Byled og hyrdehuse

| | |


Dyrlæge Peder Jensen (1846-1913)Dyrlæge Peder Jensen (1846-1913) Kort over Kværndrup byKort over Kværndrup byAf dyrlæge P. Jensen, Kværndrup


Ser vi ud over et sydfynsk landskab i vore dage finder vi det smukt, og de ægte sydfynboere finder det vel endogså meget smukt, de mange levende hegn bidrager sit dertil, skovene, bakkerne osv yde sit og huse og gårde, der ligger strøede ud over det hele, halvt gemte bag hegn og haver, forringer ikke indtrykket.

Vejene er gode og lette at færdes på både for fodgængere, kørende og ridende, ikke mindst for nutidens hjulryttere. Men nu i gamle dage, var landet da ikke kønt? Jo, det kan aldrig fejle, skønt udseendet var meget anderledes: De levende hegn var færre, skovene var flere og større, de dyrkede marker mindre, jævnligt gennemskårne af skovréne eller stenréne, ofte isprængte med større træer eller små kratskove, det må have været smukt, næsten romantisk. Bakkerne vare de samme, måske lidt stejlere, og lavninger og moser gemte på lidt mere vand, kun deres overflod gled bort gennem småbække. Vejene snoede sig omkring mellem moser og bakker, som om de søgte efter de tæt sammenkoblede bygninger i landsbyernes, vejbanerne var ujævne, kun dårligt egnede for hurtig kørsel, især efter senere tiders målestok.
 

Kort over Trunderup byKort over Trunderup byDet var jordfællesskabets ophævelse for lidt over 100 år siden, der betingede den forandring i landskabets udseende, som ovenfor er antydet. Ved udskiftningen fik hver mand i et bylav sin jord i en, eller i hvert fald kun få lodder, og hver lod blev afgrænset ved risgærder eller jordvolde, i hvilke der meget almindeligt plantedes dels hvidtorn, dels hassel; denne sidste busk var især fremherskende. Hovedlodderne nærmest byen, de såkaldte oplodder, blev meget jævnligt delte i flere marker og hegn, der også beplantedes; langs vejene blev ofte rejst levende hegn, alt dette gav den vrimmel af levende hegn, vi så godt kender. Samtidig begyndte man at rydde de små kratskove, såvelsom rénerne, vandet gravedes ud af lavningerne, vejene rettedes og udbedredes, og huse og gårde flyttedes i større eller mindre tal ud på marken. I alt dette har vi forandringen.

Vi skal nu lidt nærmere betragte enkelte forhold ved vore gamle landsbyer før udskiftningen: i fællesskabets senere dage. Huse og gårde lå tæt sammenbyggede, tvillinggårde, endogså trillinggårde var ingenlunde sjældne, uden om byen lå haver og tofte, hver mands hegnet for sig. Udad mod den øvrige bymark dannede toftegærderne ligesom en ring, der omsluttede byen; selvfølgelig var denne ring uregelmæssig i form, men kunne vistnok påvises overalt. Uden om toftegærdernes ring lå den egentlige bymark, den var delt i flere vange eller marker, mindst 3, men også undertiden i 5 à 6. Imellem disse bymarker var der hegn såvelsom på deres grænser ind mod andre landsbyers tilliggende. Store landsbyer havde imidlertid udenfor den regelmæssigt dyrkede bymark, ofte et overdrev, der nærmest er at betragte som et gammelt afdrevet skovareal.  Det blev fortrinsvis benyttet som fællesgræsgang for byens får og ungkreaturer. Udenom disse overdrev rejstes også hegn. Når nu en landevej eller anden alfar gennemskar bymarken og selve byen, blev der et hul i gærdene, som så lukkedes med et led eller en låge. Disse led såvelsom gærderne måtte, især i sommertiden, være under stadigt tilsyn, thi det var langtfra alle, der færdedes gennem ledene, der brød sig om at lukke efter sig, og hvor let fandt husdyrene, der kunne være løsgående, vej derigennem og således kunne komme til at gå til skade på marken. De høje Herrer, der havde ret til at blive befordrede ved ægtkørsler af bøderne - embedsmænd o.l. - brød sig kun lidt om bøndernes korn, og gav næppe ægtbonden fornøden tid til at lukke led op og i. De gamle vidste at fortælle om, hvorledes heste, der blev brugt meget til kørsel på vejene, lærte at kende de led, der skulle åbnes mod kørselsretningen fra dem, der åbnedes med denne. Disse sidste kunne de nemlig støde op med vognstangen, så køretøjet ikke behøvede at standse, og ledet blev da heller ikke lukket, dets lukkeindretning var forøvrigt også bleven ødelagt ved det hårde stød, det var dette man kaldte "at køre klinker af", noget som var forbudt i nogle af de gamle bylove.

Kort over Egeskov byKort over Egeskov byAlle de gærder og hegn, der således omsluttede landsbyen og dens marker, var underkastet et temmelig strengt tilsyn af byens oldermand og hans nærmeste medhjælpere. Til visse tider, der ofte var fastsatte i byens vedtægt, skulle gærderne omkring rugmarken f.eks være i forsvarlig stand, det samme gjaldt hegnene om de andre vange, kun var det på forskellige årstider de skulle være i orden. hver bymand ahvde sine hegnstykker at holde vedlige, og forsømte han det, blev han uden videre omstændigheder ikendt bøder, uden derfor i mindste måde at blive fri for sin hegnspligt. Undertiden gik hele bylavet ud på gærdesyn, den såkaldte "gårdgang", hvor da hver mands part af gærderne blev nøje eftersete og bedømte og efter omstændighederne godkendt eller udsat. Ledene, der allevegne spærrede vejene hvor disse gik gennem et hegn, synes også at være holdte i orden af enkelte dertil bestemte mænd, og i det hele taget blev der gjort meget for markfreden. Vi ved således også, at hele bylavet skiftedes til at vogte byens kreaturer både nat og dag, når sådant fandtes nødvendigt. Sådan vogtning, vangvogtning, gik sin regelmæssige omgang i byen fra nabo til nabo, og hvert valgthold varede 24 timer, fra solopgang til næste solopgang. Bylavet fæstede ikke så sjældent en hyrde forsommeren, han blev lønnet af fællesskabet og skulle have tilsyn med kreaturerne såvelsom med gærder og hegn og led. De led, der stod umiddelbart omkring selve byerne, de såkaldte byled, også kaldet vangeled, fordi de lukkede for byens vange indad mod byen, kunne let vogtes af beboerne selv, værre var det med ledene længere borte, dels mellem vangene og overdrevene, dels mellem disse og nabobyernes marker. Ved disse fjernere led byggede man derfor også i sin tid et slags vogterhuse, så store, at de afgav en tarvelig beboelseslejlighed for en familie. Vi finder sådanne huse endnu ved by- og sognegrænserne, undertiden også hvor to godser stødte sammen. Flere af disse huse havde særegne navne, som har holdt sig til vore dage. Derimod er byleddene forlængst forsvundne, og deres anvne tildels gået i glemme og dermed tabte.

Nedenfor skal vi nærmere omtale nogle af disse led og vogterhuse med deres særlige navne, idet vi fortrinsvis holder os til Kværndrup sogn og de nærmest tilgrænsende byer. Det vil vise sig, at om det end ikke er noget betydeligt antal navne på byled og hyrdehuse, der er bevarede til vore dage, så er det dog såmange, at de nok kan være opmærksomhed værd, ja der kan måske endogså findes enkelte, som stednavneforskeren kunne have fornøjelse af at se lidt nærmere på.

Tæt syd for Kværndrup by på en lille banke på Svendborg-Odense landevejen og nær ved smedien stod det sydlige byled, kaldet "Albjergsledet". Navnet stammer fra den udenfor liggende bymark "Albjergsmarken". Kværndrup Smedie har langt tilbage i tiden ligget her i udkanten af byen og nær ved ledet, og det ligger derfor også nær at antage, at smeden i fællesskabets dage kan have ført tilsyn med dette byled, er har hørt til de mest brugte.

Kort over Kværndrup byKort over Kværndrup byPå den modsatte side byen - mod nord - men på samme landevej fandtes "Gultved Stænge". Dette lukke stod ved "gultvedbroen", der fører over det lille åløb mellem Kværndrup og Trunderup marker.  Ledet er så langt fra byen, at det næppe kan kaldes et byled. Gultved, hvorfra navnet stammer, grænser dog ikke hertil, men ligger længer mod nord. Imellem Kværndrup og Trunderup på Nyborg-Bøjdenlandevejen ved Spange Bro, altså  nordøst for byen, havde Kværndrup endnu et markled, hvis navn vi dog ikke kender. Vest for byen og på sidstnævnte landevej, på skellet mellem Kværndrup bymarker og Egeskov hovløkker har rimeligvis stået et led, men vi ved ingen nærmere besked derom, men vi må antage, at det såkaldte Rugbjerghus, som ligger tæt til skellet, har været et vogterhus for dette led. Stedet fører fra gammel tid også navn af Korsbjergs Elle. På bymarkens østligste og sydlige grænser har endvidere stået et par led, som skal medtages her. Det ene kaldtes Ellerup Laage og aflukkede Kværndrup Vænge fra Ellerup Kohave. Der var den ejendommelighed ved dette led, at det var overbygget med en pot, uden at denne dog havde så stor udstrækning, at den kunne afgive nogen husly.

Kort med KappeledKort med KappeledDet andet led her skal omtales stod over Svendborg landevejen i sogneskellet mellem Kværndrup og Lunde sogne Det fandtes der ved afslutningen af udskiftningen i Lunde sogn 1795 og kaldtes da Cappel Led. Der findes umiddelbart her ved landevejen og sogneskellet et hus og en smedie, der i daglig tale kaldes Kapersmedien, der åbenbart er det sammen navn som ledets. Lidt nordligere inde på Kværndrup grund løber en lille bæk under landevjen, den kaldes Kaperbæk, og den bro, som fører landevejen over bækken, blev i en synsforretning i 1770erne kaldet Cappelbroen. Alle disse navne tyder på en fælles oprindelse, og man kommer da også let til at gætte på, at der her ved sognegrænsen i den katolske tid kan have ligget et kapel, hvor de vejfarende kunne forrette deres andagt før de gav sig på vej gennem de store skovstrækninger, der i hine tider strakte sig helt ned mod Svendborg.

Endnu skal lige nævnes nogle led, som ikke egentlig er vangeled, men var anbragt på vejene hist og her, hvor der fandtes anledning dertil. Gydeledet lukkede for den østre ende af Præstemarksvejen (Mullerup Vejen) der hvor den ikke mere har hegn på begge sider. Dyrbjergsledet stod på Dyrbjerg i Kværndrup Vænge, og ved skellet  mellem to gårdmændsjorder. På den forreste Tværvej stod Katteledet. Navnet havde det derfra, at der var spøgeri derved, og særlig var der et utal af katte påfærde her.
Vender vi os nu mod Trunderup by, finder vi efterretninger om det sydligste byled, "Kirkeledet", der stod over Nyborg-Bøjdenlandevejen tæt ved indkørslen til den nuværende Møllegård. Navnet havde det naturligvis derfra, at det lukkede for kirkevejen og ingenlunde for kirkegården. På den modsatte side af byen mod nord fandtes "Drøfteledet" eller "Drifteledet", der stod på samme landevej og lukkede for den bymark, der kaldtes "Drøften". Stedet, det stod på, lå ret ud for den nordlige ende af det såkaldte "Store Gadekær". "Lindeledet" kaldtes et tredie byled, der lukkede for den såkaldte "Ikjærsgyde", der løber ud fra Trunderup bys nordøstlige hjørne.

 Kort over Trunderup by 1792Kort over Trunderup by 1792Oprindelsen til navnet er at søge langt uden for sognets grænser mod østen. Der ligger nemlig på Ellerup Mark, i forlængelsen af Ikjærgydens hovedretning, en engstrækning, der kaldes "Lindemaen" eller Lindemaene, og herfra har man hentet navnet. Hvor Ikjærsgyden på Trunderup Dong går ind på Ellerup grund, fandtes i sin tid også en "Ellerup Laage", ligesom på Kværndrup bygrund. Stedet bærer navnet den dag i dag, skønt selve lågen for mange år siden er forsvunden. Den skulle vedligeholdes af de Ellerup mænd. Endnu et byled i Trunderup skal nævnes, nemlig "Vesterled", et vangeled, som lukkede for byens Vestermark. Det stod i byens nordvestre hjørne, imellem Kildemosegård og matr. nr. 4, hvor ledåbningen endnu ses uden for en lille plet gadejord.

Alle de her nævnte byled har for lang tid siden mistet enhver praktisk betydning, de har nu kun interesse som en del af det materiale, ved hjælp af hvilket vi søger at udrede vore forfædres livsvilkår og kultur. De fleste mennesker kender nu kun meget lidt til byledene og den nytte, de var beregnede på at gøre, og ligesålidt kender man til deres navne og de steder, hvor de har stået. I de to af sognets byer, Egeskov og Gultved, vil der kun være få eller ingen oplysninger at opdrive i denne henseende.

Med hensyn til hyrdehusene ved vi lidt bedre besked, da de ikke så hurtigt som ledene forsvinder fra deres plads. Alle steder, hvor der har været rejst et vogterhus, har de selvfølgelig også været et led, men det er da vistnok almindeligt, at det særlige navn, der er knyttet til stedet, følger med huset og ikke med ledet. - Iblandt disse huse skal vi nævne "Skelshus", der ligger på Snarup bygrund, Krarup sogn, men ind til Egeskov grunde og ved Nyborg-Bøjdenlandevejen.

Egeskov by med PaspåhusetEgeskov by med PaspåhusetAt der her ved by- og sogneskellet mellem Kværndrup og Krarup har stået et led på landevejen er mere end rimeligt,og at beboerne af Skelshus har haft opsigt med dette er utvivlsomt. Huset findes der endnu, og dets navn har endogså forplantet sig til den nærliggende "Skelhusskov". - Følger vi nu den gamle landevej fra Skelshus og gennem Egeskov by, (landevejen gik i begyndelsen af forrige århundrede, før den anlagdes på sit nuværende sted, langs det mægtige gamle stenhegn, der danner skellet mellem de nuværende huslodder og den nord for liggende hovmark), kommer vi, der hvor "Holmegyden" drjer af mod Volstrup, ved at gå ligefrem ind i hovmarken, over hvilken landevejen forløb i retning af Kværndrup.  Her, tæt ved byen, men inden for i Hovmarken, lå et hus, hvis navn antyder dets bestemmelse som vogterhus, man kaldte det "Paspaahuset"., det var Egeskovs østlige byled, der her havde sin plads. Paspåhuset er nu forlængst forsvundet, dog rimeligvis først efter at landevejens nyanlæggelse ved udløbet af den første fjerdedel af det 19.århundrede var bleven fuldført. En jordlod på bymarken hørte til huset.

Går vi ad den nys nævnte "Holmegyde" fra Egeskov efter Volstrup i Ringe sogn, finder vi markskellet mellem disse byers grunde, dannet af et lille åløb,d er følger en temmelig dyb slugt. Nær ved vejen og åløbet lå indtil 1879-80 på Egeskov grund et hus, som i gamle dage hed "Jørgensborghuset", men senere også blev kaldt "Springforbi", fordi at de vejfarende i reglen kom hurtigt der forbi, da vejen gik ned ad bakke fra begge sider. Dette hus er et hyrdehus, dets beboere har vogtet det oprindelige vadested og senere den opførte bro, hvor der sagtens har været anbragt en bom eller led. Broen over bækken har ligesom huset flere navne: "Albæksbroen", "Jørgensborg Bro" og "Springforbi broen". Til huset blev der ved udskiftningen henlagt jord, ligesom ved flere andre af disse vogterhuse, fra de tilgrænsende byer eller sogne. Til Jørgensborghuset var henlagt omtrent 1 td land af Egeskov grund og 4½ td. land af Volstrup jord øst for Holmegyden.

Livet i disse vogterhuse, der lå ude ved markskellene, i reglen langt fra landsbyerne, kunne tit nok blive ensomt og ensformigt, især ved vintertide, da ingen færdedes på marken og kun få på vejene. Det var derfor heller ikke for enhver småting, der kunne komme folkene påtværs, de kunne søge hjælp i den fjerne landsby eller råd hos velvillige naboer; de måtte hjælpe sig med hvad de havde, ligesom konen, der tørrede bordet af med en kattekilling: For de ensomme folk i hyrdehusene kunne det stundom også komme til at knibe med den daglige tidsregning, de lå jo så afsides, at de, som sydfynboerne siger, hverken havde aviser eller almanak, og en fejltagelse var derfor let. Vi har hørt om det herfra Jørgensborghuset. Manden i huset (om det var den gamle Niels Jørgensborg vides ikke) trak en mandag morgen i søndagstøjet, tog salmebogen under armen og gav sig på vej til kirke. Antagelig har han dog ikke nået helt til Kværndrup, før han er bleven gjort opmærksom på sin fejltagelse.
Imellem Gultved bymark og Lørup Hede i Ryslinge sogn dannes det naturlige markskel af en ubetydelig bæk. Nær denne bæk og umiddelbart ved Svendborg-Odensevejen ligger den såkaldte Bækkro, der i sin tid var kendt som smugkro, men som forøvrigt også ifølge sin beliggenhed må antages at have haft opsyn med et led her på bygrænserne, men noget sikkert derom ved vi ikke.

Imellem Trunderup og Gultved bymarker finder vi et hus, der bærer det særegne navn "Babshus" eller "Babsstad" (måske Babbeshus). Det ligger 2 à 300 alen fra svendborg-Odenselandevejen og i ly ind under Gultvedholms Skov, umiddelbart ved markskellet.

Undersøger vi forholdene lidt nærmere, vil vi dog snart finde, at landevejen i tidligere tid gik tæt forbi huset og at altså her har stået et led over vejen, som beboerne af huset utvivlsomt har haft opsyn med. Når et vogterhus er bleven opført ved skellet mellem to bymarker i samme sogn, hvilket ikke er almindeligt, må grunden hertil vistnok søges i, at de to byer for størstedelen hørte under to forskellige godser, Gultved under Krumstrup og Trunderup under Egeskov, formentlig er det da de to godser, der ved overenskomst har fået huset bygget, og derfor ser vi også, at da der ved udskiftningen skulle tillægges huset jord, fik det omtrent halvparten af sit areal fra hver af de to byer. Derimod ligger der noget østligere, ved vejen mellem Gultved og Krumstrup, et hus, der kaldes "Skyttehuset", som vistnok må henhøre til vogterhusene. Det ligger umiddelbart ved markskellet, men inde på Ryslinge sognegrund. EN lille bæk danner det egentlige skel. Her er imidlertid, med hensyn til jordtilliggendet, et lignende forhold for hånden somd det, der er omtalt ved Babshus og Jørgensborghuset.  Skyttehuset med have ligger på Ryslinge sognegrund, men den egentlige jordlod ligger på Gultved bymark, hvilket tyder på, at husbeboerne i sin tid har stået i forhold til begge sider.

Kort over Sandager byKort over Sandager byVed alle disse huses oprindelse og deres nærmere bestemmelse i alle enkeltheder er der noget dunkelt, noget vi ikke tilfulde ved besked om, og derfor må vi gætte os frem.  Vi skal derfor nu nærmere beskrive et, hvis tilblivelse er os temmelig bekendt, idet en hel del enkeltheder er bevarede for os gennem en tingsvidnesag ført ved Sunds-Gudme herreders ret. - Det hus, her sigtes til, er Hyrehuset på Sandager Mark. Det ligger ved by-, sogne- og herredsskellet imellem Trunderup by og sandager by, Kværndrup og Gislev sogne og Sunds- og Gudme herreder. Det ligger nu et godt stykke øst for Nyborg-Bøjdenlandevejen, men for 100 år siden gik denne østligere og fik først ved nyanlægget i forrige århundrede sin nuværende plads. Her hvor Hyrehuset blev bygget stod et markled på den gamle landevej, det kaldtes "Sandager Laage". Det navn, som selve huset har været kendt under i mere end 100 år; Hyrehuset , er nærmest kun en omdannelse af Hyrdehus, men vi må dog lægge mærke til, at ordet hyre har været brugt meget af de gamle i betydning af vogte eller passe, især når det var langvarigt eller kedeligt arbejde.

Det var i sommeren 1781, at Drøften, en af Trunderup bys marker, henlå som "fæled", = græsgang for byens kreaturer, og samtidig var Sandager bys tilgrænsende "Skovmark" besået, at en større flok af Trunderup byes kvæg fandt vej gennem ledet, der stod på landevejen, og inde på sandagernes kornmark, hvor kvæget selvfølgelig afstedkom en del skade. Herover blev sandagerne nu så fortrydelige, at de optog trunderuppernes dyr, uagtet både hegn og led, der i skellet var deres eget. Trunderup bymænd måtte betale løsepenge - 2 skilling - for hvert høved for at få igen, hvad der tilhørte dem.

De Trunderup mænd ville dog ikke finde sig i slig behandling, al den stund sandagerne ikke holdt deres gærde og led i tilbørlig orden, og i hvert fald ikke ved denne lejlighed ahvde holdt ledet tilbørlig vogtet. Der er god grund til at antage, at der nu er bleven holdt et møde på Stævnen i Trunderup, hvor man er enedes om den fremgangsmåde, man ville følge ved denne usædvanlige lejlighed. Man besluttede, at Sandager bymænd burde pantes "for ulovligt hegns holdelse", og som følge af denne beslutning ser vi da også Trunderup mænd, måske i flok og følge, men mindst oldermanden og fire mænd, møde i Sandager og foretage en udpantning for 2 rigsdaler (der på det nærmeste svarede til de dobbelte beløb af det trunderupperne havde betalt i løsepenge for deres kreaturer, ca 50 stk à 2 skilling). Hvori det tagne pant bestod, er der intet skriftligt bevaret om; vil man gætte, kan der ligesågodt gættes på et vognhjul som på en saltballie el.l.

Nu blev de Sandager bymænd først for alvor bistre og mødte derfor mandstærke og hurtigst hos oldermanden i Trunderup, Jens Lundsgaard, ejeren af den nuværende Lundsgård, med forlangende om, at han på sine bymænds vegne skulle betale dem 4 daler, fordi havde pantet dem for 2 daler. De forlangte altså ikke at få deres pant igen, men derimod den dobbelte værdi. Dette ville Jens Ludnsgaard selvfølgelig ikke indlade sig på, men nægtede det rent ud. Den nærmeste og ligefremme følge af denne nægtelse blev nu den, at sandagerne pantede oldermanden for hans formentlige skyld, idet de medtog hans bryggerkedel som pant.

For os nutidsmennesker ville det have været et yderst kosteligt syn at se de værdige Sandager bymænd stoltsere ad Sandager til med den erhvervede kobberbryggerkedel imellem sig. Oldermanden selvfølgelig i spidsen med det øvrige følge tæt bagefter med kedlen imellem sig. En ting må imidlertid i høj grad undre: At denne gensidige udpantning kunne forløbe uden særligt sektakel, thi for mere end 100 år siden var vore bønder slet ikke så bløde hverken i sind eller skind, at de var bange for at lade hånden gribe til, når intet andet ville hjælpe. Man skulle derfor også tænke,a t et almindeligt slagsmål med en regulær dusmidning af de påtrængende gæster måtte blive den uundgåelige følge af et sådant udpantningssystem, men omsligt hører man ikke et ord. End ikke ved den påfølgende retssag blev denne udpantningssag omtalt som noget lovstridigt, den blev blot nævt et par gange, men ikke som noget, man lagde videre vægt på.

At man i erhvert bylav kunne foretage en udpantning af en eller anden bymand for en forseelse, og det med fuld lovlig ret og myndighed, det er jo kendt allevegne fra, bestemmelser om sådant findes i enhver gammel bylov eller vedtægt, men med hvilken lovhjemmel eller gammel hævd, det ene bylav kunne pante det andet, selv om de var fra forskellige sogne eller som her endogså fra forskellige herreder, er vanskeligere at forstå, og forfatteren af nærværende blade må indrømme, at det ikke er lykkedes ham at finde nogen tilfredsstillende forklaring til dette forhold. Da udpantningen gjaldt "ulovligt hegns holdelse", kunne heri måske ligge et fingerpeg til forståelse af forholdet, thi det var jo nemlig hvad der vedkom hegn og led ind til nabobyer, der bragte dem i berøring med hinanden, og var der nu et forsømmeligt bylav, var det vel ikke urimeligt at antage, at der overfor et sådant kunne have udviklet sig en praksis i retning af at tvinge det forsømmelige lav ved hjælp af udpantninger, på lignende måde som et enkelt medlem af et bylav kan tvinges af dette til at gøre sin skyldighed.

Med den sidste udpantning i sommeren 1781 faldt sagen et øjeblik i ro. Trunderup bylav havde nu imidlertid besluttet at anlægge sag mod sandagerne for ulovlig hegns holdelse, og man fik biredommer Toftgaard fra Tåsinge til at føre sagen. Det var jo ellers i hine tider almidneligt, at godsernes ridefogder eller fuldmægtige ved slige lejligheder tog sig af bøndernes sag, og da alle de Trunderup mænd, på tre jordegne bønder nær, var fæstere under Egeskov, skulle det jo nærmest være fuldmægtigen her, en signr. Brechling, der skulle have taget sig af sagen, men da den kun i ringe grad angik hans herskabs interesser, har han måske ikke rudt sig om at udrede den.
I tingbogen for sunds-Gudme herreder findes anført:

Torsdag  den 22. novemb. 1781
"Adrian Becher, kongelig Majestæts Justitsraad og Herredsfoged og Gottfried Jantzen By og Herredsskriver, samt de sædvanlige Stokkemænd."

Sag Nr. 18.
"For Retten mødte Birkedommer Toftgaard fra Torsing paa Trunderup Bymænds Vegne og fremstillede 2 Stævningsmænd: Christian Gudbjerg og Christian Nielsen, begge af Svendborg, som irettelagde en under Toftgaards Haand skriftlig Stævning til Tingsvidne og Dom af 12t Hujus contra Sandager Bymænd betræffende et Leds Vogtning imellem to Marker Sandager Skovmaale og Trunderup Drift kaldet med videre efter Stævningens Indhold, hvilken Toftgaard begjærede læst og paaskrevet til Aktens Følge."

Stævningsmændene aflagde nu ed på, at stævningen var lovlig forkyndt for alle, som var nævnt deri, samt en del flere navne som ikke før, var nævnt. Blandt disse var der et par gamle folk i Kværndrup Hospital, en 73-årig skoleholder i Trunderup, Rasmus Mogensen, som var født der i byen. Den 80-årige Hans Lundsgaard i Trunderup (oldermandens fader), Lyche Rasmussen i Sandager og endelig forvalter Bondo på Boltinggård osv. - Toftgaard fremstillede derefter til at vidne 2 gårdmænd i Trunderup, Jens Andersen og Lars Nielsen, som blev taget i ed efter loven at vidne deres sandhed. Fra Sandager var der ingen mødt.
Derefter begyndte Toftgaard afhøringen af vidnerne, og de stillede spørgsmål anføres her i rækkefølge:

1) Kender vidnerne 2 ved Trunderup beliggende marker Sandager Skovmål og Trunderup Drift kaldet, og ved de, at den første deraf tilhører Sandager bymænd og den sidste Trunderup? - Svar: Ja, det forholdt sig, som omspurgt var.
2) Kender De det mellem disse to marker stående gærde, og det derudi værende led? - Svar: Ja, de kendte det.
3) Hvem tilkommer det at hegne gærdet og holde ledet, enten Sandager mænd eller Trunderup bymænd? - Svar: Sålænge vidnerne kan erindre, har Sandager bymænd hegnet gærdet og vogtet ledet.
4) Hvor gamle er vidnerne, og hvorlænge kan de erindre sig, at det omforklarede led er bleven vogtet af sandagerne? -Jens Andersen var 59 år, og Lars Nielsen var 66 år, de var begge opfødte i byen og kan erindre sig det omspurgte fra deres ungdom, eller fra de var 10 år gamle.
5) Ved de, at Sandager mænd, uagtet ledets vogtning som omforklaret tilhører Sandager mænd, desudagtet i denne sommer har optaget 50 stkr. kvæghøveder fra Trunderup bymænd, som var kommen igennem leddet, og ved de, at Trunderup bymænd har måttet indløse dem med penge? - Svar: Hvormange ved de ikke, men vel at der blev optaget en del, som Trunderup måtte indløse med penge.
6) Ved de tillige, at de Trunderup mænd, efter at de således var bleven fornærmede, og Sandager mænd vedblev ikke at vogte ledet, at de Trunderup bymænd har pantet sandagerne for ulovligt hegns holdelse for 2 rigsdaler. Svar: Ja.
7) Ved vidnerne endvidere, at de Sandager mænd straks derpå gik ind til oldermandens Jens Lundsgaard og fratog ham en stor bryggerkjedel, fordi han ikke ville betale dem 4 rdlr på byens vegne som straf for, at Trunderup bymænd havde forhen pantet sandagerne? - Svar: Ja, det var dem bevidst.
8) Er det ikke almidneligt, og i Trudnerup fra gammel tid brugeligt, at den by, der tilhører et gærde og led, hvor slige falder over en landevej eller alfarvej, skal holde samme vogtet, og har ikke til den ende Trunderup by ligedan et led at vogte på den anden side byen? - Svar: ja det var almindeligt, og til bevis herom har Trunderup by et led ved Spange Bro at holde, som er på landevejen, samt de Kværndrup et led ved Gultved Stænge, som er på landevejen til Odense, ligesom og det omtvistede led, der stedse har været bevogtet af sandagerne, er også på landevejen mellem Nyborg og Fåborg.
9) Er der flere sådanne led som det på samme måde forhodles med, og i sådan hvor? - Svar: De Gislev-Holme mænd har et ligesådant led ved Holme Kohave og Trunderup Dong, som er deres vej til Svendborg, såvelsom et ved Ellerup Kohave og Trunderup Dong, som vedligeholdes og vogtes af de Ellerup mænd.

Dette er indholdet af den første vidneførsel i sagen, og da, som nævnt, sandagerne var udeblevet fra dette møde, blev sagen udsat i 14 dage til den 6. december. Men denne dag mødte heller ingen af de Sandager mænd, og sagen blev da yderligere udsat i 8 dage til den 13. december. På denne dag mødte endelig sandagerne med en kyndigere mand, en hr. Erik Vest, der mødte for de bønder, der hørte under Boltinggård, Tøjstrup og Lykkesholm. Toftgaard ville fortsætte med afhøringen af vidner, men Erik Vest erklærede nu, at han gerne ville have sagen forligt og tilbød, at dersom citanterne her under tingsvidnesagen ville modtage deres "proposition", som er at sandagerne vil tage vogtet med Trunderup mænd enten halvt eller efter hartkorn, eller betale derfor, Sandager 5 daler og Trunderup 4 daler, så kunne forliget komme i stand. Han erklærede forøvrigt, at en skrivelse (rekvisition), som var dem tilsendt, ahvde de ikke forstået, og derfor var der ikke svar på dem. Endvidere bemærkede han, at om de Trunderup mænd ville finde det bedre, om et hyrdehus blev bygget på stedet, så ville sandagerne tage del deri.

Toftgaard ville ikke indrømme, at man ikke havde forstået den nævnte skrivelse, da man endogså havde svaret meget lærdt på den, men rigtignok ikke sådan, at sagen kunne blive forligt, og han derfor Vest at komme med et bedre forslag næste gang, da trunderupperne nok vil forlig, når det kan ske må en måde, der ikke er fornærmelig for dem. Toftgaard begyndte igen med vidneførslen, og påråbt blev blev Maren Andersdatter og Rasmus Mogensen, skoleholder i Trunderup, hun er omtrent 80 år, han 73, begge fødte i Trunderup, og sålænge de kan huske (omtrent 60 år) har sandagerne haft både gærde og led. De ved også, at det kostede 2 skill. i løsepenge for hvert stykke kvæg. Forøvrigt faldt deres vidnesbyrd fuldstændig sammen med de forrige vidners.Vest spurgte nu vidnerne:

1) Om de kan erindre, siden de er så gamle, at Sandager mænd omgjorde deres marker, hvorved Trunderup og Sandager Mark kom til på den ene side at ligge til fæled, når den anden var besat?
- Vidnerne svarede ja, det kunne de nok erindre sig.
2) Om vidnerne ikke siden den tid er bekendt med, at Sandager og Trunderup mænd har været i tvit om vogtning af ledet, da de før var enige og lige om at vogte ledet? - Svar: Vidnerne vidste ikke, at der har været vistighed forhen imellem Sandager og Trunderup mænd om at vogte ledet, og sålænge de kan huske, har Sandager mænd alene vogtet ledet, endog før markerne blev omdelte.
3) Siden vidnerne på 8. kvæstion har forklaret, at Trunderup mænd skulle have et led ved Spange Bro, hvor de ene har vogtet, om det da ikke er dem bekendt, at Kværndrup mænd har på samme hegn et led lige mod dette til bevogtning. - Svar: Ja, alt forholder sig således, men hvor Trunderup mænd har gærdet, har de og tillige ledet. Dog vidste de, at det ikke var over en snes år siden, at dette gærde blev rejst.
Der blev nu atter fremstillet to andre vidner, men der fremkom ikke noget nyt, alle de afhørte vidners udsagn gik i en bestemt retning. Retsmødet hævedes derefter.

Det næste møde i retten blev afholdt den 10. januar 1782. Birkedommer Toftgaard begyndte med at fremstille flere vidner i tingsvidnesagen, men før nogen sådanne blev afhørte, blev der imellem parterne aftalt om sagens nedlæggelse, således nemlig:
1) At der på Sandager mænds grund bygges 6 fag hus til beboelse for en hyrde, som eftertiden for Sandager mænds regning og ansvar skal vogte det nu omtvistede led.
2) Til dette hus`s opbyggelse betaler Trunderup mænd 1/3 part af, hvad det måtte koste.
3) Skulle noget kreatur, Sandager by tilhørende for eftertiden komme igennem dette led ind på Trunderup Mark, da bliver Trunderup mænd berettigede til derfor at tage løsepenge, nemlig 2 skill. for et fuld haaved og 1 skilling for et får eller svin, når det er ringet, men for et uringet betales skaden.  Men skulle derimod noget af Trunderup mænds kreaturer indkomne gennem dette led på Sandager Mark, da bliver Sandager mænd pligtige uden betaling at tilbagelevere det imod regres til deres hyrde, hvilken de selv antager Trunderup mænd aldeles uvedkommende.
4) Betaler Sandager mænd til Trunderup mænd til hjælp til de forårsagede omkostninger 5 rdlr.
5) Pantet, som den ene fra den anden før denne sags anlæg har indpantet imodtager enhver især på det sted, hvor det nu forefindes.
6) Skulle kreaturer gå over gærderne, da forholdes dermed efter gammel skik, forordninger og vedtægter ligesom forhen.
Ved dette forlig var nærværende hr. forvalter Nellemann på Trudnerup bys vegne og hr. forvalter Bondo på Boltinggårds, Tøjstrup og Lykkesholms bønders vegne af Sandager, som til den ende fremlagte 2 skrivelser, fra Lykkesholm og Tøjstrup, og således bekræftede de på herskabernes vegne dette i dag af begge byers nærværende bønder her ved retten indgåede forlig, til en bestandig regel for denne sag, som de til den ende fra retten begærede afvist.
Retten afviste herpå denne sag som forligt og afgjort.

Dette er tingbogens noget forkortede beretning om hvorledes Hyrdehuset, almindeligt kaldet Hyrehuset på Sandager Mark fremkom. Ifølge det ovenfor stående må det anses for rimeligt, at det er opført i sommeren 1782 ved Sandager Låge.
Det er at håbe, at andre lignende huse, både her og andet steds er fremståede under mildere fødselsveer end dette, hvadenten de er opførte af et bylav alene eller ved samvirken mellem to, eller måske snarest ved de pågældende herskabers medvirkning. De fleste af vogterhsuene har da også tilhørt egnens herremænd og er af disse solgte til beboerne, når der ikke mere var brug for dem som hyrdehuse, eller simpelthen nedbrudte, således som det er tilfældet både med Paspåhuset og Jørgensborghuset ved Egeskov. Men enten disse huse nu er afbrudte, eller gået over til andet brug, så er der dog med dem forsvundet et holdepunkt for vor opfattelse af den kultur, som vore bedste- eller oldeforældres tid er særtegnet ved, og vi har derfor god grund til at mindes dem endnu mens tid er.
Foruden de alt omtalte byled, der forøvrigt minder om kæmpevisernes "borgeled", kom der senere, efter udskiftningen, en hel vrimmel af led til, som vi, for ikke at afstedkomme misforståelse og forvirring må omtale lidt nærmere.

De gamle by- og vangeled havde, som allerede foran bemærket, efter jordfællesskabets ophævelse, hurtigt udspillet deres rolle, de forfaldt og forsvandt, og det så fuldstændigt, at det for manges vedkommende end ikke lader sig gøre blot nogenlunde at påvise deres gamle sted. Noget stort tal var der ikke af dem, de skulle jo kun lukke mellem byen og vangen, mellem disse indbyrdes og mellem vange og overdrev og fremmede bymarker. Da beboerne ved udskiftningen fik deres lodder samlede og indhegnede, blev der brug for mange flere led, men rigtignok af mere privat art. Hver mand fik hegn og led for sin lod, ofte for sine enkelte marker tillige, og gennemskar nu en ikke indhegnet bivej en sådan række marker, blev der kun få hundrede alen mellem hver to led, der spærrede den og fortrædigede de vejfarende, der hvert øjeblik måtte standse for at åbne og lukke ledene - hvis de da ikke helt undlod det sidste -. Det har heller næppe været lutter velsignelser, de rejsende har ofret på det utal af private led, som de ahvde så megen ulejlighed af på visse af sydfyns vejstrækninger, f.eks på vejen mellem Kværndrup og Ellerup. Men disse vej- og markleds tid er nu også forlængst omme, de forsvandt efter at loven af 21. juni 1867 var udkommet.

I denne lovs paragraf 11 står bl.a.:

"Amtsraadet kan bestemme, at samtlige Led paa offentlige Biveje i AMtsraadskredsen afskaffes, dog saaledes, at der gives Lodsejerne mindst 1 Aars Frist til at træffe de Foranstaltninger, som maatte blive nødvendige ved Ledenes Afskaffelse ...."

Det er disse bestemmelser, der i de nærmest følgende år medførte vejenes indhegning og ledenes nedlæggelse, de er nu en saga blott, udviklingen havde atter gjort et godt skridt fremad.