Frands Brockenhuus

| | | | | | |
Axel Larsen: Dansk-Norske Heltehistorier 1536-1648. København 1893

Frands BrockenhuusFrands BrockenhuusKong Frederik den Andens dage vare den gamle danske adels sidste blomstringstid; hver landsdel i riget kunde nævne sin mand blandt Syvaarskrigens helte. Jylland sendte Peder Skram, Sjælland Otte Rud, Skåne Herluf Trolle; ene fra Fyn kom en landkriger, Frans Brokkenhus.

Om Brokkenhuserne fra første færd af have hørt hjemme i Danmark, eller om de en gang i en fjern fortid ere indvandrede fra Tyskland, det kan der tvistes om.
Navnet forekommer dog alt i Erik Menveds dage i det sydlige Fyn, saa slægten har i hvert fald haft tid nok til at blive hjemme her i landet.

I det sekstende aarhundrede gik det stærkt opad for Brokkenhuserne, i aarene fra 1530 til 1640 ejede de ikke mindre end 19 fynske herregaarde, desuden 5 i Jylland, 1 paa Lolland og et par stykker i Norge. Efter den tid gik det ned ad bakke; i aaret 165o var der kun paa en enkelt gaard paa Fyn en Brokkenhus tilbage  og en anden levede i Jylland.

Frans Brokkenhus var slægtens navnkundigste mand. Han hørte hjemme i velmagtsdagene og bidrog væsentlig til at skabe dem. Om hans fader, Mikkel Brokkenhus til Brangstrup, en gaard en halvanden milsvej syd for Odense, fortælles der, at han en gang i sin ungdom, i den katolske tid, gik paa sine bare fødder til Rom. Da han paa hjemvejen derfra var naaet til Holsten, mødte han nogle landsmænd, som ligeledes agtede at besøge den hellige fader paven; de trængte stærkt ind paa Mikkel for at faa ham til at ledsage dem, og han føjede dem virkelig idet han sagde: "Jeg gaar med for selskabs skyld". Derom lavede samtiden et ordsprog: "At gaa til Rom for selskabs skyld, som Mikkel Brokkenhus gjorde". Historien er maaske ikke fuldkommen paalidelig; men sikkert er det imidlertid, at Mikkel Brokkenhus var en klog mand. Han holdt paa den katolske kirke — han havde en meget formaaende velynder blandt bisperne — saalænge det var muligt. Paa herredagen i København 1524 stemte han for at straffe Luthers tilhængere paa person og gods; men senere blev han dog Kristian den Tredjes mand. Han førte under Grevefejden de danske skibe i Peder Skrams flaade, styrede senere Nyborg len, og deltog med iver i det offentlige liv. Med sin hustru, Karen Lykke, havde han fem sønner og en datter, men kun to af sønnerne, Frans og Jakob, forplantede slægten.

Mikkel Brokkenhus og Karen Lykke opdrog deres børn godt, enten det saa skete i hjemmet, eller de efter tidens skik sendte dem ud af huset. Frans var født i aaret 1518, han var altsaa en halv snes aar ældre end Daniel Rantzau, til hvem han senere skulde blive saa nær knyttet. Kun atten aar gammel blev han ansat som sekretær hos kong Kristian den Tredje, og faa aar efter blev der betroet ham og hans broder Peder en sendelse til Frankrig. Det havde oprindelig været faderens mening, at han skulde vie sig til den gejstlige stand; men da reformationen afskaffede alle de høje, vellønnede kirkeembeder, blev det bestemt om, og fire og tyve gammel blev han lensmand paa Hindsgavl slot, som han havde i pant for en pengesum, han havde laant kongen.

Han nøjedes dog ikke ret længe med dette lille len. Allerede tre aar efter byttede han det med det langt betydeligere Nyborg len, og omtrent samtidig giftede han sig med jomfru Anna Tinhuus, som bragte ham gaarden Egeskov i medgift. Frans Brokkenhus sad som lensmand paa Nyborg i 17 aar, og lenet voksede i den tid saaledes, at til sidst omtrent de tre fjerdedele af Fyn vare underlagte hans styrelse; paa samme tid havde hans svoger Hindsgavl len, og hans fader og brødre ejede store ejendomme paa øen.

Riddersalen fra 1550erneRiddersalen fra 1550erneNyborg havde i ældre tider spillet en ret anselig rolle; byen laa omtrent midt i riget og blev derfor ofte samlingsstedet for stormændene, naar de skulde forhandle med kongen. Det gamle slot med sine tykke mure, faste taarne og dybe grave havde været vidne til mange mærkelige begivenheder, og her vare kong Kristjern den Anden og hans søster Elisabeth fødte. Kristian den Tredje holdt meget af Nyborg og tilbragte næsten hvert aar flere maaneder der. Dette gav Frans Brokkenhus lejlighed til, uden at forlade sit len at være i hoffets nærhed, og han stod ogsaa i høj gunst hos kongen.

Som lensmand roses han for at have været en retsindig og dygtig mand; han holdt vel strengt over kronens ret og sørgede for at lenets indtægter kom rigtig ind; men han traadte ingen for nær med sin gode vilje. Der er bevaret en beretning fra en præstemand om en sag, han havde med Frans Brokkenhus, som er ret betegnende. Hr. Jakob i Snøde paa Langeland fandt det uretfærdigt, at hans bønder besværedes med hoveri til stiftslensmanden, og han rejste derfor sammen med en mand med det mærkelige navn Kaabeløs til Nyborg for at tale med Frans Brokkenhus om den sag. Hr. Jakob var tydelig nok noget ængstelig ved det hverv han havde paataget sig, og da han kom til Nyborg bad han Jens Skriver for guds skyld endelig hjælpe sig. Jens Skriver lovede at gøre, hvad han kunde og forsikrede for øvrigt, at Frans var from nok. Onsdag morgen gik hr. Jakob op paa slottet efter først inderligt at have bedet gud om hjælp, trøst og bistand. Da han kom til smedien, saa han Frans Brokkenhus og Jens Skriver gaa ned i stalden, han maatte derfor vente til de kom tilbage. Saa blev lensmanden ham var og gik hen til ham, gav ham haanden og spurgte, om han vilde tale med ham. Hr. Jakob forebragte nu sit ærinde, og afleverede de breve, han førte med som beviser. Frans Brokkenhus tog dem og gik med dem op paa skrivestuen, og da han mærkede, at hr. Jakob beskeden blev staaende udenfor døren, kaldte han ham venlig ind og bad ham sidde ned paa en bænk, medens han selv gik til vinduet og læste brevene igennem. Han kom snart paa det rene med, at de Snøde bønder havde ret og gav straks befaling til, at hoveriet skulde bortfalde. "Kongen har nok i sit eget", sagde han, og glad drog hr. Jakob hjem. For øvrigt er der det mærkelige ved den samtale, at baade præsten og Kaabeløs, efter hr. Jakobs beretning, stadig kalde lensmanden slet og ret for Frans.

Mod en anden præstemand viste Frans Brokkenhus sig mindre velvillig, dog rigtignok først efter hans død. Sognepræsten i Nyborg var bleven begravet i kirkens kor; men som nidkær lensmand frygtede Frans Brokkenhus, at pladsen derved skulde blive optaget for de fornemme folk, som muligvis kunde dø, medens hoffet var i byen, og han lod derfor sognepræsten flytte ud paa kirkegaarden. Arvingerne bragte sagen for kongen, og han tilkendte præsten hans lovlige hvilested.

EgeskovEgeskovHvor ivrig embedsmand end Frans Brokkenhus var, forsømte han dog ikke sine egne sager; ved klog styrelse af sine ejendomme, ved køb og mageskifte øgede han stadig sit gods, saaledes at han i 1554 var rig nok til at tage fat paa at bygge den skønne borg paa Egeskov, hvis solide mure nu have trodset mere end tre hundrede aar, og som endnu staar som et synligt minde om bygherrens rigdom og anseelse. Bonderejsningen under Grevefejden yar den gang endnu i frisk minde, derfor maatte adelsborgene bygges faste nok til at kunne tage en tørn. Frans Brokkenhus lagde sit herresæde midt i et morads, hvor stærke nedrammede pæle, dækkede krydsvis af et dobbelt bjælkelag, maatte bære hele bygningens uhyre vægt. Gaarden selv kom til at bestaa af to paa længdesiden sammenbyggede huse, hvert under sit tag. Bygningen fik ligesaa mange vinduer, som der var dage i aaret, ligesaa mange døre, som der var uger, og ligesaa mange skorstene, som der var maaneder. Ved faderens død arvede Frans Brokkenhus Brangstrup, og han kaldte sig efter den tid herre til Egeskov og Brangstrup; men han boede paa Egeskov, naar ikke hans pligter som lensmand krævede hans nærværelse i Nyborg.

Nyborg SlotNyborg SlotDet gik Frans Brokkenhus som det gik adskillige andre adelsmænd, der først bleve mandvoksne efter at Grevefejden var forbi; de bleve ældre mænd, inden de kom til at prøve krigen, Kristian den Tredje var en fredelig herre, saa de, hvis hu stod til strid, maatte søge ud af riget. Som lensmand paa Nyborg kom Frans Brokkenhus dog til at forestaa et arbejde, der forudsatte et ikke ubetydeligt kendskab til krigskunsten; han ledede nemlig Nyborgs befæstning, et ret storslaaet anlæg, hvorved hele byen blev omgivet med volde og grave.

Saaledes hengik altsaa de 20 første aar af Frans Brokkenhus manddomstid; en stor og vidtstrakt embedsvirksomhed, styrelsen af godserne og ledelsen af befæstningsarbejderne ved Nyborg gav ham stadig meget at bestille. Alligevel fandt han tid til ligesom adskillige andre af sine standsfæller at sysle ret flittig med boglige studier; navnlig optoges han af de mange teologiske stridsspørgsmaal, som vare oppe i den tid. En gang, da Niels Hemmingsen var hans gæst, ytrede en af de tilstedeværende, at nidkærheden for gode gerninger var bleven kold, efter at evangeliets tjenere havde begyndt at bestride gerningernes fortjenstlighed. Frans Brokkenhus tog deraf anledning til med stor klarhed at udvikle den evangeliske lære om forholdet mellem tro og gerninger. Senere faldt talen paa Jakobs brev, og da Niels Hemmingsen fortalte, at han for nogle aar siden havde læst over dette brev, opfordrede Frans Brokkenhus ham til at udgive disse forelæsninger i trykken. Dette skete, og den lærde præst tilegnede i fortalen hr. Frans Brokkenhus sit arbejde.

Saa døde Kristian den Tredje, og Frederik den Anden kom paa tronen. Faa maaneder efter gik toget mod Ditmarsken for sig; Frans Brokkenhus fulgte med som overvagtmester, og her har vel han og Daniel Rantzau først lært hinanden nærmere at kende. Om Frans Brokkenhus' færd under kampen mellem Ditmarskens sumpe har historien intet bevaret. Frederik den Anden var en konge, der forstod at vælge sine mænd; det er ret betegnende, at han straks efter sit første felttog drog de mænd frem, som senere skulde blive hans bedste støtter i Syvaarskrigen. Daniel Rantzau blev oberst. Frans Brokkenhus blev rigsraad og maatte ombytte Nyborg len med Krogen (Kronborg), der laa nærmere for haanden under en krig med Sverige.

Under krigens første aar blev der dog ingen brug for Frans Brokkenhus. Kongen havde kastet sin tillid paa Günther af Schwartzburg, og Brokkenhus maatte foreløbig træde i skygge. Han var blandt de fire rigsraader, hvem rigernes styrelse blev betroet, da kongen selv drog i marken. I februar 1564 blev der udskrevet nogle danske fodregimenter til at afløse de upaalidelige tyske, og Frans Brokkenhus blev udnævnt til oberst for disse regimenter; men mærkeligt nok, da foraaret kom, blev obersten for fodfolket ansat som høvedsmand for skibet "Solen" i Herluf Trolles flaade. Næppe var han sejlet fra København, før der ved vaade kom ild i skibet, og 39 mand af besætningen satte livet til. "Solen" blev dog snart igen sejldygtigt, og med dette skib deltog saa Frans Brokkenhus i hele det lange hæderlige søtogt, og i kampene under Øland med den svenske flaade.

Daniel RantzauDaniel RantzauDet var dog først, da kongen havde bestemt sig til at feje grundig ud mellem de overordnede tyske førere, at Frans Brokkenhus og Daniel Rantzau kom paa deres rette hylde. Fra den stund af ere de to feltherrer uadskillelige, deres navne bleve altid nævnede ved siden af hinanden og det er næsten umuligt at skelne imellem, hvad den ene og hvad den anden udrettede. Sammen sejrede de paa Axtorna Hede; sammen gjorde de indfaldet i Østergötland, og sammen førtes deres lig fra Varbergs belejring ned til København. I en dagbog, ført af en deltager i felttogene, staar skrevet for 20de oktober 1565: "Skete det slag paa Agsdorn mark. Danske øverster: Daniel Rantzau, Frans Brokkenhus". Paa den medalje, som blev slaaet i anledning af det Østergötlandske tog findes begge navne og det barn, der blev født under kampen i hulvejen, blev døbt Daniel Franciscus hulvejen.

Hvor to mænds gerning saaledes falder sammen, er det ikke let at afgøre, hvormegen del hver af dem har i hvad der er udrettet. Daniel Rantzau var den unge ærgerrige holstener, hvem lysten til at vinde krigerisk ære og berømmelse havde bragt til at tage tjeneste hos kongen af Danmark og Norge. Frans Brokkenhus var af gammel dansk adel, en højt anset mand, rigsraad, senere rigsmarsk. Det var ikke lysten til krigen, der drev ham, ligesaa lidt som Herluf Trolle, men det var følelsen af, hvad han skyldte sit fædreland, og hvad hans stand og stilling krævede af ham. Daniel Rantzau udmærkede sig især som rytterfører; det var den bedste og paalideligste del af hæren han førte, den, hvis daad glimrede mest, og hvor den danske adel og dens svende vare i overtal. Frans Brokkenhus førte fodfolket; udskrevne købstadmænd og bønder, tyske og skotske landsknægte. Det var et vanskeligere folkefærd at tumle, og hvad de øvede, sprang ikke saameget i øjnene, men derfor havde hans gerning ikke mindre betydning.

Paa Axtorna Hede kæmpede han med 20 fænniker mod c. 39, og uden hans sejge og ihærdige modstand, selv naar kampen tog en ugunstig vending, havde Daniel Rantzaus glimrende rytterangreb ikke formaaet at bringe sejren hjem. Medens Frans Brokkenhus saaledes var i marken mod rigernes fjender stredes hans hustru med døden hjemme paa Egeskov, og da han sejrede paa Axtorna Hede laa hun lig. Først da hæren gik i vinterkvarter, drog han hjem til sit og stedte sin hustru til hvile, et halvt aar efter at hun var død.

Den følgende sommer var han i Vestergötland paa hærgningstog. Da det kneb at slippe forbi svensken paa den snævre skovvej, var det var ham og Daniel Rantzau, som undersøgte den fjendtlige stilling og lagde angrebsplanen, af hvilken hver udførte sin del saa godt, at hæren slap ud af klemmen. Senere føjede lykken det saa, at han paa et spejderridt med Frands Banner og hans ryttere, traf paa to svenske hærførere, Charles de Mornay og Jakob Hästesko, og ved et rask indhug forjog deres ryttere og tog dem til fange. Her fik han lejlighed til at vise, at ogsaa han kunde handle snarraadigt og kækt,
naar det kom an derpaa.

I januar 1567 faldt svenskerne ind i Norge, gjorde sig til herrer over en del af landet og gave sig til at belejre rigets hovedfæstning, Aggershus, som blev forsvaret af Peder Munk. Det var netop paa en tid, hvor den danske hær laa fuldstændig stille i Skaane paa grund af pengemangel, og hvor Daniel Rantzau tænkte paa at rejse hjem, saa misfornøjet var han. Peder Munk sendte bud til Danmark om hjælp. Kong Frederik samlede da 25 fartøjer og indskibede paa dem 2,000 knægte. Frans Brokkenhus fik befalingen over hele styrken.

Den 17de maj kom flaaden paa fjorden ved Aggershus. Svenskerne, som vare de danske betydeligt overlegne, havde indrettet en befæstet lejr paa Egebjærget; deres belejringsskyts var netop dagen forud kommen fra Sverige, og ilden mod slottet begyndt. Frans Brokkenhus landsatte sine knægte morgenen efter, at han var kommen, og stormede straks løs paa svenskernes lejr. Den var dog ikke saadan at tage; stormen blev fornyet flere gange, men uden held. Med et ikke ringe tab maatte han igen indskibe sig. Han gik dog snart paa ny i land og slog lejr i nogen afstand fra fjenden, i den egn, hvor Kristiania by nu ligger. Saa kom der en kærkommen hjælp. Lensmanden i Bergen, Erik Rosenkrans, havde rustet fire fænniker norske skytter og sendte dem paa en galej og nogle skærbaade ned mod Aggershus. De norske skibe beskød i et par dage den svenske lejr med saa stor virkning, at da Frans Brokkenhus paa ny lavede sig til at storme, foretrak svenskerne at vige uden kamp og droge ilsomt tilbage mod deres egne grænser. Frans Brokkenhus fulgte efter dem og bibragte dem adskillige tab under tilbagetoget.

Kong Frederik var saa tilfreds med udfaldet af Norges-færden, at han gjorde Frans Brokkenhus til rigsmarsk. Daniel Rantzau kunde som fremmed ikke opnaa denne værdighed. Det taler i høj grad til ære for begge feltherrerne, at der aldrig forlyder noget om, at misstemning mellem dem eller skinsyge har øvet nogen indflydelse paa deres færd. Skønt rigsmarsken var rigernes højeste militære befalingsmand næst kongen, fandt Frans Brokkenhus sig dog uden modvilje i at blive stillet under Daniel Rantzau, som endda var ti aar yngre i alder. Deres gensidige stilling blev klart betegnet, da Daniel Rantzau inden afmarchen fra Halmstad til det östergötlandske tog paalagde soldaterne at lyde Frans Brokkenhus, som øverste fører, hvis der tilstødte ham selv noget. Hele det glimrende tog vidner ogsaa om en forstaaelse og et samarbejde, som ikke er almindeligt mellem to saa fremragende mænd.

Da Daniel Rantzau i Jönköping besluttede at drage videre ind i Sverige ad den vestre hulvej, raadførte han sig med Frans Brokkenhus, og han var straks rede til at vove det dristige tog. Hver gang det gjaldt kamp, ser vi altid Daniel Rantzau forrest med rytterne og de lette tropper; Frans Brokkenhus fulgte saa efter med fodfolket og kanonerne. Daniel Rantzau gik uden betænkning dristigt og hensynsløst frem, han vidste, at han altid havde en sikker og paalidelig hjælp bag efter sig. Ved én lejlighed traadte dog Frans Brokkenhus mere i forgrunden. Det var den første nat paa tilbagetoget fra Østergötland. Da endog Daniel Rantzau fandt den snævre, mørke skovvej ufremkommelig og vilde vende om, stod Frans Brokkenhus bestemt paa, at marchen skulde fortsættes, og hans fasthed skyldtes det, at hæren næsten uden tab slap ud af Halaveden.

Slaget ved Varberg 1569Slaget ved Varberg 1569Saa drog de to vaabenbrødre sammen mod Varberg i efteraaret 1569. Den 31te oktober red Frans Brokkenhus ud for at se til sine knægte i løbegravene. Medens han færdedes mellem dem, blev han ramt af en kugle i benet. Saaret blev han bragt til Halmstad og udaandede der den 14de november, tre dage efter Daniel Rantzau, hvis fald han erfoer kort før sin død.

Daniel Rantzaus lig var blevet bragt til Halmstad, og der fra drog sørgetoget ud med de to heltes kister. Kun sjælden har Danmark paa en gang set to saadanne mænd. Universitetet i København holdt sørgefest over Frans Brokkenhus; Niels Hemmingsens søn holdt mindetalen over ham. Senere blev liget ført til Kværndrup kirke ved Egeskov og bisat der ved hustruens side. Et pragtfuldt gravmæle dækker de to ægtefællers grav; hugne i sten staar ridderen og hans hustru der, og det er det eneste billede af Frans Brokkenhus, som har naaet ned til vore dage. Den lærde Henrik Rantzau hængte hans billede op paa Breitenburg ved siden af Daniel Rantzaus, et vidnesbyrd om, hvorledes ogsaa han betragtede de to mænd som uadskillelig sammenknyttede, men disse billeder ere nu forsvundne. Danmark har ikke mange store navne at nævne blandt krigere til lands, derfor maa der værnes om deres minde. Frans Brokkenhus navn bør aldrig glemmes. Han var en helt, saaledes som vi danske ønske os dem, raadsnar og kæk i striden, sindig og fredsommelig, uden al brask og bram i freden, en værdig standsfælle til Herluf Trolle.