Om slaveriet på De dansk Vestindiske Øer

| | | | | |
Kgl Kommissarius Provinsialstænderne Østifter og Nørrejylland. 1835-1846. Private andragender. 1844 Roskilde. Rigsarkivet
I dette palæ i Roskilde holdt de provinsielle stænder for østifterne deres møder 1834-1848I dette palæ i Roskilde holdt de provinsielle stænder for østifterne deres møder 1834-1848
England frigav sine slaver i 1833, Danmark fulgte efter i 1848 (det havde 1792 først af alle forbudt slavehandel i sine kolonier); I USA ophævedes slaveriet efter borgerkrigen 1861-65. I Hans Jensen. De danske Stænderforsamlingers Historie 1830-1848. 1934. I 1844 forelagde professor N.C. David et forslag for Stænderforsamlingen i Roskilde, der foruden at ham selv var underskrevet af N.F.S. Grundtvig, D.G. Monrad og J.F. Schouw. Sagen kom til behandling i en komite, der dog ikke nåede at afgive betænkning.

Kilde Kgl Kommissarius Provinsialstænderne Østifter og Nørrejylland. 1835-1846. Private andragender. 1844 Roskilde
Til Comiteen i Sagen ang. Negerslaveriets Ophævelse. 
Den 1. Novbr 1844
Ifølge forf Besl ere Dhr Dept Kmhrre, Grev Knuth, Biskop Mynster og Major Prætorius udnævnte til at afgive Betænkning over det af Prof. David indleverede Andr om snarest muligt at iværksette Negerslaveriets fuldkomne Ophør paa de danske vestindiske Øer, dette har jeg herved den Ære at tilmelde denne til behagelig Efterretning, idet jeg hoslagt tillader mig at tilstille Comiteen nogle Nr. af dansk Ugeskrift, hvori findes nogle Bemærkninger denne Gjenstand betræffende.

I det første Møde af de Roeskildske Stænder i 1835 indgav afdøde Grev Holstein, hvis ædle Charakteer og dybe Følelse for Menneskerettigheder ere almindeligen anerkjendte, at Forslag til en Petition om Negerslavernes fuldkomne Frigivelse paa de danske vestindiske Øer. Han tog dette Forslag tilbage fordi han blev underrettet om, at Regjeringen havde indledet Skridt til en nøjere Bestemmelse af Retsforholdet mellem Slaverne og deres Ejere. Efterat nu 9 Aar ere forløbne og Regjeringens Bestræbelser i denne Retning, i det mindste for Tiden, ere bragte til endelige Resultater, tillade vi os paa nye at henlede Stændernes Opmærksomhed paa denne Gjenstand. Vi gjøre dette Skridt, fordi det er vor faste Overbeviisning, at Negerslaveriets Vedbliven strider ligesaameget mod Christendommen og Menneskenes naturlige Rettigheder som den er farlig for de vestindiske Besiddelser, skadelig og uværdig for Moderlandet.

At netop vi blandt de mange, som dele denne Overbeviisning, ere fremtraadte er nærmest foranlediget ved en Anmodning om efter Evne at virke til Slaveriets Ophør som er gjort os af Englænderen Alexander, en Udsending og virksomt Medlem af det Selskab, der med en sjelden Iver og utrættelig Opofrelse har arbejdet mod Slaveriet og Slavehandlen, og hvis Bestræbelser allerede have baaret saa heldige Frugter.

Vi behøve ikke i nærværende Tidsalder for en oplyst Forsamling, at godtgjøre: at Eiendomsret af et Menneske over et andet Menneske og over dets Afkom er et ligesaa unaturligt som uretfærdigt og uchristeligt Forhold, thi denne Sætning er nu tilfulde gaaet op for den almindelige Bevisthed hos civiliserede Folkeslag; - man troer nu ikke længer at en vis Hudfarve eller Hovedform kan berøve et Menneske den naturlige Frihed, - man lytter ikke lenger til de tomme Tale om at Negerslaven har det bedre end Arbejdsmanden i Europa, thi man veed at Fri-negeren ikke vil vende tilbage til Slaveriet, ja at han ikke vil arbejde i Forening med sin ufrie Broder; - man erkjender, at det ikke blot er legemlige Lidelser og et forkortet Liv Slaven er udsat for, men at Slaveriet ogsaa aandeligen fordærver Mennesket, at Slaven synker meer eller mindre ned i en dyrisk Tilstand; man nødes endeligen til, at indrømme, at Slaveriet ogsaa udøver en forpestende(?) Indflydelse paa de Hvide.

Denne Slaveriets Strid med Christendom og Moral gjør det til Pligt at ophæve samme; en Pligt hvis Opfyldelse Staten ligesaalidet kan henskyde efter sin beqvemmelighed, som det enkelte Menneske kan udsætte sin egen moralske Forbedring efter Tid og Lejlighed.

Heldigviis er det imidlertid ikke blot Religion og Moral som paabyde Ophøret af denne skammelige Indretning; ogsaa Klogskaben byder det med stedse kraftigere Stemme. Siden Slaveriet er hævet paa alle de engelske vestindiske Øer, vilde det være Daarskab at troe, at det kunde vedblive paa de andre Øer, og de voldsomme Udbrud der allerede have fundet Sted, navnligen paa Cuba, og som kun ved rædselsfulde Foranstaltninger, for Øjeblikket ere dæmpede, vise noksom hvad man har at vente. Det vilde i Sandhed være at miskjende den menneskelige Natur om man vilde indbilde sig, at Negerne skulde vedblive roligen at trælle for deres Herrer, medens de ideligen erfare at disses Ejendomsret ikke gjelder i Nabolandene.

Selv om man troer, at kunne hindre formeligt Oprør vil Planternes Frygt efterhaanden nøde dem til i en saadan Grad at bære over med dovne og usædelige Negere, at de ikke kunne gjøre nogen sikker Regning paa at faae deres Markarbejde udført. Den Uvished, der hersker om, naar og under hvilke Betingelser Emancipationen, der nu af Planterne selv ansees for sikker og under visse Betingelser for ønskelig, vil indtræffe, forhindrer dem fra at gjøre Forbedringer paa deres Ejendomme og nedsætter disses Værdie. Bliver Emancipationen endeligen fremkaldt ved Slavernes Oprør eller Ulyst til at arbejde - saa vil den ikke kunne iværksættes under saa gunstige Vilkaar, som naar den aldeles frivillig tilbydes slaverne.

Vi paaskjønne den Hensigt der ligger til Grund for Regjeringens Foranstaltninger, navnligen ved Forordn. 1ste Maii 1840 og Reses 18 Febr 1843, og vi glæde os over de heldige Følger disse Foranstaltninger ville have for enkelte Individer, men vi ere fuldeligen overbeviste om, at de ikke blot ere aldeles utilstrækkelige til Øjemedets Opnaaelse, men endog for en stor Deel ville modarbejde samme. Disse Foranstaltninger give Slaven Ret til at rende over det lidet han muligen kan erhverve, og til ved Hjelp der af at frikjøbe sig, de sikkre ham mod de groveste Mishandlinger, de søge at skaffe Ungdommen Undervisning, som dog efter det 8de Aar bliver saare tarvelig; ved at ophæve Søndagsmarkederne give de Negerne Anledning til at besøge Kirke og Skole, de gjøre endeligen Løverdagen til en Fridag for at sætte Negerne istand til selv at erhverve Noget til hvilken Begunstigelse dog er knyttet den Bestemmelse at Herren under visse nærmere Betingelser, som Straf har begaaet Forseelse kan tage denne Løverdags Frihed fra dem.

Det er af det Kongelige Reskript, der under 1ste Mai 1840 (samtidigen med den da udkomne Forordning) afgik til Generalgouverneuren, tydeligt, at der var Hs Majestæts landsfaderlige Hensigt ved Løverdagens Frigivelse at sætte Slaven istand til ved egen Flid, Vindskibelighed og Orden at erhverve saa meget at han kunde kjøbe sig frie, hvorved saaledes Emancipatioen langsomt kunde iværksættes; - Men efter at Generalgouverneuren istedetfor de i Hs Majestæts Reskript befalede Forslag til Planterne har sat andre Forslag, der nu i det væsentlige ere tagne til Følge, - saa udgaaer det af samtlige Forhandlinger at man saa godt som ganske har opgivet denne partielle Emancipationsmaade. Det er af Planterne med Føje bemærket, at medens en almindelig og pludselig Emancipation vilde have tilfølge, at de Frigivne maatte overtage Markarbejdet mod Betaling, vilde ved en partiel Emancipation kun de kraftfuldeste og bedste forskaffe sig Friheden, og Planterne saaledes beholde de svagere og slettere tilbage uden at de vare istand til at supplere de manglende ved frie Arbejdere, da det er en Kjendsgjerning, at ingen fri-neger vil arbejde sammen med Slaver, fordi Arbejdet bærer Slaveriets Mærke. Nogle af Planterne have under Forhandlingerne klaget over, at der allerede nu fandtes for mange Frigivelser Sted, mod hvilken Bemærkning Generalgouverneuren har indvendt at alt omkring ham vidner om at han ligesom Qvægbesætningen er en andens Ejendom. Hvorledes skal man lære ham Christendom, naar man maa fortie eller forvandske Christendommens Bud at vi ikke bør gjøre mod andre hvad vi ikke ville de skulle gjøre mod os.

Sandeligen Slaveriet og Slavernes intellectuelle moralske og religiøse Udvikling ere saa modsatte Begreber, at det ikke maae undre os at Slave Ejerne paa faa Undtagelser nær, til alle Tider have været Modstandere af Slavernes Underviisning, selv mod deres religiøse Underviisning uden for saavidt de troede deri at finde et Middel til Underkastelse. - Men under denne i Forholdenes Natur liggende Modstand, vil Regjeringens nok saa velmeente Bestræbelser ikke kunne udrette noget stort.

Men, indvendes der, det er farligt paa engang at frigive Mennesker, der ere saa raae, saa usædelige og saa blottede for Religion, ja Friheden vil ikke engang være til deres eget Gavn, saalænge de ere umodne til at benytte den. Men om ogsaa de nærværende Slaver virkeligen ere saa raae og sædelig fordærvede som man skildrer dem, og hvorved man udtaler en (..) Dadel over de Hvide, som have bragt dem i denne Tilstand, saa kan dette dog i al Fald ikke gjelde om de ufødte Slægter, der ikke kunne have gjort sig Emancipationen uværdige. Frygten for at Negerne ved en almindelig Frigivelse skulde overmande, dræbe og plyndre de Hvide, der tidligere var almindelig, har nu vist sig aldeles ugrundet, efter at flere hundrede tusinde Slaver paa de engelske Kolonier ere blevne emanciperede ved en almindelig Foranstaltning uden at saadanne der nu kan frigives 33 om Aaret. Men disse Plantere have imidlertid selv forudset at den nye Lovgivning ikke betydeligen vil forøge Frigivelsernes Antal. Dette er sikkert heller ikke at vente, thi medens Negerne have faaet Løverdagen frie (dog med Indskrænkninger for Herrenes Nødvendigheds Arbejder og for Forseelser) saa have de for største Delen mistet Søndagen som Arbejdsdag, eftersom de ikke maae udleje deres Arbejde paa den Dag og ikke arbejde for dem selv fra Kl. 9=2.

Den gavnlige Følge som man forventer af den nye Lovgivning bestaaer altsaa deri, at man ved Hjelp af de derved trufne Foranstaltninger formener at fremme Slavernes intellectuelle og moralske Udvkling og saaledes gjøre dem modne til Emancipation i en ubestemt Fremtid. Det vilde være rigtigt at vente disse Følger naar ikke netop selve Slaveriet modarbejdede en saadan Udvikling. - Mangel af ordenlige Ægteskaber og af et Familieliv høre til de værste Skyggesider ved Slavernes Tilstand; men hvorledes skal man kunne bibringe Slaven Sands for disse Goder, naar det beroer paa Herren om Mand og Kone skulle leve sammen og om Børnene skulle blive hos dem, hvorledes skal manden optræde som Husfader, naar det er en Anden, der ernærer Familien og byder over den, og hvorledes skulle Fader og Moder erholde Agtelse hos Børnene, naar de i disses Paasyn af en Slavefoged kunne faae Tamp, om end med et justeret Redskab. - Hvorledes skal man virke paa Slavens intellectuelle Udvikling, naar Kundskabernes Erhvervelse sætter ham istand til klarere at opfatte sin unaturlige Tilstand og gjør at han haardere føler dens  Tryk, hvorledes skalman lære ham Selvagtelse paa Planterne paa de danske Øer vise at de med Glæde gaae ind paa en almindelig Emancipation, forudsat at Staten vil erstatte dem Slavernes Værdie; det bliver deraf klart at det ikke er saa alvorligt meent med de Farer, der paastaaes at være forbunden med Emancipationen eller de Ulykker, som derved vilde paaføres Negerne selv.

Men indvendes videre: Planterne ville ødelægges og dermed hele Colonien; Negerne ville enten aldeles nægte at arbejde, eller da kun imod en Løn, som det ikke er Planterne muligt at svare. Vor Stat er ikke istand til, saaledes som den engelske Regjering at tilstaae Planterne Slavernes Pengeværdie i Erstatning.

  
Ogsaa her have vi Erfaringen for os; Paa nogle Øer f.Ex Jamaica hvor der var Leilighed for Negerne til at begive sig ind i Bjergene eller andre uopdyrkede Steder, eller hvor de ellers have kunnet erhverve Eiendom, have mange nægtet at tage Arbejde eller forlangt en uforhldsmæssig Arbejdsløn; Planterne have der ikke kunnet fortsætte deres drift i samme Omfang som hidtil og Sukker Productionen er aftaget, paa andre Steder, hvor Negerne strax efter Frigivelsen trak til Byerne og derved satte Planterne i en øjeblikkelig Forlegenhed ere de siden bevægede af Nødvendigheden til at skaffe sig Underhold, frivillig vendte tilbage, paa nogle Steder endeligen, navnligen paaAntiqua, hvis Forhold ligne meget de danske Øer navnligen St. Croix, hvor intet uopdyrket Land gives, har Emancipationen langt fra at være ufordeelagtig for Planterne, følger ere indtrufne, ja at Roligheden nu i den Grad finder Sted at man paa flere af de engelske Øer har formindsket den militaire Besætning, medens man paa Cuba kun ved et Rædsessystem kan opretholde Sikkerheden. Frygten for at de frigivne Slaver skulde hengive sig til Lediggang og saaledes falde Staten til Byrde, har i det Hele taget heller ikke viist sig grundet. Det er tvertimod blevet godtgjort at Negerne have Sands for at skaffe sig ikke blot fornødenheder men ogsaa Behageligheder og Beqvemmeligheder i hvilken Henseende den betydelige Tilvæxt i Indførselsartikler afgiver et slaaende Bevis. De have ikke viist Ulyst til at arbejde imod en passende Arbejdsløn og Planterne have kunnet faae Arbejdere undtagen der, hvor der var Leilighed for Negerne til selv at forskaffe sig Ejendom hvilket de naturligviis ligesom andre Folk, have foretrukket for at være Daglejere. Efter Emancipationen ere Ægteskaberne tiltagne i en betydelig Grad.

At man først maatte være moden til Friheden førend den gaves og at den pludseligen givne Frihed kun vilde gjøre den Trælbundne ulykkelig, yttrede man ogsaa ved Vornedskabets Ophævelse og Stavnsbaandets Løsning; men Erfaringen modsagde denne Mening. Det er ogsaa indlysende at Friheden i det mindste til en vis Grad maae gives inden den kan bruges, et Barn lærer ikke at gaae naar man holder det i Svøb. Dernæst udelukker en almindelig og samtidig Emancipation jo ingenlunde Forholdsregler sigtende til at sikkre sig mod Frihedens Misbrug. Forhandlingerne ved tvertimod gavnet dem, eftersom Productionen er forøget og Ejendommens Priis steget. Vi kunne ikke erkjende, at Planterne i Tilfælde af en almindelig Emancipation skulde have ret til at fordre Slavernes fulde Værdie i Erstatning af Staten. De Regler der ellers gjelde om Eiendommes Afstaaelse til Statens bedste, kunne ikke gjelde om en Ejendom, der er grundet paa et Forhold, som strider mod Menneskerettighederne. Men vi antage ikke destomindre, at Billighed i høi Grad taler for at Planterne erholde godtgjort det Tab, de virkeligen maatte komme til at lide. Vi troe ikke at det sande Tab ville være betydeligt, naar der sees hen, deels til de locale Forhold, hvorefter Følgerne rimeligviis vilde blive temmelig svarende til dem, der have viist sig paa Antiqua, deels til den Omstændighed at det dansk vestindiske Sukker i england da vilde nyde de Begunstigelser der efter dennye engelske Toldlov, tilkomme Sukker fremvirket ved frit Arbejde.

Forsaavidt imidlertid Erstatning ved en nøie Undersøgelse af Forholdene skulde findes uundgaaelig, frembyde sig adskillige Forhold der lette dem. Ikke faa Plantager ere Regjeringens Ejendom, i mange andre har den Prioriteter; den militaire Magts Formindskelse vil medføre Besparelser; disse ville vel ogsaa kunne gjøres i flere Administrationsgrene.

Vi ser os ikke istand til at gjøre Forslag om til hvilket Tidspunkt Emancipationen bør indtræde, hvorledes Ejernes Tab skal beregnes, paa hvilken Maade Erstatningen i sin Heelhed skal tilvejebringes og hvorledes Forholdene skulle ordnes efter at Emancipationen er udført. Dertil udfordres en Mængde data som neppe nogen endnu endd Regjeringen er istand til at fremskaffe. Men forsaavidt man mistvivler om at udfinde Midler til at sikkre Planterne Arbejdskraft, Negerne Huslye og Arbejde, og det Offentlige Sikkerhed mod Løsgjængerie og overdreven Fattigbyde, skulle vi, foruden at henvise til de ovenfor anførte Erfaringer, exempelviis bemærke at denne Sikkerhed blandt andet kunde opnaaes, naar Forholdene ordnedes saaledes at Planterne overlode Negerne deres Hytter med et lidet Jordstykke enten til Eiendom eller til Fæste paa Livstid eller Aaremaal, imod at de forpligtede sig til at svare visse Ugedage i Sukkermarken og Sukkermøllen. Vi vedlægge nogle Artikler, der kunne tjene til nærmere Oplysning og Veiledning ved denne Sags Drøftelse.

Det er i et Land, hvor Vornedskab og Stavnsbaand bleve hævede uden voldsomme Forandringer, et Land der som Robert Peal nyelig offentlig har udtalt har foregaaet med Exempel og viist Vejen til den afskyelige Negerhandels Ophør, at vi henvende os til de folke kaarne Mænd med det Forslag at petitionere Landets Konge om snarest muligt at iværksætte Negerslaveriets fuldkomne Ophør paa de danske vestindiske Øer-

Kjøbenhavn d 20 October 1844 C.N. David Professor og Raadmand Grundtvig Præst, DG Monrad Magister Artium Raffard Pastor Schouw Professor 

Løjtved i Stenstrup sogn

Stenstrup kirkebogStenstrup kirkebog
Höyvelbaarne hr. kammerjunker von Krogh haver siden sin ankomst til Löitved draget omsorg for at lade en neger omtrent 17 aar gammel underviise af mig i den christelige religion; om en kort tiid troer ieg at han har den fornødne kundskab om og jndsigt i de vigtigste religionens sandheder; desuden bekiender han at have en sand længsel efter at blive deelagtiggiort i den hellige daab; giver mig derfor den underdanige friehed i ey alleene at giøre anmeldelse herom; men tilliige, at udbede gunstig forholds ordre af Deres höyædle höyærværdighed til Deres underdanige tiener Steenstrup d 3die martii 1790 L Fog

Til höyædle höyærværdige hr: Tønne Bloch, doctor theologia og superintendent over Fyhns stift til Odense

Biskop Blochs påtegning: Herom tilskreven provst Ramus i Svenborg d 7de martij 1790 Sunds herred no 1