Grundtvig om sognebåndsløsning

| | | | |
Kilde Kgl Kommissarius Provinsialstænderne Østifter og Nørrejylland. 1835-1846. Private andragender. 1840. Roskilde. Rigsarkivet
N.F.S. GrundtvigN.F.S. Grundtvig
Hans Jensen. De danske Stænderforsamlingers Historie 1830-1848. 1934. 1840 var der forhandling om sognebåndsløsning i Roskilde stænder og højesteretsadvokat Treschow fremlagde et andragende fra Grundtvig, men stænderne afviste Grundtvig forslag.
Til Præsidenten for Østifternes Stænderforsamling

 Vedlagte, mig tilstillede Petition til Stænderforsamlingen fra Hr Pastor Grundtvig i Kiøbenhavn, tillader jeg mig at tilstille Hr. Præsidente til videre behandling efter Forordn. af 15 Maii 1834, med Tilhørende at jeg er villig til at understøtte samme.
Skulde jeg maaskee komme til den Overbeviisning, at det for Sagen i det Hele vil være tjenligen, om det nærværende Andragende henviises til den Committee, der formodes nedsat om en beslægtet Gjenstand, vil Adgang dertil sikkert ikke nægtes mig.
Roeskilde den 18 Juli 1840 Ærbødigst Treschow

Til Provindsiel Stændernes Forsamling i Roskilde

Det er indlysende, at Bestræbelsen for en Frihed, der ifølge sin Natur vil være fælles for os Alle, og som derfor angaaer Noget, Enhver af os selv maa bære Ansvaret for, Bestræbelsen for en saadan Frihed burde aldrig, fra hvilken Side den saa end udgik, betragtes som en Parti-Sag, saa det var kun ved et besynderligt Misheld(?) at Andragendet om Sognebaandets Løsning, eller rettere om Præste-Aagets Afskaffelse, ved Folkeraadets forrige Møde kom til at staae i saa skiævt et Lys; thi den ligesaa uskyldige som naturlige Frihed, til mellem Stats-Kirkens egne Præster selv at vælge sin Sjælesørger, maa dog aabenbar være alvorlige Mennesker af alle Partier rigtig og tit uundværlig, og Folket uden for Kiøbenhavn ligesaa kiær og nødvendig, som den er Kiøbenhavns Indbyggere, der i en vis Grad har den og vist ikke for nogen Priis vilde miste den.

Oplysningen herom kunde nu vist nok gives med langt mere Frugt af Andre end af mig, der maa regnes til det Parti, man har mistænkt for hierarkiske Planer, hvor Forslaget dog gik ud paa med Rod at oprykke denne papistiske Plante, som Ved Reformationen kun blev tophugget; men overladende Virkninger til Ham, som har Lykken i sin Magt og alle Hjerter i sin Haand, skylder jeg den rigtige uskyldige og i mine Øine soleklar Sag det offentlige og udtrykkelige Vidnesbyrd, at den ligger mig inderlig paa Hjerte, og at det Langdrag, hvori den er gaaet, langt fra at svække, daglig forstærker min hjertelige deeltagelse i den. For min Person har jeg, som Præst i Stats Kirken, vist nok al den Frihed, jeg behøver, men just derfor føler jeg mig forpligtet til ei blot at ønske, men saavidt det staaer til mig at skaffe alle mine Medborgere den Samme, hvortil de aabenbare, hvad enten de indser det eller ikke, har samme Ret og samme Trang, og ved første Folkeraad elskelige danskhed har glædet mig alt for meget til at jeg ei skulde følge, hvii det adskildte sig uden ved en Bøn til Majestæten om den vigtigste og uskyldigste Folke Frihed at have sat sig et uforgiængeligt Mindesmærke ei, blot i Danmarks Historie men ogsaa i Danmarks Hjerte!

Da Sagen ved forrige Møde blev drøftet med Flid og især af Hr. Etatsraad Treschow stillet i sit klare borgerlige Lys, vil jeg ikke besvære Raadet med en ny Udvikling, der maa synes overflødig, men indskrænke mig til at pege paa de Misforstaaelser, som syndes? forrige Gang at have havt mest uheldig Indflydelse paa Sagens Udfald.

Mellem disse Misforstaaelser var nu vist nok ogsaa den, at Sognebaandets Løsning vilde ophæve eller dog mærkelig svække den kiærlige Forbindelse, der endnu mangensteds skulde findes mellem Præst og Menighed, og maatte ønskes baade bevaret og udbredt, men herved vil jeg dog ikke dvæle, da det er sole klart, at hvor Kiærligheds- Baandet, der efter sin Natur er frit, virkelig findes, der vinder det netop ved Friheden sin rette Glands, medens Forbindelsen kun h?? ved Friheden, hvor den var en Lænke, der maattee holde den retsindige Præst ligesaa besværlig som hans Sognefolk.

Derimod maa jeg udbede mig Raadets Opmærksomhed for et Par Ord om de saakaldte "gudelige Forsamlinger", der paa en besynderlig Maade kom til at staae Sognebaandets Løsning iveien, ikke fordi disse Ting havde det mindste med hinanden at giøre, men fordi de samme Præster, der androg paa Friheden, tildeels havde viist sig gunstig stemte for "gudelige Forsamlinger" saa man fristedes til at forudsætte en hemmelig Forbindelse, som dog ingenlunde var til, og denne Misforstaaelse synes bedst at kunne oplyses ved Opmærksomhed paa, at Sognebaandets Løsning oprindelig er et forslag af mig, som dog er og bestandig har været en aandelig Modstander af de saakaldte gudelige Forsamlinger. Jeg kan i det mindste ikke mistænkes for vitterlig at ville befordre hvad jeg bestrider og kun tager i Forsvar mod aandelig Forfølgelse, fordi den baade er uretfærdig og efter al Erfaring kun giør Ondt værre, saa hvis Sognebaandets Løsning alligevel skulde fremme Almuens gudelige Forsamlinger, maatte det være meget mod min Villie; men jeg tør ogsaa troe at have de gyldigste Grunde til at paastaae netop det Modsatte.

Almuens gudelige Forsamlinger viise sig aabenbar af et vist religiøst Krav, som de ikke finder tilfredsstillet af Statskirkens Præster og den offentlige Gudstjeneste, og hvor de blive herskende er derfor enten Ærbødigheden for begge dele allerede forsvundet eller stærk ifærd dermed, og vil man nu friste Almuen til at bortkaste denne Ærbødighed, hvor den endnu findes og nøde den til at anrette gudelige Forsamlinger, hvor de hidtil ikke fandt Sted, da ved jeg dertil ikke noget kraftigere Middel end, i en Tid som ...?, da den religiøse Trang vaagner overalt, at stramme Sognebaandet, istedenfor at løse det; thi naar man er lænkebundet til sin Sognepræst og ei kan vælge sig en Anden af Stats Kirkens Præster til Sjælesørger, da fristes man unægtelig snarest til Selv at sørge for sin Opbyggelse, og skal man nødes til at tage Sacramenterne hos en Præst, man i Salighedens Sag, ingen Tro og Tillid har til, da frister man til at ringeagte Sacramenterne og hele Stats Kirkens offentlige Gudstjenester. Ønsker man derfor de gudelige Forsamlingers Flor og Statens Kirkers Undergang, da stramme man Sognebaandet, men ønsker man det Modsatte, da løse man det jo før, jo heller! thi kan Noget igien giøre Stats Kirkens Præster til Folkets aandelige Fædre, maa det være Friheden til at vælge imellem dem, og kan Noget igien giøre den offentlige Gudstjeneste til en Vederkvægelse for Folket, maa det være Friheden til at tage Sacramenterne hos den Præst, man finder opbyggeligst.

Vilde man endnu anføre, at Friheden ei burde gives før det høirøstet gav sig tilkiende, at Folket i Almindelighed fulde Trang dertil, da kunde jeg vist nok nøies med at henvise til Erfaring, som Lærer, at vil man see en retmæssig Frihed vel benyttet, skal man give den, før man nødes dertil; men jeg maa dog ogsaa bemærke, at da Almuen kun føler Trang til Sognebaandets Løsning, naar den sætter Priis paa Stats-Kirkens Præster i det Hele og paa den offentlige Gudstjeneste med Sacramenterne, saa er det intet Under, den er ufølt?, hvor man enten er aldeles ligegyldig eller finder sig fyldestgjort ved egne gudelige forsamlinger, saa hvis man ei vil løse Sognebaandet, før Trangen dertil bliver almindelig følt, da skeer det aldrig, men inden man ved det, er da Stats Kirken opløst i grændseløs Forvirring.

Gud give derfor at Folke-Raadet maa ændse de Præste-Stemmer, som med Selvfornægtelse hæve sig for Friheden til Folkets Tarv og Kirkens Bedste, saa Majestæten i det mindste bønfalden om at give Alle frit Valg mellem Stats-Kirkens Præster ved Sacramenterne og Konfirmationen, og Gud give da, at Majestæten, uden at ændse geistlige Indvendinger som umuelig kan udeblive, vil laane Øre til Bønnen! da ved jeg, det bedste Ønske opfyldes til Samvittighedens Rolighed, til Statskirkens Bestandighed og dens duelige Tjeneres gavnlige Virksomhed.

Med dyb Høiagtelse ærbødigst Nik. Fred: Sev. Grundtvig. Præst ved Helligaandens Hospital og Ridder af Dannebrog
Kiøbenhavn 11te Julii 1840