Besøg på Mosegård i Slæbæk 1913

| | |

Kostumetegner Agnete Dinesen (1908-1977)Kostumetegner Agnete Dinesen (1908-1977)Agnete Dinesen har i sin dagbog fortalt om et besøg på Mosegård i Slæbæk i Kirkeby sogn i 1913, hvor hun sammen med sine forældre Valborg og Hans besøgte sin onkel Johannes Valentin Dinesen (19/11 1876 – 30/4 1943). (Materialet venligst stillet til rådighed af datteren Birthe Vang Kruuse)

Efter en lang tog - og færgerejse fra Herlev ved København nåede vi til Stenstrup Station. Her ventede Kelds far, onkel Johannes, som sad på bukken i sin fine hestevogn– Keld på 4 år og Otto på 5 år sad velindpakkede ved siden af, med vognsmækken knappet godt til over benene. –

 

 


Mosegård i SlæbækMosegård i SlæbækJeg husker det meget tydeligt. Bagi sad min far, Hans Peter, min mor, Valborg og jeg – 5 år gammel. Pisken knaldede, tømmerne strammedes, og onkel Johannes sagde en høj kyssende lyd, som et smæld med læberne. Hestene trak i gang. Samtale var ikke nødvendig og mulig, for hjulene skramlede og bragede med deres jernbeslag, og hovene klaprede højt. Hestene prustede og pruttede.

 

 

Endelig nåede vi indkørslen til Mosegård, hestene gik i skridt på vejen gennem haven, man kunne høre, at Sognerådsformand Johannes Dinesen, SlæbækSognerådsformand Johannes Dinesen, Slæbæk Karen Margrethe Dinesen, født Kristensen (1879-1974)Karen Margrethe Dinesen, født Kristensen (1879-1974)hjulene knasede mere blødt her i hjulsporet. – Der lå stuehuset, røde mursten, sort tegltag. Rundt om hvert vindue var der en hvid firkant helt ned til fundamentet med en sort firkant under hvert vindue. I haven så vi blomsterbede, æbletræer, et valnøddetræ og buskads med hyld og nødder. Omkring det hele var der en lav hæk. I den store græsplæne stod flagstangen – flaget var oppe. Så rullede vi ind på den brostensbelagte gårdsplads, igen hørtes en helt ny skramlende klang. Vognen holdt for døren – onkel Johannes råbte pr-r-r-r-r til hestene og slog et højt knald med pisken.

 

 


Maren Dorthea Johansen (1847-1931)Maren Dorthea Johansen (1847-1931)Døren åbnedes, og ud kom min farmor Dorthea, der havde boet i Tved. Hun var iført lang, sort klædenederdel, fint, sort liv med læg og hvid orkeret strimmel i halsen – langt, hvidt lærredsforklæde med en bred strikket blonde forneden. Så kom tante Margrethe, langt senere oldemor, iført gråsort stribet, lang kjole med lange puffede ærmer og hvidt pynteforklæde fra livet og ned, dette fint broderet med engelsk hulbroderi. Begge damerne havde tilbagestrøget hår og knude i nakken.


Det første, jeg altid hæftede mig ved, var de glade syngende stemmer, der sendte en varm strøm igennem mig. ’Goddav og velkommen, kom nu indenfor og få tøjet av’ Når man kom ind i stuehuset, blev man ramte af duften af brænde- og tørverøg blandet med god madlugt. Oppe i finstuen var der en lidt hengemt lugt, som om der aldrig blev lukket vinduer op.


Karlen Jørgen Hansen på MosegårdKarlen Jørgen Hansen på MosegårdFra gårdspladsen hørte man en dunkel støj, det var karlen Jørgen, der spændte hestene fra, når det var gjort, gik de hen til vandtruget og drak med en sugende lyd og gik så selv ind i deres båse i stalden, lidt efter kom Jørgen ind og bandt dem og gav dem havre. Derefter skubbede han vognen ind i vognporten til de fine vogne, her stod charabancen, den åbne vogn med sidebænke og højt kuskesæde, den tohjulede gig og jumben, det lille tohjulede enspænderkøretøj. Arbejdsvognene stod et andet sted.


Farmor Dorthea syntes, vi skulle snakke lidt, så hun fortalte sin søn, min far Hans Peter, at hun var så vov (dårlig) i sin ryg, men at man jo altid kunne stunde sig lidt (vente lidt) for at se, om det ikke kurere sig sjæl (helbreder sig selv), det tygges (føles), som om det er en bit’ bæ’r i daw (en smule bedre i dag), så hun stiv’ sig nok e-nen gang (klarede sig nok endnu en gang). Far fortalte dem noget morsomt fra rejsen derover, og hun lo højt og sagde, at det da var det vildeste, hun havde kendt. Det var nu så dejligt, når det var os kjøvenhaunere, der var på ferie, for så gik snakken.
Dorthea spurgte os, om vi kunne hytte os (holde varmen), det hiver en lille bitte med ilidt(trækker lidt i lænden) i kulden, da barometeret var sjunken i dav (dalet i dag).
Der var altid varm stemning og milde toner, selv når vi børn til en tilrettevisning. Farmor Dorthea sagde roligt:’ Nej, nu må I ikke tre-e (drille) hinanden. I ska’ være goue børn’ (gode børn), eller hvis vi sad lidt for længe over maden, sagde hun: ’Stræv nu (skynd jer) og spis, lille børn’. Så spiste vi. Vi børn fik altid de fineste stykker bryst af fjerkræet, farmor Dorthea sørgede selv for at lægge det bedste til os på vore tallerkner, og skar det ud. Hendes motto var: Børnene først og børnene sidst’. Vi børn elskede hende højt, hun var altid så god imod os, og talte aldrig med store bogstaver.
At komme i seng på gæsteværelset oppe på det store loft var på en måde skræmmende. Den smalle, stejle lofttrappe med det meget primitive, spinkle gelænder førte op til det kæmpestore loft, hvor man så lige op i spærrerne. Her oppe stod sukkersækken, melsækken og saltsækken. På gulvet lå løgene, æbler og pærer bredt ud på aviser. I det ene hjørne stod senge med et bjerg af hjemmegjorte puder og dyner med olmerdugsbetræk i striber. Der stod malede standkister, den gamle vugge fra Tved, som både Charlotte og Henrik også har ligget i, kasser med gamle breve og brevkort, spinderokken, vinterpelsene til kaneturene, og gamle ugeblade. Det havde alt sammen sin helt egen lugt. Når man kom ind i det store gæsteværelse så man den store dobbeltseng, en servante med blomstret fad og kande, ’ en natspand’, en potte, en hvid knage til tøj og to stole. Der duftede så rent og fint. Sengene var fyldt med masser af puder og dyner, underst lå madrassen, derefter en stor underdyne, en langpude, en hovedpude og en kæmpestor meget tung dyne. Der var altid redt op med hjemmelavede lagner, fint broderet pudevår og fint broderet overlagen, der lå halvt ned over dynen, der var uden betræk. Ovenpå det hele var bredt et snehvidt strikket sengetæppe i et sindrigt mønster og med store kvaster på siderne. Over håndklæderne, som hang på en stang, var hængt et overbroderet pyntehåndklæde. Der var kun én petroleumslampe i værelset.


Når man var blevet klædt af og vasket i det kolde vand i fadet, blev man lagt i sengen, jeg lå i midten mellem far og mor. Jeg forsvandt fuldstændig i alle fjerene, jeg måtte dunke på dynen for at have armene naturligt ovenpå, men mit hoved druknede i den store hovedpude, så jeg syntes, at det kun var min næse, der ragede op. Der lå jeg så og kiggede som en orm i en nøddeskal.’

Det er sjovt, for jeg husker også, at både loftet og gæsteværelset så sådan ud i min barndom. Den eneste forskel var, at der hang en elektrisk pære lige midt i loftet.

Livet og festerne på landet.

Mor fortsætter i sin dagbog:
Mosegård i SlæbækMosegård i Slæbæk’Sådan en gård var som et samfund i samfundet. Disse mennesker ’nyttede’ tiden (udnyttede), der var flid, udholdenhed, pligtfølelse og nøjsomhed. Intet gik til spilde, alt blev bødet (repareret), sokker og strømper fik strikket nye hæle og tæer i, hvis de blev for små til børnene eller bare var slidte. Alt tøjet blev lappet og stoppet inden storvasken, så hullerne ikke blev større.


Man bagte alt, bryggede øl, slagtede, syltede og tørrede frugter. Det sidste var en vigtig proces. Det var den eneste måde, de kunne gemme den på hele vinteren til madlavning. Man tørrede frugten i ovnen efter en bagedag, for frugten skulle tørre langsomt ved passende varme, her skulle den ligge til næste morgen. Man kunne også tørre på hønsetråd i sol og blæst. Man skrællede frugten og skar den i både, tit trak man dem på en bomuldstråd, så kunne de hænge på snore oppe på loftet hele vinteren. Sveskeblommerne blev også tørret i ovnen og kom i grove lærredsposer, der blev hængt op på loftet.

Under 1. verdenskrig lavede man sirup af søde æbler eller hyldebær.
Jeg kan overhovedet ikke mindes, at kvinderne sad og hang af uden at bestille noget nyttigt. Farmor Dorthea strikkede altid alle vegne, når hun gik op ad markvejen efter post, gik over i Brugsen eller når hun gik med os børn i grusgraven, hvor vi legede i timevis. Tante Margrethe hæklede altid – lyseduge, bakkeservietter, mellemværk til pude- og dynebetræk, blonder til gardiner og forklæder og store hvide duge. Aldrig var der ledige hænder fra kl. 5 om morgenen til kl. ca. 22 aften – undtagen 1 times middagshvil. Aldrig var der sure miner over den evige travlhed, for det meste var der sjov, og folk ’sprogedes’(snakkede) med hverandre i bare ’komers’ (sjov).

En enkelt gang imellem har jeg oplevet at onkel Johannes tog sin violin ud i ’kykkenet’ (køkkenet) og spillede, så dansede og sang børnene og de voksne de gamle sanglege ’Væve vadmel’, ’Der brænder en ild’ m.m.
Kl. 21 fik vi kaffe og nybagt kringle eller rødgrød med fløde om sommeren. Derefter var det sengetid på gården. Da vi var mindre kom vi i seng ved 19 tiden, men lå så ved petroleumslampens blide skær og læste i ’Børnevennen’.
Bøger var der ikke mange af, de havde bibelen, salmebogen, et leksikon i mange bind, landbrugsbøger, ’Danmarks store gårde’, almanakken og kogebøger.

Svendborg amtsrådSvendborg amtsråd Krigsministeriet april 1921Krigsministeriet april 1921Senere kom der flere til, da onkel Johannes i 1917 blev sognerådsformand og amtsrådsmedlem.
Det var på mange måder et særegent (specielt) liv på landet. De gamle bondeskikke forandrede sig meget langsomt, næsten umærkeligt. Der var en vis generthed overfor det fremmede.

 

 

 

 

Johannes Dinesen til møde ? og hvor ?Johannes Dinesen til møde ? og hvor ?

 Johannes Dinesen til møde ? og hvor ?Johannes Dinesen til møde ? og hvor ? Johannes Dinesen til møde ? og hvor ?Johannes Dinesen til møde ? og hvor ? Johannes Dinesen til møde ? og hvor ?Johannes Dinesen til møde ? og hvor ?


Deres gildeskikke har jeg oplevet mange gange, og de formede sig ret ensartet. Folk kom sædvanligvis kl. 14.30, alle i ’hævdsklæderne’, de var ofte næsten ukendelige i deres fine gamle tøj, der ikke havde helt nymodens snit. Først fik man kander fulde af kaffe med masser af fint bagværk, der var boller Margrethe sagde altid, med rigtig mejerismør, kringle, sandkage, ’pindsvinekage’ med smørcreme pyntet med brændt nougat og mandelfileter, butterdejsæblestang, sukkerbrødskage, en hvid lagkage med creme og flødeskum, en brun lagkage med glasur, smørcremekage, kræmmerhuse med flødeskum og syltede jordbær, marengskys i rosa og hvidt, krumkager, kærlighedskranse, små sprøde kringler, vaniljekranse, finsk brød og aristokrater – alt hjemmebagt. Man serverede aldrig te i potte, men satte et teæg på bordet og en kande med kogende vand.
Det var så morsomt for os københavnere, der havde helt andre skikke, at opleve disse fester.


Mosegård i SlæbækMosegård i SlæbækNår deres store vennerkreds og familie kom, så gik de omhyggeligt rundt og fli hånd (give hånd) til alle og sagde:’ Goddav og tak for sidst’, når de senere tog afsked, skete det samme, og de sagde så:’ Farvel og tak for i avten’. Inde i finstuen satte konerne sig på den yderste kant af stolene, lige ret op og ned med tasken på skødet. Mændene gik ind i kontoret til værten. Når værtinden bød til bords med ordene:’ Vær nu så god’, blev det altid mødt med den dybeste tavshed og ubevægelighed. Det var som en uopslidelig komedie med evig vægring. Ingen ville gå først. Så begyndte konerne at puffe til hinanden, ’du skal gå først, Marie’ – nej, det skal du Anna’ – nej det er itte (ikke) min tur endnu’, - nej, jeg vil itte sidde til højbords (oppe ved værten), -’ nå ja, men vi kan da følges ad, kom nu’, der var en parlamenteren. Mændene indtog deres pladser på venstre bordside fra værten og damerne på den højre side. Endelig var alle anbragt og isen brudt. Værtinden og de kvindelige medlemmer af huset sad aldrig med, de serverede og nødede (presse/overtale). Var det til et middagsgilde, så skulle man finde nogle til at øse suppen op i tallerkenerne. Men tallerkenstalben blev skubbet med megen snak henover bordet, de fleste nægtede at udføre det hædershverv. Endelig var suppen øst op med opøseskeen fra terrinen. Der blev dødstille, alle spiste. På værtindens ivrige nødning blev der svaret fx: ’Uha nej da, jeg er så godt forsynet, els’ er det da min egen skyld’. Efter suppen kom stegen med tilbehør og smagsprøver på husets syltning – avgurker - med tryk på første stavelse, grønne tomater, rødbeder, søde græskar, syltede solbær og ribsgelé. Så fulgte desserten mest budding med rød sovs, prinsessebudding, fløderand med kogt frugt eller æblekage. Værtinden pressede og nødede folk til at spise hele tiden: ’Tag nu bare et stykke til, jov, du kan godt, bare en lille bitte til, kan du ikke lide det’ osv. Ofte lagde de lidt mere på folks tallerkener, til sidst var folk ved at revne. Til maden drak man hjemmebrygget gammeltøl, der blev serveret i høje glaskander, til desserten var der kirsebærvin.


Mosegård i SlæbækMosegård i SlæbækBagefter gav alle hånd til vært og værtinde med et:’ Tak for maden’.
Så spillede man kort, mændene i én stue og damerne i en anden. Når man gav kort vædede man fingrene i munden, så kortene blev efterhånden fedtede og svære at skille. Mændene spillede l’hombre og schervinsel og damerne whist. Var der børn med, sad de ofte sammen med nogle af de rigtig gamle ved et bord for sig selv og spillede sorte pæjer (Per), gris, ’66’ eller rommy om tændstikker eller pebernødder.
Der lød mange sjove udtryk under spillet. Damen kaldtes dammen, klør knægt for klør bonde og spar es hed spadille. Hvis man fik dårlige kort, sagde man til giveren:’ Du har bestemt pakker kortene’. Spillede man ruder ud sagde man: ’ Ruder er ude, sagde glarmesteren’. Fik man stik eller penge sagde man: ’Får jeg flere, tæller jeg dem’. Havde man udspil i spar, sagde man: ’Spar på dem’, eller udspil i hjerter ’ Se her, hjertens fryd og glæde’. Til makkeren om at følge farve: ’Den skal du tjene’.
Der var megen snak og lystighed og slåen i bordet under spillene. Mændene røg tæt og damerne blev budt brø´sukker (brystsukker,- bolcher) af krystalglas-bonbonnierer. Ved damernes spillebord spørgedes der om nyt. Fx hvem der var lyst til bryllup for, hvem der var blevet konfirmeret, og hvem der havde fået nyt indbo til gården, så kunne man høre dem sige: ’Ja, det er jo ikke sådan at slå til siderne med stads’. Man talte også om tjenestefolk, de fleste blev jo i årevis i den samme plads, det var en skam, hvis folkene ’bissede av i uti’e’ (forlod pladsen, før det var aftalt).’


Gæsterne kendte hinanden rigtig godt. Folkene på de større gårde som Åvang, Slæbækgård, Fogedgården, Lindely og Ravnegården var på kryds og tværs i familie med hinanden og havde været det gennem generationer.
Mor skriver videre: ’Det var for resten så pænt, for efter et stort gildesmåltid gik alle ud i ’kykkenet’ og sagde tak til kogekonen og hjælperne og roste maden. Der stod de, røde og varme i hovedet, på ømme fødder og tørrede de fugtige fingre i forklædet og tog glade og smilende imod gæsternes ros. Ofte skulle en af konerne bestille kogekonen til sit næste gilde.


Mosegård i SlæbækMosegård i SlæbækOm sommeren havde man sommerkaffe, hvor det egentlig var for at vise have, urtehave og markerne frem, man vadede rundt på de kunstfærdigt revne havegange langs den nyslåede græsplæne og beundrede blomstergrupper og stenhøjsanlæg. Man beundrede den fint lugede, revne urtehave, hvor alt stod i lige fint udtyndede rækker, hvor ærter og bønner var bundet op til høje stager, og hvor humlen vældede ned over de lange stænger der var sat op som en trekant. Mændene var i marken og drøftede såsæd, udbytte, roer, græs og dyrene. Så mødtes man til et kæmpestort kaffebord, det tog flere timer at æde sig igennem brødet, og det var en uartighed at lade noget gå urørt forbi sig. Værtinden havde et øje hver finger: ’Næj, Maren, kan dutte (du ikke) lide mine kærlighedskranse, ja, de er jo ette (ikke) så fine som dine, men jeg synes nu li’godt, du sku’ smave (smage) dem ilejn (alligevel)’.  Så kom kortene frem, imens børn og unge legede i haven fx ’Tre mand frem for en enke’, ’Tre mand høj’, eller man sad i græsset og legede ’Skibet er ladet med’. Til sidst blev der serveret snitter og kaffe eller te.


Der var høstgilderne, julegilderne, pølsegilderne og slagtegilderne, hvor de fremmede åd al det bedste på grisen. Så var der de store familiefeste – barnedåb, konfirmation, bryllup, runde fødselsdage, begravelser og sølvbryllup.’

Ved Margrethe og Johannes Dinesens sølvbryllup 1930Ved Margrethe og Johannes Dinesens sølvbryllup 1930Mor skriver videre:’ Da Margrethe og Johannes skulle fejre deres sølvbryllup i 1930, hjalp jeg til med alle forberedelserne til den store fest. Kogekonen Tea var fantastisk dygtig og strengt kritisk med det, der skulle laves, for der var ingen dybfrysere eller køleskabe, de havde kun den kolde kælder, hvor madvarerne kunne opbevares. Der blev slagtet 1 gris, 1 kalv og 20 høns og ænder. Der blev lavet rullepølse, medisterpølse, leverpostej, finker, blodpølse, fedtegrever, salt kød og sylte, så var der også mad til det kolde bord. Suppen blev kogt i gruekedlen i bryggerset. Jeg kan huske, at jeg skulle køre kødet til kødbollerne 8 gange gennem kødmaskinen, det tog en hel formiddag. Så bagte vi alle sammen, jeg husker, at man i folkestuen havde lagt masser af kosteskafter fra bordet til bænkeryggen, her anbragte man de glovarme krumkager. Det var nu sjovt at arbejde så tæt sammen, der var en egen stemning, vi nød det, selvom vi fik hævede ben og ømme tæer, så det kneb med at sove, når vi kom i seng.


Jeg husker meget godt de lange, fint dækkede borde med alle lækkerierne på rad og række. Til festen fik man først en kraftig kødsuppe med dynger af boller, så kom der tarteletter med høns i asparges. Derefter svineryg, ribben, medisterpølse med rødkål, kogte æbler og svesker, hvide og brune kartofler, velsmagende sovs og masser af surt og sødt. Desserten var karamelrand med kogte frugter. Efter maden blev der spillet kort i de forskellige stuer, til der kl. 24 blev serveret snitter og te inden folk tog hjem – nogle cyklede og andre kørte i hestevogn.
Det er helt vanvittigt at tænke på, at folk spiste så meget, men det gjorde de virkelig. Hver eneste fest havde sit særlige anstrøg og sine regler, der nøje skulle følges for ikke at støde an.’


Andre tider, andre sæder,
Andre tanker, anden id –
Andre sorger, andre glæder,
Andre ønsker, anden strid.

B.S. Ingemann.

Johannes Dinesen i England 1935Johannes Dinesen i England 1935
 

BilagStørrelse
Microsoft Word - regninger_hotel[1].pdf2.09 MB
York[1].pdf1.62 MB
Ceddar[1].pdf1.63 MB