Breve fra højskoleforstander Anton Nielsen 1866-77

| | |


Forfatter Anton NielsenForfatter Anton NielsenAnton Nielsen var forstander for Vester Skerninge Højskole fra dens opstart i 1868 til 1884.

I 1882 købte Anton Nielsen Ollerup højskole 1888Ollerup højskole 1888Himmerigsgården i Ollerup og højskolen blev flyttet dertil fra Vester Skerninge.

Anton Nielsen var i mere end en forstand folkeoplyser, idet han var en af de kendte skolelærerforfattere fra det forrige århundrede, der skrev for almuen.

Anton Nielsen var kendt for at have et meget personligt og inderligt forhold til sine højskoleelever. Der findes en del brevveksling mellem ham og gamle elever, et af disse lyder sådan:
 

         Reerslev Sept. 1870

  Min kære Lavra

Vester Skerninge højskole 1868: Stående fra venstre Lærer Klindt, dyrlæge Rasmus Skov, Povl Sams, Anton Nielsen, Mads Hansen, pastor J.S. BrandtMidt i billedet med stribet kjole Karen Jørgensen, senere Odense højskolehjemVester Skerninge højskole 1868: Stående fra venstre Lærer Klindt, dyrlæge Rasmus Skov, Povl Sams, Anton Nielsen, Mads Hansen, pastor J.S. BrandtMidt i billedet med stribet kjole Karen Jørgensen, senere Odense højskolehjemDet var mig inderlig kært at høre fra dig og især glædede det mig at faa saadan et rart Brev, hvori du udtaler saa stor en Kærlighed og tillid til mig. Og Gud ske Lov at der aldrig har været andet end godt imellem os og at jeg aldrig har haft det mindste at bebrejde dig. Det kunde jo ellers nok træffe sig at jeg var misfornøjet med en og anden, saa maatte jeg jo sige dem det, og det var slet ingen behagelig Gerning. Allerbedst er det jo om de unge kan rette dem selv efter det Ord de hører saa at der ikke skal personlige Formaninger til. Og dog Tror jeg de kom til at holde af mig alle sammen ogsaa de som jeg havde været streng ved, de forstod vel nok til sidst at Strengheden kom af Kærlighed.
Ja det er vist at det var nogle haarde Dage de sidste. Jeg gik ogsaa næsten den halve Skoletid og var bange for dem og fik Taarer i Øjet ved Tanken om den Time da jeg skulde staa foran jer sidste Gang. Men Vorherre hjalp os jo udover det alt sammen, og Kærligheden som forsøder alt, forsødte jo ogsaa de sidste Vemodige Timer. Hvor det glæder mig at høre, at du har haft saa meget Gavn af Skolen. Det var da godt da du har gaaet og længtes efter en Højskole i flere Aar, at du saa ikke blev skuffet da du naaede saa vidt. Og naar du saadan føler at du er kommet Vorherre nærmere og er vokset baade i ydmygelse og Kærlighed, saa har du rigtignok stor Grund til at takke ham der sender al god og fuldkommen Gave ned til os. Jeg er ogsaa rigtig glad over det dejlige Kald som Gud har betroet mig og jeg vilde ikke bytte det med noget andet i Verden. Men der er ogsaa Besværlighed og Fristelse forbunden dermed, Fristelse til at tage Æren selv, i stedet for at give Gud hvad hans er. Naar jeg ser de unge vokse i alt godt da er det jo min allerstørste Glæde, for hvilken jeg saa tidt takker Gud med Taarer. Men mange Gange kan jeg ogsaa faa den stolte Tanke, at det er mig, der har gjort det - indtil jeg faar tænkt mig om, og husker at jeg kun er et ringe Redskab for Guds Aand. Naa lille Lavra, ja du har det jo nok noget ensomt nu, siden alle Veninderne er rejst og du er ene med dine Forældre. Men dine Kærlighedsminder de har dog ikke forladt dig endnu, dem maa du saa leve af, til du ser dem igen. Saaledes gaar det jo ogsaa mig. Jeg sidder ogsaa ene her hos mine gamle Forældre og længes saa tidt efter alle mine Smaapiger, men jeg glæder mig til at se jer igen om et halvt Aar, naar Linden løves paa ny. Nu er mine Øjne trætte saa maa jeg sige farvel til min lille Lavra. Gud være hos dig og føre dig ved sin Haand, det ønsker
                    din trofaste Ven Anton Nielsen.

Hils dine Forældre og alle gode Venner.
 
 

Breve fra Anton Nielsen til pastor Johannes Clausen, Ryslinge

Præst og højskolemand Johannes ClausenPræst og højskolemand Johannes ClausenKilde:Johs. Clausens privatarkiv. Rigsarkivet-

      Munkebjergby d.7. Jan. 1866

   Kjære Ven
 Fordi De virkelig er min kjære Ven har jeg ingen Ro paa mig, før jeg faaer besvaret disse Spørgsmaal:
 Er det sandt De søger Ryslinge?
 Er det sandt, at De er den eneste Præst i Danmark, som vil være bekjendt at søge det? 
 Det var mig fortalt, at ingen Præst vilde søge Ryslinge og jeg blev virkelig saa glad over dette Beviis paa Broderaand imellem Præsterne, hvor forskjellige de ellers kunde være; nu kan De nok forstaae hvor bedrøvet jeg maatte blive, ved at høre, at De vilde søge det. Jeg tænkte først. Skulde een eller anden Indflydelse eller Fristelse kunde have bevæget Clausen dertil, men saa tænkte jeg igjen; nej, jeg har aldrig hørt noget uædelt om ham, det kan ikke være muligt; havde jeg ham bare i dette Øieblik at han kunde forsvare sig. Jeg forsvarede Dem saa godt jeg kunde, men maatte dog tilstaae, at der var Noget jeg ikke kunde forstaae. Man sagde, at foruden Dem var der et Par Præster, som søgte, men at der aldeles ikke kunde være Tale om at beskikke disse til Ryslinge, og at Regjeringen vilde blive nødt til at kalde Birkedal, hvis De ikke søgte det. Endvidere blev der sagt, at Regjeringen underhaanden prøvede at forføre forskjellige Præster til at søge Ryslinge. Kjære Ven, dersom nu Alt dette er sandt, hvad kan saa have bevæget Dem til at skille Præst og Menighed ad i Ryslinge, som dog Gud har sammenføiet. Det kan dog ikke være en saadan Forførelse som jeg har nævnt ovenfor. Det kan dog vist heller ikke være for at modarbeide Grundtvigianismen. De maa dog endelig gaa i Rum med Gud om denne Sag, det er maaske endnu Tid til at tage Ansøgningen tilbage. For mig staaer Sagen som om baade Deres Tro og Ære stod paa Spil. De kan dog vist ikke blive vred paa mig for dette Brev, thi det er sandelig fremkommet af Kjerlighed til Dem. De maa endelig hurtig skrive mig til, for jeg kan ikke tænke paa Dem med Glæde førend jeg faar Svar.
 Men Alt staaer i Guds Faderhaand, og De staaer ogsaa i Guds Faderhaand og han vil nok sige Dem det Rette og styre Deres Fødder paa Fredens Vei.
 Amen!
          Deres Ven
          Anton Nielsen
 
 
 

     Munkebjergby d. 14. Jan. 1866

  Kjære Ven.

 Dette Navn giver jeg Dem endnu, og jeg føler, at jeg aldrig vil kunne kalde Dem Andet, saalænge, jeg lever. Det gjør mig dog saa meget Ondt, at jeg har  hjulpet til at bedrøve Dem især i denne Tid, da De havde fuldt op af den Slags, men kunde jeg vel Andet min Ven. Jeg kunde ikke tale om Dem eller tænke paa Dem uden med Smerte. Mit Brev var maaskee lovlig uskaansomt men jeg maatte skynde mig.
 At revse den man mest har kjær
 det kalder Verden Daarefærd.

Men De kalder det jo ikke saadan, De kan jo nok forstaae mine Følelser!
 Det er sandt, at jeg ikke kan være enig med Dem om Deres Bedømmelse af Grundtvigianernes Præken, ei heller i Deres Bedømmelse af Valgmenighedspræst Vilhelm Birkedal - RyslingeValgmenighedspræst Vilhelm Birkedal - RyslingeBirkedals Forseelse, men Gud Fader skee lov og Tak, nu da jeg har læst Deres Brev, troer jeg at De endnu er Vorherres eget kjære Barn. De er heller ikke vanæret i mine Øine, og De skal ogsaa faae Opreisning, saa langt jeg kan naa. Men jeg kan ikke naa ret langt i denne Sag - er det ikke muligt, at De i et eller andet Blad kan give en Fremstilling af Deres Forhandling med Ministeren. De vil nok efterhaanden blive vurderet rigtig, men det er saa kjedeligt at vente efter. Nu faar De gjøre hvad De kan. Dersom jeg endnu maa give Dem et godt Raad - saa er det:Gjør Alt muligt for at blive gode Venner med Grundtvigianerne. Tilgiv dem 7 Gange 70 og bliv ikke træt. Maaskee Deres Følelser imod dem er temmelig bittre? Det er dog alt for sørgeligt, at der i Herrens troende Menighed skal være saadan en Adskillelse, saa Herrens lille Flok bliver delt i to og den er endda saa lille, saa der ikke er Noget at dele.
 Men frem for Alt skal De nu være glad. - Alt staaer i Guds Faderhaand! Hører De det! Det er i Herrens Haand, De staaer De er vel ligesom David, men bange for at falde i Menneskenes Hænder, men det er dog ham der styrer ogsaa Menneskenes Hænder og Lunger. Lad dem saa skjælde, Da kan dog ikke gjøre det uden Guds Tilladelse. Og dersom det kniber saa sig: Hvorfor er Du nedbøiet min Sjæl! og hvorfor bruser Du i mig? bi efter Herren! Thi jeg skal endnu takke ham, min Frelser og min Gud. Jeg er nu selv saa overbeviist om, at Herren der har ført Dem i saa mange Aar og hjulpet Dem over saa meget, han vil rigtignok ikke forlade Dem nu, da De meest trænger til ham. Han vil nok udrette store Ting ved Deres Haand.
 Amen!
 See saa! Nu skal De smide dette Brev til side og ikke tænke mere derpaa, for det første. Nu skal De see paa Billederne i min Bog. Jeg er ganske godt fornøiet med dem. Kun faa Malere kjende saa meget til Landet som C.B. men han har lovlig megen Lyst til at idealisere Billederne til Forlovelsesgilder. Paa Herregaarde synes jeg bedst om, mit G.. er det daarligste.
 Gud være med Dem og Deres i det nye Aar. Jeg synes jeg har faaet saadan et velsignet Haab om Dem og det kan kun være kommet et Sted fra. Og derfor kan jeg ikke sige Andet til sidst end:

 Af Guds Naade, til Guds Ære
 evig glade vi skal være
 i Vorherres Jesu Navn!

     Venlig Hilsen fra min Kone og fra
      Deres oprigtige Ven
 
                       Anton Nielsen
 
 


 
 

              Munkebjergby 24/3 66

  Kjære Ven!

 "Tiderne forandre sig og vi med dem", jeg vilde gjerne have sagt det paa Latin, men kan desværre ikke huske det. Jeg vil gjerne undvære mit Latin for 100 Rd., om nogen vil kjøbe det. Men nu til Anvendelsen. For kort Tid siden var jeg bedrøvet over Dem og fornærmede Dem; nu er De bedrøvet over mig og formaner mig. Rollerne er nu vexlede, men vi spille ikke Roller for hinanden. Ligesaa vis som jeg er paa mig selv, at mit Brev kun var fremgaaet af Kjærlighed til Dem, saa vis er jeg ogsaa paa Dem og Deres Brev. De er bange for at jeg skal blive Grundtvigianer! Ja, det har De ogsaa paa en Maade Aarsag til, thi den kristelige Anskuelse, som dette Parti har, tiltale mig frem for nogen anden, fordi jeg synes den stemmer mest med Guds Kjerlighed. Jeg er af de trodsige Naturer, som ikke kun bøies, men kun smeltes. Derfor har De ogsaa altid smeltet mig ved Deres Taler, fordi jeg syntes De lignede saameget den første Johannes, hvorimod Bech har gjerne gjort mig mere haard. Kjerligheden er jo dog ogsaa den stærkeste jordiske Magt, som jeg saa tidt har prøvet. Jeg kan ikke sige Ja til alle Partiets Lærdomme, jeg kan aldrig blive nogen blind Eftersnakker, hverken af dem eller af Andre, men jeg mener, at jeg nok kan holde af dem, fordi jeg i et enkelt uvigtigt Punkt ikke tænker som de. Og uvigtige Ting kalder jeg hvad der ikke angaar Saligheden, hvad der i Skriften tillader to eller flere ligeberettigede Opfattelser, af hvilke ingen kan siges at stride imod Bibelen. Der er dog mig aldrig to Mennesker, som tænke fuldkommen ens om Kristendommen, hvorfor skal vi saa forkjættre hverandre, da det dog engang er Naturens Orden med denne Forskjellighed i Former, saavel i det Aandelige som i det Legemlige
 De kan nok ogsaa forstaa, at jeg i fædrelandsk Henseende maa føle mig knyttet til dette Parti. Det er jo dog i Særdeleshed dem, der har vækket Folkebevidstheden heri Landet, der har virket, at Folkelivet er blevet et nødvendigt Element i Kunst og Poesi - hvor kan saa jeg, som elsker baade Folket og Poesien være ligegyldig over for dem. I denne Henseende er de og har næsten altid været mine Folk, i kristelig Henseende kan jeg enes med dem om det Vigtigste - see saaledes staaer Sagerne.
 Jakob Jensen har i en Forsamling, nede hos Smeden, holdt en rasende Tale, som vist var myntet paa mig. Jeg var da temmelig sikkert den eneste, der forstod hans Skildring af Grundtvig, men det forstaaer sig, naar man slaar iblandt en Flok Hunde osv. Men jeg synes dog det var lovlig meget. Folk var kommet sammen for at opbygges, ikke for at høre, hvorledes en stakkels Hund blev tugtet. Jeg peeb ikke, men havde? nok med at holde mig, dog, det vilde jo have gjort Ondt værre, hvis jeg havde taget til Gienmæle. Jeg var nu meget uhyggelig til mode som De vel kan tænke, og jeg satte mig for at blive hjemme en anden Gang, naar Jakob præker. Det var Alt hvad han udrettede hos mig
Han er meget ubehagelig at se og høre paa, naar han raser, men naar han nu endelig skal rase, da vilde jeg ønske, at han for Fremtiden vilde nøies med at rase mod Djævelen og hans Slægt - men hertil troer jeg dog ikke Grundtvig kunde regnes. Jeg spurgte mig selv, under Foredraget:Kan Guds Aand aabenbare sig paa en saadan uhyggelig Maade? Jeg ved nok Paulus blev beskyldt for at rase, men det var af en Hedning, som ikke forstod, hvad Talen var om.
Poulsen hører jeg gjerne og jeg holder meget af ham, men det er ogsaa Sandheds Ord, der ere vel betænkte, at han taler.
 Jeg sørger saameget mere, at der ikke kan komme noget Forhold i stand mellem Dem og Birkedal. De maa endelig bære over med ham, husk paa, han er krænket og saaret, medens De er ovenpaa. Alt hvad De hører om ham, kan vist heller ikke være sandt, thi det er vist ikke hans Venner, De hører det af. Tænk, jeg har saamænd havt den forfløine Plan, at drage over til Birkedal og beleire ham, indtil jeg fik ham til at følge med hen til Dem, og jeg har endnu ikke reent opgivet det.
 Min Ven, nu har jeg da fortalt Dem Noget til Svar paa Deres Brev.Det er jo kun lidt, imod hvad jeg vilde have fortalt, hvis jeg havde talt med Dem
Jeg har da idet mindste været ærlig - og jeg tænker at De nok bliver ved at holde af mig. Tak for Indbydelsen! Ja, jeg veed nok, at der er rart at komme hos Dem; jeg tænker endnu med Glæde paa de faa Gange jeg har besøgt Dem. Og Deres Kone tænker vi paa desuden, hver Gang vi glæde os over hendes Billede.
 Kommer vi Til Fyen, saa kommer vi ogsaa til Dem, det er vist.
 Gud opholde os Alle, sin Kjærlighed og styre
 vore Fødder paa Fredens Vei. Amen!

  Kjærlig Hilsen fra min Kone og fra Deres oprigtige Ven
      Anton Nielsen
 
 
 
 

      d. 4. Juli 1877
 

  Kære Clausen!

 Det var godt at De tog Bladet fra Munden, at De selv faar Luft og hjalp mig til det samme, at Luften kan blive klar i mellem os. Hvorfor De har holdt Dem tilbage fra mig, det synes jeg nok at jeg havde forstaaet, men nu ser dog, at jeg har taget Fejl. Jeg troede nemlig, at De ringeagtede mig for min ægteskabelige Ulykke og jeg syntes at De havde Ret dertil og kunde ikke andet, især da De vel kun havde hørt, hvad der blev dømt i Reerslev og der omkring. Da jeg nu troede det om Dem, saa turde jeg ikke tale eller skrive til Dem som i gamle Dage. Naar jeg i de senere Aar har set Dem enkelte Gange, saa synes jeg, at De har talt med mig, ligesaa venligt og tillidsfuldt som tidligere, men en Gang, for længe siden, første Gang jeg hilste paa Dem, efter at min Kone var rejst, da syntes jeg, at jeg saa tydelig kunde læse en haard Dom af Deres og Deres Hustrues Øjne, og det var nok til at skræmme mig, selv om jeg tvivlede om, at jeg havde læst rigtig. Alle de Mennesker, som har kendt mig i Munkebjergby, dem er jeg bange for at tale med. Man er jo altid bange for at nogen skal røre ved det aabne Saar. De kan tro, det bliver tidt nok revet op! Det kan aldrig læges her paa Jorden, men det som holder mig oppe er Guds Naade, som forlader mig min Synd ogsaa i nævnte Henseende, og som viser mig, at Gud ogsaa kan faa noget godt ud af denne Vildfarelse, som viser mig, at han dog har noget han kan bruge mig til. Nu kan De vel nok forstaa min ærbødige Underskrift. Jeg turde ikke giøre Fordring paa den gamle Fortrolighed, som jeg mente at have forspildt.
 Nu hjertelig Tak for Deres Brev og for Deres fornyede Venskabsforsikringer! Det er virkelig sandt, at jeg har stor Agtelse for Dem, saa jeg kunde nok med Sandhed kalde mig Deres ærbødige, men det er ligesaa sandt, at jeg langt hellere vil kalde mig Deres oprigtige Ven, naar jeg ved at jeg tør.
  Hvorledes min Overgang til Grundtvigianerne var, hvorledes mit Værn var i denne Overgangstid ved jeg ikke selv, det ved andre Mennesker bedre. Vist er det, at jeg blev taget med Storm af Højskoleforstander Ernst TrierHøjskoleforstander Ernst TrierErnst Trier og hans Skole og jeg er vistnok kommet noget hovedkulds af sted, uden at vide hvor jeg kom hen. Det var Mildheden og Kærligheden i Forkyndelsen, som først tog mig, derefter kom den folkelige Side. Det er nu imidlertid en Overgang som jeg aldrig har fortrudt, da den Retning passer bedst til min Natur. Men jeg beder Dem at tro, at jeg aldrig er, eller kan blive en Abekat, en blind Eftersnakker, der til er jeg for selvstændig og for kritisk anlagt.
 Paa min Skole gaar jeg ganske frem efter mit eget Hoved og Hjerte, hvorfor jeg ogsaa tidt bliver fordømt af de
 Hvad det Digt angaaer, som De skriver om, da vil det være mig en Glæde om De vil bruge det, men hvad er det for et? Jeg kan ikke blive klog derpaa, efter Deres Beskrivelse, en eneste Strofe om De kunde mindes en, vilde hjælpe mig paa Spor Men hvis De selv kan finde det nogen Steder, da vil det rigtig glæde mig, om De vil bruge det.
Vil De sige Deres Hustru, at Fader og jeg er saa mageløs glade over Billedet. Det blev hængt op i Aftes i samme Øieblik som det kom hjem. Deres Hustru trænger vel ikke til en Kaabe, saadan som sidst. Vidste jeg noget hun trængte til, eller som kunde glæde hende, da vilde det gøre mig rigtig godt,om jeg kunde glæde hende igen. For Øjeblikket ved jeg ikke andet end at takke hende og bede Gud glæde hende, som hun har glædet Fader og mig, vi to enlige Mennesker.
 Og endnu en Gang Tak, kære Clausen, fordi De har væltet Stenen bort, der laa imellem vore Hjerter og trykkede til begge Sider, selv kunde jeg ikke.

     Deres oprigtige Ven
                                                                                                 Anton Nielsen
 
 
 

     d 6. Juli 1877

  Kære Clausen! 
 
Vester Skerninge Højskole i 1870'erneVester Skerninge Højskole i 1870'erneDet er morsomt at skrive til Dem igen. Tak af mit ganske Hjerte til Dem og Deres Hustru, at De atter har banet Vejen imellem os. Jeg var længe forgabet i Trier, men den Vinter, jeg var paa hans Skole, der gik det bort. Han er en Snakkebroder, en ren Gert Vestfaler, en lille Tyran og en Jøde. Naar man er hos ham daglig, da mærker man Geschæften, dog Eleverne mærker det sjældnere. Men trods alt dette som stammer fra hans Fødsel og fra hans forkælede Opdragelse, saa har han dog virkeligt et varmt og kærligt Hjerte, som er uimodstaaligt, naar det ret vises. Men De har vist aldrig haft Lejlighed til at se det.
 Jeg sender Dem min Digtsamling til Afbenyttelse, jeg ejer den ikke selv. Der vil vist ikke findes meget deri, som kan staa for Richardts Dom, men jeg er ogsaa glad naar jeg kan komme lidt med i Deres Bog. Jeg behøver vel ikke at sende Dem:" Ynglingelængsler", da det staar i Højskolebladet. Jeg holder meget af det, det er skrevet til en af mine kæreste Elever, som bor ved Stranden; om det har Kendeord? ved jeg ikke. For vel et halvt Aar siden, havde jeg et Digt i samme Blad, som hed: "De høje Træer"! Vil De se paa det med det samme.
 Hvor faar De en Forlægger i disse knappe Tider? Jeg skal til at søge mig om, den sidste jeg havde, tør ikke begynde paa noget nyt, siger han. Kan De anbefale mig en?
  Vil De huske paa mig, naar De opdager noget som kan glæde Deres Hustru?
 Nu har jeg ikke mere at fortælle denne Gang. Kærlig Hilsen til Dem og Deres Hustru fra Deres hengivne
      Anton Nielsen

 Maleriet har været udstillet for Højskolepigerne, det glædede især dem fra Reerslev, en af disse kunne kende sin Faders Køer.