Blade af hovbøndernes historie

| | |

Dyrlæge Peder Jensen (1846-1913)Dyrlæge Peder Jensen (1846-1913)Af dyrlæge P. Jensen, Kværndrup


Det forhold, der fandtes mellem fæste- og hovbønder i det 18. århundrede kunne tit blive noget spændt og førte ofte til smårivninger og stridigheder. Ganske naturligt fordi så modstridende interesser stod over for hinanden. Godsejerne kunne, på grund af det den gang herskende ubestemte hoveri, stadig forøge sine fordringer til hovbondens arbejdsydelse.

Og bønderne kunne kun vanskelig værge sig derimod, når de ikke havde særlige lovbestemmelser på deres side; men kun kunne henvise til de vage bestemmelser, der fandtes i deres fæstebreve eller endog mundtlige aftaler efter gammel skik og brug. Men den danske bonde har alle dage haft ondt ved at bøje sig for det, han følte som uret, og når han gav efter, så kan man være forvisset om, at det først var efter en sejg men håbløs kamp mod overmagten.
En bonde rider træhestenEn bonde rider træhestenOm disse uoverensstemmelser mellem hovbonde og godsejer, der ofte kunne udvikle sig til meget skarpe optrin, er der i tidens løb dannet en del sagn, som har holdt sig ilive i befolkningen på hine tider og lige til vore dage.
Adskillige af disse sagn er fortalt så ofte og så levende fremstillet, at de er kommet til os i tydelige og kraftige farver; medens andre er blevet udviskede og gør et  mere blodfattigt indtryk. Atter andre igen er blevne rodløse og ubestemte for så tilsidst helt at forsvinde.
Alle har de dog sikkert nok et historisk arnested, som dog ganske vist i mange tilfælde meget vanskeligt kan eftervises.
Men man kan ikke tvivle om, at det har været der, fordi den historiske baggrund, hvorpå sagnet fremtræder, stadigt viser sig.
Alle disse sagn, hvad enten deres historiske oprindelse kan påvises eller ej, bør ikke forglemmes. Thi i dem ser man afspejlet et stykke af fortidens kultur, som det kan have sin interesse at betragte. Og vore efterkommere vil ventelig også have både nytte og fornøjelse af at gøre bekendtskab med dem og kan derfor med god grund kræve dem af os som en retmæssig arv efter forfædrene.
I det følgende er forsøgt samlet adskillige af disse sagn, således som de har lydt i folkemunde i lange tider. De er samlede som markblomster på de samme steder og egne, hvor de altid har haft deres vokseplads.
Og som markblomster er de tarvelige og uanselige, men tit med een kraftig duft og et livligt skær over sig, og danner sålede sen lille simpel "urtekost", som de gamle udtrykte sig.
Iblandt hjemstederne for disse sagn er den sydfynske herregård KrumstrupKrumstrupKrumstrup i Ryslinge sogn, Svendborg amt. Den har i tidernes løb gentagne gange skiftet ejere og dels tilhørt adelige, dels borgelig fødte besiddere. I blandt disse sidste findes der nogle, i hvis fodspor sagnene er skudt op.
Disse borgerlige fødte godsejere, som i det 18. århundrede tilkøbte sig adelige godser, havde væsentlig kun til formål at tiltvinge sig så megen økonomisk fordel som vel muligt, og dette var da hovedårsagen til stridighederne med bønderne.
Krumstrup var jo ikke af de største herregårde, nu drives der kun ca 200 tdr. land, men for halvandet hundrede år siden hørte der en del bøndergods til gården. Således fra Gultved i Kværndrup sogn, fra Sandager og Holme i Gislev sogn.
I den første halvdel af det 18. århundrede fra 1723-1750 ejedes Krumstrup gård og gods af admiral v. Hagedorn, der omtrent ved midten af århundredet solgte godset til familien Lange, og dermed var Krumstrup gået over i borgerligt eje.
Disse Langer, hvis historie lige så lidt som selve Krumstrups her skal opredes, opnåede ved deres hårde fremfærd og grusomheder at blive mere berygtede end berømte.
Hr. cand. mag. Holger Hansen har iøvrigt i Husmandsalmanakken spredt deres historie.
Af disse Langer: Brødrene Rasmus og Peder er særlig den første bleven bekendt som den mest hårdhændede.
Brødrene Lange var om sig overalt for at tilvende sig fordel, hvor det kunne lade sig gøre. Derfor havde de blandt andet også deres opmærksomhed henvendt på en gårdmandsenke, der på den tid levede i en gård i Strarupmarken, og som den gang og langt senere blev kaldt "den store Strarupgård". Den har rimeligvis tidligere ligget noget vestligere. På en hævning i terrænet ses en firkantet byggeplads med antydning af grave uden om. Byggepladsens omfang viser, at det må have været en bygning af Krumstrups størrelse. Den ejedes i det 15. århundrede af familien Hvidtfeldt. Resterne af den senere Straupgård findes endnu som udhuse til et almindeligt husmandshjem.
Langerne havde nu som sagt fået lyst til denne gård og forsøgte ved alle slags kunstgreb at få enken Bodil Strarups til at fortrække.
Hun var imidlertid en dygtig og tapper kone og Langerne kunne ingen vegne komme med hende.  Hun forstod stadig at værge sig.
Da de nu ikke på andre mere eller mindre hæderlige måder kunne komme hende tillivs, tog de deres tilflugt til et nedrigt og ondskabsfuldt kneb.
De søgte at bringe den samme anstødssten til anvendelse overfor hende, som så ofte før var blevet skæbnesvanger for det 18. århundredes bønder.
Det er den ulovlige skovhugst her tænkes på.
I det 18. århundrede var der endnu på disse egne rigeligt med skov. Men herskaberne solgte intet og gav kun nu og da bønderne lidt udvisning.
Dette gav kun utilstrækkeligt brændsel, og man søgte da at skaffe sig det nødvendige på anden måde, nemlig ved ulovlig skovhugst.
En mørk nat lod altså Langerne et par af deres karle køre ud i deres egen skov, hvor man fældede nogle egetræer, til man fik et passende læs.
Dette kørtes så til Strarup og blev væltet af uden for Bodil Strarups port.
Næste dag stod Krumstrups ladefoged i Strarupgården og spurgte Bodil, hvor hun havde fældet de træer, der lå ved hendes gård, og som tydelig kunne ses at være nylig omhuggede.
Nu kneb det for Bodil Strarups. Hun beråbte sig forgæves på, som sandt var, at hun ikke vidste, hvor træerne var kommet fra, og var uskyldig i brændelæssets nærværelse.
Men ladefogeden kunne sige hende, hvor det var hentet. Han havde i skoven målt træstubbene, det stod som synlige mærker på den natlige bedrift.
Og målene passede nøje på rodenderne af de træer, der således, ganske af sig selv, var kommet til at ligge ved Bodils port.
Nej, det var brændetyveri, det kunne der ikke være tvivl om.
Der blev nu en retssag ud af dette, idet langerne anklagede Bodil Strarup for ulovlig skovhugst.
Nu kunne Bodil ikke klare sig længere.
Blandt andre skumle hjælpemidler havde Langerne til deres rådighed falske vidner, der var parat til at vidne om alt mellem himmel og jord. Man ved endnu navnet på et sådant falsk vidne, nemlig Torben Hansen, der boede i Hylls Huse i Krumstrup Løkker, og som før havde været brugt af Rasmus Lange i hans mislige retssager.
Torben Hansen er dog engang blevet kasseret som vidne af en prokurator, fordi han, i følge tingbogen, som straf for falsk vidnesbyrd, havde måttet stå åbenbar skrifte i Gislev kirke.
Men som sagt: Bodil Strarup var ilde stedt, og hun vidste nu kun et råd: - Kongen! Kongen måtte hjælpe.
Og Bodil tog sine bedste klæder på og drog den lange vej til København for personligt at tale sin sag hos Kongen. Det lykkedes da også så vel, at Langerne blev dømt for deres onde fremfærd, og hun fik fred for dem. Bodil Strarups har endnu hidtil haft efterkommere i Gislev og Strarup.
Nær ved den ovenfor omtalte "store Strarupgård", satte Rasmus Lange på Krumstrup i sin tid et mægtigt stendige, muligvis som skel mellem Sandager og Gultved jorder.  Hovbønderne skulle slæbe de uhyre sten sammen, som lå spredt på markerne, for at danne dette solide skel. De arme mennesker, med de stakkels små, usle heste og de, om muligt, endnu elendigere vogne og redskaber klagede sig for Lange og påstod, at deres heste ikke kunne trække de tunge uhåndterlige sten.
"Trække!" sagde Rasmus Lange. - "De skal nok komme til at trække, sålænge der er en kæp i skoven".
Og bønderne bøjede hovedet  og tog fat igen. Rasmus Lange må have holdt ord. Thi den dag i dag ses stengærdet med de mægtige, klodsede sten, der sidder som et tavst, men tydeligt vidnesbyrd om godsejerens hårdhed.
Selv med nutidens velfodrede heste og solide vogne ville den erfarne mand betænke sig to gange på at flytte dem. Men i hine tider tog en herremand sjældent hensyn til sine undergivne, når det faldt ham ind at udføre en eller anden ide.
Den 25. juni 1767 købte krigsråd Morten Møller Krumstrup ved auktion.
Han solgte det igen ved skøde til sin søn, Mads Jørgen Møller den 17.juni 1782.
Disse to, fader og søn, var vistnok et par stridbare herrer, men det er da navnlig Mads Møller, der af alle sine samtidige blev anset som en bondeplager af det reneste vand.
Han drev Krumstrup ved hjælp af hovbønder ligesom så  mange andre herremænd på den tid og tilså almindeligvis selv folkene ved arbejdet. han gik aldrig, fortalte de gamle, i marken uden at have hundepisken eller "snusdåsen" med sig. Denne sidste bestod af en stok med en massiv firkantet dubsko på enden. Når han da med denne traf en ulykkelig synder i ansigtet, kunne vedkommende nok komme til at "nyse rødt". Kun en gang erindres det, at han var i en så spagfærdig sindsstemning, at han mod sædvane kom gående ud i marken uden ovenfor omtalte redskaber.
Det var den dag, da Struense blev henrettet.
Han satte sig på en plovås og fortalte bnderne, hvad der foregik; men selvfølgelig ud fra sit eget synspunkt. Tvivlsomt er det, om han egentlig havde nogen klar forståelse af øjeblikkets betydning. Om Struense udtalte han, at "nu slap man da af med den kæltring".
De frihedsideer, der den gang nu og da dukkede frem, betragtede Mads Møller ganske naturligt som skadeligt for sig og sine.
Bønderne havde vel nu og da hørt lidt om den større frihed og bedre behandling, de kunne tilkomme; men de forstod åbenbart ikke, hvorfra det skulle komme, og hvorledes det skulle gå til. Et lille træk fra Mads Møllers tid vil vise noget af dette. En dag, herremanden kom ud i marken til bønderne, der gik og pløjede, så han sig, uden nogen egentlig grund, arrig på en af dem, og begyndte straks på sin vante vis at overfuse ham. Ja, bød ham vel endog "snusdåsen". Herover brast dog mandens tålmodighed. Han standsede, gik hen ved sin plov og greb plovøksen, der altid sad på siden af plovåsen, og vente sig mod Mads Møller, idet han udbrød: "Den tid er nu forbi, da I må slå og behandle bønderne, som I vil. Dersom I nu rører mig, vil jeg bruge øksen som våben mod jer!"
Mads Møller stod et øjeblik og stirrede i stille forbavselse på den ellers så spagfærdige og sagtmodige mand.
Han begreb aldeles ikke, hvad der gik af ham. Men mandens ord lød alvorlige og truende og hans øjeblikkelige optræden gav det samme indtryk. Mads Møller foretrak derfor at vende kæmpen ryggen og humpede hjem ad Krumstrup til.
Jørgen Bæk, som bonden hed, var en hovbonde fra Gultved, en godmodig og yderst stilfærdig mand, der vel ikke havde opfundet krudtet; men dog skønnede på sin og sin stands velfærd.
Det var sikkert ikke for intet, at han lod sig opirre.
Denne tildragelse medførte, såvidt man ved, ingen videre ulemper for den dristige mand. Grunden hertil kunne måske tildels søges i den omstændighed, at Mads Møller ikke holdt af, til enhver tid, at komme i for nær berøring med sine bønder, særlig når han havde tirret dem. Han havde bedrøvelige erfaringer i så henseende. Der fortælles nemlig:
En dag, da Mads Møller kom gående gennem Lørup, stod der ved et hushjørne nogle børn, og da godsejeren halte, fordi han var nemlig meget halt på grund af en klumpfod, kunne de uartige børn ikke dy sig, men råbte efter ham: "Mads Hump, Mads klump", hvorpå de naturligvis i lighed med nutidens uartige børn tog flugten og forsvandt ind ad en gårdport.
Denne gård, Herredsfogedgården, mærkede herremanden sig, og da han kom hjem sendte han bud efter bonden, som boede der, og hvis børn det rimeligvis måtte være. Nå, manden gik til Krumstrup for at høre, hvad herremanden ville ham. Mads Møller havde imidlertid givet sine tjenestefolk ordre til, at når vedkommende mand indfandt sig, skulle de føre ham op til ham, på hans værelse; men derefter måtte de ikke komme derop, hvad de så end hørte. Manden kom nu og meddelte, at der var sendt bud efter ham, at han skulle møde på Krumstrup.
Tjenestefolkene førte ham så op til herremandens værelse, og det er jo ikke umuligt, at man undervejs har givet ham et vink om, at han muligvis kunne vente sig noget ubehageligt.
Ydmyg og ærbødig trådte bonden ind til Mads Møller. Men næppe var han kommen inden for, før der opstod et græsseligt spektakel.
Ude fra kunne de forfærdede tjenestefolk høre herremandens rasende, skændende stemme, men snart overdøvedes den af bondens fortvivlede klageskrig, og der imellem lød hastige skridt og de tunge bump af Mads Møllers klumpfod.
Bonden fik prygl. Det var der ingen tvivl om. Han fik måske så meget, at han måtte bæres derfra.
Hvad mon han dog havde gjort? Måske skudt på et stykke vild, der ville ødelægge hans spirende korn, eller måske haft sin økse inden for skovhegnet. Man vidste det ikke.
Og tjenestefolkene korsede sig og rystede på hovedet.
Men de undrede sig, da de så bonden komme ud fra herremanden igen. Sandt nok, lidt rød i kammen, men elles helt frisk og uskadt. Ja, næsten mere rank end før.
Og uhindret gik han hjem igen til sit eget.
Hvad der foregik på Mads Møllers værelse, havde kun Herremanden og bonden været vidne til, og det er sandsynligvis den sidste, der siden i en fortrolig kreds har fortalt de andre bønder, hvorledes det egentlig gik til.
Da han trådte ind til Mads Møller, for denne straks imod ham med banden og skænden, og begyndte at slå ham med hundepisken.
Da for det pludselig bonden gennem hovedet, at de var ene to og uden vidner.
I næste nu vristede han våbenet fra herremanden og tog sig nu for at gennemprygle ham på det ynkeligste; men vedblev desuagtet at jamre og klare sig med lydelig røst, stadigvæk bedende om nåde og barmhjertighed.
Man skønner, at denne bonde ikke har været nogen hel svækling, når han ikke tabte vejret under denne dobbelte bestilling: at uddele pryglene og samtidig vånde sig for dem.
Dette er jo kun sagn, for hvilke man savner historisk vished. Men de er fortalt så levende og troværdigt ned til vore dage, at det tydeligt viser, hvorledes bønderne ved lejlighed fandt, at herremanden fortjente at behandles.
1787-88 foretoges en udskiftning af Krumstrup jorder fra Lørup bys marker.
Ved denne lejlighed blev der noget ledig jord tilbage beliggende på Lørup Hede.
Mads Møller lod da nogle gårde fra Lørup udflytte. Her foretoges nu en lodtrækning. Og denne blev foretaget af Mads Møllers bisloperske "Store Mette", der den gang opholdt sig på Krumstrup.
Der siges, at hun havde mærket "spejelodderne" således at de, loddet faldt på, stadigt var bønder, som var anset for at have idt penge. Dette var jo en stor fordel for herremanden, der ellers måtte bygge for dem eller i det mindste hjælpe dem.
Bønderne var dog ikke så formuende, at de formåede at bygge færdig den sommer, og da vinteren kom, var der flere steder, hvor man knap nok havde tag over hovedet.
"Store Mette" blev siden gift med smeden i Lørup og kom til at bo i Bøgebjærgshuset, der ligger på Lørup Hede skrås over for Bækkroen.
Her stod hendes bryllup.
Der fortælles at på bryllupsaftenen sendte Mads Møller vogn efter hende. Men hendes mand sagde: "Nej, holdt! Nu er hun min!" og med uforrettet sag måtte vognen køre til Krumstrup igen.
Derfor mistede Mette Hvenegården på Lørup Mark, som Mads Møller havde bygget til hende. Andre fortæller denne tildragelse noget anderledes: På bryllupsaftenen hentede Mads Møller selv med lukket vogn "Store Mette" til Krumsrup, og da hendes mand dagen efter krævede hende tilbage, fik han så ilde en medfart af herremanden, at han aldrig forvandt det; men døde nogen tid efter.
Det var ikke alene bønderne, Mads Møller lå i strid med; thi det hørte vel omtrent til dagens orden, men også hans jævnlige, omegnens herremænd, havde han ufred med og førte af og til proces med dem. Ved hans stridigheder såvel som ved hans øvrige private forhold, var hans økonomiske stilling gået tilbage, og henimod slutningen af 1780erne begyndte han at se sig om efter en køber til godset.
Ved et gilde - sagnet kalder det et bal - i Odense, hvor flere fynske herremænd var samlede, traf Mads Møller sammen med den unge kammerjunker Knud Juel, broder til kammerherre Juel til Tåsinge. Det synes, efter fortællingen, som om Mads Møller ville have den unge junker lidt til bedste. Han tilbød ham nemlig sin gård til købs; men føjede spottende til, at den unge herre vel var bange for at købe den eller ikke evnede det.
Nogle af Juels venner hviskede imidlertid denne i øret, at han skulle tage herremanden på ordet i vidners overværelse, da handelen ikke var så gal endda.
Juel fulgte rådet, og Mads Møller måtte stå ved sit ord.
Ved skøde af 18. juni 1791 blev Krumstrup Knud Juels ejendom.
Den dag, han overtog gården, gav han hovbønderne en fridag med tilladelse til at holde sig lystige hele dagen i gården og borgestuen, dog måtte de ikke støje i selve borggården (altså inden for gravene), da han endnu ikke havde fuld rettighed der.
Og bønderne var glade; de havde mærket, at deres ny herre var af en anden slags end den gamle.
Træhesten, der hidtil havde været jævnlig brugt, blev slået i stykker og savet til brænde, hvorpå dette blev bragt op i køkkenet og brugt til at koge vand ved til den punch m.m, hvormed bønderne skulle beværtes.
Disse havde alle slags lystigheder for, og under nydelsen af drikkevarerne steg munterheden; men samtidig med den hævnlysten mod Mads Møler. Ham kunne de nu ikke få ram på; men så fik man pludselig øje på en af hans vogne, som tilfældigvis henstod i gården. Så måtte den holde for.  Nogle greb fat i stangen, medens andre skød bag på, og nu gik det i skramlende trav gården rundt stedse vildere og vildere, indtil vognen pludselig bragtes ud af sin kredsende bane og for imod den mod LØrup vendende byport med hele sin kraft. Stødet var så voldsomt at vognstangen i hele sin længde borede sig igennem porten og brød en stor splint ud af denne.
Bønderne blev noget betænkelige ved dette uheld og gav sig straks i færd med at udbedre skaden.
Det lykkedes dem også at få det afbrækkede stykke sømmet fast på sin plads. Endnu ved gårdens ombygning i 1870erne sås den ulykkelige træsplint sidde i porten fastholdt af store hesteskosøm.
Da Knud Juel var svagelig solgte han senere godset, for en del til bønderne selv; han befand sig på rejse i udlandet for sit helbreds skyld, og ved fuldmagt af 18. september 1795 overdroges det hans broder, kammerherre Fritz Juel at sælge godset.
Skøderne er derfor underskrevne af ham.
Ovennævnte fuldmagt lyder således:

"Jeg underskrevne er sindet at foretage mig en Rejse uden Riget og ikke kan vide til hvad Tid, jeg igen kan være her tilbage, saa da jeg dels ved offentlig Auktion og dels under Haanden har solgt min Hovedgaard Krumstrup samt det meste af Godset, hvorom en Del bliver at afhandle og bringe i Rigtighed saavel i næste 11te December Termin som tilstundende 11te Juni 1796.
Da min kære Broder, Kammerherre Fritz Juel til Taasing, har haft den Godhed at love mig i Fraværelse at afgøre paa mine Vegne, hvad som angaar berørte Gaard og Gods med videre, saa autoriserer jeg herved bemeldte min Broder til, paa mine Vegne at afhandle, indgaa, kvittere og afgøre alt, hvad som i nogen Maade vedrører og vedkommer mig, det være sig Kjøb, Salg, Pengeomsætning, Bevisers Udstedelse, Forpagterens Aflevering, kort alt hvad som nævnes kand, Credit eller Debit, mig selv samt Krumstrup Gaard og Gods vedkommende, hvilket alt saavel hvad merbemeldte min kære Broder selv indgaar, som hvem han paa sine Vegne dertil beskikker, skal af mig og mine Arvinger respekteres og anses lige saa fuldkommet og tilstrækkeligt, som om jeg selv indgaaet havde.
Dets  til Bekræftelse havde jeg selv ej allene egenhændig underskrevet og forseglet denne min uindskrænkede Fuldmagt, men endog ombedet Stedet Notarius Publicus Herr By- og Herredsskriver Bager sin Attest og Paategning her paa under Haand og Segl at meddele.

Krumstrup d. 18. september 1795.

Således havde Krumstrup en kort tid igen været i en adelsmands besiddelse, men i tidernes løb er det igen gået over i borgerlig fødtes eje.
Kort tid efter salget af Krumstrup, rejste Mads Møller til Brylle, han havde her købt Skavenborg, hvor han levede til sin død, d. 10. februar 1820.
Sagnet lader ham derimod dø i Render Fattighus ussel og forarmet.