Sagnet om Skulør - spøgeri på Østfyn

| |

Dyrlæge Peder Jensen (1846-1913)Dyrlæge Peder Jensen (1846-1913)Ved dyrlæge P. Jensen, Kværndrup
 
 
Skramgården, også kaldet Skulørgården, lå på Svindinge mark mellem byerne Svindinge og Frørup og var en fæstegård under Glorup. Efter udskiftningen i 1805 blev den flyttet fra Svindinge by og ud på marken - Pilsmose - hvor den byggedes op i 1805-1806 og nedlagdes 1854, og jorden blev da lagt under Røde Mølle på 6 tdr land nær, på hvilke Skramhuset blev bygget. Heri havde nogle gamle folk, der tidligere boede i gården i lang tid, deres ophold. Vejen hen til gården gik fra Røde Møllevej forbi en stor stendysse, "den lange høj", hvor fire store sten bar en større overligger Skulørstenen. I det halve århundrede, gården lå her, blev den vide bekendt for det stadige spøgeri, der huserede i den.

Om dette spøgeri har den gamle Sofie Skram, der i 44-45 år, på halvtredje år nær, stadig opholdt sig i gården, hvor hun en tid var gift med sønnen Niels, fortalt mig følgende: Førend gården endnu var bygget færdig, var det en aften, det gav et forfærdeligt bulder oppe på loftet, og manden Anders Rasmussen, stod da op og gik ud af sengekammeret, klagende sig, at nu faldt skorstenen, men pigen Ane, som hørte ham sagde: "Ti kun stille, for bulderet kom her over mig"; der var skorstenen nemlig ikke, og den stod også godt nok. Forøvrigt tumlede spøgeriet med alt i gården lige fra kopperne inde til malketøjet i bryggerset som der var en støj med, så man skulle tro, der aldrig blev helt tilbage af det, og vognene i gården, kreaturerne i stalden o.s.v. Men når undtages kreaturerne, var der aldrig noget i vejen, når de så efter. På loftet gik spøgelset og slæbte med en stok, og når det tumlede som værst, tudede gårdhunden al tid voldsomt. I det hele taget var det værst i stuehuset og den vestre længe. Når karlene en sildig aften skulle kaste hø ned til hestene, kunne de i mørke gribe ned i en lodden masse, men så kunne de tage ved en anden side, og så var der intet i vejen, til andre tider var det låddent alt sammen, så de ikke kunne få noget hø for det. Lygte og lys gik de dog al tid uhindret med. Sofie hentede spåner i brændehuset om aftenen, men så puslede det også der, og det var ikke al tid, hun fik dem med ind. Kreaturerne blev tit knugede af spøgelset, og der døde mange både inde og ude, og der var da intet andet at se på dem, når de således pludselig lå døde, end at der imellem hud og kød over lænden stod en del levret blod (Sygdommen Miltbrand).

Andre dyr brækkede benene (Benskørhed - to i hine tider almindelige sygdomme), uden at man kendte årsagen. Sofie Skram havde kun en gang set Skuløret. Det kom da inde fra den store stue, og lignede et kvindfolk med en skiden særk eller et underskørt på. Ellers hørte og følte hun det kun, men så længe hun var ene, mærkede hun det aldrig, først da hun blev gift med Niels (en søn af Anders Rasmussen, der imidlertid var død) og kom til at ligge inde, kom det hende nærmere. En gang i hendes pigedage stod hun en aften i porten og så ned mod Frørup, men så som hun ville gå ind, var der nogen ved portlågen, men da hun så nøjere til, var der ingen. Da hun så kom hen i gården, blev lågen, som var lukket, slået i med stort bulder. En anden gang, hun kom fra kartelav, hørte hun, at nogen var ved at smøre vogne - de slog på lundstikkerne, men der var ingen at se. Manden i gården mødte en aften en kalv lige i døren og ville genne den, men det kunne han ikke. Da han så så efter, om hans egne kalve var, hvor de skulle være, så var de der godt nok. Haspen gik inde om natten, men al tid avet om, hvad hun skønnede deraf, at den kun med denne bevægelse knirkede. Der tjente en gang en pige i gården, som kunne "se sådant noget", og hun så en mand med høj hat og skærf følges med et kvindfolk, ligeledes i gammeldags dragt, der ved gården. En aften var de alle sammen ude i porten og skulle se en lygtemand henne i Pilsmosen, da så samme pige Skuløret stå der i porten hos dem, hun tog da i det (hun tog måske fejl af skuløret og Niels) og sagde: "Du skal ikke stå der og kigge!" Men så tumlede spøgelset med hende hen ad gården mod brøndværket, og det så ud, som ville det kaste hende i brønden, men så tog Niels i hende: "Du skal dog ikke deri endnu!" De andre så ingen ting, men da pigen kom ind til lyset, blev hun helt forkert; det kom hun sig dog for igen, for de bandt hende noget kristent jord om panden. Men halt blev hun alle sine dage. Karlen i gården skulle en gang ride bort med noget fourage, men han kunne ikke få hesten af stedet, hvad han så gjorde ved den, det stod Sofie med lygten og så på. Men så sagde karlen: "Å, gå så hen og slå Jøsse kors for hende, så går hun nok!" og det hjalp, for så fór den straks ud igennem porten. ("For Jesu kors og Jesu navn skal alting vige! Sagde min fader al tid, og han var en fornuftig mand," tilføjede Sofie, når hun kom her til i sin fortælling). Det var en anden gang, at de ikke kunne få tillægskalvene til at leve, og da blev det rådet dem at hente kristen jord om aftenen og stiltiende komme tre næfler (næve fulde) i stripper, hvoraf kalvene drak de første ni mål. Det blev Sofie, der skulle hente jorden, hvad hun også gjorde, men da hun kom til gården, var der "noget" ved den vestre længe, som ville slå posen fra hende, men hun holdt den dog, og kalvene kom sig. En anden gang gik Sofie ind ad bryggersdøren, og da var der noget, der strøg hende ned ad den ene arm med noget så iskoldt som en frossen pind, men det gjorde ellers intet. En nat kom karlen i gården op ved vinduerne og kaldte, at hun måtte komme ud med lygten, for der var noget galt ved fårene, sådan de tumlede, og der var kommet et lam ind i stalden tæt ved karlekammeret. Men inden hun var kommen helt ud med lygten, kom karlen igen og sagde, at al ting var roligt igen, og fårene lå roligt nok, men da, som hun gik ind igen, mærkede hun, at nogen listede sig forbi hende i fremmerset, og da hun var kommen i seng, lagde det som en hånd på hende. Hun sprang da over på den anden side af Niels, læste sit fadervor og slog kors for sig, og så var der ikke mere. Efter at Skramgården var nedbrudt, blev der sat et stengærde over pladsen, og man hørte da, at der om natten blev slået på stenen, uagtet der ikke var folk. I den lange høj på gårdens mark har man troet at finde en gammel begravelse, men gravene var fuld af kul. Der var sådan underlig klang i den høj, når man slog tøjrpæle i der, og Sofie kunne høre, de skød i krigen 1848-1850, når hun stod derpå.
Så vidt Sofie Skram.

En anden ældre kone har fortalt, at hun en gang som barn var med sine forældre henne i Skramgården - de var lidt i familie med folkene der - og da de så skulle hjem ad, gik konen i gården, Maren Anders (Jørgensdatter) op på loftet for at hente lidt humle, de skulle have med hjem, men hun blev da meget længe borte. Da hun endelig kom, spurgte de, hvor hun blev af, og hun svarede da, at der stod en ved humletønden, som hun ikke kunne komme til for. Det var naturligvis Skuløret. Maren Anders's broder, Peder Jørgensen fra Ringe, kom en gang ridende til gården på en grå hest, som var meget vant til lange rejser (Københavnsrejser), men den blev syg, så snart den kom i stalden, og de måtte hente en klog smed, som læste og gjorde tegn over den, og så kom den sig, men der var blevet en stor hårløs plet over lænden. Hårene groede dog ud igen.
Skuløret gik med trekantet hat og sås af flere i stribede klæder, men viste sig forøvrigt i mange forskellige skikkelser: som en hund, en kalv o.s.v.; man så det også om dagen.
En anden meddeler fortæller, at en karl fra Frørup, som skulle hente jordemoder i Svindinge, kom ad Røde Mølle vejen hen til leddet ind til Skramgårdens mark, og da ser han Skuløret stå der og lægge armene på leddet. Karlen sagde da: "Hvad står din Djævel der og gaber efter?" men i det samme fór Skuløret op i vognen til ham og vred hans mund af led. Han kom sig først igen, da jordemoderen fik den sat i led, så kunne han snakke igen.
Da gården var under bygning, og skorstenen var sat til loftet, var der en mand, som lå der om natten, og han så noget som en mand, som lå der om natten, og han så noget som en mand i en stribet trøje gå der omkring. Det tumlede siden i gården alle vegne, og ikke få meddelelser stemmer overens i den megen styr med kreaturerne, man kunne høre lyde, som om kreaturerne blev løste o.s.v. Meget omtalt er også en gammel kakkelovn, der var i gården; det bankede på den, støjede i den, og endnu da den efter gårdens nedbrydelse kom til støberiet i Nyborg, tumlede det i det gamle jern, og da den blev kastet i ovnen, sprang den ud igen, men da man atter kastede den ind, ødelagde den hele smeltningen (støbningen).

Beretningerne om årsagen til spøgeriet er meget forskellige. Sofie Skram vidste det ikke, sagde hun. Hun havde kun hørt, at en gammel frue på Anhof skulle have ønsket, at hun al tid måtte køre der omkring, om det så var, fordi gården var kommen til at ligge hende i vejen, at hun gjorde støj der, vidste hun ikke. Nogle har ment, at det var en kok, der i sin tid var på Glorup, og som bar ulovligt gods ud i gården, og måske af denne grund måtte bort fra Glorup og så skar sig selv ihjel, der gik og spøgede. Andre skylder for, at spøgeriet har sin grund i uretfærdigheder ved udskiftningen: nogen husmandsjord, Bagerhaverne, der lå ind til Anhofs løkker, er kommen uretmæssigt til gården. Dette dog kun hørt et enkelt sted. Endelig skal spøgeriet stamme derfra, at man i sin tid i gården havde slået en kræmmer ihjel og brændt ham i kakkelovnen, vist nok før gården blev flyttet ud fra Svindinge. Kristen Smed i Frørup sagde al tid om Skuløret: "Han ligner ganske akkurat, ligesom vi kan se en kræmmer!" (Kræmmer dvs Holstenskræmmer, sønderjyder, der handlede med manufakturvarer).
Spøgelset hed oprindelig "manden med den stribede trøje", eller spøgelset i Skramgården. Navnet Skulør skal Kristen Smed i Frørup havde givet det, hvad også kan være rimeligt, da dette udtryk stundom høres i folkemunde f.eks. Til et kreatur, der ikke vil lystre: "Dit skuløre asen!" altså om en, der gør fortræd. Dette er også forandret derhen, at man siger om et skarnagtigt dyr eller menneske: Det er et skulvejr. En del enkelte fortællinger om Skuløret er ikke medtagne, da de vist nok skyldes enkelte individers lyst til at overdrive, eller tydelige blandede sammen med andre sagn. Anders Rasmussen, gårdens fæster, beskrives som en for sin tid dygtig mand, hvorimod konen og sønnen Niels ikke duede meget. Sønnen fik aldrig gården i fæste, da han manglede penge, og først hans datter med Sofie Skram fik Skramhuset i fæste, gift med Hans Olsen. Nogle beskylder dem for, at de selv fortalte meget om spøgeriet, for at ingen anden skulle tage gården, men Sofie Skrams beretning, som hun gav med fuldt indtryk af, at det var sandhed for hende, modsiger dette, ligesom hun også viste sig besjælet af en vis gammeldags, barnlig religiøsitet.
At jeg har omtalt dette sagn så udførligt, har sin grund i, at det ubetinget er det østlige Fyns mest omtalte spøgeri. Skattegraveren har et par meddelelser derom, og jeg ved, at det i S. Grundtvigs samlinger også findes nogle optegnelser, de er dog alle for ufuldstændige.