De to første år af Ryslinge højskoles historie

| | |

Fra det gamle Ryslinge. Ryslingebogen 1916.


Ved P. Thomsen
Ryslinge højskoleRyslinge højskoleRyslinge højskole blev oprettet 1866. Ved begyndelsen af arbejdet for skolen møder vi først Præst og højskolemand Johannes ClausenPræst og højskolemand Johannes Clausenpræsten Johannes Clausen, som efter Birkedals afskedigelse var bleven sognepræst i Ryslinge. Clausen havde haft præstelig virksomhed på Lolland og Fyn og begge steder arbejdet på at få gjort noget for ungdommens oplysning, idet han så, at det for vort folks fremtid gjaldt om at få dets ungdom påvirket i sund og god retning. Dette var bleven bestyrket hos ham, medens han i 1864 var feltpræst og var kommen i personligt forhold til mange soldater.
Han følte trang til også i Ryslinge at gøre noget for ungdommen. Ved et folkemøde i sommeren 1866 gjorde han bekendtskab med lærer M. Jørgensen, Heden, som under krigen havde været soldat og af sine kompagnikammerater var erklæret værdig til Dannebrogskorset.- Med ham aftalte Clausen, at de sammen ville begynde en skole for unge karle den 1. oktober 1866 i Ryslinge præstegård.

 


Ryslinge præstegård, kirke og kirkehus 1867: "I præstegårdens østre længe begyndte Johannes Clausen sin højskolevirksomhed 1. oktober 1866. På det gamle kirkehuses plads rejstes den følgende sommer den nye to etagers skolebygning. På billedet ses allerede stilladset".Ryslinge præstegård, kirke og kirkehus 1867: "I præstegårdens østre længe begyndte Johannes Clausen sin højskolevirksomhed 1. oktober 1866. På det gamle kirkehuses plads rejstes den følgende sommer den nye to etagers skolebygning. På billedet ses allerede stilladset".I samme stue, hvor Kold tidligere under sin stilling som Birkedals huslærer havde undervist, indrettedes nu skole. Med stor opofrelse anskaffede Clausen skolemateriel, og da der efter indbydelse var meldt 13 unge karle som elever, blev skolen åbnet med bøn og tale af pastor Clausen over ordene i 1 Petr. 2,17:"Ærer alle, elsker broderskabet, frygter Gud, ærer kongen".


Som hjælpere ved undervisningen den første vinter i enkelte timer virkede kandidat Sparrevohn, forpagter Rasmus Christiansen, provisor Speyer, dyrlæge Nielsen og skovrider Mourier. Eleverne fik billig kost og logi hos en del af byens beboere. Elevantallet forøgedes efterhånden, så der hen på vinteren blev 23, og da pladsen i skolestuen blev for trang, tog eleverne en skønne morgen fat på at nedbryde muren ind til nabostuen for at få mere plads. - Mod slutningen af vinteren blev Jørgensen syg. Han skrev da til mig, som den gang var lærer på Als, om jeg ikke kunne komme og hjælpe dem.- Da jeg ikke ville aflægge ed til den prøjsiske regering, skulle jeg alligevel flytte og rejste så til Ryslinge. Det var dog uden tanke om længere virksomhed her, da jeg efter påvirkning fra anden side ikke troede at kunne arbejde sammen med pastor Clausen. Jeg lærte ham imidlertid snart at kende som en ualmindelig personlig frisindet mand, og ved skolens slutning sagde han til mig:"Jeg ved nok, De ser noget anderledes på forskellige ting end jeg, men De skal få lov til at arbejde, som De har syn og sind til, hvis De fremtidig vil arbejde her". Og resultatet blev jo, at jeg i de mange år blev knyttet til gerningen ved Ryslinge højskole. Som betingelse for en understøttelse fra amtet blev der mod slutningen afholdt en eksamen, den første og sidste ved skolen.

Den første skolevinter var gået rigtig godt. Det var i flere retninger svage kræfter, der tog fat i Ryslinge, og der var uklarhed over måden at holde skole på. Men kærlighed til opgaven og god vilje viste, at der ikke var arbejdet forgæves. Eleverne skiltes fra os glade og taknemlige, og det gav lyst, håb og mod til fortsættelse.

Der havde været flere særdeles dygige elever den første vinter, 2 af dem, N. Højgaard, Trunderup, og Lars Christiansen, Ryslinge, var senere en tid lærere ved skolen. Men skulle der fortsættes, og som det tegnede til med større leveantal, måtte der en forandring af lejligheden til. Pladsen i præstegården ville være for lille, og folk i byen kunne ikke fremtidig huse elverne. Plan kom frem om at bygge. Og da der blev sendt indbydelse til aktietegning, viste det sig, at arbejdet havde vundet så god tiltro, at der blev tegnet tilstrækkeligt til, at amn kunne begynde bygningen. Der blev købt byggeplads tæt ved præstegård og kirke, og i sommeren 1867 blev der opført en 2 etages forbygning med en 1 etages sidebygning, så den kunne tages i brug i efteråret, med plads til skole og bolig til lærere og 40 elever. Der meldte sig imidlertid 57, og vi måtte atter ty til beboerne om at huse elever.

Skolebygningen indviedes ved åbningsmødet med taler af Clausen og lærerne, hvoriblandt Severin Petersen, der var antaget til lærer ved skolen.
Nu gik arbejdet for sig den første vinter i den nye bygning, og det gik godt og begyndte at vinde anerkendelse fra de andre højskoler og fra valgmenigheden.
Der var i de første år noget bryderi med skolens aktionærer. En del af disse havde tegnet aktier i den tro, at højskolen ville blive brugt til at modvirke Birkedal og valgmenigheden, andre at den kunne bruges politisk til at modarbejde Venstre. De blev skuffede, idet både Clausen og lærerne tog bestemt afstand herfra. Der blev prøvet på at fortrædige eller fortrænge enkelte af lærerne, men pastor Clausen havde heldigvis ved overtagelsen af forstanderpladsen forbeholdt sig eneret til at lede undervisningen og ansætte og afskedige lærere, så aktionærerne kun havde indflydelse på skolens økonomiske forhold, og Clausen værnede med kraft lærernes frihed.
Som muren det første år blev fjernet for at skaffe plads, således er hindringerne den gang og senere for plads, lys og luft ved skolen ryddede af vejen. Det har været en glæde for os, der var med ved begyndelsen, at se den frodige udvikling, skolen har haft. Jeg ved, glæden deles af mange gamle elever. Vi øsnker Guds velsignelse over fortsat arbejde ved Ryslinge højskole.
   P.Thomsen

De senere år ved Anders Vedel

Det er ikke blot i kraft af sin nuværende stilling indenfor højskoleverdenen, det er lige så vel på grund af sin særegne oprindelse og ejendommelige historie, at Ryslinge højskole kan fortjene en omtale i anledning af 50 året for oprettelsen. Den fortjener det så meget mere, som den er bleven så godt som forbigået af Ludvig Schrøder i hans bekendte bog om den nordiske højskole.

Det var Johannes Clausen, der ved nytår 1866 var bleven Birkedals afløser som sognepræst i Ryslinge, som straks i sit første præsteår tog sig for at oprette en højskole der på stedet. Johannes Clausen var dengang en af de ledende mænd indenfor den indre mission, og når han tog højskolesagen op, var det bl.a. for at vise, at også andre end grundtvigianerne kunne og burde være med i et folkeligt oplysningsarbejde. Desuden mente han, at en sådan skolevirksomhed kunne være til stor støtte for ham i hans vanskelige stilling i Ryslinge sogn. I oktober 1866 begyndte han i en stue i præstegården med 13 elever, der dog i vinterens løb blev til 23. Sommeren efter byggedes der en skole til ca 40 elever - og den følgende vinter samledes der 54, vinteren derefter 76 elever.

Det var af værdi for Clausen at have skolen så nær præstegården som mulig, og der byggedes derfor på et smalt stykke jord, der lå lige vest for kirken og kirkegården ned til et lille vandløb. Det er den skolebygning, lige vest for kirketårnet, som står endnu, på en ny kvist nær, væsentlig uforandret; men der var ikke megen plads til udvidelser, og det er også mærkeligt at tænke sig, at det gamle kirkehus`s grund har måttet give plads for så store bygninger, som den nu må bære.
Selvfølgelig kunne Johannes Clausen, der også rejste meget omkring i den indre missions tjeneste, kun påtage sig få ugentlige timer ved skolen. Der måtte holdes dygtige lærere, og der måtte gives dem den nødvendige arbejdsfrihed; det sidste kunne tilsyneladende volde vanskeligheder, da de lærere, der var til at få til den gerning, ofte er noget grundtvigsk påvirkede.

Men Clausen både skaffede lærere og gav dem frihed. At han kunne det hang sammen med to ting. Den ene var, at Johannes Clausen var en personlig meget frisindet mand; han havde let ved at se bort fra meningerne, når arbejdet var godt, og han var i  stand til at arbejde sammen med meget forskellige mennesker, når det gjaldt at fremme et formål, de trods forskellighederne var enige om.

Den anden var, at Clausen var fuldkommen klar over, at højskolens opgave var af folkelig og ikke kristelig art. Det træder f. e. tydeligt frem i en beretning fra Ryslinge højskole fra 1869. Han siger her først, at det forekommer ham meget tvivlsomt, om højskolen ret vil kunne trives uden i tilknytning til et kristeligt menighedsliv. De grundtvigske højskoler er netop også opstået med en sådan tilknytning som en væsentlig hjælp. Men det forhindrer ikke, at "højskolen efter sine hele ide og anlæg må betragtes som en folkeskole, hvis formål det er gennem historisk oplysning at vække folket op til selvbevidsthed liv og besjæle det med ægte fædrelandsk ånd." Og når han taler om, hvorledes eleverne skal påvirkes i kristelig retning, så henviser han ikke til undervisning i kristendomskundskab eller bibellæsning, han siger tværtimod, at det ville være et stort misgreb, om kristendommen blev gjort til en skolesag - men han peger på den påvirkning, eleverne kan få, ved at der er en levende menighed, skolen kan stå i forhold til; i den henseende glæder han sig over, at der samles i Ryslinge sognekirke en ikke ubetydelig levende menighed fra vidt spredte steder. [Det kunne han også gøre med sandhed; Clausen samlede en meget stor skare af mennesker om sin prædikestol i Ryslinge, og han øvede stor indflydelse på mange af dem.], og han tilføjer: "lejligheden til kristelig opvækkelse og opbyggelse ligger altså lige for hånden, og Gud være lovet, den er ikke bleven ubenyttet af de unge mennesker."

Det samme indtryk af, at højskolens opgave efter Clausens mening er folkelig, får man ved at læse indbydelsen til aktietegning (fra 1867), hvor formålet for skolen siges at være, "at søge at vække kærlighed hos de unge mennesker til vort fædreland, dets konge og folk og danne dem gennem gode kundskabers erhvervelse til selvstændig tænkende og handlende mænd."--

Derimod var Clausen næppe fra først af så klar over, hvorledes man skulle bære sig ad med kundskabernes erhvervelse. Han har f.eks. fra først af tænkt sig muligheden af en eksamen; men han siger (i 1870), at han allerede, inden det første skoleår var forbi, blev klar over det forfejlede heri; "ikke fordi jeg mener, at det i og for sig kan skade at blive prøvet, men fordi en opstillet officiel eksamen ville aldeles forrykke høsjskolens fri folkelige stilling og skrue den ind under meget af det døde skolevæsen, som vi kun har alt for meget af her i landet."

Således kom Ryslinge højskole, skønt ikke begyndt fra grundtvigsk side, til straks fra sin begyndelse på forskellig måde at afgive bevis for de grundtvigske skoletankers kraft og bæreevne, og den har endmere gjort det i sin senere historie.

Blandt de lærere, Clausen havde, må nævnes den første fase lærer Morten Jørgensen, der 1870 blev lærer i Hillerslev. Endvidere Frederik Nygård, den senere valgmenighedspræst, der, da han skulle komme, meddelte Clausen, at han var bleven grundtvigianer i kirkelig, men ikke i folkelig henseende, men som kom under så stærk påvirkning af Birkedal og navnlig af friskolelærer Kristian Appel, at det vistnok var heldigt,han i 1872 blev forstander for Sønderholm højskole. Fremdeles Niels Højgård, der i 1878 oprettede N. Ørslev højskole, og Rasmus Hansen, der afløste Frederik Nygård, og endelig Peter Thomsen. Thomsen kom dertil som vikar for M. Jørgensen allerede den første vinter, han blev der med det samme, og var fast lærer ved skolen til 1902. Mere end nogen anden nulevende repræsenterer han skolens historiske overlevering, og han har også mere end en gang øvet afgørende indflydelse på, at skolen fortsatte og gik videre frem ad det engang indslåede folkelige spor. Navnlig i sine yngre år øvede han desuden en betydelig åndelig indflydelse på eleverne. Og også i hans senere år, da praktisk arbejde havde taget meget af hans tid og kræfter, kunne man møde hos ham en stilfærdig, men stærk forvisning om at være medarbejder i en stor sags tjeneste.

En vanskelighed for skolen har flere gange den brogede aktionærkreds været. Clausen havde ikke svært ved at samle penge til at bygge skolen, men motiverne var ret brogede - mere end en, særlig af de større, gik vistnok med, fordi man troede, at nu gjaldt det et nyt middel til at bekæmpe Birkedal.
[Det er om en af de større aktionærer, den bekendte historie går, at han sagde til den berømte sadelmager, da Clausen var kommen til Ryslinge: Nu har vi fået en præst, der fanden tage mig kan prædike os lige ind i Himmerig, hvortil sadelmageren svarede: Hvad kan det hjælpe, når fanden tager Dem på vejen?]

Clausen havde sikret sig mod vanskeligheder ved at forbeholde sig eneret over skolens åndelige ledelse, antagelse af lærere o.s.v.; da han blev forflyttet i 1877, og aktionærerne ønskede større indflydelse, løstes knuden ved, at Rasmus Hansen og P. Thomsen i fællesskab overtog skolen på 5 år ad gangen. Thomsen overtog økonomien, og Rasmus Hansen blev forstander.

Rasmus Hansen havde fra sit komme i 1872 været skolens bærende kraft. De 12 år, han var i Ryslinge, blev vel nok han frugtbareste tid som højskolemand. Jannik Lindbæk skrev om ham ved hans død: "Han var ikke af dem, der tog sine elevers sjæle med storm, rev dem med sig, han krævede ikke at stemple dem med sit præg. Stilfærdig, varm og ægte lød hans forkyndelse og vandt efterhånden de unges øre, som hans jævne, kærlige sind vandt deres hjærte". "Jeg har truffet adskillige af hans gamle elever blandt vore dygtigste bønder, som med rørende trofasthed mindedes, hvad han og hans foredrag havde været for dem."

Skolen havde da også 70erne igennem stor tilslutning - gerne 100 elever eller flere  om vinteren. Men først i 80erne gik elevtallet en del tilbage. Årsagen hertil var nok i alt fald til dels politisk. Birkedal, som nu af og til kom på skolen, var højremand og ivrig forsvarsmand, Johannes Clausen startede en ny forsvarsbevægelse ved et møde i Ryslinge 1879. Rasmus Hansen var vel ikke højremand - men også han var ivrig forsvarsven. Desuden ville både Rasmus Hansen og hans kone gerne have noget for sig selv, og i 1884 oprettede de så kvindeskolen på Vældegård.

I steden for Rasmus Hansen kom Alfred Povlsen. Det var Thomsen, som først henledede opmærksomheden på ham (hans broder Karl Povlsen var året forud bleven Birkedals kapellan), og han overtog ledelsen på 5 år ad gangen - sammen med Thomsen, - til trods for at en del af aktionærerne næppe var helt tilfreds dermed.
Povlsens første år blev stormende. I foråret 1885 rejstes riffelbevægelsen, og Povlsen tog straks levende del i den. Han opfattede den dels som et led i bestræbelserne for at folkeliggøre vort værn - et skridt i retning af folkevæbning, dels som et middel til at sikre folket mod politisk vold. Han blev formand for Svendborg amts riffelforening, og han gjorde rede for sit syn på sagen ved et bevæget møde, der holdtes på højskolen 18. april 1885, i en stor og ejendommelig tale (se Tidens Strøm 1885). Han hævdede der, at riffelforeningerne ikke betød noget oprørsk, tværtimod had til oprørsånden og kærlighed til fred i landet; ti "ingen voldsmand vil vove at lægge hånd på folkets dyrebareste rettigheder, når han står overfor et væbnet folk". Han citerede lord Broughams bekendte ord: "et folk kan aldrig være sikkert uden den stadige beslutning at modsætte sig indtil døden, så ofte dets rettigheder angribes", og tilføjede:" Jeg ville næsten tro, at disse ord var strafbare i en dansk mands mund i disse tider".
Riffelbevægelsen kom imidlertid for sent; provisoriet var udstedt 1. april 1885, og i maj kom riffelprovisoriet, der umuliggjorde riffelforeningernes virksomhed.

I Ryslinge blev begivenhederne dog ikke uden følger. Umiddelbart efter riffelmødet gjorde Birkedal alvor af sin plan om at opgive sin præstegerning -(han var da 74) højskolen mistede statstilskudet både til skolen og til eleverne på grund af Povlsens deltagelse i riffelbevægelsen; Svendborg amts skytteforening blev på grund af provisoriske forbud mod at bruge rifler skueplads for nogle meget bevægede generalforsamlinger, hvori Povlsen også tog virksom del (de, der var mest velvilligt stemte overfor provisoriet, trådte ud og dannede deres egen forening). Og i 1888 forsøgte aktionærkredsen at afsætte Povlsen som forstander; det lykkedes i første omgang, men beslutningen viste sig uigennemførlig, og ved en ny generalforsamling nogle uger senere "gik det omigen", som Fyns Tidende skrev. Siden den tid har ALfred Povlsen siddet fast ved skolen, som han nu forlængst er ejer af. -Samtidig med Alfred Povlsen kom Peder Andreasen til skolen som lærer, og han blev der (fraregnet nogle få år først i 90erne), til han i 1908 blev forstander for Vinding højskole. For det store flertal af dem, der nu er gamle elever, er det disse to, til hvem minderne fra skolestuen især vil være knyttet.

Peter Andresen var en elsker, en begejstret og lidenskabelig elsker af naturen og af det danske folk. Når han i et foredrag f.eks. tog eleverne med i skoven, så groede alting for oven og for neden, bøgen sprang ud, fuglene sang, selv nattergalen kunne træffe til at slå, og solsorten, "skovens vagtfugl", forkyndte, at der var kommen folk i skoven. - Når han talte f.eks. om 64, da var det ikke blot en række begivenheder, der blev rullede op for tilhørerne, det var selve det danske folks ængstelser og prøvelser, kampe, nederlag og håb, der i træk efter træk groede op imellem os, til vi tilsidst sad midt i det alt sammen.

Alfred Povlsen var en fører, en vejleder ind i de store kræfters verden, som bevæger menneskene og folkene. Det var ikke så meget enkelthederne, vi kom til at fæste os ved i hans skildringer af menneskeslægtens historie. Men det var den stærke følelse, vi hele tiden fik af, at der var noget, der stod på spil. Når han talte om Graccherne, så var det romerske folks lykke og trivsel overfor en overklasses herlighed og magt; når han talte om Cromwell, så var det menneskets ansvar og ydmyghed overfor den det betroede opgave. Og der var meget andet, som ikke her skal nævnes. - Og så fremhævelsen af, at al kamp, og ikke mindst den ædleste, kostede: "Så skar jeg braden af mit bryst, satte den på lindekviste, mit hjærte sved, og blodet randt, men fuglen jeg ville eje miste", lød et vers i en sang, vi af og til sang hos ham. - Og så at kampen dog ikke var for dyrt betalt. Ikke ved de sporer, der var at vinde ved den, men fordi menneskene voksede derigennem, og fordi folkevel og folkefrihed kun var til at få og til at bevare på det vilkår.

Foruden Andresen har Povlsen haft en række andre dygtige hjælpere i kortere eller længere tid, men ingen af dem skal nærmere omtales ved denne lejlighed. Der er dog ét navn, som ikke kan forbigås, det er Jens Ovesen.

Det var Jens Ovesens stærke ønske om at få en delingsførerskole i Svendborg amt, som førte til, at Povlsen i 1905 udvidede højskolen ved byggelsen af Vesterhus (hvortil de øvrige nybyggelser efterhånden har knyttet sig), således at der blev plads for en særlig afdeling for delingsførere. Jens Ovesen arbejdede den hurtigt op, og i løbet af de ikke mange år, han blev dens leder, fik den en betydelig indflydelse på gymnastikken landet over.

Alfred Povlsen har med megen styrke hævdet den rene højskoles ret overfor alle fagskoletilbøjeligheder; delingsførerskolen kunne opfattes som en lille afvigelse derfra, den er dog ikke nogen fagskole i almindelig forstand, og det kan godt ledes således, at enheden fuldt ud bliver bevaret. At det er sket i Ryslinge, ligger dels i Povlsens vilje, dels i, Jens Ovesen var så meget af en opdrager, som han var.

Der kunne måske nok af og til i begyndelsen, i alt fald for sindige vestjyder være noget pågående eller næsten tirrende i Jens Ovesens energiske og stærke tagen fat i gymnastiksalen, men snart blev det tirrende æggende, og så var også de inde under hans smittende og elektriserende, man kan næsten sige fortryllende magt.
Helt fra provisorietiden, da man i Svendborg Amts Skytteforening ikke skød, men gjorde gymnastik, havde den svenske gymnastik fået en særlig stilling i Svendborg amt; det var let at forstå, at han havde sjældne evner til at føre gymnastikken videre ud og længere frem. Han var fra Lombjerge, og han var et smukt skud på Ryslingeegnens folkestamme. Hans død i 1915 var et stort tab; men han hørte til dem, som mindet kaster en særlig glans over, og hans gerning vil leve videre i dem, han havde sat så stærkt i skub.

Blandt andet på grund af det nære slægtskab mellem højskoleforstanderen og valgmenighedspræsten blev det fra Alfred Povlsens tid af afgjort valgmenigheden, til hvem højskolen kom til at stå i særligt forhold. Karl Povlsen har også i alle de mange år været en stor støtte for skolen gennem de formfulde og indholdsrige foredrag om danske digtere, han stadig har holdt på skolen. Det  er ikke mange elever, som har glemt dem. Mest har han dog betydet, også for højskolen, gennem sit vidnesbyrd i kirken, og det menighedsliv, som både lærere og elever dér har kunnet være med i, har i senere tider virkeliggjort noget af det, Johannes Clausen var glad ved at kunne hjælpe eleverne til i sognekirken.

Således har mange ting bidraget til at gøre Ryslinge højskole til den store og ansete skole, som den nu er.
Det falder mig lidt for brystet, at jeg slet ikke har skrevet noget om de gode kvinder, som har bidraget deres til at gøre Ryslinge højskole til det, skolen har været gennem årene. Man kan måske sige, at mænd virker mere ved deres ord, kvinder ved deres væsen. Det dybeste i kvindens væsen er moderlighed, og også i højskolen kan den få lejlighed til direkte og indirekte at lægge sig for dagen. Men dens ytringer hører ikke til det, der bogføres eller kan bogføres. Dog - et par navne kan jeg nævne. Fru Clausen viste straks fra skolens begyndelse sit opofrende sind. Fru Thomsen bar i mange år som husmoder dagens byrde og hede. Anna Jacobsen var en sjælden hjælpsom og god lærerinde, hvis minde vil leve længe. Og fru Povlsen og Sine Dejgård virker stadig hver på deres måde til at skabe dem hjemfølelse, som er af så stor betydning på en højskole.

Ryslinge højskole har prøvet både urolige tider og fredens dage; den er vokset under begge. Som den nu kan se tilbage på en rig og bevæget fortid har den betingelser for også i fremtiden at kunne gøre et godt og smukt arbejde blandt den danske ungdom.
  Anders Vedel