Bidrag til Skjoldemoses historie

| | | | | | |

Samlede af Harald Kier


Skjoldemose er et ældgammelt, dejligt fynsk herresæde, og det siger meget; thi noget af det skønneste, som vi har i Danmark, er vore gamle herregårde, og de skønneste og mest idyllisk findes i Fyn; det er de fleste danske enige om, og det samme synes mange udlændinge. Den berømte svenske konge Carl Gustav tog sig også tabet af Fyn meget nær, og nogle af de sidste ord, han sagde, var: "Fyn! Fyn!"

Fra parkenFra parken
  Brev til Anne Hardenberg 1571Brev til Anne Hardenberg 1571Brev til Anne Hardenberg 1571 (2)Brev til Anne Hardenberg 1571 (2)  Skjoldemose har smukke bygninger og ligger i en udpræget, venlig egn med dejlige udsigter, og gården var allerede for århundreder siden berømt for sine smukke og store skove.
Ved at undersøge gårdens historie viser det sig også, at berømte adelsslægter, særlig Hardenberg og Krag i høj grad har sat pris på Skjoldemose; thi i ca 500 år blev gården ikke solgt, men gik i arv i disse slægter, der i gamle dage hørte til Danmarks største og rigeste; nogle af gårdens ejere har ristet deres navn dybt i Danmarks historie, og en af Danmarks skønneste og ædleste kvinder, Anna Hardenberg, Frederik den Andens ungdomselskede, har kastet et uforgængeligt skær af poesi over Skjoldemose, som var hendes fædrenegård, og som hun selv var medejer af.

Ligeledes er det en mærkelighed ved Skjoldemoses historie, at der atter i nyere tid her fødtes en kvinde, der kastede ny poetisk glans over gården, nemlig den for sin ualmindelige skønhed og åndrighed berømte Betty BergBetty BergBetty Berg, der blev gift med digteren Poul Martin Møller, som på Sydhavet skrev den kendte sang: "Rosen blusser alt i Danas have"; både som hustru og moder erhvervede Betty Berg sig et ualmindeligt smukt og elskeligt navn. Men alle disse rige minder skal nærmere omtales under ejernes historie.
Skjoldemose er som nævnt en ældgammel herregård, vistnok en af Danmarks ældste. Den nuværende hovedbygning er den tredie i rækken. Skjoldemose nævnes allerede i 1365, og den første hovedbygning har altså været til, længe før Corfitz Hardenberg opførte den anden i 1528, og Kælder u. hovedbygningKælder u. hovedbygningden tredie og nuværende blev opført i Otto Krags tid 1662.
Ifølge T.A. Beckers Samlinger om Skjoldemose, skal denne gård tidligere have ligget i en skov, der kaldes Mandelykke, hvor der findes et temmeligt stort og næsten rundt voldsted med betydelige grave. De to første hovedbygninger menes at have ligget på dette voldsted.

 

 

Hardenbergs-Krønike fra Anne Eilersdatter Rønnows SlægtebogHardenbergs-Krønike fra Anne Eilersdatter Rønnows SlægtebogSkjoldemoses ejere:
1. Petrus Nicolaj Hardenberg

var ifølge Danske Atlas i 1365 ejer af Skjoldemose. Mere vides endnu ikke om ham, men yderligere oplysninger kan muligvis findes. Ifølge Danmarks Adels Aarbog for 1897 er Hardenberg slægtens hjemstavn Hannover, hvor dens stamslot af samme navn ligger ved landsbyen Nörten, og hvor den allerede nævnes 1097. Slægten kom i det 14. århundrede til Danmark og blev snart en af vore rigeste og berømteste adelsslægter.

 

2. Ejler Hardenberg
til Skjoldemose, Løgismose og Kjeldkær nævnes 1417 blandt kong Eriks forlovere ved forliget med hertugdømmerne, og 1425 beseglede han et vidne af Båg herredsting. Han var gift med Mette Pedersdatter Present, der døde 1475, og han var død før hende. Deres søn var:

3. Joachim Hardenberg
til Kjeldkær, han nævnes som ridder i 1459 og var gift med Mette Bertelsdatter Tinhuus, der overlevede ham, som var død 1475 før moderen, som der var skifte efter 1475, hvor hans enke da på sine børns vegne fik udlagt: Hvedholm, Løgismose og Skjoldemose. Joachim H. har dog muligvis før sin død haft part i disse gårde, hans enke levede endnu 1500. Deres søn var:

4. Erik Hardenberg
til Hvedholm og Kjeldkær, han nævnes ikke udtrykkelig som ejer af Skjoldemose, men han har sikkert også ejet denne gård, som både hans moder og søn var ejere af. Erik Hardenberg nævnes 1487 som hofsinde og 1499 som høvidsmand på Korsør, og han havde Risby i pant. Han faldt 1500 i Ditmarsken. Han var gift før 1494 med den rige Anna Corfitzdatter Rønnow fra Fårevejle på Langeland. Den berømteste af deres sønner var Ejler Hardenberg til Hvedholm, der i 1554 blev hofmester for hertug Frederik, som konge kaldt Frederik den Anden. Prinsen var den gang 20 år gammel og fik anvist Malmøhus til opholdssted. Ejler Hardenberg skulle have tilsynet, og en halv snes adelsmænd dannede hans hofstat. Prinsen skulle i det små danne sig til den kongegerning, som forestod ham. Ejler Hardenberg, som dengang var en mand på et halvthundrede år, var vistnok særdeles velskikket til den post, som var ham overdragen. Allerede hans vindende ydre gav ham en vis indflydelse, og hans klare, i statstjenestens praktiske skole udviklede dømmekraft, lod ham vedligeholde og forøge denne. Han var en sand adelsmand, begavet med en dyb religiøs følelse, hvorom et par af ham digtede salmer noksom bærer vidnesbyrd. Det var sikkert også nødvendigt, at en ældre, myndig mand stod ved prinsens side for at kunne lægge bånd på ham, hvis han enten af egen drift eller forledet af sine ungdommelige omgivelser skulle få lyst til at prøve, om han nu kunne gøre alt, hvad der faldt ham ind, uden at aflægge nogen regnskab for sine handlinger. Dronning Dorothea var for erfaren til, at hun ville udsætte sin søn for den fristelse. Prinsen blev imidlertid ikke holdt strengt, han førte tværtimod et muntert liv, der var rigt på afvekslinger. Da således i februar 1556 hans faster, enkehertuginde Elisabeth af Meklenborg, i København højtideligholdt sit andet bryllup, har han naturligvis deltaget i festlighederne, og han indlagde sig ære i ridderlegene ved sin færdighed og dygtighed. Hvem skulle dengang have anet, at da København 16 år senere så ham fejre sit eget bryllup, var hans brud en datter af det fyrstepar, hvis højtidelige forening han som voksen havde overværet. Han så sig også om i udlandet og besøgte flere steder i Tyskland. Han modtog fyrstelige besøg på Malmøhus og besøgte sine forældre på Koldinghus. 1558 blev Christian den Tredie meget syg, og nytårsdag 1559 døde han; men prinsen var ikke til stede ved dødslejet, uagtet hans moder to måneder før havde skrevet til ham om faderens alvorlige tilstand, og den 27 dec skrev hun til ham, da han ikke synes at kunne løsrive sig fra Malmøhus: "Min hjærtekære Søn, jeg kan ikke skjule for Dig, at jeg vel har hørt, at det Du skriver til mig om Anna, har været på tale, dog er det ikke fuldt vist. Jeg lader hendes slægt råde derfor; at jeg skulle forhindre ens lykke, kan jeg ikke forsvare for Gud".
Kongen og dronningen, ser vi heraf, var vidende om sønnens kærlighed til Anna, der var Anna Hardenberg, rigshofmesterens broderdatter, der opholdt sig hos ham på Malmøhus, hendes fader var Erik Hardenbergs søn:

5. Corfitz Hardenberg,
der arvede Skjoldemose efter forældrene. Han opførte Skjoldemose 1528, hvoraf han i 1525 skulle stille to Glavind; 1528 tilsiges han til at skulle følge med kongen ud af riget, skrives 1529 af Brunmose og tilsagdes 1537 til kroningen. Han synes at have ført et meget tilbagetrukket liv og ikke stået i tjenesteforhold til kongen; sagtens har han henlevet sin meste tid på sin gamle gård. Han nævnes dog af Kolderup Rosenvinge i Gamle Love og Gamle Domme, og ifølge Hofmans Fund skænkede han en tavle til Stenstrup kirke. Han døde mellem 1541-48. Han var gift med fru Mette Skram, datter af Christen Skram til Urup, og hun var søster til den berømte søhelt, Peder Skram, Danmarks Riges vovehals.

6. Corfitz Hardenbergs børn
blev de næste ejere af Skjoldemose, som de arvede i fællesskab efter forældrene. Børnenes navne var: Erik, Christen, Knud, Jacob, Margrethe og Anna Hardenberg. Skjoldemose beholdt de dog ikke længe i fællesskab; allerede 1559 skødede de to af dem, Jacob og Christen deres part i gården til broderen Knud. 15 år senere købte Knuds datter, Mette, fasterens Annas søsterlod.
Den 14 februar 1559, da hint skøde udstedtes, var alle fire brødre samlede i Odense; men det varede ikke lang tid, før de splittedes, ja, døden begyndte allerede sin høst iblandt dem. Tidligst gik Christen bort, og han fik snart følgeskab af Jacob. Denne var draget op til Norge og havde ægtet Helvig Vincensdatter Lunge, hvem han dog hurtig mistede, da barselfeber bortrev hende på Gyldenløvernes gård, Hvale. Selv kom han af dage ved en ulykkelig hændelse, idet han den 4. Nov 1561 druknede med syv andre i en af det vestlige Norges fjorde. Først 3 uger senere fandtes liget, som førtes til Bergen, hvor det stedtes til hvile ved siden af hustruens.
Knud, som skrev sig til Skjoldemose, kom til Bleking, hvor han den 5 juli 1561 forlenedes med Lykaa Slot som pant for 1000 dlr., hvormed han havde forstrakt Kronen. Men heller ikke hans liv blev langt; i august 1564 blev han angrebet af de svenskes krigsmagt, og da han afslog opfordringen om slottets overgivelse, toges det med magt, og han selv førtes i fangenskab til Upsala, hvor han døde af pesten. Et par år i forvejen havde han giftet sig med Mette Urne. Denne hans hustru synes at have været hos ham, da hin katastrofe indtraf, men er derpå sikkert draget til Skjoldemose, hvor hun tilbragte sin lange enkestand. Hun døde 1587 og begravedes i Århus Domkirke. De havde en datter, Mette, som blev gift med Christian den Fjerdes kansler, Christian Friis til Borreby, senere ejer af Skjoldemose.
Den fjerde broder, Erik Hardenberg til Torslundegård i Mesinge sogn, var gift med Regitze Ulfeld, der døde 1571, han blev derefter gift med Birgitte Daa, der døde 1591. Han synes næsten af være forfulgt af en uheldig skæbne, indviklet i processer med slægt og frænder, synes han ikke at have fået stort andet udbytte af dem end tab. Han ejede også Ferritslevgård i Rolfsted sogn, men den måtte han pantsætte, og da han ikke var i stand til at indløse den, blev han kaldt den fattige Hardenberg; dette var ellers ikke kendingsnavn i denne i almindelighed rige slægt. Under krigen fik han en drøj irettesættelse med trussel om at miste adelsnavn og sin frihed, hvis han ikke meldte sig til tjeneste. Dette var dog vistnok ufortjent; thi en hest skal have slået hans venstre ben itu. Han menes at være død ca 1585 og efterlod sig sønnen Corfitz og tre døtre.
Margrethe Hardenberg overlevede alle sine søskende og sine to mænd Palle Grubbe og Daniel Bild, hun levede endnu 1594 som en gammel frue oppe i Norge. Hendes datter, Mette Grubbe, der blev gift med den rige Axel Rosenkrantz til Glimminge, blev senere ejer af Skjoldemose.

 Fra Oluf Mouritsen Krognos' kiste - død 1573Fra Oluf Mouritsen Krognos' kiste - død 1573 Epitaf i Sct Bendts kirke i Ringsted over Oluf Mouritsen Krognos og Anna HardenbergEpitaf i Sct Bendts kirke i Ringsted over Oluf Mouritsen Krognos og Anna HardenbergDen sidste datter, Anna Hardenberg, er omtalt tidligere som medejer af Skjoldemose.  Utvivlsomt har det været Kong Frederik IIKong Frederik IIFrederik den Andens ønske at sætte dronningekronen på Anna Hardenbergs hoved. At dette ikke skete, skyldes ikke så meget hans slægts uvilje herimod (se hans moders førnævnte brev), som Anna Hardenbergs egen modstræben. Om hendes bevæggrunde hertil tier historien. Men der er grund til at tro, at de bundede i en ædel og uegennyttig hensyntagen til forhold, som syntes hende vigtigere end hensynet til hende selv. Men det er sikkert, at kongens ulyst til at indgå fyrsteligt ægteskab skyldtes hensynet til Anna Hardenberg, og at først dennes endelige afslag på kongens tilbud om at indtage pladsen ved hans side gav stødet til, at kong Frederik valgte sin gemalinde i fyrsternes kreds. Anna Hardenberg havde i mange år været hofdame hos dronning Dorothea, der ved sin død skænkede hende 2000 daler. Med stor pragt og herlighed fejredes Frederik den Andens bryllup den 20 juli 1572. Et halvt år efter stod Anna Hardenberg brud; brudgommen var Oluf Mouritsen Krognos, hendes gamle bejler; han var en meget rig og anset adelsmand, hvem den berømte kansler Johan Friis 1565 erklærede værhaftig, modtagende "hest, skænk og gaver for hans tro tjeneste, fromhed og flittighed i alle måder." Han var medejer eller ejer af herregårdene Bollerup, Bregentved, Clausholm og desuden en del strøgods og købstadgårde. Hans årlige indtægter ansattes til at være 120 læster korn. På bryllupsdagen, 11 jan 1573, udstedte brudgommen sit morgengavebrev, hvorved han tilsagde Anna Hardenberg Bregentved hovedgård med en del bøndergods og en stor årlig indtægt af landgilden, hvilket efter hendes død igen skulle gå over til hans familie. Oluf Krognos var efter Birgitte Gjøes ønske forstander for Herlufsholm, som han værnede mod stifterindens slægt, som ville tilrive sig dele deraf; han havde desuden mange tillidshverv og var en ædel og højsindet mand. Ægteskabet syntes lykkeligt, men Oluf Krognos var kun gift et halvt år og døde allerede 25 juni - som sidste mand af sin slægt.
Anna Hardenberg levede derefter som barnløs enke til sin død, men hun tog sig med kærlighed og omhu af flere af sine slægtninges børn. Hun døde den 15 februar 1589 og jordedes i St. Bendts kirke i Ringsted, hvor man vil skue et pragtfuldt mindesmærke af alabast, som hun havde rejst over sin mand, og hvor hun også kom til at hvile ved hans side. Hardenbergernes slægt, som, da hun stod i sin ungdom, syntes at blomstre så frodigt og at ville forgrene sig vidt om, var rammet af den vanskæbne, der traf så mange af vore store adelsætter; det var ligesom et giftigt åndepust lod dem visne. 15 år efter Anna Hardenbergs død lukkede den sidste mand af slægten sine øjne.
Forfatteren H.F. Ewald har skildret Anna Hardenberg smukt og vistnok træffende i den roman, som han gav hendes navn. Digteren Carl Bagger har skrevet et smukt mindedigt over Anna Hardenberg; men det var skrevet, før hendes historie var undersøgt nærmere, man mente dengang at hendes fornavn var Sophie og hendes fædrenegård Skovsbo; men C.F. Bricka har med stor videnskabelig grundighed påvist, at hendes navn var Anna og hendes fædrenegård var Skjoldemose....

 

7. Knud Hardenberg
der som nævnt, købte de fleste af sine søskendes arvelodder, skrev sig til Skjoldemose, og hans enke Mette Urne boede der i lang tid, han må derfor betragtes som den 7. Ejer, og hans datter Mette Hardenberg købte sin berømte faster Anna Hardenbergs søsterlod. Hun bragte herved det samlede Skjoldemose til sin mand:

IndgangspartiIndgangsparti8. Christian Friis, (Se  Niels Stehr's indberetning 1759, der kan tolkes som CF og MHB har opført den nuværende hovedbygning)
der desuden havde arvet Borreby på Sjælland efter sin farbroder, den berømte kansler Johan Friis. Christian Friis var en af de mest fremragende statsmænd på den tid, han blev født på Ørbæklunde 1556 som søn af Henrik Friis og Margrethe Bild. Han nød en fortrinlig uddannelse herhjemme og i udlandet ved universiteterne i Tyskland, Frankrig og Italien. 1581 kom han tilbage til Danmark og blev ansat i renteriet, senere i kancelliet, og to år senere blev han lensmand i Trondhjem. Hans bryllup med Mette Hardenberg holdt kongen på Københavns Slot, og 1589 blev han lensmand på Antvorskov for at kongen kunne have ham i nærheden. 1596 blev han kongens kansler. Hans mangesidige kundskaber og særlige sprogkyndighed gjorde ham selvskreven til vigtige diplomatiske sendelser, og ofte måtte han ledsage kongen på hans mange rejser. 1616 ledsagede han kongen til herredagen i Oslo, da blev han pludselig syg og døde om bord på et orlogsskib i havnen. Han omtales som en gudfrygtig, retsindig og hjælpsom mand, også mod sine egne bønder, og der fortælles, at han holdt ved Borreby 30 husarme og gav dem hver 12 daler årligen.
Om Mette Hardenberg hedder det, at hun lignede sin mand i begavelse og karakter, og at hun blandede sig mere i kanslerens regeringsvirksomhed, end egentlig passende for en kvinde; men Christian den Fjerde satte megen pris på hende og rådførte sig ofte med hende. Der fortælles, at der i brevkammeret på Borreby hang en klokke, og da Christian Friis i 1616 lå på sit dødsleje, ytrede han til sin hustru, at hun, så snart hun hørte klokken i brevkammeret, måtte være parat til at følge ham. Det var netop et år senere, at fru Mette en aften sad i stuen ved siden af brevkammeret og spillede kort med nogle andre adelsdamer, da klokken pludselig begyndte at ringe. Hun lagde da kortene fra sig og havde netop fået sagt: "Nu er det min død!" så sprang hendes næse op at bløde "så vehement, at det fuusede ud baade paa Bord, Benck og Gulvet, og det blev hendes Død."
Manuskriptets forfatter erklærer, at han selv som ungt menneske har set blodpletterne på gulvets stenfliser, og "hvor tit det var toet, kunde det dog aldrig ret toes af," siger han. Brevkammeret findes endnu på Borreby; men klokken er borte, og flisegulvet i den tilstødende spisestue er der ikke mere. Disse klokker i brevkamrene var i reglen i forbindelse med dørene, så de ringede, hvis nogen ville liste sig ind.
Kanslerens søster Dorthe, enke efter Oluf Daa, arvede Borreby, da kanslerens ægteskab var barnløst, og Skjoldemose kom til fru Mettes søskendebarn, Mette Grubbe, datter af Palle Grubbe og Margrethe Hardenberg, hun bragte Skjoldemose til sin mand:

9 Axel Rosenkrantz
til Glimminge, f. 1552, + 1631, med hvem hun blev gift 26. Juli 1584 i Ystad. Han var 1577 edelknabe hos kurfyrst August af Sachsen, tjente 1611 under krigen, takseredes 1625 i Skåne til 2449 tdr hartkorn og ansås for Skånes mest formuende mand, hans frue døde ca 1638, og de blev bisatte i Ystad kirke. Deres søn var:

 

Holger RosenkrantzHolger Rosenkrantz10. Holger Rosenkrantz
til Glimminge, Langtind, Esperød, Skotterup, Perstorp, Demmestrup, Claustrup, Vemmetofte, Egholm, Torup, Bramstrup og Skjoldemose, han var f. 1586, + 1647 og kaldtes den rige. Han gik i Herlufsholms skole, nød derefter undervisning hos kansler Christian Friis på Borreby og var derefter 8 års krigstjeneste i Nederlandene på generalstaternes side, deltog herhjemme i Kalmarkrigen, hvor han udmærkede sig ved at erobre Rysby Skanse. 1625-45 var han lensmand på Bornholm, hvor han kun havde en ringe og opsætsig styrke til forsvar af øen, som han måtte overgive til svenskerne, han blev tiltalt herfor af Christian den Fjerde - men frifandtes. Han blev gift 1 gang med Lene Gyldenstjerne, 2 gang med Karen Krabbe, der var enke efter Johan Friis til Ørridslevgård og Løjtved; det sidste ægteskab var barnløst. Af hans børn fik datteren Anna Rosenkrantz Skjoldemose og Løjtved som arvegods; hun var født 10 juli 1619 på Halmstad slot og døde 10 juni 1688 i København; hun blev gift 19. Oktober 1645 med:

Otte Krag til VoldbjergOtte Krag til Voldbjerg11. Otte Krag
som ved dette ægteskab kom i besiddelse af Skjoldemose og Løjtved, og i 1656 købte han Egeskov med tilhørende gods, og ligeledes ejede han Flintholm. Otte Krag var født 29 august 1611 på Agerkrog og døde i København 4 februar 1666; både han og hans hustru blev begravede i Roskilde Domkirke. Otte Krag hørte til en gammel jysk adelsfamilie, der dog først nåede en vis anseelse i det 17. Århundrede. Hans forældre var rigsråd Niels Krag til Agerkrog, Trudsholm og Voldbjerg og Jytte Høeg. Han rejste udenlands i 8 år og blev derefter ansat i kancelliet, og han nød megen anseelse for diplomatisk dygtighed og lærdom. Han blev oversekretær 1645, rigsråd 1653 og var efterhånden forlenet med Halsnø Kloster og Hardanger Len, Thyholm, Riberhus, Møgeltønder, Bøvling og Nyborg. Foruden Egeskov ejede han Flintholm, Løjtved, Skjoldemose, Vibygård og Voldbjerg.
Efter enevoldsmagtens indførelse måtte alle danske godsejere indsende jordebøger, og sådanne blev også indsendte af Otte Krag, jordebogen for Skjoldemose findes i Rigsarkivet.
I året 1659 indgav Otte Krag i forening med Jørgen Seefeldt et andragende til kongen om erstatning for de bogsamlinger, møbler, rariteter og penge, som Corfitz Ulfeldt havde berøvet dem. Heri siges bl.a., at "de bøger han i Fyn fra Egeskov med andre mobilier lod bortføre, samt de forbemeldte penge, han tvang mig, Otte Krag, til at forskrive sig for mit gods og løsøre, som dog sien blev mig også frataget, kunne ej betales med 10.000 rd".
At Otte Krag kun modstræbende fandt sig i enevoldsmagtens indførelse er bekendt. Efter sagnet skal han have vist utilbøjelighed til at underskrive den ny forfatning ved at vrage alle de penne, man rakte ham, som om ingen af dem var til at skrive med, indtil kongen selv prøvede og rakte ham en, som han da måtte finde god nok.
Da Frederik den Tredies håndfæstning skulle kasseres, var den, som bekendt, intet steds at finde. Man måtte derfor benytte en afskrift. Originalen blev først funden 1710 i dødsboet efter Knud Urne (+1705)Knud Urne (+1705)Knud Urne til Juulskov. Der gik rygter om, men dog ubeviste, at Otte Krag havde borttaget den i håb om bedre tider.
Otte Krag og Anna Rosenkrantz havde to børn, Niels og Sophie Amalie. Det gods, der tilfaldt dem ved moderens død, udgjorde 2545 tdr hartkorn, det deltes således, at Niels Krag fik alle de fynske godser, som udgjorde:

186 tdr 4 skpr 2 fdk 2 alb hovedgårdstakst
1287 tdr 4 skpr 3 fdk 2 album bøndergods
42  tdr   7 skpr ½ fdk - alb mtr tiende.

Datteren fik Voldbjerg og Vibygård med tilhørende gods.

12. Niels Krag,
født 22 august 1653, død 22 februar 1713, søn af Otte Krag, ejede altså de fire samlede godser, Egeskov, Flintholm, Løjtved og Skjoldemose.
Han var gehejmeråd og storkorsridder og tilsidst deputeret i Rentekammeret.
Han blev 1682 gift med Sophie Juel, født 28 august 1664, død 5 oktober 1722, datter af den berømte admiral Niels Juel og Margrethe Ulfeld. De hviler begge i Kværndrup kirkes gravkapel.

Etatsråd Niels Krag (+1740)Etatsråd Niels Krag (+1740)13. Niels Krag,
født 8 juli 1699, død 1 nov 1740, søn af Niels Krag, arvede de fire godser, han var gift med Sophie Juel, f. 4 februar 1706, + 15 august 1785, datter af viceadmiral Just Juel og fru Edle Bielke.
Niels Krag blev etatsråd og deputeret i Søkommissariet. Han var en meget dygtig mand, der forbedrede sine godser meget. Det var især ham, der indhegnede markerne med stengærder, noget, som dengang endnu var højst usædvanligt. Haven ved Egeskov blev også anlagt i hans tid med snorlige alleer og klippede hække, omtrent som den endnu er, og desuden lod han her indrette et springvand og flere lysthuse. Han lagde en del bøndergods ind under hovedgårdene, hvortil han let fik tilladelse, mod at jorden blev ufri. Historien har dog glemt at tilføje, at Niels Krag sikkert var en meget streng godsejer; thi Fyns største bondeplager Michel Lange, f 1682, + 1756, var i en lang årrække hans ridefoged på Egeskov og senere forpagter på Skjoldemose. Michel Lange var en dygtig mand og samlede sig en stor formue, og han blev senere ejer af Krumstrup og Hofmansgave og en stor del bøndergods. Men han og hans sønner var rå og grusomme, de udsugede deres bønder og pryglede flere af dem tildøde, og sønnen Rasmus dræbte sin broder Peder Lange på Krumstrup ved gift for at komme i besiddelse af hans formue, og han døde i slaveriet. Michel Lange indrettede et gravkapel til sin slægt ved Norup kirke, Hofmansgaves sognekirke, dette blev senere nedbrudt, og amtsprovst Lütken skrev da følgende om disse Langer: "Begravelsen selv var anbragt til skade for kirken, som den betog lyset og måtte vække hos de kirkebesøgende mange ubehagelige reminicenser om en familie, hvis færd mod almuen vil opbevares i frygtelig erindring til de sildigste slægter." Michel Lange synes dog at have stået højt hos sit herskab, og han opkaldte sine børn efter dem - og her er sikkert grund til at mindes det gamle ord: "Som herren er, så følge ham svende." Michel Langes sønner tilsatte den store formue, og almuen har sikkert glædet sig ved, at de strenge herrer regerede kun kort.
Niels Krags nedlæggelse af bøndergårde og hans mange processer tyder også på, at hans dygtighed har været forenet med egennytte og strenghed.
Niels Krag døde tidligt; men hans enke overlevede ham i 45 år. Deres eneste søn:

14. Frederik Christian Krag,
f 11 juni 1726, arvede Skjoldemose, som moderen dog købte tilbage af ham 1753. Han blev opdragen til hofmand og ansat som kammerjunker hos dronning Juliane Marie. Senere rejste han til Paris, hvor han hengav sig til udsvævelser og tilsatte både sin formue og sit helbred. Han kaldtes almindelig den forlorne søn. Ved hans vilde og ødsle liv blev de fire dejlige godser forgældede, og før hans døde måtte moderen i 1755 sælge Løjtved. Han var dog glimrende begavet, og et digt, som han skrev til Frederik den Femte, viser, at han var en betydelig digter.
Han døde i Paris 26 maj 1763, og med ham uddøde den ældgamle og berømte adelsslægt Krag. Han blev begravet i Paris; men i Kværndrup kirke blev opsat en mindetavle over ham.

15. Sophie Krag, f. Juel,
var altså, som nævnt, bleven ejer af Skjoldemose ved køb af sønnen. Hun nævnes stedse som etatsrådinde Krag; hun var en virksom og god kvinde; men vistnok lidt svag overfor sin forlorne søn, som hun tidlig måtte miste, og hendes to døtre døde som små, og det var ikke nok med prøvelser endda for den ulykkelige moder, hun var tillige tynget af den trykkende gæld, som sønnen havde pådraget hende; det var ikke nok, at Løjtved var solgt, i 1768 måtte hun sælge Flintholm og 1784 Egeskov, så hun ved sin død af Kragernes mægtige besiddelser kun havde Skjoldemose tilbage. Hun fik 1743 bevilling til at holde kro, der først lå i Egeskov by - men senere blev flyttet til korsvejen ved Kværndrup. 1770 stiftede hun ved kirken et hospital for 4 lemmer, samt et legat på 2000 rd, hvoraf  renterne udbetales til sognepræsten i Kværndrup.
Etatsrådinde Krag afgav den 2 september 1743 en indberetning til kancelliet om sine gårde og godser, hvoraf meddeles følgende:
Mit gods er beliggende på det faste land, så og af tvende øer, Avernakø og Drejø, bestående. Remarkable høje falder ingensteds omkring på mit gods, men her og der vel banker; imellem Egeskov og Stenstrup falder på den nordre side høj og bjergagtig mark, på den søndre side lavt med eng og mosejord. Til mine hovedgårde og på en del af godsernes marker er skov af eg, bøg, esk, bæverask og elle, så meget som jeg til min egen brug og med forsynlighed til mine bønders udvisning nogenlunde behøver og intet mere. Jorden er middel frugtbar, besås med rug, byg og havre, lidet boghvede samt lidet svineærter og vikker til hjemnytte, dog fordi der mange steder falder ringe og til bedre sæd ubekvem jord, er havresæden den meste, som sås, der koster mindst og ikkun forslår lidet til bonden til udgifterne, da de fleste lidet eller intet korn kan sælge, men må tage udgifterne af kreaturerne, de kan tillægge, samt af smørsamlingen om sommeren. Ager- og engjorden er strøet iblandt hver andre og bruges således, at når en mark besås, slås og hø derudi, da fællesmarken, såvel ager- som engjorden, bruges at græsse kreaturer udi. Ellers falder i almindelighed agerjorden dels større end engene, hvoraf det kommer, at der hos bønderne er mangel på gødning, thi uden engene nogenlunde ækvivalerer imod agerjorden, hvoraf den bedste gødning, nemlig af høet bliver, må selvfølgelig en del jord af mangel på gødning enten ligge ubesået eller og sås uden gødning med havre, som ikkun er bonden til liden fordel. Af rug, byg og havre haves ikke alene til fornøden brug, men endog, når Gud giver sin velsignelse på jorden, fra hovedgården til udførsel mere og mindre; men bonden ikkun nære sig af de første slags og på somme steder købe til hjælp; men af havre kan de næsten overalt sælge noget.
Af frugttræer findes ingen overflødighed; thi alle har ikke frugttræer, og når en bonde et år iblandt kan sælge et par tdr æbler, har det dermed sit forblivende.
På mit gods er ingen dyrehaver.På Egeskov holder jeg stutterihopper."
Derpå opregnes de almindelige slags vildt, der findes, men dyr af hjorteslægten nævnes ikke. Hun klager over, at oldenborrer og snarorme somme forår er skadelige for træer og deres frugter. "Køer holdes på hovedgårdene til smør og ost at samle, bønderne holde og køer til mælk og smør at føde sig med og, om nogen kan skyde over, til udgifterne; holdes ellers heste, som udkræves til arbejdet, får til føde og klæder, item sving, gæs, høns og ænder. Luften er en generalement sund".
Etatsrådinde Krag levede kun et år efter, at hun havde solgt Egeskov, og hun døde på denne gård; hun og hendes mand og de mindste børn er begravede i Egeskov gravkapel i Kværndrup kirke, hvor der findes en del indskrifter om dem. Skjoldemose var allerede 1773 testamenteret hendes fætter eller rettere sagt fjernere slægtning:

16. Balthazar Gebhard v. Obelitz,
som gården nu tilfaldt efter hendes død. Han var født i København 6 august 1728. Hans fader var major B.G. v. Obelitz, moderen hed Anna Margrethe Lindner. Hans bedsteforældre var B.G. v.O til Rammegård og Ide Juel. Skjoldemoses ny ejer var en navnkundig retslærd, han var af en gammel pommersk adelsslægt, der i det 17. Århundrede kom til Danmark med hans fornævnte bedstefar, hvis efterkommere ved kgl åbent brev af 1 oktober 1876 anerkendtes som hørende til den danske adel. Våben: I mørkt felt en på grøn jord stående glente med udslagne vinger, ledsaget foroven af to seksoddede guldstjerner. På hjelmen en halv opspringende hest.

Han blev student 1744 og tog juridisk eksamen 1749, tog derefter doktorgraden og blev 1759 professor i lovkyndighed. Han lagde i sine forelæsninger overvejende vægt på Romerretten, men manglede ingenlunde sund kritisk sans og blik for den nationale rets betydning. Alt i alt synes han at fortjene det gode lov, som hans samtid gav hans virksomhed som jurist. Baden roste den nidkærhed, han viste i sin docentvirksomhed, idet han i 7 år var den eneste juridiske professor, der holdt forelæsninger, og den iver, hvormed han særlig tog sig af trængende juridiske studerende.
Han udnævntes 1762 til justitsråd, 1770 til etatsråd og 1781 til konferentsråd og døde 15 marts 1806. I mange år havde han været blind. Han var to gange gift 1. (1762) med Louise Charlotte Langhorn (+ 1763), datter af oberstløjtnant og kommandant M.L. på Rosenberg, 2. (1769) med Christiane Birgitte Gaarder, (+ 1814), datter af kaptajn Poul G., han holdt bryllup med hende på Egeskov, hvor hans fader major v. Obelitz også døde. Skjoldemose var i Sophie Krags tid bortforpagtet, bl.a. til Jens Erichsen; v. Obelitz drev derimod Skjoldemose selv, i 1787 havde han en fuldmægtig, Bertram Augustini, 1 ladefoged, 1 husholderske og 8 tjenestefolk på gården. Dette folkehold var påfaldende ringe; men det hidrørte fra, at der dengang blev forrettet en stor del hoveri af de mange fæstegårde og huse, der dengang hørte under Skjoldemose; men i 1787 boede han ikke selv på gården.
Da fru Sophie Krags testamente, hvorved v. Obelitz kom i besiddelse af Skjoldemose, også har interesse på andre måder, så meddeles herved et uddrag deraf.

Sophie Krag, f. Juels testamente
i favør af Balthazar Gebhard von Obelitz.
1. Hr. Etatsråd Obelitz i København indsættes til exekutor, såsnart han af frøken Gaarder eller andre får meddelelse om min død. Etatsråd Obelitz besørger min begravelse, der skal være ganske tarvelig og stille. Mit lig sættes på en ligvogn og bæres af mine bønder og hensættes om morgenen tidlig i Kværndrup kirke hos min sal. Mands kiste. Etasråden og tvende af mine præster skal følge.

2. Etatsråden anmelder dernæst til hr gehejmeråd og stiftamtmand Bille, at jeg overlader ham Egeskov hovedgård og underliggende gods, kirker, mm for 80.000 rd, som betales således:
1. 4.000 rd bliver indestående i gården og forrentes med 4% til Krags hospital i Kværndrup til 8 fattige.
2. 40.000 rd, som er min pantegæld til Preben Brahe til Hvedholm.
3. Ligeledes betales 6.000 rd pantegæld til madame Hviid i Svendborg.
7. 30.000 rd udbetales til etatsråd Obelitz - et år efter.

Besætning og inventar følger med i købet, og ligeledes skulle de kongelige skilderier og de Kragers billeder blive på Egeskov. Alt det øvrige guld, sølv, møbler mm tilfalder Obelitz. Ejeren af Egeskov skal vedligeholde familiebegravelsen i Kværndrup kirke. På denne måde ønsker jeg, at gården kan blive konserveret i gehejmerådens familie i fremtiden; men skulle han mod forventing ikke ønske Egeskov, skal den tilbydes hr baron Frederik Siegfried Rantzau.

Skjoldemose
ser jeg gerne kan blive konserveret og komme i gode hænder, og jeg overlader og giver den derfor til højædle og velbårne hr etatsråd Obelitz, såfremt han vil antage følgende konditioner:

10.000 rd udbetales til vedkommende, som skal meddeles; han modtager da besætning og inventar, og da hans frue har været en del år i mit hus, har jeg sat penge for hende i enkekassen og lovet hende 200 rd årlig, så ophæves dette, når hun og hendes mand kommer i besiddelse af Skjoldemose.
Når nu etatsråden får af Egeskov 30.000 og af Skjoldemose 10.000 rd., da udbetales disse 40.000 rd således:
6000 rd bliver stående til min mands søsterdatter, fru baronesse Gersdorph i Jylland, hvoraf hun nyder renterne på livstid, kapitalen tilfalder da Niels Krag Levetzau.
10.000 rd udbetales til fru Gaarder i Norge, der deles mellem hendes børn, dog ikke til den datter, der er hos mig eller til fru Obelitz.
Capt Urne og frue gives 4000 rd., der efter dem tilfalder deres børn.
4000 rd tilfalder frøken Anne Sophie Gaarder, der er her.
2000 rd tilfalder løjtnant Obelitz.
3000 rd til begravelse og gaver til tjenestefolkene.
Dette er et uddrag af hendes første testamente.
Dateret Egeskov, 1. Okt 1773.
Sl N. Krags, S. Juell

Som laugværge: H. Bille.
Til vitterlighed: P. Juell, J.F. Urne.

1780, 18 dec blev frøken Anna Sophie Gaarder yderliger tilskrevet 2500 rd. - altså i alt 6500 rd.
1783, 14 juni, blev testamentet forandret således på grund af de bedre tider:
De 80.000 rd for Egeskov blev forhøjet til 92.000 rd hvoraf udbetales:
40.000 rd til Preben Brahe.
4.000 rd til Hospitales i Kværndrup
2.000 rd til forrentes til præsten i Kværndrup
46.000 overdrages exekutor.

Af sidstnævnte sum udbetales
6000 rd til generalmajor v Enten (hendes sl mands søstersøn).
6000 rd til baroness Gersdorph - ellers omtr som 1 test.

Skjoldemose tilfalder exekutor og hans frue med gods, besætning og alt - frit og uden nogen gæld.
- Hvis de beholder gården, skal den efter deres død tilfalde den yngste søn Frederik, og når han tiltræder, skal han udbetale sin ældste broder Ludvig 4000 rd; hvis Frederik skulle dø førend forældrene, ser testator gerne, at de mager det således, at Skjoldemose bliver i de Gaarders familie.

Skjoldemose blev dog hverken i de Obelitzers eller de Gaarders eje.

C.F. BergC.F. Berg17. Christian Frederik Berg
købte Skjoldemose 1797 for 102.000 rd af konferensråd von Obelitz, i samme køb medfulgte 201 td htk bøndergods.
Den ny ejer blev født 8 aug 1774 på hovedgården Skovsbo i Odense amt; hans forældre var godsejer, justitsråd Hans Berg til Skovsbo (f. 1735, + 3 febr 1796) og hustru Olave Marie Lange, (f 1746, + 1814), datter af Jens Lange til Rødkilde, Flintholm og Løjtved.

Familien Berg ejede Skovsbo fra 1767 - 1851.
C.F. Berg var kun 24 år, da han købte Skjoldemose, og med stor dygtighed og energi udførte han her med usvækket kraft i et langt og lykkeligt liv et mægtigt kulturarbejde; hvorved han vandt sig et berømt navn som en ualmindelig dygtig landmand og foregangsmand på landbrugets område. Hans arbejde vandt også påskønnelse, idet han modtog Det kgl landhusholdnings Selskabs store guldmedalje og desuden udnævntes til Ridder af Dannebrog.

Beliggenhedsplan ca 1800Beliggenhedsplan ca 1800Nedenfor hidsættes en oversigt over dette arbejde, som nærmest er hentet fra Begtrups beskrivelse af agerdyrkningens tilstand i Danmark.
1803 var gårdens skyldsætning således.
Hovedgårdstakst, ager og eng 22 tdr 3 skp 2 fd - alb
Ufrit hartkorn  do do   5 -    5  -    -   -  -  -
Skovskyld       12  -    5  -    -   -  -  -

Jordernes areal:
Agerjord 218 tdr., engbund 105, skovgrund 205 tdr., som er indfredet. Desuden er indfredet et skovmål af 64 tdr, som før har tilhørt bønderne.
Gårdens forrige inddeling var i 6 marker, men den bliver nu i 1803 inddelt i 10 store marker, hver på 23 a 24 tdr land a 12000 kvadratalen. Alle disse marker er enten allerede eller bliver snart indhegnede med dobbelte stengærder, og skal drives således:

1. Brak, dyrket med vikker til hø, derefter gødes og pløjes til vintersæd.
2. Rug eller hvede.
3. Fældes til byg om efteråret, harves om foråret og sås byg og kløver.
4. Kløver til slæt.
5. Tøjres til St. Hansdag, gødes og tværpløjes derefter til vintersæd.
6. Vintersæd.
7. Ærter og vikker.
8. Fældes om efteråret til byg, udlægges med rød- og hvidkløver og rajgræs.
9. og 10.  Tøjregræsning.

De 10 mindre marker:
1. Helbrak, gødes og tværpløjes til rug.
2. Rug.
3. Byg med kløver.
4. Kløver til frø.
5. Kløveren slås til staldfodring til St. Hans, brakkes og gødes til vintersæd.
6. Vintersæd.
7. Kartofler, kål og roer.
8. Byg med kløver, hvidt, hvortil gødes.
9 og 10. Til tøjregræs.

Af de 10 små marker tages såsæden til næste år. Jordernes beskaffenhed er muldsandige. Udsæden er omtrent 150 tdr af alle slags. Høavlen er af engbund omtrent 120 og af kløver 150 læs. Besætningen er 80 køer, 24 ungkvæg, 10 får og 26 heste, da gården drives uden hoveri. Til gården er en lysthave på 26 tdr. ld, som tillige bruges til frugt- og køkkenhave.

Tiender:
Ollerup sogns
kongetiende 13 tdr 5 skp 181 tdr 1 skp 2 fd 2 al
V. Skerninge
kirketiende 25 tdr 2 skp 196 tdr 6 skp 1 fd - al

Herligheder: Overflødig ege- og bøgeskove, samt fornøden underskov af el og hessel. Fiskerettighed i tvende store søer og et damfiskeri ved gården af 20 damme, som er indrettede til at løbe ud, og man kan beså dem.

Bøndergodset:
Ager og engs htk  133 tdr 3 skp 1 fd 5/28 alb
Skov og mølleskyld     7 tdr 4 skp -   fd -      Alb

Arealet til en tønde htk fra 7-10 td land af god art, for største delen leret.

Beboere: 17 gårdmænd, som alle er speciel udskiftede. De øvrige gårde, som hørte til godset, er solgte.
32 husmænd, som hver har 4-6 tdr ld., og af dem er 18 udflyttede på jordlodden. Foruden disse en vandmølle, som maler gårdens korn frit, og en kro på godset, som begge er tillagte jord.
Jordebogsindtægten: Penge 974 rd 1 m. 9 skl, Rug 5 td, byg 20 td, havre 10 td, smør 16 ld, lam 17, gæs 17, høns 34, æg 340 stk, desuden 29 ugedage og 120 arbejdsdage af godsets husmænd.
Til nærmere kundskab om det den værdige ejer har udrettet til denne gårds forbedring, giver udgiveren sig den frihed at meddele den kyndige jordbruger og agtværdige præsts, hr Fog i Stenstrup, brev til Det kongelige Landhusholdningsselskab.
"Ofte har jeg haft den glæde at indsende synsforretninger fra adskillige her i egnen, men ingensinde så betydelig og prisværdig, som denne vedlagte over Skjoldemose, der viser en af de virksomste og indsigtsfuldeste landmænd her i landet, som ej har arbejdet af hensyn at vinde præmie, men blot at gavne sig selv og sine underhavende. Ved hr Bergs utrættelige og bekostelige flid har han bragt en ufrugtbar sædegård til den bedst indrettede og frugtbringende gård, hvilket hans ny tilbygte og med korn fyldte lader bære vidnesbyrd om. At så virksom en mands flid skulle være ubekendt, har jeg ikke kunnet overbære, med hans tilladelse har jeg forrettet denne synsforretning, som underdanigst indsendes til Det kgl Landhusholdningsselskabs gunstigste bedømmelse, hvorledes pr proprietær Christian Berg bør hædres.

Stenstrup Præstegård, d 20 oktober 1804.
     L Fog, sognepræst.

Resultatet over synsforretningen over Skjoldemose Løkker, holden 4 oktober, er i det væsentlige følgende, at hr proprietær Berg har foretaget og bekostet siden 1798:

Hele stengærder      210 favne
Halve stengærder  1.323 favne
Vandgrøfter  11.271 favne
Bedækkede grøfter  1.650 favne
Vand- og fiskedamme  9 stykker

Ved stenenes oprydning er 23 td ld kommen under plov, som ej før har været dreven, endvidere 97 tdr ld renset for mere end 10.000 læs sten, som lå spredt omkring på grene i gårdens løkker, hvoraf de anførte stengærder for største delen er satte, når man antager, at hvert 1000 læs sten optager 1 td ld g mål, så kommer endnu 10 td ld til de foreskrevne 23, udgør i alt 33 td ld., hvorved gårdens løkker er således rensede, at de kunne opdyrkes, og gøres frugtbringende. Den betydeligste grøftegravning er foretaget omkring Skjoldemose med omgivelser 1816Skjoldemose med omgivelser 1816Brunemosen, 41 td ld stor, den var tilforn en sur mose, som gav lidet græs, men bærer nu ypperligt korn af hvede, byg og bælgsæd. I sommer avledes her efter 4 skp boghvede 14 td 3 skp. Hovedvandgrøften er 1525 alen lang og 4 alen bred, hvoraf 125 alen er opmurede med sten på begge sider og gennemskåren med 1000 fv dækkede grøfter. Skovene er indfredede dels med stengærder, dels med tre alens grøft, 10 kvarter høj, beplantet med Rosa eglanteria og på volden et rækværk af egepæle og saved lægter eller bøge rækværk. I en løkke på 50 td land, begroet for største delen med ypperlig egeskov, deri har for 5 år siden været åbne strækninger, som hr Berg har ladet beså med 16 td agern, som vokser tæt i en afstand af 1-2 alen, og er fra 2-3 kvarter høje af 5 års vækst. Nogle fiskedamme er gravede i lige linje med hverandre, således at den ene kan løbe ud i den anden, og når de er udløbne kan pløjes og sås på bunden. På den opgravede jord fra en af dammene fandtes hvidkål og rødkål af overordentlig vækst.

Alle disse gærder, grøfter og vanddamme har hr Berg bekostet med egne folk, uden hoveri, uden det, at såvel de hoverigørende, som "solgte" bønder har kørt de halve stene til gærderne, men opbrydningen har han selv bekostet.
1799 solgte hr Berg sine 8 gårde i Ollerup by til fæsterne selv og påtog sig at gøre deres hovning. 1802 akkorderede han med de øvrige bønder om penge for hoveriet. Siden 1798 har han bekostet og udflyttet 8 gårde og 24 huse, hver har 4-6 td ld. Endvidere bygget tvende ny kornlader på gården og en Smedien fra ca 1810Smedien fra ca 1810smedie med en kølle ved siden, samt anlagt en ny have i engelsk smag, 28 td land stor, hvori er plantet 400 frugttræer, anlagte deri mange skp ld med humle og avler i stor mængde: kommen, sennop, køkkenurter og kartofler.

For at vise denne virksomme mands iver og lyst eje alene at befordre sin egen jord bedste dyrkning, men også sine undergivne, har han årlig udsat 20 rd i præmier til dem af hans husmænd, som vise mest flid med deres jords og havers dyrkning, desuden giver han dem fornødent ahvefrø, og han har givet enhver husmand et eksemplar af Mansas Have-Katekismus. Ja end mere, når hans husmænd forretter deres hovdag efter fæstebrevene forsvarligt og godt, giver han dem frit øl og brændevin tillige med sine egne folk, så enhver forretter, hvad han skal, med flid, hurtighed og lyst, og på den måde dannes uformærket til at blive virksomme for dem selv og nyttige borgere.

At denne synsforretning er rigtig, kan vi, når forlanges, med ed bekræfte.

Skjoldemose d 5. Oktober 1804.

L. Fog  Peder Hansen   Ole Ottesen
Sognepræst Selvejer i Rødme   Gårdforpagter i Rødme

NB: I betragtning af det anførte tilkendte Det kgl Landhusholdningsselskab bemeldte proprietær Berg sin store guldmedalje.

Samme år C.F. Berg købte Skjoldemose, ægtede han Elisabeth Hensler, der var født i Vestindien 4 juni 1776 som datter af ritmester Hensler (+ i Odense ½789, 52 år)
Skjoldemose blev nu med hende som husfrue et ualmindeligt skønt og lykkeligt hjem; det unge ægtepar blev elsket og agtet i egnen, og deres gerning lykkedes. De gav deres mange børn en fortrinlig opdragelse og uddannelse; sønnerne blev dygtige mænd og døtrene blev dygtige kvinder, der tillige var berømte for deres skønhed og sunde naturlige dannelse. Efter et langt og veludført dagværk døde C.F. Berg på Skjoldemose 16 september 1851; hans hustru var allerede død 15 marts samme år. I deres ægteskab var følgende børn:

1. Olave Marie Christine Berg, f. 1798, g. 24 april 1823 med Thomas Herman Lange, fuldmægtig i Finanskollegiet.
2. Hans Vilhelm Berg, f. 31 december 1799, + i Vester Hæsinge,
3. Clare Marie Christiane Berg, f. 14 januar 1800,
4. Christian Frederik Berg, f. 28 marts 1801, senere skovrider på Holstenshus.
5. Jens Rudolph Johannes Berg, 28 marts 1802, han blev 1851 sognepræst i Dannemarre, gift med Anna Thorsen fra Asserstrup,
6. Tønne Carl Emil Berg, f. 2 september 1803.
7. Betty Berg, f. 24 august 1804, gift med digteren P. M. Møller, se senere.
8. Vilhelmine Berg, f. 21 juli 1806, gift med proprietær Poulsen til Kejrup.
9. Johanne Caroline Berg, f. 1 maj 1808, gift 10 april 1830 med godsejer J. Th. Petersen til Kjærsgaard.
10. Margrethe Severine Berg, f 1 maj 1808, tvilling til fornævnte, gift 26 oktober 1828 med godsejer Erik Harding Lange til Rødkilde.
11. Gustav Berg født 6 september 1812, + 22 juni 1830.
12. Julius Berg, født 5 maj 1817, mekaniker i Amerika.
13. Amalie Lovise Augusta Berg, født 20 september 1821, gift med pastor Glahn, Strynø.

Disse børns livsstillinger og ægteskaber viser, at slægten Berg var en afholdt, anset og dygtig slægt. Den ene af døtrene erhvervede sig desuden et smukt historisk navn ved den betydning hun fik for dansk åndsliv ved sit ægteskab med digteren Poul M. Møller, denne datter var:

Betty Berg,
der som før nævnt var født på Skjoldemose 24 august 1804. Jeg skal give et uddrag af hendes livshistorie nærmest efter: "Vilhelm Andersen: Povl Møller, hans liv og hans gerning."
En dag i begyndelsen af tyverne gik to unge piger ned ad Købmagergade i København. En ung mand gik forbi. "Ved du, hvem det var?" spurgte den ene af de af de unge damer. "Nej, hvem var det?" sagde den anden. "Det var Poul Møller,", svaredes der. "Å nej da! Hvorfor har du ikke sagt mig det før. Ham ville jeg gerne have set på". Den, der talte således, var frøken Betty Berg, datter af godsejer C.F. Berg til Skjoldemose ved Svendborg, som blev Poul Møllers første hustru. Den anden var hendes veninde, frøken Eline von Bülow, guvernante på Skjoldemose, datter af oberst von Bülow ve de fynske lansenerer. Hun blev Poul Møllers anden hustru.
Betty Berg var dengang overordentlig smuk. I kredsen af de fynske herregårde og præstegårde, der udgjorde provinsens selskabelige verden, var hun den fejrede skønhed. På et stort bal på Glorup havde prins Christian, senere kong Christian den Ottende, gået de adelige frøkener forbi og vist den dejlige, borgerlige pige en iøjnefaldende opmærksomhed. Hun var høj eller dog herligt voksen, hendes legeme var ikke sart eller fint, men kraftigt og jomfrueligt blomstrende. Ansigtets linier var meget fine, således især mund og hage, men fik af den kraftigt krummede næse et tydeligt præg af energisk bestemthed. Sit tykke kastaniebrune hår, som hun bar efter tidens skik i tunge krøller fra nakken, lagde sig fortil i kruser eller flammer over panden. Hendes øjne var usædvanlig smukke, dybt dunkelblå. På et miniaturbillede i familiens eje, som fremstiller den unge pige i selskabsdragt, rød kjole og perlesmykker, har kunstneren, som ganske sikkert ikke har været nogen mester, med en ganske forelsket omhu bestræbt sig for ret levende at gengive disse dejlige øjne, medens tiden har bleget det brune hår og den røde kjole, stråler endnu et par friske violer over kindernes falmede roser.
Træk af den unge jomfrus skønhed genfinder vi i fyrstedatterens billede i digtet "Revuen"

Hun med den uendelige blidhed,
Når hun mildt fra guldkareten hilser,
Nakkens, armens, næsen hellige hvidhed;
Hun, hvis pande som en lilie skinner;

Hun med hine brune krøllers vrimmel;
Hun, hvis tanker ere tause digte;
Hun, hvis unge liv er glædens himmel.

Det var dog ikke blidheden, som han netop bruger her i verset og i et brev til fru Grüner berømmer som den sande kvindeligheds væsen, der var det mest fremtrædende træk i Betty Bergs karakter. Som det var at vente, ikke mindst efter den opsigtsvækkende fyrstelige udmærkelse, var den unge pige sig sin skønhed vel bevidst. Hun var en myndig og selvstændig karakter. I et brev til Poul Møller fra forlovelsestiden skriver hun, at en af hendes gamle venner, en vis justitsråd, har bedt hende hilse kæresten og sige ham, at han efter justitsrådens mening ret var en mand for hende, "da du syntes ham at have megen forstand og en bestemt karakter, og han troede, en sådan måtte jeg have, da jeg ellers ville spille herre; om han har aldeles uret ved jeg ikke, lidt inklinere sig alle mod mit temperament til herskesyge. Men -" tilføjer hun, - "aldeles ret har han da i, at du godt påståelige, tykke mand ikke lader sig regere. Kan min justitsråd ellers ikke være noget galant og ærlig på engang?" Et jævnt sind havde hun ikke. Hun kunne have luner og var ofte tungsindig, tildels på grund af en sygelighed, som man ikke let skulle tiltro den blomstrende pige - hun havde hyppige anfald af brystkrampe. I forlovelsesåret, fra hvilket der haves flere breve fra hendes hånd, formørkedes hendes sind yderligere ved udsigten til den nær forestående skilsmisse fra hjemmet og den store familie, til hvilken hun med raceinstinktets sejhed følte sig knyttet. I brevene til sin fraværende ven stikker hun ingenlunde denne følelse under stolen. Savnet af hjemmet og de nære veninder kan ingen erstatte: "selv ej den kærligste, mest elskede mand kan udfylde det øde i vor tilværelse." For sin vordende svigermoder (digteren Christian Winthers moder og Poul Møllers stifmoder) har hun med fortrolighed skildret såvel sine legemlige onder, som sine sjælelige lidelser og modtager som svar særdeles kraftige opstramninger.
Men hørte Betty Berg således som Ewalds Arendse, hvor hun synes at have lignet noget, til de skyggefulde skønheder, så kunne hun til gengæld, når hun var glad, og når hun ville vinde nogen - og hun var af naturen venlig - være overordentlig indtagende. Hendes smil skal da have været fortryllende, og indtrykket af hendes personlighed så yndigt, at man mente aldrig at have set noget lignende. I en lille billet til hende fra den allerførste forlovelsestid nævner Poul Møller, ikke for at smigrer hende, men af ængstelse over det altfor gunstige indtryk, hun gjorde på hans venner, hvorledes hun "som naturligvis enhver", har "øjeblikke, hvori det indre udsædvanlig kraftigen og herligen afspejler sig i det ydre." Et sådant øjeblik havde det nu været for nylig. "Jeg følte det på mig selv, at det i det øjeblik var umuligt andet, end at enhver måtte finde dig yndig. At Brøndsted var blevet indtaget i dig, er jeg endnu så vis på som på, at jeg lever." Og han slutter: "At tænke på, hvorledes du tog dig ud i sådanne situationer gør ordentlig et smertelig behageligt indtryk på mig." Fru Rahbek skriver til Poul Møller: "Betty fylder næsten min sjæl i denne tid, og jeg siger som min tante: "Jo, han ved nok, hvordan han vil have det". At imidlertid min larmende begejstring for Betty vil opvække en hel del jalousi hos mine venner, forudser jeg og går den trøstig i møde; thi jeg vil nok lide lidt for Bettys skyld."
Fru Rahbek skrev også i et smukt brev til Betty, at hvad der især fornøjede hende i forestillingen om hendes udkårne pars huslige lykke, var den sjældne omstændighed, at de så ganske var magen. Der var noget Poul Møllersk hos Betty, og familietradition og gamle folks erindring har bekræftet rigtigheden af dette.
Hvad der drog Povl Møller så stærkt til Betty Berg, var da først og fremmest hendes naturlighed. Hun var som han selv overordentlig ærlig, sagde sin mening ligefrem og gav ikke køb, men indlod sig, hvad der næppe i de tider er blevet fundet ret sømmeligt for en ung jomfru, i disputter med mandfolk. Betty skriver således til kæresten, at hun slet ikke yndede den historie, da "I tolv herrer i jeres ubesindighed og overmod" angreb Baggesen. Hun kunne heller ikke lide fru Rahbeks "larmende begejstring" over Poul Møller. Hendes breve til ham var "særdeles lange, fornuftige og venskabelige." Af dyre forsikringer og ømme tilståelser indeholder hendes breve intet, kun et par steder læses de ord: "Min søde ven!" med streg under. Hendes stil er frisk og naturlig og ganske ulitterær, stærkt farvet af provinsiel ejendommelighed. Netop denne ubesmittede oprindelighed hos den dejlige danske pige må have henrykket Poul Møller. Han, som nylig var undsluppen den københavnske damekultur, traf her i den fynske pige en kvidnelighed, som ingen "Qundelighed" haver skændet. Hun gør et homerisk indtryk på ham.

Mest, jeg finder, du ligner Kronions datter Athene,
Da du så dejlig af åsyn est og så herlig af rejsning..
Stammer du ned fra en dødelig slægt, som bygger på jorden,
Trefold salig er da din fader og moder,
Trefold salig er brødrenes flok; thi sødt deres hjerte
Stedse må varmes i brystet af fryd for en sådan pige,
Når slig lilievand de skue til dansen at hengå.
Fremfor alle dog mest jeg den svend lyksalig må prise,
Som for sin skenk kan vinde den pris at føre til hus dig;
Thi sligt dødeligt væsen jeg aldrig skued for øjne,
Hverken en mand eller viv; ved synet behager mig studsen.

Maleri 1825 af Christian StrodtmannMaleri 1825 af Christian StrodtmannBetty havde ikke fremtrædende æstetiske interesser; men hun havde gode kundskaber og en sund naturlig dømmekraft at holde sig til. Mest sans havde hun for livets uskrevne poesi, naturen elskede hun meget. Hun fortæller kæresten, hvor glad hun er for at kunne opholde sig i haven på Skjoldemose ene med sit arbejde eller sin Annette (komtesse Molkte, hendes bedste veninde):
"Hvor ofte har det dog ikke vederkvæget mig naturen omkring mig at genfinde min sørgmodige, melankolske stemning, som desværre er så herskende hos mig. Jeg kan ikke sige dig, hvad det er for behagelig rædsom følelse for mig at lytte efter den hule drønen og træernes traurige susen, jeg kunne forgå i den nydelse. - Dog, hvor er jeg kommen til at tale herom! Tilgiv, min ven! Jeg trætter dig vist. Eller ler du kanske af mig og kalder mig sværmerisk? Poul, det må du ikke; thi det er jeg bestemt ikke; men naturen har altid talt så mægtig til mig, og den har af alle bedst trøstet mig og vil, jeg føler det, evig bedst kunne et."
Foranstående er i korthed billedet af Betty Berg som ung pige i hendes hjem, det dejlige Skjoldemose, som hun vedblev at elske over alle andre steder hele sit liv.
Før jeg går over til at omtale, hvor udmærket en hustru og moder hun blev, skal ejg meddele lidt om hendes frier:

Poul Martin Møller.
Han blev født 1794 i Uldum præstegård og var søn af den dygtige biskop Rasmus Møller. Han var glimrende begavet og tog meget hurtigt sin teologiske embedseksamen. Han blev derefter 1819-21 præst på et Kinaskib, og fra Sydhavet hjemsendte han det dejlige digt: Rosen blusser alt i Danas have, og senere skrev han mange ypperlige digte og fortællinger. Derefter var han fra 1822-26 adjunkt i København, 1826-30 professor ved Kristiania Universitet og fra 1830 til sin død 1838 professor i filosofi ved Københavns Universitet. Hans elskværdige personlighed gav ham en ualmindelig indflydelse som lærer, og som filosofisk forfatter indtog han en betydelig plads og blev dybt savnet ved sin tidlige død.
Betty Berg havde allerede beundret ham som digter, før hun kendte ham personlig, og der blev knyttet et kærlighedsbånd mellem de to udmærkede mennesker, som varede til hendes død. De traf første gang sammen ved et besøg hos Poul Møllers søster, der var gift med pastor Bredsdorff i Ollerup. Søsteren var meget indtaget i Bettys elskværdighed, da hun havde været en venlig beskytterinde for hende, da hun kom til Ollerup.
Poul Møller blev stærkt forelsket i Betty Berg, og til sin fader udtalte han, at hun var en pige, som han uden tvivlrådighed ville gifte sig med, hvis hun ville.
Han skrev også til sin søster: "Lykkelig den kone, der har en sådan veninde som Betty Berg! Lykkelig den mand, der har en kone, der har en sådan veninde som Betty Berg!" Fortsættelsen:
"Fremfor alle den svend jeg mest lykkelig må prise osv", har han vel beholdt for sig selv. Men kort tid efter, da han at traf pigen i København, hvor hun var taget over for at besøge sin syge søster, gift med fuldmægtig Th. Lange, sagde han hende det. Han var da for få dage siden bleven udnævnt til lektor i Kristiania. han måtte haste og bad hende om at svare straks. Hun svarede ja, men synes at være bleven overrasket; thi et par dage efter, da de atter sås, bad hun ham holde deres forbindelse hemmelig af hensyn til forældrene, hvis samtykke endnu ikke var indhentet, og hun bebrejdede ham hans ængstelse som unyttige griller. Hun var dog også bange for, at hun følte mere velvilje og agtelse for end kærlighed til ham. Hendes betænkeligheder overvandtes dog, særlig ved den brevveksling hun førte med Poul Møllers stifmoder. Han rejste nu til Kristania og i løbet af vinteren vekslede de lange og fortrolige breve, der førte dem nærmere sammen.
Der blev dog talt om Bettys kølighed over for hendes elsker. En måned før han kom at hente bruden, havde der været stor fest på Skjoldemose. En søster af Betty havde holdt bryllup, og en elegant og rig københavner havde vist Betty galant opmærksomhed, hvorover hun følte sig smigret; men denne fristelse blev dog heldig overstået.
I et dejligt sommervejr stod så Poul Møllers og Betty Bergs bryllup i juni 1827 på Skjoldemose. Så smukt et brudepar som de to, der den dag gik op til alteret sammen: den dunkelblonde, blomstrende jomfru i den hvide kjolde, efter den tids mode af bobinet med pragtfulde broderier, og den mandige, statelige Poul Møller, havde man vist aldrig set i den lille landsbykirke. Om aftenen var der stor stads på gården, fuldt op af gæster, dans og musik af den musikalske familie Simonsen fra Svendborg. Poul Møller strålede, men bruden var stille, og da en af hendes veninder sagde: "nu er du da glad Betty, så dygtig og berømt en mand, du har!" så svarede hun: "Ja vist, og dog ville jeg gerne bytte med hende der," idet hun pegede på sin søster, som sad sammen med sin forlovede, en brav og jævn landmand, Harding Lange fra Rødkilde.
Det var naturligvis afskeden fra hjemmet og den dejlige natur, som hun frygtede for at ombytte med bylivet i Kristania.
Det unge ægtepar var myndige og bestemte personer, og i den første tid kom det ofte til lidt uenighed, og biskop Møller rådede dem derfor til ydmyghed, der er den sande, varige kærligheds kilde, og deres ægteskab var derefter ualmindeligt lykkeligt, og Betty jublede over sine sønner. Men hendes helbred var ikke godt, og hun led af hjemve ligesom sin mand.
Det var derfor en stor glæde for dem, at han udnævntes til professor i København, og Betty var henrykt over, at de kom til at bo på Vesterbro, fordi der hørte en stor have til huset. Her levede de nu et par lykkelige år, og fa deres indre harmoni kom en klangfuld, blød ro, som holdt stand, i hvad dagene end bragte.
Deres lykke varede dog kun kort. Betty var svag efter sine tre sønners fødsel og blev angreben i lungerne, hun længtes efter Skjoldemose, men hun var for syg til at rejse. To måneder før sin død dikterede hun et brev til sin moder, hvori det hedder: "Jeg har i vinter været ved at forgå af længsel efter eder. Jeg ville blot lægge mit hoved op til dig, jeg synes så, det måtte hjælpe mig, men der er længe til, forinden jeg kan komme til dig, og længe til forinden jeg skal høre din stemme, jeg er grumme svag, vist meget svagere, end min søde moder tror. Måske jeg ikke skulle klage så meget for dig, søde moder, som har så meget bedrøveligt foruden at tænke på, men jeg har ikke talt så længe med dig, så det gør mig så godt at tale med dig."
Den 15 maj 1834 døde hun, endnu ikke 30 år gammel. Poul Møller var tavs og sørgede inderligt; men hendes død bragte ham nærmere til tro på et evigt liv, og han blev overbevist om, at liv og død i det større er gentagelser af den samme afveksling, som ligger i søvn og opvågnen.
Hans berømte afhandling om menneskets udødelighed er Bettys gravmæle. Over den står tankens ørn og gravens urne.
Betty Møller, født Berg, fik stor indflydelse på dansk åndsliv, for det første ved den udmærkede indflydelse hun havde på sin mand, så han kunne yde udmærkede arbejder som digter og filosof, for det andet ved den indflydelse hun havde i de kredse, hvori hun færdedes i Kristiania og København, sidstnævnte sted særlig i Hejbergs, Rahbeks og Christian Winthers hjem. Ved sin skønhed, åndrighed, elskværdighed og sunde naturlige dømmekraft tilhørte hun disse tildels overforfinede kredse et sundt og værdifuldt tilskud af landlig dannelse og naturlighed.

18. Lehnsgreve Albrekt Christopher Schaffalitzky de Muckadell
til grevskabet Muckadell købte Skjoldemose 1854 af C.F. Bergs arvinger. Han havde tiltrådt grevskabet efter sin faders død 7 februar 1833 og var gift med Ludovica Augusta Lind von Bülow.
Kun få mennesker har været så elsket og højagtet af høje og lave som denne greve, og hans samtidige sørgede for at bevarede dette minde hos efterslægten ved en mindestøtte, rejst udenfor Brobygård; den afsløredes 31 august 1859. Støtten bærer følgende indskrift:

Kammerherre, Lehnsgreve Albrekt Christopher Schaffalitzky de Muckadell, født på Arreskov d 24 marts 1800, død på Brobygård d 6 april 1858, sattes dette minde af grevskabet Muckadells fæstere og andre, som med højagtelse og taknemmelighed mindes den afdøde.

Bagsiden har:

Ej blot på dette sted vi rejse ham et minde,
I hjertets kærlighed et større er at finde.

Lensgreven ejede Skjoldemose i fire år til sin død i 1858. Derefter arvedes gården af hans søn:

19. Hofjægermester, baron Carl Henrik Ditlev Vilhelm Schaffalitzky de Muckadell, R af D.
Født 13 februar 1843, Baron Schaffalitzky de Muckadell SkjoldemoseBaron Schaffalitzky de Muckadell Skjoldemosedød 10. Oktober 1901. Han var en afholdt og livsglad jorddrot; men penge samlede han ikke. Han var en anset og dygtig hippolog; og ved den uegennyttighed og kyndighed, hvormed han virkede for den lettere hesteavl på Fyn, har han indlagt sig betydelig fortjeneste. Baronen restaurerede Skjoldemoses hovedbygning og forskønnede den meget; han lod alt kalkpudset fjerne, så de gamle smukke munksten atter kom frem og opførte de takkede gavle, han nedrev også nogle småbygninger, der tog synet fra hovedbygningen, disse havde været brugt til økonomilejlighed, hvortil kælderen i hovedbygningen nu blev indrettet, ligeledes indsatte han ny og større vinduer i hovedbygningen, og denne blev nu smuk og stilfuld.

 

 

I vinteren 1881 nedbrændte mejeribygningen, hestestalden og en stor lade; men hovedbygningen tillige med den såkaldte "gamle lade" og svinehuset reddedes, og disse er nu de eneste bygninger fra den ældre tid. AvlsgårdenAvlsgårdenDe nedbrændte bygninger blev derefter opført stilfuldt og praktisk indrettet. Til materialer blev anvendt kampesten fra gårdens grund og træ fra gårdens skove. Baronen levede ugift, og efter hans død blev Skjoldemose overtaget af hans broder.

20. Lensgreve Erik Engelke Schaffalitzky de Muckadell til grevskabet Muckadell,
født 25 december 1834, død 18 januar 1905, gift med Bernhardine Kosegarten, født 28 maj 1834.
I den tid lensgreven var ejer af Skjoldemose blev der ikke kostet noget på gården, da det var bestemmelsen at sælge den. Gården blev drevet af en gift forvalter, der havde folkehusholdningen og boede i mejeribygningen, medens hovedbygningen stod ubeboet.
Efter lensgrevens død solgte dødsboet Skjoldemose med tilhørende avlsgård Skovsgård for 370.000 kr til dens nuværende ejer:

21. Justus Sigismund Ulrich,
født 14 september 1871 på Lindholm ved Roskilde, landbrugskandidat i 1894, gift med Ingeborg Marie Krenchel, datter af apoteker Krenchel i Holstebro.
Det samlede areal under Skjoldemose og Skovsgård er nu ca 800 tdr land, hvoraf 380 tdr ld ager, resten skov, park og gårdsplads; desuden hører Ollerup sogns kongetiende, 6 fæstehuse og et lejehus med fra 3 til 9 tdr ld og nogle jordløse huse til Skjoldemose.
Godsejer Ulrich har udført et stort og dygtigt arbejde i den tid, han har ejet godset.
Hovedgårdens bygninger, som efter branden var gode, var ret vel vedligeholdte; men Skovsgård var en del forfalden.
Skjoldemoses have var forsømt, og frugttræerne var gamle og dårlige.
Damfiskeriet var helt forfaldent.
Jorderne var i ret tarvelig kultur og noget forurenede.
Besætningen var lovlig lille.
Skovene var gode, især de ældre bevoksninger, hvorimod de yngre næsten alle var prægede af 1) for vid plantning, 2) forsømt efterbedring og 3) mangel på udrensning; ligesom afvandingen var forsømt, og vejene dårlige.
Renæssancedag 2006Renæssancedag 2006Disse mangler er nu heldig afhjulpen, og Skjoldemose er atter som i fordums tid et dejligt og værdifuldt herresæde, rigt på gamle og gode minder.