Stevner og folde m.m.

| | |

Dyrlæge Peder Jensen (1846-1913)Dyrlæge Peder Jensen (1846-1913)Af dyrlæge P. Jensen, Kværndrup [1908]


En af vore landsbyers ejendommelige fremtoninger fra gamle dage er bystævnerne med de forskellige indretninger, som sluttede sig hertil eller grupperede sig derom. Bystævnen var hovedsamlingsstedet for bymændene, når sager skulle afgøres, der vedkom hele byen, og i fællesskabets tid var det meget hyppigt tilfældet.


Af de indretninger, der ligefrem sluttede sig til bystævnen, var "fajlen" d.e. folden den vigtigste. I denne udsattes fornemmelig sådanne husdyr, der om sommeren fandtes at gå til skade på marken. De forblev i foldene, til det oplystes, hvem ejeren var, og til han havde betalt den for slige tilfælde bestemte bøde til bylavet.


En typisk gl. landsbysmedieEn typisk gl. landsbysmedieDernæst må nævnes byens smedie, en indretning, man benyttede så lidt som muligt, al den stund jernet var så dyrt, men som man alligevel umulig helt kunne undvære. Bysmedien var som regel bygget på gadejord, og således nærmest bylavets ejendom. Smeden selv var ikke alene en vigtig mand i byen, men ofte en myndig mand, trods det, at han stod i et vist tjenende forhold til bylavet.
En tredie indretning, som fandtes i adskillige landsbyer, var en fælles plantehave eller et "plantebed", det vil sige, et stykke gadejord, hvor bymændene i fællesskab tiltrak de kålplanter, som der i sommerens løb blev brug for.

Sidst i rækken af disse forskellige ting må nævnes Vester Skerninge kroVester Skerninge krobyens kro. Denne vedkom jo langt fra fællesskabet eller bymændenes anliggender, men af let forståelige grunde hold den sig dog så nær til stævnen, som omstændighederne på nogen måde tillod.

I det følgende skal disse genstande nærmere betragtes hver for sig, under særligt hensyn til hvad vi ved om dem, således som de i sin tid forekom i Kværndrup sogn.


Åsum bystævneÅsum bystævneBystævnen, gadestævnen, stævnepladsen eller blot stævnen fandtes nær ved byens midte, og dens beliggenhed har ikke været vanskelig at efterspore her i Kværndrup sogn. Et stykke gadejord afgav plads for bystævnen, hvis grænser oftest var uregelmæssige; til den ene side danner byens hovedgade altid grænsen, til andre sider kunne en dam, en bygning, et havegærde eller byens fold skille pladsen fra sine omgivelser.  Omtrent midt på pladsen fandtes en del store naturlige, altså utilhugne, kampestene, nogenlunde ordnede i en rundkreds. Disse stene tjente til sæde for de samlede bymænd under deres rådslagninger. Sådan forestiller nogen sig et middelalderligt bystævneSådan forestiller nogen sig et middelalderligt bystævneEt eller flere store træer, fortrinsvis aske, overskyggede stenene og pladsen, og vi kommer derved let til at tænke på asernes gamle tingsted med asken Ygdrasil som midtpunkt; thi stævnen var virkelig i mangfoldige tilfælde et tingsted, hvor stridigheder og trætter jævnedes, og hvor der blev holdt dom over mangen forbrydelse, og det med fuld gyldighed; dette gælder således om mange mindre tyverier.


Men ikke alene for bymændene, når de afhandlede deres alvorlige sager, var bystævnen en samlingsplads, også byens ungdom samledes her til leg og spøg; den allergrønneste ungdom, børnene, tumlede sig her dagen lang især om sommeren, og den modnere ungdom om aftenen efter endt dagværk. Måske stod det såkaldte majtræ tidligere altid på stævnen; i hvert fald var dette i sin tid tilfældet i Trunderup (år 1701), hvor begreberne stævne og majtræ falder sammen.

Kværndrup by 1800Kværndrup by 1800Kværndrup Bystævne fandtes der, hvor den folkelige forsamlingsbygning "Kværndrup Forsamlingshus" blev bygget i 1892. Den sydlige del af huset ligger dog uden for den gamle stævnes grund, mens den nordlige langtfra dækker hele pladsen, der strakte sig en del længere mod vest og nord, så at den nuværende gyde, Ramsherred og kirkesti, der går mod vest fra Odense-Svendborglandevejen tildels går over stævnepladsen og delvis danner dens nordgrænse; landevejen var stævnens grænse mod øst, mod vest dannede et stengærde og tildels en ladebygning grænsen, ligesom denne også dannedes af en ladebygning mod syd.

Pladsen var nærmest formet som en trekant, med toppunktet liggende ved eller på landevejen, så denne kun et kort stykke berørte den. Stævnepladsens størrelse kan kun angives tilnærmelsesvis: Trekantens lodrette højde fra øst til vest var antagelig 20 à 25 alen, og dens grundlinie langs det nævnte stengærde 25 à 30 alen. På det højeste af pladsen, længst mod vest, stod endnu ved midten af det 19. århundrede et mægtigt elmetræ, lavstammet, men overordentlig bredkronet, og omkring dette grupperede bymændenes omtrent 30 siddepladser sig, store kampestene, der kun tilnærmelsesvis dannede en kreds. Disse stene blev fjernede fra pladsen 1859, og samtidig faldt den alderstegne elm for øksen.

I senere tider, måske efter byens udskiftning 1801, blev stævnepladsen meget almindeligt kaldt "Børsen". Hvorledes dette navn er bleven den tillagt, kan være uvist; men rimeligt er det, at det skyldes et vittigt hoved i de unges selskab, en der har været soldat i København og der lært Børsen at kende og mente, at det kunne være et passende navn for det sted i hans hjemstavn, hvor man hyppigt samledes.

Lignende indvandrede navne kendes også andre steder her på egnen; et stykke gadejord i Trunderup hedder Bremerholm, og nogle gamle sammenbyggede huse og rønner i Høje by, Lunde sogn, kaldte man "Gammel Strand", hvilket navn fik en næsten komisk klang, da det i slutningen af 1890erne rygtedes, at "Gammel Strand" var brændt. 
 
Trunderup by 1792Trunderup by 1792Trunderup byes gadestævne fandtes der, hvor den såkaldte Rokkergyde (d.e. Rakkergyde) vest fra gennem byen løber ud på Nyborg-Bøjdenlandevejen. Denne dannede den østlige grænse af en temmelig stor plads, hvis nordlige og sydlige grænser udgjordes af en dam på hver side, samt ligeledes et stykke havehegn både mod nord og syd og endelig også her en enkelt bygning.  Vestsiden begrænsedes af en svingning af Rokkergyden, der her løber langt et gammelt toftehegn. Pladsen havde en udstrækning langs landevejen fra syd til nord af ca. 100 alen og omtrent samme mål fra øst til vest. Den vestlige grænse har dog næppe været så stor som den østlige. På denne plads midt i byen fandtes både stævnen, fajlen og smedjen.

Den egentlige stævneplads lå omtrent midt på dette stykke gadejord og dannedes af en i en bue liggende forhøjning eller vold, som i daglig tale kaldtes "Smeddebanken". Denne vold dannede den sydlige og vestlige grænse af fajlen. På volden voksede 3 store, stivede (d. e. topkappede) aske og under disse var stævnen; men vi har ingen efterretninger om, at der har været store stene til siddepladser, i hvert fald er disse da forsvundne for omkring ved 100 år siden. De tre kæmpeaske forsvandt omtrent 1825, og selve "Smeddebakken" er også forlængst borte, ligesom selve pladsen er blevet indskrænket dels ved landevejens udvidelse og nyanlæg i ovennævnte år, dels ved at havegærderne i nord og syd trængte sig ind på pladsen. Pladsen er bebygget fra 1897 som matr.-nr. 46.

Gultved by 1786Gultved by 1786Gultved, der er langt den mindste af sognets 4 byer, har dog haft sin bystævne, der lå umiddelbart nord for byens eneste vej eller gade, der altså blev stævnens sydgrænse, et havehegn mod øst og en bondegård matr. nr. 2 mod nord dannede grænserne til disse sider. Mod vest er grænsen mere ubestemt, men da der i vejgrøften ud for stævnepladsen findes en stensætning, som danner en forkrøkning med den videregående, er det rimeligt at antage, at denne forkrøkning angiver vestgrænsen. På denne måde findes det, at pladsen har haft en udstrækning fra øst til vest af 30-40 alen og fra nord til syd af omtrent 50 alen. Kun et enkelt gammelt, stivet asketræ i stævnepladsens yderste hjørne antyder nu, at pladsen kan have været prydet med slige træer. Da vejen til nævnte bondegård går over stævnepladsen og forbi den gamle ask, kunne denne tænkes at være plantet ved gårdens indkørsel; thi det har netop i sin tid været temmelig almindeligt at plante asketræer uden for gårdenes porte, og vi kan i så fald ikke tillægge stævnen alene dette træ.

De sædvanlige store stene, der var sæde for bymændene var stillede i en rundkreds på stævnen, og uden om denne var opkastet en jordvold, hvori der plantet lidt. De store stene fjernedes i 1852-53, da de blev anvendt som grundstene under nabogården, "Bækgården", og selve stævnen ligger fra den tid som toftejord under matr.-nr. 2.

Egeskov by nærmest godset 1804Egeskov by nærmest godset 1804Egeskov by havde ligeledes sin gadestævne liggende omtrent midt i byen, umiddelbart ved Egeskov gade, den gamle Nyborg-Bøjdenlandevej ad den ny alle ned mod hovedgården, får man, lidt før man når bygaden, stævnepladsen til venstre for sig. Mellem denne og alleen lå en stor dam, som delvis findes der endnu; denne dam var pladsens østgrænse før, og gaden dannede nordgrænsen, medens det gamle "poststed" afgrænsede den mod syd. Mod vest var grænsen flydende, idet her lå et anseligt stykke gadejord og en senere udflyttet gård.

Denne gadejord afgav også plads for en del af det bekendte Egeskov Marked, særlig for pottemagerne, hvorfor man også hørte navnet "pottemarkedet". Senere bredte karruseller, kunstberidere og alskens andet gøgl sig over hele pladsen på markedsdagene. Den sidst afdøde slægt kendte bedst stævnen under navn af Plantebedet, hvilket tyder på pladsens brug til andet end stævne og marked.

Om træplantninger på denne stævne ved vi aldeles intet; rimeligt er det, at træer aldrig har kunnet opelskes på en sådan plads, hvor et stort, uroligt flere dages marked årlig gentog sig og havde gjort dette i århundreder. Derimod har pladsen været forsynet med de sædvanlige siddepladser af store kampestene, der også her var anbragte i en kreds.

Som allerede nævnt, var det i fællesskabets dage, at gadestævnerne havde deres største betydning; thi mændene måtte idelig samles for at træffe aftaler og tage bestemmelser om, hvilke arbejder i mark, eng og skov, der nu skulle foretages. Hvad enten det gjaldt at pløje og så eller høste og slå, måtte det "tages ved" på stævnen.

Når kreaturerne skulle på græs om foråret eller i "avre" (d.e. ævret) om efteråret, skete det efter fælles aftale; ligeledes når svinene skulle i skoven på olden for at fedes, ikke at tale om, at gærderne om byernes vange og tofter til bestemte tider måtte være i forsvarlig stand. Men foruden slige betydeligere ting var der en mængde mindre væsentlige bestemmelser, som blev tagne på stævnen.

Var der således f.eks en sommermorgen funden løse heste i mark og eng, var et møde ved bystævnen almindeligt og nogle steder uundgåeligt. Ejeren blev sat i bøde -øl, brændevin eller penge, og den stakkels dreng, der havde tøjret de pågældende heste om aftenen, kunne heller ikke altid rå ram forbi, han måtte også bøde, ganske vist ikke med penge eller øl, af hvilke goder han intet ejede, men han havde ryg og bagdel, og hermed måtte han bøde, idet han fik kvitteringen tegnet med farvede striber på disse legemsdele - et almindeligt udslag af hin tids hurtige retsforfølgning.

De arme drenge, der som oftest var kommen sidst i seng om aftenen efter at have sat hestene på græs, når arbejdstiden var forbi, måtte mangen gang afsted igen om morgenen tidligt, endogså kl. 2 om natten, dels for at undgå ubehagelighederne med de løse dyr, dels for at flytte dem eller føre dem hjem, når hovarbejde foestod.

Når bymændene skulle møde på gavestævnen, blev de sammenkaldt ved tuden i byhornet, og enten skulle de da, som f.eks.  i Kværndrup, møde straks, da de ellers blev sat i bøde, eller de skulle møde en bestemt tid, f.eks. en time, efter at have hørt hornet; således i Trunderup. Der tudes til stævne på AvernakøDer tudes til stævne på AvernakøOldermanden rådede for sammenkaldelsen, og i senere tid besørgede han også personlig tudningen; men i ældre dage - for 200 år siden - påhvilede dette hans "fuldmægtig" eller medhjælper "Stoelsbroderen". I den gamle vedtægt for Kværndrup by (1706) er der nemlig således foreskrevet: "Befaler oldermanden stoelsbroderen at tude, som skal være for alles porte, at det kan høres, da skulle hver mand straks i egen person møde, uden han har lovligt forfald")

At kalde bymændene sammen med hornet var almindelig langt ind i det 19. århundrede, men har tabt sig mere og mere, indtil det nu er ganske forsvundet her på egnen, undtagen i tilfælde af ildløs.

Endnu i 1861-62 kunne man jævnligt høre byhornet i Voldstrup, Ringe sogn, når der blev tudet til stævne, hvilket sædvanlig skete kort før solnedgang om sommeren. Tudningen er en uhyggelig lyd, hvilket vel nok har bidraget sit til, at den er bleven indskrænket; men hovedårsagen til forandringen må dog søges dels deri, at man efter udskiftningen - omkring 1800 - fik langt mindre at samles om, og dels i den omstændighed, at flere og flere af byernes gårde efterhånden flyttedes ud på marken, hvor man vanskeligere kunne høre hornet og dog skulle møde efter dets kalden; thi udflytterne hørte fremdeles med til bylavet og var derfor heller ikke fritagne for at være oldermænd efter tur.

Hørte en udflytter ikke hornet og af den grund udeblev fra et stævnemøde, gav dette naturligvis anledning til vrøvl og misfornøjelse. Hertil kom endvidere, at når man tudede både i tilfælde af ildløs, og når der skulle gives møde på stævnen, kunne der let indtræffe misforståelser, selv om alle hørte hornet; thi kun den måde, hvorpå der blev tudet, angav, hvad der var på færde. Gjaldt det kun at samle bymændene på stævnen, tudedes der med lange, vedholdende toner, skulle derimod folk sammenkaldes i anledning af ildebrand, blev tudningen formet som korte, arrige, idelig gentagne stød i hornet.

Tog man nu fejl af måden, der tudedes på, hvilket jævnlig hændtes, undertiden måske forsætlig, gav det forstyrrelse i den vedtagne orden. En kom straks, når han hørte hornet, og ville efter ildebrand, og så gjaldt det måske kun et stævnemøde; en anden kom først 1 time efter at have hørt tudningen og ville til stævne, og så var alle de andre taget bort for at standse ildløs.

De stadige fortrædeligheder og stridigheder, sådanne fejltagelser førte med sig, havde til følge, at man, i det mindste i Trunderup, opgav at tude til stævnemøderne og kun brugte hornet, når der var ildløs.

Det må dog erindres, at sålænge fællesskabet bestod, kunne man i de tætbyggede byer ikke let høre fejl eller undskylde sig dermed; man ville i hvert fald hurtig blive gjort opmærksom på, hvad der var på færde, og selv om man arbejdede på marken, var befolkningen mere samlet, da alle arbejdede i samme vang, især i høst og slet.

Byhornene følger nu ikke mere oldermændene, endskønt disse tildels endnu er bibeholdte; men siden lov af 2. marts 1861 om brandpolitiet på landet er de i brandfogdernes værge, men ligefuldt byens fælleseje. Nutildags kaldes bymændene til stævne i oldermandens hus ved en såkaldt omgangsseddel, der hurtigst må sendes fra mand til mand byen rundt. Dog, også dette vil snart forsvinde.

I næsten enhver landsby fandtes, så længe fællesskabet varede, en fold - i Sydfyn hedder den "fajl" eller faldegård - hvis bestemmelse foran er antydet.

Da de mere eller mindre uvane dyr, der brød ud af græsbedet og gik til ugavn på marken, blev indespærrede her, indtil vedkommende ejer udløste dem ved at betale bøde, måtte det være en stærk indhegning, og hver mand i byen havde derfor også sit stykke af hegnet at vedligeholde og svare til. Lågen eller ledet ind til folden var låset, så ingen uvedkommende kunne komme derind. Nøglen havde "faldegemmeren" eller, hvor en sådan ikke fandtes, vistnok oldermanden i sit værge.

Fajlen eller folden i Kværndrup stod på den østen side af landevejen lige over for stævnen og var en ret anselig plads, der indtog det meste af det nuværende matr.-nr. 60a og b; den havde en oval eller rundagtig form, og efter de gamles angivelser kan den have indeholdt 3 à 4 skpr land; det var selvfølgelig byens fælleseje eller gadejord. Hegnet var et bundgærde, d.v.s. et højt risgærde uden jordvold under.

Omtrent midt på pladsen lå et hus, hvis beboere må antages at have været vogtere på fajlen eller faldegemmere. Ved byens udskiftning 1801 mistede folden sin betydning og blev derfor nedlagt. Huset, som lå her i foldegården, synes at være blevet et jordegent hus omtrent samtidigt.

Foldens grænser blev i den følgende tid rettede ved magelæg med naboerne, først imod syd, hvor der lå et jordegent hus, senere mod nord og øst, og da endelig en ildsvåde 1830-40 "på en belejlig tid" overgik det gamle hus, som lå her, blev det opført på ny i foldens nordvestre hjørne tæt ved landevejen, og dermed fik pladsen den mere firkantede form, som man i nyere tid har kendt.

Ved Odense-Svendborg-landevejens udvidelse og omlægning gennem byen i 1838 gik der noget af den gamle fold med trods den daværende ejers ihærdige modstand; derved blev afstanden mellem stævne og fold også lidt større end oprindelig. Som følge af alle disse forandringer kan man ved betragtning af de nuværende forhold alene ikke få nogen klar forestilling om den gamle folds oprindelige udseende.


Landsbyens kvæg under opsyn af byhyrdenLandsbyens kvæg under opsyn af byhyrdenByhyrden, eller hvem andre der var sat til at vogte vangen, skulle optage de dyr, som gik til skade på marken, når de rev tøjrene over eller sprang over gærder, og indsætte dem i "fajlen", hvor de var under opsigt af "faldeværgen", indtil de blev udløst af ejeren.

De bøder, som herved indkom, skulle foldeværgen gøre regnskab for på stævnen hver 14de dag, idet han måtte gøre rede for, hvilke dyr der havde været optagne, og hvad derfor var betalt. Disse bøder skulle tilligemed "de andre byens indkommende midler til videre deling forvares".

Det var selvfølgelig ubehageligt for en mand at komme til at betale bøder for sine optagne kreaturer, men værre var det dog, hvis han lod sig friste til at tage dem fra dem, som skulle føre dem til foden, eller med magt ville udfri dem af denne; thi da var bøden herfor meget højere, nemlig "4 mark til byen og dobbelt så meget til herskabet" (byloven for Kværndrup by 1706).

Om folden i Trunderup ved vi ikke så god besked som om den tilsvarende i Kværndrup; thi vel foreligger der forskellige meddelelser om den, men disse er så forskellige, at de er noget vanskelige at bringe i overensstemmelse; dette gælder især dens beliggenhed i forhold til stævnen og smedien.

Holder vi os først til en gammel mands forklaring, som har kendt pladsen således, som den henlå i begyndelsen af det 19de århundrede, nogle år efter byens udskiftning, finder vi, at den foran nævnte "Smeddebanke", d.e. stævnepladsen, dannede foldens grænser mod vest og syd, og grænserne mod nord og øst bestod af stengærder.

Derved fik folden en nogenlunde firkantet form, og dens tværmål kan antagelig have været 30 à 40 alen, dog derom vides intet bestemt; men den har i hvert fald været mindre end den tilsvarende i Kværndrup. Tæt østen for folden lå bysmedien.

I en retssag, der 1701 førtes mellem forskellige adelige godsejere på den ene side og besidderen af Egeskov gård og gods på den anden, angående ejendomsretten til smedien i Trunderup, gives der nogle oplysninger om disse indretningers beliggenhed i forhold til hinanden, som ikke her bør helt forbigås. Det hedder i et udstedt synstingsvidne:

 "Fogden, Chr. Mørk på Ravnholt tilspurgte dem (d.e. synsmændene, der havde optaget syn over smedien):

1) Om de ikke ved deres syn befandt imellem omtvistede smedie og Jens Hansens gård et gadekær?

2) om de ikke i det nordvestre hjørne af smediehuset så byens fold stående, og

3) om ikke samtlige Trunderup bymænd havde deres almindelige gadestævning straks på den nordre side af smedien?

Dertil svarede de:

1) Til det 1ste: At gadekæret er beliggende imellem Jens Hansens gård og smedien m.v. har de forklaret i deres forretning.

2) Til det 2det: Da de synede smedien, viste bymændene og sagde: "Der står vor fold", som var vest eller nordvest for smedien.

3) Til det 3die: Bymændenes stævne eller majtræ så de og at være nord for smedien, hvor en vej fra mellem den og smedien, som de Trunderup mænd sagde var deres landevej til Odense.

Det her beskrevne forhold mellem fold, stævne og smedie må antages i det hundredår, der ligger mellem 1700 og 1800, at have undergået nogen forandring, især må smedien have haft en anden plads, da de to beskrivelser ellers umulig kan bringes i samklang.

I de to af sognets byer, Egeskov og Gultved ved man nu intet at berette om en fold i stævnens nærhed; men det er rimeligt, at sådanne har været der, i hvert fald i Egeskov, der var en ret anselig landsby.

Før vi på forhånd antager, at Egeskov har haft en fold, kan vi også med stor sandsynlighed angive, hvor den har været; thi på samme side af gade, hvor både stævnen og i sin tid smedien har været, er der endnu et så anseligt stykke gadejord mod vest, at det ville være en fortrinlig plads for en sådan fremtoning.

Gultved by, som kun består af nogle få gårde, oprindelig kun 6, har måske ikke haft nogen "fajl" behov for at holde rede på sine husdyr; men har man haft en sådan, er det muligt, at den indhegnede stævneplads tillige har gjort tjeneste som fold. På den toftejord, der ligger umiddelbart vesten for stævnen, var der forøvrigt en ypperlig plads til en fold.

Foruden disse folde i selve byerne havde man i ældre tid en hel række af sådanne spredte omkring i skovene og på skovmarkerne. Disse folde var udelukkedne bestemte for svin, som færdedes i skovene hele efteråret og magen engang vinteren med, og var nødvendige for dyrene, når de ikke skulle lide så meget under vejrliget, at de ikke kunne trives i den bedste oldentid eller blot bjærge livet i den strenge viner.

Undertiden anlagdes sådanne folde af enkeltmand, måske nærmest af jordegne bønder; men almindeligst var det, at bylavet i fællesskab indrettede sig sådanne folde i og ved den bedste oldenskov og nær ved dybe moser eller vandløb, hvorved svinene fik let adgang til vand.

Nogle af disse folde var kun simple indhegninger, hvis bund var belagt med et tykt lag småsten, for at svinene ikke skulle oprode hele bunden. Det var selvfølgelig et yderst tarveligt ly, de ydede dyrene, men var dog altid et samlingssted for dem, hvor de i nødsfald kunne fodres.

Bedre var de folde, der var lukkede foroven, idet der på jorden var rejst et simpelt sparreværk, der blev dækket med grene og småris og yderst et lag jord.

Sådanne folde har vi efterretninger om både fra Trunderup, Kværndrup og Egeskov. Resterne af dem kom igen for dagen, da man for et par menneskealdere siden ryddede en del af skovmarkerne for at få disse under plov.

Ved de større folde af denne art synes der for århundreder siden at have været bygget huse for vagterne, og disse huse har da fået navn af "fajl" og beholdt navnet lige til vore dage. Vi har således Faldegård i Kværndrup sogn, der i daglig tale kaldes "Fajle", en stor bondegård, og i Hønsehaverne i Lunde sogn findes "Fajlstedet", en mindre bondegård. Begge ligger i gamle skovmarker. Også andre steder i det sydlige Fyn genfinder vi navnet ikke på huse og gårde, men på de skove, hvor folden har været, således "Fallet" under Hesselagergård, hvor man alså i sin tid har "drevet svinene ud på Fajlen", som det hed.

Bysmedien i Kværndrup har næppe nogensinde ligget nær ved stævnen, da det ville været alt for brandfarligt, eftersom byen var overordentlig tæt bygget heromkring. Den fik derfor plads ved byens sydlige ende, ved det såkaldte Albjergsled, hvor den har ligget så langt tilbage i tiden, som vi har efterretninger om den. Den nævnes således her allerede 1691.

I Trunderup lå smedien, som foran nævnt for 200 år siden umiddelbart ved stævne og fold. Da Nyborg-Bøjden-landevejen i 1825 blev anlagt påny, lå den gamle smedie i vejen og blev derfor flyttet længere mod vest på samme stykke gadejord, hvor den lå til 1896, da ejeren flyttede den til det nordøstlige hjørne af byen.

Smedien i Egeskov havde oprindelig plads ved siden at stævnen, "den lå i gadekæret", sagde de gamle. Den blev senere flyttet over på modsat side af gaden og lå da omtrent overfor stævnen. Nu er den forlængst forsvunden også fra denne plads.

Om den oprindelige smedies plads i Gultved haves ingen sikre efterretninger. I det 17de og 18de århundrede nævnes jævnlige smede i Gultved, ligesom den gamle markinddeling også har en "Smeddelod", men selve smedien kendes ikke.

Formodningen er for, at den har ligget lige over for stævnen, altså på den modsatte side af bygaden. Her lå nemlig for omtrent 50 år siden en del store kampesten på en højning i jordsmonnet, hvilket kunne lede tanken hen på et gammelt byggested. Senere har smedien ligget uden for byen.

Alle disse smedier har ligget umiddelbart ved alfarvej, de tre endogså ved landeveje, og det har altså været bekvemt for de vejfarende at få en mindre reparation udført, når sådant tiltrængtes. Beboerne skulle selvfølgelig i hine tider til smedie ret jævnligt, om end ikke i samme omfang som nu; thi man indskrænkede sig af sparsommelighedshensyn så meget som muligt.

Et ærinde hos smeden kunne let besørges samtidig med et møde på stævnen, og stundom søgte man vel også ly i smedien, når altfor barskt vejr gjorde opholdet på stævnen ubehageligt, ikke at tale om, at man ved et besøg i smedien kunne få udvekslet alskens bynyt, hvilket almindeligt sker den dag i dag, hvorfor også smedien med dens mere eller mindre troværdige nyheder kaldes "den sorte avis", et navn, der er mere betegnende end egentlig smukt.

Smeden selv var en vigtig mand i byen og ofte en myndig mand. Besad han nogen virkelig dygtighed i sit fag, blev han betragtet med en vis ærbødighed og tiltroedes vistnok temmelig almindeligt evner på grænsen af det overnaturlige, og han var derfor også i mangt og meget byens kloge mand.

Det vakte naturligvis beundring, når man så den gamle mester - af et stykke jern - måske kun en gammel hestesko - fremstille stål til et skærende redskab.

Den kemiske og fysiske omdannelse af jernet, der foregik i det indre af den glødende trækulmasse, så jo ud som trylleri for de uindviede, og for smeden selv var det selvfølgeligt også temmelig uforklarligt; han kendte kun de praktiske håndgreb. Ligeledes hørte det med til smedens kunststykker at hærde jerndele, så de blev overordentlig hårde på overfladen og kun lidet udsatte for rust, den såkaldte "indsætning".

Man træffer sådanne indsatte jerndele i gamle møbellåse og især bøsselåse. Det hemmelighedsfulde slør, som smeden forstod at kaste over sine arbejder i slige retninger, var vel egnet til at vække forundring og give respekt for ham.

Man smedede almindeligt i gamle dage ved trækul, som mændene førte med til smedie; slap disse op til utakke, kunne gode mosetørv ofte og i stedet, helst når man ikke skulle svejtse. Stenkullene kom langt senere i almindeligt brug, og endnu for 50 år siden holdt smedene nok af at få trækul og stenkul blandede, det gav "en lettere ild".

Smedens løn blev fortrinsvis ydet ham i varer, hvilket var en almindelig betalingsmåde i fællesskabes dage på flere områder. Som en del af lønnen var der ofte tilstået ham græs til en ko eller to, stundom måske mere, i byens græsmark. Af de varer, der hyppigst anventes som betalingsmiddel, var rug og byg de almindeligste, en, to eller flere skpr. efter gårdens størrelse.

Når smeden skulle have sin løn, sædvanlig ved mikkel- eller mortensdag, samledes bymændene til "smeddegilde", tidligere vistnok hos oldermændene, senere hos smeden i dennes hus, og havde da kornet og lidt penge med. Når lønnen var betalt, vankede der naturligvis øl og snaps og lidt mad dertil, dernæst også et slag kort.

Foruden dette egentlige smedegilde fik smeden i sin tid nogle steder sin løn forbedret ved hjælp af et såkaldt vallegilde, d.v.s. han fik en efterårsdag "et mål mælk" af hver mands køer i byen. (Et mål mælk er den mælkemængde, som køerne giver ved en malkning). Det var morgenmælken, man mødte med på en bestemt dag efter smedens indbydelse - en fattig kone gik gerne byen rundt med budet; der hang jo altid lidt ved, en tot uld, en kop gryn e. lign. - byens piger kom med mælken den fastsatte morgen, de bar den i malkebøtter på hovedet. Mælken tømtes ud i kar og ballier til flødeafsætning og senere ostning. Pigerne beværtetes med mad og kaffe. Her er denne skik hørt op for 40 à 50 år siden.

For denne faste løn skulle smeden beslå hestene og udføre de almindelige istandsættelser ved plove, harver og vogne; men bymændene måtte selv tillægge jern og kul samt deltage i arbejdet. Hestene blev som oftest kun forsynet med forsko for at spare på det dyre jern; firskoede heste var sjældnere, deraf talemåden: "Han løber som en firskoet hest!" der bruges om en, der kommer løbende med stort bulder og i stærk fart. Nye avlsredskaber og andet værktøj betaltes med rede penge, når anden aftale ikke var truffet.

Skønt smeden var antaget af bylavet og lønnedes af dette og således stod i et vist tjenende forhold til byen, var han som regel ingenlunde at spøge med.

Skulle man have et arbejde udført af ham, hjalp det ikke at kræve det som ret; man måtte høfligst forespørge, når det passede ham bedst, ellers kunne man frygte for at få det altfor længe udsat eller - når det gik højt - endogså  stå i fare for at blive jaget ud af smedien. Rigeligt med brændevin og øl og jævnligt en mellemmad måtte der med til smeden, når der skulle blive ordentlig gang i arbejdet, og endda var mangengang den stakkels mand eller karl at ynke, som kom til smedie for at hjælpe til med arbejdet, når han ikke evnede at føre forhammeren tilgavns, han fik "læst sine synders forladelse" så eftertrykkeligt, at røg og ild og eder fløj ham om ørene efter en større målestok - det var alt andet end hyggeligt.

Plantebedet eller en plantehave som fællesindretning i landsbyerne kendes her kun fra Trunderup og Egeskov; i hvert fald synes man i sognets to andre byer at have tabt ethvert minde om sådanne.

I Egeskov gik begreberne plantebed og stævne over i hinanden; deraf kan skønnes, at, om det ikke netop var samme plet jord, der førte begge navne, så må plantebedet dog umiddelbart have sluttet sig til stævnepladsen; der var da også rigelig plads til begge dele på det anselige stykke gadejord her midt i byen.

I Trunderup lå plantebedet længere fra stævnen, nemlig i det nordøstlige hjørne af byen, på et stykke gadejord, der som en halvø strakte sig ud i det store gadekær. Den samme plet fik senere navn af Sjællænderhaven, fordi en sjællænder ved midten af det 19de århundrede boede i et lille gadehus, som var opført på stedet. Nu er pladsen atter bebygget, idet bymændene i 1895 solgte dette stykke gadejord, matr.nr. 44.

Plantebedets bestemmelse var særlig den at være en fredet plads for tiltrækning af de kålplanter, som byens beboere i sommerens løb fik brug for. Når man om foråret skulle have kålfrøet sået, blev det selvfølgelig vedtaget på stævnen, hvilken dag det skulle være.

På den bestemte dag mødte hver mand i byen med en hjulbør eller tørvekurv fuld af hønsegødning, der blev spredt og nedgravet på plantebedet. At man vedtægtsmæssig netop benyttede denne bestemte slags gødning, havde sin grund i, at det var almindelig antaget, at de unge kålplanter derved var skærmede mod angreb af jordlopper, der er kålfamiliens svorne fjender.

Hvem der har ført tilsyn med plantebedet, forlyder der intet om; men rimeligt er det, at i det mindste et overopsyn har påhvilet oldermanden, al den stund han havde tilsyn med og øverste myndighed ved alt, hvad der vedkom "byens nytte og tarv". Derimod kan der næppe være tvivl om, at bymændene i fællesskab har hegnet om deres plantehave ligesom om deres fajl og marker; thi uden gærde kunne de unge planter umulig bevares i fred hverken for større eller mindre dyr.

Både grønkål og hvidkål spillede en betydelig rolle i bøndernes husholdning, idet den kogtes sammen med flæsket af oldensvinene. Disse dyr blev langtfra altid så fede på oldenen i skovene, som ønskeligt kunne være, og det var ikke hver mands sag at afse synderligt meget korn til en efterfedning af dem, og flæsket egnede sig da kun dårligt til at stege på panden, det "kunne ikke fedte sig selv", som det hed.

Derimod var det, fast og velsmagende som det var, udmærket godt skikket til "at koge på" d.v.s. man kogte det sammen med grøn- og hvidkål (også ærter) og fik deraf en god og kraftig ret mad. Det gamle rim eller, om man vil, den gamle remse, der er lagt i munden på en lille dreng, der er kommen ud at tjene, illustrerer tydeligt nok kålens betydning i ældre dages husholdning. Det hedder:

Jeg var mig en lille dreng,
jeg skuld' ud at tjene,
tidlig op og sild' i seng,
altid fik jeg skjende,
kål, det fik jeg blad for blad,
kød, det fik jeg da og da,
flæsk, det så jeg aldrig.

Ved udskiftningen af Trunderup by 1797 tilbød herskabet fæsteren af en større gård, og efterhånden hoverifrihed, når han ville flytte ud på en af byens udmarker (Dan); men han afslog det, og til sit afslag tilføjede han den betegnende bemærkning: "Der kan jo ikke engang gro kål derude".

For henved 100 år siden fandtes der ikke mindre end tre kroer i Kværndrup sogn; byerne Trunderup, Kværndrup og Egeskov havde hver sin, hvorimod den fjerde by, Gultved, næppe nogensinde har været belemret med en sådan fremtoning.

Dog blev der i slutningen af det 18de århundrede opført en sådan ved sogneskellet mellem Kværndrup og Ryslinge sogne umiddelbart ved Odense-Svendborglandevejen. Det var den såkaldte Bækkro, der fik sit navn af en ubetydelig bæk, som løber tæt forbi, følgende markskellet. Bækkroen tilhørte Krumstrup gods, og det er utvivlsomt dennes ejer, der har tilladt kroholdet. For Gultved bys beboere har den dog næppe spillet nogen stor rolle, men derimod ved man at berette, at den i mange år var samlingssted for Fyns smørprangere dagen før det bekendte Egeskov Marked.

Kværndrup kro lå tæt syd for stævnen mellem denne og åen, vest for landevejen. I 1834 mistede den sin betydning som kro, idet den nuværende gæstgivergård da blev bygget tæt nord for byen ved korslandevejen. Det gamle krohus havde svære træskodder for vinduerne, og de gamle bygninger forsvandt helt i den sidste fjerdedel af det 19de århundrede, da et nyt hus opførtes på stedet (matr.-nr. 54

Egeskov kro lå nord for gaden eller den gamle landevej, lige over for plantebedet og ved siden af smedien, omtrent midt i byen.

Om denne kro ved vi, at det var en bindingsværksbygning som almindelige bønderhuse, med fremmerset, hvorfra en dør til venstre gik ind til slyngelstuen, der var den simplere gæstestue, og hvor der var lergulv og et mægtigt egetræs bord. Til højre i forstuen førte en anden dør ind til den pænere gæstestue, hvor der var stengulv. Fra denne førte atter en dør ind til storstuen, hvor de finere gæster kom ind, her var fjælegulv.

Det fineste møbel her var et glasskab, der gjorde tjeneste som skænk. Her skal endnu tilføjes, at der i slyngelstuen henstod en kobberspand, altid fyldt med vand, hvori der var anbragt en håndsprøjte. Man ved nu ikke med sikkerhed, hvad denne anstilling havde at betyde, måske skulle sprøjten anvendes i tilfælde af uheld med ild eller lys, måske kunne den bruges, når krogæsterne blev altfor hede i hovedet og trængte til en alvorlig afkøling - vi ved det ikke. - Den nævnte kobberspand opbevares endnu.

Tænker vi os hertil nogle egepæle nedrammede i jorden foran langs vejkanten og ovenpå en bom med fastsiddende jernringe, hvorved de vejfarende kunne binde deres heste, har vi nogenlunde billedet af en landsbykro for 100 år siden.

Kroholdet i Trunderup har i tidernes løb været i tre forskellige gårde i byen, af hvilke dog ingen var langt fjernet fra stævnen. Den ældste af disse kroer, den såkaldte Krogård lå sydøst for stævnen tæt ved byens lergrav.

Det brændte 2. december 1774 og blev aldrig senere bygget op; men dens jorder tildeltes 2 halvgårde i byen, hvorved disse blev helgårde. (Den ene af disse forøgede gårde er nu Trunderupgård). På den gamle brandtomt byggedes senere huset matr.-nr.. 19 a, i hvis have krogårdens gamle brønd endnu findes. 

Mindet om krogårdens brand har holdt sig som sagn lige til vore dage, hvilket skyldes den uhyggelige omstændighed, at den hidtilværende kromand, Hans NIelsen, almindelig kaldet Hans Kromand, var død i de samme dage, og det var ved tilberedelserne (bagningen) til begravelsen, at ilden opkom, hvorved liget nær var brændt med. Kirkebogen beretter, at det noget forkullede lig begravedes dagen efter den ulykkelige brand.

I den nærmeste tid efter krogårdens brand var kroholdet henlagt til en gård midt i byen nord for stævnen (matr.-nr. 3) Men nogen længere årrække har dette næppe varet; thi i den første halvdel af det 19de århundrede finder vi kroen i "Tangens Gård" (matr.-nr. 1) sydvest for stævnen og noget længere borte fra denne, end de to foregående.

Kroholdet her nedlagdes omtrent 1849, og fra denne tid var her kun en kro i sognet, nemlig den ny, der ligger ved korslandevejen i Kværndrup. Den sidste krokone i Trunderup, Sofie Tangens (Henriksdatter), vidste at fortælle om fornemme rejsende, som havde hvilet sig i hendes stue, således have prinsen af Nør en nat ligget på en bænk i skænkestuen, imens han ventede på friske heste. (Vejen fra Hertugdømmerne til København lagde man dengang ikke sjældent over Fyn fra Bøjden til Nyborg, ad den "kongelige landevej", der løb gennem Trunderup). Det gamle stuehus med sin krostue står endnu, og man har hidtil kunnet se fornemme folks navnebogstaver indridsede af dem selv med deres diamantringe på vinduernes ruder.

Disse tre kroer, Kværndrup, Egeskov og Trunderup, der alle var fæste under Egeskov i det 18de og 19de århundrede, har sikkert nok været en god indtægtskilde for herskabet, men alt andet end dette for bønderne, som ved den lette adgang til øl og brændevin har ladet altfor mange af deres skillinger rulle for drikkevarernes skyld.

På stævnen var der idelig lejlighed til at få en eller anden and ikendt småbøder, som sædvanlig straks omsattes i våde varer, uagtet bylovene ofte indeholdt forbud mod sådan anvendelse af bøderne, og kunne der endelig ikke skaffes brændevin på anden måde, når tørsten var kommen over bymændene, så byttede man jord, idet en mand skiftede en ager mod en tilsvarende af naboens, naturligvis kun for det løbende år. De penge, som en af parterne da ved en slig lejlighed måtte give i bytte, blev så drukket op med det samme, som oftest vel nok på den nærliggende kro.

Kværndrup kro var ikke mindst farlig for kirkegængerne. Man ville jo gerne om søndagen have sig en hjertestyrkning, og da man ikke altid fik denne i kirke, så søgte man at få den i kroen, hvilket dog undertiden kunne gå temmelig vidt; ja vi finder endogså eksempler på, at besøget i kroen har ført klammeri og mindre slagsmål med sig.

Sligt kunne finde sted for omtrent 100 år siden, og går vi et par hundrede år tilbage i tiden, viser der sig lignende billeder for os. Af en tilføjelse i Kværndrup kirkebog for 1695 erfares det nemlig, at der den gang ikke var mindre end tre kroer i byen. Hos den ene kromand, Peder Kristensen Bøge, havde to soldater som "tarsk" for præsten, drukket under prædikenen og var derefter kommen i slagsmål og havde nær myrdet hinanden i præstegården, så præsten selv måtte tage geværet fra dem. (præsten var den stridbare og myndige nordmand mg. Peder Claudianus, der nylig var kommen til sognet.)

Det blev i denne anledning af fuldmægtigen (ridefogden), på patronens vegne forbudt Peder Bøge at holde øl og brændevin, og han blev endogså "kaldt for præsten" hvilket vel nok vil sige, at han fik en irettesættelse. De to andre kromænd, Hans Smed ved broen (rimeligvis på samme sted hvor der senere var kro indtil 1834) og Rasmus Rasmussen, lovede "efter advarsel" at holde op med krohold. At hele tre kroer i en af datidens fattige landsbyer i hvert fald var de to for mange, er let forståeligt, og når så mange har kunnet holdes gående, kan vi skønne, at mange - alt for mange - af beboernes penge er gået i kromændenes lommer.

Det var imidlertid ikke alene i Kværndrup sogn, man var så vel forsynet med disse fordærvelige anstalter; thi disse indretninger voksede op overalt langs landevejene i rigelig mængde. Når bønderne kørte i langægter for herskabet, eller for egen regning red eller kørte til og fra marked, var der altid stadig lejlighed for dem til at få et glas mjød, en halv pægl brændevin eller et krus øl.

Alle disse kroer blev senere i al almindelighed kaldet "pissekroer", et alt andet end kønt navn og langtfra tilstrækkeligt betegnende for den betydning, de havde. De stakkels små øboheste stod ofte i al slags vejr bundne til rækværket uden for kroen og frøs, måske i timevis, imens bønderne indenfor i skænkestuen handlede, drak eller sloges, alt efter stemningens højde og øvrige forhåndenværende omstændigheder.

Hårdføre var hestene, hårdføre var mændene, alle i hartad utrolig grad. Dette lader os nogenlunde forstå, hvorfor både dyr og mennesker ikke langt hurtigere satte helbred og liv overstyr, end tilfældet var.