Tanker om de vigtigste Aarsager til Bondestandens slette Tilstand særdeles i Siælland (1768)

| | | | | | | |
Rentekammeret. Generalvæsenskollegiet. Forslag ... landvæsenet og bondestandens vilkår 1767-1771. RA
Af landøkonom Daniel Heitmann (1768)

Iblandt de mange Aarsager, der giør Bøndernes Tilstand, i særdeleshed i Siælland, saa slet, som den i almindelighed befindes, synes følgende at være de vigtigste:

Den 1ste Aarsag, og som giør Begyndelsen dertil, er den slette Stand, som Bønderns sættes ud i ved Gaardens Tiltrædelse. Thi naar Bygningen er brøstfældig, Besætningen slet og utilstrækkelig, Boehaven endnu ringere eller slet ingen, saa kand den nye Beboere ikke andet, end være og blive en Staader sin heele Livs Tiid, da det lidet hand kand have samlet tilforn, forslaaer neppe til det høyst fornødne af Boeskab, Gaards Redskab, og til Føden inden hand høster noget.

At i Jylland, Fyen, og paa endeel andre Stæder findes Bønder Karle, der frievillig antager Gaarde, som ere i slet Stand, og dog tildeels giver Jndfæstning, kommer af Bondestandens bedre Omstændigheder, da Karlen tilligemed hans Brud enten ved Arv, Flittighed, Sparsomelighed etc: som sielden findes hos de Siællandske, kand have samlet sig noget, dernæst af overflødig Mandskab, der ligesom  certerer [kappes] med hinanden om at faae Gaard, og til den Ende begynder i Tiide at samle. Men hvor der er lidet Mandskab, der bortfalder dene Æmulation [kappelyst], og endnu mere hvor Karlene mærker, at naar de har samlet noget, bliver de satte til de sletteste Gaarde, for at sætte dem i Stand. Dette skeer ikke frievillig, men tvungen ved Pisken over Hovedet, og ved andre Tvangs Middeler, og bliver ofte Karlen nød til at give noget til Jndfæstning, for at undgaae en slettere Gaard, eller et værre Onde.

Naar hand saaledes er tvunget til Gaarden, og hans Bæster saa faa og slette, at hand ikke kand drive hans Jord, med Hoveriet tillige, da seer  hand intet Haab til at komme i Stand, men hans Tvang betager ham all Lyst, og om hand end vilde stræbe, saa kand det ikke hielpe ham. Hans kand ikke faae Tieneste Folk, uden dem som andre ville ikke have; Og da hand saaledes ikke kand forarbeyde hans Jord, mindre giøde den i Mangel af Creature, saa nødes hand til at overlade endeel Agre til andre, der udmagrer dem, og saaledes bliver hans Omstændigheder daglig slettere.

Denne Aarsag til Bondestandens slette Tilstand ved bliver, saalænge Proprietairerne beholder den u=indskrænkte Myndighed over deres Bønderkarle, at tvinge dem til at antage en Gaard, der ikke er i forsvarlig Stand. Med mindre det blev forbudet all saadan Tvang, og befalet, at alle Fæstebreve skulle til  Tinge produceres, tilligemed en Synds = Forretning, som bevidnede, at Gaardens Bygning og Besætning var i lovlig Stand. J saa fald kunde det ikke ansees for en Tvang, men en Dommeskab eller ubillig Begiærlighed af Bonde - Karlene, om hand vilde nægte at antage Gaarden.

Dersom Karlen for Retten utvungen declarerede, at hand frievillig imodtog Gaarden, uagtet den ikke var i tilbørlig Stand, da skeete ham ingen Uret, efter det Axioma: Volenti non sit injuria.

Ellers er ved Besætningen at agte, at dersom dertil ikke skall anskaffes mere, end Forordningen af 13 Febr: 1722 befaler, nemlig Heste, Vogne, Plov, Harre, Sædekorn etc: i Proportion af Hartkornet, da synes samme utilstrækkelig, efterdie Bonden uomgiengelig behøver Qvæg, Faar og Sviin, hvilke burde udfordres til Gaardens Besætning, da den nye Fæstere des uden maa selv anskaffe, hvad som fattes af Boeskab, Gaards Redskab etc:

Den 2den Aaarsag er Hoveriet, naar samme hindrer Bønderne i at drive tilbørligen deres egen Jord og Aufling, eller at forrette det fornødne for dem selv. Hoveriet kand ikke gandske afskaffes, saa længe der skall være Hoved = eller Sæde = Gaarde. Thi omendskiønt Proprietairen selv vilde ved egne Folk, Heste og Plove drive Gaardens Aufling, saa vilde dog Jndhøstningen i sær ved ubestandig Veyrligt blive, ham overlegen; mindre muelig var det ham, ved egen Hielp at indhøste hans Høe, som moednes paa en Tiid, i sær hvor der findes vidtløftige Enge; hand kunde ey heller hiemage Tørven, som ofte hentes langt fra, da same maa skee paa en kort Tiid, nemlig imellem Høe= og Korn = Høsten, og førend den bliver beskadiget af Regn. Giødningens Udførsel vilde og blive ham alt for besværlig, saa og Brændets Skovning, Kornets henbringelse til Kiøbstæden etc:

Da den Kongl: Forordning af 3 May 1684, som forbyder Proprietairerne, at hindre deres Bønder fra at giøre Præsterne Villighed, med at age Giødning, Tørv og Brænde for dem, har anseet saadant Hoverie fornøden for Præsterne, der dig har ikkun en Bondegaards Aufling, følgelig en liden Huusholdning; Saa bør Hoveriet ansees endnu mere fornøden for Hovedgaardene, og dersom det skulle dependere af Bøndernes egen frie Villie, at lade sig Leye dertil for Betaling, da mueligvis fik Proprietairen mindst Hielp paa den Tiid, som hand trængte mest dertil. Naar nu Hoveriet kand forrettes, uden at falde Bøndernes besværlig, eller hindre dem i at drive deres egen Aufling tilbørligen, og at giøre noget til Nytte for dem selv, da er det ingen Fordeel for Landet at afskaffe det, efterdie Hovedgaardenes Drift blev forsømt, ey heller for Bønderne selv, hvilke det vilde falde besværligere at anskaffe Hoverie Pengene, efterdie de dog ikke kunde holde stort mindre af Folk og Heste, saa længe de har deres Jorder saa viidt adsvedede [mon ikke adspredede?] og i Fællesskab. Men det er allene Hoveriets Misbrug, eller rettere de mange extre - Arbeyder og Forretninger, som ødelægger Bonden.

Kongen, som er den Eneste Souverain i Landet, binder sig til sin Lov i henseende til sine Undersaattere, Proprietairerne derimod, der ere ligesaa vel Undersaattere som Deres Bønder, handler som Despoter med dem, med en u = indskrænket Myndighed i mange Henseende, og i særdeleshed til Hoveriet, som de tillige extenderer til mange Tiennester, der ey vedkomer Gaardens Drift. Vel vill Forordningen af 21 Febr: 1702 indskrænke det til et billig Hoverie, men da saadan Billighed af mange Proprietairer, som ikke veed, hvad Billighed er, forklares efter deres nogen Villie, og til deres particuliere Fordeel, saa maa Bonden føle og Liide, alt hvad som er ubilligt, u-Christeligt og tyrannisk. Enhver da, som har følelse af Meniskelighed, maa glæde sig over, at vores allernaadigste Konge vill indskrænke Hoveriet, og fastsætte det til noget efter Billighed, saa at baade Proprietair og Bonde kand leve.

Det egentlige Hoverie, som i mine Tanker burde indskrænkes, og hvormed Bønderne af ubillige Proprietaires mest bebyrdes, er Pløyning, Tærskning, og Kiøbenhavns Reyser. Da enhver søger at trække af sin Gaard all muelig Fordeele, saa pløyer man op, alt hvad man kand, ey allene i Pløyemarken, men end og i Engen og Skoven, ja og Overdrevene, og naar man ey tillige forøger Hoverie Bøndernes Antall, saa bliver des mere for de gamle Bønder at pløye. Her burde sættes Skranker, hvormeget en Hoverie Bonde burde pløye til Somer = og Vinter = Sæd, paa det hand ikke skulle forsøme hans egen Gaards Sæd, da Proprietairen selv burde drive med 1 á 2 Plove, om hand vilde have mere Sæd lagt, end Bønderne burde og kunde tilkomme.

Dernest burde og Tærskningen indskrænkes; Thi at Proprietairen for hans større Fordeels skyld vill oppløye nye Jord, kiøbe Kirker, og fæste Konge Tiender, som alt ere nye Tillæg til det gamle Hoverie, hvilket har været anseet nok for Bønderne at bestriide, det burde ikke kome disse til Last, men Proprietairen burde dertil selv holde og bekoste Stand Tærskere, da en Bonde ikke burde tærske til hove mere end 2 Dage ugentlig i det allerhøyeste, og ey længere end til medium Maji.

Endelig er Kiøbenhavns Reyser meget skadelige for Bonden, som boer langt derfra, da hans Mad Post, Fortæring i Kroerne, og megen Tiid gaaer med, hans Heste og Vogne bliver udslæbede, forslidte og sønderbrudte. Endnu værre for ham, naar Veyen er besværlig, da de trængende Proprietairer, og de, som ikke anseer Bondens Velfærd som deres egen, helst sender ham afstæd med deres Korn, for at profitere af de høye Priiser.

Det bliver ikke ved Korn Vahre allene, men Bonden maa og kiøre deres Høe, Smør Kalve og alt andet, som kand afsættes i Kiøbenhavn. Det kunde være taaligt for Bonden, om hand giorde ikkun Een Kiøbenhavns Reyse, i det beste Føre om Vinteren, med Husbondens Ruug, som ey vel kand afsættes i de smaa Kiøbenstæder; det øfrige Korn burde hand allene føre til neste Kiøbstæd. Hvad Herskabet af Høe eller andet vilde have til Kiøbenhavn, burde det sende enten med egen Vogne og Heste, eller med Friebønderne eller og betale Bønderne, der godvillig vilde kiøre samme.

Hvad andet, som til Hoverie henhører, saasom Jndhøstning af Høe og Sæd, Gierde = Lukning, Skovning, Tørv = og Møg = agning, Gryfters Rensning, Veyes Reparation, og deslige, dermed kand ikke skee noget misbrug, naar Arbeydet i rette Tiid foretages, og ret paasees, at Dagen ikke gaaer unyttig bort. Og for at forekome dette, var det godt, om Bønderne til sligt Hoverie, /: Høe = og Korn = Høstningen undtagen :/ kunde blive ansatt for et vist Antall Arbeids Dage aarlig. Men alt andet Arbeide, som ey vedkomer Auflingen og deslige, saasom: hugge Brænde, Arbejde i Haven, Mølle= og Kirke =Reyser, forspans Heste, Hov =Træet, Hov = Spind etc: burde ansees Hoveriet uvedkommende, og hvormed veltænkende Proprietaires aldrig bebyrder deres Bønder, undtagen Hov = Spind, der er almindelig.

En Hoverie Bonde burde ey ligge over en halv Miil fra Gaarden, thi ellers er det ham og hans Bæster for meget besværlig og en stoer Sinkelse for hans Gierning Hiemme, i sær naar ubestandigt Høstveyr indfalder, da hand ofte maa kiøre frem og tilbage forgiæves.

Endeel Proprietairer vill vel mene, at de bør have ubundne Hænder i henseende til Hoveriet, paa Fundamental, at de maa indestaae for de Kongelige Skatter af deres Bønder. Mens foruden at det striider imod Christendomen, at giøre Med=Christne til Trælle, saa vilde Proprieteurerne finde mindre Vanskelighed ved at faae Skatterne rigtig af deres Bønder, naar de mindre bebyrdede dem med Hoveriet.

Den 3die Aarsag, og som kommer meget overens med nest foregaaende, er den nu brugelige Maade, at Kiøbe Herre=Gaarde paa, nemlig uden Penge og uden Betaling. Naar en bemidlet Mand kiøber et Jorde Gods, der af en slet Ejere kand være ruineret, da har hand Evne til at sætte det i Stand. Men naar en Forpagter eller deslige kiøber et Gods ex: gr: 30000 Rdr, og hvis heele Eyendom udgiør neppe 2 á 3000 rd, som mest bestaaer i Boeskab og Creature, da er hand ikke i Stand til at hielpe hans trængende Bønder, men hand trænger til deres Hielp. Og da slig Kiøbmandskab eller rettere Schackerie? er nu bleven saa almindelig, saa driver den ene med den anden Gaardene saa høyt i Priis, og det uden Penge, men med Prioriteter og Cautioner, saa at man maa forundres over, hvor Renten af Kiøbe = Summen skall kome fra. Da maa den nye saa kaldede Proprietaire speculere paa, hvorledes hand kand faae Renten ud, og tillige have hans underholdning. Til den Ende lader hand oprydde og pløye nye Jord i Mark, Skov og Eng, endskiønt der forhen er mere Pløyeland, end hands Bønder kand drive. Er der en god Skov, da giøres den i Penge, og Bønderne, som dermed faaer et nyt Hoverie, bliver tilligemed Skoven ødelagde. Her udfindes andre nye Maader til at giøre Penge paa, som disse Proprietairer lærer af hinanden, thi naar de komer tilsamen, opreigner de deres nye Inventioner, og den holder sig for den klogeste, som paafinder de mest indbringende Kunster, hvoraf nesten alle gaaer ud paa Bonden, ved at paalægge ham sværere Byrder og flere Afgifter. Her opsøges og flere Afgifter. Her opsøges de Gamle Restancer fra forrige Eyeres Tiider, som Bonden skall betale, der da i Mangel af andet maa sælge hans Koe, Soe, ja gav hans Heste og Plage, hvorover de andre Bønder maa pløye, hans anpart til Hove. Naar en Ødegaard skall besættes, tages dertil en Bonde=Karl, hvis Fader, der kand have noget mere end hans Naboer, tvinges til at deele sin Besætning og Formue med ham. I mangel deraf fremkalder de unge Karle, som kand have samlet og sparet noget, ja og Huusmændene, som alle, for at undgaae den Øde = Gaard, nødes til at giøre et Sammenskud af hvad de haver, til at besætte Gaarden. 

....

 

Endelig giøres der en Revenue af Udskrivning til Recruter og Land = Soldater, da Godsets Unge Mandskab maa passere Revuen, og hvosom vill slippe, maa give Penge. Man skulde mene, at da det er Proprietairens egen Skade tillige, om hand ruinerer hands Bønder, hand altsaa, om ikke af Menniske = Kiærlighed, saa dog for sin egen Conservations skyld, ikke ville gaae yderligere med hans Bønder, end hand seer, at de kand taale. Men disse Nye = Modes - Proprietairer kiøber Gods i det Haab, at de skall kunde giøre god Interesse deraf, foruden Renten af kiøbe = Summen, og naar dene Reigning slaaer dem feil, nødes de til at udspeculere alle Maader, for at faae deres Facit ud; Og dersom de har kiøbt Godset par Speculation, for at kunde Schackre dermed, saa søger de at trække fra Bonden, alt hvad hand har, og naar de ey længere kand holde Godset, finder de en begiærlig Kiøbere dertil.

 

Til at hemme dette Onde, som ødelægger Bønderne og Landet, synes at være det timeligste Midel: Om det blev forbudet at kiøbe et Land Gods paa anden Maade, end at Kiøberen betalede i det mindste den halve Kiøbe Summa, som beviislig skulle være hans egen Capital, og ikke laante Penge. Thi vel kand en Riig Mand være lige saa stor Plagefoged, som en Fattig Mand, hvorpaa man desværre har alt for mange Exempler, dog maa man tilstaae, at en Fattig Mand nødes til at være det.

 

Her vill man vel giøre den Jndsigelse; at Landgodserne derover ville falde i  Priisen. Men man maatte derimod spørge: Hvad Fordeel Landet har af Godsernes høye Priis? undtagen denne: at Hoved Gaardenes Aufling bliver drevet høyere; Men da dette ikke skeer uden Bondestandens Skade, som foran er beviist, saa har Landet mere Skade end Fordeel deraf, og dersom paa Hovedgaaden høstes mere Korn end tilforn, saa giver Bønder Markene, som slet behandlede, desto mindre. Vill man udtræde Korn = og Feede = Vahrenes Høye Priiser af Landgodsernes, da er same endnu mere skadelig for det almindelige.

 

Den 4de Aarsag er Bøndernes Dovenskab, den de lader see i alle deres Handteringer, og fornemelig i deres Huus = eller Stue =Gierning, som jeg egentlig sigter til. Saasnart det begynder at blive mørk i de lange Vinter = Aftener, bestiller Bonden med hans Karl og Dreng intet andet, /: i fald de ikke gaaer i Kroen, eller et andet Samlings Stæd i Byen:/ end at smøge Tobak, og lægge sig paa Bænken, intil det er Sænge = Tid, uden at have, giordt for sig eller Huusbonden ringeste Nytte, enten ved at bøde paa Sæle = Tøyet eller andet, eller at snoe Tøme, eller Tøyre = Reeb af Sviine og Heste = Haar, eller Kiøre = Skagler og deslige, hvorved kunde spares de Penge, som gives ud derfor. Konen og Pigen ere de eneste, som bestiller noget, saasom at spinde, strikke, sye etc: Hvad Fordeel var det ikke for Huuset, om Mandfolkene giorde dem Selskab, og at Huusbonden med sit Exempel anbragte sin Karl og Drengebørn til sligt Stue= Arbeyde, hvorved de kunde forsyne, sig med Klæder, og sælge noget til andre. Den mængde af Linned = og Ulden Strømper, Vanter, Nathuer, Lærreder /: ey at tale om andet Arbeyde af Træeskoe Jyde Potter etc: :/ som fra Jylland udføres, indbringer store Summer i Landet og er en ikke ringe Aarsag til de Bønders Velstand, der forfærdiger same, saavel Mand = som Qvinde =Kiønnet. Ligesaa finder man i Ditmarschen, og paa mange Stæder i Tyskland, Bønderne at spinde ligesaa godt Uldgarn, som Qvinderne. Var det ikke baade priiselig og fordeelagtig for de Siællandske Bønder og Karle, om de giordte det same? og skulle det ansees her mere foragtelig? Da saadant endnu ikke er indførdt her i Siælland, saa blev det vel ikke mueligt, at faae Bønder = Karlene dertil, men man maatte begynde med Drenge = Børnene, som en Leeg til Tiidsfordriv, hvilket kunde best skee, medens de gaaer i Skole, hvor Børnene saavelsom Lærerne bliver kiædsomelige over den Lange Tiid, de ere tilsamen, saa at den halve Tiid kunde med større Lyst og Flittighed blive anvendt i Skolen, og den øfrige Tiid i Spinde = Stuen, som maatte være i Nærværelse, især naar Børnene der kunde vinde fra 1 til 4 [skilling] om Dagen, ligesom de kunde giøre Nytte til; Thi disse Skillinger vilde opmuntre og tilskynde endog Forældrene, at lade deres Børn flittig søge Spinde =Stuen, og følgelig Skolen, som de nu meget forsømmer. Det var en ringe Bekostning for Proprietairen, at lade opbygge saadan Spinde = Stuen, og hvad han gav Børnene, blev nesten betalt med deres Arbeide.

 

Dog da Hensigten dermed burde være, at bringe de fiine Uld = Spinderier i gang iblandt Bønderne, som Øyemærket? af det Kongl: Patent af 18 April 1760, og uden hvilke Ulden = Manufacturerne ey kand kome til Fuldkomenhed i Danmark, eller til den ringe Priis, som i Tyskland, hvor Bønderne fornemelig forsyner Fabriquerne med Uldgarn; Saa maatte et Qvinde Meniske af Godset først lære i en Fabrique i Kiøbenhavn, ret at sortere, karte og spinde Uld paa de store Spinde = Rokke, paa det at hun siden kunde lære Drenge = og Pige = Børnene det same. Naar disse blive store, og fik selv Børn, da baade vedblev de selv at forarbeyde Ulden, saa og lærdte og holdte deres Børn og Huusfolk til det same, i sær om Regieringen maatte finde for godt at befale, at Bønderne skulle i Proportion af Hartkornet aarlig levere for Betaling en vis Vegt fiint Uld Garn til det Kongl: Magazin. Vel har allerhøyst bemte Patent søgt ved det Præmium at encouragere Landmanden til Spinderier men mand veed ikke mere end en Mand, der har umaget sig derfor.

 

I Stocholm ere Jndbyggerne befalede, at levere aarlig en viss Deel Linned = Klude til Papir = Møllen. Et Præmium ville maaske ikke virke saa kraftig. Ellers er der endnu et Præmium, som koster Regieringen mindst, og dog ofte virker mere end Penge, nemlig Ære = Tituler. Disse vilde maaskee mere encouragere Proprietairerne, paa hvilke Spinderiernes Jndførelse, nesten allene beroer; og naar Uldgarnet blev bragt til dets tilbørlige Fiinhed, saa feilede det ikke paa Afsætning til Fabriquerne, der nu maa kiøbe meget Uldgarn fra Tyskland, da det, som i Kiøbenhavn spindes, ey forslaaer.

 

Den 5te Aarsag er Korn =Tienden, hvis Ydelses Maade er skadelig for Bønderne, der, for at yde 1/10 Deel, maa exponere 9/10 Deele at blive fordervede af Regn, Blæst, og til deels opædt af Creature, formedelst Ophold, intil alt Kornet i Marken er opbundet, Tællingen er skeet, og Tiende Kornet er afleveret paa 2 á 3 Stæder, undertiiden over en Miil, hvor Byen ligger langt paa hiin Siide af Kirken. Disse uleyligheder saavelsom den Skade deraf tilflyder Bønderne paa deres Korn, Foering, Creature med viidere, er af mange bleven viidtløftig og klarlig beviist, og hvorom jeg til forrige Land = Comission har indgivet mine uforgribelige Tanker, som og udi det Danske Oeconomiske Magazins 3die Bind er indførdt. Det var derfor af stor Vigtighed for det Almindelige, og for Bondestanden i særdeleshed, om der, ved Eftersyn af gamle Tiende= Bøger, kunde udfindes en billig Maade, til at godtgiøre Tiendetagerne enten i Korn eller Penge, og vilde Tiendets Fastsættelse uden Tvivl encouragere mange til at forbedre deres Agerdyrkning, naar Forbedringen blev dem allene til Fordeel, uden at deele den med  Tiendetagerne, der anvender hverken Bekostning eller Møye derpaa.

 

Endelig den 6te Aarsag til Bondestanden slette Tilstand, og som den vigtigste, er Bønder = Byernes skadelige Forfatning, deels  at nogle ere for store, saa at deres udvortes Jorder og Agre, ikke uden stor Besværlighed og megen TiidsSpilde kand dyrkes, og da de ey kand faa Giødning, giver de ikke megen Fordeel af sig; Deels at hver Bondes Andeel er skilt i sær smaa og viidt adspredede Deele; Og endelig at Byerne ere inddeelte i 3de Vangeskifter, og hvor skadelig denne Jnddeeling er, har mange erfarne Landmænd grundig beviist og i særdeleshed Hr: Justitz Raad Lange i Fyen udi hans Afhandling om Landvæsenets beste Jndretning, i det at Ageren, der faaer liden Hviile og mindre Giødning, giver ikkun liden Afgrøde, og Marken, som ligger ikkun 1 aar til Græsning, kand ikke græsse Bøndernes høyest fornødne Bæster, hvor der er ikke des meere engbund.

 

Derimod om Byens Jord var inddeelt i 5 Vange skifter, da fik Bænderne mere Grøde efter mindre Udsæd, og med mindre Arbeide for Menisker og Bæster; og da der hafdes Skifte = Græs i 3de Vange, hvoraf den ene kunde ellers bruges til Høeslæt, om behøvedes, saa kunde græsses og tillægges flere Creature, saa at Bonden ikke behøvede at kiøbe hans Heste, som nu skeer, og hans Køer kunde give ham den halve Føde, i den stæd hand nu ofte maa kiøbe Melk, Smør og Ost til Føde, ja fortære desmere af hans Korn = Aufling.

 

Denne nye og nyttige Jnddeeling i flere Vange skifter, saavelsom at bringe de langt fraliggende Jorder til bedre Nytte, ved at forflytte nogle af Gaardene derhen, kand ikke skee, uden først at faae Byen indheignet, og skilt fra de paagrænsende Byer; hvorudi endeel for deres Bønders Velstand velintentionerede Proprietairer ere til dato blevet hindrede, da Naboe Byerne enten af Misundelse, eller egen Fordeel af Fellesskabet, har været uvillige til at tage deres Anpart i Heignet, og derfor i Anleedning af Forordningen af 29 December 1758, som ikke egentlig determinerer Jndheigningens Repartition, har paastaaet den Maade, som de saae at kunde mest gravere den, der proponerede, Aflukningen, allene for at hindre samme. Dernest ere de og blevet hindrede ved Fællesskabet i Byen selv; thi naar Jorden skulde deeles i flere Vangeskifter, hvor hver Bonde maatte have sin Andeel i Proportion af sit Hartkorn, saa kunde man aldrig fornøye den fremmede Bonde, med mindre hand fik nesten dobbelt saa meget og godt, som hand hafde tilforn.

 

Skall nu denne Post, som allermest vill befordre Bønder Markernes bedre og fordeelagtigere Dyrkelse, og følgelig Bøndernes Velstand,  faae Fremgang, da maatte de om Aflukning ansøgende Proprietairer forhielpes dertil, ved at tilholde Nabo = Byernes at tage halv Heign eller Gierde, i følge Lovens Pagina 479, Art: 36, og Forordningen af 8 Martii 1760; Og om der var nogen fremmed Bondegaard i Byen, som Eyeren ikke vilde afstaae, den da skulde tage sin Andeel i Heignet og de indvortes Gierder efter sit Hartkorn; og i Stæden for sin forrige Jord imodtage efter Lodkastning eller uvillige Mænds Skiønsomhed sin Andeel i alle Byens Vangeskifter.

 

Denne Post fortiener den allerstørste Opmærksomhed, da dens Jstandsættelse vill nesten allene befordre Bøndernes Velstand, og uden hvilken Hoveriets Afskaffelse eller Lettelse, Herskabets Forstræninger, og Bondens Stræbsomhed vill ikkun lidet nytte. Thi det er ikke Bondens Hovriehed eller Magelighed, Proprietairens Hielp, eller Bondens arbeide allene, der kand bringe Landet til større Frugtbarhed. Uden at beraabe mig paa erfarne Landmænds Vidnesbyrd, da kiender jeg Godser, hvor Bønderne foutageres? i Hoveriet, faaer all fornøden og billig Hielp af Herskabet, forretter Arbeydet ved Deres egen Aufling med en upaaklagelig Fliid, og dog kand de neppe vinde mere end det daglige Brød, men intet til overs til Hielp i paakommende ulykkelige Tilfælde paa Creature.

 

Men Byernes bedre Jnddeeling er det vigtigste og nesten det eneste Middel, til at forskaffe Bonden Velstand, ved at faae den rette Nytte af hans Jord,  enten paa foranskrevne Maade at faae Byens Mark inddeelt i 5 Vangeskifter, eller efter den Holstenske Maade i 11 Deele, eller ved  at skaffe enhver Bonde sin Andeel paa et Stæd og for sig selv, alt som man maatte finde det beleyligt og beqvemmeligst. Men alt dette gode hindres af Fællesskabet udi og imellem Byerne, hvorfor man bør ansee dem, som hindrer sames Afskaffelse, for uværdige Patrioter, ja Fiender af Landets Velstand.

 

Diss ere mine enfoldige Tanker om de vigtigste Aarsager til Bondestandens, i særdeleshed i Siælland, dens slette Omstændigheder, /: ey at tale om Qvæg = Sygen :/  og paa hvad Maade same kunde remederes, som jeg haaber at ville findes mildere, billigere, og til Landets Dyrkelse tienligere, end de 2de Midler, som nogle vill nu ansee for de beste, nemlig Hoveriets totale Afskaffelse og Bøndernes Arve = Fæste eller Ejendom af deres paaboende Gaarde.

 

Men jeg finder same besvaret udi en Anonym Brev under Navn af Agrophilus, som ved Trykken er udkomet in Martio 1767, hvortil jeg har ey andet at tillægge end dette: at det i mine uforgribelige Tanker, ikke ville være raadeligt, at lade Bøndernes paa en gang kome udi fuldkomen Frieheds Stand; Thi  de vilde da misbruge Friehed og Jndependence til Dovenskab, Liderlighed og Opsætzighed, endog imod Øvrigheden, hvorpaa Historien giver mange Exempler: At de, som ere komen ud af Slaverie, ere forfaldne til Anarchie og Tyrannie.

 

Kiøbenhavn d 29 Januarii 1768 Daniel Heitmanns