Da RDM var en verdensrace

| | |

RDM- eksport til RuslandRDM- eksport til Rusland Vilh. Bissen Holevtyren 1894Vilh. Bissen Holevtyren 1894Ryslingestamme - Johanne 16Ryslingestamme - Johanne 16RyslingestammenRyslingestammenVilhelm Bissen: Holevtyren 1894Vilhelm Bissen: Holevtyren 1894I løbet af 1890'erne blev den røde fynske ko i stort tal eksporteret til Rusland og andre østeuropæiske lande. RDM udviklede sig i disse år til en verdensrace, og RDM's store indflydelse på udviklingen af kvægbruget kan stadig spores i mange lande. Det er bedst dokumenteret i den hollandske Marleen Felius bøger i 1985 og 1995 om alverdens kvægracer, - heri omtaler hun ved hver eneste race, hvor der har været anvendt RDM sæd til at forbedre racen. Lokalt var Ryslingestammen på det tidspunkt absolut toneangivende, ikke kun ved dyrskuerne i Svendborg Amts landøkonomiske Selskab, men det blev også til optræden på "den store scene" ved internationale kvægudstillinger, således udstilledes der en besætningsgruppe fra Brænderupgård  ved verdensudstilligen i Paris 1878, som blev tilkendt sølvmedalje. Og ved en lignende udstilling i Malmø 1896 var Jørgen Christiansen, Birkelund i Sødinge repræsentant for Ryslingestammen.

Det var iøvrigt efter denne udstilling, at Jerseykvæget fandt vej til de danske vange, men det er en ganske anden historie.

Her lader vi statskonsulent Peter Aug. Mørkeberg fortælle om sine indtryk fra Landbrugsmødet i Malmø 1896.  (Ugeskrift for Landmænd 1896, side 393)


Kvægudstillingen ved landbrugsmødet i Malmø var både fyldigere og smukkere end den tilsvarende i Gøteborg 1891. Til Malmøskuet var indmeldt 1381 stkr. hornkvæg mod 856 i Gøteborg.
Den rosende dom, som i et tidligere nummer af Ugeskriftet er fældet over arrangementet ved Malmøudstillingen, kan jeg fuldt ud tiltræde for kvægafdelingens vedkommende. Vi kunne i den henseende hente adskillige nyttige vink til vor næste landmandsforsamling.
Staldene var bedre og smukkere placeret og dyrene meget mere pudsede end ved landmandsforsamlingen i Randers. Dyrene førtes programmæssigt i ringene, hvor tilskuerne havde ypperlig lejlighed til at se og bedømme skuets ypperste repræsentanter.
Der var fremstillet mange kvægracer, så at skuet alene af den grund frembød stor interesse for de besøgende, som ikke havde haft lejlighed til at rejse meget. I første afdeling så man det ejendommelig svenske Fjeldkvæg, der stod side om side med Korthornet. Dernæst mødte man Ayrshirekvæget og det hollandske Kvæg, og så kom man til andre rene racer af malketype, som omfattede Algauerkvæg, Gotlandskvæg, rødt dansk Malkekvæg, Jerseykvæg og Anglerkvæg. Dernæst stod man overfor en afdeling af ægte skotsk Anguskvæg. Endelig indeholdt skuet afdelinger for krydsningsprodukter af forskellig type, hvorover tilskuerne havde anledning til at anstille dybtgående betragtninger, da kataloget som regel kun indeholdt sparsomme oplysninger om krydsningernes herkomst.


Proprietær Jørgen Christiansen, "Birkelund", SødingeProprietær Jørgen Christiansen, "Birkelund", Sødinge Christian - røgter på "Birkelund" i Sødinge 1876-96Christian - røgter på "Birkelund" i Sødinge 1876-96Den største interesse for os frembød dog det danske kvæg, som vi havde sendt over til udstillingen. Som tidligere meddelt havde vor regering stillet en sum til disposition for danske udstillere, således at vi kunne få repræsentative samlinger derover. 3 fynske opdrættere blev de udvalgte, nemlig forpagter Klattrup, Hellerup, gårdejer Jørgen Christiansen, Birkelund og gårdejer Lars Christensen, Bare Brøndstrup. Hver af disse mænd mødte med en samling på 5 køer og 1 tyr. Samlingerne konkurrerede ikke med det svenske kvæg, men udstilledes i en afdeling hver for sig, og i det dommerudvalg, som bedømte disse dyr indtrådte et dansk medlem, godsejer Langkilde til Bramstrup. Skønt man således ikke ved hjælp af nogen præmierække kan angive, hvilken plads de svenske dommere tildelte vort kvæg i forhold til det svenske kvæg, så føler jeg mig dog berettiget til at fremhæve, at de anerkendte vor udstilling.

Hædersdiplom til Jørgen Christiansen, "Birkelund" i Malmø 1896Hædersdiplom til Jørgen Christiansen, "Birkelund" i Malmø 1896Dette fremgår ikke alene af den hæder, der i form af præmier tilfaldt de danske udstillere, men det fremgår også af talrige udtalelser fra svensk side. Alt det udstillede danske kvæg blev præmieret. For samlingerne fik forpagter Kattrup 1. præmie og gårdejerne Jørgen Christiansen og Lars Christensen fik begge 2. præmie. Tyrene konkurrerede også enkeltvis og præmieredes alle. Foruden præmier tildeltes der og medaljer til vore udstillere.

Anglerbesætning i 2019 i Niedersachsen 

BilagStørrelse
RDM pioner E. Tesdorph til Orupgård.pdf2.7 MB
Dropbox – Ö-Kuh-System – Gør dit liv enklere.pdf762.27 kB
Det danske økvæg.pdf2.07 MB
Gunderslevholm.pdf904.37 kB
Agersøkvæget 2006.pdf1.2 MB
H. Goldschmidt 1900.pdf6.04 MB
Dengang vi trak vore køer til tyrs.pdf1.42 MB
Jerseykoen fortrænger den røde ko på Fyn.pdf5.03 MB
Samsø.pdf990.38 kB
kvaeget paa samsoe.pdf550.97 kB
Samsø Elitekvægavlsforening.pdf921.84 kB
Hellerup stammen.pdf1.19 MB
Berømte RDM avlsdyr.pdf1.39 MB
Et billedgalleri 1900.pdf1.93 MB
Fynske RDM køer i Wulff Pedersens arkiv Holger Moritz Hansen.pdf1.85 MB
RDM ungskuet 1931.pdf1.02 MB
RDM dyrskue Odense 2006.pdf1.24 MB
Poul Jørgensen i Jenslev.pdf916.93 kB
RDM 1970.pdf1002.57 kB
RDM 1970 Stig Larsen, Veksø.pdf921.42 kB
Røde køer ved Oregaard.pdf1.35 MB

RDM eksport til Baltikum

Eksporten af RDM til Baltikum

Foredrag af hofjægermester F. Tesdorph, 9. Marts 1898


Tidsskrift for Landøkonomi 1898 Meddelelser fra en rejse til Lifland Foredrag holdt i det kgl. Landhusholdningsselskab, onsdagen den 9. Marts 1898, af hofjægermester F. Tesdorph

I midten af januar måned opfordrede præsidiet mig til at rejse til de baltiske provinser og der repræsentere landhusholdningsselskabet ved det økonomiske societets årlige møde 3 dages møde i Dorpat, forlange ordet, når lejlighed dertil gaves, og i det hele taget på bedste må forfægte de danske interesser derovre. Med denne instruks rejste jeg derover i følge med justitsråd Friis. Under rejsen - det var fra Berlin og videre frem - kom der ind i den kupe, hvori jeg sad, en herre, med hvem jeg snart kom i en livlig konversation, særlig vedrørende de tyske landbrugsforhold. I samtalens løb udtalte jeg, at de mange klager, der kom fra de tyske agrarer, og deres stærke fordringer om at blive støttede, kunne føres tilbage til de forarmede østprøjsiske junkere. Da det tyske landbrug fik den stærke beskyttelse, gik det forholdsvis godt, trods de slette konjunkturer, der herskede verden over. Min rejsefælle præsenterede sig da som østprøjsisk junker, men han optog mine udtalelser på en elskværdig måde. Han havde personlig kendt min fader, var medlem af det tyske herrehus, stor godsejer i Østprøjsen og Sachsen samt administrator for et majorat, som var beliggende 20 mil fra Berlin. Det var hans mening, at den tyske toldpolitik i fremtiden ville gå i retning af yderligere at styrke den nationale industri og søge at gøre den ikke alene konkurrencedygtig, men på så mange felter om nuligt overlegen på verdensmarkedet, og for landbrugets vedkommende ville man søge mere og mere at afryste den udenlandske konkurrence i leverancen af landbrugsprodukter til det tyske marked. Frygten for socialismen og masseudvandring på grund af fordyring af levnedsmidler ville man søge at modvirke ved at skabe en blomstrende industri og således gøre befolkningen købedygtig overfor det hjemlige marked. Det var hans overbevisning, at leverancen af kød fra udlandet ville kun være af kort varighed, derfor borgede de store anstrengelser, som landets egne opdrættere gjorde for at forøge deres kvægbesætninger, et arbejde, der vel lønnede sig på grund af de høje priser, der kunne opnås inden for landets egne grænser. Jeg har tilladt mig at fremsætte disse oplysninger, skønt de ikke angå det emne, jeg egentlig skal omtale, men jeg har ment, at det dog også kunne have sin interesse at blive bekendt med dem; de stamme fra en jordbruger i stor stil, som er medlem af det tyske herrehus, og som syntes at være vel bevandret ikke alene i mark og skov, men også ved det grønne bord.
Det spørgsmål, som for øjeblikket er ret akut for det danske landbrug, er: Hvor skulle vi hen med vort kød, og jeg mener, at min rejsefælles udtalelser er parallelløbene med de udtalelser, jeg har hørt af landbrugere fra Tysklands forskelligste egne i de sidste 1½ år, og som på en mærkelig måde stemmer overens med det referat, som findes gengivet i Berlingske Tidende for i aftes, af de forhandlinger, der have fundet sted i den tyske rigsdag. Jeg mener, vi gøre klogt i at holde os for øje, at vi kun en kort tid kunne gøre regning på at beholde det tyske marked som aftager af vort kød.
Efter disse indledende bemærkninger skal jeg nu gå over til mit egentlige emne: Meddelelser om en rejse i Lifland. Den 24. Januar kom justitsråd Friis og jeg til Dorpat, og næste morgen begav vi os til adelsklubben, hvor societetet plejer at holde sine møder.
Jeg blev der forestillet for præsidenten og overrakte ham min
anbefalingsskrivelse fra det kgl danske landhusholdningsselskabs præsidium. Den samme mand var overordentlig elskværdig og forbavsede mig ved den glimrende måde, hvorpå han forstod at lede forhandlingerne - der varede fra kl. 11 formiddag til kl. 11 aften - og at udrede den røde tråd, der gik gennem de timelange taler, der ofte blev holdte, en tråd, om hvilken jeg nok kan sige, at den ofte spillede i det sorte. Såvel præsidenten som de andre herrer, der deltog i mødet, følte sig meget smigret ved, at landhusholdningsselskabet var repræsenteret ved mødet, og at man således fra Danmarks side viste societetet opmærksomhed. Hertil udtalte jeg, at vi med interesse fulgte vore genboers intelligente arbejde for at ophjælpe deres landbrug og i særdeleshed deres mejeridrift. Mødet begyndte med et foredrag af præsidenten, i hvilken han gjorde rede for, hvad der var passeret i det forløbne år, og herunder bemærkedes det, at de forhandlinger, der fra societetets side var førte med den danske landbrugsminister om tilladelse til, at fedekvæg fra de baltiske provinser måtte blive sendte til Danmark og slagtede i eksportslagteriet i Odense, var strandede. Man havde fra dansk side sagt, at når man tillod indførsel af kvæg fra Rusland, lukkede Tyskland for Danmark. Da denne vej for eksport således var spærret, havde societetet søgt ad andre veje at skaffe sig af med de fedede dyr, og det stod i underhandling med et fransk selskab, som råder over betydelige kapitaler; man håber, at disse forhandlinger ville føre til, at de baltiske provinser ville kunne komme til at afsætte deres fedede dyr til Frankrig.
Forleden havde jeg efter opfordring fra flere jyske landmænd foretræde hos landbrugsministeren for at forelægge ham det spørgsmål: Hvorledes vil landbrugsministeriet i fremtiden stille sig overfor vor kødeksport til udlandet, og hvorledes stille forholdene sig med hensyn til vort løbende materiel på jernbanerne og med hensyn til dampskibstransporten, navnlig hvad afkøling og ventilation angår? Jeg tillod mig ved samme lejlighed at gøre landbrugsministeren opmærksom på, om ikke Frankrig kunne være det samme for os som for de baltiske provinser, eller med andre ord, om det ikke var værd for os at oparbejde et marked i Frankrig.
Efter præsidentens indledende bemærkninger aflagde Livlands konsulent eller instruktør, som han kaldes, beretning om sin virksomhed i det forløbne år, og dertil knyttede der sig fra hans side et foredrag om tuberkulosespørgsmålet. Der fremkom adskillige gange under diskussionen om denne sag udtalelser, der tydede på at man mente, at vi her i Danmark var stærkt befængte med tuberkulose; vi skulle have c 80 pct af vor samlede kvægbestand angrebet deraf. Dette grundede sig på en misforståelse af den af professor Bang offentliggjorte beretning om tuberkuloseforholdene her i landet, og jeg følte mig derfor foranlediget til at bede om ordet, hvorefter jeg da gjorde opmærksom på, at vi her i Danmark havde for vane at lægge kortene på bordet og ikke stikke noget under stolen. Vi var så heldige at have en autoritet på tuberkulosespørgsmålets område, en autoritet, som var anerkendt verden over, og vi skjulte ikke, at tuberkulosen findes hos os, men det var overdrevent, når tyskerne sagde, at 43 pct af de i Kiel modtagne kreaturer var befængte med tuberkulose. Såvel fra statens som fra opdrætternes side bliver der i Danmark gjort alt, hvad der kan gøres, for at bekæmpe tuberkulosen. Staten yder årlig 100,000 kr. til tuberkulinprøver og dyrlægetilsyn, ligesom også opdrætterne anvender al mulig energi for at bekæmpe sygdommen. Målet var at blive fri for denne sygdom, og selv om det også var vanskeligt at nå dette, ville det dog sikkert nås her i landet indenfor en forholdsvis kort tid.
Jeg anførte derhos, hvorledes jeg havde båret mig ad, og at jeg nu havde en ren besætning på Ourupgård. I løbet af 4 år havde jeg nået at få 400 kreaturer, store som små, til at stå for tuberkulinindsprøjtning, men dette resultat havde jeg kun nået ved en strengt gennemført afsondring af de sunde dyr fra de dyr, som reagerede. Ved at flytte om med kreaturerne p de forskellige gårde, mente jeg, at jeg i løbet af ca 3 år skulle være helt fri for tuberkulose i mine besætninger, for så vidt tuberkulinprøven, der jo var den sikreste rettesnor, vi havde, var holdbar.
Efter konsulentens foredrag holdtes der af en ..................
Efter afslutningen af disse forhandlinger var der en pause på et par timer, hvorefter man gik til det næste punkt på dagsordenen, som var stambogsføringen, altså et af de punkter, hvorfor jeg nærmest befandt mig derovre. Jeg skal nu i korte træk tillade mig at gøre rede for, hvorledes mælkerivæsenet har udviklet sig i de baltiske provinser. Allerede for ca 35 år siden anskaffedes de første tillægsdyr fra Anglen. (ca 1862), og denne import har siden den tid holdt sig gående, men tilfredsstillede forøvrigt en del af de herrer grumme lidt, idet anglerdyrene på grund af de forandrede klimatiske forhold, på grund af forandrede klimatiske forhold, på grund af en stærkt forandret levevis og stærkt forandrede opdrætningsforhold degenerede, blev grove, spidse, langhornede osv. For 6 år siden brændte imidlertid en gård med hele besætningen, der tilhørte en godsejer hr. von Seidlitz, der havde forbindelser i Danmark, og samme godsejer havde en forvalter, der var dansk, idet han var søn af en forhenværende skovbetjent på Wedellsborg. Forvalteren foreslog sin principal at søge erstatning for sin omkomne besætning på Fyn, hvilken han også gjorde. Han købte 120 kreaturer, køer og kvier, uden hensyn til stammen, kun skulle det være mælketyper, og hjemme søgte han at influere på sine standsfæller, idet han erklærede, at det danske kvæg ikke alene på grund af bygning, men også på grund af de klimatiske forhold, hvorunder de var opdrættede - Livlands og Danmarks klimatiske forhold er omtrent ens - egnede sig for dem.
Der gik nu en del kreaturer fra Fyn til Livland, og i begyndelsen var dyrene gode, men senere aftog kvaliteten, hvilket gjorde de herrer, der i forvejen så med mistænklige blikke på denne foranstaltning endnu mere mistænksomme og tvivlende overfor det danske kvægs brugbarhed, og importen gik derfor mere og mere tilbage; men så i forfjor kom en halv snes godsejere fra Livland til Fyn, overværede dyrskuet i Odense og kom omkring til en del af de største og bedste opdrættere, så deres besætninger på selve stedet, og følgen blev, at den del virkelig gode dyr gik over til Livland.
På mødet i 1897 vedtoges det, at stambogen skulle, i stedet for den hidtil benyttede benævnelse: Anglerkvæg, benytte benævnelsen:
rødt, baltisk malkekvæg. Man arbejdede nemlig på at skaffe en national stamme tilveje og mente, at man nu var på det punkt, at man havde det. Man kom imidlertid til at frygte for, at importen fra Danmark skulle i konkurrence på dyrskuerne slå det på stedet værende anglerkvæg, altså det indfødte, og ville derfor stryge den på mødet i 1897 vedtagne bestemmelse, at kvæget skulle benævnes: rødt baltisk malkekvæg, og gå tilbage til den oprindelige benævnelse: Anglerkvæg, samtidig med at man ville udelukke det danske kvæg fra skuerne. Dette ville jo være ensbetydende med,a t eksporten fra Danmark til de baltiske provinser ville være skrinlagt, og det var på denne konto, at det kgl. Danske landhusholdningsselskab sendte mig derover for efter bedste evne at støtte tilhængerne af det danske kvæg. Ved mødets begyndelse mærkede man straks, at der var noget på færde. Under diskussionen blev der talt både for og imod såvel angler som dansk kvæg, og fra anglerkvægets tilhængere blev der gjort gældende, at det danske kvæg var udmærket malkekvæg,, men det var ikke anglerkvæg og havde ikke noget med dette kvæg at gøre, og derfor ville en blanding af anglerkvæg og dansk kvæg kun blive noget blandingsgods, som opkøbere fra det indre af Rusland, der i de senere år havde fundet vej til dyrskuerne i Østersøprovinserne for at købe tillægsdyr, ikke ville købe; de ville holde sig til anglerkvæget. Fra vore venners side blev der kæmpet lige så tappert. De sagde: Angel er kun 17 kvadratmile stort og kan som følge deraf ikke udføre nogen overdreven stor mængde dyr af ren anglerstamme, det vil altså sige dyr, som er tillagte og høre hjemme i selve Angel, så at alle, der ville have rene anglerdyr, altså ikke kunne blive tilfredsstillede. Der var ikke tvivl om,a t en stor mængde af de dyr, der udførtes som anglerdyr, var tilførte Angel andetsteds fra, hvor man havde rødt kvæg, som kvier eller kalve og opdrættet i Angel og så udført som anglerkvæg. Det var, sagdes der, et forhold, som man vidste fandt sted. I Angel kunne man ganske vist få bøndernes bedste tillægsdyr at købe, når man blot ville betale dem; men dette svækkede bestanden i længden. Kom man til Danmark og så en ko eller kvie, man syntes om, og sagde, at den ville man købe, sagde vedkommende, at den kunne han ikke undvære for at fortsætte og forbedre sin stamme. Det var en fremgangsmåde fra de danske opdrætteres side, som man måtte tage sinhat af for.
Således kæmpedes der længe fra begge sider, og tilsidst fandt jeg det rigtigst at bede om ordet, hvorefter jeg udtalte, at vi her i Danmark havde den største respekt for anglerkvæget. Vi anerkendte anglerkvæget som en fortrinlig type, men afstanden mellem hertugdømmerne og de danske øer var kun ringe, og forskellen i klimatiske henseende også kun ringe, eller rettere sagt helt forsvindende, hvorfor også de røde racer fra disse forskellige landsdele var meget nære beslægtede med hinanden. Den smule forskel, der mulig kunne have været, var efterhånden bleven komplet udjævnet, takket være den livlige kreaturhandel, der igennem mange år havde bestået imellem Slesvig og øerne. Efter vor overbevisning var der ingen forskel mellem rødt dansk kvæg og rødt kvæg fra Angel, og man var derfor også ved det store landmandsmøde i Svendborg i 1878 gået bort fra den gamle benævnelse: Anglerkvæg og andet rødt dansk malkekvæg, og havde kun en benævnelse: Rødt dansk Malkekvæg. Vi mente at have bevis for rigtigheden af denne navneforandring derved, at vi nu, spredt over hele landet, havde 250 tyreforeninger, udelukkende for rødt malkekvæg. Men så stort et resultat havde vi ikke kunnet opnå, hvis vi ikke var gåede frem ved landmandsmødet i Svendborg, som vi gjorde. Jeg udtalte dernæst som min overbevisning, at man i Østersøprovinserne ville komme til det samme resultat for det røde kvægs vedkommende som det, vi var komne til i 1878, hvis man vedblev at arbejde lige så energisk, som man havde gjort hidtil.
I Danmark anerkendte vi fuldt ud hertugdømmerne og særlig Holsten som vore læremestre på mejeribrugets område. For 30-40 år siden var det almindeligt på de danske herregårde udelukkende at finde holstenske mejersker, men nu er det forandret. På vore ca. 1900 andelsmejerier og herregårdsmejerier uddannes en stor stab af dygtige mejersker og mejerister, og der er i Danmark ingen, der mere tænker på at indføre fremmede mejerifolk. Vi havde, hvad smørrets kvalitet angår, for længe siden passeret Holsten og Slesvig, og det lå nær at antage, at en nation, der havde forstået i de sidste 20 år at udvide eksporten af smør fra 25 mill. Pund til 80 mill. Pund, ikke var blevet stående alene ved smør og mælk, men havde også henvendt sin opmærksomhed på råstoffets frembringer, selve koen. Vi mente, at lige så vel som
vi havde slået hertugdømmerne på smørrets område, således havde vi også slået dem, hvad kvæget angik. Vor danske malkeko stod, hvor høj mælkeydelse og hvad ædle former angik, fuldstændig på højde med anglerkvæget, og havde forlængst passeret det hvad størrelse og vægt angik. Også mente vi, hvad tuberkulosen angik, at kunne byde sikkerhed for, at forholdene er bedre hos os end i hertugdømmerne, og derhos havde vi i de senere år optaget et stort arbejde i retning af at danne fedtmalkende stammer. Vi havde således i Nykøbing på end ag i januar iår dannet 10 kontrolforeninger, et arbejde, som jeg mente, at man slet ikke kendte i Angel. Jeg bemærkede derhos, at jeg var kommen til dette møde som repræsentant for det kgl danske landhusholdningsselskab og skulle som sådan sige de herrer, at hvis de ønskede indførsel af dansk malkekvæg, kunne de henvende sig til min ledsager, justitsråd Friis, han ville da udtage de kreaturer, som de måtte ønske, og dyrene ville, forinden de blev afsendte fra Danmark, blive underkastede en kritisk revision af mænd, der var udvalgte af landhusholdningsselskabet, så vel hvad ydre som hvad stamtavle og tuberkulose angik. I det hele taget havde jeg bemyndigelse til at udtale overfor societetet, at vi skulle yde al den garanti, som det var muligt at skaffe tilveje, og ligeså god som nogen anden stat. Om selve dend anske malkeko passede til de baltiske forhold, kunne jeg naturligvis ikke have nogen mening; det måtte de herrer selv afgøre, men jeg mente, at det rigtigste ville være, at de herrer kom til vore dyrskuer og på        stedet tog et skøn over vore malkedyr, for med egne øjne at se, om det var den vare, de ønskede. Jeg kunne udtale ligeover for dem, så vel i det kgl danske landhusholdningsselskabs som i alle de danske opdrætteres navn, at de skulle være særdeles velkomne, enten de så mødte som gæster eller som købere. Der blev efter denne udtalelse en skraben med benene til tegn på, at man var i overensstemmelse med den ærede sidste taler. Forhandlingerne fortsattes livligt, men da kl. Var 11 om aftenen afbrød den gamle præsident disse og ansatte et nyt møde til næste dags formiddag kl. 10, idet han indtrængende gjorde opmærksom på, at der skulle nås et resultat næste dag inden kl. 11, nemlig det klokkeslæt, på hvilket dagens dagsorden skulle tages for. Da mødet begyndte næste dag kl. 10, var oppositionen mødt fuldtallig, hvorimod en del af vore venner manglede. Det så altså til en begyndelse lidt betænkeligt ud; man mærkede imidlertid snart, at stemningen var blevet lidt mildnet, og på gentagen opfordring fra præsidenten om at komme til et resultat, rejste en af vore værste modstandere fra dagen forud, en baron Stael von Holstein, sig og foreslog, at i fremtiden skulle der benyttes følgende benævnelser i stambogen:
Angler, Fynsk (Dansk) og Angler-Fynsk, samt at disse 3 grupper skulle bedømmes hver for sig. Det var et resultat, som var bedre, end vi havde ventet. Hvis man nemlig var blevet ved den tidligere tagne bestemmelse , at der i stambogen kun skulle optages rødt baltisk anglerkvæg, ville man for det danske kvægs vedkommende risikere at få en ensidig bedømmelse, hvis dommergrupperne blev sammensatte udelukkende af tilhængere af anglerkvæget, noget man har set andre steder end der, medens resultatet nu er blevet et, at det danske kvæg kun kommer til at konkurrere indbyrdes. Det er et godt resultat der her er nået, når vi blot agte på, at der fra vedkommendes side ekspederes virkelig gode dyr til de baltiske provinser, ville vi have let ved at optage kampen med det lokale anglerkvæg, så vel som med det anglerkvæg der fremtidig indføres.
Når der nu spørges om, hvorledes jeg opfatter markedsforholdene derovre, da vil jeg sige, at jeg absolut fik det indtryk af alle de samtaler, jeg havde lejlighed til at føre om denne sag, at man derovre vil ind på mælkeribruget. “Det går ikke længere med den
hidtil førte rovdrift, særlig da kornet, takket være oversvømmelserne fra Syd- og Østrusland, ikke koster meget, og vi må derfor”, sagde man, “ind på en drift, der tilbagegiver jorden det, man tager fra den, og mejeridriften er da det eneste rationelle, vi have at holde os til”, og fra alle sider hævdedes det på det kraftigste - også den gamle præsident præciserede det flere gange - at kvægimporten fra udlandet var absolut nødvendig.
Da nu det danske kvæg har så mange tilhængere derovre, og da det passer de herrer, ligesom også de klimatiske forhold passer for vort kvæg, mener jeg, at vi skulle gøre, hvad vi kunne, for at få stærkt indpas derovre. Livland er 800 kvadrat mile stort, og Kurland har erklæret, at hvad Livland gør, vil Kurland gå med til, og bag ved disse provinser står det mægtige russiske rige, der nu også stikker sine følehorn ud og søger til dyrskuerne i Østersøprovinserne og melder sig som opkøber af rødt kvæg.
Eksporten til Østersøprovinserne må jeg således betragte som et godt middel til at ophjælpe vor kvægavl og til at lære de danske opdrættere at benytte stambogen. Der er kun forholdsvis få af disse, der forstår sig på at benytte den og virkelig anerkende de rene stammers betydning, men her har man nu i dette marked et udmærket middel til at hjælpe vort kvægbrug fremad. Der er al grund til at oparbejde dette marked, ligesom der muligvis også kan påregnes et marked for jydsk kvæg, idet en jydsk tyr har indpas derovre og er slået godt an. Til at optage dette arbejde have vi også manden, nemlig justitsråd Friis. Hans meddelelser fra tidligere rejser til Rusland har jeg læst, og jeg har nu set, hvorledes han behandler de herrer derovre, og hvorledes de behandler ham. De viste ham stor tillid, behandlede han som ligemand, og justitsråd Friis er derfor absolut den mand, der kan retablere det mindre gode tillidsforhold, der har været i den senere tid på grund af de uheldige varer, der er sendte derover.
Dette er, hvad jeg har at meddele om min sendelse til Livland.
Markedet er der, og manden til at oparbejde det er også til stede, og jeg mener, det er fuldkommen korrekt, at man begynder at søge sig andre markeder end dem, vi tidligere har haft, og gør det straks, før de gamle markeder er helt lukkede for os. Det arbejdende danske landbrug har absolut grund til at takke landbrugsautoriteterne og det kgl danske landhusholdningsselskab for, at det har taget initiativet til den sag, jeg har ført frem for dem, mine herrer, og jeg takker for, at der blev givet mig anledning til at yde min skærv til et arbejde, som forhåbentlig fremtidig vil være frugt for det danske landbrug. Jeg vil sluttelig dertil knytte ønsket om, at det i bestræbelserne for at finde nye markeder ret må gå op for det danske landbrug, at det også må kaste blikket indad og søge at bevare det marked, der ligger os nærmest og er det naturligste, men som til dato mildest talt er blevet meget forsømt, nemlig vort hjemmemarked.
Hertil sluttede sig følgende udtalelser:
Justitsråd Friis. Hofjægermester Tesdorpfs smigrende udtalelser om talerens virksomhed, lagde en stor vægt på hans skuldre, thi man kunne let få grund til at tro, at taleren kunne udrette langt mere end han virkelig var i stand til; men der var i forskellige retninger ikke så lidt at kæmpe imod med hensyn til indførsel af danske husdyr, skønt der rundt omkring sporedes varm interesse for dem.
Man finder i Østersøprovinserne mange elskværdige godsejere, der imidlertid i høj grad er idealister. Mange af dem har dannet sig et billede af, hvorledes en ko skal se ud, og de har samtidig dannet et sådant idealdyr, som næppe eksisterer, og som i mange retninger ikke svarer til de fordringer, vi stille til et godt brugsdyr. Taleren havde således på dyrskuet i Wenden set nogle
meget små og fine kvier, som han målte for at anstille sammenligning med dansk kvæg. Ejeren, en stor godsejer, spurgte taleren, om han ikke fandt dyrene tilfredsstillende, hvortil taleren ytrede, at de næppe ville give megen mælk og sikkert hurtigt ville gå tilgrunde. Hertil svaredes, at slige dyr tog sig smukt ud i ejerens park og på hans enge; om de gav mælk eller ikke, måtte blive hollændernes sag, det kom ikke ham ved. Over for slige argumenter ved man ofte ikke, hvor man skal begynde eller ende. Foruden sådanne og andre lignende urigtige opfattelser må også mindre pålidelige kommissionærers handler, der i længden ikke gavne dem selv, og som i høj grad misrekommandere det danske kvægbrug, bekæmpes med alle til rådighed stående midler. Ofte udgives dyrene for andet end det de virkelig er.
Ifjor var der således på et af dyrskuerne mødt en dansk mand med nogle røde køer og kvier. Han anmodede taleren om at være behjælpelig med at få dyrene solgte. Taleren erklærede sig selvfølgelig villig hertil under forudsætning af, at dyrene var fra de opgivne fynske stammer, og at stamtavlerne medfulgte.
Skønt dette forsikredes, havdes dog ingen, og det sagdes senere, at dyrene var komne fra Jylland. Resultatet blev, at manden kun fik solgt nogle af dyrene på skuet, men han forlangte også meget høje priser i forhold til kvaliteten.
Gribes sagen an med fornøden forsigtighed, vil der være afsætning for dansk kvæg ikke alene i Livland og Kurland, men sikkert også i andre landsdele. I Polen trænger man til at forbedre kvægavlen, men det vil selvfølgelig gå langsomt, da man der som mange andre steder er meget langt tilbage. Taleren havde således talt med en godsejer fra Polen, som nærede en levede interesse for danske forhold. Han havde på sit gods haft 300 stykker kvæg, men for tiden havde han kun nogle og halvfems; de to tredjedele af besætningen havde nemlig vist sig at være uproduktive; han skulle nu have det manglende erstattet og ville i sommer komme til Danmark for at gøre sig bekendt med forholdene. I Estland havde man udtalt ønske om at få jydsk kvæg at se, da man ikke kendte det. Man holdt nu hollandsk kvæg, hvormed man dog var mindre tilfreds, da det gav tynd mælk og degenerede.
Importen af hollandsk kvæg støttedes på forskellige måde dels af den hollandske regering og dels af landbrugsautoriteterne. Kvæget møder med certifikater og indbrændte mærker i hornene og på kroppen.
I Petersborgegnen findes dansk kvæg, som væsentlig er indført på foranledning af derværende danske forvaltere og man var veltilfreds dermed. Taleren havde talt med en godsejer fra denne veltilfreds dermed. Taleren havde talt med en godsejer fra denne egn, der holdt rødt kvæg, men det var ham ligegyldigt, enten det kom fra Angel, Jylland eller Fyn; at et var rødt var hovedsagen.
I Finland holdes overvejende Ayrshire kvæg; men man klager over, at det er meget tuberkuløst. På et par godser der har man indført kvæg fra Fyn, hvormed man syntes at være godt tilfreds. Det lod til,a t enkelte andre godsejere ville følge eksemplet.
Hvor store følger for vor eksport disse spredte tendenser ville have, kunne der selvfølgelig ikke haves nogen bestemt mening om, men vi var nødt til at arbejde ihærdigt for at skabe et marked og for ikke at blive skudt til side af andre kvægproducerende lande.
Efter udtalelser som taleren havde hørt i St. Petersborg syntes der at være nogen udsigt til import af danske heste og efter al rimelighed vil der blive anskaffet nogle til statsstutterierne.
Taleren ville benytte lejligheden, da han nu havde ordet til at supplere sine tidligere udtalelser. I St. Petersborg holder
Tyskland en landbrugsattaché, som har at varetage de tyske landbrugsinteresser og søge at skaffe afsætning for de tyske landbrugsprodukter. Fra Østprøjsen bliver de baltiske provinser berejste af afsendinge for søge markeder for de østpreussiske sortbrogede kreaturer. Desuden bliver disse provinser berejste af afsendinge fra Holland og Angel, og der gøres alt muligt fra disse lande for at få indpas i de baltiske provinser. Det er derfor nødvendigt, når vi ville søge et marked der, at have en mand, der kender forholdene og forstår at indarbejde et marked.
Hvad priserne angår, da ville de nærmest stille sig således, at der for kvier vil blive givet 200 a 220 a 240 kr., og for tyre i en alder af 2½ a 3 år ca 600 kr. Det er priser, som godt betaler omkostningerne ved opdrættet og giver et plus. Det skal nu ikke være de allerbedste dyr, der skulle sendes derover; gode, sunde tillægsdyr af 2den fra vor side ville være prima dyr der, og det forhold vil slå til i mange år.
Statskonsulent Mørkeberg havde af den ærede foredragsholders udtalelser fået det indtryk, at man derovre tildels havde haft grund til at være utilfreds med noget af det kvæg, der var sendt derover fra Danmark, og det var derfor ikke så underligt, at der lød røster mod en yderligere forplantning af dansk kvæg i disse provinser. På den anden side har det danske kvæg jo også fundet forsvarere derovre, og det må altså antages, at en del af det oversendte har været tilfredsstillende. Taleren vidste i hvert fald, at der navnlig fra Kvægavlerforeningen “Fyen” har været gjort store anstrengelser for at bringe en del gode stamdyr derover, og han ville nu gerne spørge den ærede foredragsholder, om der kunne meddeles noget om, hvorledes disse gode fynske dyr havde slået an derovre. Det havde glædet taleren at høre hofjægermesterens sidste bemærkning, at vi godt kunne sende, hvad vi kalder anden klasses dyr, til disse provinser, thi hvis vi kun kunne vente at få afsætning for første klasses dyr, kunne afsætningen ikke blive stor, da vi ikke kunne undvære meget deraf. Kunne vi imidlertid få et marked i de baltiske provinser for gode anden klasses dyr, ville det have sin store betydning.
Opdrætterne ville derved anspores til yderligere at forbedre deres stammer.
Hofjægermester F. Tesdorph kunne hertil kun svare det samme som før, nemlig at de første transporter såvel fra fynske kommissionærer som fra Kvægavlerforeningen “Fyen” var tilfredsstillende. De 120 køer og kvier, som den livlandske godsejer købte, var handelsvarer fra Fyn, altså anden klasses varer; det var gode dyr, som slog godt an; vedkommende var tilfreds med dem, og dette foranledigede ham til at arbejde på at få sine standsfæller til at indføre lignende kreaturer.
Selvfølgelig har Kvægavlerforeningen “Fyen” gjort sig umage for at skaffe gode dyr derover, og taleren har aldeles ikke rejst nogen bebrejdelse mod kvægavlerforeningen. Det ligger nærmest at antage, at de dyr, der have vakt utilfredshed er komne fra kommissionærer. Vi kunne naturligvis ikke sende dyr derover, som vi selv have brug for, men de praktiske folk, der have gode stammer og arbejde efter stambogen, kunne let blive af med deres dyr, og det hele vil være en spore til at arbejde videre i benyttelsen af stambogen. Hvad vi have tilovers af gode sekunda varer kunne vi let blive af med. En tyr, som havde fået 6te præmie på dyrskue i Nyborg, fik første præmie derovre.
Selvfølgelig vil afsætningen foreløbig ikke være stor, ikke tilnærmelsesvis sådan, som da vi i sin tid fik det engelske marked åbnet for vort fedekvæg. Det danske landbrug har måttet nedstemme sine fordringer, men taleren mente, at man lidt efter lidt ville vinde terræn derovre. Oplandet er stort, og der er en arkedsplads, som det er værd at oparbejde; men der må en skarp kontrol til, og de folk ville fremtidig ikke købe noget, uden at landhusholdningsselskabet - hvad taleren efter bemyndigelse har tilsagt - sætter sit stempel på kreaturerne som bevis for, at hvad de få, også er den vare, den udgives for. Men som sagt, det kan foreløbig godt være gode, sunde anden klasses dyr, og det kan det måske være i længere tid. For jydsk kvæg vil der sikkert i Estland være et marked, og med afsætning af heste vil der forhåbentlig også blive gjort forsøg. Der er her et marked, som vi skulle lægge os efter, men der skal som sagt være reel behandling over hele linien, således at man undgår grund til klager. Der har vistnok adskillige gange tidligere været grund for de folk til at klage over, at de ikke er blevne behandlede aldeles reelt.
Justitsråd Friis. Dyrskuet i Dorpat i august måned besøgtes bl.a.
af professor Bachhaus fra Königsberg, som er direktør for det derværende landbrugsinstitut. Efter nøje at have beset alle dyrene på skuet, udtog han en tyr, som taleren sidste sommer havde bragt derover, og stillede den sammen med 3 køer fra et gods, hvor man oprindelig havde haft anglerkvæg, men hvori der senere var indblandet fynsk blod.  Professoren udtalte, at man her havde en type for, hvorledes det baltiske kvæg burde se ud.
Vedblev man at holde anglerkvæget ublandet, ville det hurtigt degenere, medens det danske langt bedre bevarede sin type.
Denne udtalelse må tillægges så meget større betydning, som professoren selvfølgelig var interesseret i en eksport fra Østprøjsen. Ved landbrugsmødet i Dorpat i januar blev det østprøjsiske kvæg imidlertid udelukket fra den baltiske stambog og vil således ikke mere blive indført. Stambogen indeholder væsentligst mål af de dyr, der er optagne i den. Uden at tage hensyn til dyrenes alder har en vis mand i Rusland taget gennemsnitsmålene for dyrene henhørende til forskellige racer og er derved kommet til det resultat, at de danske tyre med hensyn til størrelse overgik anglertyrene, hvorimod anglerkøerne var større end de danske køer. Man kan heraf uddrage den noksom bekendte slutning, at det sete afhænger af øjnene, der ser.
Statskonsulent Mørkeberg ville spørge, om man kunne antage, at jordbunden derovre var nogenlunde forberedt til at modtage vore kreaturer. Efter hvad taleren havde forstået, stod man, hvad fodringsspørgsmålet angik, på et temmelig primitivt standpunkt i disse provinser, og det var derfor muligt at den modstand der var imod at indføre danske kreaturer, tildels hidrørte fra, at de danske kreaturer ikke var komne i så gode hænder, som de havde været herhjemme. Kunne der derfor ikke, hvis opdrætningsforholdene ikke er gunstige, på en eller anden må gøres noget for at få dem forbedrede, f.eks. Gennem deres landbrugspresse.
Hofjægermester F. Tesdorpf. Der findes nogle et mærkelige forhold derovre En godsejer havde ifjor fået 20 kvier fra Danmark; han blev syg, og alt var da overladt til hollænderen, der for at gøre det rigtig godt lod dyrene gå ude til december måned, hvoraf følgen var, de gik meget tilbage. Taleren havde derovre gjort bekendtskab med en gammel godsejer, hr. von Essen.
Det var en intelligent mand og ledende i Livland; han havde rejst en del, hvad de fleste af hans standsfæller vistnok ikke have gjort. Hr. Von Essen besad en meget stor ejendom og havde derpå et meget stort stutteri, der for øvrigt ikke var af stor betydning, men som landmand var han absolut dygtig. Han var inde på fuldstændig vekseldrift med roer, havde to danske forvaltere og danske mejerister, og hans køer malkede udmærket godt. For øvrigt er de herrer derovre, som interessere sig for det danske kvæg dygtige opdrættere, og de, der ikke allerede er inde på en fornuftig opdrætning, ville meget hurtigt lære, hvorledes de skulle behandle deres kreaturer. Ganske vist arbejdes der famlende og tages barnagtigt på mange ting, men det er noget, som vi herhjemme også har gjort, inden vi blev de heksemestre vi er.
Vi byder os selv en konkurrence ved at indføre gode avlsdyr i de baltiske provinser, men vi må tage stillingen som den er og se at få det bedste ud at sende vore dyr derover. I Livland bor der mange danske. I Dorpat var taleren således sammen med danske forvaltere, inspektører og mejerifolk. Den udmærket flinke ingeniør Sander bor i Dorpat. Han er en varm patriot og søger på alle måder at hjælpe de danske, der kommer derover, ligesom han også søger at indarbejde dansk industri. Ifjor havde han indrettet 4 dampmejerier på c 7 kvadratmil, og i år havde han bestilling på anlægget af 5 dampmaskiner. De skulle indrettes fuldstændig efter dansk mønster og have dansk besætning. Han meddelte, at der i Sibirien arbejdede over 100 danske mejerister og c 100 mand fra Livland, der var uddannede efter dansk mønster.
Præsidenten (hofjægermester) F. Friis) ville, forinden han hævede mødet, udtale, at det var ham særdeles behageligt, at han den første gang, han præsiderede ved et af selskabets møder, skulle rette en tak til en søn af gehejmeråd Tesdorpf, som så ofte havde givet vægtige bidrag til belysning af de spørgsmål, der var blevne diskuterede i denne sal, hvor møderne stadig have været holdte. Taleren skulle nu bringe hofjægermester ........