Langkilde og Langkildegården

| | | |

[Svendborg Avis 18. juni 1929] Langkildegård er centrum for Danmarks Radios nye dramaserie Arvingerne, der har premiere nytårsdag.
Af Jens Therkelsen

LangkildegårdLangkildegårdEn af de skønneste egne i Sydfyn er Lunde sogn. Overfladen er stærkt bølgeformet med enkelte store, blødt afrundede højdedrag, langs veje og markskel ses her mere end andre steder de ægte fynske hegn, som nu i syrentiden står i deres fagreste flor. Intet steds er der vel så mange småskove - Lunde - som her. I gammel tid, da navnet dannedes, var der end flere. Da var navnlig Hønsehaven dækket af kratskov, således lå den til udskiftningen.
Dog var der en plet i Hønsehaven, som var opdyrket - Langkildegård. En sjælden skøn natur - dansk, men med en vis lighed med engelsk. Store, mægtige gamle træer står i skov, i hegn og rundt om frit i de store marker. De skaber en ro, ikke blot imod vindens sus, men er som den oprindelige naturs protest imod nutidens jag og økonomiske tankegang. "Vi står her", siger de store popler og bøge og ege - "med hundredårs hævd. Vi har skygget for mejerne, når leerne skar sæden i augustsolens klare skin. Under os har kvæget gået i middagsskygge og dybsindigt tygget sit drøv. Gå udenom os, i maskininstrumenter, som nu knebrende skærer sæden af. Der er tid nok. Vi har stået her i hundred år, og vi kan stå denne slægt ud".
Vejen derud i Slagterkrogen snor sig op og ned, ud og ind. Hegn, træer, skov virker ind på vort sind og giver os indtryk af den natur, som vore fædre i langt rigere mål havde for øje, men som nutiden har savnet sind for.
LangkildegårdLangkildegårdSkjult inde i sin store park ligger den gamle Langkildegård. Den var oprindelig fæstegård. Men den driftige slægt, der nu så vidt vides i ca 300 år, først som fæstere, og fra 1781 som ejere, har udvidet denne skønne besiddelse, således at der nu til gården hører ca 200 tdr ager, 30 tdr land skov, 10 tdr land havepark og gårdsplads.

 

 

 

LangkildegårdLangkildegårdSlægten
Den første af mandslinien, som er kendt under navnet Langkilde, hed Rasmus Hansen. Han blev gift i 1706 med enke Maren Pedersdatter (død 1748). Hun var enke efter fæsteren Laurits Sørensen (begravet 3/8 1705) på Langkilde og når slægten nu regner, at den har boet på gården i ca 300 år, skal det være igennem hende og hendes slægt. For gården var ikke Rasmus Hansens slægtsgård. Men gamle sølvskeer fra 1624 findes i familiens besiddelse og stammer fra Langkildegården
Næste fæster var sønnen Hans Rasmussen, døbt 30/11 1710, begravet 3/3 1778. Han var gift med Anne Kristoffersdatter, Kristoffer Rasmussens datter i Bobjerg.


Henrik LangkildeHenrik Langkilde

 

Deres søn Hans Hansen Langkilde, født 20/1 1752, død 13/7 1827, var først fæster, men fra 1781 ejer og i nogle år tillige forpagter af Egeskov. Han var gift med Kirsten Pedersen fra Rolfsted, 6/6 1778. Deres søn Henrik Langkilde er født på Egeskov 30/9 1802, død 20/2 1882, var tillige ejer af Boltinggård, som han købte af en urmager Jessen i 1857. Han tilbagekøbte en del arealer, der var bortsolgt fra gården, således at den samlede købesum kom til at andrage ca 200.000 kr. Denne gård overdroges til svigersønnen, Hans Lauesen, f. 1835 i Skodborg, Haderslev amt, gift med Kirsten Langkilde. Henrik Langkilde købte tillige Brændeskoven og Mejerigården dernede, der er ca 100 tdr ld skov og 32 tdr land til mejerigården, samt to huse. Henrik Langkilde blev gift 1832 med Dorthea Knudsen, datter af Knud Karstensen, Trunderup. Langkildegården brændte lige efter århundredskiftet, og muligvis er dette grunden til, at Henrik Langkilde fødtes på Egeskov. Han blev holdt over dåben af grevinden på Egeskov, som i dåbsgave gav ham 12 gulddukater, som endnu findes som arveguld hos familien.

Hans LangkildeHans Langkilde Henrik Langkilde havde to døtre, hvoraf den ene døde ung, den anden som nævnt kom til Boltinggård og så sønnen Hans Langkilde, f. 18/8 1839, og som er gårdens nuværende ejer. I dag tirsdag fylder han 90 år. Hans Langkilde har i dette lange tidsrum nærmest opholdt sig i den smukke gård, hvor han med nænsom hånd har holdt den oprindelige natur og fædrenes minde i hævd, men tillige tilført gården og dens omgivelser sjældne skønne vækster i den gamle park. Han havde først huslærer hjemme og læste et par år i København - men ikke med eksamensstudium for øje. Han boede da hos gamle Frederik Barfod. Derefter var han et par år i Skotland og lærte landbrug, var sidst i  50erne på Gråsten i Sønderjylland og har senere rejst en del i udlandet. Han overtog Langkildegården 1882. I det offentlige har han ikke direkte taget nær så meget del som hans rige evner og kundskaber egentlig berettigede ham til. Han foretrak at leve på sin gård, passe sin store skove og pleje de sjældne træer, som efterhånden er groet op omkring ham. Han var dog sognerådsformand for Stenstrup-Lunde sogneråd umiddelbart inden sogneadskillelsen.
Også på flere andre områder har han været ledende, men skønt han har holdt mest af at være uden direkte forbindelse med det offentlige og foreningslivet, som er groet frem i hans lange levetid, så har han dog interesseret sig stærkt derfor og følger godt med deri. Men hans indsats har ikke været direkte handling - han har på mange mennesker virket stærkt i sin tid ved sin væren. Og det er ikke den ringeste måde at virke på. Han er en fin nobel personlighed, præget af gammel solid kultur. Den, som ikke tror, at han derfor har kunnet følge med på alt det, som er sket siden den store "kulturbølge" med alle "ismerne" og "mekanikken" skyllede ind over os, tager fejl, og vil let af hr. Langkilde på hans ironiske fine måde blive belært om, at vel er han hjemmegroet i sin danske natur, men ej heller er det fremmede ham fremmede.
Langkildegården er jo en stor bedrift, men Langkilde står endnu for styret. Han har en ugift forvalter til at lede arbejdet, men følger nøje med i alt det daglige og ved besked med den mindste enkelthed. I de senere år har han haft en dygtig medhjælper i forvalter Hansen fra Langeland og han er vel bleven mere betroet end sine forgængere. Der hersker på gården under den gamles og den unges ledelse de bedste arbejdsforhold for de medarbejdere, der i mange år har arbejdet på gården. Hr. Langkilde færdes daglig i gård, have og park, og skal han længere ud i marken, spænder Niels Staldkarl for den gamle vogn og kører for ham. Uden at være særlig flot eller bekvem, så opfylder køretøjet de betingelser som Langkilde stiller. Det bringer ham rundt i mark og skov. Han har aldrig lagt vægt på, at det ydre skulle være prangende.
I snart mange år har frk. Krogh været hans husbestyrerinde, da han jo er ugift. Og under hendes dygtige ledelse holdt den store herskabelige beboelse i den hyggelig og fornemme kultur, som har præget dette gamle slægtshjem. Hun ved af erfaring, hvorledes hr. Langkilde skal have det. Overalt er der rent som der er blæst, og frisk luft fylder de store smukke stuer, hvor gamle fine møbler og arvestykker med smag er opstillet på de hvidskurede gulve. Alt virker fornemt. I disse omgivelser lever hr. Langkilde et nøjsomt, roligt liv. Derfor er hans livskraft så stor og hans åndsevner så usvækkede.

En aften på Langkildegård
Proprietær H. Langkilde har foruden  for sin sin gård og skov stor interesse for alt historisk, og efter anmodning derom fik jeg indbydelse til at komme til ham og høre lidt om alt det som han gennem et langt liv har set, hørt og oplevet.
LangkildegårdLangkildegårdDet var en sommeraften, hvor en let regn silede ned over Langkildegårdens høje, skønne træer. Der herskede den dybeste stilhed over den store gårdsplads, der omkredses af de 3 fritliggende avlsbygninger, imod vest, nord og øst og den anselige hovedbygning mod syd. Hr. Langkilde fortalte livligt og interessant om efterfølgende:
På Langkildegårdens jord skiller vandene sig og løber i 3 hovedstrømme imod nordøst og sydvest. Noget løber i Odense å, andet udmunder ved Vester Skerninge og igennem Stokkebæksåen går det meste imod øst. Der lå i gammel tid 2 vandmøller. En i Møllebakken ud imod landevejen. Det er ikke mange år siden, man traf på egestolper på det sted, hvor den lå. En anden lå ude ved Slagterkrogen, hvor marken hedder Møllelund. Navnet Langkilde nævnes om gården i det 14. århundrede og det var krongods. Øst for gården ligger et gammelt voldsted, hvor der endnu findes murrester og hvor der er gjort flere fund, som er indlemmet i Nationalmuseet. Bl.a. fandtes der en smuk guldarmring, som i mange år blev båret af Langkildes fætter, jægermester Langkilde, Frederiksgave. Han kom meget sammen med Frederik VII, som var stærkt interesseret i denne gamle ring. Jægermesteren forærede kongen den, og den må nu findes på Jægerspris. I haven blev for en del år siden fundet et sæt brændevinstøj. det er nu på museet i Svendborg.

LangkildegårdLangkildegårdLangkildegårdLangkildegårdLangkildegårdLangkildegårdLangkildegården brændte 1802 med undtagelse af laden, som er opført i 1780erne. Gården er senere ombygget. I 1844 opførtes hovedbygningen i to stokværk med høj kælder og stor kvist. Den er tækket med skifer. Kostalden og hestestalden er opført i 50erne. Ud imod Bøllemosen i Teglværksløkken lå i gammel tid et teglværk, hvorfra alle stenene til gården er kommet. Det havde særlig godt ler, men lå noget afsides, hvorfor det for en del år siden blev nedbrudt.
Hr. Langkilde fortalte også om de gamle slægter, der boede og tildels endnu bor på gårdene, men det bliver der måske lejlighed til at vende tilbage til en anden gang. Hans Rasmussens gård i Lunde lå i Langkilde barndom på toften bag Thoballe Rasmussens have, og manden der gik i knæbukser og tophue - det var den sidste og den eneste som Langkilde har set bruge denne gamle bondedragt.
Langkilde er gennem sit lange levnedsløb kommet i forbindelse med mange præster. Særlig pris satte han på Brandt i Ollerup, der holdt gudelige forsamlinger særlig i Hønsehaven, på Nyholmsgård og hos Hans Fall, der boede der hvor Hans Chr. Rask nu bor. Også valgmenighedspræst Rasmus Pedersen, Vejstrup og de gamle dernede satte Langkilde pris på. Med Vilhelm Birkedal stod hans fader på en særlig fortrolig fod. Det var jo i Boltinggårds lade, Birkedal  i sin tid holdt gudstjeneste.
Otte og fyrre husker Langkilde særlig godt. Den stærke begejstring og nationale følelse, der fyldte alle og som gav sig udtryk i store fester for de hjemvendte soldater. En sådan holdtes på den gård i Høje, hvor nu Hans Pedersen bor. 

Fireogtres står for Langkilde i en mørk tone. Sorgen greb alle over nederlaget. Også den nationale følelse i vor tid finder Langkilde for svag og splittet.

Efter et studieophold på Polyteknisk Læreanstalt tog Langkilde til Skotland, hvor han var et par år. Det var meget almindeligt i de tider, at unge danske kom derover. Der var en halv snes, der på den egn, medens Langkilde var der. Der var en præst derovre, som særlig tog sig af disse unge danske, og som senere stod i brevveksling med dem.
Han blev Ridder af Dannebrog. Derovre lærte Langkilde at rense roer, længe før det var almindeligt her. Det var særlig kålroer og turnips på lettere jord og bønner på lerjord. man arbejdede fra 6 til 6 og havde 1 time middag. Det var særlig piger der var på roearbejde og midt på formiddag og eftermiddag holdt de en lille hvil, og formanden sagde: "Tag en smøg" og så tændte de kridtpiberne. De fik ikke alle de mellemmader, som vi får her, hvor vi efter Langkildes mening spiser for tit og drikker altfor megen kaffe.
Hr. Langkilde kom så tilbage til Langkildegården og kun afbrudt af et ophold på Gråsten og nogle udenlandsrejser har han boet her i de mange år.

Han mindes de gamle dage - hvor alting var så godt. Sikke nogle øl og sikke noget hjemmebagt brød. Og når der var fester og bryllupper så bar man mad sammen og havde skaffer. Ja, vi har jo Hans Henrik endnu, og han kan sin skafferremse, men de gamle dage er forbi.

LangkildegårdLangkildegårdLangkilde plantede efterhånden sin store park til med sjældne træer. Om disse har hr. Langkilde lovet senere at fortælle om hvert enkelt træ og dets historie, og de vil så blive opført på et kort og en nærmere omtale deraf vil antagelig kunne fremkomme her i Svendborg Avis først i juli måned. Parken har hans store interesse. Der findes så sjældne vækster som tulipantræer, plataner, korkelme, magnolie, takstræer og forskellige nåletræer, sumpege, sumpzypresser osv. De står i fuldeste flor, mange er mægtige træer. Desuden er der dejlige bøge, ege, linde og andre danske skovtræer. Trindt om i hegn og mark står vældige gamle træer, særlig popler, bøg og eg. De giver et engelsk præg over det hele.
Hr. Langkilde viste frem alle de gamle arvestykker som findes på gården. Mægtigt udskårne himmelsenge, gamle kister med inskriptioner, jernbeslået pengekiste, kakkelovne fra gammel tid, sølvtøj og særlig interessant var de gamle Langkildemænds lange stokke med sølvknap.
Det er et dejligt hjem, hvor alt er i den skønneste orden, og hvor tingene fortæller om den rige historie, som slægten har levet i 300 år på dette sted. Vi forlader hr. Langkilde og frk. Krogh med en tak for denne gode aften.

Hr. Langkildes slægt
Spredt ud over landet findes de mange grene fra det gamle slægtstræ Langkilde. Den nærmeste slægt, som hr. Langkilde har, er søsterbørnene fra Boltinggård. Af disse er bl.a. Vilhelm Langkilde Lauesen overlæge i Rudkøbing, Axel Langkilde Lauesen har fået tilskødet Brændeskoven og Henrik Langkilde Lauesen har fået Mejerigården i Brændeskov. Hans Langkilde Lauesen er forpagter på Sundshøj Møllegård. En søsterdatter var gift med afdøde pastor Sørensen, Skårup og bor nu i Odense.