Svenskekrigene 1657-1660

| | | |

Efter pastor L.J. Bøttiger: Vesterskjerninge-Ulbølle og Omegn (1924)

Lensmand Jørgen Brahe (1585-1661)Lensmand Jørgen Brahe (1585-1661)Lensmanden på Hagenskov, Jørgen Brahe lod i 1653 mønstre "Morten Hermandsens Compagnie i Vester Schierning, Peder Findtzens i Sundzherrit og Diderick Meierhoffs ved Hillerslöff Kiercke: "de Bynder, som icke var antegned til Rytter [i Indkvartering], sculle giffue Penge lige ved de andre til Landekisten och aff Lensmendene indkreffuis". Samme år mødte Kaj Lykke til Rantzausholm [oberst for "Kongens Livregiment" på 1000 hvervede mand til hest i Fyn] med 8 heste til mønstring i Vester Åby. Fædrelandet fik få år efter brug både for landeværnet og regimentet i Svenskekrigen 1658-60, - en for alle fynboer ond tid med fare og nød.

 

 

 

Kong Karl 10. Gustav (1622-60)Kong Karl 10. Gustav (1622-60)Med "ilfart" var den svenske konge Karl 10 Gustav, "Nordens lynild", kommet med sin krigsvante hær under Carl Gustav Wrangel som general fra Polen til Jylland for over landjord og isbroer at gå mod København. "Fremad! fremad! - om så mennesker og heste styrte i tusindvis!" sagde kongen.

Vinteren 1657-58 var ualmindelig hård; på mindre end 14 dage gik svenskekongen med 3000 fodfolk, 9000 ryttere, kanoner og pakvogne over 6 islagte vande, - et i historien enestående vovestykke, der kronedes med held.

Lørdag 30. januar 1658 passerede den store hær over Lillebælt til Wedelsborg (Dengang Ivernæs) og Fønsskov. De danske tropper - 700 landeværnsfolk til fods, mest bønder, og 24 eskadroner - strakte efter en kort kanonkamp våben og tog flugten. Blandt faldne danskere var Jørgen Kaas til Lindskov, hvis lig den svenske konge som elsker af tapperhed, selv hos en fjende, fulgte en fjerdingvej og ved hvis begravelse i Egense kirke 26. juni (?) biskoppen talte og honoreredes med en sølvkande på 100 lod af enken.

Sallinge herreds mænd havde tiltrådt marchen til bæltet, men opløstes ved meldingen om fjendens overgang. Forstærkningen på 500 ryttere og 450 soldater toges til fange i Fåborg og Svendborg. På få dage var hele Fyn i kong Karl Gustavs vold og blev grundigt plyndret, - først Sandager præstegård på vejen til Assens, hvor præsten lå lig, og enken med 5 faderløse børn "ikke beholdt det ringeste Kledemon, hvormed de kunde hylde deres Legemer uden Skamme, ej heller Sengkleder"; dernæst Assens, hvor det var en forfærdelig nat efter overgangsdagen; - Hårby, hvor præstegården afbrændtes; - Brobyværk, hvor geværfabrikken ødelagdes; - Fåborg, hvor 40 gårde og huse afsvedes eller ruineredes; - Åstrup by, hvor der plyndredes flere dage i træk; - og Vester Åby, hvorfra vi har præsten Jørgen Jakobsens beretning, der findes trykt i Kirkehistoriske Samlinger II, bd. 6, side 335,: Han skriver: "1658, 3. februar, som var en onsdag, blev jeg plyndret tvende gange af de svenske marodebrødre ( dvs. soldater, som under påskud af træthed blev tilbage for at plyndre), første gang ved middagstid af 4 ryttere, 2 timer, derefter af 8 ryttere, hvilke alle tog med sig, så meget de kunne føre udi sække og sammensyede sengeklæder på 12 heste". "1658, 22. februar, fik jeg Peiter Suensche af den Humborgsche fyrstis stalmester og var hos mig i 20 uger, i hvilke han med sine heste kostede mig mere end 120 daler".

Lindevads MølleLindevads MølleI Lindevads Mølle blev - kan hænde senere - møllerens dyner opsprættede af de svenske, som ville se, om der skulle være skjulte penge deri; fjerene kastedes i åen, og vårene brugtes til hestedækkener og sække; ved selv at opsprætte en gammel dyne og strø fjerene omkring udenfor gården befriede mangen snild bonde sin gård for plyndring. Det blev et mundheld ved stor uordentlighed: "det seer ud, som svenskerne har været her!" Til plyndringen kom brandskatning - f.eks. af Brahetrolleborg gods 4650 rdl. og 2 rdl. ugentlig af hver ryttertjener. -

 

 

 

Sandemandsstenen ved Ulbølle kirkeSognepræst i Vester Skerninge Christian Hornemann Bredsdorff optegnede i 1844-46, at han havde hørt af sin fader fra dennes barndom, "at, da de svenske kom til Ulbølle, havde man hængt en rytterkappe om den store sten, som da stod på den 1650 afdøde Hans Jensens grav på kirkegården, der ligger meget højt, og derfor kunne sees langt borte, hvorved fjenden blev bragt på den tanke, at der lå garnison, og derfor undgik at komme ind i byen, som således slap for plyndring".

 

 

 

 

Orehus i Ulbølle (omtalt 1664 Ormmer orre)Orehus i Ulbølle (omtalt 1664 Ormmer orre)Stenen over "den ærlige dannemand Hans Jensen i Oure", hvor Orehus nu ligger ved Åby å, står nu foran indgangen til Ulbølle kirke. - Hans Jensen var "sandemand" d.e. egentlig "sandhedsmand", en af de 8 lovfaste, jordegne mænd i hvert herred, som, udnævnte på livstid af fogeden, "kjendte edeligt" i tvivlsomme drabssager og i trætter om markskel. Altså en slags nævninge.

 

 

 

Ulbølle kirkeBøttiger har hørt et lignende sagn: "Da budskabet om fjendens plyndring og afbrænding vest på kom til Ulbølle, var der gudstjeneste i kirken; ifølge en pludselig indskydelse ringede præsten hele menigheden sammen og gik i spidsen, i ornat og med alterdugen ud til en lille høj syd for, bredte dugen ud på en sten, prædikede, messede og holdt bøn under alles knælen, - og se! den vilde krigerskare, der var nået til Åby å, delte sig i 2 hold, der drog nord om byen og syd om langs stranden, og Ulbølle by led ingen overlast". Det faktiske er vel kun, at fjenden gik udenom byen i 2 afdelinger af strategiske grunde. Christian Hornemann Bredsdorff har skrevet i sognets kaldsbog: "at en da 72 år gl. pige Inger Philipsdatter havde hørt af sin mormoder, at de svenske gik i land på isen ved Syltemae. Man kunne allerede høre larmen af dem ovre ved Ærø. Den danske befalingsmand kunne have forhindret deres landgang, når han havde villet; thi deres gang på isen var meget besværlig, eftersom de måtte vade i dybt vand, som stod ovenpå den". -[ Ved overgangen til Langeland 1 alen vand at vade i] -

 

 

Den svenske officer Erik DahlbergDen svenske officer Erik Dahlberg"Befalingsmandens" navn er ubekendt, men hvad der sigtes til, er nok - hvad der er historisk -, at på sin tilbagetur fra undersøgelse af isen mellem Langeland og Lolland gjorde generalkvartermester Dahlberg en afstikker fra Tåsinge til Ærø med sine 80 "Østgøtaryttere". Et sagn fortæller, at en svensk rytter havde forvildet sig til Drejø og om aftenen sildigt red gennem Drejø by; en gammel kone udenfor skolehuset sagde for sig selv: "Gud fri os for svensken!", og rytteren svarede for ikke at blive kendt: "Ja, Gud høre det, moer!". - Fremdeles fortalte Inger, at "de svenske skulle have ødelagt en præstegård, som lå ved Ourehus ved Åby å"; - en "præstegård" har det ialtfald ikke været, men muligvis en af de 3 Ouregårde, som 1721 blev afbrudt med deres jorders indtagelse under Rødkilde. - Endeligt havde Ingers bedstemoder omtalt, at "de svenske havde røvet og plyndret og myrdet, hvor de kom frem, så at koner måtte skjule sig med deres små børn i snedriver"; - fra Assens berettes, "at mænd og kvinder afførtes deres klæder til de bare legemer, så at de i den hårde vinterkulde måtte gå nøgne og pjaltede på gaden".

 

 

Rigsadmiral Carl Gustav WrangelRigsadmiral Carl Gustav WrangelAllerede sidst i februar stod svenskerne foran København - og få dage efter sluttedes i Roskilde "den tungeste fred, Danmark nogensinde havde sluttet"; - I juli fortrød den svenske konge og brød fredsslutningen, og kom i august sejlende fra Kiel til Korsør med tropper på 11 orlogsskibe og gik atter mod København, mens svenskerne fordreves af tyskerne fra Als til Fåborg og omegn, hvorom pastor Jørgen Jakobsen i Vester Åby fortæller: "7.-12- 1658 kom Brandenborgerne til Sønderborg og dér afslo de Suensche, som var oberst Knuds og oberst Aschenbergs, af hvilke oberst Aschenberg udbrød af slottet og kom flygtig til Foborg med nogle af sit regiment"; - endvidere: "15.-12.- 1658 rejste den svenske Carl Gustav Wrangel fra Faaborg til Sjælland efter at have ligget nogle nætter til Laurits Hansens (borgmesteren) i Fåborg".

Så kom den mindeværdige stormnat 10.-11. februar 1659: "al verden må forundre sig over Guds domme", skrev præsten i Vester Åby. Imidlertid forblev hovedstaden indesluttet indtil freden i København 27. maj 1660.

Mens dette foregik på Sjælland lå 7000 hvervede brandenborgere og polakker af "Phalsgreven af Sultzbachs tropper" på Fyn, og disse "vore venner og hjælpere" hærgede og brandskattede ligeså slemt som svenskerne, - ligesom de beskyldes for at have bragt med i deres fourage det i sin tid meget besværlige markukrudt (Gul okseøje) "Onde Urter", "Brandenborgere", herind i landet. [Planten fandtes dog allerede ca 1650 på Svendborg marker "i overflødighed", føjer Bøttiger til].

De fremmede krigsfolk på Fyn gik overalt frem på en barbarisk måde. I Tommerup pinte de præstekonen, idet de stoppede svovl ind i hendes næsebor og stak ild dertil, og pinte hende til døde. "Adskillige godtfolk fra landet kom ind til Odense med nogle ringe pjalter på kroppen og ofte lemlæstede" - og "svenske fangers koner blev afførte deres særker og ofte voldtaget".

Fyn blev befriet for de svenske efter slaget ved Nyborg søndag den 24. november 1659, d.e. efter 86 ugers forløb. "De svenske bleve totaliter ruinerede Gud være evig Ære! Helligtrekongersdag bleff giort Tacksigelse af Prædickestolene her i Landet for den herlige Seyervinding, Gud gaff woris folck offuer de Suenske ved Nyborg", erklærede ifølge Bøttiger den fynske biskop.

Præsten i Vester Åby Jørgen Jakobsen deltog sammen med præsten Peder Jørgensen i Sønder Broby den 15. november 1660 på Sallinge herredspræsters vegne i København i hyldningen af Frederik 3 som "arvekonge". - "Søndagen derefter kom så stor en sne og stort et snefog efter middagen, at mange folck døde i sneen på deres kirkevej, og de som var på deres hjemrejse fra hyldningen i Kjøbenhavn".

Under svenskekrigen og dens ødelæggende følger blev det skønne og frugtbare Fyns land så medtaget, at i mange egne var mere end hver tredje gård afbrændt eller stod øde, uden bygninger, besætning og udsæd, og, selv hvor husene nogenlunde havde fået lov at stå, savnede de ilde mishandlede beboere oftest det allernødvendigste til livets ophold, hvad synsforretningerne efter krigen tilfulde godtgjorde.

I Stenstrup var der 11 øde gårde, hvoraf 7 var nedbrudte, og kun 2 bønder sad endnu ved deres ejendomme, i ruinerede huse og uden udsæd og underholdning; - i Ringe var 25 øde gårde, i Gudme by 12 gårde af ialt 16 osv. I Svendborg var over 100 gårde og huse af 138 helt nedbrudte eller meget beskadigede; der var intet tilbage af Gerritsgade fra byporten til Sankt Nicolai kirke eller af Møllergade til bymøllen eller af Bagergade til Pjentemøllen.

Sørup kirkeSørup kirkeEndnu 3 år efter krigen var der 4 øde gårde i Egense, 4 i Egebjerg, 1 i Kirkeby og 15 i Sørup, hvor kun 1 gård og 2 gadehuse var tilbage, og hvor kirken var så ødelagt, at der ikke kunne holdes gudstjeneste i den før 1663.

Da bønderne i Ørbæk, som i 5 uger havde opholdt sig i skovene, vendte tilbage til deres huse, fandt de disse tomme og ramponerede, - alt var stjålet, bl.a. over 100 heste til 1000 rigsdalers værdi. Degnen i Horne havde måttet 4 gange flygte fra hus og hjem.

 

 

UllemoseUllemoseHos herredsfogden i Sunds herred, Laurids Andersen til Ullemose i Øster Skerninge, hvor der stadigt lå strandvagt, måtte han tit og ofte p.g.a. plyndringer "med sin fattige hustru" og sine folk forlade gården og i foråret hverken havde heste, kvæg eller sædekorn; selv sad han også en tid i 1659 i arresten i Odense, indtil hans "gode venner" rejste de krævede løsepenge. I 1664 - samme år som han døde - gik han i "borgen" for bondekarlen Peter Eskebjerg, som var truffen med ladt bøsse på Drejø, der ejedes af Otte Krag til Egeskov. Karlen slap godt fra krybskytteriet, imod at han fremover lovede at levere 3 sælhunde til Egeskov, for alle de sæler han skød mellem Drejø og Korshavn, og mod ikke at gå i land på Drejø.

Årene 1658, 59 og 61 var misvækstår, hvilket gjorde situationen endnu mere fortvivlet, så de jordegne gårde var billigt til salg efter krigen, fra 20 til 80 sletdaler for en gård med ager, eng og skov. Mange måtte gå om og tigge, og mange døde af sult og sygdom på grund af utilstrækkelig og "usund" føde. I et sogn døde 117 mod normalt 8 á 12; i et andet sogn fødtes 9 og døde 90 i 1660. En præst skrev i 1660: "Anno 60 døde der nogle 100 af mine sognefolk af hunger. Ved min salighed! de hente mask hos mig og bagede kager af og åd".

Efter fordrivelsen af svenskerne i 1659 blev de hvervede tyske hjælpestyrker en ny stor byrde for befolkningen. Oberst Friis' regiment i Kirkeby tog 1660 kvæg, heste, korn, proviant, indbo og andet, som de fandt i husene hos bønderne i Stågerup, Hundstrup, Rødme, Stenstrup, Lunde og Dongshøjrup. Og "når nogen beklagede sig for de hosværende officerer, var intet godt at erlange end som hug og slag". Og Svendborg måtte udrede 4500 rdl til de allierede hollandske officerer og soldater.

Hvad der forværrede tilstanden var de retsløse tilstande, man kendte knap nok længere til lov og ret, herredstingene blev sjældent eller aldrig holdte - således i Sallinge herred - ikke "før vor egen konges folk var landet mægtigt." Hvad man stjal "gik på fjendens konto". "Galge og gren" ventede dog de få, der blev pågrebet, således en, der havde stjålet 22 heste, 2 stude, 3 lam og en del gods; - en anden efterlyste efter krigen 13 ham frastjålne heste.

Følgende illustrerer måske meget godt de lovløse forhold: Ifølge Blombergs Fyns vilkår under Svenskekrigene 1657-60, s. 68, lå der i Lillebælt nogle orlogsskibe og bojeter, bl.a. "Gribben" under kommando af kaptajn Kornelius Kruse; han fik i juli måned, da Karl Gustavs hær var "i antog mod Holsten", ordre til at besejle den holstenske og jyske kyst og føre alle skibe, skuder, pramme og både over til øerne, så svenskerne ikke kunne få fat i dem. Senere skulle de "vogte Fyn mod fjendtligt angreb". Dette for at forstå Bøttiger: I juni 1659 gjorde kaptajn Cornelius Kruse, ledsaget af en løjtnant m.fl., et slags krigstog til Skarø og Hjortø; de løb på et skib fra Svendborg op ad sundet, gik i land på Skarø, behandlede øen som erobring fra fjenden, slog døre og vinduer, borde og skabe itu og udplyndrede husene; en af skarøboerne tiltalte dem som tyranner og mordere og fik til svar, at de selv ikke var bedre. Skriftlig klage blev indgivet, og husbonden Erik Kaas til Lindskov, udmeldte synsmænd og stævnede kaptajnen, men denne blev i 1663 frikendt ved et sjællandsk ting!

Længe efter krigens ophør stod de forarmede bønder i restance både til husbonden og kronen. Kaj Lykke på Brahetrolleborg, hvem en del i Ulbølle og andre byer boende bønder under Flintholm og Rødkilde tilhørte, havde, skønt han er stemplet som bondeplager, vist sig som sine hovbønders ven ved at eftergive deres landgilde og gøre udlæg for dem til fjenderne og til deres egne fornødenheder; men det blev hårdere for dem efter krigen, at komme under kronen, end det havde været for dem under krigen at tilhøre Kaj Lykke. 1662 gav kongen således streng ordre til sine fogder om at indkræve restancer på Brahetrolleborg gods. Den hensynsløse amtsforvalter Peter Børting på Gelskov - tidligere Kaj Lykkes ridefoged og ham der forrådte Kaj Lykke overfor kongen - stævnede jævnligt en hel række bønder til tinge for at afpresse dem de fordringer, han rimeligvis for en ubetydelighed havde indkøbt hos de kgl. kommissærer; således april 1664 6 mænd i Grønderup for 257 rdl., 22 i Pejrup og Vester Åby for 608 rdl, 9 i Ulbølle for 246 rdl, 4 i Hundstrup for 22 rdl og endelig 6 bønder i Vester Skerninge for 182 rdl. - dog rimeligvis med et magert udbytte; men så gentoges stævningen blot flere år senere.

I 1669 var situationen ikke synderligt bedre. Således optoges syn over 2 gårde, der lå under Rødkilde; den ene savnede fod, vindskeer, lægter og tag og havde af indbo kun en håndkværn, et gammelt bord, et skab og en kiste. Da fæsteren Christoffer Markvardsen i Vester Åby kort efter opsagde fæstet af den og måtte gå omkring for at tigge brødet, udlejedes jorden af fogden på Rødkilde, og bygningerne faldt ned af sig selv. - I den anden gård manglede stuehuset ligeledes fod, vindskeer og tag og nordre lade tømmer og tag. 5 fag hus i gården måtte ombygges; den vestre side af gården var ganske borte. Endnu i 1671 var de fleste gårde i Ulbølle brøstfældige. 1675 udviser et syn over Rødkildes samlede bøndergods, at af 12 gårde og huse i Strandhuse var "8 mænd vel eller nogenlunde ved magt, 2 forarmede; Rasmus Jørgensens gård brøstfældig alle vegne; stuehuset duer så godt som intet; Jørgen Andersens duer ganske intet, uden det af nyt opbygges; Hans Hansens gård er nær ved at falde ned; Ras Jensens hus ganske nedfalden; Anders Andersens hus ganske øde, og findes intet på stedet; et øde sted har der før stået hus på, findes hverken stik eller stage på stedet". I Ulbølle 4 gårde og 2 huse: "Alle mand vel eller nogenlunde ved magt undtagen 2 gårdmænd forarmede og kan ej give landgilde. I Vester Skerninge 5 gårde: "Mændene nogenledes ved magt; Knud Andersen Bisgaard vel ved magt".