Om at gå under vandet - forslag til en dykkerdragt

En måde at gå under vandet!

I 1784 måske allerede i 1783 fik Kunstkommissionen (*1) et forslag fra den islandske bogbindersvend (*2) Aosmann Isfron i Odense - "om en måde at gå under vandet". (*1) Det kongelige Landhusholdningsselskabs såkaldte Kunstkommission dvs et sagkyndigt udvalg for teknologiske forslag. (*2) Ifølge Odensedatabasen blev Ausmann Isfrom optaget som mester 21. juli 1783. Bogbinderlavets lavprotokol.

Det af det Kongel: Land Huusholdnings Selskab til Konst Commissionen indsendte Project fra Bogbinder=Svennen Isfron i Odensee, angaaende en Jndretning at gaae under Vandet, haver Comissionen examineret, og befunden at skulde bestaae udi En Klædning eller overtræk af Læder, som skulde fastsnøres til Kroppen, med en Træe=Kapsel over Hovedet, hvori Glas for Øynene, og en Leder Slange, som skal gaae oven for Vandet, og op igiennem en liden paa Vandet svimede saa kaldet Baad, der skal være saa stoer, at den uel op kan bære Slangen: Men da der icke er nævnet om at denne Slange nødvendig maatte være forsyvnet med Ringe, for icke at trøckes sammen, ey heller giort ringeste hydrostatiske bereigning over Vandets Vegt, eller hvad tyngsel der skulde til at holde denne Slange som siges at skulde være 8te á 10 Tomme diameter indvendig, under Vandet, thi Siden samme vil den vist icke tillade Mennesket at holde sig paa Bunden, allerhelst om Vandet var noget dybt. Forfatteren siger vel at der gives ehymiske Tillavninger, som kan svæcke den hydistatiske Kraft, at samme i hans Jndretning icke kand giøre nogen hinder, men heraf syvnes at Forfatteren hverken ret forstaaer Hydrostatic, Chymie eller Ærametrie (?), allerheldst da han siger, i det vedlagte Pro Memoria, at den Persohn, som gaar under Vandet, skal have en Liine i haanden, hvorved den Otting eller ½ Anker som svimmer oven paa Vandet, skal være befæstiget, hvilket han skal træde under Vandet, for at give de andre som er i en Baad til kiende, at hand finder noget, for at faae et Toug ned, til at hale det op ved, her maatte atter saa megen Tyngsel til som dette halve Anker Vaad veyer, thi ellers vilde Personen hale sig op ved Linen i steden for at ½ Anker skulde siunke, og denne Anstalt var diss uden unødvendig, thi han kunde jo kuns tale igiennem Slangen eller Røeret, som gaar fra Hovedet, hvilket de som vare oven for, fuldkomen kunde høre. Forfatteren giør endnu en indretning med at gaae ned i Vandet af en slags Stormleder, dette kan vel hielpe til at komme op og ned paa og fra Bunden, men dersom Personen slipper løss fra Lederen, som han nødvendig maae naar noget skal forrettes, saa bliver Tingen det samme, der er diss uden her i Staden giort experimente med en Jndretning af samme slags, saa det er icke noget nyt, Commissionen kan altsaa icke tilraade Selskabet at befatte sig hermed, men heller sende ham sit Project igien med en Taksigelse for hans gode Villie, og Forsikring at det icke var bleven nogen uvedkomende efter hans begiering forrevist". [Mærket u.Å. 1784/204]

Aosmann Isfron fik i 1785 borgerskab i Faaborg som bogbinder. I 1797 var han bogtrykker i Vejle. På Det kongelige Bibliotek findes et bemærkelsesværdigt håndskrift fra hans hånd: Monumentum Jellingense.