Den fynske hest i 1768

Rentekammeret. Generallandvæsens kollegiet. JournalsagerRentekammeret. Generallandvæsens kollegiet. Journalsager Pløjescene fra Nordfyn ca 1800Pløjescene fra Nordfyn ca 1800Professor Erik Viborg (1759-1822) skriver om Den fynske Hest, at den ligner den sjællandske, dog er den større og skønnere af form, men mindre hårdfør. Den er blandet med ædelt blod fra herregårdsstutterierne, i Sydfyn mest holstensk. Odense amt, især egnen om Odense og Assens, har mange gode heste.

Anno 1768 den 20de Juni mødte ieg underskrevne Peder Bang paa min Principal Velædle Hr. Eilschou til Sancte Knuds Klosters Hoved Gaard, og underliggende Bøndergoeds samt Kiøbmand i Odense, hans veigne tillige med Hans Jacob Stamp og Hans Jørgensen Holm, begge boende udi Odense, udi Lumbye, for at Syvne og eftersee, bemeldte Byemænds Beester [heste], i hvad stand de befindes i henseende til at kiøre med saa vel til Hove, som hiemme med viidere, som saadane Creeature bruges til, hvor da af os er forrefundne forrættet saaleedes som følger. [Kilde: Rentekammeret. Generallandvæsenskollegiet. Journalsager. Rigsarkivet]

Om Gaardøgene ved friskolelærer Rasmus Hansen (1825-83), Vejstrup.

Det saakaldte Gaardøg fandtes i hver Gaard i Farmoders Dage (1750-1841). Det var just ikke altid et Øg, efter den Betydning, som dette Ord ellers har i Folkemunde; det var ligesaa tit en gammel Hest. Men det var altid et udlevet "Bæst", der ogsaa, hvad Hesteholdet vedkom, var tilovers i Gaarden. Sjælden var der Plads til det i Stalden, men om saa var, kom det der ligegodt ikke, for det blev set som uværdigt til at staa der. Det havde sin Krybbe i Porten, hvor det maatte være baade Nat og Dag og tage tiltakke med ringe Foder. Drengene brugte det at ride til Svin paa hver Morgen; disse maatte jo, som foran fortalt, holde til i Skovene. Desuden red alle Gaardens Folk det, baade Mænd og Koner, baade Karle og Piger, naar de skulde et eller andet Steds hen, og de enten paa Grund af Føret eller andet, hvad det nu kunde være, ikke vilde gaa. Naar de kom til Porten, hvor de vilde ind, bandt de bare Grimetøjet om Halsen og lod det gaa hjem. Naar de saa efter endt Ærinde atter vilde hjem, bad de at laane Gaardøget, hvor de var, og red saa paa det tilbage til deres egen Port, hvorfra de, efter at være kommet hjem, atter lod det gaa tilbage. De stakkels Gaardøg kunde saaledes komme til at gøre mange Farter fræm og tilbage samme Aften; selv til andre Byer maatte de tit gøre Farter. Ikke allene i Byerne, men ogsaa mellem Byerne, tog vejfarende Folk og fangede dem, naar de gik løse. De satte dem saa til Hest og red, mens de havde Lyst; sommetider ogsaa, mens Øgene kunde bære dem.

Det skete tit ved saadanne Lejligheder, at Nisserne paatog dem Ham som et saadant Øg og narrede de Vejfarende, for de kunde aldrig lide, noget Bæst led Overlast. Men de kastede dem tit af i det Vand, de vilde ride over. Til andre Tider lod de, som gik eller løb de meget føjeligt, som de skulde; men de satte immer Rytteren paa det Sted, han var siddet til Hest. Og dette har givet Lejlighed til mange Sagn, som her skal gives Prøver paa:

En Karl, der havde maattet springe Soldat, var endelig paa Vejen hjem i Følge med flere andre. Han var af en eller anden Grund bleven skilt fra dem. Natten faldt paa, og han havde langt til det Sted, han havde tænkt at blive om Natten. Som han gik, ønskede han paa en Maade han aldrig rigtig vilde fortælle, at der vilde komme et eller andet løst Gaardøg. Han havde knap gjort ønsket, før et lille Bæst kom sjokkende mod ham. Han kælede for det og fik uden stor Vanskelighed fat paa det. Han lavede en Grime til det af sine Hosebaand og satte sig til Hest. Han vente det den Vej, han selv skulde, og skyndte paa det for at komme rask afsted. At begynde med, lod det noget trævent, men det tog stærkere og stærkere Fart; tilsidst gik det saa raskt, at Haaret peb om hans Ører, og han havde ondt ved at holde sig fast; men han tænkte: Gaar det godt, er jeg hjemme før Dag. Imidlertid vendte Øget sig og løb med sagtere og sagtere Fart tilbage og kastede ham af i Vejgrøvten, netop hvor han satte sig til Hest. Da han laa i Vejgrøvten, sagde han halvhøjt: Det er nok Sata til Hest, du har redet. Men saa saa han, der stod en halvvoksen Dreng lidt henne paa Vejen og slog en skrallende Latter op. Han forstod nu, det var Nissen, der aldrig kan lide, nogen Hest bruges til Ulov og harmes, naar Menesker bliver saa magelige, at de vil ride, hvor de skal gaa.

En Mand gik en Aften i Tøbrud imellem Byer. Og da der dengang hverken var ordentlige Vandløb eller Broer, stod der til store Oversvømmelser. Da han kom til en saadan, ønskede han sig et eller andet Bæst at ride over paa. Næppe havde han gjort Ønsket, før det straks var et tilrede. Han fik uden Vanskelighed fat paa det og kom op at ride. Hesten lod ogsaa, som han gik over Vandet; men det kom Manden saa underlig, og han saa tilbage. Han fik da at se, hans Ridehest endnu stod med Bagbenene paa det Tørre, hvor han stod tilhest, medens Forbenene flyttede sig længere og længere fræm. Men saa snart Manden saa det, stod han i Vandet til over Hofterne. Og da han bandede Hesten, saa han Nissen og staa og slaa en Skoggerlatter op.

En Kone, der sent om Natten gik hjem fra Kartelav i meget slemt Føre, mødte ogsaa et saadant Gaardøg. Hun satte sig ogsaa op og red, uden dog at vide, hvor hun rigtig red hen. Tilsidst blev Øget staaende, og det var umuligt at faa det længer. Konen stod nu af og fandt, hun var netop paa samme Sted, hvor hun sad op; og hun maatte nu lige godt gaa i Uføret hjem.

At det gik enkelte saaledes, hjalp da sagtens saa meget, at de stakkels Gaardøg ikke blev altfor slemt misbrugte. Folk mente, det var godt, Nisserne tog sig lidt af de stakkels haardt plagede Øg.
 

BilagStørrelse
Hesteholdet_i_Lumby_Tårup_1768.pdf13.99 MB
Bondehopper-bedækket-ved-hingst-på-Rødkilde-1849-54.pdf5.04 MB