Magnus Jeppesen - sydfynsk pioner for den folkelige sang

| | | | |

Af Aksel Dencker-Jensen  Læs også: Nogle gamle fynske spillemænd


Få har betydet så meget for udviklingen af sang og musik på det folkelige plan i egnen mellem Svendborg og Fåborg som Magnus Jeppesen, der for 100 år siden den 6. september 1888 blev født i Vester Skerninge i det historiske Mads Hansens sangforeningsbygning i Vester SkerningeMads Hansens sangforeningsbygning i Vester Skerningeforsamlingshus, som digteren Mads Hansen og en kreds af betydelige mænd lod bygge som ramme om de mange epokegørende foretagender, Mads Hansen var igangsætter af.


Magnus Jeppesen denne højtbegavede, blinde musiker - valgte som ganske ung at vie sit liv til at udbrede kendskab og kærlighed til den gode sang og musik og kom i virkeligheden til at realisere Mads Hansens tanker om en folkelig poetisk-musikalsk vækkelse.
Tanken om folkeoplysning fandt grobund i Vester Skerninge højskole, der senere blev til Ollerup højskole.
Vester Skerninge-Hundstrup sangforening 1866Vester Skerninge-Hundstrup sangforening 1866I januar 1859 var der sket noget betydningsfuldt, da Mads Hansen fik oprettet Vester Skerninge-Hundstrup Sangforening - vistnok den første sangforening i Danmark, fulgt op i 1863 af skytteforeningen Palnatoke, hvis motto blev "End er vort bedste skud i vente".
Tiden var i allerhøjeste grad præget af de politiske begivenheder, som endte med tabet af Sønderjylland i 1864.


Højt til loftet.
Nogle år senere føltes behovet for at kunne afholde korprøver, foredrag, skuespilopførelser m. m. i eget hus så stærkt, at det som nævnt lykkedes at få opført et forsamlingshus i hvis hovedfløj med gavl mod landevejen og med hvælvinger oppe under strå taget der i mere end én betydning blev højt til loftet. Måske den nyrejste bygning i virkeligheden var det første egentlige kulturcenter på landet i Danmark. Blandt de initiativrige foregangsmænd må nævnes forfatteren Peder R. Møller og musikdirektøren i Svendborg, Hans Pedersen.
1878 var "Mads Hansens Forsamlingshus" rejst. Det var nu ikke længere nødvendigt at søge husly på Vester Skerninge kro, i hvis store sal mange af de nævnte aktiviteter havde fået deres start.


Folkekor postkører
Mads Hansen afgik imidlertid ved døden allerede i april 1880, og den store igangsætter kunne ikke mere opildne til kulturelle foretagender. Dagvognen under ophold i OllerupDagvognen under ophold i OllerupForsamlingshusets bestyrelse så sig efterhånden nødsaget til at afhænde det historiske hus, der med sin idealistiske baggrund havde fortjent at være blevet bevaret som et centrum for sydfynsk kultur.
Køberen i januar 1888 var dog ikke en hr. hvem-som-helst, men en ung mand, Jeppe Michael Hansen Jeppesen, der også i tidens løb skulle blive kendt og berømmet af mange rejsende. Seks år før købet af huset, hvortil der hørte et lille landbrug, var Jeppe begyndt at køre dagvogn mellem Vester Skerninge og Svendborg, senere gik turen også videre til Fåborg.
Siden 1834 var "Dagvogne - hver dag eller på visse dage" - begyndt at befordre "Personer og varer mellem bestemte steder på landet", men også breve, pakker, postanvisninger og aviser blev befordret af "Postkontrahenten" - i andre lande ville man have kaldt ham "Postillon'n" og "Jeppe Dagvogn"s posthorn "det klang så lystigt over vang, han blæste og han kørte sig i Folkets hjerte fast, for Jeppe var pålidelig, det lærte man i Hast" - et citat fra en sang ved hans 25-års jubilæum i 1907, hvor 300 mennesker fra hele Sydfyn fejrede ham.


Jorden rundt fem gange.
1913 holdt Jeppe Jeppesen op som kusk og postkører og da Svendborg-Fåborg banen åbnede i 1916 standsede dagvognskørslen. men gennem de mange år var Jeppe blevet en landskendt skikkelse. Efter flytningen af højskolen til Ollerup
strømmede befolkningen til de offentlige møder, hvortil der ofte kom fremtrædende talere. Alle kørte med Jeppe, og mange interessante samtaler blev ført med den begavede kusk, for de fleste foretrak, når vejret tillod det at kravle op på bukken og tale med Jeppe, samtidig med at de kunne glæde sig over den dejlige sydfynske natur. Som et kuriosum må nævnes, at postmester Yde ved 25-års jubilæet oplyste, "at Jeppe havde kørt jorden rundt 5 gange!"
I Mads Hansens tidligere forsamlingshus havde Karen og Jeppe på en måde altid haft åbent hus, hvor postbudene og de rejsende altid mødtes med venlighed og ofte fik en kop varm kaffe. Venteværelset var i husets gavl ud mod landevejen - denne del af bygningen blev desværre revet ned for nogle år siden af hensyn til trafikken.


Handicappet, men med rige evner
Magnus Jeppesen ved klaveretMagnus Jeppesen ved klaveretSamme år som Karen og Jeppe Jeppesen flyttede ind blev deres søn født. Alle gode kræfter havde skænket den nyfødte talenter og evner, som på mærkelig vis skulle komme til både at leve op til og videreføre mange af Mads Hansens ædleste tanker om, hvad digtning og musik har at give menneskene, når ord og tonekunst bliver brugt på rette måde. Måske er der gået nogen tid før de
lykkelige forældre har opdaget at deres førstefødte var født blind - et alvorligt handicap for 100 år siden.
Men nu blev alle sejl sat i "det gamle skib", som familien kaldte huset, vel nok fordi hvælvingerne oppe over loftet kunne minde om et skib vendt med kølen i vejret. Magnuses mor havde sjældne pædagogiske evner. Først og fremmest pylrede hun aldrig om ham, men lod ham boltre sig i naturlig leg sammen med andre drenge, også når de klatrede i træer og han lærte at færdes alene på vejen.
Om vinteren, når der lå sne og dagvognen blev erstattet af en stor kane, var det drengenes største lyst at stå på mederne under farten og Magnus holdt meget af denne sport. På ture til Svendborg måtte han ofte ligge oppe på taget mellem pakker og gods, når Der ikke var plads inde i vognen og om vinteren var det en kold tur.


Musikalsk trekløver
Før den videre uddannelse omkring 10-års alderen skulle begynde på Det kgl. danske Blindeinstitut i København havde en datter af præsten i Vester Skerninge sat ham ind i Braille's blindeskrift og lært ham at læse og skrive punktskrift. To meget kendte sydfynske spillemænd, som begge havde spillet i komponisten Hans Hansens orkester, boede lige i nabolaget. Den ene var Peder Madsen
(1841-1905), hvis sønner begge blev kendte musikere i København og den anden Niels Hansen Hytteballe i Ulbølle (1850-1937), som havde været bassanger i Mads Hansens sangforening og nu blev Carl Magnus' første violinlærer. Hvis man dengang for hundrede år siden ville opleve musik, måtte man selv frembringe tonekunsten eller begive sig derhen, hvor Peder Madsens og Niels Hansen Hytteballes orkestre spillede - og det skete utrolig mange steder, for de var meget efterspurgte. I Svendborg kunne man at lytte og danse til Hans Petersens orkester -også han stammede fra Ulbølle. Dette trekløver blev det musikalske udgangspunkt for den blinde dreng. Hertil kom den første orgelundervisning hos Fa borgs blinde organist Fr. Methmann.
I 1890 var der blevet født en søster, Astrid, som også var musikalsk og spillede klaver, men i de kommende år kunne sammenspillet kun folde sig ud, når Carl Magnus var hjemme på ferie. Første gang man hører om dem er ved jubilæet i 1907, hvor Peder R. Møller omtaler dem i en sang:
Når han
på violinen gi'r
sig som geni til kende,
forstående og fint han bli'r
akkompagner't af hende

10-årig med solid ballast
I 1898 at overgive en 10-årig blind søn til fremmede menneskers varetægt må ikke have været nemt, men der var jo ingen vej udenom, og det var i hvert fald en solid musikalsk ballast morgengryet i den folkelige, sydfynske musik, han bragte med. Foruden den almindelige skoleundervisning spillede Carl Magnus klaver, orgel og violin. Den videregående musikteori og afsluttende
orgelundervisning fulgte på Københavns Organistskole, dengang et kendt og meget anset uddannelsessted for vordende kirkemusikere, og det var ansete lærere som underviste.
Blandt kammeraterne på Tutten var bl.a. den senere Skive-organist og komponist Laurids Lauridsen, Aksel Agerby ("Jeg er havren"), Chr. Kjellerup og Karl Bjarnhof.
1909 tog Magnus Jeppesen organisteksamen og var nu fuldt kvalificeret til at søge sig en organiststilling ved en købstadskirke.
Hertil kom at han havde udviklet sig til at blive en glimrende klaver- og violinspiller, som oven i købet fra naturens hånd var udrustet med absolut gehør - altså i stand til at bestemme en hvilken som helst tone.


Et godt råd
Hvordan skulle fremtiden nu forme sig? mange overvejelser blev gjort, indtil en dag en af hans lærere udbrød: Siger man ikke København - Vester Skerninge - Paris?
Men Jeppesen fortalte selv, at "min gode og kloge mor rådede mig til at prøve mine kræfter som musiklærer i min hjemby. Det råd fulgte jeg, idet jeg den 1. april 1910 flyttede hjem og tog fag med privatelever. Jeg har aldrig fortrudt denne beslutning. Det har været med en særlig glæde at virke for den gode musik og sang her på dette for den fynske sang historiske sted".
Beslutningen om at slå sig ned i Vester Skerninge var den rigtige. Jeppesen fik et rigt liv på Sydfyn. Allerede 1913 var det ikke nødvendigt for ham at avertere efter elever. Hertil kom klaverstemning - en uddannelse han også havde fa et i hovedstaden. Selv om "der vist kun var en 5-6 klaverer på egnen, da jeg begyndte", fortæller Jeppesen, blev klaveret efterhånden næsten en slags
statussymbol, og mange ønskede at spille og få en grundig undervisning.


700 elever
1917 indgik Jeppesen ægteskab med ungdomsveninden Anna Margrethe Christensen, som var datter af den lokale skræddermester og det blev meget lykkeligt. Anna var meget musikalsk og blev en helt uvurderlig medhjælp på utallige områder., både når der skulle akkompagneres, føres korrespondance, skrives noder efter diktat, eller små begyndere indføres i musikkens begyndelsesgrunde, for til dette sydfynske konservatorium strømmede børn og unge i så stort tal, at Jeppesen på sine gamle dage med beskeden stolthed kunne glæde sig over at have haft omkring 700 elever. En dag om ugen undervistes der i de senere år også i Tved.
Men der blev i timerne også tid til andet og mere end teknik, når fortolkningen af musikværkerne førte samtalen ind på menneskelige problemer. Herom fortalte Jeppesen selv: "Det er en glæde for mig, at jeg af og til kan få lykke til, eller rettere ind imellem kan give eleverne lidt mere end selve musikken, også noget rent menneskeligt".


Stadig fornyelse
Talrige sangaftener i Mads Hansens hus gav gennem mange år en større forsamling mulighed for at synge sammen og samtidig få tekster og melodier gennemgået, forklaret og drøftet. Måske disse aftener blev det betydeligste, Jeppesen kom til at give sin egn.
Selv fortsatte han hele livet med at forny sig, både når de gjaldt om at indføre Thomas Laub's egne og de reviderede, fra fortiden overleverede melodier, og når Carl Nielsens, Thorvald Aagaards og Oluf Rings toner for første gang lød i det gamle hus. Også Magnus Jeppesens egne melodier, bl.a. til tekster af Mads Nielsen blev sunget. Tidligere havde et københavnsk musikforlag udgivet et hefte sange, hvis indhold siger noget om, hvilke værker en eftertid ville have kunnet glæde sig over, om der havde været mere tid til kompositorisk virksomhed.
Offentlige hverv kom til. 1920 organiststillingen i Vester Skerninge og 1951 i Ulbølle.
Begge steder kom efterhånden større orgler med to manualer og pedal. "Det er dejligt at kunne ofre mere tid på at studere kirkemusik til orglet kommer - jeg spiller Bach i denne tid med henblik på det nye orgel".
I en årrække var Jeppesen i menighedsrådet. Han havde været med til at oprette Dansk Blindesamfund, og fungerede i tidens løb først som revisor, dernæst kasserer og senere formand for Fynsafdelingen. Overalt var der brug for hans medvirken. 1937: "Jeg skal medvirke ved 4. kirkekoncerter i Odense, Svendborg, Fa borg og V. Skerninge. Odense-koncerten håber vi bliver transmitteret,
da det er en propagandakoncert for Dansk Blindesamfund".


Virksomt liv
Et umådeligt travlt og virksomt liv udfoldede sig. Regelmæssigt afholdtes elevkoncerter, hvor alle elever, som var modne dertil, fik mulighed for at optræde for en større forsamling. Der var altid fuldt hus og programmet afvikledes så at sige på klokkeslæt. Ved generalprøven blev hver enkelt præstation tidsmæssigt kontrolleret med uret i hånden. En indledende tale blev holdt med den ene
hånd diskret lå sende manuskriptet i punktskrift og så fulgte klaver- og violinsoli, firehændige og ottehændige klaverværker, mindre orkesterværker, alt indrammet af fællessange. Menneskene hungrede dengang efter at lytte til god musik, og der var dyb stilhed i salen, ligesom der ofte var bud efter de optrædende bagefter.
Anna og Magnus Jeppesen havde sjældne menneskelige egenskaber, som fik alle disse arrangementer til at lykkes. Baggrunden for deres idealistiske stræben harmonerede fuldt ud med indholdet af de tre korte linier, som Mads Hansens arvtager og efterfølger,
Peder R. Møller udtrykte det:
"Hvor sangen lever,
Åndedrættet er let,
og sundt er Hjerteslaget".


Sang og musik løfter og bærer
Læreren i Vester Skerninge Aksel Larsen, supplerede ved i programmet til en sommerkoncert at skrive: "Hvor er det sandt, hvad digteren skriver her. Måtte alle hjem blot komme til rigtig forståelse af disse linier; thi er der noget, som løfter og bærer, så er det sang og musik", og han slutter: "Selv om tiderne skulle blive fattige på materielle goder, har vi i sangen og musikken fået noget, der
vil lyse og berige sindet".
I Det gamle Skib blev der dog også tid til at dyrke andre interesser ved siden af de musikalsk-poetiske. Læsning af nyudkommet litteratur og indholdsrige samtaler om aktuelle problemer hørte til dagens orden. Nogle år før Anna Jeppesens pludselige død, som betød et hårdt slag for den blinde mand, kunne han i et brev skrive: "Anna så for første gang i år skæret af de lyse nætter i aftes, og der er hvert år et eget trylleri derved, så selv jeg næsten kan se det".
Magnus Jeppesens liv og virke er et enestående eksempel på, at et så alvorligt handicap, som det ikke at kunne se, slet ikke behøver at betyde at livet bliver fattigt derved. men hvilken energi kræves der ikke, når hver eneste node skal læres udenad ved fingrenes aflåsning, og hvilken begavelse, når det drejer sig om derefter at kunne huske det således tilegnede.
Talrige elevers hengivenhed og kærlighed blev lønnen for et langt livs utrættelige virke i musikkens tjeneste. Døden kom til Magnus Jeppesen pludseligt og helt uventet kort før nytår 1963-64 og Vester Skerninge Kulturen - som amtsskolekonsulent L. Chr. Petersen betegnede den - havde mistet en af sine store personligheder.