Svendborgs historie

| | | | | | |

Kilde

Trap Danmark, 5. udgave, Svendborg Amt (1957), side 574-77:

Kommentar

Indhold

Hvornår der er opstået et bysamfund på de s. vendte skråninger ned mod det dybe sund, der adskiller Fyn fra øerne Tåsinge og Thurø, kan ikke fastslås med sikkerhed. P.gr. af navnet har man villet udnævne både Svend Tveskæg og Svend Grathe til byens grundlægger.  Navnet kan dog ikke indeholde mandsnavnet Svend. Der har utvivlsomt opr. ligget et fiskerleje på byens grund, og jagten i de store skove kan også have medvirket til at trække folk til denne plads. Endv. kan det have haft betydning, at der på dette sted var en naturlig og beskyttet havn.

Byen omtales første gang i et brev fra 1229, hvori Vald. Sejr skænker svigerdatteren Eleonora Svendborg som medgift sammen m. andre fynske lokaliteter. Byen kaldes i dette dokument for Swineburgh. Navnet tyder på, at der allerede da har været en befæstning på pladsen, og forleddet har man villet forklare af ordet svin: enten marsvin, af hvilke der var adskillige i farvandet op til byen, el. vildsvin el. oldensvin i de store skove. Navneformen med e forekommer først langt ned i middelalderen.

Allerede omkr. midten af 1200t. var Svendborg et betydeligt bysamfund. Efter Vald. Sejrs død 1241 arvede sønnen Abel byen, og den forblev i hans slægts eje indtil Abel Abelsens død 1279, da den vendte tilbage til kronen. Under stridighederne ml. kongen og Abelslægten stod der ofte kampe om byen. Således erobredes den 1247 af Erik Plovpenning og 1252 af Christoffer I. Under kampene mellem Erik Mændved og de fredløse under marsk Stig blev byen 1293 erobret af de sidstn. og afbrændt. 1307 opkastede hertug Christoffer sig for en kortere tid til herre over byen under kampen mod Erik Mændved.

Byens ældst kendte privilegier stammer fra 1253. Brevet indeholder en stadfæstelse af tidl. givne privilegier og giver borgerne ret til bebyggelse og græsning på jorderne uden om byen samt til indsamling af brænde på Thurø. 1287 og 1305 stadfæstedes privilegierne. 1409 fik byen de sa. privilegier som Odense, og 1413 modtog den et nyt kgl beskyttelsesbrev, der skulle sikre borgernes rettigheder over for de ulovlige havne. Byen har åbenbart været stærkt generet af disse, thi flere breve fra den følgende tid forbyder anvendelsen af ulovlige havne, således 1444, 1480 og 1521. 1419 fik borgerne ret til at benytte jorderne på begge sider af kongens mølledam, og 1451 tilstodes der dem toldfrihed overalt i riget med undtagelse af Skånemarkedet. 1477 og 1483 stadfæstedes og udvidedes privilegierne. Nye udvidede privilegier blev givet 1500, og en ny stadfæstelse fandt sted 1517.

I middelalderen var byen befæstet med volde og grave, hvoraf rester kunne påvises så sent som i beg. af 1800t. i Hulgade og Skattergade. Det s.k. Skattertårn skal have stået ved den nuv. Tuxensvej. Mod ø. lå den kgl borg Ørkildslot, der beskyttede byen fra denne side. 1433 afholdtes et vigtigt politisk møde i byen, idet Erik af Pommern forhandlede her med de holstenske grevers udsendinge. Mødet førte dog ikke til noget resultat.

Allr. i middelalderen havde byen to kirker, indviet til Skt. Nikolai og til Vor Frue. Hertil kom kirken, der hørte til gråbrødreklosteret (hvor Abel Abelsen var begr.) Klosteret oprettedes allerede 1236 af den kgl. foged i S. Astrad Frakke. Det lå i byens østlige del, men der er intet tilbage af kirken el. bygn. Kirken blev nedbrudt 1828, men der fandtes endnu rester så sent som 1860. Det trefløjede klosteranlæg lå n.f. kirken. Klosteret blev allr. forladt 1530, hvorefter kirken overgik til byen. Ø. fløjen forsvandt hurtigt efter reformationen, medens v.fløjen indrettedes til latinskole, der 1740 afløstes af en da. skole (E. Bøgebjerg. Svendborg gamle Latinskole 1539-1740, Svendborg Statsskoles Program. 1935). V.fløjen blev nedbrudt 1875, medens n.fløjen var forsvundet allr. 1870. N.f. klosteret lå indtil 1875 det imponerende tofløjede anlæg Priorgården. Klosteret var i sine velmagtsdage en rig stiftelse, og der afholdtes ofte her provinsialkapitler. 1472 antog klosteret den strengere regel, den s.k. observants. I den tidl. n.fløj indrettedes 1586 et hospital. Grundlæggeren af dette var fru Helvig Hardenberg til Arreskov.

Af andre middelald. stiftelser må nævnes en række gilder, der samlede byens borgere. Der kendes således bl.a. et Skt. Knudsgilde (1337), et Skt. Hjælpersgilde (1477), et Skt. Gertrudsgilde (1532), et Kalentegilde (1425), et Colloquiigilde (1515), et Skt. Annegilde, hvis ældste skrå er fra 1444, og et Skt. Johannes Baptistæ gilde for guldsmede, remsnidere og sværdfegere, hvis skrå stammer fra 1450.

Landbrug synes aldrig at have spillet nogen særlig stor rolle i byens liv. Derimod var fiskeriet af betydning, og borgerne deltog ivrigt i sildefiskeriet i Øresund. Også håndværket stod højt. En række røgelseskar fra forsk. fynske kirker er udgået fra mester Jakob Røds værksted i slutn. af 1200t. Flere af disse bærer indskrifter med runer.

Under de urolige forhold i grevefejdens tid sluttede borgerne sig til Chr. II og støttet af grev Christoffers tropper gik man til angreb mod Ørkilds slot, der ejedes af den forhadte Odensebisp. Borgen blev afbrændt. Sen. drog man mod Odense, hvor man stormede og plyndrede bispegården. Efter slaget ved Øksnebjerg vendte de kgl tropper sig mod S., der blev erobret og plyndret. Byen idømtes en svær bøde, og lidt efter lidt faldt forholdene til ro igen. 1536 udfærdigede Chr. III et beskærmelsesbrev for byen.

Årene 1536-1657 synes at have været en rolig fremgangsperiode for byen. Handelen blomstrerede op, og den gode beliggenhed ved et vigtigt gennemsejlingsfarvand og med et frodigt bagland skabte betingelser for et rigt bysamfund. S. placerede sig allerede da som Fyns næststørste købstad. 1602 kom pesten til byen og bortrev en betydelig del af indbyggerne, men byen rettede sig hurtigt op efter denne katestrofe. 1628 kom Chr. IV til byen i spidsen for de da. tropper, der skulle overføres til Femern.

For S. som for andre fynske købstæder fik den sv. besættelse 1658-59 katastrofale følger. 1658 passerede Karl Gustaf byen på vej til Langeland, og den efterfølgende langvarige sv. besættelse lamslog næringslivet og tappede borgerne for deres opsamlede rigdomme. Da fjenden forlod landet, lå ikke mindre end 138 gårde og huse øde, og skaderne opgjordes til 16.000 rdl.

De følgende 150 år var vanskelige for byen. Kun langsomt kom den på ny til kræfter. Medens man 1619 havde haft 2 borgm., 6 rådmænd, 1 byfoged og 2 kæmnere, indskrænkedes disse embedsmænds antal 1682 til 1 borgmester og 2 rådmænd. Fra 1750 fandtes kun en byfoged. Allr. under Fr. II havde byen fået tilladelse til at leje det tidl. Ørkild slots jorder, og 1724 købte byen disse arealer. Der skabtes herved muligheder for en fremtidig udvikling af bysamfundet mod ø. 1789 hærgede en svær brand byen, der lagde ejendommene i Kullinggade og Skattergade i ruiner. Krigen 1807-14 bragte på ny fremmede soldater til byen, idet spanske tropper var indkvarteret her 1808. Næringslivet var trykket i denne periode. Dog mærkedes et vist opsving i skibsbyggeriet. 1801 havde byen 1942 indbyggere. En udskiftning af byjorderne fandt sted 1804-18.

Da freden var indtrådt, mærkedes hurtigt et vist opsving, og i løbet af 1800t. voksede byen stærkt. Årsagen må søges i handelens opsving som følge af forbedrede besejlingsforhold. Fra gl. tid havde man klaret sig med en primitiv skibsbro. Efter 1814 begyndte man at anlægge bolværker og en rigtig havneplads, og gennem hele århundredet udbyggedes havnen, således 1854, 1866 og 1891-93. Også vejnettet udvidedes, hvorved man fik lettere adgang til det rige bagland. 1876 åbnedes jernbaneforbindelsen Odense-Svendborg over Ringe, og 1897 optoges driften på banestræningen Svendborg-Nyborg. Også til Fåborg åbnedes en direkte baneforbindelse 1916 (nedlagt 1954). Også søforbindelserne udvikledes. 1873 anskaffedes en dampfærge til forbindelsen med Tåsinge. 1875 åbnedes regelmæssig skibsforbindelse m. Ærøskøbing. N.å. stiftedes det Sydfynske Dampskibsselskab, der udbyggede regelmæssige skibsforbindelser med Kiel, Lybæk, Langeland og Nakskov. De forbedrede samfærdselsmidler stimulerede byens økon. liv. Byen blev midtpunkt for en omfattende handel med landbrugsprodukter, og den stigende handel fremkaldte oprettelsen af banker og sparekasser. Fra gl. tid havde byen haft en dygtig håndværkerstand, navnlig spillede handskefabrikationen en betydelig rolle. Fra midten af 1800t. udvikledes efterhånden en omfattende industri. Man begyndte med at anlægge forskellige jernstøberier og maskinfabrikker. Senere fik man virksomheder, der industrielt udnyttede landbrugsproduktionen, fx. bryggerier, boghvede- og havremøller, forsk. andre dampmøller, et ciderbryggeri og et andelssvineslagteri. Skibsbyggeriet havde altid spillet en vis rolle i byen og tog et kraftigt opsving i løbet af 1800t. 1916 oprettedes A/S S. Skibsvært og Maskinbyggeri.

Den kraftige udvikling aflæses bedst af befolkningstallet. 1801 boede der 1942 personer i S. 1850 passerede indbyggerantallet 4500, og 1901 nåede man over 11.500 indbyggere. Også i 1900t. er byen fortsat vokset. 1950 opgjordes folketallet til 23.069.

Den stærke befolkningsudvikling medførte, at den gl. bykerne blev sprængt, og at byen udviklede sig til alle sider. En række kommunale værker opførtes. Allr. 1856 opførtes det første gasværk, 1867 fik man et moderne vandværk. 1871 anlagdes et epidemisygehus, der blev kraftigt udvidet 1891. Skolevæsenet måtte stadig udbygges. Man havde 1872 fået en privat realskole, der 1909 omdannedes til gymnasium. 1862 åbnede Teknisk Skole sine porte, og fra 1878 havde man en særlig handelsskole. Landskendt blev navigationsskolen (opr. 1852). Det middelalderlige rådhus (ombygget 1586), der delte torvet i to halvdele, erstattedes1829-30 m. en nybygning. Denne bygning nedreves 1882, efter at et nyt rådhus var blevet færdigt 1881. Ved sa. lejlighed udvidedes torvet. 1876 erhvervede byen skovene Høje Bøge og Fruerskov. 1874 fik byen lystskoven Kristiansminde (opkaldt efter tronfølgeren Chr. Fr., den sen. Chr. VIII) overdraget som gave. Kommunen opførte her en restauration. 1865 henlagdes amtskontoret til S.

I moderne tider spiller turismen en stor rolle for byen. Dens snukke beliggenhed trækker tusinder af gæster til byen, og dens centrale beliggenhed og gode forbindelser med øerne s.f. Fyn gør byen til det naturlige udgangspunkt for rejser til disse.

Siden 1849 har S. desuden været et vigtigt politisk centrum. Indtil 1918 beherskede som oftest partiet venstre de politiske valg, dog hårdt trængt af højre. Kort over Socialdemokratiet's faglige og politiske foreninger 1896Kort over Socialdemokratiet's faglige og politiske foreninger 1896Efter 1918 har socialdemokratiet gjort sig stærkt gældende. I byrådet dominerede de ikke-socialdemokratiske partier indtil 1933, og sagfører J. Lacoppidan-Petersen var borgm. før 1922. En strid ml. venstre og det konservative folkeparti muliggjorde 1933 valget af den første soc.-dem. borgm., forretningsfører Carl Tønnesen. 1937 erobrede socialdemokratiet flertallet, tabte det 1950, men tilbageerobrede det 1954. Da Tønnesen døde 1938, efterfulgtes han som borgm. af cigarmager Ferdinand Jensen, der 1950 måtte vige for den konservative fabr. E.V. Halberg. 1954-57 var Ferdinand Jensen på ny borgm.; nuv. borgmester er Svend Aage Andersen.

Der udkommer i dag i S. kun een avis, nemlig venstrebladet "Svendborg Avis" (opr. 1863) Under besættelsen ødelagdes såvel "Svendborg Avis"s bygning som det hus, hvorfra det konservative "Svendborg Amtstidende" (nu ugeblad) udgik, ved sprængninger af tyskernes håndlangere.

Litt: Joach. Begtrup. Forsøg til en Beskrivelse over Svendborg Kjøbstad. 1823. H. Jørgensen. Beskrivelse af Svendborg og Omegn, u.å. Thorkild P. Lund. Svendborg Kjøbstad 1869 til 1894. Svendborgs Historie. Et ufuldendt Udkast fra Borgmester Schrums efterladte Papirer, udg. af Sejer Briksø. 1905. Johannes Olsen. Svendborg Bys Historie. 1919. Th. Wellejus. Svendborg-Minder. 1934. Johannes Olsen. Den sydfynske Sejlskibsfarts Historie. 1932. Svendborg Hjemstavnsforening. I-II. 1942-43. Svendborgsund II-X. 1943-52. F. Holm-Petersen. Træk af Skibsfartens Udvikling i Svendborg Toldsted. 1953