Anne Hvides Gård i Fruestræde

| | | | | |

Indhold

Anne Hvides GårdAnne Hvides GårdAf museumsleder Johs. Olsen [Svendborg Avis udat (ca 1925).]

Med undtagelse af vore to sognekirker er der i Svendborg ingen bygning mere, som i alder kan måle sig med den nuværende museumsbygning, Anne Hvides gamle gård i Fruestræde; den eneste, som i henseende til alder kan nærme sig, er Gerritsgade 27; men den er dog næppe ældre end omkring ca. 1600-1640.

 

 

Anne Hvide og Jesper FriisAnne Hvide og Jesper FriisDenne artikel har da den hensigt at fortælle lidt om det gamle hus og dets første beboere. Det første spørgsmål vil da blive, hvor gammel bygningen er og hvornår den er bygget, men bevare dette nøjagtigt er umuligt. Meget taler for, at de må være opført senest 1560-61, ja, måske endda lidt før. I årene før 1558 boede adelsmanden Jesper Friis med sin hustru, Anne Hvide, på Rødkilde, og 1558 døde Jesper Friis. Selv om ægteparret måske på grund af hans forleninger ikke til stadighed har opholdt sig på Rødkilde, så har de dog følt sig knyttede til denne gård, hvad man kan se af, at de begge er begravede i Ulbølle kirke, lige så vel som deres datter Margrete har fået sit hvilested i denne kirke, til hvilket sogn Rødkilde jo hører.

De har næppe helt og holdent ejet Rødkilde, rimeligvis kun delvis. Imidlertid er Anne Hvide, efter at hun var blevet enke, flyttet til Svendborg, hvor hun da må have erhvervet den grund, hvorpå hun har bygget sit hus, og boet her på en art enkesæde resten af sine dage, til hun døde her den 13. marts 1577. Den påfølgende 25. april blev hun begravet i Ulbølle kirke. Også deres datter blev som sagt begravet her; hun døde som 18-årig pige St. Sørens dag (St. Severin), den 23. oktober 1562, og meget taler for, at hun er død i den gamle gård i Fruestræde.

At jeg formoder, at byggeåret omtrentlig må sættes som anført, støtter jeg på den kendsgerning, at der i Vor Frue kirke før dennes sidste gennemgribende restaurering i 1880'erne fandtes forsatser på kirkestolene, alle udskårne i egetræ og alle forskellige, hvoraf en del nu er anbragt som panel i kirkens sakristi, og nogle få findes på museet. Blandt disse forsatser fandtes på de øverste i kirken Anne Hvides og Jesper Friis' våbenskjolde udskåret samt årstallet 1560; men desværre er netop disse stykker forsvundne, rimeligvis hugget til pindebrænde og brændt.

Jeg tænker mig nu, at Anne Hvide sikkert først har ladet disse våbenskjolde anbringe på kirkestolene, efter at hun har taget fast ophold i Svendborg, og at derfor årstallet 1560 angiver året for bygningens alder, altså da den var færdig.

Anne Hvide og Jesper Friis - våbenAnne Hvide og Jesper Friis - våbenEndvidere fandtes som bekendt ved selve husets istandsættelse resterne af kalkmalerier indvendig på den søndre væg, og de er der fremdeles; de fremstiller hende og hendes mands anevåben, nemlig familierne Månestjernes og Tidemands.

Månestjerne er en slægt, der uddøde ca 1500, og kendskabet til dennes rigtige navn er tabt; men våbenskjoldet viser to halvmåner således anbragte, at måneseglenes spidser vender fra hinanden; halvmånen såvel som fire seksoddede stjerner, som omgiver dem, er af sølv og anbragte på et blåt felt; over skjoldet en lukket hjelm og derover atter den blå mælkevej med sølvstjerner. Arkivar og heraldiker Thiset har derfor kaldt denne familie Månestjerne.

Meget ved man ikke om den; men af de sparsomme optegnelser, som forefindes, ses det, at en Timme Christensen 1455 har benyttet dette våbenmærke, samt at Peter Galen, der var gift med Bo Tullesen til Brudager (?) , 1448 har brugt det samme, og endelig har en anden Timme fra Løjtved i året 1372 beseglet et vidne på Sunds herredsting med dette våben, og en søn af ham, Christen Timmesen var 1407 medudsteder af et vidne på Gudme herredsting, og atter året efter var han med at indføre hr. Niels Jensen Bild i hans gods på Fyn, og begge gange har han benyttet familien Månestjernes våbenmærke.

Imidlertid var det Jesper Friis’ moder, der stammede fra ovennævnte familie; hun var gift med en Christen Friis af slægten Egern Friis; selv var Jesper Friis fra Årslev og af såkaldt fattig adel. Under Grevens Fejde 1535 var han køgemester hos hr. Tyge Krabbe på Helsingborg, hvor han var betroet skytset, og han gjorde det så udmærket, at da han den 1. januar 1535 forsvarede "Kärnen", slog han den angribende lybske flåde på flugt. Rimeligvis var det grunden til at han senere fik store forleninger af kong Christian III, således 1541-49 Malmøhus, 1550 til sin død Gislevgård i Jerrestads herred. Endvidere var han fra 1551-56 lensmand på Akershus i Norge og forlenedes også her med Hammargaard fra 1556 til sin død.

Hans hustru, Anne Hvide, var datter af Knud Ottesen Hvide og Kirsten Tidemands på Rødkilde, og familien Tidemands våben var en sølvhjelm med lukket visir; over hjelmene fjerbuske i flere farver.

Det gamle kalkmaleri viser de to omtalte våbenskjolde omgivet af meget medtagne gudelige indskrifter, hvoraf et siger, at "tenck på dine venner og gør godt, siger Paulus". Et sted mentes det, at man kunne skimte årstallet 1560 eller 61; men det er dog uvist. Neden under våbenskjoldene ses en by eller større borg med mure, tårne med spir, hvorpå ses vejrfløje og faner, murene er forsynede med skydeskår. Et andet billede fremstiller et mandshoved med en rød spids hue, i mangt og meget mindende om bøndernes røde topluer i gamle dage.

Rimeligvis har værelserne i stueetagen været prydede med kalkmalerier overalt; men kun på den øverste tredjedel af væggene; resten har rimeligvis været dækket med paneler, men heraf var intet tilbage mere.

Imidlertid er der nu det bedrøvelige at fortælle, at bygningen omtrent har været dobbelt så lang, som den nu er; dette viser et ældre fotografi, som hænger i museet, og tillige ser man på dette, at den har haft indkørselsport mod nord; men for mange år siden er dens nordlige halvdel skilt fra og nedrevet, og her står nu Borgerforeningens facadebygning ud mod Fruestræde.

Den endnu bevarede del er en gang i tidens løb lagt til den ejendom, der lå syd for Anne Hvide Gård, og så kaldtes de tilsammen i en lang årrække den Børgen'ske Gård, efter den i gamle dage her i byen velkendte gæstgiver Børgesen og hans kone. Den sydlige part af den Børgen'ske Gård blev for få år siden nedrevet på foranstaltning af byrådet, fordi den ingen bevaringsværdi havde, og tillige var i høj grad brøstfældig.

Anne Hvides GårdAnne Hvides GårdAf husets nordlige halvdel er fjernet, kan man næsten betragte som en vandalisme; thi i istandsat tilstand ville det have været et pragtfuldt hus fra det 16. århundrede, en sjælden perle, det viser tydeligt nok den bevarede halvdel.

Så vidt man ved istandsættelsen kunne se, har Anne Hvide haft sine værelser liggende tværs gennem bygningens længdeakse; men det lod sig nu ikke mere indrette, hvorfor de nuværende værelser ligger på langs af huset. Lofterne var ikke klædt med kalkpuds, men viste, at de havde været malede med brunrøde farver. Oven på de oprindelige vægflader og kalkmalerier havde der i tidens løb været pudset på ny, og den tynde puds havde atter været bemalet med renæssanceornamenter; herpå var igen anbragt et ca 11/4 tomme tykt lag af kalkpuds; så viste der sig limfarver og sluttelige adskillige lag tapeter fra nyere tid. Ved samme lejlighed fjernedes gamle skillevægge, som var opført af simpel lerklining, iblandet halm. Lofts- og gulvbjælkerne er svære 8 tommer tykke pommerske fyrretræsbjælker; enkelte steder fandtes ganske vist en stump egetræ; men det hidrørte fra reparationer i tidens løb og har næppe været oprindelig anvendt. Endvidere var der flere lag gulvbrædder anbragt over hverandre, og i mellemrummet mellem loftet i stuen og gulvet på første sal lå gulvsand i, bogstavelig talt, læssevis, som gennem årene var drysset ned. Her fandtes kuriøst nok også resterne af et anseligt hvepsebo. Vinduerne havde i tidens løb været sænkede noget, hvad de oprindelige huller til løsholterne viste, hvorfor man atter anbragte disse på deres gamle plads tillige med de fjernede skråstivere.

Indgangsdøren er af nyere dato, antagelig fra det 18. århundredes midte, og er en gave fra kongelig bygningsinspektør Magdahl Nielsen; den blev reddet fra tilintetgørelsen fra en anden gammel bygning i Svendborg. Hr. Magdahl Nielsen ledede bygningens istandsættelse med arkitekt Andreas Jensen som konduktør. - Nogle af dørene i bygningen er meget gamle og kan godt skrive sig fra bygningens første tider.

Flere af de udvendig murede tavl af røde og gule munkesten er aldeles urørte; de fremviser således forskellige kors, over indgangsdøren ses endogså byens våben, de tre tårne, at være stiliseret i gule munkesten. De tre tårne, som skriver sig fra Svendborgs signet 1527, må altså have vundet anerkendelse den gang, denne bygning blev opført, ca 30 år senere, ellers ville det vel ikke have været anbragt på Anne Hvides Hus. Alle tagstenene mod gaden er gamle, nogle vel endog oprindelige; det siger de på tagstenene værende mærker os i al tavshed. Det lille sidehus er nyere; men i dette findes den oprindelig åbne skorsten, en pejs; det må antagelig være opført den gang, man skilte ejendommen ad; dets alder kan måske være fra 100 til 150 år.

Under bygningens istandsættelse opdagede man dels i første stokværk, dels oppe på loftet, at man tydelig kunne se omridset af byens gamle teaters procennium i bygningens sydlige, mod Vor Frue præstegård vendende gavl. Dette må antagelig være indrettet her lidt efter 1800, og var så vidt man ved byens første af den art, og her spilledes fra i alt fald 1812 til 1854 komedie både af Svendborgs dilettanter som af tilrejsende skuespillere.

På første sal i det nuværende museum fandtes tilskuerpladsen med siddeplads til ca 250 personer, og teatrets indrettelse skyldes ganske sikkert, at størstedelen af de gamle kalkmalerier, der smykkedes Anne Hvide Hus, er gået tabt. Mærkeligt nok fandtes ved istandsættelsen ingen gamle ting ud over en sølvmønt fra ca 1750 samt en lille, smal sennepskrukke, ca 150 år gammel.

Bygningen har i tidens løb været anvendt på mange måder; her har været skole, restauration, klublokaler, Industriforeningen har haft sine lokaler her, endvidere skal den også en tid have været posthus, og til sidst privatbolig. Ja, huset har været udsat for mangt og meget, og kunne det tale, ville der åbenbare sig interessante indblik i Svendborgs liv og levnet gennem de 365 år, det har stået ved magt; dog burde dets nuværende anvendelse som museum, hvor det har fået den smukke opgave at værne om vor bys og egns gamle sager og minder, være den smukkeste og bedste, som man kunne byde byens ældste og ærværdigste hus, og forhåbentlig kan det stå i 300 år til og pynte i gadebilledet som et ringe minde om, hvor smuk Svendborg var bindingsværkets glansperiode. - De to nymalede våbenskjolde, som forestiller Jesper Friis og Anne Hvides egne våbner, vil til sene tider minde om husets første ejer og hendes mand. At huset er fredlyst, er kun selvfølgeligt, det burde det have været, længe før man skilte det af med sin retmæssige nordlige halvdel.