Trunderup Friskole

| | | |
Dyrlæge Peder Jensen (1846-1913)Dyrlæge Peder Jensen (1846-1913)Trunderup Friskole ved Svendborg- Efter optegnelser af dyrlæge P. Jensen, Kværndrup

I vinteren 1851-52 begyndte gårdmand Jens Jensen i Trunderup, Kværndrup sogn, og hans hustru Ane Jensen, en hjemmeundervisning for deres ældste barn, som da var nået 7års alderen.

At disse ægtefolk bestemte sig hertil, var navnlig af den årsag, at moderen, som var påvirket af den ældre fynske vækkelse, under børnenes opvækst med inderlig bdrøvelse tænkte på at skulle dem i den offentlige almueskole. Denne havde moderen nemlig i meget bedrøvelig erindring fra sin egen skolegang, og hun syntes, at der kunne børnene lære alt ondt, men intet godt. Dette anliggende med børnenes undervisning lå således denne kvinde tungt på hjerte, og jo ældre børnene blev, desmer tyngede det hende at tænke derpå. Hun talte tit med sin derom, og i forening spejdede de efter en udvej, om det ikke var muligt at undgå at sende børnene i statsskolen. De så sig imidlertid ikke istand til at holde huslærer, og der syntes dem da ingen veje åbne udenom den offentlige almueskole.
 
Jens Jensen blev imidlertid opmærksom på en afhandling af etatsråd N.M.Spandet, hvor denne bl.a. påviste, at det var det mest naturlige, at forældrene selv underviste deres børn, og at skoleloven af 29de Juli l814 paragraf 18 hjemlede dem ret dertil. Da Jens Jensen læste denne afhandling for sin kone, var det, som der på en gang blev væltet en sten fra hjertet, thi den vej, hun og hendes mand havde spejdet efter, var jo dermed anvist, og hjemmeundervisningen med deres ældre barn blev begyndt ved den anførte tid.

Som foran fortalt (se andetsteds) havde Kold ved november l851 påbegyndt en højere bondeskole i Ryslinge, og da denne by kun ligger en mils vej fra Trunderup, stiftede Kold snart bekendtskab med J.Jensen og hans kone. Kold kom nu og da over at besøge dem, og samtalen faldt da naturligtså på den begyndte hjemmeundervisning, og han styrkede dem meget i den anskuelse, der havde bevæget dem til at tage fat på den, samt gav dem råd og vink med hensyn dertil. Senere ydede Kold selv og hans medhjælper Poulsen Dal, dem hjælp i deres gerning med børnene.
Da nemlig Kolds elever i den højere bondeskole rejste ved april l852, gik han og Poulsen Dal skiftevis hver lørdag over til Jens Jensens for at hjælpe til med undervisningen. Det var jo samme sommer, Kold oprettede friskolen i Dalby på Hindsholm, så han har været meget optaget. Den dag, Kold kom til Jens Jensens, var det imidlertid fuldt så meget forældrene som børnene, han havde i skole. Når han fortalte historie, tålte han end ikke, at Ane Jensen gik ud i køkkenet ved siden af stuen for at se til middagsmaden, hvilket dog var lovlig strengt, syntes hun, da hun lod døren ind til stuen stå åben og således nok fra køkkenet kunne høre, hvad Kold fortalte. Han fortalte også eventyr for børnene; men Ane Jensen kunne ikke forstå, hvad det var godt for, og spurgte f.eks. Kold om, hvad godt der kunne være ved et sådant eventyr som det om pigen, der gik til helvede efter sit brudesmykke. "Læg mærke til", svarede Kold, "at alt hvad pigen kom forbi på vejen, som manglede noget, gjorde hun godt, og hvad kan de ønske dem bedre end gøre godt hele livet igennem og ligesom pigen var dem for helvedes mad". Når de mindre børn under Kolds ophold hos J.Jensens var urolige og græd, ville moderen give dem sukker eller lignende ting for at få dem til at tie; men det syntes Kold ikke om: "børnene må ikke spise deres sorg ind," sagde han, "den skal fortælles eller synges bort". Men når de var arrige, ville han, de skulle have smæk over fingrene af et fint lille ris.

Således tog Kold sig af denne sag, og ved hvert nyt besøg spurgte han Ane Jensen om, hvad hun havde fortalt for børnene, siden sidst han var der. Når hun havde meddelt ham det, roste han hende. Da hun første gang fortalte bibelhistorie for børnene, valgte hun et lille stykke af Jesu Lidelseshistorie; moderen var bevæget ved at fortælle det, det rørte da også børnenes hjerter, og de gav sig til at græde, og da børnene græd, græd moderen med. Dette mente hun ikke var rigtigt af hende, men da hun fortalte det for Kold, roste han også dette og sagde: "når blot børnene kan komme til hjerteligt at le eller hjerteligt at græde, så er det godt".Siden fortalte hun de mest bekendte træk af den gamle pagt.

-En gang da Poulsen Dal var der, fortalte han for børnene om Thors rejse til Utgarde-Loke, og det indtryk, denne fortælling gjorde på de barnlige tilhørere, er endnu ikke, 33 år efter, helt udslettet. Dermed var da også Danmarkshistorien indført i undervisningen. Samtidigt øvedes børnene i kundskabsfagene og der blev efterhånden anskaffet forskellige hjælpemidler hertil, som landkort, forskrifter osv.

Imidlertid blev Jens Jensen valgt til folketingsmand i l852, og moderen var således for en stor del ene med børnene om vinteren. Kolds og Poulsen Dals hjælp måtte hun nemlig også give afkald på, da de om vinteren havde fuld beskæftigelse i højskolen. Arbejdet med at undervise børnene kunne da til sine tider falde hende svært nok, men hun blev ufortrøden ved; hun  sad ved sin rok og spandt og hørte på læsningen eller så efter med skrivningen, og der imellem fortalte hun historie for dem. Når J.Jensen selv ar hjemme, fortalte han bibelhistorien lidt udførligere efter L.K.Muller, han havde også anskaffet sig Barfods "Fortællinger af fædrelandets historie" til brug ved undervisningen i Danmarkshistorie.

Flere af J.Jensens børn var nu forlængst blevne skolepligtige, og derom vidste sognepræsten L. Feilberg, god besked. Når han en gang imellem kom ud til J. Jensens forældre, som deres præst, benyttede han lejligheden til med det samme at overhøre børnene, og han erklærede sig altid tilfreds med deres standpunkt. Det morede ham, at børnene var så fri, og han kom ofte i godt lune derved. En gang under et sligt besøg udtalte han imidlertid tvivl om, at det var lovligt således selv at undervise sine børn, og rådede J.Jensen til at søge om biskoppens tilladelse dertil, han ville gerne anbefale andragendet. Men det ville J.Jensen ikke indlade sig på, da han allerede anså sig berettiget dertil i henhold til den førnævnte lovparagraf. Præsten talte også om, at børnene skulle lære Balles lærebog udenad; men denne fordring omgik J.Jensen med den bemærkning, at dertil var de endnu ikke gamle nok.

Således gik det med hjemmeundervisningen i J.Jensens hus fra vinteren l851-52 og indtil loven af 2den maj l855 udkom, da fik J.Jensen i efteråret tilsigelse om at møde med sine 3 ældste børn til eksamen i Kværndrup skole, hvilket blev efterkommet. Det gik godt med overhøringen i alle fag, selv den mundtlig fortalte bibelhistorie vandt præstens bifald. Men nu blev der spørgsmål om religionsundervisning og udenadslæsning. J.Jensen sagde da straks, at børnene intet havde lært udenad, hvortil præsten erklærede, at Balles lærebog skulle de kunne. J.Jensen svarede, at den bog skulle børnene aldrig komme til at lære. "Ja, når de ikke kan Balles lærebog, så ved jeg ikke, hvad jeg skal spørge dem om", erklærede præsten, og han føjede til:" Balles lærebog skal de kunne, for den skal de konfirmeres efter, det siger loven". Hertil svarede Jens Jensen, at han tvivlede om, at nogen kunne tvinge ham til, at lade sine børn lære noget udenad; men skulle han endelig blive tvungen dertil, så skulle det - derpå tog han C.F. Balslevs "Lærebog for den ukonfirmerede ungdom" op af lommen. - blive denne, de skulle lære. Præsten kendte den ikke, men mente, det var muligt, at "Jens" ved et andragende til bispen kunne få tilladelse til at benytte den. Men heller ikke dette ville "Jens" indlade sig på, for, sagde han, det var muligt, den i en nær fremtid ville blive autoriseret, det havde allerede ligget for i rigsdagen. Præsten ytrede sin forundring over, at en sådan sag skulle afgøres af rigsdagen, men så meget ville han endnu sige, "at vil "Jens" ikke underkaste sig den autoriserede lærebog, så må "Jens" træde ud af folkekirken", hvortil J.Jensen svarede, at han ville ikke træde ud af folkekirken, og han håbede, præsten ikke ville tvinge ham ud. Således faldt ordene mellem Jens Jensen og sognepræsten i Kværndrup, og da denne havde erklæret, at han, når børnene ikke kunne Balles lærebog, ikke vidste, hvad han skulle spørge dem om, tilbød faderen at spørge dem. J.Jensen gav sig da til at tale med dem, og præsten hørte roligt derpå uden at rose eller laste; dermed var så den eksamen endt. Men Jens Jensens undervisningsmåde tildrog sig ikke alene opmærksomhed overfor præsten, børnene i Kværndrup skole lagde også mærke til den, særlig hørte de med forundring  på, at hans børn "fortalte" bibelhistorie, og på hjemvejen overhængte de dem for at fortælle mere. Den følgende vinter l855-56 forløb uden at der blev gjort nogen forandring ved den begyndte undervisning, først henad foråret l856 blev der tale om at oprette en friskole i Trunderup.

Kold var virksom ved dette foretagende. Han talte med gårdmand Rasmus Hansen i Trunderup om at overlade en stue til skolestue, hvilket denne også gjorde, imod at han fik sine 2 plejesønner underviste i friskolen. Foruden disse og Jens Jensens børn, kom der  børn i skolen fra følgende fædre; gård mændene Henrik Lundsgaard, Trunderup, Hans Nielsen, Ravndrup mark, husmand Niels Madsen, Sandager mark og boelsmand Salomon Brun i Gislev. Skolen begyndte den 1ste maj l856 med 20 børn og med Poulsen Dal som lærer. Kosten fik han hos R.Hansen og løn som anført s. 15. Det nødvendige skoleinventar købte og betalte Jens Jensen, og om vinteren leverede de af deltagerne, som var gårdmænd, ildebrænsel til skolen.

Friskolen i Trunderup var nu genstand for forældrenes opmærksomhed i fuldt mål, idet der jævnlig var nogle af dem tilstede for at høre på undervisningen; men også udenfor skolekredsen var adskillige blevne opmærksomme på den og aflagde den nu og da et besøg for at lære den at kende. Børnene glædede sig ved skolegangen og ved Poulsen Dals opfindsomhed til beskæftigelse for dem i fritiden. Han lærte dem at spille dam, skak, tavl m.m. Hen på sommeren læste han Ingemanns "De underjordiske", og senere "Prinds Otto af Danmark" for dem. Han anskaffede forskrifter til skolen, som han klæbede op, samt lavede et stativ til en globus, endvidere kolorerede han bibelske billeder,som endnu efter 28 års forløb findes i skolen.

Den 15de oktober l856 afholdtes den første eksamen i friskolen, og i den anledning gav præsterne i Kværndrup og Gislev møde, der var nemlig lige mange børn fra hvert af disse to sogne - endvidere var alle børnenes forældre tilstede. Læreren havde fremlagt lister over børnenes navne med plads til vedføjelse af karakter for hvert enkelt fag, hvilke lister begge præster trolig udfyldte. Kun for geografiens vedkommende skrev de i almindelighed:"læreren bruger en meget god måde at undervise i geografi på, og børnene svarede meget godt". I det hele syntes begge præster vel fornøjede, kun i indenads og udenadslæsning stod frisko lens børn tilbage, erklærede de.Udenadslæsningen savde de jo, undtagen forsåvidt et enkelt skriftsted var lært, og måske har indenadslæsningen ikke været flydende nok. Egenlig klage over nogen del af undervisningen fremsatte de ikke, de viste snarere velveilje om end på en egen måde, idet de ikke syntes at ville bemærke enkelte formentlige fejl. Følgende træk fra nævnte eksamen skal endnu meddeles. Da de ældre børn havde fortalt bibelhistorie, hvorved pastor Feilberg var kommen i d helt godt lune, vender han sig mod skolens allermindste drenge og siger:"de små der kan da ikke fortælle historie vel?" "Jo, svarede en af disse småfyre nok så tappert, "jeg kan en om en heks". Det var naturligvis eventyrene, der gik ham i hovedet; men således ville præsten ikke forstå det, - han tænkte måske, det ville være ubehageligt for læreren, at få det opfattet således -, og præsten sagde meget alvorligt:"nå, han mener vel heksen i Endor".

Om efteråret l856 forlod Poulsen Dal friskolen for at gå til sin gerning i højskolen, og en elev fra den højere bondeskole  i Dalby, Niels Jørgensen, kom i hans sted; men efter høsthvilen i l857 gik han som lærling til Jelling seminarium og en anden af Kolds lærlinge, R.J.A. Geltzer, kom da til friskolen som lærer. I disse to læreres tid vandt skolen en vis offentlig anerkendel se, idet Kværndrup sogneråd - hvori der ikke var nogen af friskolens egentlige venner - fik enkelte forsømte børn fra Kværndrup skole optaget i friskolen.
Efter høsten l858 fik friskolen sin fjerde lærer, også en af Kolds lærlinge, Mads Hansen fra Egebjerg ved Svendborg, - Niels Jørgensen var fra Dalby på Hindsholm og Geltzer en sønderjyde. Samtidig med dette lærerskifte blev der indrettet skolestue i Henrik Lundsgårds stuehus i Trunderup by, Rasmus Hansens gård, hvor skolen hidtil havde været, lå lidt ude på marken. I de første 2 a 3 år holdt børneantallet sig omkring de 20, og det var for største delen fra de samme familier, men efterhånden gik antallet over 20. Sognerådet søgte og fik atter børn fra sogneskolen optagne i friskolen.

I l859 kom Fyns bisp til Kværndrup på visitats , og Mads Hansen blev da tilsagt at møde med friskolens børn i Kværndrup skole til over høring. Her læste børnene for bispen, og deri bestod det hele, ti bispen vendte sig nu til læreren med det spørgsmål, om han lærte børnene noget "dansk". Dette spørgsmål misforstodes af læreren, og denne misfor ståelse opfattedes af bispen som tegn på den sorteste uvidenhed. Resten af eksamen blev nu en overhøring af selve læreren i dansk sproglære, hvor det ikke faldt bispen vanskeligt at køre ham fast. Da dette var sket, gav bispen Mads Hansen en art formaning, hvis slutning lød omtrent som så:" tænk på, unge mand, hvad de gør", og derpå stak bispen den af læreren medbragte liste over børnenes navne i lommen. Hvad børnene kunne, fik bispen således ikke at vide, men til gengæld opdagede han, hvad læreren ikke kunne, dvs. hamle op med ham i dansk sproglære.

Samme sommer fik Mads Hansen imidlertid påny tilsigelse om at møde med friskolens børn i Kværndrup skole til overhøring  af provsten. Man troede den gang at forstå, at provsten, på grund af bispeeksamens udfald, havde fået sit tilhold af bispen om bedre at holde øje med skolerne i sit distrikt. En høflig, skriftlig anmodning fra Mads Hansen om at få prøven afholdt i friskolen blev afslået, og han mødte da med børnene i Kværndrup skole. Hvis provstens ord ved denne lejlighed mindes ret, så skulle denne overhøring netop foregå i en offentlig skole for sammenligningens skyld. Provsten prøvede nu børnene temmelig indgående, og hans erklæring gik ud på, at friskolens børn i det hele taget stod over den offentlige skoles. Udfaldet af provste- og bispeeksamen var således hinanden aldeles modsat. En tredje eksamen i samme halvår blev holdt den 2den november af sognepræsten.

I l864 skiftede Trunderup friskole lærer 2 gange, idet sønderjyden Nis Hansen, en lærling af Kold, var lærer fra 1ste april til 1ste juli  og fra 1ste juli af overtog sønderjyden Peder K. Juler lærergerningen. Han var seminarist fra Blågård. Straks efter at han var kommen, tog militæret H. Lundsgårds stuehus, hvor friskolen holdtes, i brug til sygehus, og skolens ejendele blev uden videre kastet ud. Denne uventede, noget brutale fremfærd i forbindelse med det almindelige tryk, krigen medførte, var ikke fri for at forknytte enkelte af friskolefolkene, og der hørtes endog en enkelt bemærkning om, at man vel helst med det samme måtte opgive ævret. Men såsnart  Jens Jensen fik at høre fremgangsmåden med friskolens inventar, lod han det samle op og køre hen til sig, samt overlod sin havestue til skolestue. Her forblev så skolen resten af denne sommer, men da J. Jensens gård ligger ude på marken, og denne beliggenhed ikke var heldig, blev skolen atter flyttet tilbage til Trunderup by, hvor gårdmand Jens Hansen afgav sin havestue til skolestue. Friskolen havde nu vunden stor fremgang, i foråret l864 havde den 44 skolesøgende børn.

30te september l864 bragte den lovbestemmelse, der gav forældre, hvis børn ikke søgte den offentlige skole, ret tiil fritagelse for overhøring i religion, når børnene mødte til overhøring i distriktets skole, og ret til at vælge en i folkekirken ansat præst eller residerende kapellan til at foretage denne overhøring med børnene. Ikke lang tid efter at denne lovbestemmelse var udkommen, afholdt sognepræsten i Kværndrup, Rotbøll, der havde afløst Feilberg, den sædvanlige halvårlige eksamen i friskolen. Da han havde hørt børnene i alle kundskabsfagene, sagde han til læreren, at nu var friskolens børn jo fri for overhøring i religion. Hertil svarede Juler, ja, skønt han i grunden ikke rigtig vidste besked dermed, men derved blev det, og der fandt da ingen overhøring sted i religion.

Men nogen tid efter modtog Juler et brev fra præsten med tilsigelse om at møde i den offentlige skole til provsteeksamen med alle friskolens børn og medbringe en liste såvel over børnenes som forældrenes navne, samt en opgivelse af det afsnit af religion, der var gennemgået i det sidste halvår. Da Juler havde læst brevet, henvendte han sig til til Jens Jensen med spørgsmål om, hvad han skulle gøre ved den sag. Jens Jensen rådede til at gøre det mindst mulige, blot lave en navneliste over børnene, og når forældrene så blev underrettet derom, mødte de nok med børnene til eksamen og svarede til resten.

Altså den bestemte dag mødte friskolens børn og deres forældre i Kværndrup skole. Da nu provsten spurgte efter den i brevet til Juler forlangte liste over forældrene, trådte først Jens Jensen frem og gav provsten oplysning om, hvormange børn, han havde der, samt hvem de var, og hvor gamle de var, og efterat han havde givet disse oplysninger, sluttede han med at sige:" dem bærer jeg ansvaret for". Provsten tog helt vel imod dette, men da nu den ene efter den anden af de tilstedeværende fædre mødte frem med lignende oplysninger, mærkede han nok, hvad det var for en liste, han fik, at den var spillevende og ikke af papir, og han brød da skyndsomst forestillingen, idet han begyndte overhøringen. Med denne gik det nu meget godt, indtil der til slutning blev spørgsmål om religionen. Provsten spurgte nu Juler, hvad der i det sidste halvår var gennemgået i religion, hvortil Juler svarede, at der ikke var gennemgået noget bestemt, han talte kun med børnene derom, når han følte sig plagt dertil. Provsten var ikke tilfreds hermed og bemærkede, at "præsten kan ved de halvårlige eksaminer forlange, at der skal være gennemgået et vist pensum". -Imens provsten og Juler talte herom, befandt præsten og Jens Jensen sig lidt afsides, og denne tog nu loven af 30te september l864 op af lommen, idet han ganske lavmælt sagde til præsten:"hvis det skal tages så strengt, som det synes, provsten forlanger det, så kan vi blive nødt til at benytte os af denne lov; men viønsker helst, at det kunne gå roligt, som hidtil!" Præsten studsede lidt ved dette. "Det er nok den disdst udkomne lov",  sagde han, "ja, nu skal jeg tale med provsten om det". Og dermed kom så sagen til at bero, siden har der ikke været talt mere om den ting, og skolen har gået sin jævne, fredelige gang, fri for myndighedernes kritiske eftersyn. Kun de halvårlige prøver, hvor udskrivningen af skolen finder sted, har været afholdt.En henvendelse længer hen i tiden fra bispen, om man ønskede, han skulle komme til stede i skolen, besvaredes derhen, at man intet ønske havde i den henseende, men at der forøvrigt intet var til hinder for, at han besøgte skolen for at overvære undervisningen. Han kom ikke.

Sådanne kår havde friskolen i Trunderup. Fra l864 og indtil friskolen ved Gislev blev bygget, var skolebørnenes antal størst, men Gislev friskole optog nu børnene fra dette sogn; antallet var i en lang årrække fra 30 til lidt over 40. I sommeren l866 var Juler soldat, og undervisningen i friskolen besørgedes i den tid af en af Jens Jensens sønner, nemlig meddeleren af disse efterretninger om den, han er en af friskolens ældste elever og en elev af kold.

Efterat skolen som foran anført havde skiftet plads mange gange, fik den i l868 en fast bolig, idet Juler i nævnte år købte 11/4 skp. land og lod derpå opføre en bygning på 8 fag til skole brug og beboelseslejlighed. Foruden den frivillige kørsel og andet frivilligt arbejde, der ydedes, kostede dette foretagende 1502 kr. Den ny friskole blev indviet den 1ste september l868. Juler ejede altså selv skolebygningen med have, ildebrændsel leveredes fremdeles frit af kredsens medlemmer, pengelønnen var ubestemt.

Imens skolen var i Jens Hansens gård, begyndte Juler at holde aftenskole og aftenmøder  medden voksne ungdom. Dels underviste han i kundskabsfagene et mindre antal, dels samlede han hele kredsens ungdom til fællesmøder med sang, fortælling og oplæsning, særlig blev lørdag-aftnerne anvendt til fællesmøder.. Det var noget nyt og fremkaldte et sådant tilløb af nysgerrige fra byen, at der blev taget særlige forholsregler for at blive det kvit. Men forøvrigt gik både det ene og andet slags af denne aftenskole, som Juler vedblev med i de 18 år, han var i Trunderup, rigtig godt. En lørdag aften i vinteren l865-66 kom kaptajn Edvard Nielsen fra Nyborg tilfældig tilstede og talte om oprettelsen af skytteforeninger. Dette slog an i enkelte af de unge, så stedets skyttekreds begyndte måske sin første dannelse der, ligesom også Jens Hansen blev og er endnu dens kredsforstander. Skytteforeningen kom imidlertid efter at have arbejdet livligt i flere år, til at føle savnet af et samlings sted til vinterøvelserne, og i l875 opførtes da et øvelseshus. Skyttekredsen, der opførte dette, fik lærer Julers tilladelse til at opføre det som tilbygning til friskolen, således, at det kom til at stå i forbindelse med skolestuen; det kostede at opføre 578 kr. Heraf var de 400 kr. et lån fra amtsskytteforeningen, resten frivillige bidrag fra skole- og skyttekredsens medlemmer, dels i penge, materialer og arbejde.

Da Juler, som var skolens første gifte lærer, mistede sin hustru, ønskede han at afhænde skolebygningen til kredsen. Denne købte da friskolen i l880 for 1400 kr., hvilket beløb blev frivillig sammenskudt af skolekredsen; det blev tillige ordnet således, at denne overtog  øvelseshuset, der var tilbygget friskolen, og som skyttekredsen hidtil havde været ejer af. Der oprettedes nu vedtægter for skolekredsen ifølge hvilke alle  skolens anliggender ordnes af en på almindelig måde valgt styrelse, og der holdeshalvårlige generalforsamlinger, hvor skolelønnen betales. Denne er bestemt til mindst 400 kr., foruden ildebrændsel, bolig og have. Efterat have afhændet skolebygningen holdt Juler endnu skole i Trunderup i 2 år; den 1ste oktober l882 fik da friskolen sin syvende lærer.

-Skolekredsen tæller nu nogle og treti medlemmer, idet der til disse regnes ikke alene de forældre, som har børn i skole, men også de, som ved årlige bidrag støtter den, samt endelig de, der ydede bidrag ved købet af skolen i l880.