigt hjem igen, han drak for meget. Jeg var ”forkarl” hos præstegårdsforpagteren, hvor jeg var kusk for præsten. I den anledning var jeg med til begravelse flere gange, på store gårde, hvor gildet blev holdt på gården med et stort opbud af mad og drikke. Afdøde sku’ ha’ en værdig ”henfart”. Tiderne har forandret sig også på dette område, i dag averterer man først efter begravelsen, før kom det alle ved i sognet.

I de første år på Øer havde vi af og til besøg af farende svende, der ville ha’ natlogi. Jeg forlangte deres tændstikker, anbragte dem i kohuset, i en tom kobås fyldt med halm, anbragte mig på en malkestol og fik en sludder med dem. Én fortalte bl.a., han gik i kirke om søndagen, anbragte sig lige inden for kirkedøren. Når gudstjenesten var forbi, slog det næsten aldrig fejl, at præsten inviterede den arme synder med hjem til middag. De måtte ikke betle, det skete sognefogeden anholdt dem, så skulle de i arresten, han førte dem til byen gående, men først tog han hans seler eller livrem af dem, så ku’ de ikke løbe fra ham, der var ingen ”salatfad” dengang. De farende svende havde altid en ”trepægler” i lommen, en aften jeg sad og talte med sådan et par gutter, trak den ene flasken op, holdt den mod lyset og deklamerede:

”Dette er Kong Uglepils sande blod
det gør mangen klog mand viis,
og svag mand stærk.
Men det slår også mangen stærk mand om kuld
- skål”.

Om morgenen gav vi dem kaffe og mellemmadder, inden de drog ud på deres endeløse vandring.

En dag kom en arbejdsløs slagtersvend, om vi havde en skilling, ”nej” sagde jeg, ”jeg mangler selv”, ”vil du så ikke købe min hund?”, han havde en sjæfer med, jeg bød 20 kr. og fik den, nydelig hund ”så må du binde den i tom sti, den vil nemlig bide mig”, der gik 8 dage, inden jeg kunne komme ind til den. Om natten vågnede jeg ved, at den gøede, jeg troede ærlig talt, han havde hentet den igen. Vi havde den i flere år, den var vagtsom. Havde flere forskellige hunde gennem årene, bl.a. en Foxterrier samt en stor gul hund, jeg købte af Ludv. Tuesen.

På Øer solgte jeg en gammel hoppe til Høstrup. Den var udlevet, så det var en betingelse for handelen, at den sku’ slagtes, pris 325 kr. Et år efter fik jeg brev fra ”voldgiften”, at jeg skulle tage hoppen tilbage og betale påløbende omkostninger 200 kr. Det viste sig, at Høstrup havde solgt den videre, hvor den var havnet på Fyn hos en godsejer, der havde købt den som følhoppe. Nu var gode råd dyre, jeg cyklede til Kolind i Voldgiftsretten og forhandlede med dem. Hvis jeg kunne møde med et vidne, der havde hørt på handelen. Jeg tog over til Helmer og forklarede ham sagen. ”Det er pokker med for galt, jeg skal nok vidne, og så slap jeg.

En anden hestehandel, jeg købte en hoppe ”Molly” af Valter Hansen for 250 kr. Havde den i 5 år, fik 2 føl af hende, en morgen jeg kom, lå hun i båsen og var død. Nu fik jeg 1100 kr. for hende af forsikringen. ”Sjang” var faldet efter hende.

Så var der ”Smut”, som jeg købte af mekaniker Møller for 125 kr., endda med en gig og seletøj. Børnene var nu så store, at de kunne have glæde af det lille køretøj. Det var en Islænder, så den egnede sig ikke i marken, vi kunne ride på den. En enkel gang, vi skulle til Skovgårde, og der var sne, red vi ”stafetløb” Metty red først 10 telefonpæle frem, bandt hesten til masten, så kom jeg, sad op, red forbi Metty 10 pæle frem, bandt hesten, og så fremdeles til vi nåede Skovgårde, meget sjovt , løbe kunne den.

Senere købte jeg en lille ”Jumbe” til den. Mine søskende, der kom på besøg om sommeren, var begejstrede for det lille køretøj.

”Sjang” var også en af vore favoritter, en køn hest, meget livlig, så livlig at jeg måtte trave ham i line ude på marken, inden jeg spændte ham for om morgenen, han ville sparke mig. Når Kis og Kaj holdt ferie hos os, var der en fast aftentur op til indhegningen og sige godnat til ”Sjang”.

Jeg følte ansvar over for alle vore dyr, de har særheder og unoder, akkurat som mennesker, man lærer at tage dem, når man går sammen hver dag. De gange vi har våget over grisesøer, eller siddet oppe om natten og ventet på en kælvning er talrige, men det er bondens lod, og så var vi jo afhængige af, at det gik godt, der var ingen social sikkerhedsnet dengang, adskillige af vores samtidige måtte ned med nakken. Det var først i 1930’erne.

Tab er der også i landbrug, vi mistede af og til et dyr, kun heste havde vi forsikret. I engen var der dybe kanaler, som hestene af og til faldt i, så måtte vi have ”Falck” til at hejse dem op.

I Landsretten i Viborg, jeg var formand for Pumpelavet ”Vestensøen”. Afvandingen skete ved vindmotor, det blev besluttet at gå over til motorkraft, jeg kontaktede et firma, der sendte os en motor på prøve i otte dage, vi var ikke tilfredse med den ydelse, og bad dem tage den tilbage, det nægtede de, der blev retssag, og vi endte i Landsretten og vandt sagen. Skeel førte sagen, vi var 5 bestyrelsesmedlemmer deroppe i bil, fejrede sejren på ”Prejslevs Hotel”. På tilbageturen var vi på natklub i Århus, Skeel og Bækmark kendte stederne, vi kom først hjem kl. 4 morgen, lukket ud af en bagdør.

Metty og jeg var faste deltagere i de gamles ”udflugter” i de 20 år, jeg sad i ”Sognerådet”. Oprindelig var jeg ikke interesseret i at komme i Rådet, jeg blev væk fra opstillingsmødet til Sognerådet, men en eller anden foreslog mig, og jeg blev valgt, og så gik det der ud af, det ene førte det andet med sig, inden jeg så mig om, var jeg inde i flere bestyrelser, det tog min tid.

Formalia:
Far var fra Sørup uden for Svendborg, født 25. oktober 1873 (død 2. juni 1945, 72 år gammel). Kom i lære som fotograf, senere i malerlære, blev udlært, senere ansat som redaktør af ”Socialen” i Assens, senere borgmester og landtingsmand. Søskende: Jens, landsbydegn i Ullerup – Karl, stationsforstander på Sjælland – Martin, snedkermester i København – Mary gift i Svendborg – Karen gift i Randers med en skrædder, har besøgt dem som barn.

Min mor var født i Svendborg 2. maj 1873 (død 25. oktober 1954, 86 år gammel) på en gård. Søskende: Caroline, boede i Sdr. Hornaa – Hanne gift i Svendborg – Martine gift i København – Jakob rejste til Australien, var hjemme et par gange, men døde derovre. Min mor var en stærk kvinde, men mild, styrede børneflokken uden korporlig revselse, havde en dejlig stemme, når hun sang for os i mørkningen. Børn: Ragnhild Josefine, Folmer Strange, Gunnar, Gertrud Kirstine, Kaj Verner, Svend, Knud Otto. Et godt hjem, hvor vi trivedes i fred og fordragelighed. Mor har aldrig været syg, kun i de sidste leveår. Mors familie har jeg haft stærk tilknytning til, et par onkler og tanter var med til vort bryllup, derimod på fars side var det sjældent, at vi sås.

Fars forældre besøgte os i Assens af og til, en gang gik vi tur ud i anlægget, forbi sukkerfabrikken, hvis skorsten var landets anden højeste. Pludselig stod farmor stille, ”Jeg tør ikke gå forbi den skorsten Mads Peter”, der var ikke noget at gøre, Gunnar og jeg måtte følge hende hjem. En anden gang jeg besøgte bedsteforældrene i Svendborg, kom to døtre hjem fra København på besøg. Farmor og jeg gik til byen for at tage imod en af pigerne, ”Nu ta’r vi en bil hjem mor”, ”nej”, sagde farmor, ”jeg tør ikke køre med dem, de kører jo i grøften og slår folk ihjel”. Chaufføren smilede, ved forenede anstrengelser fik de hende overtalt til at stige ind. ”Nu har jeg aldrig kørt så dejligt før, bare nu naboens kone har set mig”. Da vi kom til huset, sagde farmor, ”Karen spring ind efter et krus hjemmebrygget øl til chaufføren”, hendes angst var væk.

De havde en kok, der gebærdede sig så mærkeligt, Karen: ”hvad er der i vejen med kokken mor?”, ”han er sindsforvirret, han drikker i søvne”, sagde den gamle, pigerne grinede, farmor var ved at gå i barndom. Farfar var fåmælt, sagde sjældent ret meget, han havde ellers været ladefoged på godset ”Hvidkilde” som ung, de kunne ellers godt bruge munden i den håndtering.

Da jeg besøgte dem, var de gået på ophold. Jeg cyklede derned af og til fra Assens, 50 km, jeg har sikkert ikke været pivet. Desuden Fyn på kryds og tværs, samt til Sdr. Hornaa. Jeg havde mange interesser som dreng, bl.a. frimærker, og samle insekter, cyklede rundt i de forskellige skove for at fange sjældne eksemplarer, i mørkningen hængte jeg flagermuslygte op, natsværmerne flagrede om lygten, så de var nemt fanget. Da jeg fik plads på landet og havde fri om søndagen, cyklede jeg gennem en skov og plukkede en stor buket mark- og skovblomster med hjem til mor. De havde jo ingen have. Desuden sørgede jeg for familiens behov for hyldebær. Når jeg nu fremhæver mine færdigheder, pudsede jeg familiens sko, bar kul op inden jeg gik i skole. En anden ting, der skildrer tiden dengang. Mor blev gift og skulle bo i byen, hendes søskende, der boede på landet, sagde ”Nina kan sagtens, hun går med sko til hverdag”.

I de dage om ved 1900 opstod Socialdemokratiet for alvor. Med lidt penge i kassen, men desto større ildhu, var de lokale redaktører værter for de talere, der blev sendt ud for at agitere for sagen særlig grundlovsfester, mindes jeg, prosession ud i Skovpavillionen med musikkorps i spidsen og en betjent på hver fløj. Metty og jeg som deltagere en enkelt gang. (Fru Hansen skulle lige have set os!)
Som dreng lærte jeg de store koryfæer at kende, Stauning, Borgbjerg, A.C. Meyer, Sabro, Nina Bang m.fl., der alle har boet hjemme, men kun for et døgn, jeg pudsede deres sko, det gav en 25 øre.

E. Marot var forretningsfører for partiet, det var ham far kunne takke for ansættelsen. Desværre tog Marot særstandpunkt i Sønderjyllands spørgsmålet, det kunne ikke accepteres, eksklusion – ud til højre, kæft trit og retning.

Da far blev opstillet som Folketingskandidat med Klaus Berntsen som modstander, havde de mange politiske dyster. Til sidst vandt far ”Assens-kredsen” og kom i Landstinget. Klaus var en dreven rad, når han kom til Assens, var det med tog, han kørte på 1. klasse. Et par stationer fra Assens, steg han ud og gik ind på 3. klasse, i Assens blev hans stillere rørte over så jævn en mand, deres Folketingsmand var, ak ja verden vil bedrages. Når de skulle til vælgermøde på landet, lejede Klaus en landauer, tog de andre kandidater med, når de så havde dænget hinanden til på mødet, vildt uenige, samledes de fire gutter på kroen til en gang flæskeæggekage med kortspil bagefter. Freden blev genoprettet.

En oplevelse, mens vi var på Fyn, Metty i Odense, jeg i Gudbjerg, jeg skulle besøge hende, først på cykel til stationen, så med tog og retur om natten. Landevejen gik gennem godset Ravnholts store skove, min lygte gik som sædvanlig ud (det var karbid), det var mørkt som i en grav, jeg trak rokken (cyklen) gennem skoven. Pludselig lød der et uhyggeligt skrig, og et væsen sank om i grøften, jeg stod som naglet til jorden et sekund, så op cyklen og hjem i susende fart.

Næste dag fortalte jeg husbond om hændelsen, ”det kan jeg opklare”, sagde han, der har været klapjagt på godset nævnte dag, det har sikkert været et anskudt dyr, der drog sit sidste suk, da jeg kom forbi.

En anden gang jeg skulle besøge Metty var på Sjælland, Metty i Roskilde, jeg i Kirke Hyllinge, da jeg skulle hjem om aftenen, var den infame lygte igen gået ud. Jeg kendte ikke egnen, jeg var faret vild. Hver gang jeg gik ind til et hus for at spørge om vej, slukkede de lyset og svarede ikke, jeg travede rundt til det blev lyst, så fandt jeg hjem.

Imens jeg var på Fjeldsted Skovgård, spillede jeg whist hver lørdag aften hos byens barber. Hans kone var fransk-vasker, hun lavede kaffe til os i aftenens løb, hun skulle alligevel være oppe og stryge skjorter. I spillet deltog desuden skomageren og jordemormanden, han boede lige overfor, hvis der blev lys ovre hos ham, skulle han hjem til børnene, mens konen skulle i job. Der havde jeg mange hyggelige timer, da kunne man hygge sig, uden at drikke hinanden på pelsen som i dag.

På Skovgårde havde fruen en søster hos sig, hun var forlovet med en københavner, der kom på besøg. Frk. Jensen og jeg kørte til stationen for at hente kalorius, da vi nu kører hjemad, siger københavneren ”Får I noget øllebrød der ude på landet?”, hun ”hvad mener du?” ”Det har sprøjtet dig i ansigtet”, hun var lidt fregnet, men ellers en nydelig pige. Isnende tavshed på vejen hjem. Deres far havde haft en herregård i forpagtning, så det gik stiligt til, vi spiste, med hvide servietter til hverdag. Her i landsbyen boede også en loppeskrædder, rød som bare f….. både politisk og hårmæssigt. Jeg skulle have et par støvler lappet ”kom igen om otte dage”, sagde han, idet jeg skulle gå, ”Hov, hvor er du fra?” (det stående spørgsmål på landet) ”fra Assens”, ”du kender måske vores folketingsmand?” ”ja det er min far”, han gloede, ”du kan hente støvlerne i aften”.

Der var noget, der hed fæstepenge og skudsmålsbog, begge faldt væk med 1. Verdenskrig. Bogen blev afløst af folkeregisteret. Når vi aftalte ny plads og blev enige om vilkårene, fik man en daler, det var fæstepenge.

Der var himmelvid forskel på forholdene på en gård dengang og nu. Vi stod op kl. 5, staldtjeneste, og så morgenmad kl. 6 øllebrød, som vi spiste 4 mand af et stort lerfad. Kun forkarlen måtte hælde mælk i. Det var hans bestilling at skære brød med hånden med en stor brødkniv. Senere kaffe og mellemmadder. Skulle vi i marken, fik vi mad med i en ”tejne” + 2 snapse og en dunk øl. Det samme traktement gentog sig kl. 16. Kl. 19 spændte vi fra, inden vi kom hjem, fik hestene på stald og fodret og selv spist, var kl. 20-21, og vi var ikke oplagt til ret meget spræl. De bagte brød, bryggede øl og most. Jeg var 3. karl og skulle fyre ovnen op med huggede tjørn, det tog en times tid, konen kom ud, lukkede ovnlåget op, smed en håndfuld rugmel ind i ovnen, så kunne hun se, om den var klar. Et øjeblik efter fejede jeg ovnen med en riskost, og den var klar til bagning. Rugbrød, franskbrød og kage blev bagt samtidigt. Derefter havde vi hassel kæppe til kosteskafter klar, når de var krogede, smed vi dem i ovnen, efter en tid, når de var blevet varme, kunne vi rette dem. A pro pos ”tjørn”, på Fyn var alle marker hegnet med Lübekkertjørn, grove og stive, som dyrene ikke kunne brække igennem, hvert 4. år blev de skovet og anvendt til brændsel - genbrug!

Øl var jeg med til at brygge. Et stort kar blev sat op på et par bukke, et lag langhalm i bunden, malt og diverse ting, der satte smag på øllet, ovenpå halmen, og så kom det spilkogende vand på. Det var første fase, stod til næste dag, blev så sat gær på, stod en dag mere, så tappet af og fyldt på tønder i kælderen. Første tapning var fuleøllet, næste tapning var dagligøllet, som stod på bordet i folkestuen i et stort krus, som vi alle drak af, velbekomme! Skikken faldt væk med 1. Verdenskrig, meget ændrede sig, spiritusskatten blev indført, trods Klaus Berntsens ord ”vi rører ikke ved den fattige mands snaps”.

En 3-pægler kostede 27 øre dengang, styrke 16% (nu 45%) et godt skatteobjekt. Skruen blev drejet adskillige gange, så nu koster en 2 pægler ca. 90 kr., og alligevel har vi så mange berusede, som aldrig før, Larsen-Ledet har givet op.

Jeg var en dag på beværtning, en fuld malersvend satte sig ved vort bord og sagde: ”Hvad er du?” ”Gårdejer”, svarede jeg, maleren: ”lykkelige mand, græsset gror mens du sover”.

Far var som sagt malersvend med lyst til at skrive noveller til ugebladene også politiske, trænede sig op til at blive taler, hvad han faktisk var født til. Når han skulle forberede sig, gik han ind i den ”nye” stue og låste døren. Vi unger kunne ikke forstå, hvad han lavede, vi kikkede ind af nøglehullet og så hans underlige fagter og høje tale, vi spurgte mor og fik svar. Han havde kun gået i den stråtækte og kom endda i Landstinget. Jeg opholdt mig meget ved havnen. Når skibene kom ind, løb jeg ærinder for matroserne, fik lov til at kravle i masterne og smage deres beskøjter. Der var eksport af levende kreaturer til Tyskland over Assens havn, det var i 1905. En muddermaskine var ved at uddybe havnen, en mand stod og iagttog arbejdet, havnefogeden kom forbi, manden spurgte: ”Hvor mange spande er der i sådan en karl, nu har jeg talt til 167, og de bli’r ved med at komme”, han var ikke klar over, de kom igen. Da vi boede i Korsgade 13, havde en snedker værksted på loftet, hvor jeg legede med hans børn. Han lavede bl.a. ligkister, havde altid én i arbejde, fyldte den med høvlspåner og sov til middag i den.

Lige overfor os boede godsforvalteren på Brahesborg, når greven kom til kontoret, var det med 4 heste for, kusk og lakaj, var det særligt fint, kørte de med blinkere, det vil sige en sølvgalge med et lille spejl i, der sad på hestens hovedtøj, et privilegium de adelige havde. Det var det nærmeste, jeg kom adelen, men for os børn en spændende oplevelse. En bil kan ikke måle sig mod en ekvipage med 4 for. Godsforvalteren havde børn, som vi ofte legede med, de havde en dejlig have med frugttræer, buske m.m.

Da vi rejste fra gården, flyttede Rønde ind og boede der er halvt år, så begyndte han at ”rokere” med jorden, solgte bygningerne til Elin for 50.000 kr., solgte skovlodden til Manus ´, i bytte fik Rønde 20 sommerhusgrunde af Magnus af hans sandmark. Senere køber Aksel Møller skovlodden af Magnus for 70.000 kr. Rønde bygger 12 huse, der alle er solgt, resten blev solgt langs frem til at begynde med til 4.500 kr. pr. stk., således blev vor gamle gård splittet ad. Et sted, hvor vi har lagt vores livs opgave gennem 37 år, med glæde, selvom det var en gård, som krævede meget arbejde, så tabte jeg aldrig modet, selvom jeg var født op i byen, har jeg altid haft ”hu” til jorden, måske en arv, bedsteforældrene på begge sider havde gårde. Men der blev ikke sunget ved min vugge, at jeg sku’ bli’ bonde, mine brødre kom alle i lære, Folmer skulle tjene bønder, som det hed.

Jeg mindes nogle strenge vintre på Øer med ned til 32oC frost, og gården begravet i sne. Vejen tit blokeret i flere dage med meterhøje snedriver, der skulle flyttes med håndkraft. At få mælken på mejeriet var tit et problem, vi kørte på omgang. I de første år havde vi en gammel kakkelovn, der gav liden varme og røg med en bestemt vind, så vi måtte fortrække ud i kohuset, hvor der altid var dejligt lunt, en herlig følelse, en kold vintermorgen at sidde og malke ved en varm ko. Senere fik vi en brændeovn, så havde vi det dejligt varmt. Vi havde træet selv, det varmede 2 gange, først ved fældningen, siden i stuen.

Det var tit strengt for børnene at komme i skole om vinteren, der var kun en måde: at gå (skolebusserne kom senere), vi bragte dem ikke som i dag. Skulle vi til byen, havde vi slæder, med en stor fodpose i var vi nogenlunde garderet for kulde, det var værre på en åben mælkevogn. Nina og Ragnhild gik til byen og byttede bøger på biblioteket med bøgerne på en lille slæde. Vejene blev ikke ryddet for sne, så længe det bar ned, så vi måtte ind over markerne.

Vi kørte mælk på omgange, hver 11. dag, men det var en barsk tur, ud på ”Revlen”, der var ikke spor læ, samtidigt besørgede vi ærinder for andelshaverne hos købmanden, bageren, apoteket m.m., der var daglig forbindelse til byen. Når vejene var farbare, kom de handlende ud til os, de ku’ ikke undvære forbindelsen til landboerne, det var trods alt service i forhold til i dag.

Vi havde ”Mund- og Klovsyge” to gange, mens vi havde gården. Dyrene blev ikke slået ned dengang, det var fælt, men vi kom da over det, uden offentlig hjælp, senere fik vi ”kalvekastning”, så vi havde da også modgang, - men over skyerne er himlen altid blå.

Jeg mindes en vinter med megen sne. Vejene delvis lukket, Magnus skulle have dyrlæge til en kælvning, Schmidt måtte have Falck til at køre sig, de nåede til Alfreds stenbunke, så sad de uhjælpelig fast, dyrlægen måtte gå ud til Magnus. Koen blev forløst, dyrlægen og Falck-folkene måtte overnatte, Schmidt hos Aksel Møller, han var den eneste, der havde et gæsteværelse. Falckmændene lå i vores kohus, i en bunke halm, de måtte alle gå hjem næste morgen, bilen fik de først hjem 14 dage senere.

I 1928 fik vi merglet 25 tønder land. Mergelen kom fra Nicolius Horns mergelgrav i Haudrup, vi tog et lån i Sparekassen til merglingen, der viste sig at være en god investering, vi avlede næsten det dobbelte, også for N. Horn var det en god forretning, han byggede sig et nyt stuehus i bindingsværk, hvortil vi solgte ham en del egekævler.

I 1921, da jeg tjente i Skovgårde, merglede vi også markerne fra Svend Nielsens Mergelgrav, således opstod begrebet ”mergelgrave”, Man fjernede det kalkholdige ler, der blev et hul, som ret hurtigt blev fuld af vand, et udmærket vandingssted for kreaturer og heste, og hvor faunaen kunne trives.

I 1931 fik vi drænet skovlodden, der var meget vandlidende. Hedeselskabet projekterede, og en entreprenør Falck udførte dræningsarbejdet, og vi fik meget bedre afgrøder.

Som omtalt havde vi 6 kobbel får, de var bundet sammen 2 og 2 og stod tøjret på marken, som i øvrigt alle dyr gjorde på det tidspunkt, og skulle flyttes flere gange om dagen. Fårene blev klippet hvert forår, så ulden havde tid til at gro ud igen, inden vinteren kom. Hvert får fik som regel 2 lam, var vi heldige kunne vi få en snes lam, der ved salg gav en god skilling. Ulden blev også solgt. Fårene blev vasket inden klipningen, en værre forestilling, koge vand i gruekedlen, saltkarret eller et andet kar ud i gården, vand i, så fåret op i karret og vasket under mæh’en og protest.

Lam er meget nysgerrige, når jeg skulle ha’ fat i et for at mærke, om de var fede nok, lagde jeg mig på maven i græsset, og det varede ikke så længe, før det nærmede sig og nappede i min kasket, hurtigt en hånd ud og fat i det ene ben, lammet var fanget, ”så dum som et får” passer godt nok, de lod sig fange igen dagen efter. Var det heste, der skulle fanges, var en humpel rugbrød midlet.

Vi dyrkede bl.a. gule lupiner, der samler kvælstof, når de var store nok, pløjede vi dem ned, som forfrugt til rug, og fik vi vand nok, blev det en god rughøst efter. Lupiner var en god salgsvare, under 2. Verdenskrig 200 kr. pr. tønde. Maltfabrikken lavede kaffeerstatninger, hvortil lupiner ku’ bruges. Vi prøvede selv at fremstille kaffe, med en blanding af byg og lupiner, det smagte helt godt. Der var rationering, nød lærer nøgen kone at spinde, vi har dog aldrig gået sultne i seng.

Og nu til noget helt andet. Da jeg i 1920 kom til Skovgårde, blev det hurtigt klart for ”fru Hansen”, at Metty og jeg havde et godt øje til hinanden, svigermor havde nemlig bestemt noget andet, det måtte forhindres, som straf blev Metty sendt hjemmefra til Kolding i et hjem med sus og druk.

Vi mødtes i Vejle et par dage, havde det dejligt, roede ud på fjorden og travede i skoven og nød de dejlige omgivelser, og ellers rejste vi rundt efter hinanden et par år. Det var nemt at få plads dengang. Metty har været i osteforretning, hotel-køkken, materialisten i Assens, fru Trock i Svendborg, hos bygningsinspektør i Odense, på gård ved Roskilde og til sidst endte vi så i Skovgårde, fik absolution og blev smedet i ”hymnens lænker”. Jeg havde jo ingen penge, det var ikke et parti for Metty, mente svigermor.

Fru Hansen var ellers en dygtig kvinde, men fik en krank skæbne, det gik stadig den vej hønsene skraber, de måtte forlade gården og flytte ned i Bakkehuset.

Jeg kunne unde hende at se, hvordan vi sidder i det nu. Som ny beboer i landsognet, var det ikke let at blive accepteret, men i løbet af kort tid vandt jeg landsognets tillid, og de valgte mig ind i en masse bestyrelser. Det at jeg kunne regne og skrive, tror jeg gjorde en del. Men selvfølgelig var jeg omgængelig, og det at få overladt kommunens kasse var en ære,. Med hensyn til Mettys fødegård, banken overtog den, Niels Mikkelsen fra Ahl købte den for 67.000 kr., flyttede ind og boede der nogle år, blev syg og døde, Niels Peder overtog gården, senere fik Ejner og Lisbeth den (Mettys søster), indtil de overlod den til Lis og Kaj (deres datter og svigersøn) og selv flyttede ind på Søndergade i Ebeltoft.

Først i 30’erne havde vi også landbrugskrise som nu, en masse gårde skiftede ejere i Elsgårde, hvor B. Svendsen ejede 3 gårde, Ludvigsminde, Rane Ladegård og Krogs, han gik ned med dem alle, gartner Olsen på Blushøj ligeledes, og for øvrigt mange på Mols. Hovedbanken i København sendte en direktør Holsted til Ebeltoft for at klare op, de kaldte ham ”slagteren”. La Cour på Skærsø bukkede også under. De fornuftige bønder, der ikke levede over evne klarede sig, blandt andet Folmer og Metty.

Ole og Dorthea boede på den gård Magnus senere fik, de kaldte den ”Svinetangen”, de gik også konkurs og blev sat ud og ingen steder at tage hen. Vi tog dem ind, de boede hos os et halvt år. Jeg husker fra den periode, man ku’ købe russisk byg til 8 kr. tønden. Kreaturpriserne faldt til det halve, grise ligeledes, jeg købte 13 smågrise for 65 kr. af en slagter i Ebeltoft. På samme tid var jeg på Adrupgård hos godsejer Mark for at købe en grisesø, der kostede 200 kr., hvis den fik under 3 grise, fik vi halvdelen tilbage. Den jeg købte fik kun 2 grise. Jeg traf godsejeren i Lundbergs gård en dag og forlangte kontrakten overholdt, ”Kan jeg stole på Deres udsagn”, ”Ja, De kan følge med hjem og se”. ”Nå enten er man en lort eller også en gentleman”, trak læderet op og stak mig de 100 kr., for øvrigt gik han senere konkurs med Adrupgård.

Trods alt først i 1950’erne fik vi bil, en Kadet 37. Pris 3.000 kr. Øerboerne var ved at svime (”Nu har han været på Fyn og hentet penge”), det havde jeg nu ikke. Vi solgte engen, det ku’ klare bilen. Vi var meget glade for den og brugte den flittigt, var i Assens mange gange, i Esbjerg og tage mod Polle, da han kom hjem fra ”Amerikaturen”, og krydsede ellers Jylland på kryds og tværs. Det var godt nok ingen hurtigløber, men den kunne holde fartgrænserne, når den kom over 70 km i timen, rystede den som en hund, der kommer op af vandet. Vi kørte i den i 4 år, så byttede vi og fik en ”Jovet Javelin” med boksermotor, læderindtræk og ret moderne, lydløs, når jeg startede den, måtte jeg lægge øret til panelet for at høre, om den gik. Den var vi glade for, når jeg stod op om morgenen, så jeg ud til den, inden jeg begyndte malkningen, den kostede 4.500 kr., vi havde den i 4 år. Den var meget behagelig at køre i, reservedele skulle vi have fra England. I 1962, da vi flyttede til Overgade byttede vi og fik en ny ”Saab” 16.500 kr. Jeg regnede med, at den skulle holde os ud, hvad den også gjorde, mit kørekort blev inddraget, da jeg var 79 år, øjnene ville ikke mere, og Steen (barnebarn) overtog den og sled den op. En ualmindelig god vogn, der aldrig svigtede. Det var et savn uden lige ikke at kunne køre, det var som at blive amputeret. Men man vænner sig til det, som ræven sagde, da de trak bælgen af ham.

I Kadetten sku’ vi en gang til konfirmation i Middelfart hos Svends’, startede i god tid, da vi nåede Kalø, begyndte den at dampe, var kørt varm, vi sprang ud, jeg tog på ”stop” ind til Rønde, fik fat i en mekaniker og kom på ”slæb” til Rønde, det viste sig, at køleren var stoppet, den blev afmonteret, kørt op på mejeriet og blev blæst ud, så ku’ den igen. Vi fortsatte mod syd, nåede frem lige inden festen begyndte. Onkel Svend: ”Jeg tænkte nok, det var en bunke jern, du havde købt”.

Senere kom vi i Javelinen, den ku’ han li’. ”Sådan skal min privatvogn se ud”, sagde bror Svend.

En anden tur med Kadetten nord på, gennem Store Vildmose til Vestkysten, Bulbjerg, Skarve Klit m.m. på hjemvejen gennem Viborg, vi sku’ se domkirken, inden vi gik ind, kikkede jeg tilbage og så vandet dryppe af bilen. Jeg måtte købe en dunk vand til reserve, det er charmen ved brugte biler, de overrasker.

I 1925 da vi var flyttet ind på Øer, fandt min svigerfar på, at vi skulle fiske ål, for at forbedre økonomien, han købte et bundgarn, der skulle sættes ud på Øer, som jeg skulle røgte, til halvs, det var vanskeligt at få en fisker til at sætte det ud, så vi gik selv i gang, der skulle slås en række bundgarnspæle, vi lagde 2 joller ved siden af hinanden, en buk i hver, et stort bræt tværs over, så var vi så højt oppe, at vi kunne nå at banke pælen i med en stor hammer. Engang imellem fik vi overbalance og røg i baljen, men vi fik da ”ålegården” rejst, bl.a. ved Lamberts hjælp. Nu var det mit arbejde at røgte det. Op kl. 4 om morgenen, på cykel ud til Øerhagen, båden ud, roede ud til garnet, tømte rusen ud i et hyttefad, der lå for anker, tog et bundt fisk med hjem. Nogen dage, når det blæste for stærkt, opgav jeg, i en tre dages storm blæste hele garnet på land og blev ødelagt, så det kunne ikke repareres, så opgav vi, men havde da fanget så mange ål, at det kunne dække udgifterne. I den periode fik vi rigeligt med ål og rødspætter, dejlig spise, og selvfanget så smager de bedre.

For øvrigt tjærede vi garnet ude på havnen, hvor fiskerne havde et tjæreanlæg, vi fik lov at bruge.

Dengang i 1920 var der et pakhus til Århusbåden, der sejlede dyr og gods til Århus samt omtalte tjæreanlæg ellers intet andet, og så i dag en kolossal udvikling, mange virksomheder er opstået, 56 huse i norsk stil, rødmalede med hvide vinduer, de handles til 400.000 kr. stykket og så en Marina, der slår alle rekorder, mast ved mast.

Da Molslinien startede i 1966 vågnede Ebeltoft af sin Tornerosesøvn, og rejste sig som fuglen Føniks af asken og voksede til alle sider, så vi gamle indvånere knapt kan følge med udviklingen. Tangdigerne som byen var stolte af er omtrent væk.

Færgevejen anlægges, lige så Øster Allé, vor flotte monumentale stationsbygning rives ned, der bygges en ny rutebilstation, nyt posthus med stort plankeværk om, der kaldes ”grædemuren”, opføres 2 nye skoler + et plejehjem, nyt rådhus med 90 ansatte, slagteriet nedlagt, et firma fra Århus bygger nyt med cirka 300 ansatte, mejeriet nedlagt, nu omdannet til diskotek med navnet ”Klods Hans”. Landkommunerne indlagt under Ebeltoft, der nu har 11.000 indbyggere.

Mols er opdaget, sommerhuse i tusindtal, alene på vores gamle jord et lille hundrede.