Arbejderbeskyttelse

| | | | |

Indhold

Dansk kulturhistorisk opslagsværk


Arbejderbeskyttelseslovgivning er en samlet betegnelse for initiativer, der har til formål at forebygge ulykker, som arbejderen udsættes for ved udøvelsen af sit arbejde.


Der kan skelnes mellem. 1. En regulering af de indre forhold på arbejdspladsen, herunder afskærmning af maskiner, arbejdsstedets indretning og velfærdsforanstaltninger i øvrigt. 2. En regulering af arbejdskraftens sammensætning og arbejdstiden, herunder indskrænkning af kvinders og børns arbejde i fabrikker, fastsættelse af arbejdstiden generelt, forbud mod søndagsarbejde og natarbejde. 3 Det særlige tilsyn med den udenlandske arbejdskrafts vilkår, den såkaldte polaklov fra 1908.

1. Der, hvor man fra lovgivningsmagtens side skred først og kraftigst ind, var over for dampmaskiner. Frd af 27. april 1832 fastslog, at dampmaskiner ikke måtte tages i anvendelse, før de var synet af sagkyndige mænd. Denne forordning erstattedes 12.4.1851 af en lov, der påbød sikkerhedsventiler, prøvehaner og foranstaltning af en trykprøve. Senere skulle der også holdes prøve, når politiet forlangte det. Dette dampkedeltilsyn forbedredes ved maskinbeskyttelsesloven af 12.4. 1889, som foreskrev, at ingen leverandør måtte udlevere nogen af loven omfattet maskine, uden at de nødvendige sikringsdele medfulgte. Samtidigt fastslog man en række afskærmningsregler for svinghjul, drivhjul, remskivefordybninger samt vandhjul o turbiner. Fabriksloven af 29.4 1913 indskærpede over for opstillere af maskineri, at alle forskrifter for maskineriets indretning skulle iagttages.
For arbejdspladser, hvor arbejderne var udsat for særlig stor fare, udvikledes ret tidligt specielle reglementer og love. Københavns sundhedskommission udstedte således den 17.11. 1866 et reglement om kontrol med tændstikfabrikation. Ved lov af 14.2. 1874 blev anvendelse af hvidt fosfor forbudt til tændsats. Fabrikation af sprængstoffer skulle foregå i en nærmere fastlagt afstand fra andre bygninger, hvilket blev stadfæstet i lovene af 2.3. 1861, 15.5. 1868 og 21.3. 1873 samt den mere omfattende lov af 1. april 1894. Stilladsers indretning blev reguleret ved en generel lov af 3.1. 1890.
2. Udnyttelsen af børn og unge blev begrænset gennem en række love, der regulerede arbejdstiden. Fabriksloven af 23.5.1873 påbød, at fabriksmæssigt drevne virksomheder ikke beskæftigede børn under 10 år, at børn i alderen 10-14 år ikke arbejdede mere end 6½ time pr døgn indbefattet en hviletid på mindst ½ time. Arbejdstiden fastsattes til maksimalt 10 timer. Natarbejde blev forbudt for alle unge. Ligeledes søn- og helligdagsarbejde. Ved loven af 11.4.1901 hævedes minimumsalderen til 12 år, og børn mellem 12 og 14 år måtte højst arbejde 6 timer i døgnet indbefattet ½ times hviletid. En foreslået særlovgivning for kvinders arbejdstid blev ikke vedtaget bl.a på grund af delte meninger herom i kvindebevægelsen og fagbevægelsen, men en barselsorlov på 4 uger efter nedkomsten gennemførtes. Fabriksloven af 29.4.1913 fastslog, at børn først måtte deltage i fabriksarbejde efter den lovpligtige skolegangs slutning.
Døgndriftsloven af 12.2.1919 indførte lovfæstet 8 timers arbejdsdag i fabriksvirksomheder ved døgndrift, og bageriloven af 9.6. 1920 forbød - efter kraftig pression og strejkevirksomhed fra Bagernes Forbund - natarbejde.
Den største særlovgivning inden for arbejderbeskyttelseslovgivningen var loven om anvendelse af udenlandsk arbejdskraft af 21.8 1908. Fabrikstilsynet fik ifølge denne lov til opgave at kontrollere om der mellem polakkerne og deres arbejdsgivere i landbruget var oprettet lovformelige kontrakter, om der var anskaffet afregningsbøger, og om der var tegnet lovpligtig syge- og ulykkesforsikring. Også boligforholdene skulle kontrolleres af tilsynet.
Tilsynet med den første fabrikslovs gennemførelse blev overdraget et arbejdstilsyn bestående af to arbejdsinspektører. Med loven af 12.4. 1889 indførtes betegnelsen fabrikstilsyn og fabriksinspektører som hver fik et antal assistenter til hjælp. Tilsynet med landbrugsmaskiner, mindre møller og visse håndværksbedrifter blev derimod overdraget kommunevalgte maskinsynsmænd. Ved fabriksloven af 11.4.1901 centraliseredes fabrikstilsynet. Den ene af de tidligere fabriksinspektører udnævntes til direktør i spidsen for Fabriksdirektoratet under Socialministeriet, medens de tidligere assistenter nu tituleredes fabriksinspektører. Samtidig stiftedes Arbejdsrådet eller Dansk Arbejdsråd, der fik til opgave dels at fremsætte forslag til videreudvikling af arbejderbeskyttelseslovgivningen, dels at fremsætte udtalelser over for regering og fabrikstilsyn om sager, der faldt ind under fabrikslovgivningen, herunder dispensationssager. Rådet bestod af en kongelig udnævnt formand og 8 medlemmer udnævnt af ministeren. Loven præciserede i øvrigt, at enhver arbejdsgiver i håndværk og industri, der beskæftigede 5 arbejdere, eller uanset antal beskæftigede benyttede mekanisk kraft, skulle underkastes den herskende arbejderbeskyttelseslovgivning.