Fattigblokken i Stenstrup kirke

| | | | |
Blokpengeregnskab for Stenstrup og Lunde sogne 1774-1802 LAO
Kirkeblok i fynsk kirkeKirkeblok i fynsk kirkeKirkeblokKirkeblokKirkeblokKirkeblokKirkeblokKirkeblokKirkeblokKirkeblokKirkeblokKirkeblokFra gammel tid var der i kirkernes våbenhuse, i værtshuse og på andre offentlige steder opstillet blokke, hvori der kunne henlægges gaver til understøttelse af fattige. Indtil 1803 bestod det offentlige fattigvæsens indtægt for en væsentlig del af tilskud, indsamlet på denne måde. Også efter 1803 vedblev man at indsamle penge i fattigblokke, og helt til vor egen tid findes der i de fleste kirker en fattigblok. I henhold til af lov af 8. marts 1856 om tilvejebringelse af midler til fri fattigunderstøttelse henlagdes indtægten af kirkebøsserne til de fattiges kasse, som ikke var omfattet af det kommunale fattigvæsen.
.
BilagStørrelse
Fattigregnskab Stenstrup og Lunde sogne 1774-1783.pdf26.67 MB
Fattigregnskab Stenstrup og Lunde sogne 1784-1793.pdf26.71 MB
Fattigregnskab Stenstrup og Lunde sogne 1794-1802.pdf18.96 MB
Stenstrup-Lunde fattigkommission 1803-1804.pdf26.75 MB
Stenstrup-Lunde fattigkommission 1804-1809.pdf28.04 MB
Stenstrup-Lunde fattigkommission 1804-1809- regnskaber.pdf25.97 MB
Stenstrup-Lunde fattigkommission regnskaber 1807-1812.pdf26.44 MB
Stenstrup-Lunde fattigkommission regnskaber 1812-1814.pdf12.11 MB
Tyveri fra kirkeblokken i Stenstrup 1866.pdf18.89 MB

Tyveribeskyldninger viste sig at være grundløse!

 Stenstrup og Lunde sogneforstanderskab møde 14 juli 1866
 Bmd Hans Hansen paa Rødme Bakker, der er medbestyrer af de fattiges kasse, havde tilsendt forstanderskabet en skrivelse, hvori han paastaaer, at der flere gange i den senere tid er taget af bøsserne i kirken, at kirkedøren er seet at blive lukket op og i om natten, og hvori han synes at mistænkeliggiøre dem, som har adgang til kirken eller som kirkenøglen er betroet. Da det tillige kunde oplyses, at kirkedøren ikke har været aflukket sildig om aftenen, vedtoges at meddele kirkesanger og skolelærer Aagaard denne skrivelse og afæske ham hans erklæring. Navnlig med hensyn til at kirkedøren ikke holdes tilbørlig lukket aflaaset.

På mødet 18 aug 1866 modtog sogneforstanderskabet lærer Aagaards forklaring

Af skolelærer og kirkesanger Aagaard i Stenstrup var modtaget en erklæring over den ved sidste møde fremlagte skrivelse af bmd Hans Hansen betræffene det formentlige ran af kirkebøsserne i Stenstrup og den dermed forbundne beskyldning for at kirkedøren ikke holdes tilbørlig lukket. Ifølge denne erklæring antog forstanderskabet, hvad det desuden forud var tilbøjeligt til at troe, at den hele historie om tyveriet var løs snak og tom indbildning, oprunden i bøssemændenes fantasi og forstanderskabet maatte i lige maade misbillige Hans Hansens nærgaaende yttringer mod lærer Aagaard. Da ogsaa de meddelte oplysninger angaaende kirkedørens lukning fandtes tilfredsstillende, idet Hr Aagaard desuden lovede herefter nøje at sørge for, at kirkedøren holdtes lukket. Fandt man ikke anledning til videre foranstaltninger i denne sag.

Bekjendtgjøres ved Steenstrup kirke

Til sognets og sogneforstandernes erindring
Det maae ikke undre eder mine kjære medmennesker, at jeg søger at opdage den mand eller hvem det er, at der gjør sig skyldig i indbrud, i kirken, i blokken til de fattiges skjærv?, det er sørgeligt, ja sandelig det er skameligt, efter min beste overbeviisning, har dette ranerie tiltaget i en høi grad det siste aar, det er at beklage om det var den, eller den, som er betroet adgang i kirken, fremmede eller udvekommende, kan jeg for midt vedkommende ikke mistænke, da jeg nu flere gange, og paa flere stæder har udtalt min utilfredshe, er jeg af flere opfordret, om muligt at opdage raneren, som maaskee ikke er saa vanskeligt, derfor beder jeg alle og envær som kan opdage, eller beviisligøre, eller lede noget spor, til den tyv, der ved nattetider raner de fattiges midler, den eller dem, loves en ducør 5 rbd
H. Skoumand - for tiden Blokmand

Til Sogneforstandernes overveielse vor vidt disse udorner kunde afskaffes, da det ikke er vold inbru, var et jo godt er erkynde sig om, vem nøglen til kirken er betroet, da det af flere vil bevises at kirke døren er lukket op og i om natten

Paa opfordring af Hans Hansen Skovmand i Rødme om at give samme mening tilkjende omskrevne tyveri af de fattiges penge i kirkeblokken, kan jeg kun samstemme? med ham, at det var ønskeligt om gjerningsmændene kunde blive opdaget og er jeg enig med ham i at henstille sagen til sogneforstanderskabets nærmere overveielse.
Kroghenlund den 17.6. (18)66 R. Langkilde

Opfordret af sogneforstanderskabet til at afgive mine skriftlige erklæring i anledning af en, sogneforstanderskabet af bmd. Hans Hansen tilstillet opsats?, hvori denne paastaaer, at der flere gange er taget penge af bøsserne i kirken og derfor opfordrer til at søge gjerningsmændene opdagede, hvilket efter hans mening ikke er saa vanskeligt, samt yttrer, ( som efterskrift) at det var godt at erkyndige sig om hvem nøglen til kirken er betroet, - skal jeg herved tillade mig at afgive følgende erklæring og forklaring.

Da ovennævnte, sogneforstanderskabet af H. Skoumand tilstillede skrivelse, synes, saavidt jeg kan forstaae af dens mærkelige indhold, ikke at være fri for at sigte til mig som den, der ved natlige indbrud i kirken skulde have ranet de fattiges midler skal jeg allerførst begynde min erklæring med det kraftigste beviis, som har .. kom for, at jeg ikke, hverken paa een gang eller paa flere gange, hverken ved nat eller ved dag, har stjaalen de af H. Skoumand i bøssen savnede penge eller nogensinde lagt haand paa bøsserne i den hensigt at stjæle eraf - ved at tilbyde, naar som helst forlanger - Derpaa at aflægge min eed

2/ Ligeledes paa, at det allervigtigste tegn paa, eller hovedbeviset for det formeentlige tyveri, nemlig, den som bestjaalen betagnede bøsses beskadigelse i den, circa 2 tom lange vedhængen bliktragt har været i flere aar, - den forefandtes førend H. Skoumand blev blokmand. Det er uheldigt at han ikke før har bemærket skaden, der bestaaer i at tragten er løsnet noget og udvidet ved at presse penge ned med magt, engang da bøssen var fuld.

Paa ære og samvittighed forsikkrer jeg, at det er sandhed, at jeg føler mig fuldt og fast overbeviist om, at der slet ikke er stjaalen penge af bøsserne.

Jeg skal hernæst tillade mig at anføre de grunde, som begge de fungerende bøsseforstandere for kort siden en søndag, da jeg var tilstede ved bøssernes aabning for mig angave at skulle bevise rigtigheden i deres paastand om, at der var taget penge, og det af den bøsse, der staaer ved den venstre side af udgangen af kirken. - Altsaa de af dem formeentlig opdagede grunde for antagelsen af, at der virkelig skulde være taget penge deraf. De sagde nemlig 1/ At de for kort siden en søndag havde maalt afstanden fra bøssernes overflade ned til pengene med et straa, og at de, da de søndagen efter kom for at tømme bøsserne, atter havde maalt afstanden, og da vil have fundet denne dybere ned til pengene end første gang i den bøsse, som staaer ved venstre side af udgangen. 2/ Ved optælling forefandt de flere penge i den bøsse, der staaer paa høire side af udgangen end i den paa venstre. 3/ Fandt de tragten beskadiget i bøssen paa venstre side. Og dette var deres tredobbelte beviis for eller kjendemærke paa, at der i mellemtiden maatte være stjaalen penge af den bøsse ved venstre side.

Lad os nu engang nøiere betragte disse beviser. Hvad det første anførte beviis for tyveriet angaaer; maalingen fra oven ned til pengene, da kan dette let, fra en søndag til en anden, være meget bedrageligt; thi ved det mindste stød til bøsserne synke pengene strax sammen. Saadan rystelse kan skee, ikke allene af de forbigaaende tætte masser af kirkegængere, men ogsaa især, naar kirken feies og afstøves, mæssingbøsserne afgnides eller blankes lidt, og bøsserne ved saadanne leiligheder maa flyttes og skubbes ubehændig fra og til deres plads igjen. Jeg har forhen, da jeg altid var med at tømme bøsserne ofte givet dem et stød netop for at faae pengene til at synke, naar jeg frygtede for en overfyldning. Ved stød eller flytning af bøsserne kan den nu noget løsligt vedhængende tragt let forandre sin stilling, naar eenskillingerne rasle imod den; ogsaa dette maa give et forandret maal - ja der kan, saalænge tragten kan forandre stilling slet ikke maales paalideligt, og heller ikke før, da tragten var fast og ubeskadiget; thi den var paaloddet i en skraa retning ned mod den ene side. Der kan kun maales ved at aabne laaget. Og endelig, hvor let kunde de desuden ikke have glemt det nøiagtige maal fra den foregaaende søndag. Det er vist ubetænksomt og ikke gjort at begrunde saa svær beskyldning paa et saa svagt og vaklende beviis.

Det andet beviis for det begaaede tyveri i bøssen ved venstre side af udgangen var jo det, at der var flere penge i bøssn ved høire side af udgangen; Men ogsaa dette beviis falder aldeles bort, thi det er en kjendsgjerning at der altid har været flere penge i bøssen ved høire side af udgangen end i den ved venstre, hvilket har sin gode grund i dens plads paa høire haand. Ved denne side gaae sædvanlig de, der lægge mere end en eenskilling i bøssen, og i denne forefindes derfor altid de største pengestykker, saasom specie, rigsdaler 4 mk, 3 mk, 1 mk og 4 skillinger medens i bøssen ved venstre side sjeldener forefundet stort andre penge end eenskillinger og nogle faa 4 skillinger. Man skulde kun spørge dem, der lægge de større pengestykker i, om de nogensinde mindes at have lagt deres penge i bøssen ved venstre side. Nei, de gaae ved høire side tage deres penge i høire haand og lægge dem i bøssen ved høire side. Ogsaa jeg for at nævne et lille exempel har lagt mynt i som 3 mark, 1 mark 4 skilling, men jeg mindes aldrig at have lagt i bøssen ved venstre side, endnu mindre har jeg stjaalen deraf.

Sandelig dersom jeg var en tyv og vilde bestjæle en af bøsserne, da var jeg en nar om jeg ikke valgte den ved høire side, da jeg saa ofte har været vidne til, hvor de største og fleste penge ligge. Jeg var nemlig fra begyndelsen af - efter provstens ønske i flere aar bestandig med at tømme bøsserne, lige indtil noget efter, at de nærværende bøsseforstandere fik begyndt, og har tænkt at gjøre det samme igjen, naar deres function er endt. Pengene bleve før deres tid talte i mit huus, og jeg opskrev sum, og lod den bringe til provsten tilligemed nøglen.

Jeg antager at de dengang fungerende bøsseforstandere baade kan og vist ogsaa vil endnu erindre, hvor de større pengestykker ligger; men skulle de endog have glemt det, saa veed paa ære og samvittighed jeg, det, ligesom jeg troer at enhver begriber sandheden af det anførte. I sin øvrige bestræbelse for at paanøde folk troen paa et begaaet tyveri, har H. Skoumand glemt at betænke, at de fleste ved at tænke sig om, klart maa begribe i hvilken bøsse de penge blive lagte, der tælle meest. Saaledes kan dette hans beviis heller ikke bevise noget begaaet tyveri, men vel hvor begjerlig han har været efter at faae folk presset til at tro paa hans formeentlige opdagelse; og dette er meget beklageligt.

Det 3die og vigtigste af bøsseforstanderen foregivende beviis for tyveriet er jo beskadigelsen af den paa laagets underflade fastloddede tyne bliktragt, hvilken beskadigelse de nu for kort siden vil have opdaget at være skeet fra den ene gang, de tømte bøsserne til den anden. Jeg har allerede ovenfor sagt paa en for alle og enhver overbevisende maade, haaber jeg, at denne beskadigelse ikke er ny, fordi den nu først er opdaget af bøsseforstanderen, men har været i flere aar. Den er ei heller kommen ved tyvehaand. Nei nu skal jeg fortælle noget om dens første aarsag og begyndelse, der rigtignok ikke kommer til at lyde saa frygteligt og eventyrligt, som den med saamegen iver udspredte og ombaaren historie om et begaaet kirketyverie, begrundet paa tragtens beskadigelse. For flere aar siden skete det nemlig engang ved en af de store altergange, at de, iforveien næsten fulde bøsser, ikke kunde modtage de udgaaendes penge, som derfor bleve siddende fast i tragten. Man forsøgte at presse dem ned med magt, fordi man antog, at de blot vare komne i klemme, og flere store kobberskillinger kom ved siden af hinanden, og de saa haardt, at man hverken kunde banke dem ned, fordi bøssen var fuld, eller tage dem op med fingrene. Ved at see folk standse dernede, banede jeg mig vei derned, og skillingerne bleve nu lagte paa gulvet ved siden af bøsserne, hvilket endnu sneste af mennesker i sognet ganske bestemt kan huske. Jeg har dog talt med nogen som husker det. Saa den nedpresning af penge i den fulde bøsse kunde naturligviis den tynde tilloddede tragt ikke udholde, den var nødt til at udvide sig, og fra den tid har den været beskadiget. Istedetfor, som tragten var fra begyndelsen af, paaloddet i en skraa retning ned mod bøssens ene side, var den nu mere lige ned noget udvidet i den smalle gang og beskadiget i tillodningen, saa den dreier sig let i en anden stilling.

Dengang, da jeg var med at aabne bøsserne, har jeg siden flere gange rettet lidt paa den, thi det er ikke den eneste gang bøsserne, have været noget overfyldte, og selv om pengene kun naaer saa høit op, at de kunne berøre tragten saa vil denne kunne bøie sig og forandre stilling ved et stød eller f. ex naar bøsserne flyttes slæbende frem og tilbage ved kirkens reengjørelse. Efterat jeg nu har beviist og forklaret at ethvert af de angivne beviser for et begaaet tyverie feiler paa falske grunde, og at der slet intet fornuftigt antageligt beviis existerer, vover jeg tvertimod en saadan blind, ubesindig og ivresyg allarm paa det allerbestemteste at paastaae, - at der slet ikke er taget penge af bøssen, og det endelig ogsaa af den gode grund, at der umulig kan tages penge deraf uden ved at aabne bøssen med nøglen, og den bruges fortiden kun af bøsseforstanderne. Lad os f. ex tænke os et forsøg med en lille sparebøsse, f.ex en griis af steentøi, der sædvanlig har en aabning, af samme størrelse som bøssernes i kirken; jeg gad da seet hvor mange skillinger, det vilde lykkes at ryste derud af, eller hvorlænge det vilde vare, førend man fik den foregivne stjaalne sum, 5 rdl i eenskillinger ud igjennem aabningen, og dog er der jo en uhyre forskjel paa nemheden med at haandtere en saadan lille sparebøsse, som man kan staae med imellem fingrene og derhos see nøie til med øinene, og saa den store blok i kirken, og dertil har den lille ovenijøbet ingen forlænget tragt nedad. Lad os endnu engang rigtig tænke os aabningen ned til kirkens bøsser. Den er netop, saa stor at en specie kan glide igjennem baade paa tykkelsen og breden; veien gaaer som sagt, ned igjennem en 2 tom lang tragt af samme størrelse og form, og denne tragt er endvidere paaloddet i skraa retning og desuden forsynet med læber af klæde for end yderligere at umuliggjøre pengenes udtagelse af blokken. Sandelig, det maa være en stor kunstner, en heel hexemester, der er istand til at ryste 5 rd i eenskillinger ud af en saadan, paa en stor blok staaende bøsse.

Og det troer H. Skoumand ifølge hans skrivelse at kunne udføres ved natligt idbrud. Jeg paastaaer at han selv,  han være saa behændig, som han vil, umulig kan udføre det ved den klareste dag, endnu mindre ved nattetide. Skulde jeg forsøge paa at stjæle i kirken, da valgte jeg visselig dagen; jeg kunde jo, om jeg vilde, opholde mig der flere timer om dagen, og for en sikkerheds skyld laase af efter mig. Ja der er nu rigtignok saa ofte andre end jeg, der ene opholde sig flere timer i kirken, men det tør jeg paa det allerbestemteste paastaae, at hverken disse eller jeg eller noget menneske, ikke engang H. Skoumand selv formaaer at drage 5 mark eller skilling? op af bøsserne endnu mindre 5 rd. endelig at tragten ikke kan være udvidet ved hjælp, at en rund pind som ogsaa blev yttret, derom vidner klart at aabningen igjennem selve laaget, der er af mæssing og stærkere end bliktragten, er aldeles ubeskadiget og endnu som altid kun saa viid at en specie eller toskilling i tykkelse gaaer derigjennem. Af den grund kan da vel erhvert fornuftigt menneske begribe, at beskadigelsen i tragten kan være kommen paa anden maade end ved nedpresning af penge, naar bøssen allerede har været fuld.

Hvad nu dernæst forskjellige yttringer som forekomme i Hans Skoumands skrivelse angaaet f.ex at dette ranerie efter hans overbeviisning var tiltaget i en høi grad i det sidste aar, at han beklager om det skulde være den eller den, der er betroet adgang til kirken, at han ikke kan mistænke fremmede eller uvedkommende, at det er ved nattetide, de fattiges midler ranes, at det var godt at erkyndige sig om hvem nøglen til kirken er betroet, samt at det af flere vil bevises at kirkedøren er lukket op og i om natten, da skal jeg sluttelig ogsaa over disse yttringer afgive min erklæring med al den forklaring jeg for øieblikket erindrer.

Dersom man nu sammenstiller disse H. Skoumands yttringer, saa, forekommer ddet mig deraf at kunne forstaae, at han ingen andre kan tiltro saadant tyveri end mig, det var beklageligt, siger han nemlig, om det var den eller den, der er betroet adgang til kirken, men da han vel nok veed, at der saa ofte ogsaa er andre end jeg, der faae adgang til at opholde sig ene i kirken i længere tid, saa føier han til: Fremmede eller uvedkommende kan han ikke mistænke; med andre ord disse kan man godt betro timelangt eenligt ophold i kirken.

Naar han siden spørger om, hvad han godt veed, hvem nøglen er betroet, men det da ikke ligeledes er for at lede opmærksomheden hen paa mig; thi vel betroer nøglen samt adgang snart til een snart til flere, men det er jo vel dem, han betegner som fremmede og uvedkommende og for saadanne er der jo efter hans mening ingen fare. Og endelig, for at faae det til at passe saa godt, som det er ham mueligt paa mig, saa paastaaer han, at det er skeet ved nattetide, og for at give denne sidste yttring skin af sandhed, saa skal det bevises, at kirkedøren er lukket op og i om natten.

Ja det er beklageligt og sørgeligt om H. Skoumand virkelig for alvor vil beskylde mig for tyverie; men det er i mine øine og for mit vedkommende dog langt mere beklageligt om det skulde lykkes ham, ved den store uleilighed han gjør sig derfor, at faae ret mange andre, der jo ikke kjende de nærmere omstændigheder, til at lade nogen mistanke hvile paa mig.

Jeg skal nu tillade mig at give en meget omstændlig forklaring over, hvorledes og af hvem nøglen og adgangen til kirken bliver benyttet. Det er vel de fleste bekjendt at kirkedørend baade i denne og forrige sommer, naar veiret har tilladt det, har staaet aaben eller paaklem ved hjælp af en dertil indrettet trækile. Det er vel ogsaa de fleste bekjendt, at den pligt paahviler mig at skaffe lufttræk ind i kirken ved at aabne vinduer. Men - kun de ttvende vinduer øverst oppe i kirken kunne aabnes indvendig fra; de andre ned ad kirken maa aabnes udvendig fra ved hjælp af en stige. Da dette unægtelig er besværligt, blev det forrige sommer af provsten foreslaaet at lukke døren op, for derigjennem at lade en bedre luftning langs ned igjennem hele kirkens længde, hvorved jeg tillige blev forskaanet for besværligheden med stigen. Døren er da i reglen bleven lukket op om morgenen og i om aftenen. Men nu er det undertiden skeet, at jeg er gaaet ud om eftermiddagen og kommen sildig hjem, og da er døren bleven sildig lukket, ja endog, det tilstaaer jeg, enkelte gange efter kl. 11 - henimod 12 - f.ex en søndag for ikke længe siden, da jeg kom hjem fra Provstens og huskede først døren noget efter at jeg var kommen hjem. En anden søndag for heller ikke ret længe siden, blev jeg ud paa aftenen, idet jeg stod udenfor min port, af 2de forbigaaende mænd - sogneforstandere - mindet om, at døren endnu stod aaben, det vil sige paa klem, fastholdt ved trækilen. Dog er det derfor ikke vist, at det den aften vilde være bleven forglemt; thi om det endog undertiden er bleven sildig, saa husker jeg det dog sædvanlig forend jeg gaaer isæng. Jeg mindes ogsaa, at jeg forrige sommer er kommen for at lukke døren, og fundet dette allerede besørget af den, der ringer til aften. - Men nu maa jeg beklage, at jeg ogsaa mindes, at jeg virkelig 2de gange reent har glemt det, een gang i denne og een gang forrige sommer og døren har da staaet aaben om natten. Var det hver dag, at døren blev lukket op, som var mindre udsat for at glemme det regelmæssige, det der hører hver dag til; men det er jo kun, naar veiret er passende. Jeg har helst villet besørge dørens lukning om aftenen selv, fordi jeg da kan eftersee om der mulig kunde være foregaaet nogen uorden i dagens løb. Der kunde jo gjerne gaae baade børn og gamle ind i kirken; thi det har viist sig at være saare vanskeligt at holde byens mange smaabørn ude af kirkegaarden. Undertiden har jeg da ogsaa med det samme lukket de øverste Vinduer, undertiden ladet dem staae, alt efter som veiret har været. Jeg veed jo at jngen kan krybe derind ad og - at jngen kan stjæle af bøsserne.

Ved saadanne leiligheder er det vel at H. Skoumands vidner maa have seet kirkedøren lukkes op og i ved nattetide, som det skal kaldes - dog altid  før kl 12 om det og en enkelt gang er bleven sildig, og det er jo dog ikke saa forfærdelig sildig i de lange sommerdage. Dog har jeg ogsaa i andre ærinder været i kirken om aftenen, f.ex flere gange at hente der henliggende løse noder eller nodebøger, naar jeg om aftenen har været beskjæftiget med at indøve en psalme, som maaskee skulde synges dagen efter, og nodernes have ligget i kirken; ogsaa har jeg unertiden glemt tillysningsbogen i kirken og ikke tordet stole paa min hukommelse at faae skreven i den og derfor hentet den om aftenen. Ligeledes erindrer jeg, at jeg om aftenen har hentet en i kirken altid i min stoel henliggende fodpose, som skulde bruges om morgenen paa en reise, ja endog ved løgte har jeg hentet altertøi hjem til vask, fordi der skulde syes paa det første. Men naar nogen saaledes kan have seet mig gaae ind og ud af kirken om aftenen, - aldrig ved natten - saa veed de ogsaa meget vel at mit ophold i kirken har været altfor kort til at stjæle i. Jeg har aldrig taget i betænkning at gaae i kirken selv om det var bleven aften og mørkt, naar jeg har havt noget ærinde, der var mig nødvendigt eller vigtigt at faae udført strax, og det er aldrig før faldet mig ind at tænke paa, at nogen, som kan have seet det, skulde falde paa den tanke, at jeg da gik i kirken for at stjæle af blokkene.

Hvad nu H. Skoumands hentydnng angaaet, naar han saa lumskelig spørger om, hvem nøglen er betroet, samt henpeger paa den eller den, som er betroet adgang til kirken, skal jeg ogsaa derover give min forklaring. Nøglen er, det veed H. Skoumand nok, betroet mig og bliver igjen betroet til alle dem, der foruden mig har noget at bestille i kirken, hvad enten det er een eller flere. Jeg skal gjerne gjøre lidt rede for, ved hvilke leiligheder nøglen pleier at blive udlaant. Det skeer ofte, at der sendes et bud ned efter nøglen fra et eller andet sted i byen for at vise deres fremmede kirken. Ligeledes har reisende undertiden ønsket at see kirken og da sendt bud for at laane nøglen, hvilket jeg aldrig har nægtet. Undertiden har noget glemt noget i kirken, og nøglen bliver da udleveret enten til dem selv eller til en anden, oftest herfra byen, som skal hente det. Nøglen kommer ogsaa i andres hænder, hver gang der skal feies renses og afstøves i kirken. Dette arbeide bliver sædvanligst udført af vores pige, men ogsaa undertiden, naar hun ikke har havt tid dertil af en kone her fra byen. Det har isandhed aldrig kunnet falde mig ind at den, som feier kirken skulde give sig af med at undersøge bøsserne, skjøndt de ved saadan leilighed befinde sig ene i kirken efte et par timer og længere, og skjøndt de jo godt kunde laase døren af, thi jeg har holdt mig overbeviist om, at der umulig kan tages noget deraf.

Nøglen samt adgang til kirken bliver ogsaa betroet til den eller dem, der pynte kirken ved brylluper, hvilket arbeide undertiden varer det meste af dagen, og udføres snart af flere i fælledsskab, snart, som ved mindre brylluper af kun een, der da som oftest er en her fra byen leiet kone, hvilket f.ex var tilfældet, da den ene af bøsseforstanderne for kort siden gjorde sin datter bryllup. Han veed altsaa nok, at der er andre end jeg, der faae adgang til at opholde sig ene i kirken i flere timer og kunde altsaa have ligesaa god elilighed, som jeg til at rane i kirken, hvis der ellers kunde ranes noget. Ogsaa ved slige leiligheder har det hendet sig, at jeg ikke har faaet nøglen tilbage før dagen efter, og dog har jeg aldrig næret den mindste mistanke; thi jeg veed, der kan jntet ranes.

Efter alle de mange i denne min erklæring afgivne forklaringer, der for sagens vigtigheds skyld ere noget vidtløftige, haaber jeg, at idetmindste sogneforstanderskabet, som har tilladt mig at afgive min erklæring vil kunne forstaae: 1/ At hvis der virkelig var eller kunde være taget penge af bøsserne, som der kunde være det for mig, saa at H. Skoumand maa ansee mig for en meget tyvagtig person, hvis han just vil udpege mig som tyven til det, som ikke er stjaalet. 2/ Vil de vist kunne forstaae, at alle de facta, som skulle bevise et begaaet tyverie, existere i virkeligheden ikke, da de hidrøre fra ganske andre omstændigheder, og bevise kun, at bøssemændene altfor rask og altfor begjerlige have ubetænksomme gjort allarm om ranerie og tyverie, som aldeles ikke er og ikke kan være begaaet. 3/ Vil de kunne forstaae, at naar kirkedøren skal aabnes om dagen i magsveir, da vil det kunne skee for den bedste, at han engang kunde blive udsat for at glemme at lukke den, eller, forst husker det, naar det var seent paa aftenen. Det var dog synd om han derfor skulde beskyldes for at have et natligt tyverie isinde. 4/ Vil de viste ogsaa kunne forstaae, at naar jeg om aftenen behøver, eller har faaet nødvendigt brug for noget, som henligger i kirken, da var det underligt, om jeg ikke torde hente det af frygt for at blive mistænkt for at gaae i ulovligt ærinde, hvortil der dog skal mere tid end det korte øieblik, jeg behøver for at hente noget. 5/ Vil de vist ogsaa ved mine forklaringer, saavelsom ved egen sunde eftertanke være kommen til den overbeviisning, at hverken jeg eller nogen anden har taget penge af bøsserne, fordi det vilde være en sand umulighed. Endelig haaber jeg, at samtlige sogneforstandere ville bestræbe sig for, hver i sin kreds, ved given leilighed at modarbeide udbredelsen H. Skoumands gruelige beskyldninger for tyverie i kirken i overbeviisning om, at der intet er begaaet, hverken af mig eller andre. Selv vil jeg herefter hellere paatage mig besværlighden med stigen sat op til et vindue for at aabne og lukke det, end atter udsætte mig for engang at glemme døren.

Steenstrup 15 Aug 1866 - H Aagaard 

Fattigblok ved helligkilder

Se Regissekilden i Frørup - Mens der var en fattigblok i forbindelse med Regissekilden, har vi ingen efterretning om at der var forbindelse med Kildeløkken i Stenstrup og fattigblokken i Stenstrup kirke