Da der var rigtige sømænd

| |


Af Gunnar Kjær Mortensen 
 

Sømand Jens Peder Pedersen's ejendom i SyltemaenSømand Jens Peder Pedersen's ejendom i SyltemaenFør i tiden bestod befolkningen i Vester Skerninge sogn mest af gårdmænd og husmænd samt håndværkere, som betjente disse erhvervsgrupper. Trods den lange kystlinie med rimelige muligheder for at anlægge anløbssteder, er det først sent, at der dukker personer op, som ernærer sig af søen.

I 1720erne dukker de første fiskerfamilier op ved Syltemae, og omkring udskiftningen 1778 slog et par fisker- og husmandsfamilier sig ned ved kysten ved Bøjlsgård. Midt i forrige århundrede var der en stor befolkningstilvækst, som bevirkede at mange søgte ind til byerne, men en del søgte også at tjene til livets ophold ved at fare til søs på de syv have. En sådan fuldbefaren sømand var Jens Peder Pedersen fra Vester Skerninge.

Hans bedstefader Peder Rasmussen slog sig i 1848 ned på en jordlod ved Syltemae å og opførte huset, som man i dag ser lidt fra oven beliggende i bunden af ådalen ca 1 km fra kysten. Stedet blev overtaget af sønnen Jens Ditlev Pedersen og dennes kone Marie, og den 25. marts 1881 fødtes deres andet barn, som fik navnet Jens Peder Pedersen.

Karen Pedersen, enke efter sømand Jens Peder Pedersen, SyltemaenKaren Pedersen, enke efter sømand Jens Peder Pedersen, SyltemaenTakket være hans efterladte søfartsbøger kan man i dag følge hans færden i tidsrummet 21. dec. 1900 til 29. aug. 1908. Det var i overgangsperioden fra sejlskibe til dampskibe, så han påmønstrerede i perioden begge slags. Søfartsbøgerne fortæller kun de mere kontante oplysninger, men takket være Jens Peder Pedersens nu hundredårige enke, er det lykkedes at knytte nogle spændende beretninger til søfartsbøgernes oplysninger.

Jens drog til Hamborg sidst på året i 1900 og påmønstrerede den 21.12. hos kaptajn von Binzer på dampskibet "Marburg" af Bremen på en rejse fra Hamborg til Ostasien, og den 29. juni den følgende sommer anløb de atter Hamborg.

3 uger efter, den 18.7. 1901 påmønstrerede han dampskibet "Sommerfeld" af Hamborg, ført af kaptajn F. Will. De skulle til Antwerpen og derpå syd om Afrika til Australien og videre til Javakysten og derpå tilbage til Hamborg. Kaptajnen var en hård hund, og da de nåede Australien, var Jens i land sammen med en anden sømand, som havde fået mere end rigeligt af den skipper, og han ville derfor rømme. Han forsøgte at overtale Jens, så de i det mindste var to, men den var Jens ikke med på, så da de lettede fra Australien, var Jens` stadig om bord  De nåede tilbage til Hamborg godt nytår, og den 28. jan. 1902 påmønstrerede han sejlskibet "Pitlochy" af Hamborg, som førtes af kaptajn H. Nissen. De skulle afgå til vestkysten af Sydamerika og returnere til Hamborg, som de anløb 17.7. 1902. Han blev på dette skib og tog atter en tur til Chile i vinteren 1902-03, idet de var tilbage fra anden tur 11.3. 1903. På den tid var det ikke nogen fornøjelsestur at sejle med sejlskib til Chile om vinteren. Panamakanalen blev først åbnet i 1914, så det var bare på med vanten og slippe helskindet rundt Kap Horn, hvor der efter sigende enten er storm eller tåge og om vinteren dertil faren for overisning af riggen. På en af de ture lå de underdrejet i en forrygende storm i samfulde tre døgn, og alle var gennemblødt til skindet, og der vankede ingen varm mad eller drikke, idet det ikke havde været muligt for kokken at holde ild i komfuret.

Efter de par ture påmønstrerede han dampskibet "Diamant" af Hamborg på en rejse til New York og derfra til Rotterdam.
10. august 1903 påmønstrerede han sejlskibet "Louis Pasteur" af Hamborg på rejse til vestkysten af Sydamerika og retur til Hamborg, hvortil de ankom 5. sept. 1904. På en af turene til Sydamerika oplevede de i Peru en af de talrige revolutioner. De skulle ligge i havn nogle dage, og et par stykker af besætningen - heriblandt Jens, drog på en lille udflugt ind i landet. Da de skulle begive sig på tilbagevejen til skibet, opstod der heftigt skyderi, og ved store fagter blev det dem fortalt, at der var udbrudt revolution. Ned til skibet kunne de ikke komme, så der var ikke andet for end at finde et rimeligt sted at få tage over hovedet for natten. De fandt en stald, hvor de kunne søge ly sammen med en ung kvinde med sit lille barn. Næste morgen var der ingen skyderi og livet var ved at finde tilbage til den vante gænge, så de uden fare kunne begive sig tilbage til skibet.

I februar 1904 udbrød den Russisk - Japanske krig, og Jens forhyrede den 23.11. 1904 dampskibet "Bengalia" af Hamborg, som skulle sejle en last kul til Vladivostok. Imidlertid kom de kun til Madagaskar, hvor skibet løb på grund og blev stående hårdt på grunden. Det meste af besætnignen skulle derpå sættes i land, og de fik besked på ikke at søge ind i landet, da der var kannibaler, - men de skulle derimod holde sig langs kysten og søge op til et fransk fort. Derfra blev de sat over til Østafrika, hvorfra de fik skibslejlighed nordpå igen.

I tidsrummet marts 1905 til maj 1906 sejlede han med hamborgskibebe "Deutschland", "Nubia" og "Bavaria" fra Hamborg til New York ell. Vestindien.

Den 12. juni 1906 påmønstrerede han det 5-mastede fuldskib "Potosi" af Hamborg, ført af kaptajn H. Nissen. (Samme kaptajn Nissen havde han iøvrigt sejlet 2 rejser med i 1902-03 på "Pitlochy"). På denne rejse sejlede de syd om Kap Horn til vestkysten af Sydamerika og vendte først tilbage til hamborg 22. febr. 1907. Til alt held har en fotograf foreviget såvel skibet i sin helhed samt et billede af besætningen på dækket. For de, som kendte Jens, lader han sig let udpege blandt besætningen.

Den sidste tur på langfart havde han med dampskibet "Mera" af Hamborg til vestkysten af Syd-Mellem- og Nordamerika og tilbage til Hamborg, hvortil de ankom 18.1. 1908.

Hans medlemsbog til det tyske sømandsforbunds afdeling i Hamborg vidner om at søfolkene tidligt organiserede sig.

Da Jens vendte hjem til Danmark, måtte han ind og aftjene et halvt år ved marinen, hvorefter han slog sig ned og overtog sin faders ejendom og supplerede indtægterne ved fiskeri i det sydfynske øhav. Han fiskede i en årrække sammen med Jørgen Jørgensen, og nogle gange tog de om sommeren ned under Lollands kyst og fiskede med kroge. I begyndelsen sejlede de kun med sejl, men sidenhen anvendte de også motor.

Jens Peder Pedersens værktøjJens Peder Pedersens værktøj Vester Skerninge kirkeVester Skerninge kirkeNu har søfolk altid haft det ry, at de er snilde på fingrene, især med tovværk og med at snitte i træ og den slags. Jens var ingen undtagelse i så henseende, for han har bygget et par mindre modelskibe. Den opgave, han vil blive husket mest for, var da kirkeskibet i Vester Skerninge blev beskadiget. Skibet blev nedtaget, og Jens fik alle skader udbedret perfekt, til det fremstod som nyt. Jens nød almindelig anerkendelse på egnen, og det var da også naturligt at han valgtes ind i sognerådet.

I de senere år inden han døde i 1968 fik han af og til en snak med præsten i Vester Skerninge, Helmer Mørch. Denne havde været sømandspræst i Hull i England under krigen, og fra den tid holdt han af at få en snak med "søens folk".

Ved et tilfælde er Jens Peder Pedersen blevet foreviget på et smukt billede i Gyldendals Egnsbeskrivelse i bindet for Sydfyn med omliggende øer, 1970. Billedet viser hele den nederste strækning af Syltemae ådal en sommerdag, og i forgrunden ser man Jens, som skuer ud over ådalen og sit barndomshjem.

Se også Gunnar Kjær Mortensen: Strandlyst