Provst Christopher Wielandt (1681-1729), Vester Skerninge

| | | | | | |

Forfatter til sognehistorie, pastor L. Bøttiger og frueForfatter til sognehistorie, pastor L. Bøttiger og frue  Ved Christopher Wielandts bryllup i 1682Ved Christopher Wielandts bryllup i 1682Provst Christopher WielandtProvst Christopher WielandtVester Skerninge byVester Skerninge byAf pastor Bøttiger, Vester Skerninge

Faderen var kongens skomager Jochum Wieland (død 1681), som sammen med 3 værkfæller 1650 fik bevilling af Christian IV til at "brænde" korduan (et slags fint læder), og som formenes at være udvandret fra Villands (!) i Skåne før afståelsen 1658. En borgmester Wielandt i Malmø blev henrettet på byens torv for sin troskab mod den danske konge. Eller også nedstammede han fra gården Villand i Hallingdal ved elven Urunda, en højtliggende bondegård med tingstuen, som gennem århundreder ejedes af en slægt, som tog navn efter gården og var berømt - eller berygtet - for mange slagsmål og kæmpekræfter, hvorom endnu lever sagn i bygden.

Forøvrigt træffes navnet også i Tyskland, båret af digteren, præstesønnen Christopher (!) Wieland, født 1733 i Würtemberg, død 1813.

Yvonne Wielandt har gjort følgende bemærkninger: Pastor Bøttiger skriver, at .., Jokum Wieland, udvandrede fra Sverige og at en slægtning til Christoffer, en borgmester Wielandt i Malmø, blev halshugget. Ifølge en slægtshjemmeside om Wielandt slægten er dette ikke korrekt. Jokum Wielandt udvandrede fra Nurnberg, og borgmesteren, som beskrives under Jokums barnebarn, Joachim Wielandt (bogtrykker), var godt nok en slægtning, men hans navn var Batolomæus Michelsen Haagen. Du kan finde oplysningerne på følgende link: http://pagesperso-orange.fr/familien.agerbaek/html/wielandt_joachim1690.html (Citat: "Cancelliraaden bemärker i en skrivelse til Universitetet, at een af hans familie, Borgmester i Malmö, er bleven henrettet paa torvet i Malmö for sin troskab mod den danske sag (Konge) Borgmesteren var Batolomæus Michelsen Haagen, hvorledes familieskabet er vides ikke", citat slut)
og om Jokum Wielandt (skomageren) på
http://pagesperso-orange.fr/familien.agerbaek/html/wielandt_jokum.html
Da det ikke er mig selv, der har lavet hjemmesiden, skal jeg selvfølgelig ikke afvise oplysningerne om Jokum Wielandt. 

Nyt: Jens V Bruun har sendt denne kommentar med link: Provst Christopher Wielandt (1681-1729), Vester Skerninge
I denne beskrivelse nævnes Bartolmæus og at han blev henrettet i
Malmø.
Det er korrekt Det står i Nyrups bog fra 1817 og et uddrag om selve
henrettelsen kan læses på www.bruun-richardt.dk under Joachim Bruun´s
levned.

http://www.bruun-richardt.dk/

Christopher Wielandts kaldsbrev 19.2. 1681Christopher Wielandts kaldsbrev 19.2. 1681Vor Christopher var født i København ifølge embedsbog 1646, efter Wiberg 1647, student 1668, kaldet 19. februar 1681 til præst i Vester Skerninge- Ulbølle, ordineret 13. april 1681, magister 1700, provst 1713, død 14. december 1729, 82-83 år, begravet 21. december. Måske den næstældste af alle egnens præster.

Hans hustru Pernille Jakobsdatter var provstedatter fra Horne, 20-21 årig ved giftermålet 1682, begravet 16. januar 1721, 59½ år gl., i Vester Skerninge kirke i en egekiste, "hvoraf efter forordning blev det foresatte betalt"; - samme år blev påbudet fra 1718 om egekisters 2 rdl.s akcise på landet hævet, men 1766 kom forbud mod egeligkister, - ubelejligt for de 22 familier i Ærøskøbing, der havde 28 stående færdige. - "Egekiste", "bøjekiste" eller "fyrkiste" noteres altid i kirkebogen omkring 1720.

Wielandt, som selv skrev sit navn snart med, snart uden "t", havde 9 børn, hvoraf de fleste havde 2 fornavne, - en nyere navneskik; thi tidligere brugtes i alle stænder kun ét fornavn; - selve konge, Christian IV, var den første, der efter udlandets eksempel gav sine mange uægte børn to navne; kun et par tvillinger måtte nøjes med et hver; - 

Wielandts børn var:

1) Marie Christina, født 1683;

2) Anna Lisabeth, født 1685, død 1712, gift med præsten Knud Werchmeister i Vejlby på Fyn, død 1729.

3) Jacob Ludvig, født 1686, student og degn i Espe-Vantinge 1736, død 1739.

4) Joachim, født 1688, døde 1766, præst i Fjeldsted i Fyn 1716, gift 1) med svogeren Werchmeisters søsterdatter og 2) med svogeren v. Havens søster. De fik 6 børn.

5) Barbara Cathrine, født 1690, død 1732, gift 1716 med præsten Windekilde i Lynge på Sjælland, død 1760. De fik 9 børn.

6) Christian, født 1693, død som ung.

7) Elsebeth Cathrine, født 1694, viet 1727 ved kongebrev af sin broder Joachim til kornet (fændrik ved rytteriet) Johan Hieronymus Friederichsen (ryttere lå da indkvarterede hos sognets bønder).

8) Birgete Marie, født 1696.

9) Maren, født 1697, død 1774, gift 1725.

Jacob Ludvig i Espe var søgt vidtom som "klog degn" til at kurere folk og fæ, fortolke loven m.m.; igennem hans mandlige efterkommere, hvoraf nogle skrev sig Vilandt eller Vielandt, blev efternavnet båret vidt ud i verden. Til Antwerpen og Berlin, Amerika og Kina, - og langt frem i tiden, indtil vore dage; - hans sønnesøns søn var en i sin tid bekendt patriotisk sønderjyde, møller Vielandt i Gram, Hans Krügers ven; af dennes sønner var en kejser Vilhelm II's hofingeniør, en anden fyrmester ved Skjoldenæs fyr til 1889, en tredie læge i Ribe; og blandt hans sønnesønner var dampskibsfører Ejnar Wielandt, udgiver 1911 af "Register over Slægten Wielandt".

Vester Skerninge kirkeVester Skerninge kirkeBlandt fadderne ved ovennævnte provstebørns dåb var adelsmændene Knud Krag på Rødkilde og Axel Juel fra Højrupgård. Provstens egen slægt i København var kun repræsenteret 1685 af Peter og Samuel Wielandt - derimod hans hustrus af mange, rundt om på Fyn bosatte medlemmer; hun havde nær- og fjerntbeslægtede frænder i mindst 15 fynske præstegårde (i Fåborg, Odense, Assens, Nr. Broby, Vester Åby, Ollerup osv.) og blandt bekendte læger, lærere, borgmestre og købmænd i Fåborg og Odense; hendes moder var odenseansk professordatter og biskop Hans Mikkelsens plejedatter, og hendes ældre søster Karen var gift med borgmester Peder Blanckenborg i Odense (utvivlsomt den "Peder Knudsen Bl.", som var søn af borger i Odense Knud Blanchenborg og 1670 fik som ridefoged på Hvedholm Bederslev kongetiende efter sin broder Baltzer). Den slægtning af provstinden, der vides mest om, er hendes moders stedsøster i Fåborg, den bestemte og mandhaftige "Madame" "Karen Borgmesters", som sikkert tit har været i Vester Skerninge præstegård, og som i sin enkestand fortsatte mandens handel med dygtighed og stadigt havde mellemværende med provsten, idet hun købte hans korn og solgte ham kolonialvarer; "min højtærede søster Mad. Karen Achthonia sal. Jakob Jørgensens" kalder han hende ifølge tidens udvidede brug af søsternavnet.

Under Svenskekrigen da hendes fader, provst Achton i Nr. Broby havde givet sin avlskarl, der mest af ondskab med sin le havde hugget hovedet af alle præstens ænder, da han slog græs i engen, et livfuld hug og derefter jaget ham på porten, hævnede denne sig med at gå i svensk tjeneste og give svenskerne anvisning på præstegården til grundig udplyndring.

Provstinden med børnene måtte søge tilflugt i kælderen; karlen fik øje på dem, greb fat på den lille Karen og truede med at ville gøre hende ondt; men hendes fader "traktes" så længe med karlen om hende, at denne måtte slippe. Datteren beholdt dog men deraf: "hun følte det endda", sagde hun som gammel kone.

Som voksen blev hun gift med borgmester i Fåborg, Jørgen Pedersen og efter dennes død 1675 med borgmester Jakob Jørgensen, der var kommet til byen "som fattig gesel, uden at have klæder på kroppen", men hvem hun bragte en anseelig formue, så at han 1696-98 kunne stifte Fåborg Hospital for 8 borgerenker eller andre fattige.

Ved slægtskabsforbindelse med præstekonen og 4 rådmænd i byen dannedes om borgmesterfamilien et mægtigt parti, "Svogerskabet", "der med mønsterværdig endrægtighed fremmede egne interesser og ubarmhjertigt søgte at knuse al modstand"; - således 1680 da magistrat og borgerskab indgav et ydmygt bønskrift om skatternes ligeligere fordeling, og det fornærmede "Svogerskab" derfor sagsøgte borgerne, - hvad dog endte med forlig.

Sagnet fortæller om Karen Borgmesters, at, da der gik ild i hendes hus på Vestergade, samlede hun sit værdifulde sølvtøj, og, formenende i sin forfjamskning, at hun havde det i sit forklæde, ilede ud af det brændende hus, men fandt, at forklædet indeholdt - tørv!. Sønnen Jørgen Jakobsen blev også borgmester i Fåborg.

Vester Skerninge PræstegårdVester Skerninge PræstegårdPå Landsarkivet for Fyn opbevares en protokol, som 1665-68 har været kopibog for den daværende generalfiskal Chr. Pedersen på Rødkilde til indførsel af kgl. befalinger; men som efter hans grundige fallit på en eller anden måde er havnet i præstegården og der benyttet af præsterne Wielandt og v. Lambert til optegnelser om præstegården og dens drift med dertil hørende regnskaber og akkorder, samt om private forhold 1681-1734.

Af de sidste meddelelser, som giver et indblik i provstens personlighed, hans børns opdragelse og hans familiekreds, kan skønnes, at Wielandt har været en god økonom, med orden i sine sager, forsigtig og nøjeregnende med sine penge.

Wielandt holdt "præceptorer" (huslærere) til sine børns, særligt sønnernes, undervisning. (Løn: 20-28 sletdaler årligt). Heri deltog svogeren, borgmester i Odense P. Blanckenborgs søn Jakob i 4½ år 1692-97; svogeren havde "lovet at fornøje for sønnens kost, seng, klædetvæt, ild, lys og behørigt tilsyn og røgt, men betalte intet".

"14.12. 1694  ville søster (d.e. svigerinde) Karen endeligt beholde min datter Anna Elisabeth (da 9-10 år) hos sig, hvor hun forblev til Mortensdag 1695" - og - "1695 kom Marie Christine (da 12 år) ud til Odense at gå i syskole, og er 10 uger forskrevne tid mine 2de børn har været i svogers hus afkorter jeg efter advenant (d.e. forholdsvis) ligesom han for sit barn betaler".

Da Wielandts to ældste sønner (17 og 15 år gl.) 1703 kom i onklens hus for at gå i Odense Gymnasium til deres dimission St. Hans 1705 og imidlertid nød der kost, kammer og seng, hvortil Wielandt selv "skaffede lagener, puder og overdyne", "skulle for dem i lige måde ske tilbørlig afkortning".

Det synes at fremgå, at der har været smalhals hos borgmesterens. "27.7. 1704 lånte jeg søster Karen Blankenborg på en sølvskål og 2 sølvfade 50 rixd. kroner imod tilbørlig rente efter hendes derpå givne seddel"; - "i oktober endnu 60 rixd. på hendes guldarmbåd, hun derimod forseglet leverede mig, imod tilbørlig rente"; "5.2. 1706 bekom min søster 50 rixd., ..(?) blev i en liden læderpung forseglet leveret mig, på ½ år, imod tilbørlig rente, enten det er for hende selv eller anden, ved jeg ikke"; - "1706 okt. er forskr. penge af søster betalt mod pantes aflevering."

Wielandts broder Peter var privilegeret islandsk købmand i København og døde 1702. Efter hans enke Margrethe f. Dobbelstein (Daabelsten, Dabelsteen) indstændige begæring tog Wielandt 1703 hendes to ældste sønner Joakim (Jokum) født 1690 og Thomas i sit hus "at lade informere", imod hendes løfte at betale 30 dl. årligt til læreren, hvorved Wielandt nødtes til for deres skyld at beholde præceptoren Rasmus Winther (Søn af præsten Føns og Karen Knudsdatter Blanckenborg fra Odense, teologisk kandidat 1697, rektor i Fåborg 1705, præst i Ørbæk 1710) længere end nødvendigt til hans egne børn, fæste en tjenestepige til, volde sin hustru og hjemmeværende datter Anne Elisabeth mere besvær og selv afse en del af sin tid til at undervise dem i tysk, fransk, regning og skrivning, "ligesom han havde gjort med sine egne børn". Men "da min broderkone blev vred på mig, fordi jeg protesterede mod, at hun havde solgt sin gård og ulovligt skaltet og valtet til skade for sine børn", tog hun allerede maj 1704 sine sønner hjem til sig, uden at betale for dem, hvorfor Wielandt fandt, "at han havde været som et lys til at tjene andre, men fortære sig selv". Til rivningen bidrog også tantens "usømmelige forhold" til Marie Christine, der i 8½ år (fra sit 14.!) havde "forestået huset" i København og "ikke længere kunne holde det ud", hvorfor hun rejste hjem april 1704.

21. juni 1704 kom dog Wielandts broderkone med sine børn til Vester Skerninge til Anne Elisabeths bryllup "og gav da min kone en sølvkande på 23 lod: det var betalingen for hendes 2 sønners ophold her et helt år".

Da enken døde 1711 af pesten i København, hvor en tredjedel af byens befolkning døde, skrev Wielandt, at "det foreg. måtte være ganske dødt", og slog en streg over det i protokollen nedskrevne.

At Wielandt kunne være villig under andres uvilje, viser følgende:

Ulbølle kirkeUlbølle kirke"1720 Mariæ Bebudelsesdag blev et barn døbt i Ulbølle, som på hedensk vis var gået hen uden dåb og kristendom på 4. år. Et "quindemenneske" Anne Hansdatter, som 13 år havde tjent i Fåborg, havde ladet sig forlede (til) uden pas og bevis at gå med en skalk, som gjorde hende vis på at han ville ægte hende, endog han havde både kone og børn på Langeland. Med hvem hun havde løbet omkring og avlet i hor 2 børn; det ældste var udøbt, det andet døbt i Randers, hvorom hr. biskop Lodbjerg gjorde sig megen umage for at få vort kundskab; der dette var erholdt, blev quinden tilladt at afsone sin synd i Fåborg, og med det udøbte barn blev det så anordnet af biskoppen, at det skulle lidet undervises og da døbes, hvilket også skete; men, som præsten i Vester Åby, i hvis menighed moderen med barnet opholdt sig hos hendes forældre, ikke ville døbe det, forrettede jeg det i Ulbølle kirke i mange fornemme og adelige folks overværelse, hvor da af Pejrup var beskikket nogle folk til vidner; få dage derefter løb den slemme taske bort igen med det slemme menneske og tog begge børn med. Så bliver skarn skarn, i hvad der betroes dem. Af biskoppen blev det anordnet over det hele stift, at de onde mennesker skulle angribes, hvor de kunne træffes".

Wielandt "en udmærket dygtig, beskeden og forsigtig mand", var desuden lærd, stadigt studerende, med en stor bogsamling. I svigersønnens rimeligvis arvede bibliotek fandtes "sl. provst Wielands manuskript over Apokalypsen, 2de vol. (bind)", solgt underhånden for 35 rdl. - hele svigersønnens efterladte bogsamling solgtes ved auktion i Odense for godt 125 rdl, skønt vurderingen kun lød på 74 rdl.

Samlingen var sandsynligvis tilvejebragt af provsten ved hjælp af brodersønnen i København, Joakim Wieland, som i sin barndom havde været undervist i Vester Skerninge af provsten, og som (student 1707) blev privilegeret bogtrykker og -handler 1719 (foruden forfatter og poet og 1726 justitssekretær i højesteret, kancelliråd, død 1730) og vides oftere at have modtaget pengeforsendelser fra onklen.

Dog var der også, mindst fra 1671, årligt bogsalg i St. Knuds kirke i Odense ved bogførere fra København. (Den første faste boglade i Odense 1680 bestod kun et par år).

Da brodersønnen tillige var kgl. privil. avisudgiver, er det tænkeligt, at hans danske avis (fra 1719 - senere "Berlingske Tid", hvoraf 1806 udsendtes 3159 eksemplarer, hvoraf kun 1 til Fåborg) også er nået til Vester Skerninge præstegård; - tidligere måske andre aviser, - især da postvæsenet forbedredes 1694 og 1711 med postrute fra Nyborg til Svendborg.

1666 udgik Anders Bordings første danske, månedlige 4 siders avis (på rim!) og 1673 den første ugentlige; - når biskoppen i Odense 1657 betalte "for aviser", må det have været tyske, som var af flere års ældre datum end de danske.

Fynske aviser udkom først længe efter Wielandts tid: ca 1740-47 "Ugentlige Provincial Notifikations Liste", 1747 "Landløberen", 1772 "Kgl.priv. Adresse-Contoirs Efterretninger" (53 årlige Nrr. à 8 sider, i lommeformat, senere kaldet "Fyens Stiftstidende") og 1780-1868 "Fyens Avis".

Wielandts akkord 1682 med murer Jens Christensen ang. ombygningen af Vester Skerninge præstegårdWielandts akkord 1682 med murer Jens Christensen ang. ombygningen af Vester Skerninge præstegårdI præstegården ombyggede Wielandt stuehuset ca. 1682 (- 24 fag med 11 alens dybde og af svært, c. 7-8 tommers fuldkantet eg - ) og det vestre udhus 1697, samt søndre længe med port. Avlen havde han - ligesom formanden - bortforpagtet. Til gården hørte ca 150 jordstrimler i Nørre-, Sønder-, Øst- og Vestmarken; så vidt spredte lå da gårdens lodder.

Til kirkerne skænkede Wielandt en sølv-oblatæske, og til embedet en berettelsekalk med disk i læderfuteral- Æsken har til inskription: "Gud til Ære, V. Skierninge og Ulbølle Kirker til Tjenneste. Ao 1698. Gifven af Mag Christopher Wielandt, Sogne-Præst". - og nedenunder på latin: "bevidnes til Faderens Ære. J.W". (d.e. Joakim Wielandt); - på bunden er svagt ridset: "L. Crukow, 1746". På kalken står indgraveret bogstaverne P.J.S. og M.A.D., et efter kendere ikke adeligt, dobbelt våbenskjold med et træ i det ene og en fugl i det andet felt, årstallet 1667 og: "Kjøbt og foræret til Tienneste for V. Skierninge og Ulbølle Menigheder af Mag. Christopher Wielandt; bevidnes til Faderens Ære. J.W. Ao. 1738". -

Fra Wielandts tid er den ældste eksisterende kirkebog (1681-1760), ført af ham med tydelig skrift og tillige indeholdende fra en senere præstehånd "Optegnelser om Sognepræster fra Reformation til 1841", "Om Præstegaarden og om Kvægpesten".

Da der allerede 1646 var udgået streng kgl. befaling til præsterne om at føre bog over fødte, ægteviede og døde, hvis de ikke ville afsættes, og, at det var indskærpet på synoderne, må der have været en fortegnelse i eller uden bogform før Wielandts tid, som er gået tabt. Fra Wielandts pen er flg. 2 kirkebogsnotitser: "Sept. 1707 døde Morten Mortensens Hustru i hendes Alders 32 Aar, som omkom i den ulykkelige Ildebrand, hvorved Gaarden brændte", - og "12.-12- 1705 døde David Meisner i hans alders 100 aar".

I en årræke indtil 1863 døde i Vester Skerninge- Ulbølle 1 over 100 år gl., 8 mellem 90-99, 47 ml. 80-89, 47 ml. 70-79, 20 ml. 60-69, 6 ml. 50-59, 2 ml. 40-49, 2 ml. 30-39, 0 ml. 10-29 og 6 under 10 år.

Wielandt var 3. oktober 1687 med ved biskop Kingos indvielse af kapellet på Valdemars Slot og som provst indrettede han en liden enkekasse for præsteenker i herredet, samt førte forsædet ved flere provsteretter: 1713 ang. et brev fra præsten Hoff i Svanninge; 1717 vedk. præsten på Avernakø Wolfburgs indstævning for en veksel på 1162 til kaptajn Flemming Ulfeldt til Raschenberg og samme år vedkommende en attest i striden mellem sognepræsten og kapellanen i Fåborg om tjenesternes deling og oppebørslerne, samt samme år (?) vedkommende den fordrukne degn Søren Brandenborg i Højrup-Gestelev, som indrømmede, "at han under Gudstjenesten var falden paa Gulvet til Forargelse og Latter i Kirken og nogle Gange var falden i Søvn under Prædiken og først vaagnet ved Tjenstens Ende". Degnens slap dog for afsættelse ved løfte om forbedring og ved embedets patronesses forbøn.

1721 ang. præsten Wolfburgs desertion og 1725 ang. spørgsmålet, hvorledes præsten Peder Monrad var "kommen til kald og brød" på Avernakø. Kun 2 af disse 6 provsteretssager fra provsteprotokollen på Landsarkivet i Odense refereres her vidtløftigt efter Kirkehistorisk Samling (III, 2 og 4 samt IV, 1 og 4).

Den "brave og duelige" "hæderlige og vellærde" præst i Svanninge Mathias Hoff havde, 28 år gl. uheldigvis ægtet sine to formænds 44-årige enke Dorthe Christensdatter, der ikke var af god slægt (datter af herredsfoged Christen Nielsen i Heden), ej heller selv god og hæderlig i henseende til karakter og levned.

Præsten kom under vejr med, at hun i hans fraværelse bragte både det ene og det andet hen i byen til en bonde, hun stod i utilladeligt forhold til, - således 1 td. af hans godtøl ved juletid 1708. Da hun juleaften gik ned i kælderen for at hente øl til folkenes julegrød, kom hun og manden, der havde opholdt sig i spisestuen ved siden af ølkælderen op at skændes; folkene løb til ved støjen og så da, at hun havde revet parykken af ham og kradsede ham i ansigtet, mens hun brugte mund, og at han holdt hende fast i håret.

Dorthe og sønnen skrev da en klage til biskoppen, vedlagt hendes hårbånd med afrevne hår og udtalende, at "manden om natten lod en karl slå vagt ved hendes seng, fordi han ikke kunne unde de fattige, at hun gav dem lidt". Provsten i Nr. Broby sammen med to andre præster overbragte hr. Mathias en biskoppelig påmindelse til at forlige sig med sin hustru uden rettergang, og præsten lovede det med håndslag, - men fortrød det og forlangte i en "beskikkelse" til bispen, hvori han spottede over "stueretten", sagen frem for den verdslige ret med førte tingsvidner.

En provsteret 1709 dømte Hoff til ved næste landemode at tage "beskikkelsen" tilbage og bede biskoppen om forladelse, samt til at betale 30 rdl. i bøde til fattige enker og 8 rdl i sagsomkostninger.

Ved ansøgning til kongen fik Hoff en kommission nedsat til at dømme i sagen. Dorthe tog sine hårde ord til biskoppen om manden tilbage, og de kendtes magtesløse, og sønnen Jacob Tage bad sin "hjertekære" fader om forladelse; provsteretten blev kendt "uefterrettelig og ugyldig". Biskoppen synes nu at have fået sagen påkendt ved højesteret, hvor den vist har fået et for Hoff mindre heldigt udfald; thi, da biskoppen var død, skrev Hoff et uforskammet brev til enken med hårde udfald mod den afdøde.

Enken lod ham stævne for provsteret 18. juli 1713 under Wielandts forsæde i Vester Skerninge våbenhus. Hoff tilholdtes til at efterkomme højesteretsdommen og til førstkommende landemode "afbede og give bispens enke tilbørlig reparation" og betale 8 rdl. i sagsomkostninger. Dorthe døde 2 år efter, og Hoff, døde 1720, giftede sig påny 1717 med sin farbroders datter, en brav og venlig kvinde.

Præstesønnen Morten Caspar Wolfburg, som ikke kunne gå før sit fjerde år og blev strengt opdraget med 5 timers søvn, smal kost og hug for vildskab og spillopper, så at han engang måtte under en bartskærers hånd i 1/4 år, havde, "store, ja de største naturens gaver" hvad der viste sig tidligt; godt 9 år gl blev han, undervist fra sit fjerde år af sin lærde og strenge fader, student og kunne da tale og skrive latin og græsk som sit modersmål; da biskoppen kom på visitats og ville overhøre drengen hjemme, og denne begyndte at tale græsk i forskellige dialekter, sagde hans fader til ham på latin: "ikke så højtravende, min søn, for at biskoppen kan forstå det!" - han blev 13½ år gl.. teologsik kandidat med anden karakter til faderens ærgelse, - og 20 år gl. magister, og samtidig var han en sikker skytte, dristig rytter og øvet fægter.

Han gik nu ud på en sørejse til Frankrig med 28 skilling i lommen, men kom hjem 1702 med "en mademoiselle" Massot, der havde penge, som sin forlovede. Hun tog plads som guvernante, bl.a. på Sandholt, og hjalp ham, 26 år gl. til Avernakø præstekald.

Nu fremkom alvorlige hindringer for deres ægteskabelige forbindelse, idet hun var af en anden religion, hvad han højligen forsikrede aldrig at have tænkt på, og dernæst idet det opklaredes, at "mamsellen" var en madame, der havde været ulykkeligt gift og var flygtet fra manden, som fik hende opspurgt.

Massot tænkte på sine til Morten Caspar udgivne penge og forestillede ham med mange bønner og grædende tårer, at det var lige nødvendigt for dem begge at gifte sig. Imidlertid indledte Wolfburg gennem mellemmænd, som hver skulle have flere 100 rdl. for deres bistand, underhandlinger med en københavnsk urtekræmmers datter, nu en hofglarmesters enke, - "et godt parti!"

Men, efter at de var blevne gift, røbedes det, at Wolfburg var blevet bedraget, idet enken havde forstukket en del af sine midler og bedste gods, så at Wolfburg kun blev ejer af 1500 sletdaler. Ved et møde i Odense, hvor Wolfburg skulle betale Massot 700 rdl., fik denne kun 300, imod at hun skulle arve efter ham. Dernæst måtte Wolfburg betale mellemhandlerne og bekoste en del på den forfaldne Avernakø præstegård, hvor den til pragt og vellevned vante hustru sad fra morgen til aften i sin læsestol, med opsat hår og i stiveste stads, uden at bestille andet end kede sig og skænde på manden og folkene, og uden ringeste begreb om husholdning:

Wolfburg måtte tage kosten hos forpagteren og ty til sognefolkene, navnlig om lørdagen, da han blev hos dem til kirketid næste dag. Massot kom til Avernakø og fik fast fod i huset som husholderske, smigrede for Wolfburg og fik en obligation på 900 rdl. listet fra ham!

Degnen var opsætsig overfor ham, men han havde også venner på og udenfor øen, - måske også hans provst (Wielandt), hvem han i et brev af 2. januar 1720 fra "Aurnache" tillægger "et trofast og ædelt hjerte": "Jeg ønsker ofver Eder og gandske, ædle Familie ald Guds Naade med dette nye og mange paafølgende Aaringer, forblifvende Ed. Velædle Velærv. ydmyge tjener og trofaste client".

1712 havde han forladt sit embede uden tilladelse og begivet sig - af og til besøgende Avernakø gennem flere år - til Tyskland for at besørge en påbegyndt kritisk udgave af det nye testamente på dansk, tysk, fransk, italiensk og hollandsk med forklaring til hvert vers.

Efter hjemkomsten blev han, som havde "satirisk raat" polemiseret i stridsskrifter mod det pietistiske missionskollegium, heftigt angrebet af næsten alle Københavns teologer i anledning af et af ham udgivet lærd leksikon til ny testamente med "mange vildfarende lærdomme", hvad vistnok medførte, at han mistede sit embede på Avernakø, hvor en ny præst blev kaldet 31. marts 1721.

Desuden blev han for sin desertion og unddragelse af riget fra den ham betroede menighed og præsteembede indkaldt efter kgl. ordre for en provsteret 11. juni 1721 under Wielandts præsidium med præsterne i Vester Åby og Espe som bisiddere. "Thi stefnis Mag. Martin Wolfburg og giver Eder her med fra Eders sidst iboende Sted Auernache Præstegaard, hvor I Eders virkelige Bopæl og sidste tilhold haffte og derfra er bortveget og bortreist og icke siden har ladet Eder finde eller indfinde igien, efter forelagde tid saavelsom fra Landsthinget Sex ugers loulig kald og varsel for mig og mine Assessoribus udj Wester-Scherning Kirckes vaabenhusz at møde Onsdagen d. 11. Juni førstkommende imod beskyldning og Dom at lide, hvor da efter Sagens Leylighed, som Lou og Rett medfører, skal omgaais. C. Wielandt".

Wolfburg mødte personligt, protesterede mod rettens kompetence, påberåbte sig, at en anden mand allerede var kaldet til præst i hans sted og han altså entlediget, og "renoncerede frivilligen af ganske Hjerte ald dend adgang, som hand forhen haver hafft til Auernache Kalds tieneste og oppebørsel og vidste ydermere ikke paa anden Maade at rette for sig end allerunderdanigst at tilbyde og vedligeholde sin tro (!) tieneste og pligt, udj hvis Embede eller bestilling det allernaadigst skulde behage Hans Kongl. mayestæt hannem beretter at tilforordne".

Sagen udsattes til 3. juli, og i slutningen af året tilgav kongen af besynderlig kgl. mildhed og nåde ham hans begangne forseelse, hævede processen og tillod ham at søge præstekald andetsteds.

Han døde som præst i Søllested 1729. På sit yderste begærede han at begraves i kirkeporten, for at hvermand kunne træde på ham. Sin kone efterlod han i yderste armod, da han havde tilsat alle hendes penge på sine bøger.

Avlingen 1683 Vester Skerninge præstegårdAvlingen 1683 Vester Skerninge præstegård Folkenes løn 1681Folkenes løn 1681I Wielandts 48- årige præstetid var der ofte misvækst på grund af snart sommertørke, snart vinterkulde, og præsterne kom til at mærke bondens forarmelse i deres desuden stærkt beskattede indtægter, "så at, skal det vedblive, kan vi ikke have det tørre brød til vort arme livs ophold". I misvækståret 1680 var der dog så meget gammelt korn i behold, at ny rug kun kostede 2 sletdaler tønden, ny byg 3 mark 8 skilling og havre 1 mark 8 skilling. Men 1681 led Fåborg og omegn under den hede og tørre sommer: Græsset afsvedes; bønderne måtte sælge deres kvæg, i Krarup og Broby avledes kun 2 skæpper efter 10-12 skæppers udsæd; i Svanninge dels avledes kun udsæden, dels var der kun blåurter (kornblomster); nogen sæd spirede først ved regnen i juli osv.

Med misvækst fulgte dyrtid, så at 1 td. rug kostede ligeså meget som en god ko (6 rdl.), og pest, så at de mest velhavende borgerfamilier i Fåborg døde deraf 1681-82 osv. På en gård som Ullemose med 8-9 tdr. hartkorn og med en ejer, som var "ved magt", "i god stand", skønt gården var "brøstfældig" (1695), bestod besætningen 1683 kun af 2 bæster, 2 klode, 2 køer, 2 ungnød, 1 kalv, 2 får og 2 svin, og Rasmus Rasmussen måtte 1681-84 afgive til Otto Rosenkrantz's regiment på Fyn 1 td. rug, 2 byg og 2 havre årligt; - folkeskat for 1 svend 1 rdl. 1689.

Derimod var der 1692 "så rig og overflødig høst som ikke i mange år, så at Danmark blev et proviantkammer for adskillige vidtfraliggende stæder". Men atter 1693 misvækst på grund af regnmangel, så at "gamle folk kunne ingen åringer erindre sig så slet en høst". I den meget hårde vinter 1709 da vildtet i skovene frøs ihjel, fiskedamme bundfrøs, så at fiskene døde, og Østersøen var helt tilfrossen, så at der end også i maj var banede kaneveje på den, gik rugen bort mange steder eller gav kun udsæden eller knap den igen. Efter denne vinter var der "misvæxt, smitsot, hungersnød og elendighed" i Vester Åby-Åstrup og da vel også i nabosognene Vester Skerninge-Ulbølle.

Husdyrholdet 1682 - Vester Skerninge præstegårdHusdyrholdet 1682 - Vester Skerninge præstegårdFyns kapitelstakst 1709 var 4 rdl for rug, 2 for byg og 1 for havre, hvad den ikke havde været siden 1661 og ikke blev igen førend 1771. "Tiderne vare i alle retninger så slette for landbruget som sjeldent før og senere". Ved Vester Åby præstens død i 1696 var boets værdi 426 sletdaler og gælden 352; ingen heste nævnes og kun 4 køer, 1 kalv, 6 får og 8 svin; ved hans efterfølgende svigersøns død 1723 var de to summer 799 og 721 rdl., men besætningen var dog større: 4 heste, 4 køer, 5 ungkvæg, 12 får og 2 svin foruden lam og grise.

Ved skifte efter en 1692 afdød præst på Drejø vurderedes 9 heste til 24 rdl tilsammen, 14 stk kvæg til 26 rdl., 4 mark, et sengested af uhøvlede brædder til 1 mark 8 skilling, en gammel båd med årer, sejl m.m. til 3 rdl. 2 mark. Hele boets værdi beløb sig til 1103 sletdaler à 4 mark. Præsten havde nogle år forud købt en gårds halve bygninger til præstegårdens udvidelse for 40 sletdaler. Priserne gik dog op ind i 18. århundrede; en hest ca 1720 5 à 9 rdl., en ko 4 à 7 rdl., en kvie 1 rdl. og 1 får 1 rdl. -

1700 afløstes den Julianske kalender af den Gregorianske, hvorved man i det år udskød i de "rette nye almanakker" umiddelbart efter 18. februar, så at påskedag faldt 11. april efter "ny stil" i stedet for 31. marts. Det blev samtidigt med, at Kingo Psalmebog afløste i kirkerne Hans Thomissens fra 1569. Biskoppen, som udgav bogen på egen bekostning og fra eget trykkeri, "samlede en stor hob penge af kirkerne". -

I Wielandts sidste leveår sås gentagende stærkt brandskær i vest, hen over Fåborg by: 1715, da "den bedste del af byen", og 1728, da 49 gårde gik op i luer; -  Branden 1728 var samtidig med den flere dages ildebrand i hovedstaden, der lagde 2/3 af byen i aske: 2500 privathuse, 5 kirker, rådhuset, hospitaler og universitet med biblioteket.