Næringslovgivningen

| | | | | | | | | |

Indhold

Dansk kulturhistorisk opslagsværk
Ved næringslovgivningen forstås i bred forstand 1. Den lovgivning, der regulerer landets erhvervsliv, idet næringslovgivningen i snævrere forstand betegner 2. Den lovgivning, der retter sig mod den selvstændige erhvervsmæssige udøvelse af borgerlig næring, her især handel, håndværk, industri og beværtning, de såkaldte byerhverv.


1. Motivet til lovregulering af erhvervslivet har været ønsket om dels at fremme borgernes og samfundets velstand og dermed skatte-og afgiftsbetalingsevne, dels at sikre forsyningen af landet med nødvendige varer, først og fremmest levnedsmidler.
Allerede i middelalderen møder man hos kongemagten den politiske opfattelse, at man gennem monopolisering af handel, at håndværk i købstæderne kunne skabe baggrund for en borgerstand med økonomiske muligheder. Endnu indeholder vel de ældre stadsretter som bl.a. den skånske birkeret og Slesvigs, Roskildes og Ribes stadsretter ingen bestemmelser imod handel på landet. Men købstadslovgivningen, som man kan følge den fra den senere del af 1200-tallet, fik som et væsentligt formål at sikre borgernes eneret til opkøb og videresalg af oplandets produkter; dette ses af bestemmelserne om de fremmede købmænd, gæsterne, der blot måtte handle en gros med bønderne. En konsekvent byøkonomisk politik udvikledes dog først fra omkring 1360 med Valdemar Atterdags privilegier for de skånske byer, hvor man første gang ser forbudet mod landkøb, dvs fremmedes erhvervsmæssige handel med købmandsvarer på landet, der også betegnedes landprang eller forkøb. Med Margrethe I`s rigslov af 24.1. 1396 udvidede dette forbud til også at omfatte ulovlige havne, og i Erik af Pommerns privilegier for en række købstæder (Svendborg 1413, Helsingør 1414 og Malmø og Landskrona 1415) forudsættes, at byerne havde eneret til den indenlandske handel. Denne linie ser man fortsat i frd. Af 15.2. 1422, der forbød landkøb på Sjælland og henlagde al handel her til marked og tov; endvidere bestemtes, at indtil kl 10 måtte kun borgere handle på torvet, herefter var handelen fri. Det blev yderligere pålagt købstædernes indbyggere at løse borgerskab som forudsætning for erhvervsudøvelse og magistraten at føre tilsyn med håndværkerne. Handelen skulle altså koncentreres i købstæderne, der gennemførtes torvetvang for bøndernes vedkommende, gæsters deltagelse o omsætningen på torvet begrænsedes, og der stilledes krav om, at enhver, som ville drive handel eller udøve håndværk, skulle erhverve adkomst hertil i form af borgerskab. Adel og gejstlighed kunne dog sælge egne produkter og modtagne naturalieafgifter samt købe til eget brug uden hensyntagen til bestemmelserne i frd. Af 15.2. 1422.
Siden 1200-tallet havde håndværkerne inden for en række fag sammensluttet sig i lav, der dog langtfra har eksisteret i alle købstæder, idet mange var for små og havde for få håndværkere. I købstæder med lav var optagelse heri forudsætningen for udøvelse af det pågældende håndværk, der således monopoliseredes af vedkommende lav; i lavenes vedtægter fandtes der bestemmelser vedrørende arbejdsforhold, svende og lavsmøder m.v. Lavsmonopolet skulle for kongemagten være et middel bl.a. til at sikre befolkningens forsyning, men lavene udnyttede ofte deres monopolstilling til at begrænse konkurencen, at skrue priserne op og gennem indførelsen af mester- og svendeprøver at vanskeliggøre adgangen. Man ser derfor ofte uvilje mod lavene og talrige stridigheder mellem dem på den ene side og kongen og den stedlige øvrighed på den anden side.
I løbet af 1400-tallet voksede købstædernes krav om monopol på handel, skibsfart og håndværk, og der udstedtes en række handelsforordninger; heraf kan især nævnes frd. Af 30.9. 1475, der indeholdt bestemmelser svarende til dem, som var blevet givet ved frd. Af 15.2. 1422, men som til forskel herfra gjaldt hele kongeriget; disse bestemmelser understregedes i de enkelte købstadsprivilegier. På nogle punkter skærpedes bestemmelserne, idet man f.eks nøjere angav, hvilket område der skulle regnes som købstædernes opland, hvor håndværk ikke måtte udøves, og hvor fremmede byers købmænd ikke måtte drive handel; for store byer som f.eks. Ålborg og Odense lå grænsen i en afstand af 4 mil (ca 30 km) fra købstadens centrum, for mindre som f.eks. Kerteminde 1 mil (ca. 7,5 km). Fra disse bestemmelser undtoges dog nogle få håndværksfag, hvis arbejde ikke kunne undværes på landet. Bestræbelserne på gennem lovgivningen at give købstædernes borgere monopol på omsætningen af varer kulminerede med Christian II`s såkaldte bylov af 1521, der fratog adel og gejstlighed deres ret til handel med egen produktion; denne lov faldt dog med kongen selv i 1523. I København, Helsingør, Odense og Ålborg oprettedes i 1500- og 1600-tallet et antal såkaldte handelslav for udøverne af forskellige handelsfag.
En særlig side af næringslovgivningen udgjorde de mange forordninger, der i 1500-, 1600- og til dels 1700-tallet udgik med henblik på at sikre fordelene ved studestaldning på adelens og godsejernes hænder; alle andre fik forbud mod ikke blot at opfede øksne på stald, men også at udføre græsøksne, dvs stude, der ikke var blevet opfedet.
Fra begyndelsen af 1600-tallet prægedes næringslovgivningen af den såkaldte merkantilisme, der bevidst søgte at fremme erhvervslivet med det sigte at øge borgernes velstand og skabe en positiv handelsbalance. Staten greb i langt højere grad end tidligere ind i erhvervslivet og førte en aktiv næringslovgivning. Gennem monopoler, privilegier, toldbeskyttelse, oprettelse af handelskompagnier, støtte til erhvervsforetagender og ren statsdrift søgte man at fremme handelen på de dominerende hollænderes og andre nationers bekostning. Desuden forsøgte man gennem oprettelse af industriforetagender og monopoler samt ved skattefritagelse og indkaldelse af fremmede håndværkere at gøre sig uafhængig af udlandet. Hverken denne erhvervspolitik eller handelspolitikken fik dog store følger i første halvdel af 1600-tallet. Med indførelsen af enevælden i 1660 styrkedes borgernes eneret på handel og håndværk, således som dette ses af borgerstandens privilegier af 24.6. 1661, og en række købstæder fik rang som stapelstæder med eneret til handel på udlandet. I Danske Lov af 1683 gentoges påbudet om, at handel skulle foregå i købstæderne, idet ikke blot bønders, men også borgeres og omrejsende bissekræmmeres handel på landet med visse nærmere specificerede undtagelser var forbudt (3-13-24, 3-8-1 og 3-13-27); ejere af jordegods var dog ikke omfattet af dette påbud (3-13-25). Endvidere indskærpedes bestemmelsen om torvetvang (3-13-26) og om, at det kun var tilladt håndværkerne inden for nogle få fag at virke uden for købstæderne (3-13-23)
Med udviklingen henimod større virksomheder og de nyere produktionsformer, manufakturerne og fabrikkerne, der ikke lod sig indpasse i lavsordningen, med udviklingen henimod frihandel og med den fremvoksende liberalistiske ideologi forstærkedes i 1700-tallet uviljen mod lavsvæsenet. Ved reskript af 10.4. 1761 bestemtes, at lavsvedtægter herefter ikke kunne godkendes, hvis de ikke foreskrev blot et lavt adgangsgebyr og mere eller mindre så bort fra mesterstykke. Dette første skridt henimod næringsfrihed fulgte af frd. Af 21.3. 1800, der for København ophævede fastsatte drenge- og svendeår og tillod alle svende efter 4 års arbejde i et lav at nedsætte sig som frimestre; ved plakat af 3.11. 1832 udvidedes disse bestemmelser til at omfatte også kongerigets øvrige købstæder. Ved frd. Af 23.4. 1845, den såkaldte prangerlov, blev det endvidere tilladt enhver at opkøbe danske landbrugsprodukter og at indføre dem til købstaden. Og mens toldlovene af 12.2. 1683, af 17.5. 1762 og af 26.11. 1768 rummede talrige indførselsforbud til beskyttelse af den hjemlige industri, havde toldloven af 1.2. 1797 blot indførselsforbud for 8 vareklasser.
Med Grundloven af 1849 anerkendtes retten for enhver til at drive en hvilken som helst næring, dvs erhvervsvirksomhed. Ved næringsloven af 29.12. 1857, his bestemmelser trådte i kraft 1.4. 1858, flere væsentlige dog først 1.1. 1862, afskaffedes lavsvæsenet, og som hovedprincip indførtes næringsfrihed eller fri næring, idet man viste håndværket og handelen det hensyn, at håndværk ikke måtte forbindes med handel og kun for visse fags vedkommende måtte udøves inden for en afstand af 1 mil (ca 7,5 km) fra købstæderne. Endvidere bestemtes, at handel ikke måtte drives inden for et område, der lå en afstand af fra ½ til 1½ mil uden for købstæderne; disse såkaldte læbælter eller afstandsbestemmelser ophævedes ved lov af 11.2. 1920. Herudover var udøvelsen af en række næringer pålagt visse begrænsninger med hjemmel i næringsloven af 29.12. 1857 og senere lovgivning eller i kraft af de næringsvedtægter, der i henhold til næringsloven udfærdigedes for hver købstad og hvert amt af Indenrigsministeriet, fra 1914 af Ministeriet  for Handel og Søfart. En række erhverv betegnedes som bundne næringer, idet der hertil krævedes løsning af næringsadkomst. Disse adkomster kunne erhverves under nærmere angivne forudsætninger, herunder bl.a. erlæggelsen af en forholdsvis lav næringskendelse, dvs en afgift, der en gang for alle betaltes til kommunens kasse, og som gradueredes efter Indenrigsministeriets inddeling af næringsvejene i 5 klasser; næringskendelse skulle dog ikke erlægges, såfremt der som medhjælp kun anvendtes ægtefælle og/eller børn. I købstæderne betegnedes næringsadkomsterne borgerskaber, når der var tale om mænd, næringsbeviser, når der var tale om kvinder; på landet anvendtes betegnelsen næringsbevis. Kvinder, som levede i ægteskab, kunne ikke løse næringsadkomst. Inden for handelen fandtes de 3 såkaldte alm. handelsborgerskaber på gros-, på købmands- og på detailhandel; hertil kom nogle mere specielle på vinhandel, brændevinshandel, tømmerhandel, høkerhandel, marskandiserhandel og den såkaldt ringe handel, der bestod i omsætning af f.eks. Brød, kager, lys, sæbe og legetøj. Indenfor håndværks- og fabriksdrift fandtes et betydeligt antal forskellige næringsadkomster. Beværternæring, der inddeltes i beværtning, konditori og gæstgiveri, havde en særlig stilling, bl.a. som følge af at løsning af næringsadkomst på beværtning og konditori begrænsedes af et bevillingssystem. For sig stod endelig sønæringsloven, hvor næringsadkomst som skipper og sætteskipper ved sønæringslov af 25.3. 1892 erstattedes af beviser som skibsfører, sætteskipper eller fiskeskipper.

I overensstemmelse med den liberalistiske tankegang ophævedes med toldlovene af 1.5. 1838 og 4.7. 1863 en række forbud mod import af varer, ligesom toldsatserne nedsattes. Den voldsomme modstand, som den radikalt nye næringslov af 29.12. 1857 rejste, gav anledning til nedsættelsen af næringslovskommissioner i 1870, 1890 og 1921, men først den sidstnævnte kommissions arbejde fik videre følger; på grundlag af dette arbejde ændredes reglerne for udøvelse af erhvervsvirksomhed ved næringslov af 28.4. 1931, som dels begrænsede antallet af bundne næringer, dels lettede adgangen til at løse næringsadkomst, herefter betegnet næringsbrev. I henhold til næringslov af 10.12. 1975 kræves næringsbrev kun i forbindelse med virksomhed som auktionsholder, vekselerer og ejendomshandler.
.....
Med næringsloven af 29.12. 1857 indførtes som omtalt næringsadkomster under betegnelsen borgerskaber og næringsbeviser, med næringsloven af 28.4. 1931 betegnet næringsbreve. Inden 1919 udstedtes næringsadkomster i København og i byer med en kgl. udnævnt borgmester af magistraten, i øvrigt af politimesteren; næringsadkomsterne er indført i særlige protokoller, undertiden dog i de såkaldte politiprotokoller. Ved lov af 1.3. 1889 oprettedes i hver købstad og landpolitikreds et handelsregister, hvortil enhver handelsdrivende med næringsadkomst skulle indsende oplysninger om virksomhedens navn, ejer- og fuldmagtforhold mv.; disse registre er disen 1889 blevet ført af politimestrene, i København dog af magistraten. Også aktieselskaber, der som visse andre foreninger kunne ansøge om næringsadkomst, findes registreret i handelsregistrene, fra 1930 dog i Aktieselskabsregistret, der hører under Handelsministeriet og er beliggende i København.