Fisker Niels Peder Hansen, Syltemaen

| | |

Ifølge folketroen - en ulykkesbusk - ved SyltemaenIfølge folketroen - en ulykkesbusk - ved SyltemaenSkipperhuset ved SyltemaenSkipperhuset ved SyltemaenBallen havnBallen havnSyltemae Å - Ballen bådelavSyltemae Å - Ballen bådelavGammelgård ved SyltemaenGammelgård ved SyltemaenHvad avisen [formentlig i 1933] skrev om fisker N.P Hansen og hustru Anne Marie Hansen i Vester Skerninge Søndermark i forbindelse med deres guldbryllup

"N.P. Hansen er født 14 november 1859 i Horne. Sammen med sin hustru, der er født den 18. august 1857 i Ølsted ved Brobyværk, tog han fat på fiskeriet ude ved Bøjden efter at have faret til søs i sin tidligste ungdom, men købte allerede 1885 sit nuværende hus ved Syltemae, som nogle år forinden var brændt i det endnu berømte tordenvejr "den 4. august".

Det var just ikke optimisme, der slog de to unge fiskerfolk i møde, da de her begyndte deres egentlige livsgerning. De tidligere ejere af huset havde ikke kunnet klare sig, og naboerne lagde ikke skjul på den mening, at det næppe ville gå de nye folk bedre. Men opfattelsen ændredes hurtigt. Det stod snart klart for enhver, at her var der kommen folk til, som både ville og kunne. Og nu formede de to fiskerfolks virksomhed sig som et billede på fiskeriets udvikling her i landet, kun at disse to altid var foran i udviklingen på egnen og aldrig sparede på kræfterne og energien.

N.P. Hansen var den første på denne egn, der tog bundgarnsfiskeriet op omkring ved århundredskiftet, og han drev det gennem en længere årrække i stort omfang. Ligeledes var han blandt de første, som tog motorkraften i sin tjeneste. Han var en af aftagerne til de tre første petroleumsmotorer "Dan", der kom til Svendborgegnen. Enkelte havde et års tid i forvejen eksperimenteret med benzinmotorer, som oftest, gamle tyske lyst- eller passagerbåde, som blev omdannet til fiskeribrug. Dog først petroleumsmotoren gav de muligheder, der skulle revolutionere fiskeriet og hele skibsfarten. Fra primitiv drift med drivkvase og enkelte torskeruser udviklede N.P. Hansen da gennem årene, ypperligt bistået af sin hustru, sin virksomhed til moderne og rationelt storfiskeri, som gav basis for en betydelig eksport.

En overgang var N.P. Hansen medlem af Vester Skerninge sogneråd. Og nu har de to gamle lagt op, hvad fiskeriet angår. I årenes løb har de indkøbt nogen jord til ejendommen, som de endnu driver. ...................................."

Fhv købmand Eskild Larsen, Odense fortæller om sine bedsteforældre fisker N.P. Hansen og hustru:
Udateret

Jeg er blevet bedt om at fortælle lidt om slægten og min barndom  her ved stranden, og da jeg jo nu er den ældste og kan huske længst tilbage, skal jeg prøve at fortælle, hvad jeg har hørt fortalt og selv oplevet; jeg vil begynde tilbage fra mine oldeforældres tid.

Som de fleste af jer sikkert ved, stammer vi på bedstefaders forældres side fra Horne, og på bedstemoders forældres side fra Ølsted v/Brobyværk.

Først om bedstefaders fader Hans Nielsen, kaldet Klejner; han skulle som ung være meget stærk og en dygtig arbejder - har blandt andet tjent på Hvedholm. Han deltog i krigen 1848-50 og i Istedslaget den 24.-25. juli 1850. Han blev såret og kom på lazarettet i København.
Den gamle kunstmaler Johs. Petersen i Horne brugte meget oldefader og oldemor som modeller til sine billeder; hans speciale var at male gamle mennesker. Der hænger flere malerier rundt omkring i Horne af disse to [fra] omkring år 1900. Vi ved de levede under meget små og fattige forhold. 1872 var kysten på det sydlige af Danmark ramt af den frygtlige stormflod, hvorunder fiskere og kystboere led store skader. Der blev foretaget landsindsamling til de skadeslidte, og i sognene måtte der udbetales en slags erstatning til de fattige fiskere og kystboere. Han står her optegnet "kun i ringe kår, trænger meget til støtte" og får part i bortskyllet fiskeredskabshus 5 rdl og 1 hyttefad m/½ lispund ål ødelagt 6 rdl. Men ellers er der mest at fortælle om ham; han gjorde hvad han kunne for at udrydde brændevinen, men det lykkedes heldigvis ikke for ham.

Om bedstefaders moder kan jeg fortælle; hun var fra en god gård og skulle have haft et helt fantastisk stort udstyr med sig bl.a. 24 stk nathuer; hun var et helt fantastisk sirligt, nøjagtig, ærlig, bestemt og altid tilfreds m/tilværelsen; de blev meget gamle og svagelige. Han døde 1913 i Horne og hun fik sine sidste år her nede v/stranden. Jeg husker som det var i går, hvordan hun hver eneste dag sad og læste i bibelen og salmebogen. Om sommeren sad hun på en stol ude i haven og plukkede ribs og solbær og når hun havde plukket, var der ikke et bær mere. Hun døde hernede 1920.

Jeg glemte at fortælle om oldefader; det var engang, skal nok have været ca 1912-13, oldeforældrene var på besøg hernede, kom der en flyvemaskine her henover. Det var første gang, han havde set en sådan, og han råbte da ind til oldemor: "Mor, mor kom ud, nu skal du se, nu flyver, flyver de oppe i luften og i gamle dage fik vi ikke engang kaffe." Denne kombination af kaffe og flyvning var meget omtalt indenfor familien.

Om bedstemoders forældre ved jeg ikke meget, hendes fader var husfæster og arbejdsmand på Ølstedgård, hvor der nu er plejehjem, og bosat i Ølsted. Da de blev gamle købte bedstefader det gamle bindingsværkshus, som ligger lige om på anden side af villaen her, og da vores oldemor hed Susanne, blev huset altid kaldt for Sannehuset efter hende. Om det hedder det endnu ved jeg ikke, han døde 1905, hun 1908, og blev begravet i det gravsted, hvor nu vore bedsteforældre hviler.
Senere blev huset brugt til opbevaring af fiskeredskaber, og der var karlekammer i den østre side af huset. Da min onkel i begyndelsen af tyverne købte bil blev den vestre side lavet til garage; det var en af de rigtige gamle Ford med kalesje og den var så høj, at den ikke kunne komme ind i garagen uden kalesjen blev slået ned

Men vi skal videre frem ad, bedstefader tror jeg nok har været meget dygtig i skolen. I kan se hvor flot han skrev i sin skrivebog, det var noget med orden, jeg tror ikke der er mange skolebørn i dag, der kan fremvise en sådan skrivebog.
Han kom ud at sejle, da han var konfirmeret; vi har et brev han har skrevet hjem 1877. Det er fra Ålborg - han var ikke af dem der fortalte store historier som mange andre søfolk kan have for vane, dog har han selvfølgelig fortalt om oplevelser bl.a. om forholdene i Rusland, når de lå oppe på Nevaen og lastede træ, han fortalte han havde set russere sidde på skibene og pille hinanden for lus i håret, ligesom vi ser aberne; og jeg ved han aldrig ville have sagt det hvis ikke det havde passet; han har også fortalt han engang var ved at falde ned fra rigningen; han var oppe for at rebe, og det var et under, han fik fat i en tovende. Han måtte desværre på grund af dårlig høreevne ophøre med at sejle, han var faktisk stokdøv, som ung han var indkaldt til marinen, men kun 3-4 dage blev kasseret på grund af døvhed, og dette var årsag til han måtte opgive at sejle. Jeg ved ikke om det var ved militæret han lærte at sige "javel herr løjtnant", når bedstemoder sagde noget til ham

Bedstemoder tjente selvfølgelig som ung på Brobyværkegnen, bl.a. hos et par døvstumme brødre, blev senere skænkepige i Brobyværk kro, senere kom hun til Fåborg og blev skænkepige på Skibet en restaurant der lå i den gade, der går fra havnen op til torvet. Og det er antagelig her de har lært hinanden at kende, hun har fortalt om, hvordan der da hun var i Brobyværk kro gik dagvogn fra Fåborg til Odense, og hun skulle være oppe, når denne kom ved midnat. Så skulle der skiftes heste og kusken fik mad og drikke med snaps, det var den tids lyntog og togfører.

De blev gift 1883 og bosat hos bedstefaders søster Johanne Marie og svogeren kvaseskipper Jørgen Banke på Bøjden.
Bedstefader fiskede m/drivvod efter ål om sommeren; om efteråret med åle eller åleruser, torskeruser, kroge, han har fortalt, hvordan ålevoddet om sommeren blev fyldt m/rejer men den gang var der ingen der ville have rejer, de blev bare smidt ud igen.
Men bedstefader fiskede, bedstemoder passede børnene og pengene og dette har hun sikkert gjordt godt, men hun var ked af at bo hos familien.

1885 køber de så huset hernede v/stranden, det må have været nyopført, da det var nedbrændt efter det frygtelige tordenvejr ca 1880. Bedstefader har fortalt at han lå og drev efter ål ovre imellem øerne og han kunne se de mange lynbrande rundt omkring, jeg tror det tordnede i to dage uafbrudt; huset må ikke have været ret stort, for han byggede den østre ende til.
Og energisk, dygtig og fremsynet som han var i sine velmagts dage, ikke bange for at prøve noget nyt, påbegyndte han bundgarnsfiskeriet. Han var bleven kendt med nogle af de mest fremsynede fiskere i Danmark. De seks brødre Hans, Johannes, Emil, Arthur, William og Adolf Jansen i Rudkøbing, idet de to var blevet hans svogre, gift med hans søstre Annine og Johanne Kirstine. Disse brødre fiskede m/bundharn ikke kun rundt om Langeland men v/Skagen og i Køge Bugt og v/Island. Langelands Avis skriver i 1902 og jeg citerer: Denne familie har sikkert haft indflydelse på starten af bundgarnsfiskeriet her fra stranden, som blev drevet med godt udbytte og selvfølgelig i godt samarbejde med Dagny, Ivar og Gerdas fader som senere videreførte dette fiskeri.

Som medhjælper havde han den første tid sin broder Niels Jensen Hansen som senere blev selvstændig fisker v/Fjellebroen og ellers har de haft forskellige medhjælpere. Jeg husker Karl som var her 17-18 år og Christian Jacobsen fra Ballen, Hans fra Ølsted, Jens fra Limfjorden; desuden har også i ældre tid mange naboer hjulpet det de kunne. Af medhjælpere glemte jeg at nævne min gode ven, "Lange"; det var en lille mand, meget børnevenlig, han havde som ung sejlet som kok på langfart. Han var glad ved flasken, blev gift med en enke, som døde ret hurtigt efter brylluppet.Han fik en mindre båd og lå og fiskedeen del her ved øerne, meget fra Søby, men kom altid til højtiderne og holdt disse hos os. Og ellers ind imellem når han skulle have vasket tøj mm. Jeg arvede hans lommeur, det blev givet mig på kirkegården efter begravelsen som jeg var med til.

Af andre naboer husker jeg bl.a. Niels Jensen Bager, som boede i det nærmeste hus; han var træskomand og fiskede lidt ved siden af, en noget mærkelig og sur person, bedstemoder har fortalt, da de var kommet herned, var han en dag ovre hos dem på besøg og så siger han: "Nå er det nu blevet så fint hernede, at vi skal bruge spyttebakke, men det har jeg ikke brug for, og så spyttede han en ordentlig spytteklat på gulvet. Bedstemoder skældte ham huden fuld og sagde nu kan du prøve det en eneste gang til, så skal du få med mig at bestille. Han gjorde det aldrig mere, han blev meget senil på sine gamle dage.

Hvem jeg også husker særlig godt er selvfølgelig Jacob, som boede i det andet hus, som ligger lige herover, han havde et meget langt skæg, var i en ret ung alder blevet enkemand. Hans hustru var død før jeg kan huske, han havde kun venner og jeg siger det en gang til, kun venner, var meget tilfreds med sin tilværelse, aldrig sagt et ondt ord om nogen mennesker; han var vist nok den første jeg begyndte at besøge som helt lille; jeg kaldte ham Jacobberi; han var udlært skibstømrer og havde som ung sejlet på langfart. Hvor har jeg mange gange stået ved siden af ham, når han begyndte at fortælle historier fra hans sejlads, altid om når de gik rundt om Kap Horn. Han blev nogle og halvfems, men hvis han skulle have oplevet alt det, han fortalte, så skulle han være blevet snarere hundrede og halvfems.

I januar måned begyndte skovauktionerne på Skjoldemose, og bedstefader var her storopkøber af graner til bundgarnspæle. Når de var købt, skulle de køres hjem, det foregik på den måde, at det blev aftalt med forskellige landmænd her omkring - kan I køre et læs graner hjem for os på tirsdag eller hvad dag det nu har været. Og det var der aldrig noget i vejen for og om aftenen blev der så holdt skovgilde, det vil sige de fik et rigtigt godt måltid mad og bag efter blev der spillet kort og drukket toddyer og kaffepunche.
Når granerne var kommet hjem skulle de bebarkes af, så gik der en tid med det og ellers gik vinteren med at bøde garn, rede nye garn ud. Det skete en del nede på loftet over kælderen og de sad også i køkkenet om aftenen og arbejdede med nye garn. Så kom foråret og en dag når det var nogenlunde fint vejr, så var det pælevejr. Det skulle være så stille som muligt, når der skulle slås pæle. Der blev rejst rambuk over to både, og jeg kan huske at fire a fem mand stod og hev grisen op og lod den falde ned på pælen. Senere blev det jo med spil. Så blev garnene sat ud og sildefiskeriet begyndte. Jeg husker særlig et år, det må have været i slutningen af første verdenskrig - der blev fisket en masse sild. Der kom flere gange om ugen en større båd fra Fåborg og blev lastet med sild til Tyskland, især til Kiel og Eckernförde. Senere kom makrellerne, derefter var det sommer og der blev kølhalet. Det foregik for jollernes vedkommende hernede ud for campingpladsen. Her var der en sommer en oplevelse - en dame der badede fuldstændig nøgen ved siden af karlene, når de malede jollerne. Det var noget fuldstændig uhørt på den tid. Det viste sig at være en læge fra Stenstrup eller Kværndrup.
Og så gik man ellers igang med at klare til til blankålsfiskeriet. Der skulle slås pæle til ålefiskeriet, og nettene skulle klares ud. Når bedstefader i sin tid havde købt naboejendommene bl.a Juhlehuset, var det ikke just for landbrugets skyld, men for at have plads til at lægge redskaberne ud på.
Når det så blev efterår og det blev mørkt, så begyndte ålene at gå her langs kysterne og op langs Jylland og ud i Atlanterhavet, hvis ikke de inden blev fanget i åleruser og ålebundgarn. Det var en travl tid og det skulle helst være regn og storm af sydvest for at give den store fangst. Jeg husker tydeligt, når de kom hjem med sådan en båd fyldt med ål; selv har jeg også været med ude at røgte; ålene blev fyldt i hyttefade, det var nogle meget store hyttefade. Hvor meget der kunne være i dem ved jeg ikke. Der blev de så opbevaret til de blev enige med eksportørerne om prisen. Og det var selvfølgelig mest bedstefaders svoger, kvaseskipper Jørgen Banke på Bøjden med kvasen "Havfruen den yngre".

I begyndelsen af min barndom blev der hver dag sejlet til Svendborg og fisken losset op her - det var der hvor Ærøfærgen nu lægger til. Der stod en stabel af kasser på kajen, altid sammen med en trækvogn, og så blev fisken pakket og kørt på banen og sendt til København. Senere blev der jo losset hernede i havnen og kørt på stationen i Vester Skerninge. Mit arbejde bestod i at slå mærkesedler på kasserne; jeg husker der var bundgarn v/Skarø, Korshavn, over i krogen v/Ballen og ikke at forglemme det der stod her ud for campingpladsen og flere andre steder.

Søren Lolk VejlegårdenSøren Lolk VejlegårdenJeg husker lige en historie. Der boede i et af de huse, som nu Schmidt Nielsen ejer, en mand som blev kaldt Jens Murer. Engang var han og "Lange" sejlet en tur til Skarø og da de så sejler hjem, vælter de med jollen - de har sikkert fået mange kaffepuncher. Jollen lå med bunden i vejret og de hang på hver sin side. Så siger Jens Murer: "Skal vi ikke bede vort Fadervor?". Så svarer "Lange": "Nej, nu hjælper det fanden gale mig bedre at holde fast" - de har råbt om hjælp, bedstefader havde en jolle liggende med sejl på og de må så have hørt deres råb - og han løb lige ud på siden af dem og fik dem halet indenbords. Jeg husker flere af øboerne fra Skarø, Hjortø og Drejø, som kom sejlende med deres specielle øbojolle en jolle m/ to smakker med sprydstage, f.eks. Peder Pøl fra Skarø. Han sejlede en slags taxa; han elskede at sejle i det mest forrygende vejr og disse lagde meget til hernede ved broen. En anden speciel person, som kom og lagde til hernede ved broen var Søren Lolk; han var efter datiden en ener, en provo. Han havde langt hår, der nåede helt ned til skulderen, han ejede Vejlegård på Tåsinge, var ungkarl. De gik nøgne hjemme på gården, såvidt jeg ved, drev han også noget vegetarisk restaurant. Hans søster var gift m/ Kristen Hansen Nygaard omme på Rønnekær, og det var når han skulle besøge dem, han kom sejlende hertil. Bedstefader sludrede altid med ham, og jeg husker, han fik betegnelsen "Søren Lolk, han er nu rigtig nok" - det var et udtryk bedstefader brugte meget, når det var folk, han syntes om.

Efterhånden blev bedstefader en kendt og respekteret mand mellem Fåborg og Svendborg og ret moderne indstillet efter datiden. Det var en begivenhed, da de havde fået grammofon - folk kom for at høre denne. De fik en af de første telefoner heromkring; det var først sammen med forfatteren Peder R. Møller, der den gang ejede gården Lindholm. Det var en slags omstilling, de var også meget tidlig til at få radio - det var en med akkumulator stående på gulvet og den skulle oplades engang imellem.

Han var medlem af sognerådet. Jeg husker der i mange år på hans fødselsdag blev holdt fødselsdag m/deltagelse af hans gamle sognerådskollegaer, og de fik altid stegt ål. Deltagerne var Frederik Hansen her oppe i Langegyde. Niels Fredelykke også kaldet Niels Degn, Niels Markvardsen og Lars Smed.

Bedstefader og bedstemoder blev meget gode venner med manufakturhandler Iver L. Foldager og hans hustru. Sammen med dem foretog de vistnok flere rejser til København, beså sammen med dem flere seværdigheder - engang skulle de med sporvognen, og selskabet var kommet ind i den første vogn, og min bedstemoder alene i den bagerste vogn. Så kommer konduktøren og spørger om hun skal have omstigning, hun har nok ikke vidst, hvad dette betød, for hun svarer: "Når de andre stiger om, stiger jeg med". Dette morede dem meget. Engang var de i Esbjerg og på Fanø, og boede nogle dage på Hotel Kongenaf Danmark - det var på den tid ikke alle og enhver,der kom til Fanø og bo på Hotel Kongen af Danmark. Det var det fineste af det fine på den tid.

Hvis bedstefader har haft nogen laster, og hvis vi kan kalde det en last, så må det have været tobakken. Han røg konstant ½ kg Stokkebyes Præstetobak om ugen. Det første han foretog sig, når han kom ud af sengen, var at tænde piben og så var den ikke kold hele dagen. Det var det sidste, han lagde fra sig om aftenen. Engang var bedstemoder kommet i tanke om, at han ikke kunne tåle at ryge tobak. Hvor hun havde dette fra, ved jeg ikke. Så røg han en tid cerutter - han fik nogle store kasser med 200 i, men han gik dog hurtigt tilbage til piben.

Efter første verdenskrig kom der jo en depression, hvor alle priser faldt. Jeg ved at først og midt i tyverne fik de betalt for torsk til kvaserne 3 og 4 øre pr kg. Tænk 3 og 4 øre for et kilo torsk, og så var der endda ikke nogen, som beklagede sig, de var godt tilfreds. Jeg husker også hvordan der blev spekuleret i tyske mark, der var vist ikke mange, der ikke på en eller anden måde var involveret i denne spekulation.

Jeg husker også hvordan der under første verdenskrig skulle afleveres brødkorn til Staten, det var forbudt at bruge deres eget korn, men kun bruge hvad de fik kort til. Men mølleren ovre på Skarø, han malede ulovligt, derfor gik der en konstant rejse til Skarø med korn som skulle males. De har sikkert tænkt; derovre kom tolderne ikke, hvad jeg heller aldrig har hørt, de gjorde.

Hvis vi nu kaster et blik tilbage og tænker på, hvor småt de begyndte, at de nåede så meget kun ved disse tos hjælp. Bedstefader havde hele livet igennem udbygget, investeret, købt til, bygget røgeri m.m.

Han elskede havet, det var jo også det, som havde givet ham alt. Jeg synes det foto, som Dagny engang har taget af ham, uden han ved det, symboliserer ham så godt, - piben og havet. Jeg husker også tit om søndagen, hvis mågerne sad på pælene, så var der ikke noget at bemærke, så var der nemlig ikke sild i garnet, men hvis de slog lidt ned i garnet, så skulle vi lige ud og se,  om der var mange sild i garnet.

Bedstemoder har fortalt, at hun straks efter de var flyttet herned, kørte med en lille vogn med en stor sort hund for, op til byen at sælge fisk. Og hunden havde den vane, at så snart den så en anden hund, bed den skaglerne over og var over den anden hund. Senere fik de en blind hest, senere to heste og det har de haft al den tid, jeg kan huske. - Bedstefader har engang sagt, jeg har aldrig købt en hest uden Mads Gammelgård har sagt god for den.